Bibliotheca Polyglotta

Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Complete text

Title

Part I: I Cæsars frafald

Part II: Kejser Julian

Back to library

CÆSAR JULIAN.
Tilside med jer alle! Ikke så nær, Oribases! Jeg selv skal vogte fyrstinden.

JULIAN.
Weg mit Euch allen! Nicht so nahe, Oribases! Ich selbst will die Fürstin überwachen.

FYRSTINDE HELENA.
Vredes du på mig, du herlige? Gallos er jo død. Halshugget. Hvilket hug det må have været! Ikke skinsyg, du min første og sidste. Brænd Gallos i helvedes ild; – det var jo dog kun dig, dig, dig –!

HELENA.
Zürnst Du mir, Herrlicher? Gallos ist ja tot. Geköpft. Was für ein Streich muß das gewesen sein! Nicht eifersüchtig, Du mein Erster und Letzter! Gallos brenne im Höllenfeuer – Du warst es doch nur, Du allein, der –

CÆSAR JULIAN.
Ikke nærmere, Oribases!

JULIAN.
Nicht näher, Oribases!

FYRSTINDE HELENA.
Dræb presten også! Jeg vil ikke se ham efter dette. Du véd jo vor søde hemmelighed. O, du mine dages længsel, mine nætters henrykkelse! Det var jo dig selv, – i din tjeners skikkelse – i bedekamret; ja, ja, du var der; det var dig – i mørket, i luften, i virakens slørende skyer, hin nat, da den vordende Cæsar under mit hjerte –

HELENA.
Töte den Priester auch! Ich will ihn fürder nicht mehr sehen. Du kennst ja unser süßes Geheimnis. Du Sehnsucht meiner Tage, Entzücken meiner Nächte! Du selbst warst es ja, – in Deines Dieners Gestalt – in der Betkammer – ja, ja, Du warst da – Du warst es – im Dunkel, in der Luft, in des Weihrauchs Schleierwolken – jene Nacht, da der werdende Cäsar unter meinem Herzen –

CÆSAR JULIAN
(viger med et skrig).
Ah!

JULIAN
prallt mit einem Schrei zurück.
Ah!

FYRSTINDE HELENA
(med udbredte arme).
Min elsker og herre! Min, min –!
(hun falder om på gulvet; slavinderne iler til og flokker sig om hende.)

HELENA
mit ausgebreiteten Armen.
Mein Herr und Geliebter! Mein, mein –!
Sie fällt zu Boden; Sklavinnen eilen hinzu und umringen sie.

CÆSAR JULIAN
(står et øjeblik ubevægelig; da knytter han hånden ivejret og råber):
Galilæer!
(Slavinderne bærer fyrstinden ud til højre; i det samme kommer ridderen Sallust hurtigt ind gennem døren i baggrunden.)

JULIAN
steht einen Augenblick unbeweglich; dann ballt er die Hand, streckt sie empor und ruft:
Galiläer!
Die Sklavinnen tragen die Prinzessin rechts hinaus; in demselben Augenblick kommt der Ritter SALLUST schnell durch die Tür des Hintergrundes.

RIDDEREN SALLUST.
Fyrstinden i afmagt! O, så var det dog så!

SALLUST.
Die Fürstin in Ohnmacht! So ist es doch wahr!

CÆSAR JULIAN
(griber lægen om armen og fører ham tilside).
Sig sandheden! Har du før idag vidst, at –; nu ja, du forstår mig; har du før idag vidst noget om – om fyrstindens tilstand?

JULIAN
ergreift den Arzt beim Arm und führt ihn beiseite.
Sag’ die Wahrheit! Hast Du bis zum heutigen Tage nicht gewußt – nun, Du verstehst mich doch – hast Du bis zum heutigen Tage nichts gewußt von dem – Zustande der Fürstin!

LÆGEN ORIBASES.
Jeg, som alle andre, herre!

ORIBASES.
Ich so gut wie alle andern, Herr!

CÆSAR JULIAN.
Og du har intet sagt mig, Oribases!

JULIAN.
Und Du hast mir nichts gesagt, Oribases!

LÆGEN ORIBASES.
Hvorledes, min Cæsar?

ORIBASES.
Wie, mein Cäsar?

CÆSAR JULIAN.
Hvor kunde du vove at fortie sligt!

JULIAN.
Wie konntest Du wagen, so etwas zu verschweigen!

LÆGEN ORIBASES.
Herre, der var ét, vi alle var uvidende om.

ORIBASES.
Herr, eines nur haben wir alle nicht gewußt –

CÆSAR JULIAN.
Og det var?

JULIAN.
Und das war?

LÆGEN ORIBASES.
At Cæsar intet vidste.
(han vil gå.)

ORIBASES.
Daß der Cäsar nichts wußte.
Er will gehen.

CÆSAR JULIAN.
Hvorhen?

JULIAN.
Wohin?

LÆGEN ORIBASES.
Prøve de midler, som min kunst –

ORIBASES.
Die Mittel versuchen, die meine Kunst –

CÆSAR JULIAN.
Jeg tror, at din kunst vil vise sig unyttig.

