You are here: BP HOME > MI > Kejser og galilæer (Emperor and Galilean) > fulltext
Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionPart I: I Cæsars frafald
Click to Expand/Collapse OptionPart II: Kejser Julian
Back to library
FJERDE AKT
(Ved Lutetia i Gallien. En sal i Cæsars palats „De varme bade“ udenfor staden. Indgangsdør i baggrunden; til højre en anden mindre dør; foran på venstre side er et vindu med forhæng.)
  (Fyrstinde Helena, rigt smykket, med perler i håret, sidder i en armstol og ser ud gennem vinduet. Slavinden Myrrha står overfor hende og holder forhænget tilside.) 
Vierter Akt
Bei Lutetia in Gallien. Ein Saal im Palast Cäsar Julians, den »warmen Bädern«, draußen vor der Stadt. Eingangstür im Hintergrund; rechts eine andere, kleinere Tür; vorn links ein Fenster mit Vorhang.
  Fürstin Helena, reich geschmückt, Perlen im Haar, sitzt in einem Armstuhl und blickt hinaus durchs Fenster. MYRRHA, die Sklavin, steht hinter ihr vorgebeugt und hebt den Vorhang. 
FYRSTINDE HELENA.
Hvilken stimmel! Hele staden strømmer dem imøde. – Hyss! Myrrha, – hører du ikke fløjter og trommer? 
HELENA.
Welch Gewimmel! Die ganze Stadt strömt ihnen entgegen. Horch, Myrrha! Hörst Du nicht Flöten und Trommeln? 
SLAVINDEN MYRRHA.
Jo, jeg synes visst – 
MYRRHA.
Ja, ich glaube bestimmt – 
FYRSTINDE HELENA.
Du lyver! Larmen er for stærk; du kan intet høre. (springer op.) O, denne marterfulde usikkerhed! Ikke at vide, om han kommer som sejrherre eller som flygtning. 
HELENA.
Du lügst! Der Lärm ist zu groß; Du kannst nichts hören. – Springt auf. – O, diese martervolle Ungewißheit! Nicht zu wissen, ob er als Sieger oder als Flüchtling heimkehrt. 
SLAVINDEN MYRRHA.
Ængst dig ikke, min herskerinde; Cæsar er jo altid kommen som sejrherre. 
MYRRHA.
Ängstige Dich nicht, Gebieterin! Cäsar ist noch stets als Sieger heimgekehrt. 
FYRSTINDE HELENA.
Ja, før; efter alle de mindre sammenstød. Men dennegang, Myrrha! Dette store forfærdelige slag. Alle disse krydsende rygter. Hvis Cæsar var kommen som sejrherre, hvorfor skulde han da have skikket hint brev til stadsforstanderne og forbudt dem at møde ham med æresbevisninger udenfor portene? 
HELENA.
Früher – ja. Aus den kleineren Treffen! Aber diesmal, Myrrha! Diese große, verhängnisvolle Schlacht! All diese Gerüchte, die sich kreuzen! Wenn Cäsar als Sieger heimkehrte, warum hat er dann jenen Brief an die Vorsteher der Stadt geschickt und ihnen verboten, ihn mit Ehrenbezeugungen vor den Toren zu empfangen? 
SLAVINDEN MYRRHA.
O, du véd jo, herskerinde, hvor lidet din høje husbond tragter efter slige ting. 
MYRRHA.
O, Du weißt doch, Gebieterin, wie wenig Dein hoher Gemahl von solchen Dingen hält. 
FYRSTINDE HELENA.
Ja, ja, det er vel sandt. Og hvis han havde lidt noget nederlag – i Rom måtte man jo vide det – mon kejseren da havde skikket os denne udsending, som må kunne være her endnu idag, og hvis ilbud har bragt mig alle disse rige smykker og gaver? Ah, Eutherios! Nu, nu? 
HELENA.
Das ist freilich wahr. Und wenn er eine Niederlage erlitten hätte, – in Rom müßte man es doch wissen, – hätte uns da der Kaiser wohl den Gesandten geschickt, der noch heute eintreffen wird, und dessen Eilbote mir alle diese reichen Schmucksachen und Geschenke überbracht hat? Ah, Eutherios! Nun, nun? 
HUSMESTEREN EUTHERIOS
(fra baggrunden).
Min fyrstinde, det er ganske umuligt at erfare noget pålideligt – 
DER HAUSMEISTER EUTHERIOS
durch die Mitte.
Fürstin, es ist ganz unmöglich, etwas Zuverlässiges zu erfahren – 
FYRSTINDE HELENA.
Umuligt? Du bedrager mig! Soldaterne selv må dog vide – 
HELENA.
Unmöglich? Du betrügst mich! Die Soldaten selbst müssen doch wissen – 
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Det er kun barbariske hjælpetropper, som rykker ind, – Bataver og andre, – og de véd intet. 
EUTHERIOS.
Nur barbarische Hilfstruppen rücken ein, – Bataver und andere, – und die wissen nichts. 
FYRSTINDE HELENA
(vrider sine hænder).
O, har jeg fortjent denne kval! Søde, hellige Kristus, har jeg da ikke anråbt dig nat og dag – (lytter og skriger ud.) Ah, min Julian! Jeg hører ham! – Julian; min elskede! 
HELENA
ringt die Hände.
Habe ich diese Qual verdient! Süßer, heiliger Christus, habe ich nicht Tag und Nacht Dich angerufen – Lauscht und schreit auf. Ah, mein Julian! Ich höre ihn! – Julian, Geliebter! 
CÆSAR JULIAN
(i støvet rustning, kommer hurtigt fra baggrunden).
Helena! 
JULIAN
in bestaubter Rüstung, kommt eilig durch die Mitte.
Helena! 
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Min høje Cæsar! 
EUTHERIOS.
Erhabener Cäsar! 
CÆSAR JULIAN
(favner fyrstinden med voldsomhed).
Helena! – Stæng alle døre, Eutherios! 
JULIAN
umarmt die Fürstin mit Leidenschaft.
Helena! – Schließ alle Tore, Eutherios! 
FYRSTINDE HELENA.
Slagen! Forfulgt! 
HELENA.
Geschlagen! Verfolgt! 
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Herre! 
EUTHERIOS.
Herr ! 
CÆSAR JULIAN.
Dobbelte vagter for dørene; lad ingen slippe ind! Hør; er her kommet nogen udsending fra kejseren? 
JULIAN.
Doppelte Wachen vor die Tore! Laß keinen herein! Höre – ist ein Gesandter vorn Kaiser gekommen? 
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Nej, herre; men der er en udsending ivente. 
EUTHERIOS.
Nein, Herr! Aber es ist einer zu erwarten. 
CÆSAR JULIAN.
Gå, gå! (til slavinden.) Væk med dig.
(Eutherios og Myrrha går ud i baggrunden.) 
JULIAN.
Geh, geh! Zur Sklavin. Fort mit Dir!
Eutherios und Myrrha ab durch die Mitte. 
FYRSTINDE HELENA
(synker ned i armstolen).
Så er det da ude med os! 
HELENA
sinkt in den Armstuhl nieder.
So ist es denn aus mit uns! 
CÆSAR JULIAN
(trækker forhænget sammen).
Hvem véd. Blot varsom, så kan uvejret endnu – 
JULIAN
zieht den Vorhang vor.
Wer weiß. Nur wachsam, so kann das Unwetter noch – 
FYRSTINDE HELENA.
Efter et sådant nederlag –? 
HELENA.
Nach einer solchen Niederlage –? 
CÆSAR JULIAN.
Nederlag? Hvad taler du om, min elskede? 
JULIAN.
Niederlage? Wovon sprichst Du, Liebste? 
FYRSTINDE HELENA.
Har ikke Alemanerne slåt dig? 
HELENA.
Haben die Alemannen Dich nicht geschlagen? 
CÆSAR JULIAN.
Havde de slåt mig, skulde du ikke set mig levende igen. 
JULIAN.
Hätten sie mich geschlagen, so würdest Du mich nicht lebend wiedergesehen haben. 
FYRSTINDE HELENA
(springer op).
Men, du himmelens Herre, hvad er da hændt? 
HELENA
springt auf.
Aber, Herr des Himmels, was ist denn geschehen? 
CÆSÆR JULIAN
(sagte).
Det værste, Helena; – en umådelig sejr. 
JULIAN.
Das Schlimmste, Helena – ein ungeheurer Sieg. 
FYRSTINDE HELENA
Sejr, siger du! En umådelig sejr? Du har sejret, og dog –? 
HELENA.
Ein Sieg, sagst Du? Ein ungeheurer Sieg? Du hast gesiegt und doch –? 
CÆSAR JULIAN.
Du kan ikke fatte, hvorledes jeg står. Du kender kun den gyldne yderside af al en Cæsars elendighed. 
JULIAN.
Du kannst nicht wissen, wie es mit mir steht. Du kennst von all dem Cäsarenelend nur die goldene Außenseite. 
FYRSTINDE HELENA.
Julian! 
HELENA.
Julian! 
CÆSAR JULIAN.
Kan du fortænke mig i, at jeg har dulgt sligt for dig? Bød ikke både pligt og skam, at –? Ah, – hvad er det? Hvilken forandring –! 
JULIAN.
Kannst Du mir verdenken, daß ich es Dir verheimlicht habe? Hat nicht Pflicht und Scham geboten–? Ah, – was ist das? Welche Veränderung –! 
FYRSTINDE HELENA.
Hvad? Hvad? 
HELENA.
Was? Was? 
CÆSAR JULIAN.
Hvilken forandring med dig i disse måneder! Helena, har du været syg? 
JULIAN.
Welche Veränderung mit Dir in diesen Monden! Helena, bist Du krank gewesen? 
FYRSTINDE HELENA.
Nej, nej; men sig mig –? 
HELENA.
Nein, nein! Aber sag’ mir –? 
CÆSAR JULIAN.
Jo, du har været syg! Du må være syg endnu; – disse feberhede tindinger, disse blåbrune ringe om øjnene – 
JULIAN.
Doch, Du bist krank gewesen! Du mußt noch krank sein – diese fieberheißen Schläfen, diese blaubraunen Ringe um die Augen – 
FYRSTINDE HELENA.
O, intet, min elskede! Se ikke på mig, Julian! Kun angst og nattevågen for din skyld; brændende bønner til den højt velsignede på korsets træ – 
HELENA.
O, nichts Geliebter! Sieh mich nicht an, Julian! Nur Angst und Nachtwachen um Deinetwillen; heiße Gebete zu dem Hochgebenedeiten am Stamm des Kreuzes – 
CÆSAR JULIAN.
Skån dig, du dyrebare; det er jo dog hel usikkert, om denne nidkærhed frugter så meget. 
JULIAN.
Schone Dich, Teure! Es ist ja doch ganz ungewiß, ob dieser Eifer viel fruchtet. 
FYRSTINDE HELENA.
Fy; dit sind er ikke fromt. – Men tal om dine egne sager, Julian! Jeg beder dig, dølg intet for mig. 
HELENA.
Pfui, Dein Sinn ist nicht fromm! – Aber sprich von Deinen eigenen Sachen, Julian! Ich bitte Dich, verbirg mir nichts! 
CÆSAR JULIAN.
Der kan intet dølges længer. Siden kejserindens død har jeg ikke kunnet gøre et skridt her i Gallien, uden at det er bleven tydet ilde ved hoffet. Gik jeg forsigtigt tilværks imod Alemanerne, så hed det, at jeg var frygtagtig og uvirksom. Man spottede over visdomselskeren, som ikke ret kunde vænne sig til at bære krigsrustning. Vandt jeg en fordel over barbarerne, så måtte jeg høre, at jeg burde kunnet opnå mere. 
JULIAN.
Es kann nicht länger verborgen bleiben. Seit dem Tode der Kaiserin habe ich nicht einen Schritt hier in Gallien tun können, der nicht bei Hofe übel gedeutet worden wäre. Ging ich vorsichtig gegen die Alemannen zu Werke, so hieß es, ich wäre furchtsam und untätig. Man spottete über den Weisheitsfreund, der sich nicht recht daran gewöhnen konnte, eine Kriegsrüstung zu tragen. Errang ich einen Vorteil über die Barbaren, so mußte ich hören, daß ich noch mehr hätte erreichen können. 
FYRSTINDE HELENA.
Men alle dine venner i hæren – 
HELENA.
Aber Deine vielen Freunde im Heer – 
CÆSAR JULIAN.
Hvem tror du er mine venner i hæren? Ikke én, min elskede Helena! Jo, en eneste, – hin perusiske ridder, Sallust, som jeg under vor bryllupshøjtid i Mailand måtte give afslag på en billig bøn. Han er ædelmodig kommen til mig i lejren, har mindet mig om vort gamle venskab i Athen og bedt om at måtte følge mig i alle farer. Men hvad gælder vel Sallust ved kejserhoffet? Han er jo en af dem, man der kalder hedninger. Han kan intet gavne mig. – Og nu de andre! Krigsøversten Arbetio, som lod mig i stikken, da jeg lå indesluttet i Sennones! Den gamle Severus, som tynges under følelsen af sin egen udygtighed, og som dog ikke kan forlige sig med min nye krigsførsel! Eller tror du, jeg kan støtte mig til Florentius, – prætorian-høvdingen? Jeg siger dig, denne urolige mand tragter efter de højeste ting. 
JULIAN.
Wen hältst Du für meinen Freund im Heer? Nicht einer ist da, liebste Helena! Doch ja, ein einziger, – jener perusische Ritter Sallust, dem ich auf unserm Hochzeitsfest in Mailand ein billiges Verlangen abschlagen mußte. Er ist edelmütig zu mir ins Lager gekommen, hat mich an unsere alte Freundschaft in Athen erinnert und mich gebeten, mir in alle Gefahren folgen zu dürfen. Aber was gilt wohl Sallust am Kaiserhof? Ist er doch einer von denen, die man dort Heiden nennt! Er kann mir nichts nützen! – Und nun die andern! Der Kriegsoberst Arbetio, der mich im Stich ließ, als ich im Gebiete der Senonen eingeschlossen lag! Der alte Severus, der unter dem Gefühl der eigenen Untüchtigkeit leidet und doch mit meiner neuen Kriegsführung sich nicht befreunden kann. Oder glaubst Du, ich kann auf Florentius rechnen, – den Prätorianerhäuptling? Ich sage Dir, dieser unruhige Mann trachtet nach den höchsten Dingen! 
FYRSTINDE HELENA.
Ah, Julian! 
HELENA.
Julian! 
CÆSAR JULIAN
(går op og ned).
Kunde jeg blot komme deres rænker på spor! Hver uge går der fra lejren hemmelige breve til Rom. Alt, hvad jeg tager mig for, blir berettet og forvansket. Ingen træl i riget er lænkebunden som Cæsar. Véd du vel, Helena, at den spiseseddel, min kok har at rette sig efter, den er sendt ham fra kejseren, og jeg har ikke lov til at ændre noget deri, hverken lægge til eller tage fra! 
JULIAN
geht auf und nieder.
Könnte ich nur ihren Ränken auf die Spur kommen! Jede Woche gehen aus dem Lager heimliche Briefe nach Rom. Alles, was ich vorhabe, wird berichtet und entstellt. Kein Sklave im Reich ist so gebunden wie der Cäsar. Weißt Du, Helena: der Speisezettel, nach dem mein Koch sich zu richten hat, ist ihm vom Kaiser gesandt, und ich darf nichts daran ändern, weder durch Zusätze noch durch Abstriche. 
FYRSTINDE HELENA.
Og alt dette har du båret hemmeligt –! 
HELENA.
Und das alles hast Du in Dich verschlossen – 
CÆSAR JULIAN.
Alle véd det, uden du. Alle spotter over Cæsars afmagt. Jeg bærer det ikke længer! Jeg vil ikke bære det! 
JULIAN.
Alle wissen es, – außer Dir. Alle spotten über Cäsars Ohnmacht. Ich ertrage es nicht länger! Ich will es nicht länger ertragen! 
FYRSTINDE HELENA.
Men det store slag –? Fortæl mig dog, – har rygtet overdrevet –? 
HELENA.
Aber die große Schlacht –? Erzähl’ mir doch, – hat das Gerücht übertrieben –? 
CÆSAR JULIAN.
Rygtet har ikke kunnet overdrive. – Hyss; hvad var det? (lytter mod døren.) Nej, nej; jeg syntes kun –. Jeg tør sige, at jeg i disse måneder har udrettet alt, hvad der stod i menneskelig magt. Skridt for skridt, og trods alle hindringer i min egen lejr, drev jeg barbarerne tilbage mod den østlige grænse. Foran Argentoratum, med Rhinen i ryggen, trak kong Knodomar alle sine stridskræfter sammen. Fem konger og ti ringere fyrster stødte til ham. Men forinden han havde fåt samlet de nødvendige både til overgang i nødsfald, lod jeg min hær rykke frem til angreb. 
