ROSMER.
Det er jo så lige til. Vi holdt jo begge to så inderlig af hende. Og både Rebek – både frøken West og jeg, vi véd med os selv, at vi gjorde, hvad der stod i vor magt, for den stakkers hjemsøgte. Vi har ingen ting at bebrejde os. – Derfor så synes jeg, der er noget mildt og blødt i det at tænke på Beate nu.
ROSMER.
Das ist doch ganz selbstverständlich. Wir hatten sie ja doch beide so sehr lieb. Und Rebek – Fräulein West wie ich, wir sind uns bewußt, alles für die arme Dulderin getan zu haben, was in unserer Macht stand. Wir haben uns nichts vorzuwerfen. – Und darum hat für mich der Gedanke an Beate etwas so Mildes und Wohltuendes.
ROSMER.
She really does. We both think so affectionately of her. And both Rebecca--both Miss West and I know in our hearts that we did all that lay in our power for the poor afflicted creature. We have nothing to reproach ourselves with. That is why I feel there is something sweet and peaceful in the way we can think of Beata now.
罗斯莫
这也不足为奇。我们俩都很爱她。吕贝——维斯特小姐和我心里都明白，碧爱特害病的时候我们在她身上用尽了心血。我们心里没有可以惭愧的事。所以我想起了碧爱特，心里只有一片平静的柔情。