JULIAN.
Ich glaube, Deine Kunst wird vergeblich sein.

LÆGEN ORIBASES.
Herre, det var dog muligt, at –

ORIBASES.
Herr, es wäre doch nicht undenkbar, daß –

CÆSAR JULIAN.
Unyttig, siger jeg!

JULIAN.
Vergeblich, sage ich!

LÆGEN ORIBASES
(et skridt tilbage).
Høje Cæsar, det er min pligt at være dig ulydig i dette.

ORIBASES
tritt einen Schritt zurück.
Hoher Cäsar, es ist meine Pflicht, Dir hierin nicht zu gehorchen.

CÆSAR JULIAN.
Hvorledes tyder du mine ord? Gå, gå; prøv hvad din kunst –; frels kejserens søster; kejseren vilde føle sig utrøstelig, ifald hans kærlige omhu skulde drage nogen ulykke efter sig. Ja, du véd vel, at hine frugter var en gave fra kejseren?

JULIAN.
Wie deutest Du meine Worte? Geh, geh! Sieh zu, – was Deine Kunst –; rette des Kaisers Schwester; der Kaiser würde untröstlich sein, wenn seine zärtliche Fürsorge ein Unglück nach sich zöge. Du weißt doch, daß jene Früchte ein Geschenk des Kaisers waren?

LÆGEN ORIBASES.
Ah!

ORIBASES.
Ah!

CÆSAR JULIAN.
Gå, gå, mand, – og prøv, hvad din kunst –

JULIAN.
Geh, geh, Mann! und sieh zu, was Deine Kunst –

LÆGEN ORIBASES
(bøjer sig ærbødigt).
Jeg tror, min kunst er unyttig, herre!
(han går ud til højre.)

ORIBASES
verbeugt sich ehrerbietig.
Ich glaube, meine Kunst ist vergeblich, Herr!
Er geht rechts ab.

CÆSAR JULIAN.
Ah, du, Sallust! Hvad tykkes dig? Nu begynder skæbnens bølger at vælte ind over slægten igen.

JULIAN.
Ah, Du, Sallust! Was bedünkt Dich? Des Schicksals Wogen wälzen sich wieder drohend über unser Geschlecht hin.

RIDDEREN SALLUST.
O, men der er redning. Oribases vil –

SALLUST.
Noch ist Rettung. Oribases will –

CÆSAR JULIAN
(kort og afværgende).
Fyrstinden dør.

JULIAN
kurz und abwehrend.
Die Fürstin stirbt!

RIDDEREN SALLUST.
O, om jeg turde tale! Om jeg turde efterspore de lønlige tråde i dette fordærvelsens spind!

SALLUST.
Wenn ich sprechen dürfte! Wenn ich den heimlichen Fäden in diesem höllischen Gespinst nachspüren dürfte!

CÆSAR JULIAN.
Vær trøstig, ven; alle trådene skal komme for en dag, og så –

JULIAN.
Sei getrost, Freund! Eines Tages liegen alle Fäden offen, und dann –

TRIBUNEN DECENTIUS
(kommer fra baggrunden).
Hvorledes skal jeg nærme mig Cæsars åsyn! Hvor urandsagelige er ikke Guds veje! Sønderknust –; gid du kunde læse i mine indvolde! Jeg sorgens og ulykkens bud –!

DER TRIBUN DECENTIUS
erscheint im Hintergrunde.
Wie soll ich vor Cäsars Antlitz treten! Wie unerforschlich sind doch Gottes Wege! Zerschmettert bin ich –. Könntest Du in meinem Innern lesen! Ich, der Trauer und des Unglücks Bote –!

CÆSAR JULIAN.
Ja, det må du sige to gange, ædle Decentius! Og hvorledes skal jeg vel udfinde ord, bløde og slørende nok, for at bringe dette i en tålelig fremstilling for kejserens broderlige øre!

JULIAN.
Ja, das mußt Du zweimal sagen, edler Decentius! Und wie soll ich Worte finden, sanft und schonend genug, um das da in erträglicher Darstellung vor das brüderliche Ohr des Kaisers zu bringen!

TRIBUNEN DECENTIUS.
Usaligt, at noget sådant skulde hændes næsten samtidigt med min sendelse! Og just nu! O, dette lynslag fra forhåbningernes skyløse himmel!

DECENTIUS.
Ein Unheil, daß so etwas mit meiner Sendung zusammentreffen mußte! Und gerade jetzt! Dieser Blitz aus dem wolkenlosen Himmel der Hoffnungen!

CÆSAR JULIAN.
Ja, denne skæbnens opdukkende og opslugende havstorm, just som skibet syntes at ville løbe ind i en længe forønsket havn; denne, denne –; sorgen gør os veltalende, Decentius, – dig, som mig. Men først forretninger. De to Nubiere skal fængsles og forhøres.