JULIAN.
Das Gerücht hat nicht übertreiben können. Horch! Was war das ? – Lauscht nach der Tür hin. Nein, nein; ich glaubte nur –. – Ich darf sagen, daß ich in diesen Monden das Menschenmögliche geleistet habe. Schritt für Schritt, trotz aller Widerstände im eigenen Lager, trieb ich die Barbaren nach der östlichen Grenze zurück. Vor Argentoratum, den Rhein im Rücken, zog König Knodomar alle seine Streitkräfte zusammen. Fünf Könige und zehn kleinere Fürsten stießen zu ihm. Aber ehe er noch die zum Übergang nötigen Boote für den äußersten Fall beisammen hatte, ließ ich mein Heer zum Angriff vorrücken. 
FYRSTINDE HELENA.
Min helt, min Julian! 
HELENA.
Mein Held, mein Julian! 
CÆSAR JULIAN.
Lupicin med spydkasterne og de letbevæbnede omgik fienden i nord; de gamle legioner under Severus drev barbarerne mere og mere østligt imod floden; Bataverne, vore bundsforvante, under den trofaste Bainabaudes, stod legionerne ærligt bi, og da Knodomar mærked, at der var al fare, søgte han at undkomme imod syd for at nå over til øerne. Men før det kunde ske, lod jeg Florentius møde ham med prætorianerne og hestfolket. Helena, jeg gider ikke sige det højt, men visst er det, at forræderi eller misundelse nær havde røvet mig sejrens frugter. De romerske ryttere veg gang efter gang for barbarerne, som kasted sig til jorden og stak hestene i bugen. Jeg så vort nederlag for øjnene – 
JULIAN.
Lupicin umging mit den Speerwerfern und Leichtbewaffneten den Feind im Norden; die alten Legionen unter Severus trieben die Barbaren mehr und mehr östlich auf den Strom zu; die Bataver, unsere Bundesgenossen, unter dem treuen Bainabaudes, standen den Legionen ehrlich bei, und da Knodomar sah, daß Gefahr im Verzüge sei, suchte er nach Süden zu entkommen, um die Inseln zu erreichen. Aber noch ehe dies geschehen konnte, ließ ich Florentius mit den Prätorianern und Reitern ihm entgegenrücken. Helena, ich möchte es nicht laut sagen, aber sicher ist, daß Verräterei oder Neid mich beinahe um die Frucht des Sieges gebracht hätte. Die römischen Reiter wichen einmal ums andere zurück vor den Barbaren, die sich auf die Erde warfen und die Rosse in den Bug stachen. Ich sah unsere Niederlage vor Augen – 
FYRSTINDE HELENA.
Men slagenes Gud var med dig! 
HELENA.
Aber der Gott der Schlachten war mit Dir! 
CÆSAR JULIAN.
Jeg greb en fane, ildned de kejserlige hustropper med mine tilråb, holdt i al skynding en tale til dem, en tale, som måske ikke vilde have været selv en mere oplyst tilhørerkreds ganske uværdig, og derpå, så fort soldaternes bifaldsråb havde lønnet mig, styrted jeg mig lige ind i den tætteste kamptummel. 
JULIAN.
Ich ergriff eine Fahne, feuerte die kaiserlichen Haustruppen durch meinen Zuruf an, hielt in aller Eile eine Rede an sie, eine Rede, die vielleicht auch vor einem gebildeteren Zuhörerkreise bestanden hätte, und kaum hatte der Beifallsruf der Soldaten mir gelohnt, stürzte ich mich auch schon hinein in das dichteste Kampfgetümmel. 
FYRSTINDE HELENA.
Julian! O, du elsker mig ikke! 
HELENA.
Julian! O, Du liebst mich nicht! 
CÆSAR JULIAN.
I det øjeblik var du ikke i mine tanker. Jeg vilde dø; anden udvej vidste jeg ikke. Men det kom, min elskede! Det var som om en lynslående rædsel blinked ud af vore lanse-spidser. Jeg så Knodomar, hin forfærdelige kriger – ja, du har jo selv set ham – jeg så ham flygte tilfods af slaget, og med ham flygtede hans broder Vestralp og kongerne Hortar og Suomar og alle, som ikke lå under for vore sværd. 
JULIAN.
In dem Augenblick dachte ich nicht an Dich. Ich wollte sterben; einen andern Ausweg sah ich nicht. Aber es glückte, Geliebte! Es war, als ob unsere Lanzenspitzen Blitze des Schreckens sprühten. Ich sah Knodomar, den furchtbaren Krieger, – Du hast ihn ja selbst gesehen, – ich sah ihn zu Fuß vom Schlachtfeld fliehen, und mit ihm flohen sein Bruder Vestralp und die Könige Hortar und Suomar und alle, die unsern Schwertern nicht unterlagen. 
FYRSTINDE HELENA.
O, jeg ser det; jeg ser det! Velsignede frelser; det var dig, som atter udsendte mordenglene fra den mulviske bro! 
HELENA.
Ich sehe es; ich sehe es! Gebenedeiter Heiland! Du warst es, der abermals seine Würgengel von der mulvischen Brücke ausgesandt hat! 
CÆSAR JULIAN.
Aldrig har jeg hørt slige jammerskrig; aldrig har jeg set så gabende sår, som dem vi trådte i, der vi vaded over de faldne. Floden gjorde resten; de druknende kæmped indbyrdes til de vælted rundt og gik tilbunds. De fleste af fyrsterne faldt levende i vore hænder; Knodomar selv havde søgt tilflugt i en rørklynge; en af hans ledsagere røbed ham, vore folk sendte en pileregn ind imod den skjulte, men uden at ramme. Da kom han frivilligt frem og overgav sig. 
JULIAN.
Niemals habe ich solches Jammergeschrei vernommen; niemals so klaffende Wunden geschaut wie die, in die wir traten, da wir über die Gefallenen wateten. Der Strom tat das übrige; die Ertrinkenden rangen miteinander, bis sie ermatteten und untersanken. Die Mehrzahl der Fürsten fiel uns lebend in die Hände; Knodomar selbst hatte Zuflucht in einem Röhricht gesucht; von seinem Gefolge verriet ihn einer; unsere Leute sandten einen Pfeilregen in sein Versteck, doch ohne ihn zu treffen. Da kam er freiwillig heraus und ergab sich. 
FYRSTINDE HELENA.
Og efter en slig sejr skulde du ikke føle dig tryg? 
HELENA.
Und nach einem solchen Sieg solltest Du Dich nicht sicher fühlen? 
CÆSAR JULIAN
(nølende).
Efter sejren, endnu samme aften, indtraf et tilfælde, en ubetydelighed – 
JULIAN
zaudernd.
Nach dem Sieg, an demselben Abend noch, trat ein zufälliger Umstand ein, etwas Unbedeutendes – 
FYRSTINDE HELENA.
Et tilfælde? 
HELENA.
Ein zufälliger Umstand? 
CÆSAR JULIAN.
Jeg vil helst kalde det så. I Athen grubled vi så meget over Nemesis. – Min sejr var så overvældende stor, Helena; min stilling var ligesom kommen ud af ligevægt; jeg véd ikke – 
JULIAN.
Ich möchte es am liebsten so nennen. In Athen zerbrachen wir uns so viel den Kopf über die Nemesis. – Mein Sieg war so herrlich groß, Helena; meine Stellung war wie aus dem Gleichgewicht geraten; ich weiß nicht – 
FYRSTINDE HELENA.
O, tal dog; du ængster mig! 
HELENA.
So sprich doch –; Du ängstigst mich! 
CÆSAR JULIAN.
Det var en ubetydelighed, siger jeg dig. Jeg lod den fangne Knodomar føre for mig i hærens påsyn. Før slaget havde han truet med, at jeg skulde flåes levende, når jeg faldt i hans hænder. Nu gik han mig imøde med usikre skridt, skælvende over hele legemet; knækket af ulykken, således, som det er barbarers vis, kasted han sig ned for mig, omklamred mine knæ, udgød tårer og bad for livet. 
JULIAN.
Es war etwas Unbedeutendes, sage ich Dir. Ich ließ den gefangenen Knodomar mir vorführen im Angesicht des Heeres. Vor der Schlacht hatte er damit gedroht, ich sollte lebendig geschunden werden, wenn ich ihm in die Hände fiele. Jetzt ging er mir mit unsicherm Schritt entgegen, zitternd am ganzen Leibe; gebrochen vom Unglück, warf er sich nach Barbarenart vor mir nieder, umklammerte meine Knie, vergoß Tränen und bat um sein Leben. 
FYRSTINDE HELENA.
Med rædsels gysning gennem de kraftfulde lemmer. Jeg ser den liggende Knodomar. – Dræbte du ham, min elskede? 
HELENA.
Mit des Entsetzens Schauder in den kraftvollen Gliedern. Ich sehe den Knodomar liegen. – Hast Du ihn getötet, Geliebter? 
CÆSAR JULIAN.
Jeg kunde ikke dræbe denne mand. Jeg tilsagde ham sikkerhed og loved at sende ham som fange til Rom. 
JULIAN.
Ich konnte ihn nicht töten, diesen Mann. Ich sagte ihm Sicherheit zu und versprach, ihn als Gefangenen nach Rom zu senden. 
FYRSTINDE HELENA.
Uden at pine ham? 
HELENA.
Ohne ihm ein Haar zu krümmen? 
CÆSAR JULIAN.
Klogskab bød mig at handle mildt. Men da, – jeg fatter ikke, hvorledes det gik til, – i overstrømmende glæde, og med et hyl på sine læber, sprang barbaren op, strakte sine bundne hænder ivejret og, lidet kyndig, som han var i vort sprog, råbte han med høj røst: priset være du, Julian, du mægtige kejser! 
JULIAN.
Die Klugheit gebot mir, milde zu handeln. Aber da, – ich fasse es nicht, wie es zuging, – im Übermaß des Glückes, mit einem Freudengeheul sprang der Barbar auf, streckte seine gefesselten Hände empor und in seiner unzulänglichen Kenntnis unserer Sprache rief er mit lauter Stimme: »Gepriesen seist Du, Julian, Du mächtiger Kaiser!« 
FYRSTINDE HELENA.
Ah! 
HELENA.
Ah! 
CÆSAR JULIAN.
Mine ledsagere vilde til at le; men barbarkongens råb slog ned som et tændende lyn iblandt soldaternes klynger. „Leve kejser Julian“, råbte de omstående; og råbet forplanted sig i videre og videre ringe til det fjerneste fjerne; – det var som om en Titan havde slynget et berg i verdenshavet; – o, min elskede, tilgiv mig denne hedenske lignelse, men – 
JULIAN.
Mein Gefolge wollte darüber lachen; aber der Ruf des Barbarenkönigs schlug wie ein zündender Blitz in die Soldatenhaufen. »Es lebe Kaiser Julian!« riefen die Umstehenden, und der Ruf pflanzte sich fort, in weiteren und immer weiteren Ringen bis in die fernste Ferne; es war, als ob ein Titan einen Berg ins Weltmeer hinaus geschleudert hätte; – Liebste, verzeih mir dieses heidnische Gleichnis, aber – 
FYRSTINDE HELENA.
Kejser Julian! Han sagde: kejser Julian! 
HELENA.
Kaiser Julian! Er sagte: Kaiser Julian! 
CÆSAR JULIAN.
Hvad vidste den rå Aleman om Konstanzios, hvem han aldrig havde set? Jeg, hans overvinder, var for ham den største – 
JULIAN.
Was wußte der rauhe Alemanne von Konstantios, den er nie gesehen hat? Ich, sein Überwinder, war ihm der größte – 
FYRSTINDE HELENA.
Ja, ja; men soldaterne –? 
HELENA.
Freilich – aber die Soldaten –? 
CÆSAR JULIAN.
Jeg satte dem strængt irette; thi jeg så det godt, – Florentius, Severus og visse andre stod stille omkring, hvide af skræk og vrede. 
JULIAN.
Ich wies sie streng zurecht, denn ich sah sehr wohl, – Florentius, Severus und gewisse andere Leute standen lautlos umher, bleich vor Schrecken und Zorn. 
FYRSTINDE HELENA.
Ja, ja – de, men ikke soldaterne. 
HELENA.
Ja, ja, – sie, aber nicht die Soldaten. 
CÆSAR JULIAN.
Der var knapt gåt en nat tilende, før mine hemmelige fiender havde forvansket sagen. Cæsar har ladet Knodomar udråbe sig til kejser, hed det, og til gengæld har han skænket barbarkongen livet. – Således, vendt op og ned, er det også bleven meldt til Rom. 
JULIAN.
Kaum war eine Nacht vergangen, da hatten meine heimlichen Feinde den Sachverhalt auch schon entstellt. Der Cäsar hat durch Knodomar sich zum Kaiser ausrufen lassen, hieß es, und zum Dank dafür hat er dem Barbarenkönig das Leben geschenkt. In dieser Verdrehung wurde die Geschichte denn auch nach Rom gemeldet. 
FYRSTINDE HELENA.
Er du viss på det? Og af hvem? 
HELENA.
Weißt Du das sicher? Und von wem? 
CÆSAR JULIAN.
Ja, af hvem? Af hvem? Jeg selv skrev skyndsomt til kejseren og fortalte ham det hele, men – 
JULIAN.
Ja, von wem? Von wem? Ich selbst habe flugs an den Kaiser geschrieben und ihm genau den Hergang erzählt, aber – 
FYRSTINDE HELENA.
Nu, – og hvad har han svaret? 
HELENA.
Nun, – und was hat er geantwortet? 
CÆSAR JULIAN.
Som vanlig. Du kender denne ulykke-spående taushed, når han vil ramme nogen. 
JULIAN.
Wie gewöhnlich. Du kennst dieses unglückverheißende Schweigen, wenn er einen vernichten will. 
FYRSTINDE HELENA.
Jeg tror dog, du mistyder alt dette. Det er umuligt andet. Se til; udsendingen vil snart bringe dig sikkerhed for, at – 
HELENA.
Ich glaube doch, Du legst das alles falsch aus. Es ist nicht anders möglich. Du sollst sehen: der Gesandte wird Dir bald Gewißheit bringen, daß – 
CÆSAR JULIAN.
Jeg har sikkerhed, Helena! Her på mit bryst gemmer jeg opsnappede breve, som – 
JULIAN.
Ich habe Gewißheit, Helena! Hier auf meiner Brust verwahre ich aufgefangene Briefe, die – 
FYRSTINDE HELENA.
O, Herre min Gud, lad mig se! 
HELENA.
Herr, mein Gott, laß mich sehen! 
CÆSAR JULIAN.
Siden, siden. (han går op og ned.) Og alt dette efter de tjenester, jeg har vist ham! Her har jeg kastet Alemanernes angreb til jorden for lange tider, mens han selv har lidt nederlag på nederlag ved Donau, og mens hæren i Asien ikke synes at vinde et skridts fremgang imod Perserne. Skam og uheld på alle kanter, undtagen her, hvor man satte en modstræbende visdomsven i spidsen for sagerne. Og dog hånes jeg ligefuldt ved hoffet. Ja, selv efter den sidste store sejr har man gjort et spottedigt over mig og kaldt mig Viktorinus! Dette må have en ende. 
JULIAN.
Später, später! – Er geht auf und nieder. – Und das alles, nachdem ich ihm solche Dienste geleistet habe. Während ich hier die Angriffe der Alemannen für lange Zeit abgeschlagen habe, hat er selbst Niederlage auf Niederlage an der Donau erlitten, ist das Heer in Asien offenbar kaum einen Schritt gegen die Perser vorgerückt. Schmach und Unheil allerorten, nur hier nicht, wo man einen widerwilligen Weisheitsfreund an die Spitze der Unternehmung gestellt hat. Und trotzdem werde ich bei Hofe verhöhnt! Ja, selbst nach dem letzten großen Siege hat man ein Spottgedicht auf mich gemacht und mich Viktorinus genannt. Das muß ein Ende haben! 
FYRSTINDE HELENA.
Ja, jeg tror det også. 
HELENA.
Ja, das denke ich auch. 
CÆSAR JULIAN.
Hvad er en Cæsars værdighed på deslige vilkår! 
JULIAN.
Was ist die Cäsarenwürde unter solchen Verhältnissen! 
FYRSTINDE HELENA.
Nej, du har ret, Julian; vi kan ikke blive stående ved dette. 
HELENA.
Du hast recht, Julian. Es kann nicht so bleiben. 
CÆSAR JULIAN
(standser).
Helena, kunde du følge mig? 
JULIAN
bleibt stehen.
Helena, könntest Du mir folgen? 
FYRSTINDE HELENA
(sagte).
Frygt ikke for mig; jeg skal ikke vige tilbage. 
HELENA
leise.
Sei um mich unbesorgt. Ich werde nicht den Mut verlieren. 
