You are here: BP HOME > MI > Kejser og galilæer (Emperor and Galilean) > fulltext
Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionPart I: I Cæsars frafald
Click to Expand/Collapse OptionPart II: Kejser Julian
Back to library
FØRSTE AKT
(Ved havnen i Konstantinopel. I forgrunden til højre en pragtfuld landgangsbro overtrukken med tepper. Oppe på den høje strandbred, lidt fra broen, ses en tilhyllet sten, omgiven af vagt. Langt ude på Bosporos ligger den kejserlige flåde, behængt med sørgeflag.)
  (Talløs menneskemængde i både og på stranden. Oppe for enden af landgangsbroen står kejser Julian, klædt i purpur og gyldne smykker. Han er omgiven af hofmænd og høje statstjenere. Blandt dem, der står ham nærmest, er krigsøversten Nevita, livlægen Cæsarios samt talerne Themisteos og Mamertinos.) 
Erster Akt
Am Hafen von Konstantinopel. Im Vordergrund rechts eine prächtige Landungsbrücke, mit Teppichen belegt. Auf der Uferhöhe, nahe der Brücke, sieht man einen verhüllten Stein, den eine Wache umgibt. Fern auf dem Bosporus liegt die kaiserliche Flotte, mit Trauerfahnen behängt.  Eine zahllose Menschenmenge in Booten und am Strande. Oben am Ende der Landungsbrücke steht KAISER JULIAN, in Purpur und Goldschmuck. Er ist von Hofleuten und hohen Staatsbeamten umgeben. In seiner nächsten Umgebung befinden sich der Kriegsoberst NEVITA, der Leibarzt CÄSARIOS und die Redner THEMISTEOS und MAMERTINOS. 
KEJSER JULIAN
(ser vidt ud over vandet).
Hvilket stævne! Den døde kejser og den levende. – O, at han måtte drage sit sidste suk i så fjerne egne! O, at jeg, trods al min il, ikke fik nyde sødmen af at favne min frænde for sidste gang! Bittre lod for os begge! – – – Hvor er ligskibet? 
JULIAN
blickt über das weite Wasser hin.
Welche Begegnung! Der tote Kaiser und der lebende! – Daß er seinen letzten Atemzug in so weiter Ferne tun mußte! Daß ich, trotz aller Eile, nicht das süße Glück genießen konnte, meinen Vetter zum letzten Male zu umarmen! Ein bitter Los für uns beide! – – – Wo ist das Leichenschiff? 
KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Der kommer det. 
NEVITA.
Da kommt es. 
KEJSER JULIAN.
Hin lange båd? 
JULIAN.
Das lange Boot da? 
KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Ja, nådigste kejser! 
NEVITA.
Ja, gnädigster Kaiser! 
KEJSER JULIAN.
Arme frænde! Så stor i livet; og nu må du nøjes med så lavt et tag. Nu skal du ikke støde din pande mod kistelåget, du, som bøjed dit hoved, da du red gennem Konstantins bue. 
JULIAN.
Armer Vetter! So groß im Leben – und nun mußt Du Dich begnügen mit so niedrigem Dach! Jetzt wirst Du nicht mit der Stirn wider den Sargdeckel stoßen, Du, der Du das Haupt beugtest, als Du durch Konstantins Torbogen rittest. 
EN BORGER BLANDT TILSKUERNE
(til guldsmeden Potamon).
Hvor ung han ser ud, vor nye kejser. 
EIN BÜRGER UNTER DEN ZUSCHAUERN
zum Goldschmied Potamon.
Wie jung er aussieht, unser neuer Kaiser! 
GULDSMEDEN POTAMON.
Han er dog bleven før af lemmer. Da jeg så ham sidst, var han spæd og mager; – det er nu en ni–ti år siden. 
POTAMON.
Er ist doch ansehnlicher geworden. Als ich ihn zuletzt sah, war er schmächtig und mager; – es mag wohl neun oder zehn Jahr her sein. 
EN ANDEN BORGER.
Ja, han har øvet store gerninger i de år. 
EIN ANDERER BÜRGER.
Ja, er hat große Taten in den Jahren verrichtet! 
EN KVINDE.
Og alle de farer, han har svævet i lige fra barn af! 
EINE FRAU.
Und all die Gefahren, in denen er von Kindheit an geschwebt hat! 
EN PREST.
Vidunderligt frelst af dem alle; den guddommelige varetægt er over ham. 
EIN PRIESTER.
Und wunderbar ist er aus allen gerettet worden – Gottes Schutz ist über ihm! 
