You are here: BP HOME > MI > Kejser og galilæer (Emperor and Galilean) > fulltext
Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionPart I: I Cæsars frafald
Click to Expand/Collapse OptionPart II: Kejser Julian
RIDDEREN SALLUST.
Ah, hvad er det? 
SALLUST.
Was ist das? 
CÆSAR JULIAN.
Gå bort, du kære; gå skyndsomt bort! 
JULIAN.
Fort, Du Lieber, – schnell fort! 
STEMMEN.
Døv kirkesangen, Julian! 
DIE STIMME.
Bring den Chorgesang zum Schweigen, Julian! 
RIDDEREN SALLUST.
Det råber igen. O, så er det dog sandt! 
SALLUST.
Es ruft wieder! So ist es also doch wahr! 
CÆSAR JULIAN.
Hvad skulde være sandt? 
JULIAN.
Was sollte wahr sein? 
RIDDEREN SALLUST.
At du lever hernede med en gådefuld fremmed, med en spåmand eller med en heksemester, som er kommen til dig ved nattetid. 
SALLUST.
Daß Du hier unten mit einem rätselhaften Fremden lebst, mit einem Wahrsager oder Hexenmeister, der in nächtlicher Stunde zu Dir gekommen ist. 
CÆSAR JULIAN.
Ha-ha; det siger man? Gå, gå! 
JULIAN.
Ha, ha! Sagt man das? Geh, geh! 
RIDDEREN SALLUST.
Jeg besværger dig, herre, – lad disse fordærvelige drømme fare. Kom med; kom op i dagen! 
SALLUST.
Ich beschwöre Dich, Herr – gib sie auf, diese verderblichen Träumereien, Komm mit! Komm hinauf an das Licht des Tages! 
STEMMEN
(nærmere nedenunder).
Al møje er spildt. 
DIE STIMME.
näher, unten.
Alle Mühe ist umsonst. 
CÆSAR JULIAN
(ved nedgangen til højre).
Intet tegn, min broder? 
JULIAN
am Abstieg rechts.
Kein Zeichen, mein Bruder? 
STEMMEN.
Øde og tomhed. 
DIE STIMME.
Alles öde und leer! 
CÆSAR JULIAN.
O, Maximos! 
JULIAN.
O Maximos! 
RIDDEREN SALLUST.
Maximos! 
SALLUST.
Maximos! 
CÆSAR JULIAN.
Gå, siger jeg! Træder jeg ud af dette forrådnelsens hus, så kommer jeg som kejser. 
JULIAN.
Geh, sag’ ich! Verlasse ich dieses Haus der Verwesung, so komme ich als Kaiser! 
RIDDEREN SALLUST.
Jeg bønfalder dig –; hvad søger du her i mørket? 
SALLUST.
Ich flehe Dich an, – was suchst Du hier in der Finsternis? 
CÆSAR JULIAN.
Lys. Gå, gå! 
JULIAN.
Licht! – Geh! Geh! 
RIDDEREN SALLUST.
Nøler Cæsar, så frygter jeg, han finder vejen spærret.
(Han går bort gennem gangen til venstre. Lidt efter stiger mystikeren Maximos op ad trappen; han bærer et hvidt offerbind om panden; hånden har han en lang blodig kniv.) 
SALLUST.
Zaudert Cäsar, so fürchte ich, er findet den Weg versperrt.
Er geht ab durch den Gang links. Gleich darauf steigt MAXIMOS die Treppe empor; er trägt eine weiße Opferbinde um die Stirn; in der Hand hat er ein langes, blutiges Messer. 
CÆSAR JULIAN.
Tal, min Maximos! 
JULIAN.
Sprich, mein Maximos! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Al møje er spildt, hører du jo. Hvi kunde du ikke døvet kirkesangen? Den har kvalt alle varsler; de vilde tale, men de fik ikke komme tilorde. 
MAXIMOS.
Alle Mühe ist umsonst, Du hörst es ja. Warum hast Du den Chorgesang nicht zum Schweigen gebracht? Er hat alle Geisterstimmen erstickt; sie wollten sprechen, aber sie konnten nicht zu Worte kommen. 