CÆSAR JULIAN.
Så bort fra al denne utaksomme møje; bort til den så længe eftertragtede ensomhed –! 
JULIAN.
Dann fort von diesem undankbaren, mühevollen Amt! Fort in die lang ersehnte Einsamkeit –! 
FYRSTINDE HELENA.
Hvad siger du? Ensomhed! 
HELENA.
Was sagst Du? In die Einsamkeit? 
CÆSAR JULIAN.
Med dig, min elskede; og med mine kære bøger, dem jeg her så sjelden har kunnet åbne, og dem jeg kun har turdet vie mine hvileløse nætter. 
JULIAN.
Mit Dir, Geliebte! Und mit meinen lieben Büchern, die ich hier so selten habe aufschlagen können, denen ich nur meine schlaflosen Nächte habe weihen dürfen. 
FYRSTINDE HELENA
(ser nedad ham).
Ah, således! 
HELENA
sieht ihn von oben bis unten an.
Ah, so! 
CÆSAR JULIAN.
Hvad ellers? 
JULIAN.
Was sonst? 
FYRSTINDE HELENA.
Nu ja; hvad ellers? 
HELENA.
Nun ja, – was sonst? 
CÆSAR JULIAN.
Ja, ja, – jeg spørger, hvad ellers? 
JULIAN.
Allerdings: ich frage, was sonst? 
FYRSTINDE HELENA
(nærmere).
Julian, – hvorledes hilste barbar-kongen dig? 
HELENA
näher.
Julian, – wie grüßte der Barbarenkönig Dich? 
CÆSAR JULIAN
(vigende).
Helena! 
JULIAN
zurückweichend.
Helena! 
FYRSTINDE HELENA
(atter nærmere).
Hvad var det for et navn, som gav genlyd i soldaternes rækker? 
HELENA
wieder näher.
Was war das für ein Name, der in den Reihen der Soldaten widerhallte? 
CÆSAR JULIAN.
Uforsigtige; her står kanske en lytter udenfor hver dør! 
JULIAN.
Verwegene! Hier steht vielleicht vor jeder Tür ein Horcher! 
FYRSTINDE HELENA.
Hvad frygter du for lyttere? Er ikke Guds nåde over dig? Har du ikke været den lykkelige i alle træfninger? – Jeg ser den manende frelser; jeg ser engelen med ildsværdet, som baned vej for min fader, da han kasted Maxentius i Tiberen! 
HELENA.
Was fürchtest Du Dich vor Horchern? Ist nicht Gottes Gnade über Dir? Bist Du nicht in allen Treffen glücklich gewesen? – Ich sehe, ermahnend, den Erlöser; ich sehe den Engel mit dem Flammenschwert, der vor meinem Vater herschritt, als er den Maxentius in den Tiber warf! 
CÆSAR JULIAN.
Jeg skulde rejse mig imod rigets hersker! 
JULIAN.
Ich sollte mich auflehnen gegen den Beherrscher des Reiches?! 
FYRSTINDE HELENA.
Kun imod dem, som står imellem eder. O, gå, gå; slå dem med din vredes lyn; gør ende på dette tærende glædeløse liv! Gallien er en udørk. Jeg fryser her, Julian! Jeg vil hjem igen, til solvarmen, til Rom og Grækenland. 
HELENA.
Nur gegen die, die zwischen Euch stehen! Auf, auf! Triff sie mit dem Blitze Deines Zornes; mach’ diesem aufreibenden, freudlosen Leben ein Ende! Gallien ist eine Einöde! Ich friere hier, Julian! Ich will wieder heim, zur warmen Sonne – nach Rom und Griechenland! 
CÆSAR JULIAN.
Hjem igen til din broder? 
JULIAN.
Und heim zu Deinem Bruder? 
FYRSTINDE HELENA
(sagte).
Konstanzios er affældig. 
HELENA
leise.
Konstantios ist hinfällig. 
CÆSAR JULIAN.
Helena! 
JULIAN.
Helena! 
FYRSTINDE HELENA.
Jeg holder det ikke længer ud, siger jeg dig. Tiden går. Eusebia er borte; hendes tomme sæde står vinkende til hæder og herlighed, mens jeg ældes – 
HELENA.
Ich halte es nicht länger aus, sage ich Dir. Die Zeit vergeht. Eusebia ist nicht mehr – ihr leerer Sitz steht da, Ehre und Herrlichkeit verheißend, indessen ich altere – 
CÆSAR JULIAN.
Du ældes ikke; du er ung og skøn! 
JULIAN.
Du alterst nicht! Du bist jung und schön! 
FYRSTINDE HELENA.
Nej, nej, nej! Tiden går; jeg kan ikke bære dette med tålmod; livet går fra mig! 
HELENA.
Nein, nein, nein! Die Zeit vergeht! Meine Geduld hat ein Ende, – das Leben entflieht mir! 
CÆSAR JULIAN
(ser på hende).
Hvor fristende skøn, hvor guddomsfuld er du ikke! 
JULIAN
sieht sie an.
Wie verführerisch schön, wie götterhaft Du bist! 
FYRSTINDE HELENA
(klynger sig til ham).
Er jeg det, Julian? 
HELENA
schmiegt sich an ihn. Bin ich das, Julian? 
CÆSAR JULIAN
(favner hende).
Du er den eneste kvinde, jeg har elsket, – den eneste, som har elsket mig. 
JULIAN
umarmt sie.
Du bist das einzige Weib, das ich geliebt habe, – das einzige, das mich geliebt hat. 
FYRSTINDE HELENA.
Jeg er ældre, end du. Jeg vil ikke ældes mere. Når alt er over, så – 
HELENA.
Ich bin älter als Du! Ich will nicht noch mehr altern. Wenn alles vorüber ist, dann – 
CÆSAR JULIAN
(river sig løs).
Stille! Jeg vil ikke høre mere. 
JULIAN
reißt sich los.
Still! Ich will nichts mehr hören! 
FYRSTINDE HELENA
(går efter ham).
Konstanzios dør lidt hver dag; han hænger i et hår over graven. O, min elskede Julian, du har jo soldaterne for dig – 
HELENA
geht ihm nach.
Konstantios kommt mit jedem Tag dem Tode näher – er steht schon mit einem Fuß im Grabe. Mein teurer Julian, Du hast doch die Soldaten auf Deiner Seite – 
CÆSAR JULIAN.
Ti, ti! 
JULIAN.
Schweig, schweig! 
FYRSTINDE HELENA.
Han tåler ingen sindsrystelser. Hvad er det så at vige tilbage for? Jeg mener jo ikke noget blodigt. Fy, hvor kunde du tænke det? Skrækken vil være nok; den vil tage ham i favn og kærlighedsfuldt ende hans lidelser. 
HELENA.
Er verträgt keine Gemütserschütterungen. Was also haben wir zu fürchten? Ich denke ja an nichts Blutiges. Pfui, wie kannst Du das nur glauben? Der Schreck wird genügen; er wird ihn umfangen und seine Leiden liebevoll enden. 
CÆSAR JULIAN.
Glemmer du den usynlige livvagt om den salvede? 
JULIAN.
Denk an des Gesalbten unsichtbare Leibwache! 
FYRSTINDE HELENA.
Kristus er god. O, vær from, Julian, så tilgiver han meget. Jeg skal hjælpe. Bønner skal opsendes for dig. Lovet være de hellige mænd! Lovet være blodvidnerne! Tro mig, vi skal sone alting siden. Skænk mig Alemanerne til omvendelse; jeg vil udsende prester iblandt dem; de skal bøje sig ind under korsets nåde. 
HELENA.
Christus ist gut. O, sei fromm, Julian, dann verzeiht er viel. Ich werde helfen. Gebete sollen für Dich aufsteigen. Gelobt seien die Heiligen! Gelobt seien die Blutzeugen! Glaub’ mir, wir werden später alles sühnen. Gib mir die Alemannen zur Bekehrung; ich will Priester unter sie senden; sie sollen sich beugen vor der Gnade des Kreuzes. 
CÆSAR JULIAN.
Alemanerne bøjer sig ikke did under. 
JULIAN.
Die Alemannen beugen sich nicht davor. 
FYRSTINDE HELENA.
Så skal de dø! Som en sød røg skal blodet stige op til ham, den højt velsignede. Vi vil øge hans herlighed; hans pris skal forkyndes ved os. Jeg vil selv være med. De alemanske kvinder for mig! Bøjer de sig ikke, så skal de ofres! Og da, min Julian, – når du ser mig igen –; forynget, forynget! Skænk mig Alemaner-kvinderne, du elskede! Blod –, det er jo intet mord, og middelet skal være usvigeligt –, et bad i ungt jomfrublod – 
HELENA.
So sollen sie sterben! Wie süßer Opferrauch soll ihr Blut zum Gebenedeiten emporsteigen. Wir wollen seine Herrlichkeit mehren; sein Ruhm soll durch uns verkündet werden. Ich will selbst mit dabei sein. Mir die Alemannenweiber! Beugen sie sich nicht, so werden sie geopfert! Und dann, mein Julian, – wenn Du mich wiedersiehst – verjüngt, verjüngt! Gib mir die Alemannenweiber, Geliebter! Blut –, es ist doch kein Mord, und das Mittel soll unfehlbar sein –, ein Bad in Jungfernblut – 
CÆSAR JULIAN.
Helena, du forbryder dig! 
JULIAN.
Helena, Du frevelst! 
FYRSTINDE HELENA.
Er det en brøde at forbryde sig for din skyld! 
HELENA.
Ist es ein Verbrechen, zu freveln um Deinetwillen? 
CÆSAR JULIAN.
Du skønne, du eneste! 
JULIAN.
Du Schöne, Du Einzige! 
FYRSTINDE HELENA
(bøjer sig ned over hans hænder).
Min herre for Gud og mennesker! – Vig ikke dennegang, Julian! Min helt, min kejser! Jeg ser himlen åben. Presterne skal lovsynge Kristus; mine kvinder skal samles i bøn. (med oprakte arme.) O, du velsignede! O, du hærskarernes Gud, – du, som har nåden og sejren i din hånd – 
HELENA
beugt sich über seine Hände.
Mein Herr vor Gott und den Menschen! – Bleib diesmal standhaft, Julian! Mein Held, mein Kaiser! Ich sehe den Himmel offen. Die Priester sollen Christus lobsingen – meine Frauen sollen sich zum Gebete sammeln. – Mit erhobenen Armen. – Gebenedeiter! Herr der Heerscharen! Der Du Gnade und Sieg in Deiner Hand hältst – 
CÆSAR JULIAN
(med et blik mod døren, råber).
Helena! 
JULIAN
mit einem Blick auf die Tür ruft
: Helena! 
FYRSTINDE HELENA.
Ah! 
HELENA.
Ah! 
HUSMESTEREN EUTHERIOS
(fra baggrunden).
Herre, kejserens sendebud – 
EUTHERIOS
durch die Mitte.
Herr, der Gesandte des Kaisers – 
CÆSAR JULIAN.
Er han kommen? 
JULIAN.
Ist er gekommen? 
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Ja, herre! 
EUTHERIOS.
Ja, Herr! 
CÆSAR JULIAN.
Hans navn? Hvem er han? 
JULIAN.
Sein Name? Wer ist es? 
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Tribunen Decentius. 
EUTHERIOS.
Der Tribun Decentius. 
FYRSTINDE HELENA.
Virkelig? Den fromme Decentius! 
HELENA.
Wirklich? Der fromme Decentius? 
CÆSAR JULIAN.
Hvem har han talt med? 
JULIAN.
Mit wem hat er gesprochen? 
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Med ingen, herre; han kom i dette øjeblik. 
EUTHERIOS.
Mit niemand, Herr; er ist diesen Augenblick gekommen. 
CÆSAR JULIAN.
Jeg vil se ham straks. Og hør; endnu et. Hærførerne og krigsøversterne skal indfinde sig hos mig. 
JULIAN.
Ich will ihn gleich sprechen. Und – noch eins, die Heerführer und Kriegsobersten sollen sich bei mir einfinden. 
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Godt, nådigste herre!
(han går ud i baggrunden.) 
EUTHERIOS.
Gut, gnädigster Herr!
Er geht durch die Mitte ab. 
CÆSAR JULIAN.
Nu, min Helena, nu vil det vise sig – 
JULIAN.
Jetzt, Helena, jetzt wird es sich zeigen – 
FYRSTINDE HELENA
(sagte).
Hvad der end viser sig, så glem ikke, at du kan stole på soldaterne. 
HELENA
leise.
Was sich auch zeigen mag, vergiß nicht daß Du auf die Soldaten bauen kannst. 
CÆSAR JULIAN.
Ah, stole, stole –; jeg véd ikke, om jeg kan stole på nogen.
(Tribunen Decentius kommer fra baggrunden.) 
JULIAN.
Ach, bauen, bauen, – ich weiß nicht, ob ich überhaupt auf einen Menschen bauen kann.
Der TRIBUN DECENTIUS kommt durch die Mitte. 
FYRSTINDE HELENA
(imod ham).
Velkommen, ædle Decentius! Et romersk ansigt, – og fremfor alle dette ansigt, – o, det lægger et livende solskær over vort umilde Gallien. 
HELENA
ihm entgegen.
Willkommen, edler Decentius! Ein römisches Gesicht, – und gerade dieses Gesicht, – es breitet lebendigen Sonnenschein über unser rauhes Gallien. 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Kejseren møder din længsel og dit håb på halvvejen, høje fyrstinde! Vi tør tro, at Gallien ikke ret længe skal lænke dig. 
DECENTIUS.
Der Kaiser kommt Deiner Sehnsucht und Deiner Hoffnung auf halbem Weg entgegen, hohe Fürstin! Wir haben Grund zu glauben, daß Dein Aufenthalt in Gallien die längste Zeit gedauert hat. 
FYRSTINDE HELENA.
Siger du det, du glæde-bringer? Kejseren tænker da altid med kærlighed på mig? Hvorledes er det med hans sundhed? 
HELENA.
In der Tat, Du Freudenbote? Der Kaiser also gedenkt meiner immer in Liebe? Wie steht es mit seiner Gesundheit? 
CÆSAR JULIAN.
Gå, gå, min elskede Helena! 
JULIAN.
Geh, geh, teure Helena! 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Kejserens sundhed har ingenlunde forværret sig. 
DECENTIUS.
Des Kaisers Gesundheit hat sich keineswegs verschlimmert. 
FYRSTINDE HELENA.
Nej, ikke sandt? Det var det jeg vidste. Alle disse ængstende rygter –; Gud være priset, at det kun var rygter! Tak ham kærligst, du fromme Decentius! Og vær selv takket. Med hvilke rige gaver har du ikke bebudet din ankomst! Kejserlige gaver –; nej, nej, broderlige gaver i sandhed! To skinnende sorte Nubiere, – du skulde se dem, min Julian! – og perler! Dem bærer jeg allerede. Og frugter, – søde, svulmende; ah; ferskener fra Damaskus, ferskener i guldskåler! Hvor skal de ikke læske mig; – frugt, frugt; jeg forsmægter her i Gallien. 
HELENA.
Nein, nicht wahr? Ich habe es mir gedacht. Diese beängstigenden Gerüchte –. Der Himmel sei gepriesen, daß es nur Gerüchte waren! Danke Gott von Herzen, frommer Decentius! Und sei selbst bedankt. Die reichen Gaben, mit denen Du Deine Ankunft gemeldet hast! Kaiserliche Gaben – nein, nein, wahrhaft brüderliche Gaben! Zwei glänzend schwarze Nubier, – die solltest Du sehen, Julian! – und Perlen! Ich trage sie schon. Und Früchte, – süße schwellende Früchte! Ah! Pfirsiche aus Damaskus, Pfirsiche in goldenen Schalen! Die sollen mir schmecken! – Früchte, Früchte – ich verschmachte hier in Gallien. 
CÆSAR JULIAN.
Et glædes-måltid skal ende dagen; men forretninger først. Gå, min dyrebare hustru! 
JULIAN.
Ein Freudenmahl soll den Tag enden. Aber zuerst die Geschäfte. Geh, teures Weib! 
FYRSTINDE HELENA.
Jeg går til kirken, – til bøn for min broder og for alle håb.
(hun går ud til højre.) 
HELENA.
Ich gehe zur Kirche, – beten für meinen Bruder und alle Hoffnungen.
Sie geht rechts ab. 
CÆSAR JULIAN
(efter et øjebliks betænkning).
Bud eller brevskaber? 
JULIAN
nach einer kleinen Pause.
Botschaft oder Briefschaften? 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Brevskaber.
(han rækker ham en papirrulle.) 
DECENTIUS.
Briefschaften.
Er reicht ihm eine Papierrolle. 
CÆSAR JULIAN
(læser, undertrykker et smil og strækker hånden ud).
Mere! 
JULIAN
liest, unterdrückt ein Lächeln und streckt die Hand aus.