GULDSMEDEN POTAMON.
Rygtet siger, at han i Gallien har givet sig under en anden slags varetægt. 
POTAMON.
Man erzählt sich, daß er sich in Gallien unter einen Schutz anderer Art begeben hat! 
PRESTEN.
Løgn, løgn; det kan I lide på. 
PRIESTER.
Lügen, Lügen! Das könnt Ihr glauben. 
KEJSER JULIAN.
Nu kommer han. Solen, som jeg anråber, og den store lynslyngende gud véd, at jeg ikke har ønsket Konstanzios døden. Det har i sandhed været langt fra min tanke. Jeg har opsendt bønner for hans liv. – Sig mig, Cæsarios, – du må jo vide det bedst – har man undervejs vist det kejserlige legeme al sømmelig ære? 
JULIAN.
Jetzt kommt er. Die Sonne, die ich anrufe, und der große Blitzeschleuderer wissen, daß ich des Konstantios Tod nicht gewünscht habe. Das hat wahrhaftig meinen Gedanken fern gelegen. Ich habe Gebete für sein Leben emporgesendet. – Sag’ mir, Cäsarios – Du mußt es doch am besten wissen, – hat man unterwegs dem kaiserlichen Leichnam alle gebührenden Ehren erwiesen? 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Ligtoget var som en sejrherres tog gennem hele Lille-Asien. I alle byer, vi kom igennem, stimled de troende sammen på gaden; hele nætter genlød kirkerne af bønner og sange; mørket blev til høj lys dag under blusset af de tusend tændte kerter – 
CÄSARIOS.
Der Leichenzug glich durch ganz Kleinasien dem Zuge eines Siegers. In allen Städten, durch die wir kamen, scharten sich die Gläubigen auf den Straßen. Ganze Nächte hallten die Kirchen wider von Gebet und Gesang; das Dunkel ward zum hellerlichten Tag beim Schein der vielen tausend brennenden Kerzen – 
KEJSER JULIAN.
Godt, godt, godt! – Jeg gribes af en utrolig banghed ved tanken om at skulle tage styret efter en så stor og dydig og højt elsket kejser. Hvi blev det mig ikke forundt at få leve i tilbagetrukken stilhed! 
JULIAN.
Gut, gut, gut! – Unsagbare Bangigkeit ergreift mich bei dem Gedanken, nach einem so großen, tugendsamen und heißgeliebten Kaiser die Regierung zu übernehmen. Warum ward es mir nicht vergönnt, in stiller Einsamkeit zu leben! 
TALEREN MAMERTINOS.
Og hvem skulde da gjort fyldest i det store vanskelige kald, således som du, uforlignelige herre, vil gøre det? Jeg tilråber dristigt hine andre, der har attrået kejserværdigheden: kom hid og tag rigets ror; men tag det således, som Julian tager det. Våg nat og dag for alles velfærd. Vær herrer i navnet og dog borgerfrihedens tjenere. Vælg eders plads forrest i de kæmpendes rækker og ikke ved gæstebudene. Tag intet for eder selv; men udøs gaver til alle. Lad eders retfærdighed være lige fjernt fra føjelighed og fra grusomhed. Lev således, at ingen jomfru på jordens kreds skal vride hænderne over eder. Byd trods – både Galliens ufremkommelighed og Germaniens kulde. Hvad vilde de svare? Forfærdede over så strenge fordringer vilde de tilstoppe sine blødagtige ører og råbe: kun en Julian kan gøre fyldest for alt dette! 
MAMERTINOS.
Und wer sollte wohl diesem großen schweren Beruf so völlig gewachsen sein, wie Du es bist, Du Unvergleichlicher?! Ich rufe dreist jenen andern zu, die die Kaiserwürde begehrt haben: kommt her und ergreift des Reiches Steuer; aber so, wie Julian es tut. Tag und Nacht denket nur an das Gemeinwohl. Seid Herren dem Namen nach, und doch der Bürgerfreiheit Diener. Im Kampf und nicht bei den Zechgelagen sollt Ihr Euren Platz in den vordersten Reihen wählen. Beansprucht nichts für Euch selbst; aber seid freigebig gegen alle und jeden. Haltet Eure Gerechtigkeit gleich fern der Nachgiebigkeit wie der Grausamkeit. Lebet so, daß keine Maid auf dem Erdenrund Euch zu fluchen habe. Bietet Trotz so Galliens Unwegsamkeit wie Germaniens Kälte! – Was würden sie antworten? Entsetzt über so strenge Forderungen, würden sie ihre verweichlichten Ohren zuhalten und rufen: Nur ein Julian ist all dem gewachsen! 