CÆSAR JULIAN.
Taushed, mørke; – og jeg kan ikke vente længer! Hvad råder du mig til? 
JULIAN.
Schweigen – Finsternis –. Und ich kann nicht länger warten? Was rätst Du mir? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Gå frem iblinde, kejser Julian! Lyset søger dig. 
MAXIMOS.
Geh blindlings vorwärts, Kaiser Julian! Das Licht sucht Dich! 
CÆSAR JULIAN.
Ja, ja, ja; jeg tror det også. Jeg havde ikke havt nødig at lade dig hente den lange vej. Véd du, hvad jeg nys har erfaret –? 
JULIAN.
Ja, ja! Ich glaube es auch. Ich hätte nicht nötig gehabt, Dich so weit herholen zu lassen. Weißt Du, was ich soeben erfahren habe –? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Jeg vil ikke vide, hvad du har erfaret. Tag din skæbne i egne hænder. 
MAXIMOS.
Ich will nicht wissen, was Du erfahren hast. Nimm Dein Schicksal in Deine eigenen Hände! 
CÆSAR JULIAN
(går urolig op og ned).
I sandhed, hvad er han vel, denne Konstanzios, – denne furie-piskede synder, denne hensmuldrende levning af et fordums menneske? 
JULIAN
geht unruhig auf und ab.
Wahrhaftig, was ist er denn, dieser Konstantios – dieser furiengepeitschte Sünder, diese verwitternde Ruine eines ehemaligen Menschen? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Gravmælet over ham, kejser Julian! 
MAXIMOS.
Ins Grab mit ihm, Kaiser Julian! 
CÆSAR JULIAN.
Har han ikke i al sin færd imod mig været som et skibsvrag uden ror, – snart drivende til venstre på mistroens strøm, snart kastet mod højre af angerens stormpust? Raved han ikke op på kejsersædet, skrækslagen, med purpurkåben dryppende af min faders blod? kanske af min moders også. – Måtte ikke alle mine slægtninge falde, for at han kunde sidde trygt? Nej, ikke alle; Gallos skåntes, og jeg; – der måtte levnes et par liv, som han kunde købe sig lidt tilgivelse på. Så drev han for mistroens strømdrag igen. Angeren afpinte ham et Cæsar-navn til Gallos; så afpinte frygten ham en dødsdom over Cæsar. Og jeg! Skylder jeg ham tak for det liv, han hidtil har forundt mig? En for en; først Gallos og så –; hver nat har jeg svedet under angsten for, at den dag, der gik, skulde være min sidste. 
JULIAN.
Ist er nicht in all seinem Tun und Treiben mir gegenüber wie ein steuerloses Schiffswrack gewesen – bald nach links treibend auf dem Strom des Mißtrauens, bald nach rechts geworfen vom Sturmwind der Reue? Taumelte er nicht hinauf auf den Kaisersitz, schreckensbleich, im Purpurmantel, vom Blute meines Vaters triefend? Vielleicht auch von meiner Mutter Blute. – Mußte nicht mein ganzes Geschlecht fallen, damit er sicher dort thronen könne? Nein, nicht das ganze – Gallos und ich wurden geschont. Ein paar mußten am Leben bleiben, durch die er sich ein wenig Verzeihung erwirken könnte. Dann trieb er wieder vor der Strömung des Mißtrauens. Die Reue quälte ihm den Cäsarennamen für Gallos ab; dann quälte ihm die Furcht ein Todesurteil über den Cäsar ab. Und ich? Schulde ich ihm Dank für das Leben, das er mir bisher gegönnt hat? Einer nach dem andern! Erst Gallos und dann –; Nacht für Nacht habe ich im Angstschweiß gelegen, der vergangene Tag könnte mein letzter gewesen sein. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Var Konstanzios og døden din værste angst? Tænk dig om. 
MAXIMOS.
Waren Konstantios und der Tod Deine größte Angst? Denk nach! – 
CÆSAR JULIAN.