Weiter! – 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Høje Cæsar, det er omtrent alt. 
DECENTIUS.
Erhabener Cäsar, das ist so gut wie alles. 
CÆSAR JULIAN.
Virkelig? Har kejseren sendt sin ven den lange vej kun for at –? (han brister i en kort latter; derpå går han op og ned.) Var Alemanerkongen Knodomar kommen til Rom før din afrejse? 
JULIAN.
Wirklich? Hat der Kaiser seinen Freund den weiten Weg geschickt, nur um –? Er bricht in ein kurzes Lachen aus, dann geht er auf und ab. War der Alemannenkönig Knodomar schon in Rom vor Deinem Aufbruch? 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Ja, høje Cæsar! 
DECENTIUS.
Ja, hoher Cäsar! 
CÆSAR JULIAN.
Og hvorledes hjælper han sig i det fremmede land, ukyndig i sproget, som han er? Ja, han er højst ukyndig, Decentius! Han var ligefrem til latter for mine soldater. Tænk dig, han forveksled så gængse ord som kejser og Cæsar. 
JULIAN.
Und wie hilft er sich in der Fremde, unkundig der Landessprache, wie er ist? Ja, er ist ihrer höchst unkundig, Decentius! Er war geradezu das Gelächter meiner Soldaten. Denke Dir, er verwechselte so geläufige Worte wie Kaiser und Cäsar. 
TRIBUNEN DECENTIUS
(trækker på skuldrene).
En barbar. Hvad skal man vel sige? 
DECENTIUS
zuckt mit den Achseln.
Ein Barbar. Was ist da zu sagen. 
CÆSAR JULIAN.
Nej, hvad skal man vel sige? Men kejseren er ham dog nådig? 
JULIAN.
Ja, was ist da zu sagen. Aber der Kaiser ist ihm doch gnädig? 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Knodomar er død, herre! 
DECENTIUS.
Knodomar ist tot, Herr! 
CÆSAR JULIAN
(standser).
Knodomar er død? 
JULIAN
bleibt stehen.
Knodomar ist tot? 
TRIBUNEN DECENTIUS.
I fremmed-lejren på den cøliske bakke. 
DECENTIUS.
Im Fremdenlager starb er auf dem Cölischen Hügel. 
CÆSAR JULIAN.
Død? Så? – Ja, luften i Rom er usund. 
JULIAN.
Tot? So? – Ja, die römische Luft ist ungesund. 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Alemanerkongen døde af hjemve, herre! Længselen efter slægt og frihed – 
DECENTIUS.
Der Alemannenkönig starb an Heimweh, Herr! Die Sehnsucht nach den Seinen und der Freiheit – 
CÆSAR JULIAN.
– den tærer, Decentius; ja, ja, jeg véd det. – Jeg burde ikke skikket ham levende til Rom; jeg burde ladet ham dræbe her. 
JULIAN.
– sie zehrt, Decentius; ja, ja, ich kenne das. – Ich hätte ihn nicht lebend nach Rom schicken – ich hätte ihn hier töten lassen sollen. 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Cæsars sind er mildt. 
DECENTIUS.
Des Cäsar Sinn ist milde. 
CÆSAR JULIAN
Hm –! Hjemve? Ja så! (til staldmesteren Sintula, som kommer fra baggrunden.) Er du der, gamle faun? Frist mig ikke mere. (til Decentius.) Siden slaget ved Argentoratum taler han altid til mig om sejrs-vognen og det hvide forspand. (til Sintula.) Det blev Phaëtons færd med de lybske solheste. Hvorledes endte det? Har du glemt – har du glemt dit hedenskab, havde jeg nær sagt. – Om forladelse, Decentius, at jeg sårer dit fromme øre. 
JULIAN.
Hm –! Heimweh? Ja so!
Zum Stallmeister SINTULA, der durch die Mitte kommt.

JULIAN.
Bist Du’s, alter Faun? Versuch’ mich nicht mehr. Zu Decentius. Seit der Schlacht bei Argentoratum spricht er zu mir nur von dem Siegeswagen und dem weißen Vorspann. Zu Sintula. Es würde Phaëtons Fahrt mit den lybischen Sonnenrossen werden. Wie endete sie? Hast Du es vergessen – hast Du Dein Heidentum vergessen, hätte ich fast gesagt. – Verzeihung, Decentius, wenn ich Dein frommes Ohr verletze. 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Cæsar kildrer sin tjeners øre; men han sårer det ikke. 
DECENTIUS.
Cäsar kitzelt seines Dieners Ohr, – aber er verletzt es nicht. 
CÆSAR JULIAN.
Ja, ja; bær over med Cæsar, om han spøger. Jeg véd virkelig ikke at tage det på anden måde. – Der har vi dem.
(Hærføreren Severus, prætorianhøvdingen Florentius, samt flere krigsøverster og herrer ved Cæsars hof kommer fra baggrunden.) 
JULIAN.
Ja, ja; hab’ Nachsicht mit Cäsar, wenn er scherzt. Ich weiß es wirklich nicht anders zu nehmen als so. – Da sind sie!
Heerführer Severus, Prätorianerhäuptling Florentius mit mehreren Kriegsobersten und Höflingen des Cäsar kommen durch die Mitte. 
CÆSAR JULIAN
(går dem imøde).
God morgen, I våbenbrødre og venner! Harmes ikke formeget over, at jeg kalder eder lige hid fra landevejens smuds og møje; jeg burde visselig undt eder nogle timers ro; men – 
JULIAN
geht ihnen entgegen.
Guten Morgen, Ihr Waffenbrüder und Freunde! Seid nicht allzu ungehalten, daß ich Euch vom Schmutz und Mühsal der Landstraße sogleich hierher berufen habe; ich hätte Euch gewißlich einige Stunden Rast gönnen sollen, aber – 
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS.
Er der hændt noget særdeles, herre? 
FLORENTIUS.
Hat etwas Besonderes sich ereignet, Herr? 
CÆSAR JULIAN.
Ja, i sandhed, det er der. Kan I sige mig, – hvad fattedes i Cæsars lykke? 
JULIAN.
In der Tat. Könnt Ihr mir sagen, – was zu des Cäsar Glück noch fehlte? 
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS.
Hvad skulde vel fattes i Cæsars lykke? 
FLORENTIUS.
Was sollte wohl zu des Cäsar Glück fehlen? 
CÆSAR JULIAN.
Nu ingenting. (til Decentius.) Hæren har forlangt, at jeg skulde holde sejrs-indtog i staden. I spidsen for legionerne vilde man, at jeg skulde drage ind gennem Lutetias porte. Fangne barbar-fyrster med bundne hænder skulde gå ved vognhjulene; kvinder og slaver fra tyve overvundne folkeslag skulde følge efter, tæt sammentrængte, hoved ved hoved – (bryder pludselig af.) Glæd eder, mine tapre medkæmpere; her ser I tribunen Decentius, kejserens fortrolige ven og rådgiver. Han kom denne morgenstund med gaver og hilsninger fra Rom. 
JULIAN.
Eigentlich nichts. Zu Decentius. Das Heer hat verlangt, ich sollte als Sieger den Einzug in die Stadt halten. An der Spitze der Legionen sollte ich durch Lutetias Tore einrücken. Gefangene Barbarenfürsten, mit gebundenen Händen, sollten neben den Wagenrädern schreiten; Weiber und Sklaven von zwanzig überwundenen Völkerschaften sollten folgen, in dichtem Haufen, Kopf an Kopf –. Bricht plötzlich ab. – Freut Euch, meine tapferen Waffengefährten; hier seht Ihr den Tribunen Decentius, des Kaisers vertrauten Freund und Ratgeber. Er ist heut morgen mit Gaben und Grüßen von Rom gekommen. 
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS.
Ah, så fattes visselig intet i Cæsars lykke. 
FLORENTIUS.
Ah, so fehlt gewiß nichts zu Cäsars Glück. 
HÆRFØREREN SEVERUS
(sagte til Florentius).
Ufatteligt! Altså atter i kejserens gunst! 
SEVERUS
leise zu Florentius.
Unbegreiflich! Also wieder in der Gunst des Kaisers. 
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
(sagte).
O, denne vankelmodige kejser! 
FLORENTIUS
leise.
Dieser wankelmütige Kaiser! 
CÆSAR JULIAN.
Det synes, som om en forundringsfuld stumhed havde slåt eder alle. – Man finder, at kejseren har gjort formeget, gode Decentius! 
JULIAN.
Verwunderung, scheint es, hat Euch allen den Mund geschlossen. – Man findet, der Kaiser hätte zu viel getan, guter Decentius! 
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS.
Hvor kan dog sligt komme i Cæsars tanke? 
FLORENTIUS.
Wie kann nur Cäsar auf solche Gedanken kommen? 
HÆRFØREREN SEVERUS.
Formeget, høje Cæsar? Ingenlunde. Skulde ikke kejseren vide at vælge de rette grænser for sin nåde? 
SEVERUS.
Zu viel, hoher Cäsar? Keineswegs. Sollte der Kaiser nicht seine Gnade in den richtigen Grenzen zu halten wissen? 
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS.
Tilvisse er dette en stor og sjelden udmærkelse – 
FLORENTIUS.
Gewißlich ist dies eine große und seltene Auszeichnung – 
HÆRFØREREN SEVERUS.
Jeg vil kalde den overmåde stor og sjelden. 
SEVERUS.
Ich möchte sie über die Maßen groß und selten nennen. 
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS.
Og navnlig giver den et lysende vidnesbyrd for, at vor ophøjede kejsers sind er frit for al misundelse – 
FLORENTIUS.
Und namentlich gibt sie ein glänzendes Zeugnis dafür, daß der Sinn unseres erhabenen Kaisers frei ist von allem Neide – 
HÆRFØREREN SEVERUS.
Et vidnesbyrd uden forbillede; det tør jeg nok sige. 
SEVERUS.
Ein Zeugnis ohnegleichen – das darf man wohl sagen. 
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS.
Men hvad har så ikke også Cæsar udrettet i disse få år i Gallien? 
FLORENTIUS.
Aber was hat nicht auch Cäsar in diesen wenigen Jahren in Gallien ausgerichtet! 
CÆSAR JULIAN.
En årlang drøm, I dyrebare venner! Jeg har slet intet udrettet. Intet, intet! 
JULIAN.
Ein jahrelanger Wahn, teure Freunde! Ich habe gar nichts ausgerichtet, – nichts, nichts! 
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS.
Og det regner din beskedenhed for intet? Hvad var hæren, da du overtog den? En uordnet hob – 
FLORENTIUS.
Und das rechnet Deine Bescheidenheit für nichts? Was war das Heer, als Du es übernahmst? Ein wirrer Haufe – 
HÆRFØREREN SEVERUS.
– uden sammenhæng, uden lydighed, uden ledelse – 
SEVERUS.
– ohne inneres Band, ohne Gehorsam, ohne Leitung. 
CÆSAR JULIAN.
Overdrivelse, Severus! 
JULIAN.
Übertreibung, Severus! 
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS.
Og var det ikke med denne utøjlede hob, at du gik imod Alemanerne; slog du dem ikke med disse bander, som du gennem sejrvindinger omskabte til en hær af sejrherrer; tog du ikke Colonia Agrippina tilbage –? 
FLORENTIUS.
Und zogst Du nicht mit diesem zügellosen Haufen gegen die Alemannen? Schlugst Du sie nicht mit diesen Banden, die Du durch das Glück der Siege zu einem Heer von Siegern umgewandelt hast? Hast Du nicht Colonia Agrippina zurückerobert –? 
CÆSAR JULIAN.
Ej, ej, du ser med venskabets øje, min Florentius! – Eller er det virkelig sandt? Er det så, at jeg jog barbarerne bort fra øerne i Rhin? At jeg satte det forfaldne Tres Tabernæ i forsvarstilstand til fromme for rigets sikkerhed? Er det virkelig så? 
JULIAN.
Ei, ei, Du siehst mit dem Auge der Freundschaft, Florentius! – Oder ist es wirklich wahr? Ist dem wirklich so, daß ich die Barbaren von den Rheininseln verjagte? Daß ich das verwüstete Tres Tabernae in Verteidigungszustand setzte zu Schutz und Frommen des Reichs? Ist dem wirklich so? 
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS.
Hvorledes, herre? Kan du tvile om så store ting? 
FLORENTIUS.
Wie, Herr? Kannst Du an so großen Dingen zweifeln? 
CÆSAR JULIAN.
Nej, i sandhed, jeg synes –. Og slaget ved Argentoratum? Var jeg ikke med der? Det svæver mig så visst for, at jeg sejrede over Knodomar. Og efter sejren –; Florentius, har jeg drømt; eller bygged jeg ikke Trajans kastel op igen, da vi rykked ind i de germaniske egne? 
JULIAN.
Nein, in der Tat, ich glaube –. Und die Schlacht bei Argentoratum? War ich nicht mit dabei? Mir ist doch, als hätte ich Knodomar besiegt. Und nach dem Siege–; Florentius, habe ich geträumt, oder baute ich nicht Trajans Kastell wieder auf, da wir in die Germanischen Gaue einrückten? 
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS.
Høje Cæsar, gives der nogen så afsindig mand, at han vil gøre dig denne ære stridig? 
FLORENTIUS.
Hoher Cäsar, welcher Wahnwitzige wollte Dir diese Ehre streitig machen? 
HÆRFØREREN SEVERUS
(til Decentius).
Jeg priser skæbnen, som forundte mig på mine gamle dage at følge så lykkelig en fører. 
SEVERUS
zu Decentius.
Ich preise das Geschick, das mir auf meine alten Tage vergönnte, einem so glücklichen Feldherrn zu folgen. 
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
(ligeledes til tribunen).
Hvad vending det alemanske overfald uden Cæsars tapperhed og klogskab kunde have taget, det vover jeg knapt at tænke på. 
FLORENTIUS
ebenfalls zum Tribunen.
Was für eine Wendung der Überfall der Alemannen ohne Cäsars Tapferkeit und Klugheit hätte nehmen können – das wage ich kaum auszudenken. 
FLERE HOFMÆND
(trænger sig frem).
Ja, herre, Cæsar er stor! 
MEHRERE HOFLEUTE
drängen sich vor.
Ja, Herr, – groß ist Cäsar! 
ANDRE HERRER
(klapper i hænderne).
Cæsar er uden lige! 
ANDERE
klatschen in die Hände.
Ohnegleichen ist Cäsar! 
CÆSAR JULIAN
(ser en stund afvekslende på Decentius og de andre; derpå brister han ud i en høj kort latter).
Så blindt er venskab, Decentius! Så blindt, blindt! (han vender sig til de øvrige og slår på papirrullen, som han holder i hånden.) Her står ganske andre ting! Hør efter, og sug det ind som en erkendelsens læskende dugg. Det er kejserens melding til alle statholderne rundt om i riget; – vor udmærkede Decentius har bragt en afskrift med. Her står det: jeg har intet udrettet i Gallien. Det var en drøm, som jeg nys sagde. Her har vi kejserens egne ord: det var under kejserens lykkelige forvarsler, at den riget overhængende fare blev afvendt. 
JULIAN
blickt eine Weile abwechselnd auf Decentius und auf die anderen; dann bricht er in ein lautes, kurzes Lachen aus.
So blind ist Freundschaft, Decentius! So blind, so blind! Er wendet sich zu den übrigen und schlägt auf die Papierrolle, die er in der Hand hält. Hier stehen ganz andre Dinge! Merkt auf und schlürft es ein wie einen erquickenden Tau der Erkenntnis! Es ist des Kaisers Botschaft an alle Statthalter rings im Reiche, – unser herrlicher Decentius hat eine Abschrift mitgebracht. Hier steht’s: ich habe nichts in Gallien ausgerichtet. Es war ein Wahn, wie ich eben schon sagte. Hier haben wir des Kaisers eigne Worte: unter des Kaisers glücklicher Leitung wurde die Gefahr abgewendet, die dem Reiche drohte. 
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS.
Alle rigets sager nyder fremgang under kejserens forvarsler. 
FLORENTIUS.
Alle Unternehmungen des Reiches gedeihen unter des Kaisers glücklicher Leitung. 
CÆSAR JULIAN.
Mere, mere! Her berettes det, at det er kejseren, som har kæmpet og sejret ved Rhin; det er kejseren, som har løftet op den ydmygt bedende Alemaner-konge, der kasted sig ned for ham. Mit navn lykkes det mig ikke at finde nogetsteds i dette skriftstykke, – og ikke dit, Florentius, og heller ikke dit, Severus! Og her, i skildringen af slaget ved Argentoratum –; hvor var det jeg havde det? jo her; her står det; det var kejseren, som påbød slagordningen; det var kejseren selv, som med livsfare hug sit sværd sløvt, kæmpende i de forreste rækker; det var kejseren, som, ved sin nærværelses rædsel, jog barbarerne på hovedkulds flugt –; læs; læs, siger jeg! 
