KEJSER KONSTANZIOS. Lyver nogen jer på, så skal han bøde på bålet. (drager fyrsten tilside.) O, lad os holde sammen, Julian! Dyre frænde, lad os det!
KONSTANTINOS. Hat Euch einer verleumdet, so soll er es auf dem Scheiterhaufen büßen. Nimmt Julian beiseite. Laß uns zusammenhalten, Julian! Teurer Vetter, laß uns das!
FYRST JULIAN. Alt ligger i dine hænder, elskede herre!
JULIAN. Alles liegt in Deinen Händen, liebwerter Herr!
KEJSER KONSTANZIOS. Mine hænder –!
KONSTANTINOS. In meinen Händen –!
FYRST JULIAN. O, stræk dem i nåde over os!
JULIAN. O, breite sie in Gnaden über uns!
KEJSER KONSTANZIOS. Mine hænder? Hvad tænkte du om mine hænder?
KONSTANTINOS. In meinen Händen? Was dachtest Du von meinen Händen?
FYRST JULIAN (griber hans hænder og kysser dem). Kejserens hænder er hvide og kølige.
JULIAN ergreift seine Hände und küßt sie. Des Kaisers Hände sind weiß und kühl.
KEJSER KONSTANZIOS. Hvad skulde de ellers være? Hvad tænkte du? Nu greb jeg dig igen!
KONSTANTINOS. Was sollen sie sonst sein –? Was dachtest Du? Da hab’ ich Dich wieder ertappt!
FYRST JULIAN (kysser dem atter). De er som rosenbladene her i måneskinsnatten.
JULIAN küßt sie wiederholt. Sie sind wie die Rosenblätter hier in der Mondnacht.