Ja, du har vel ret. Presterne –! Hele min ungdom har været én sammenhængende rædsel for kejseren og for Kristus. O, han er forfærdelig, denne gådefulde, – dette skånselløse gudemenneske! Overalt, hvor jeg vilde frem, trådte han mig stor og streng ivejen med sit ubetingede ubønhørlige krav. 
JULIAN.
Du hast recht, – jawohl. Die Priester –! Meine ganze Jugend war eine ewige Furcht vor dem Kaiser und vor Christus. O, er ist entsetzlich, dieser rätselhafte – dieser schonungslose Gottmensch! Überall, wo ich vorwärts wollte, trat er mir in den Weg, groß und streng – mit seiner bedingungslosen, unerbittlichen Forderung. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Og dette krav, – var det i dig? 
MAXIMOS.
Und diese Forderung – war sie in Dir? 
CÆSAR JULIAN.
Altid udenfor. Jeg skulde! Krøb min sjæl sammen i gravende og tærende had til min slægts morder, så lød budet: elsk din fiende! Tørsted mit skønhedsbetagne sind imod sæder og billeder fra den forgangne Græker-verden, så slog kristenkravet ned i mig med sit: søg det ene fornødne! Fornam jeg legemets søde lyst og begær imod dette eller hint, så skræmte forsagelsens fyrste mig med sit: afdø her for at leve hisset! – Det menneskelige er bleven ulovligt efter den dag, da seeren fra Galilæa tog verdens-styret. At leve er ved ham bleven at dø. At elske og at hade, det er at synde. Har han da forvandlet menneskets kød og blod? Eller er ikke det jordbundne menneske blevet ved at være, hvad det var? Vor sunde inderste sjæl rejser sig imod dette; – og dog skal vi ville tvert imod vor egen vilje! Vi skal, skal, skal! 
JULIAN.
Immer außerhalb. Ich sollte! Krampfte sich meine Seele zusammen in bohrendem und verzehrendem Haß gegen den Mörder meines Geschlechts, so lautete das Gebot: Liebe Deinen Feind! Durstete mein schönheitstrunkener Sinn nach den Bräuchen und Bildern der vergangenen Griechenwelt, so drängte sich die Christenforderung ein mit ihrem: Such’ das Eine, was not tut. Spürte ich der Sinne süße Lust und Begier nach diesem oder jenem, so schreckte mich der Fürst der Entsagung mit seinem: Stirb hier ab, um jenseits zu leben! – Das Menschliche ist etwas Unerlaubtes geworden seit dem Tage, da der Seher von Galiläa das Steuer der Welt ergriff. Leben ist Sterben geworden durch ihn. Lieben und Hassen heißt Sünde. Hat er denn des Menschen Fleisch und Blut verwandelt? Oder ist der erdgeborene Mensch nicht geblieben, was er war? Das gesunde Innerste unserer Seele bäumt sich dagegen auf; und doch sollen wir wollen – gegen unseren eigenen Willen. Wir sollen, sollen, sollen! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Og videre, end som så, er du ikke kommen? Skam dig! 
MAXIMOS.
Und nur so weit bist Du gekommen? Schäme Dich! 
CÆSAR JULIAN.
Jeg? 
JULIAN.
Ich? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Ja, du, manden fra Athen og fra Efesos 
MAXIMOS.
Ja, Du, der Mann von Athen und Ephesos! 
CÆSAR JULIAN.
Ak, hine tider, Maximos! Dengang var det let at vælge. Hvad var det, vi sysled med igrunden? En visdoms-bygning; hverken mere eller mindre. 
JULIAN.
Ach, die Zeiten, Maximos! Damals war es leicht zu wählen! Womit beschäftigten wir uns im Grunde? Mit einem Weisheitsgebäude – mit nichts mehr und nichts weniger. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Står der ikke et steds i eders skrifter: enten med os eller mod os? 
MAXIMOS.
Steht nicht irgendwo in Euren Schriften: Wer nicht mit mir ist, der ist wider mich? 