JULIAN.
Mehr, noch mehr! Hier wird berichtet, daß es der Kaiser war, der am Rhein gekämpft und gesiegt hat; der Kaiser hieß den demütig bittenden Alemannenkönig, der sich vor ihm auf die Knie geworfen, vom Boden aufstehen. Meinen Namen vermag ich nirgends in diesem Schriftstück zu finden, – auch den Deinen nicht, Florentius, auch Deinen nicht, Severus! Und hier, in der Schilderung der Schlacht bei Argentoratum – wo war’s doch gleich? – Jawohl, hier – hier steht es: der Kaiser war’s, der die Schlachtordnung entwarf, der Kaiser war’s in eigner Person, der mit Gefahr des Lebens sein Schwert stumpf hieb, in den vordersten Reihen kämpfend, – der Kaiser war’s, der durch den Schrecken seiner Gegenwart die Barbaren Hals über Kopf in die Flucht jagte –. Lest, lest, sage ich. 
HÆRFØREREN SEVERUS.
Høje Cæsar, dit ord er nok. 
SEVERUS.
Hoher Cäsar, Dein Wort genügt. 
CÆSAR JULIAN.
Og hvor vil I så hen med eders dårende tale, I venner? Vil I, af overdreven kærlighed til mig, gøre mig til en snyltegæst, hvem I mader med den overflod, I rapsed fra min frændes bord? – Hvad tykkes dig, Decentius? Hvad siger du til dette? Du ser, at jeg i min egen lejr må holde øje med tilhængere, som stundom i blindhed er på vej til at forvilde sig hinsides oprørets grænsepæle. 
JULIAN.
Wo wollt Ihr also hinaus mit Eurer verführerischen Sprache, Ihr Freunde? Wollt Ihr, aus übertriebener Liebe zu mir, einen Schmarotzer aus mir machen und ihn mit dem Überfluß mästen, den Ihr von meines Vetters Tische gerafft habt? Was dünkt Dich, Decentius? Was sagst Du dazu? Du siehst, ich muß im eignen Lager auf meine Anhänger ein Auge haben, die zuweilen, in ihrer Blindheit, auf bestem Wege sind, sich über die Grenzen des Aufruhrs hinaus zu verirren. 
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
(hurtigt til tribunen).
I sandhed, mine ord er bleven højlig mistydede, ifald – 
FLORENTIUS
schnell zum Tribunen.
In der Tat, meine Worte sind höchlich mißverstanden worden, falls – 
HÆRFØREREN SEVERUS
(ligeledes til tribunen).
Det kunde aldrig komme mig isinde på den vis at – 
SEVERUS
ebenso zum Tribunen.
Es würde mir nie der Gedanke kommen, in dieser Weise – 
CÆSAR JULIAN.
Så skal det være, I kampbrødre; lad os alle tilhobe æde vort hovmod i os. Jeg spurgte før, hvad der mangled i Cæsars lykke. Nu véd I det. Det var sandheds-erkendelsen, som mangled i Cæsars lykke. Din sølvhjelm vil ikke komme til at dækkes af sejrstogets støv, tapre Florentius! Kejseren har holdt sejrs-indtog for os i Rom. Han finder derfor, at alle højtideligheder her er overflødige. Gå, Sintula, og sørg for, at de påtænkte optog afsiges. Kejseren ønsker at forunde sine soldater en gavnlig ro. Det er hans vilje, at de skal forblive i lejren udenfor murene.
(Staldmesteren Sintula går ud i baggrunden.) 
JULIAN.
So ist es recht, Ihr Kampfgenossen! Laßt uns alle den Hochmut hinunterschlucken. Ich fragte vorhin, was zu Cäsars Glück fehle. Jetzt wißt Ihr’s. Es war die Erkenntnis der Wahrheit, die zu Cäsars Glück fehlte. Dein Silberhelm wird nicht vom Staube des Triumphzuges bedeckt werden, tapferer Florentius! Der Kaiser hat bereits für uns den Triumphzug in Rom gehalten. Darum findet er, daß hier alle Feierlichkeiten überflüssig sind. Geh, Sintula, und laß die geplanten Aufzüge absagen. Der Kaiser wünscht, daß seinen Soldaten heilsame Ruhe gegönnt wird. Es ist sein Wille, daß sie im Lager vor den Mauern verbleiben. Der Stallmeister Sintula geht ab durch die Mitte. 
CÆSAR JULIAN.
Var jeg ikke engang en visdomsven? Man sagde det idetmindste, både i Athen og i Efesos. Så svagt er det menneskelige sind i medgang. Jeg var nær bleven visdommen utro. Kejseren har påmindet mig. Tak ham ydmygst, Decentius. Har du mere at melde? 
War ich nicht einmal ein Weisheitsfreund? Es hieß doch so – in Athen wie in Ephesos. So schwach ist der menschliche Geist im Glück. Beinahe wäre ich der Weisheit untreu geworden. Der Kaiser hat mich daran erinnert. Dank’ ihm untertänigst, Decentius! Hast Du noch mehr zu melden? 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Et endnu. Efter alt, hvad kejseren har fornummet, og ifølge det brev, du tilskrev ham fra Argentoratum, er det store fredsværk lykkeligt ført til ende her i Gallien. 
DECENTIUS.
Noch eins. Nach allem, was der Kaiser vernommen hat, und dem Briefe zufolge, den Du von Argentoratum ihm geschrieben hast, ist das große Friedenswerk hier in Gallien glücklich vollendet. 
CÆSAR JULIAN.
Visselig; kejseren har dels ved sin tapperhed og dels ved sin højmodige mildhed – 
JULIAN.
Allerdings. Der Kaiser hat teils durch seine Tapferkeit, teils durch seine großmütige Milde – 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Rigets grænse er sikret imod Rhin. 
DECENTIUS.
Des Reiches Grenze ist gegen den Rhein hin gesichert. 
CÆSAR JULIAN.
Af kejseren, af kejseren. 
JULIAN.
Durch den Kaiser, durch den Kaiser. 
TRIBUNEN DECENTIUS.
I landskaberne omkring Donau står derimod sagerne slet, og endnu slettere i Asien; kong Sapores vinder stadig fremgang. 
DECENTIUS.
In den Landschaften an der Donau stehen dagegen die Dinge schlecht, und noch schlechter in Asien. König Sapores rückt immer weiter vor. 
CÆSAR JULIAN.
Den forvovne mand! Rygtet siger, at kejseren heller ikke i sommer har behaget at lade sine hærførere knuse ham. 
JULIAN.
Der Verwegene! Das Gerücht sagt, daß es dem Kaiser auch im Sommer nicht gefallen hat, ihn durch seine Heerführer vernichten zu lassen. 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Kejseren agter selv at knuse ham til foråret. (tager en papirrulle frem.) Her er hans vilje, høje Cæsar! 
DECENTIUS.
Der Kaiser denkt ihn selbst im Frühjahr zu vernichten. Zieht eine Papierrolle hervor. Hier ist sein Wille, hoher Cäsar! 
CÆSAR JULIAN.
Lad se, lad se! (læser.) Ah! (han læser atter længe under en stærk indre bevægelse; derpå ser han op og siger:) Det er altså kejserens vilje, at –? Godt, godt, ædle Decentius; kejserens vilje skal blive efterkommet. 
JULIAN.
Laß sehen, laß sehen! Liest. Ah! Er liest noch einmal lange, mit starker innerer Erregung, dann blickt er auf und sagt: Es ist also des Kaisers Wille, daß –? Gut, gut, edler Decentius! Des Kaisers Wille soll erfüllt werden. 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Det er nødvendigt, at den efterkommes endnu idag. 
DECENTIUS.
Er muß noch heut erfüllt werden. 
CÆSAR JULIAN.
Endnu idag; forstår sig. Kom her, Sintula! Nu, hvor er han? Ah så! – Hent Sintula tilbage!
(En hofmand går ud i baggrunden; Cæsar Julian går hen til vinduet og læser papirerne igennem på ny.) 
JULIAN.
Noch heute, versteht sich. Komm her, Sintula. Nun, wo ist er? Ach so! Holt Sintula zurück!
Ein Höfling ab durch die Mitte; Julian geht an das Fenster und liest die Papiere wiederholt durch. 
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
(dæmpet til tribunen).
Jeg beder bønligst, mistyd ikke, hvad jeg før sagde. Når jeg tillagde Cæsar æren, så var det selvfølgelig ikke dermed ment, at – 
FLORENTIUS
leise zum Tribunen.
Ich bitte flehentlichst, mißversteht nicht meine Worte von vorhin. Wenn ich dem Cäsar die Ehre gab, so war damit natürlich nicht gemeint, daß – 
HÆRFØREREN SEVERUS
(sagte).
Aldrig kunde det komme i min tanke, at det ikke var kejserens øverste vise ledelse, som – 
SEVERUS
leise.
Nie würde es mir einfallen zu glauben, daß es nicht des Kaisers weise Oberleitung ist, die – 
EN HOFMAND
(på tribunens anden side).
Jeg beder dig, ædle herre, – læg et ord ind for mig i hoflejren, og forløs mig fra denne pinlige post hos en Cæsar, som –; ja, han er kejserens høje slægtning, men – 
EIN HÖFLING
auf der anderen Seite des Tribunen.
Ich bitte Dich, edler Herr, – leg’ ein Wort für mich ein bei Hofe und erlöse mich von diesem peinlichen Posten bei einem Cäsar, der – ja, er ist des Kaisers hoher Vetter, aber – 
EN ANDEN HOFMAND.
Jeg kunde desværre fortælle dig ting, der vidner lige så meget om grænseløs forfængelighed, som om forvovne håb – 
EIN ANDERER HÖFLING.
Leider könnte ich Dir Dinge erzählen, die eben so sehr von grenzenloser Eitelkeit zeugen, wie von verwegenen Hoffnungen – 
CÆSAR JULIAN.
Endnu idag! Lad et ord være sagt, Decentius! Det var mit højeste ønske, ifald jeg kunde nedlægge denne ansvarsfulde værdighed. 
JULIAN.
Noch heut! Ein Wort, Decentius! Es wäre mein höchster Wunsch, wenn ich diese verantwortungsvolle Würde niederlegen könnte. 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Det skal blive kejseren meldt. 
DECENTIUS.
Es soll dem Kaiser gemeldet werden. 
CÆSAR JULIAN.
Jeg kræver himlen til vidne på, at jeg aldrig –; ah, der er Sintula; så kan vi altså – (til tribunen.) Du går? 
JULIAN.
Ich rufe den Himmel zum Zeugen dafür an, daß ich nie –. Ah, da ist Sintula – so können wir also – zum Tribunen. Du gehst? 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Jeg har at forhandle med hærførerne, høje Cæsar! 
DECENTIUS.
Ich habe mit den Heerführern zu verhandeln, hoher Cäsar! 
CÆSAR JULIAN.
Uden min mellemkomst? 
JULIAN.
Ohne meine Vermittlung? 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Kejseren har pålagt mig at skåne sin dyrebare slægtning.
(Han går ud i baggrunden, fulgt af de øvrige, undtagen af Sintula, som blir stående ved døren.) 
DECENTIUS.
Der Kaiser hat mir geboten, seinen teuern Vetter zu schonen.
Er geht ab durch die Mitte, begleitet von den übrigen, Sintula ausgenommen, der an der Tür stehen bleibt. 
CÆSAR JULIAN
(ser en stund på ham).
Sintula! 
JULIAN
sieht ihn eine Weile an.
Sintula! 
STALDMESTEREN SINTULA.
Ja, høje herre! 
SINTULA.
Ja, hoher Herr! 
CÆSAR JULIAN.
Kom nærmere. – Ja, sandelig, du ser ærlig ud. Tilgiv; jeg har aldrig tænkt på, at du kunde være mig så hengiven. 
JULIAN.
Komm näher! Ja, meiner Treu –. Du siehst ehrlich aus. Verzeih, ich habe nie gedacht, daß Du mir so ergeben sein könntest. 
STALDMESTEREN SINTULA.
Hvoraf véd du, at jeg er dig hengiven, herre? 
SINTULA.
Woher weißt Du, Herr, daß ich Dir ergeben bin? 
CÆSAR JULIAN
(peger på papirrullen).
Her kan jeg læse mig det til; der står, at du skal forlade mig. 
JULIAN
zeigt auf die Papierrolle.
Hier kann ich es zwischen den Zeilen lesen. Da steht, daß Du mich verlassen sollst. 
STALDMESTEREN SINTULA.
Jeg, herre? 
SINTULA.
Ich, Herr? 
CÆSAR JULIAN.
Kejseren opløser Galler-hæren, Sintula! 
JULIAN.
Der Kaiser löst das Gallierheer auf, Sintula! 
STALDMESTEREN SINTULA.
Opløser –? 
SINTULA.
Löst das Heer auf –? 
CÆSAR JULIAN.
Ja, hvad er det andet end en opløsning? Kejseren trænger til at forstærke sig, både i Donauegnen og imod Perserne. Vore bataviske og æruliske hjælpetropper skal afgå i al skynding for at kunne stå i Asien til foråret. 
JULIAN.
Ja, was ist das anderes als eine Auflösung? Der Kaiser braucht Verstärkung an der Donau und auch gegen die Perser. Unsere batavischen und herulischen Hilfstruppen sollen in aller Eile aufbrechen, um noch zum Frühjahr in Asien stehen zu können. 
STALDMESTEREN SINTULA.
Men dette er jo umulige ting, herre! Du har jo højtideligt tilsvoret netop disse vore bundsforvandte, at de på ingen vis må bruges hinsides Alperne. 
SINTULA.
Aber das ist ja unmöglich, Herr! Hast Du nicht feierlich eben diesen unsern Bundesgenossen geschworen, daß sie in keiner Art jenseits der Alpen verwendet werden dürfen?! 
CÆSAR JULIAN.
Just det, Sintula! Kejseren skriver, at jeg gav hint tilsagn i overilelse og uden hans samtykke. Det har jeg rigtignok aldrig vidst; men således står det. Jeg skal tvinges til at bryde mit ord, vanære mig i hærens øjne, vende barbarernes utøjlede harm, kanske deres dødbringende våben, imod mig. 
JULIAN.
Gerade deshalb, Sintula! Der Kaiser schreibt, daß ich jene Zusage in der Übereilung und ohne seine Zustimmung gegeben habe. Das habe ich nun freilich nicht gewußt, – aber es steht so da. Ich soll gezwungen werden, mein Wort zu brechen, mich in den Augen des Heeres zu entehren, den zügellosen Groll der Barbaren, vielleicht ihre todbringenden Waffen gegen mich zu kehren. 
STALDMESTEREN SINTULA.
Det vil slå fejl, herre! De romerske legioner vil byde dig sit bryst til skjold. 
SINTULA.
Das wird fehlschlagen, Herr! Die römischen Legionen werden Dir ihre Brust zum Schilde bieten. 
CÆSAR JULIAN.
De romerske legioner? Hm; – troskyldige ven! Af hver Romer-legion skal der udtages tre hundrede mænd, som ligeledes ad de korteste veje skal sendes til kejseren. 
JULIAN.
Die römischen Legionen? Hm, – argloser Freund! Von jeder römischen Legion sollen je dreihundert Mann gleichfalls auf dem kürzesten Wege zum Kaiser abgehen. 
STALDMESTEREN SINTULA.
Ah, dette er –! 
SINTULA.
Ah, das ist –! 
CÆSAR JULIAN.
Det er vel beregnet; ikke sandt? Alle hærafdelinger skal opægges imod mig, for at man med desto mindre fare kan gøre mig våbenløs. 
JULIAN.
Das ist wohl berechnet, – nicht wahr? Alle Truppenteile sollen gegen mich aufgereizt werden, damit man mich um so gefahrloser entwaffnen kann. 
STALDMESTEREN SINTULA.
Og jeg siger dig, herre, at ikke en eneste af dine hærførere lader sig bruge til dette. 
SINTULA.
Und ich sage Dir, Herr, daß nicht ein einziger von Deinen Heerführern sich dazu hergibt. 
CÆSAR JULIAN.
Mine hærførere vil heller ikke komme i fristelse. Du er manden. 
JULIAN.
Meine Heerführer werden auch nicht in Versuchung kommen. Du bist der Mann. 
STALDMESTEREN SINTULA.
Jeg, min Cæsar! 
SINTULA.
Ich, mein Cäsar? 
CÆSAR JULIAN.
Her står det skrevet. Kejseren overdrager til dig at ordne alt fornødent og derpå at føre de udvalgte afdelinger til Rom. 
JULIAN.
Hier steht’s geschrieben. Der Kaiser überträgt Dir alles nötige zu ordnen und dann die ausgewählten Truppenteile nach Rom zu führen. 
STALDMESTEREN SINTULA.