JULIAN.
Ja, dieser Meeressturm des Geschickes, der losbricht und das Schiff verschlingt, – und gerade in dem Augenblicke, da es in den lang ersehnten Hafen einlaufen will. O dieser, dieser –! Der Schmerz macht uns beredt, Decentius, – Dich wie mich. Aber zuvor die Geschäfte. Die beiden Nubier sollen verhaftet und verhört werden.

TRIBUNEN DECENTIUS.
Nubierne, herre? Tror du min harmfulde iver kunde tåle, at de to upåpasselige tjenere et øjeblik længer –?

DECENTIUS.
Die Nubier, Herr? Glaubst Du, mein ergrimmter Eifer konnte dulden, daß diese beiden pflichtvergessenen Diener einen Augenblick länger –?

CÆSAR JULIAN.
Hvorledes? Du har dog vel aldrig –?

JULIAN.
Wie? Du hast doch wohl nicht –?

TRIBUNEN DECENTIUS.
Kald mig en ilsindet mand, høje Cæsar; men min kærlighed til kejseren og til hans sorgtrufne hus måtte i sandhed være ringere, end den er, ifald den i en slig stund kunde give rum for sindigt overlæg.

DECENTIUS.
Nenne mich übereilt, hoher Cäsar, – aber meine Liebe zum Kaiser und zu seinem schmerzbetroffenen Hause müßte in der Tat weniger groß sein, wenn sie in solchem Augenblick hätte ruhiger Überlegung Raum geben können.

CÆSAR JULIAN.
Du har ladet begge slaverne dræbe?

JULIAN.
Du hast die beiden Sklaven töten lassen?

TRIBUNEN DECENTIUS.
Havde de ikke syvfold fortjent døden, de efterladne? Det var to hedenske vildmænd, herre! Deres vidnesbyrd vilde ikke have tjent til noget; det var mig umuligt at få presset andet ud af dem, end at de havde ladet hine vigtige ting henstå en temmelig lang tid i forsalen uden bevogtning, tilgængelige for alle og enhver –

DECENTIUS.
Hatten sie den Tod nicht siebenfach verdient, die Unachtsamen? Es waren ja Wilde, Herr, und Heiden! Ihr Zeugnis hätte zu nichts gedient; es war mir nicht möglich, etwas anderes aus ihnen herauszubringen als die Aussage, daß sie jene wichtigen Dinge ziemlich lange hatten im Vorsaal ohne Bewachung stehen lassen, allen und jedem zugänglich –

CÆSAR JULIAN.
Aha! Ja så, Decentius!

JULIAN.
Aha! Ja so, Decentius!

TRIBUNEN DECENTIUS.
Jeg anklager ingen. O, men, dyrebare Cæsar, jeg varer dig ad; thi du er omgiven af utro tjenere. Dit hof – hvilken usalig misforståelse! – man har troet at skimte et slags unåde, eller hvad jeg skal kalde det, bag de forholdsregler, som kejseren nødtvungen har måttet træffe her; kort og godt –

DECENTIUS.
Ich klage keinen an. Aber, teurer Cäsar, ich warne Dich, – Du bist umgeben von ungetreuen Dienern. Dein Hof – welch unseliges Mißverständnis! – man hat geglaubt, eine Art von Ungnade, oder wie ich es sonst nennen soll, hinter den Verhaltungsmaßregeln zu erblicken, die der Kaiser notgedrungen hier anordnen mußte. Kurz und gut –

STALDMESTEREN SINTULA
(kommer fra baggrunden).
Herre, du har givet mig et hverv, som jeg på ingen måde magter.

STALLMEISTER SINTULA
kommt durch die Mitte.
Herr, Du hast mir ein Amt gegeben, dem ich in keiner Weise gewachsen bin.

CÆSAR JULIAN.
Kejseren har givet dig hvervet, gode Sintula!

JULIAN.
Der Kaiser hat Dir das Amt gegeben, guter Sintula!

STALDMESTEREN SINTULA.
Tag det fra mig, herre; jeg er det i sandhed ikke voksen.

SINTULA.
Nimm es mir ab, Herr, – ich bin ihm wahrhaftig nicht gewachsen.

TRIBUNEN DECENTIUS.
Hvad er hændt?

DECENTIUS.
Was ist geschehen?

STALDMESTEREN SINTULA.
Lejren er i vildt oprør. Legionstropperne og de bundsforvandte rotter sig sammen –

SINTULA.
Das Lager ist in wildem Aufruhr. Die Legionstruppen und die Bundesgenossen rotten sich zusammen –

TRIBUNEN DECENTIUS.
Trods imod kejserens vilje!

DECENTIUS.
Auflehnung gegen den Willen des Kaisers!

STALDMESTEREN SINTULA.
Soldaterne råber på, at de vil holde sig til Cæsars løfter.

SINTULA.
Die Soldaten rufen, sie hielten sich an Cäsars Versprechungen.

CÆSAR JULIAN.
Hør, hør; disse brøl udenfor –!

JULIAN.
Hört, hört, – dieses Gebrüll draußen –!

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=7b708822-e2d6-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display