KEJSER JULIAN.
Den alt-styrende give, at så store forhåbninger ikke må skuffes. Men hvor meget fattes der mig ikke? En gysning overfalder mig. At skulle sammenlignes med Alexander, med Mark Aurel og med så mange andre fortræffelige mænd! Har ikke Platon sagt, at kun en gud kan herske over menneskene? O, bed med mig, at jeg må gå fri for ærgærrighedens snarer og magtens fristelser. Athen, Athen! Did går min længsel! Jeg var som en mand, der for sin sundheds skyld drev en gavnlig legemsøvelse; – og nu kommer man til mig og siger: træd frem på skuepladsen og sejr i de olympiske lege. Alle Grækere skal sidde som tilskuere! Må ikke mit sind gribes af skræk allerede før jeg begynder på kampen? 
JULIAN.
Der Herr der Welten gebe, daß so große Hoffnungen nicht getäuscht werden mögen. Aber ach, was fehlt mir nicht alles! Ein Schauder überfällt mich. Mit Alexander, mit Mark Aurel und mit so vielen andern trefflichen Männern will man mich vergleichen! Hat nicht Platon gesagt, nur ein Gott könne über die Menschen herrschen? O, betet mit mir, daß ich des Ehrgeizes Schlingen meide und die Versuchungen der Macht! Athen, Athen! Dahin geht meine Sehnsucht! Ich war wie ein Mann, der um seiner Gesundheit willen eine nützliche Leibesübung trieb, – und nun kommen sie zu mir und sagen: Tritt auf den Schauplatz und siege in den olympischen Spielen. Ganz Griechenland soll Zuschauer sein! Muß nicht mein Herz erbeben, noch ehe ich den Kampf beginne? 
TALEREN THEMISTEOS.
Hvad skræk, o kejser? Har du ikke allerede Grækernes bifald før kamplegen? Er du ikke kommen for at indsætte alle landflygtige dyder i deres gamle ret? Er ikke hos dig samlet i én mand al den sejrvindingens evne, som Herakles, som Dionysos, som Solon, som –? 
THEMISTOES.
Warum erbeben, o Kaiser? Hast Du nicht vor dem Kampfspiel schon den Beifall der Griechen? Bist Du nicht gekommen, alle heimatlosen Tugenden wieder in ihr altes Recht einzusetzen? Sind nicht in Dir, dem einen Mann, alle Gaben des Siegerglücks vereint, die Herakles, die Dionysos, die Solon, die –? 
KEJSER JULIAN.
Stilhed! Ikkun den dødes pris skal høres idag. Der lægger de til land. Tag pande-ringen og mine kæder; jeg vil ikke bære kejserlige prydelser i en stund som denne.
(Han giver smykkerne til en af de omstående. Ligtoget kommer indover landgangsbroen med stor pragt. Prester med tændte lys i spidsen; kisten drages på en lavhjulet vogn; kirkefaner bæres foran og efter vognen; kordrenge svinger røgelsekar; skarer af kristne borgere følger efter.) 
JULIAN.
Still! Nur des Toten Preis soll heut erschallen! Da legen sie an. Nimm den Stirnreif und meine Ketten, – ich will in solch einer Stunde nicht kaiserlichen Prunk tragen.
Er gibt den Schmuck einem aus dem Gefolge. Der Leichenzug kommt über die Landungsbrücke mit großer Pracht an Land. Priester mit brennenden Kerzen an der Spitze. Der Sarg wird auf einem Wagen mit niedrigen Rädern gefahren; Kirchenfahnen vor und hinter dem Wagen; Chorknaben schwingen Räucherfässer; Scharen christlicher Bürger folgen. 
KEJSER JULIAN
(lægger hånden på kisten og sukker lydeligt).
Ah! 
JULIAN
legt die Hand auf den Sarg und seufzt vernehmlich:
Ah! 
EN TILSKUER.
Slog han korsets tegn for sig? 
EIN ZUSCHAUER.
Schlug er das Zeichen des Kreuzes? 
EN ANDEN I HOBEN.
Nej. 
EIN ANDERER AUS DER MENGE.
Nein. 
DEN FØRSTE.
Ser du; ser du! 
DER ERSTE.
Siehst Du – siehst Du! 
EN TREDJE TILSKUER.
Ikke heller bøjed han sig for det hellige. 