CÆSAR JULIAN.
Vedblev ikke Libanios at være den han var, enten han i en ordstrid stod på anklagens eller på forsvarets side? Dette her ligger dybere. Her er det en handling, som jeg skal over. „Giv kejseren, hvad kejserens er“. I Athen gjorde jeg engang leg deraf; – men det ligger dybere. Du kan ikke fatte det, du, som aldrig har været under gudemenneskets magt. Det er mere end en lære, han har spredt ud over verden; det er en trolddom, som tager sindene fangen. Den, som engang har været under ham, – jeg tror aldrig han kommer helt løs. 
JULIAN.
Blieb nicht Libanios, der er war, ob er nun in einem Wortgefecht auf der Seite der Anklage oder auf der Seite der Verteidigung stand? Hier liegt die Sache tiefer. Hier ist eine Handlung, über die ich hinweg soll. »Gib dem Kaiser, was des Kaisers ist.« In Athen machte ich einmal ein Spiel daraus – aber es liegt tiefer. Du kannst es nicht verstehen, Du, der Du niemals unter der Macht des Gottmenschen gestanden hast. Es ist mehr als eine Lehre, was er über die Welt verbreitet hat: es ist ein Zauber, der die Seelen gefangen hält. Wer einmal unter diesem Zauber gestanden hat, der kommt, glaube ich, nie wieder ganz davon los. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Fordi du ikke vil helt. 
MAXIMOS.
Weil Du nicht ganz willst
CÆSAR JULIAN.
Hvorledes skal jeg kunne ville det umulige. 
JULIAN.
Wie soll ich es wollen können, das Unmögliche? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Er det møjen værd at ville det mulige? 
MAXIMOS.
Ist es der Mühe wert, das Mögliche zu wollen? 
CÆSAR JULIAN.
Ord-skvalder fra læresalene! I mætter mig ikke længer med sligt. Og dog –; o, nej, nej, Maximos! Men I kan ikke fatte, hvorledes vi har det. Vi er som vinstokke, der er plantede om i en fremmed uvant jordbund; – plant os tilbage igen, og vi skulde gå ud; men i det nye vantrives vi. 
JULIAN.
Wortschwall aus den Lehrsälen! – Ihr macht mich nicht mehr satt mit dergleichen. Und doch –: nein, o nein, Maximos! Ihr könnt nicht fassen, wie es um uns steht. Wir sind wie Weinstöcke, die in ein fremdes, ungewohntes Erdreich gepflanzt sind; – pflanzt uns wieder zurück, und wir würden eingehen. Aber im neuen Boden verkümmern wir. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Vi? Hvem kalder du vi? 
MAXIMOS.
Wir? Wen nennst Du wir? 
CÆSAR JULIAN.
Alle dem, som er under den åbenbaredes rædsel. 
JULIAN.
Alle, die im Banne der Furcht vor dem Geoffenbarten stehen. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Skyggerædsel! 
MAXIMOS.
Gespensterfurcht! 
CÆSAR JULIAN.
Det være, som det vil. Men ser du ikke, at denne lammende rædsel har tætned og tårnet sig til en mur om kejseren? O, jeg skønner vel, hvorfor den store Konstantin førte en slig viljebindende lære til sejr og magt i riget. Ingen livvagt med spyd og skjold slutter således op om kejsersædet, som denne betagende tro, der altid peger ud over jordlivet. Har du set rigtig på dem, disse kristne? Huløjede, blegkindede, fladbrystede er de alle tilhobe; de ligner linnedvæverne i Byssos; intet æreshåb får lov til at spire i denne henrugende tilværelse; solen lyser for dem, og de ser den ikke; jorden byder dem sin fylde og de begærer den ikke; – alt, hvad de begærer, er at forsage og lide for at komme til at dø. 
JULIAN.