Og det overdrages til mig? Her, hvor mænd, som Florentius og den gamle Severus – 
SINTULA.
Und das überträgt man mir? Wo Männer wie Florentius und der alte, Severus – 
CÆSAR JULIAN.
Du har ingen sejrvindinger på din syndeliste, Sintula! 
JULIAN.
Du hast keine gewonnenen Schlachten auf Deinem Sündenregister, Sintula! 
STALDMESTEREN SINTULA.
Nej, det er visselig sandt. Aldrig har man her villet unde mig lejlighed til at vise – 
SINTULA.
Nein, das ist sicher wahr! Niemals hat man mir Gelegenheit geboten, zu zeigen – 
CÆSAR JULIAN.
Jeg har været uretfærdig imod dig. Tak for din troskab. 
JULIAN.
Ich bin ungerecht gegen Dich gewesen. Dank für Deine Treue! 
STALDMESTEREN SINTULA.
Så stor en kejserlig nåde! Herre, må jeg se – 
SINTULA.
Eine so große kaiserliche Gnade! Herr, darf ich sehen – 
CÆSAR JULIAN.
Hvad vil du se? Du vil jo ikke lade dig bruge til dette? 
JULIAN.
Was. willst Du sehen? Du willst Dich doch nicht dazu hergeben. 
STALDMESTEREN SINTULA.
Gud forbyde, at jeg skulde nægte kejseren lydighed! 
SINTULA.
Gott verhüte, daß ich dem Kaiser den Gehorsam verweigern sollte! 
CÆSAR JULIAN.
Sintula, – du kunde afvæbne din Cæsar! 
JULIAN
Sintula, – Du könntest Deinen Cäsar entwaffnen? 
STALDMESTEREN SINTULA.
Cæsar har alle dage sat liden pris på mig. Cæsar har aldrig kunnet tilgive mig, at han måtte tåle om sig en staldmester, der var valgt af kejseren. 
SINTULA.
Der Cäsar hat stets wenig von mir gehalten. Der Cäsar hat mir nie verzeihen können, daß er einen Stallmeister um sich dulden mußte, den der Kaiser gewählt hatte. 
CÆSAR JULIAN.
Kejseren er stor og vis; han forstår at vælge. 
JULIAN
Der Kaiser ist groß und weise; er versteht es, sich seine Leute zu wählen. 
STALDMESTEREN SINTULA.
Herre, – jeg brænder efter at gøre min pligt; må jeg bede om kejserens befaling? 
SINTULA.
Herr, ich brenne darauf, meine Pflicht zu tun – darf ich um des Kaisers Befehl bitten? 
CÆSAR JULIAN
(rækker ham et af papirerne).
Her er kejserens befaling. Gå, og gør din pligt. 
JULIAN.
reicht ihm eins von den Papieren.
Hier ist des Kaisers Befehl. Geh und tu Deine Pflicht. 
SLAVINDEN MYRRHA
(kommer ilsomt fra højre).
O, forbarmende frelser! 
DIE SKLAVIN MYRRHA
kommt eilig von rechts.
Barmherziger Erlöser! 
CÆSAR JULIAN.
Myrrha! Hvad er det? 
JULIAN.
Myrrha! Was ist geschehen? 
SLAVINDEN MYRRHA.
O, nådige himmel, min herskerinde – 
MYRRHA.
Gnädiger Himmel, meine Herrin – 
CÆSAR JULIAN.
Din herskerinde, – hvad hun? 
JULIAN.
Deine Herrin – was ist mit ihr? 
SLAVINDEN MYRRHA.
Sygdom eller afsind –; hjælp, hjælp! 
MYRRHA.
Krankheit oder Wahnsinn, – zu Hilfe, zu Hilfe! 
CÆSAR JULIAN.
Helena syg! Lægen! Oribases skal komme, Sintula! Hent ham!
(Staldmesteren Sintula går ud i baggrunden. Cæsar Julian vil ile ud til højre, men møder i døren fyrstinde Helena, omringet af slavinder. Hendes ansigt er vildt og forstyrret, hendes hår og klæder i uorden.) 
JULIAN.
Helena krank! Den Arzt! Oribases soll kommen, Sintula! Hol’ ihn!
Sintula ab durch die Mitte. Julian will rechts hinauseilen, begegnet aber in der Tür der FÜRSTIN HELENA, die umringt ist von Sklavinnen; ihr Antlitz ist wild und verstört; Haar und Kleider sind in Unordnung. 
FYRSTINDE HELENA.
Løs kammen! Løs kammen, siger jeg! Den er gloende. Ild i håret; jeg brænder, jeg brænder! 
HELENA.
Löst mir den Kamm! Löst mir den Kamm, sage ich! Er ist glühend! Feuer im Haar – ich brenne – ich brenne! 
CÆSAR JULIAN.
Helena! For Guds nådes skyld –! 
JULIAN.
Helena! Um Gottes Gnade willen –! 
FYRSTINDE HELENA.
Er der ingen, som vil hjælpe? De myrder mig med nålestik! 
HELENA.
Will keiner helfen? Sie morden mich mit Nadelstichen! 
CÆSAR JULIAN.
Min Helena! Hvad er der hændt med dig? 
JULIAN.
Liebe Helena! Was ist Dir geschehen? 
FYRSTINDE HELENA.
Myrrha, Myrrha! Frels mig fra pigerne, Myrrha! 
HELENA.
Myrrha, Myrrha! Befrei’ mich von den Mädchen, Myrrha! 
LÆGEN ORIBASES
(kommer fra baggrunden).
Hvilket rædselsbudskab fortælles –? Er det sandt? Ah! 
DER ARZT DES ORIBASES
kommt durch die Mitte.
Welche Schreckenskunde erzählt man sich –? Ist es wahr? Ah! 
CÆSAR JULIAN.
Helena! Min kærlighed, mit livs lys –! 
JULIAN.
Helena! O Du meine Liebe, – Licht meines Lebens –! 
FYRSTINDE HELENA.
Væk fra mig! O, søde Jesus, hjælp!
(hun synker halvt om mellem slavinderne.) 
HELENA.
Weg von mir! O, süßer Jesus, hilf!
Sie sinkt halb um inmitten der Sklavinnen. 
CÆSAR JULIAN.
Hun er fra sig. Hvad kan det være, Oribases? Se, – se øjnene, hvor store –! 
JULIAN.
Sie ist von Sinnen. Was kann es nur sein, Oribases! Sieh, – sieh die Augen, wie groß –! 
LÆGEN ORIBASES
(til Myrrha).
Hvad har fyrstinden nydt? Hvad har hun spist eller drukket? 
ORIBASES
zu Myrrha.
Was hat die Fürstin zu sich genommen? Was hat sie gegessen oder getrunken? 
CÆSAR JULIAN.
Ah, du tror –? 
JULIAN.
Ah, Du glaubst –? 
LÆGEN ORIBASES.
Svar, kvinder; hvad har I givet fyrstinden? 
ORIBASES.
Antwortet, Ihr Weiber! Was habt Ihr der Fürstin gegeben? 
SLAVINDEN MYRRHA.
Vi? O, intet, tro mig; hun har selv – 
MYRRHA.
Wir? Nichts, glaub’ mir, sie hat selbst – 
LÆGEN ORIBASES.
Nu, nu! 
ORIBASES.
Nun, nun?! 
SLAVINDEN MYRRHA.
Nogle frugter; det var ferskener, tror jeg; – o, jeg véd ikke – 
MYRRHA.
Einige Früchte – es waren, glaub’ ich, Pfirsiche – ich weiß nicht – 
CÆSAR JULIAN.
Frugter! Ferskener? Af dem, som –? 
JULIAN.
Früchte! Pfirsiche? Von denen, die –? 
SLAVINDEN MYRRHA.
Ja – nej – ja; jeg véd ikke, herre; – det var to Nubiere – 
MYRRHA.
Ja – nein – ja; ich weiß nicht, Herr, es waren zwei Nubier – 
CÆSAR JULIAN.
Hjælp, hjælp, Oribases! 
JULIAN.
Hilf, hilf, Oribases! 
LÆGEN ORIBASES.
Desværre, jeg frygter – 
ORIBASES.
Ich fürchte – leider – 
CÆSAR JULIAN.
Nej, nej, nej! 
JULIAN.
Nein, nein, nein! 
LÆGEN ORIBASES.
Stille, nådige herre; hun kommer til sig selv. 
ORIBASES.
Still, gnädiger Herr! Sie kommt zu sich. 
FYRSTINDE HELENA
(hviskende).
Hvi gik solen ned? O, hellige løndomsfulde mørke! 
HELENA
flüsternd.
Warum ging die Sonne unter? O heiliges, geheimnisvolles Dunkel! 
CÆSAR JULIAN.
Helena! Hør; saml dine tanker – 
JULIAN.
Helena! Höre – sammle Deine Gedanken! 
LÆGEN ORIBASES.
Min høje fyrstinde – 
ORIBASES.
Hohe Gebieterin – 
CÆSAR JULIAN.
Det er lægen, Helena! (tager hendes hånd.) Nej, her, hvor jeg står. 
JULIAN.
Es ist der Arzt, Helena! Nimmt ihre Hand. Nein hier, wo ich stehe. 
FYRSTINDE HELENA
(river sig løs).
Fy; der var han igen! 
HELENA
reißt sich los.
Pfui, da war er wieder! 
CÆSAR JULIAN.
Hun ser mig ikke. Her, her, Helena! 
JULIAN.
Sie sieht mich nicht. Hier, hier, Helena! 
FYRSTINDE HELENA.
Den afskyelige; – altid er han om mig. 
HELENA.
Der Abscheuliche – immer ist er um mich. 
CÆSAR JULIAN.
Hvad mener hun? 
JULIAN.
Was meint sie? 
LÆGEN ORIBASES.
Gå tilside, nådige herre –! 
ORIBASES.
Tritt beiseite, gnädiger Herr, –! 
FYRSTINDE HELENA.
Søde stilhed! Han aner ikke –; o, min Gallos! 
HELENA.
Süße Stille! Er ahnt nicht – o mein Gallos! 
CÆSAR JULIAN.
Gallos? 
JULIAN.
Gallos? 
LÆGEN ORIBASES.
Gå, høje Cæsar; det er ikke tjenligt – 
ORIBASES.
Geh, hoher Cäsar; es taugt nicht – 
FYRSTINDE HELENA.
Hvor dit tætte krøllede hår runder sig trodsigt om nakken. O, denne korte kødfulde nakke – 
HELENA.
Wie Dein dichtes, lockiges Haar sich trotzig um den Nacken ringelt! O, dieser kurze, fleischige Nacken – 
CÆSAR JULIAN.
Alle afgrundes afgrund –! 
JULIAN.
Abgrund aller Abgründe –! 
LÆGEN ORIBASES.
Vildelsen tager til – 
ORIBASES.
Der Wahnsinn nimmt zu – 
CÆSAR JULIAN.
Jeg mærker, jeg mærker. Vi må forske, Oribases! 
JULIAN.
Ich merke, ich merke. Wir müssen forschen, Oribases! 
FYRSTINDE HELENA
(ler sagte).
Nu vil han forske igen. – Blæk på fingrene; bogstøv i håret, – uvasket; fy, fy, hvor han stinker. 
HELENA
lächelt leise.
Jetzt will er wieder forschen – Tinte an den Fingern – Bücherstaub im Haar – ungewaschen –. Pfui; pfui; wie er stinkt! 
SLAVINDEN MYRRHA.
Herre, befaler du ikke, at jeg skal –? 
MYRRHA.
Herr, soll ich nicht –? 
CÆSAR JULIAN.
Væk med dig, kvinde! 
JULIAN.
Weg mit Dir, Weib! 
FYRSTINDE HELENA.
Hvor kunde du lade dig overvinde af ham, du brune svulmende barbar? Han kan ikke overvinde kvinder. Hvor jeg ækles ved denne vanmagtens dyd. 
HELENA.
Wie konntest Du Dich von ihm bezwingen lassen, Du brauner, kraftstrotzender Barbar? Er kann ja nicht ein Weib bezwingen. Wie sie mich anekelt, diese Tugend aus Ohnmacht! 
CÆSAR JULIAN.
Tilside med jer alle! Ikke så nær, Oribases! Jeg selv skal vogte fyrstinden. 
JULIAN.
Weg mit Euch allen! Nicht so nahe, Oribases! Ich selbst will die Fürstin überwachen. 
FYRSTINDE HELENA.
Vredes du på mig, du herlige? Gallos er jo død. Halshugget. Hvilket hug det må have været! Ikke skinsyg, du min første og sidste. Brænd Gallos i helvedes ild; – det var jo dog kun dig, dig, dig –! 
HELENA.
Zürnst Du mir, Herrlicher? Gallos ist ja tot. Geköpft. Was für ein Streich muß das gewesen sein! Nicht eifersüchtig, Du mein Erster und Letzter! Gallos brenne im Höllenfeuer – Du warst es doch nur, Du allein, der – 
CÆSAR JULIAN.
Ikke nærmere, Oribases! 
JULIAN.
Nicht näher, Oribases! 
FYRSTINDE HELENA.
Dræb presten også! Jeg vil ikke se ham efter dette. Du véd jo vor søde hemmelighed. O, du mine dages længsel, mine nætters henrykkelse! Det var jo dig selv, – i din tjeners skikkelse – i bedekamret; ja, ja, du var der; det var dig – i mørket, i luften, i virakens slørende skyer, hin nat, da den vordende Cæsar under mit hjerte – 
HELENA.
Töte den Priester auch! Ich will ihn fürder nicht mehr sehen. Du kennst ja unser süßes Geheimnis. Du Sehnsucht meiner Tage, Entzücken meiner Nächte! Du selbst warst es ja, – in Deines Dieners Gestalt – in der Betkammer – ja, ja, Du warst da – Du warst es – im Dunkel, in der Luft, in des Weihrauchs Schleierwolken – jene Nacht, da der werdende Cäsar unter meinem Herzen – 
CÆSAR JULIAN
(viger med et skrig).
Ah! 
JULIAN
prallt mit einem Schrei zurück.
Ah! 
FYRSTINDE HELENA
(med udbredte arme).
Min elsker og herre! Min, min –!
(hun falder om på gulvet; slavinderne iler til og flokker sig om hende.) 
HELENA
mit ausgebreiteten Armen.
Mein Herr und Geliebter! Mein, mein –!
Sie fällt zu Boden; Sklavinnen eilen hinzu und umringen sie. 
CÆSAR JULIAN
(står et øjeblik ubevægelig; da knytter han hånden ivejret og råber):
Galilæer!
(Slavinderne bærer fyrstinden ud til højre; i det samme kommer ridderen Sallust hurtigt ind gennem døren i baggrunden.) 
JULIAN
steht einen Augenblick unbeweglich; dann ballt er die Hand, streckt sie empor und ruft:
Galiläer!
Die Sklavinnen tragen die Prinzessin rechts hinaus; in demselben Augenblick kommt der Ritter SALLUST schnell durch die Tür des Hintergrundes. 
RIDDEREN SALLUST.
Fyrstinden i afmagt! O, så var det dog så! 
SALLUST.
Die Fürstin in Ohnmacht! So ist es doch wahr! 
CÆSAR JULIAN
(griber lægen om armen og fører ham tilside).
Sig sandheden! Har du før idag vidst, at –; nu ja, du forstår mig; har du før idag vidst noget om – om fyrstindens tilstand? 
JULIAN
ergreift den Arzt beim Arm und führt ihn beiseite.
Sag’ die Wahrheit! Hast Du bis zum heutigen Tage nicht gewußt – nun, Du verstehst mich doch – hast Du bis zum heutigen Tage nichts gewußt von dem – Zustande der Fürstin! 
LÆGEN ORIBASES.
Jeg, som alle andre, herre! 
ORIBASES.
Ich so gut wie alle andern, Herr! 
CÆSAR JULIAN.
Og du har intet sagt mig, Oribases! 
JULIAN.
Und Du hast mir nichts gesagt, Oribases! 
LÆGEN ORIBASES.
Hvorledes, min Cæsar? 
ORIBASES.
Wie, mein Cäsar? 
CÆSAR JULIAN.
Hvor kunde du vove at fortie sligt! 
JULIAN.
Wie konntest Du wagen, so etwas zu verschweigen! 
LÆGEN ORIBASES.
Herre, der var ét, vi alle var uvidende om. 
ORIBASES.
Herr, eines nur haben wir alle nicht gewußt – 
CÆSAR JULIAN.
Og det var? 
JULIAN.
Und das war? 
LÆGEN ORIBASES.
At Cæsar intet vidste.
(han vil gå.) 
ORIBASES.
Daß der Cäsar nichts wußte.
Er will gehen. 
CÆSAR JULIAN.
Hvorhen? 
JULIAN.
Wohin? 
LÆGEN ORIBASES.
