BOLETTE
(griber hans hænder).
Ja, jeg synes næsten, at jeg kan det også! Jeg véd ikke hvorledes det er; men – (bryder ud.) Å, jeg kunde både le og græde af glæde! Af lyksalighed! Å, – så skal jeg da få leve rigtig alligevel. Jeg begyndte at bli’ så ræd for, at livet skulde gå ifra mig.
BOLETTE
(seizing his hands).
Yes, I almost think I can! I don’t know how it is, but--(bursting out) Oh! I could both laugh and cry for joy, for happiness! Then I should know life really after all. I began to be so afraid life would pass me by.
阿恩霍姆
亲爱的博列得,你不必担心。可是你得老老实实告诉我,你在这儿有什么牵挂没有。
BOLETTE
(megragadja a kezét)
Igen, már én is úgy érzem, elfogadhatom. Nem tudom, miért, de... (Kitörő örömmel) Sírni és nevetni tudnék az örömtől! A boldogságtól! Hát élhetek még igazi életet! Már féltem, hogy le kell mondanom róla.