Sei dem, wie ihm wolle! Aber siehst Du nicht, daß diese lähmende Furcht sich zu einer Mauer um den Kaiser verdichtet und getürmt hat? O, ich verstehe wohl, warum der große Konstantin einer Lehre, die so den Willen bindet, zu Sieg und zu Macht im Reich verholfen hat. Keine Leibwache mit Spieß und Schild schirmt so sicher den Kaiserthron wie dieser überwältigende Glaube, der immer über das Erdenleben hinauszeigt. Hast Du sie Dir ordentlich angesehen, diese Christen? Hohläugig, bleichwangig, flachbrüstig sind sie alle, alle. Sie gleichen den Leinwebern in Byssos. Kein ehrgeiziger Trieb darf keimen in diesem hinbrütenden Dasein; die Sonne leuchtet ihnen, und sie sehen sie nicht; die Erde bietet ihnen ihre Fülle, und sie begehren sie nicht; – alles, was sie begehren, ist: entsagen und leiden, um sterben zu dürfen. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Så brug dem, som de er; men da må du selv stå udenfor. Kejser eller Galilæer; – det er valget. Vær træl under rædselen eller hersker i dagens og lysets og glædens land! Du kan ikke ville det modsigende; og dog er det det du vil. Du vil forene det uforenelige, – forlige de to, som ikke står til at forlige; derfor er det, at du ligger her og rådner i mørket. 
MAXIMOS.
So brauch’ sie, wie sie sind – aber dann mußt Du selbst darüber stehen. Kaiser oder Galiläer, – das ist die Wahl! Sei Knecht im Banne der Furcht oder Herrscher im Lande des Tages und des Lichtes und der Freude! Du kannst nicht wollen, was sich widerspricht, und doch willst Du just das. Du willst das Unvereinbare vereinen; versöhnen die zwei, die nicht zu versöhnen sind; darum liegst Du hier in der Finsternis und verwesest! 
CÆSAR JULIAN.
Kan du, så lys for mig! 
JULIAN.
Kannst Du, so leuchte mir! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Er du den Akilleus, som din moder drømte, at hun skulde skænke verden? En ømskindet hæl gør ingen mand til Akilleus. Rejs dig, herre! Sejrsmodig, som en rytter på sin vælige hest, må du sætte over Gælilæeren, hvis du skal vinde frem til kejsersædet – 
MAXIMOS.
Bist Du der Achilleus, den Deine Mutter der Welt schenken würde, wie ihr träumte? Eine verwundbare Ferse macht noch keinen Achilleus. Ermanne Dich, Herr! Siegesmutig, wie ein Reiter auf seinem feurigen Roß, mußt Du über den Galiläer hinwegsetzen, wenn Du empor zum Kaiserthron willst – 
CÆSAR JULIAN.
Maximos! 
JULIAN.
Maximos! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Min elskede Julian, se dig dog om i verden! Hine kristne med dødslængselen, som du nys nævnte, de er de færreste. Men hvorledes står det sig med alle de andre? Falder ikke sindene fra mesteren, et for et? Ja, svar mig, – hvad er der bleven af denne sælsomme kærlighedens lære? Raser ikke samfund imod samfund indbyrdes? Og nu biskopperne, hine guldbrammende herrer, der kalder sig kirkens overhyrder! Giver de selv hoffets stormænd noget efter i griskhed og herskelyst og kryberi –? 
MAXIMOS.
Mein teurer Julian, sieh Dich doch um in der Welt! Jener Christen mit der Todessehnsucht, von denen Du eben sprachst, sind nicht allzu viele. Wie verhält es sich aber mit all den übrigen? Fallen nicht die Herzen vom Meister ab, eins nach dem andern? Antworte mir, was ist denn geblieben von dieser seltsamen Lehre der Liebe? Wütet nicht Gemeinde gegen Gemeinde? Und erst die Bischöfe, jene goldprangenden Herren, die sich die Oberhirten der Kirche nennen! Geben sie selbst den Großen des Hofes etwas nach in Habsucht und Herrschsucht und Kriecherei – 
CÆSAR JULIAN.
Således er de ikke alle; tænk paa den vældige Athanasios i Alexandria – 
JULIAN.
Nicht alle sind so. Denk an den gewaltigen Athanasios in Alexandria – 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login