Prøve de midler, som min kunst – 
ORIBASES.
Die Mittel versuchen, die meine Kunst – 
CÆSAR JULIAN.
Jeg tror, at din kunst vil vise sig unyttig. 
JULIAN.
Ich glaube, Deine Kunst wird vergeblich sein. 
LÆGEN ORIBASES.
Herre, det var dog muligt, at – 
ORIBASES.
Herr, es wäre doch nicht undenkbar, daß – 
CÆSAR JULIAN.
Unyttig, siger jeg! 
JULIAN.
Vergeblich, sage ich! 
LÆGEN ORIBASES
(et skridt tilbage).
Høje Cæsar, det er min pligt at være dig ulydig i dette. 
ORIBASES
tritt einen Schritt zurück.
Hoher Cäsar, es ist meine Pflicht, Dir hierin nicht zu gehorchen. 
CÆSAR JULIAN.
Hvorledes tyder du mine ord? Gå, gå; prøv hvad din kunst –; frels kejserens søster; kejseren vilde føle sig utrøstelig, ifald hans kærlige omhu skulde drage nogen ulykke efter sig. Ja, du véd vel, at hine frugter var en gave fra kejseren? 
JULIAN.
Wie deutest Du meine Worte? Geh, geh! Sieh zu, – was Deine Kunst –; rette des Kaisers Schwester; der Kaiser würde untröstlich sein, wenn seine zärtliche Fürsorge ein Unglück nach sich zöge. Du weißt doch, daß jene Früchte ein Geschenk des Kaisers waren? 
LÆGEN ORIBASES.
Ah! 
ORIBASES.
Ah! 
CÆSAR JULIAN.
Gå, gå, mand, – og prøv, hvad din kunst – 
JULIAN.
Geh, geh, Mann! und sieh zu, was Deine Kunst – 
LÆGEN ORIBASES
(bøjer sig ærbødigt).
Jeg tror, min kunst er unyttig, herre!
(han går ud til højre.) 
ORIBASES
verbeugt sich ehrerbietig.
Ich glaube, meine Kunst ist vergeblich, Herr!
Er geht rechts ab. 
CÆSAR JULIAN.
Ah, du, Sallust! Hvad tykkes dig? Nu begynder skæbnens bølger at vælte ind over slægten igen. 
JULIAN.
Ah, Du, Sallust! Was bedünkt Dich? Des Schicksals Wogen wälzen sich wieder drohend über unser Geschlecht hin. 
RIDDEREN SALLUST.
O, men der er redning. Oribases vil – 
SALLUST.
Noch ist Rettung. Oribases will – 
CÆSAR JULIAN
(kort og afværgende).
Fyrstinden dør. 
JULIAN
kurz und abwehrend.
Die Fürstin stirbt! 
RIDDEREN SALLUST.
O, om jeg turde tale! Om jeg turde efterspore de lønlige tråde i dette fordærvelsens spind! 
SALLUST.
Wenn ich sprechen dürfte! Wenn ich den heimlichen Fäden in diesem höllischen Gespinst nachspüren dürfte! 
CÆSAR JULIAN.
Vær trøstig, ven; alle trådene skal komme for en dag, og så – 
JULIAN.
Sei getrost, Freund! Eines Tages liegen alle Fäden offen, und dann – 
TRIBUNEN DECENTIUS
(kommer fra baggrunden).
Hvorledes skal jeg nærme mig Cæsars åsyn! Hvor urandsagelige er ikke Guds veje! Sønderknust –; gid du kunde læse i mine indvolde! Jeg sorgens og ulykkens bud –! 
DER TRIBUN DECENTIUS
erscheint im Hintergrunde.
Wie soll ich vor Cäsars Antlitz treten! Wie unerforschlich sind doch Gottes Wege! Zerschmettert bin ich –. Könntest Du in meinem Innern lesen! Ich, der Trauer und des Unglücks Bote –! 
CÆSAR JULIAN.
Ja, det må du sige to gange, ædle Decentius! Og hvorledes skal jeg vel udfinde ord, bløde og slørende nok, for at bringe dette i en tålelig fremstilling for kejserens broderlige øre! 
JULIAN.
Ja, das mußt Du zweimal sagen, edler Decentius! Und wie soll ich Worte finden, sanft und schonend genug, um das da in erträglicher Darstellung vor das brüderliche Ohr des Kaisers zu bringen! 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Usaligt, at noget sådant skulde hændes næsten samtidigt med min sendelse! Og just nu! O, dette lynslag fra forhåbningernes skyløse himmel! 
DECENTIUS.
Ein Unheil, daß so etwas mit meiner Sendung zusammentreffen mußte! Und gerade jetzt! Dieser Blitz aus dem wolkenlosen Himmel der Hoffnungen! 
CÆSAR JULIAN.
Ja, denne skæbnens opdukkende og opslugende havstorm, just som skibet syntes at ville løbe ind i en længe forønsket havn; denne, denne –; sorgen gør os veltalende, Decentius, – dig, som mig. Men først forretninger. De to Nubiere skal fængsles og forhøres. 
JULIAN.
Ja, dieser Meeressturm des Geschickes, der losbricht und das Schiff verschlingt, – und gerade in dem Augenblicke, da es in den lang ersehnten Hafen einlaufen will. O dieser, dieser –! Der Schmerz macht uns beredt, Decentius, – Dich wie mich. Aber zuvor die Geschäfte. Die beiden Nubier sollen verhaftet und verhört werden. 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Nubierne, herre? Tror du min harmfulde iver kunde tåle, at de to upåpasselige tjenere et øjeblik længer –? 
DECENTIUS.
Die Nubier, Herr? Glaubst Du, mein ergrimmter Eifer konnte dulden, daß diese beiden pflichtvergessenen Diener einen Augenblick länger –? 
CÆSAR JULIAN.
Hvorledes? Du har dog vel aldrig –? 
JULIAN.
Wie? Du hast doch wohl nicht –? 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Kald mig en ilsindet mand, høje Cæsar; men min kærlighed til kejseren og til hans sorgtrufne hus måtte i sandhed være ringere, end den er, ifald den i en slig stund kunde give rum for sindigt overlæg. 
DECENTIUS.
Nenne mich übereilt, hoher Cäsar, – aber meine Liebe zum Kaiser und zu seinem schmerzbetroffenen Hause müßte in der Tat weniger groß sein, wenn sie in solchem Augenblick hätte ruhiger Überlegung Raum geben können. 
CÆSAR JULIAN.
Du har ladet begge slaverne dræbe? 
JULIAN.
Du hast die beiden Sklaven töten lassen? 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Havde de ikke syvfold fortjent døden, de efterladne? Det var to hedenske vildmænd, herre! Deres vidnesbyrd vilde ikke have tjent til noget; det var mig umuligt at få presset andet ud af dem, end at de havde ladet hine vigtige ting henstå en temmelig lang tid i forsalen uden bevogtning, tilgængelige for alle og enhver – 
DECENTIUS.
Hatten sie den Tod nicht siebenfach verdient, die Unachtsamen? Es waren ja Wilde, Herr, und Heiden! Ihr Zeugnis hätte zu nichts gedient; es war mir nicht möglich, etwas anderes aus ihnen herauszubringen als die Aussage, daß sie jene wichtigen Dinge ziemlich lange hatten im Vorsaal ohne Bewachung stehen lassen, allen und jedem zugänglich – 
CÆSAR JULIAN.
Aha! Ja så, Decentius! 
JULIAN.
Aha! Ja so, Decentius! 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Jeg anklager ingen. O, men, dyrebare Cæsar, jeg varer dig ad; thi du er omgiven af utro tjenere. Dit hof – hvilken usalig misforståelse! – man har troet at skimte et slags unåde, eller hvad jeg skal kalde det, bag de forholdsregler, som kejseren nødtvungen har måttet træffe her; kort og godt – 
DECENTIUS.
Ich klage keinen an. Aber, teurer Cäsar, ich warne Dich, – Du bist umgeben von ungetreuen Dienern. Dein Hof – welch unseliges Mißverständnis! – man hat geglaubt, eine Art von Ungnade, oder wie ich es sonst nennen soll, hinter den Verhaltungsmaßregeln zu erblicken, die der Kaiser notgedrungen hier anordnen mußte. Kurz und gut – 
STALDMESTEREN SINTULA
(kommer fra baggrunden).
Herre, du har givet mig et hverv, som jeg på ingen måde magter. 
STALLMEISTER SINTULA
kommt durch die Mitte.
Herr, Du hast mir ein Amt gegeben, dem ich in keiner Weise gewachsen bin. 
CÆSAR JULIAN.
Kejseren har givet dig hvervet, gode Sintula! 
JULIAN.
Der Kaiser hat Dir das Amt gegeben, guter Sintula! 
STALDMESTEREN SINTULA.
Tag det fra mig, herre; jeg er det i sandhed ikke voksen. 
SINTULA.
Nimm es mir ab, Herr, – ich bin ihm wahrhaftig nicht gewachsen. 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Hvad er hændt? 
DECENTIUS.
Was ist geschehen? 
STALDMESTEREN SINTULA.
Lejren er i vildt oprør. Legionstropperne og de bundsforvandte rotter sig sammen – 
SINTULA.
Das Lager ist in wildem Aufruhr. Die Legionstruppen und die Bundesgenossen rotten sich zusammen – 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Trods imod kejserens vilje! 
DECENTIUS.
Auflehnung gegen den Willen des Kaisers! 
STALDMESTEREN SINTULA.
Soldaterne råber på, at de vil holde sig til Cæsars løfter. 
SINTULA.
Die Soldaten rufen, sie hielten sich an Cäsars Versprechungen. 
CÆSAR JULIAN.
Hør, hør; disse brøl udenfor –! 
JULIAN.
Hört, hört, – dieses Gebrüll draußen –! 
STALDMESTEREN SINTULA.
Sværmen stormer hid – 
SINTULA.
Die Rotte stürmt hierher – 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Lad ingen slippe ind! 
DECENTIUS.
Laßt keinen ein. 
RIDDEREN SALLUST
(ved vinduet).
Det er for sent; hele pladsen er opfyldt af truende soldater. 
SALLUST
am Fenster.
Es ist zu spät! Der ganze Platz ist erfüllt von drohenden Soldaten. 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Cæsars dyre liv er i fare! Hvor er Florentius? 
DECENTIUS.
Des Cäsar teures Leben in Gefahr! Wo ist Florentius? 
STALDMESTEREN SINTULA.
Flygtet. 
SINTULA.
Geflohen. 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Den storpralende usling! Men Severus da? 
DECENTIUS.
Der großmäulige Lump! Und Severus –? 
STALDMESTEREN SINTULA.
Severus siger sig syg; han har ladet sig køre ud til sit landgods. 
SINTULA.
Severus meldet sich krank; er hat sich auf sein Landgut fahren lassen. 
CÆSAR JULIAN.
Jeg vil selv tale med de rasende. 
JULIAN.
Ich selbst will mit den Rasenden reden. 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Ikke af stedet, høje Cæsar! 
DECENTIUS.
Nicht von der Stelle, hoher Cäsar! 
CÆSAR JULIAN.
Hvad nu? 
JULIAN.
Was soll das heißen? 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Det er min pligt, nådigste herre; kejserens bud –; hans dyrebare slægtnings liv –; Cæsar er min fange. 
DECENTIUS.
Es ist meine Pflicht, gnädigster Herr! Des Kaisers Gebot, – seines teuren Vetters Leben, – Cäsar ist mein Gefangener! 
RIDDEREN SALLUST.
Ah! 
SALLUST.
Ah! 
CÆSAR JULIAN.
Så kom det dog! 
JULIAN.
Also doch! 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Hustropperne, Sintula! Du har at føre Cæsar i sikkerhed til Rom. 
DECENTIUS.
Die Haustruppen, Sintula! Du hast Cäsar nach Rom zu geleiten und haftest für sein Leben. 
CÆSAR JULIAN.
Til Rom! 
JULIAN.
Nach Rom! 
STALDMESTEREN SINTULA.
Hvad siger du, herre! 
SINTULA.
Was sagst Du, Herr!? 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Til Rom, siger jeg! 
DECENTIUS.
Nach Rom, sage ich! 
CÆSAR JULIAN.
Som Gallos! (råber gennem vinduet.) Hjælp, hjælp! 
JULIAN.
Wie Gallos! Er ruft durch das Fenster. Zu Hilfe, zu Hilfe! 
RIDDEREN SALLUST.
Flygt, min Cæsar! Flygt, flygt!
(Vilde skrig høres udenfor. Romerske legionssoldater, bataviske hjælpetropper og andre bundsforvandte stiger ind gennem vinduet. På samme tid trænger en anden sværm1 ind gennem døren i baggrunden. Blandt de forreste er fanebæreren Mauros; kvinder, til dels med børn på armene, følger de indtrængende.) 
SALLUST.
Flieh, mein Cäsar! Flieh, flieh!
Wilder Lärm erschallt draußen. Römische Legionssoldaten, batavische Hilfstruppen und andere Bundesgenossen steigen durch das Fenster ein; zugleich dringt ein anderer Haufen durch die Mitte ein. Unter den ersten der Fahnenträger MAUROS; Frauen, zum Teil mit Kindern auf den Armen, folgen den Eindringenden. 
SKRIG BLANDT SOLDATERNE.
Cæsar, Cæsar! 
RUF DER SOLDATEN.
Cäsar! Cäsar! 
ANDRE STEMMER.
Cæsar, hvi har du forrådt os? 
ANDERE STIMMEN.
Cäsar, warum hast Du uns verraten? 
ATTER ANDRE.
Ned med den troløse Cæsar! 
ANDERE.
Nieder mit dem treulosen Cäsar! 
CÆSAR JULIAN
(kaster sig med udbredte arme midt ind iblandt soldaterne og råber):
Medkæmpere, krigsbrødre, – frels mig fra mine fiender! 
JULIAN
wirft sich mit ausgebreiteten Armen mitten unter die Soldaten und ruft:
Mitkämpfer, Kriegsgenossen! – rettet mich vor meinen Feinden! 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Ah, hvad er det –! 
DECENTIUS.
Was ist das –! 
VILDE SKRIG.
Ned med Cæsar! Slå Cæsar ned! 
WILDE RUFE.
Nieder mit dem Cäsar! Schlagt den Cäsar nieder! 
CÆSAR JULIAN.
Slut kreds om mig; drag eders sværd! 
JULIAN.
Schließt einen Kreis um mich – zieht Eure Schwerter! 
FANEBÆREREN MAUROS.
De er alt dragne! 
MAUROS.
Sie sind schon gezogen. 
KVINDER.
Hug ham; hug ham! 
FRAUEN.
Schlagt zu! Schlagt zu! 
CÆSAR JULIAN.
Tak, at I kom! Mauros! Ærlige Mauros! Ja, ja; på dig kan jeg stole. 
JULIAN.
Dank, daß Ihr gekommen seid! Mauros! Braver Mauros! Ja, – auf Dich kann ich mich verlassen. 
BATAVISKE SOLDATER.
Hvor tør du sende os til jordens grænser? Var det det, du tilsvor os? 
BATAVISCHE SOLDATEN.
Wie darfst Du uns nach den Grenzen der Erde verschicken? Hast Du uns das geschworen? 
ANDRE BUNDSFORVANDTE.
Ikke over Alperne! Det pligter vi ikke! 
ANDERE BUNDESGENOSSEN.
Nicht über die Alpen! Dazu sind wir nicht verpflichtet! 
CÆSAR JULIAN.
Ikke til Rom! Jeg går ikke; de vil myrde mig, som de myrded min broder Gallos! 
JULIAN.
Nicht nach Rom! Ich gehe nicht, – sie wollen mich morden, wie sie meinen Bruder Gallos gemordet haben! 
FANEBÆREREN MAUROS.
Hvad siger du, herre? 
MAUROS.
Was sagst Du, Herr? 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Tro ham ikke! 
DECENTIUS.
Glaub’ ihm nicht! 
CÆSAR JULIAN.
Rør ikke den ædle Decentius; han er uden skyld. 
JULIAN.
Rührt nicht den edlen Decentius an, – er ist ohne Schuld. 
UNDERFØREREN LAIPSO.
Det er sandt; Cæsar er den skyldige. 
UNTERBEFEHLSHABER LAIPSO.
Es ist wahr! Cäsar ist der Schuldige! 
CÆSAR JULIAN.
Ah, er det dig, Laipso! Kække ven, er det dig? Du slog godt ved Argentoratum. 
JULIAN.
Ah, Du bist es, Laipso! Kühner Freund, Du bist es? Du schlugst Dich gut bei Argentoratum. 
UNDERFØREREN LAIPSO.
Det mindes Cæsar? 
LAIPSO.
Dessen erinnert sich Cäsar? 
UNDERFØREREN VARRO.
Sine løfter mindes han ikke! 
UNTERBEFEHLSHABER VARRO.
Seiner Versprechungen erinnert er sich nicht! 
CÆSAR JULIAN.
Var det ikke den uforfærdede Varros røst, jeg der fornam? Der har vi ham jo! Dit sår er lægt, ser jeg. O, du velfortjente kriger, – at det dog skulde nægtes mig at gøre dig til høvedsmand. 
JULIAN.
War das nicht die Stimme. des unerschrocknen Varro, die ich da vernahm? Da ist er ja! Deine Wunde ist geheilt, wie ich sehe. Du hochverdienter Krieger, – daß es mir nicht vergönnt sein soll, Dich zum Hauptmann zu machen! 
UNDERFØREREN VARRO.
Har du virkelig villet det? 
VARRO.
Hast Du das wirklich gewollt? 
CÆSAR JULIAN.
Lægg ikke kejseren til last, at han afslog min bøn. Kejseren kender ingen af eder, således, som jeg kender eder. 
JULIAN.
Trag’s dem Kaiser nicht nach, daß er meine Bitte abschlug. Der Kaiser kennt keinen von Euch, so, wie ich Euch kenne. 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Soldater, hør mig –! 
DECENTIUS.
Soldaten, hört mich –! 
MANGE STEMMER.
Vi har intet med kejseren at skaffe. 
VIELE STIMMEN.
Wir haben mit dem Kaiser nichts zu schaffen! 
ANDRE
(trænger truende frem).
Cæsar skal stå os til regnskab! 
ANDERE
drängen drohend vor.
Cäsar soll uns Rede stehen! 
CÆSAR JULIAN.
Hvad magt har vel eders ulykkelige Cæsar, I venner? Man vil føre mig til Rom. Man nægter mig at forvalte endog mine egne sager. Man lægger beslag på min andel af krigsbyttet. Fem guldstykker og et pund sølv havde jeg tænkt at skænke hver soldat, men – 
JULIAN.
Welche Macht hat denn Euer unglücklicher Cäsar, Ihr Freunde? Man will mich nach Rom schaffen. Man nimmt mir sogar die Regelung meiner eigenen Angelegenheiten. Man legt Beschlag auf meinen Anteil an der Kriegsbeute. Fünf Goldstücke und ein Pfund Silber dachte ich jedem Soldaten zu schenken, aber – 
SOLDATERNE.
Hvad siger han? 
DIE SOLDATEN.
Was sagt er? 
CÆSAR JULIAN.
Det er ikke kejseren, som forbyder det; det er onde og misundelige rådgivere. Kejseren er god, I kære venner! O, men kejseren er syg; han kan intet udrette – 
JULIAN.
Es ist nicht der Kaiser, der es untersagt – es sind böse, mißgünstige Ratgeber! Der Kaiser ist gut, Ihr lieben Freunde! Aber der Kaiser ist krank, er kann nichts ausrichten – 
MANGE SOLDATER.
Fem guldstykker og et pund sølv! 
VIELE SOLDATEN.
Fünf Goldstücke und ein Pfund Silber! 
ANDRE SOLDATER.
Og det nægtes os! 
ANDERE SOLDATEN.
Und das wird uns verweigert! 
ATTER ANDRE.
Hvem tør nægte Cæsar noget! 
ANDERE. Wer darf dem Cäsar etwas verweigern! 
FANEBÆREREN MAUROS.
Således handler man med Cæsar, soldaternes fader! 
MAUROS.
So behandelt man den Cäsar, den Vater der Soldaten! 
UNDERFØREREN LAIPSO.
Med Cæsar, som mere har været os en ven end en herre! Eller har han kanske ikke? 
LAIPSO.
Diesen Cäsar, der uns mehr Freund als Herr gewesen ist! Oder war er das etwa nicht? 
MANGE STEMMER.
Jo, jo, det har han! 
VIELE STIMMEN.
Ja! Ja! Das war er! 
UNDERFØREREN VARRO.
Bør ikke Cæsar, sejrherren, kunne vælge til høvedsmænd, hvem han vil? 
VARRO.
Darf nicht Cäsar, der Sieger, zum Hauptmann machen, wen er will? 
FANEBÆREREN MAUROS.
Bør han ikke have fri rådighed over det bytte, som er tilfaldet ham? 
MAUROS.
Darf er nicht frei über die Beute verfügen, die ihm zugefallen ist? 
HØJE RÅB.
Jo, jo, jo! 
LAUTE RUFE.
Ja! Ja! Ja! 
CÆSAR JULIAN.
Ak, hvad vilde det vel gavne eder? Hvad brug kan I gøre af jordiske goder, I, som skal føres bort til de fjerneste lande for at gå en uviss skæbne imøde – 
JULIAN.
Ach, was würde das Euch nützen? Was wollt Ihr mit irdischen Gütern anfangen, Ihr, die Ihr nach den fernsten Ländern geschickt werden sollt, um einem Ungewissen Schicksal entgegen zu gehen – 
SOLDATERNE.
Vi går ikke! 
SOLDATEN.
Wir gehen nicht! 
CÆSAR JULIAN.
Se ikke på mig; jeg skammer mig; thi jeg er nær ved at udgyde en tårestrøm, når jeg tænker på, at I inden få måneder skal gives til pris for sygdomme, for hunger og for en blodtørstig fiendes våben. 
JULIAN.
Seht mich nicht an – ich schäme mich – denn mir kommen die bitteren Tränen, wenn ich daran denke, daß Ihr in wenigen Monden der Krankheit, dem Hunger und den Waffen eines blutdürstigen Feindes preisgegeben sein sollt. 
MANGE SOLDATER
(stimler om ham).
Cæsar! Gode Cæsar! 
VIELE SOLDATEN
scharen sich um ihn.
Cäsar! Guter Cäsar! 
CÆSAR JULIAN.
Og nu eders værgeløse hustruer og børn, som I må efterlade i de spredte hjem! Hvo skal skærme disse medynksværdige, disse vordende enker og faderløse, der snart vil være udsatte for Alemanernes hævngerrige overfald? 
JULIAN.
Und dann Eure wehrlosen Frauen und Kinder, die Ihr zurücklassen müßt in den einsamen Heimstätten! Wer soll die Bejammernswerten beschirmen, diese künftigen Witwen und Waisen, die bald den Überfällen rachegieriger Alemannen ausgesetzt sein werden? 
KVINDERNE
(grædende).
Cæsar, Cæsar, tag dig af os! 
DIE FRAUEN
weinend.
Cäsar, Cäsar, nimm Dich unser an! 
CÆSAR JULIAN
(ligeledes i gråd).
Hvad er Cæsar? Hvad mægter den faldne Cæsar? 
JULIAN
ebenfalls in Tränen.
Was ist Cäsar? Was vermag der gestürzte Cäsar? 
UNDERFØREREN LAIPSO.
Skriv til kejseren og lad ham vide – 
LAIPSO.
Schreib an den Kaiser und sag’ ihm – 
CÆSAR JULIAN.
Ak, hvad er kejseren? Kejseren er syg på sind og legem; han er nedbrudt af omhu for rigets vel. Ikke sandt, Decentius? 
JULIAN.
Ach, was ist der Kaiser? Der Kaiser ist krank an Geist und Körper; er ist gebrochen von Sorgen um das Wohl des Reiches. Nicht wahr, Decentius? 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Jo, visselig; men – 
DECENTIUS.
Gewiß, – jedoch – 
CÆSAR JULIAN.
Hvor skar det mig ikke i hjertet, da jeg erfor – – (han trykker de omståendes hænder.) Bed for hans sjæl, I, som dyrker den gode Kristus! Bring offer for hans helse, I, som er forblevne trofaste imod eders fædrene guder! – – Véd I vel, at kejseren har holdt sejrsindtog i Rom? 
JULIAN.
Wie schnitt es mir ins Herz, als ich erfuhr –. Er drückt den Umstehenden die Hände. Betet für seine Seele, Ihr, die Ihr den lieben Herrn Christus verehrt! Bringt Opfer für seine Genesung, Ihr, die Ihr den Göttern Eurer Väter treu geblieben seid! – Wißt Ihr wohl, daß der Kaiser seinen Triumphzug in Rom gehalten hat? 
FANEBÆREREN MAUROS.
Har kejseren? 
MAUROS.
Der Kaiser? 
UNDERFØREREN VARRO.
Hvad? Slagen, som han kom fra Donau? 
VARRO.
Wie? Er kam doch besiegt von der Donau?! 
CÆSAR JULIAN.
Som han kom fra Donau har han holdt sejrsindtog for vore sejrvindinger – 
JULIAN.
Kam besiegt von der Donau und hat für unsre Siege Triumphzug gehalten – 
TRIBUNEN DECENTIUS
(truende).
Høje Cæsar, betænk –! 
DECENTIUS
drohend.
Hoher Cäsar, bedenke –! 
CÆSAR JULIAN.
Ja, det er sandt, som tribunen siger; betænk, hvorledes kejserens sind må være omsløret, når sligt kan ske? O, min hårdt hjemsøgte frænde! Da han i Rom red igennem Konstantins vældige bue, trode han sig så stor, at han krummed ryggen og luded sit hoved ned imod sadelknappen. 
JULIAN.
Es ist so, wie der Tribun sagt: – bedenkt, wie umwölkt des Kaisers Gemüt sein muß, wenn so etwas geschehen kann! Mein schwergeprüfter Vetter! Da er in Rom durch Konstantins gewaltigen Bogen ritt, dünkte er sich so groß, daß er den Rücken krümmte und sein Haupt bis auf den Sattelknauf beugte. 
FANEBÆREREN MAUROS.
Som en hane i en porthvælving!
(Latter blandt soldaterne.) 
MAUROS.
Wie ein Hahn unter einem Torweg!
Gelächter unter den Soldaten. 
ENKELTE STEMMER.
Er det en kejser! 
EINZELNE STIMMEN.
Ist das ein Kaiser! 
UNDERFØREREN VARRO.
Og ham skal vi lyde! 
VARRO.
Und dem sollen wir gehorchen! 
UNDERFØREREN LAIPSO.
Væk med ham! 
LAIPSO.
Weg mit ihm! 
FANEBÆREREN MAUROS.
Cæsar, tag du styret! 
MAUROS.
Cäsar, nimm Du das Steuer – 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Oprør –! 
DECENTIUS.
Aufruhr –! 
MANGE STEMMER.
Tag magten; tag magten, Cæsar! 
VIELE STIMMEN.
Übernimm die Herrschaft, übernimm die Herrschaft, Cäsar! 
CÆSAR JULIAN.
Afsindige! Er det at tale som Romere? Vil I efterligne de alemanske barbarer? Hvad var det, Knodomar råbte ved Argentoratum? Svar mig, gode Mauros, – hvad råbte han? 
JULIAN.
Wahnwitzige! Heißt das wie Römer gesprochen? Wollt Ihr den alemannischen Barbaren gleichen? Was rief Knodomar bei Argentoratum? Antworte mir, guter Mauros – was rief er? 
FANEBÆREREN MAUROS.
Han råbte: leve kejser Julian! 
MAUROS.
Er rief: Es lebe Kaiser Julian! 
CÆSAR JULIAN.
Ah, ti, ti! Hvad siger du dog? 
JULIAN.
Ach, schweig, schweig, – was sagst Du doch da? 
FANEBÆREREN MAUROS.
Leve kejser Julian! 
MAUROS.
Es lebe Kaiser Julian! 
DE BAGENFOR STÅENDE.
Hvad går for sig? 
DIE HINTEN STEHENDEN.
Was geht da vor? 
UNDERFØREREN VARRO.
De udråber Cæsar Julian til kejser! 
VARRO.
Sie rufen Cäsar Julian zum Kaiser aus! 
HØJE SKRIG.
Leve kejseren! Leve kejser Julian!
(Råbet forplanter sig i videre og videre kredse udenfor; alle taler i munden på hverandre; Cæsar Julian kan i lang tid ikke komme tilorde.) 
LAUTE RUFE.
Es lebe der Kaiser! Es lebe Kaiser Julian!
Der Ruf pflanzt sich draußen weiter und weiter fort; alle sprechen durcheinander; Julian kann lange nicht zu Worte kommen. 
CÆSAR JULIAN.
O, jeg beder eder bønligt –! Soldater, venner, kampfæller, – se, jeg udstrækker mine skælvende arme –! Ængst dig ikke, min Decentius! – O, at jeg måtte opleve dette! Jeg lægger eder intet til last, I trofaste; det er fortvilelsen, som har drevet jer. I vil det. Godt; jeg underkaster mig hærens vilje. – Sintula, lad mine krigsøverster samles. – Du, tribun, kan vidne for Konstanzios, at jeg kun nødtvungen – (vender sig til Varro.) Gå, høvedsmand, og forkynd i lejren denne uventede forandring. Jeg selv vil uden ophold skrive til Rom – 
JULIAN.
Ich beschwöre Euch –! Soldaten, Freunde, Kampfgefährten, – seht, ich strecke zitternd meine Arme aus –! Hab’ keine Furcht, mein Decentius! – O, daß ich dies erleben mußte! Ich mache Euch keinen Vorwurf, Ihr Getreuen! Es ist die Verzweiflung, die Euch so weit treibt! Ihr wollt es! Gut! – ich unterwerfe mich dem Willen des Heeres. – Sintula, laß meinen Kriegsrat sich versammeln. Du, Tribun, kannst vor Konstantios bezeugen, daß ich nur notgedrungen –. Wendet«sich zu Varro. Geh, Hauptmann, und verkünd’ im Lager diesen unerwarteten Wandel der Dinge. Ich selbst will ohne Verzug nach Rom schreiben – 
RIDDEREN SALLUST.
Herre, soldaterne vil se dig. 
SALLUST.
Herr, die Soldaten wollen Dich sehen. 
FANEBÆREREN MAUROS.
En gylden ring om dit hoved, kejser! 
MAUROS.
Einen goldenen Reif um Dein Haupt, Kaiser! 
CÆSAR JULIAN.
Et sligt smykke har jeg aldrig ejet. 
JULIAN.
Solch einen Schmuck habe ich nie besessen. 
FANEBÆREREN MAUROS.
Denne kan gøre det.
(han aftager sin halskæde og slynger den flerdobbelt om Cæsars pande.) 
MAUROS.
Das tut’s auch!
Er nimmt seine Halskette ab und schlingt sie mehrmals um Julians Stirn. 
RÅB UDENFOR.
Kejseren; kejseren! Vi vil se kejseren! 
RUFE
draußen.
Den Kaiser! Den Kaiser! Wir wollen den Kaiser sehen! 
SOLDATER.
På skjoldet med ham! Op, op!
(De omstående løfter Julian højt ivejret på et skjold og viser ham for mængden under længe vedvarende bifaldsråb.) 
SOLDATEN.
Auf den Schild mit ihm! Hinauf, hinauf!
Die Umstehenden heben Julian auf einem Schild hoch empor und zeigen ihn der Menge unter langanhaltenden Beifallsrufen. 
CÆSAR JULIAN.
Hærens vilje ske! Jeg bøjer mig for det uundgåelige og fornyer alle tilsagn – 
JULIAN.
Des Heeres Wille geschehe! Ich beuge mich dem Unabwendbaren und erneuere alle Zusagen – 
LEGIONSSOLDATER.
Fem guldstykker og et pund sølv! 
LEGIONSSOLDATEN.
Fünf Goldstücke und ein Pfund Silber! 
BATAVER.
Ikke over Alperne! 
BATAVER.
Nicht über die Alpen! 
CÆSAR JULIAN.
Vi vil sætte os fast i Vienna. Den stad er Galliens stærkeste og derhos rig på allehånde forråd. Der er det min agt at vente, indtil vi ser, om min nedbøjede frænde billiger, hvad vi her, til rigets tarv, har vedtaget – 
JULIAN.
Wir wollen uns in Vienna festsetzen. Es ist die stärkste Stadt in Gallien, und dazu ist sie reich an allerhand Vorrat. Es ist meine Absicht, dort abzuwarten, ob mein niedergebeugter Vetter billigt, was wir hier zu des Reiches Frommen festgesetzt haben. 
RIDDEREN SALLUST.
Det gør han ikke, herre! 
SALLUST.
Er tut es nicht, Herr! 
CÆSAR JULIAN
(med oprakte hænder).
Guddommelige visdom, lys op i hans formørkede sjæl og led ham til det bedste! Vær med mig, du lykke, som aldrig har svigtet mig før! 
JULIAN
mit erhobenen Händen.
Göttliche Weisheit, erleuchte seine verdüsterte Seele und leite ihn zum Heile! Sei mit mir, Glück, das mir bis heute noch immer treu gewesen ist! 
MYRRHA OG KVINDERNE
(veklagende udenfor til højre).
Død, død, død!


 
MYRRHA UND DIE FRAUEN
wehklagend draußen rechts.
Tot, tot, tot!


 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login