EIN DRITTER ZUSCHAUER.
Auch beugte er sich nicht vor dem Allerheiligsten. 
DEN FØRSTE TILSKUER
(til den anden).
Ser du vel! Hvad sagde jeg? 
DER ERSTE ZUSCHAUER
zum zweiten.
Siehst Du wohl! Was sagte ich? 
KEJSER JULIAN.
Så far hjem under pragt og ære, du min frændes afsjælede legeme! Jeg gør ikke dette støv ansvarligt for, hvad din ånd forbrød imod mig. Hvad siger jeg? Var det din ånd, som foer så hårdt med slægten, at jeg nu står alene tilbage? Var det din ånd, som bød, at min barndom skulde formørkes af tusend ængstelser. Var det din ånd, som lod hin ædle Cæsars hoved falde? Var det dig, som stilled mig, den uerfarne yngling, på så vanskelig en post i det ugæstmilde Gallien, og som siden, da det ikke lykkedes modgang og genvordigheder at overvinde mig, gjorde mig æren for mine sejrvindinger stridig? O, Konstanzios, min frænde, – alt dette havde ikke sit udspring i dit store hjerte. Hvorfor vred du dig i nag og kval; hvorfor så du blodige skygger om dig på dit sidste, smertefulde leje? Onde rådgivere har forbitret dit liv og din dødsstund. Jeg kender dem, disse rådgivere; det var mænd, som tog skade af at færdes i din nådes uophørlige solskin. Jeg kender dem, disse mænd, der så villigt iførte sig det overbevisningens klædebon, som tyktes hoffet tækkeligst. 
JULIAN.
So fahre denn heim in Pracht und Ehren, – Du meines Vetters entseelter Leib! Ich mache diesen Staub nicht verantwortlich für das, was Dein Geist an mir verbrochen hat. Was sage ich? War es Dein Geist, der so hart mit meinem Stamm verfuhr, daß ich nun als letzter hier stehe? War es Dein Geist, dessen Gebot meine Kindheit mit tausend Ängsten verdüsterte? War es Dein Geist, der das Haupt jenes edlen Cäsar dem Henker preisgab? Warst Du es, der mich, den unerfahrenen Jüngling, im ungastlichen Gallien auf einen so schwierigen Posten stellte, und der dann, als nicht Mißgeschick noch Widerwärtigkeiten mich zu überwinden vermochten, mir die Ehre meiner Siege streitig machte? O Konstantios, mein Vetter! – all das hatte nicht seinen Ursprung in Deinem großen Herzen. Warum krümmtest Du Dich in Haß und Qual? Warum sahst Du von blutigen Schatten Dich umgeben auf Deinem schmerzensreichen Sterbelager? Böse Ratgeber haben Dein Leben und Deine Todesstunde verbittert. Ich kenne sie, diese Ratgeber! Es waren Männer, denen der ewige Sonnenschein Deiner Gnade verderblich wurde. Ich kenne sie, diese Männer, die so willfährig in das Gewand der Überzeugung schlüpften, die dem Hofe am genehmsten war. 
HEDENSKE BORGERE
(blandt de omstående).
Leve kejser Julian! 
HEIDNISCHE BÜRGER
unter den Umstehenden.
Es lebe Kaiser Julian! 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Nådigste herre, toget venter – 
CÄSARIOS.
Gnädigster Herr, der Zug wartet – 
KEJSER JULIAN
(til presterne).
Lad ikke eders fromme sang forstumme for min skyld. Fremad, mine venner! (Toget drager langsomt ud til venstre.) Følg efter, hvo der vil; og bliv, hvo der vil. Men det skal I alle vide på denne dag, at min plads er her. (Uro og bevægelse i mængden.) Hvad er jeg? Kejseren. Men har jeg dermed sagt alt? Gives der ikke ét kejserligt embede, som synes hånligt visket ud af erindringen i de senere år? Hvad var den kronede visdomsven Mark Aurel? Kejser? Blot kejser? Nær havde jeg spurgt: var han ikke noget mere end kejser? Var han ikke yppersteprest tillige? 
JULIAN
zu den Priestern.
Lasset in Eurem frommen Sang Euch um meinetwillen nicht stören. Auf denn, meine Freunde! Der Zug zieht langsam nach links davon. Es folge, wer da mag, und es bleibe, wer da mag! Aber das sollt Ihr alle wissen an diesem Tage, daß mein Platz hier ist. Unruhe und Bewegung in der Menge. Was bin ich? Der Kaiser. Doch ist damit alles gesagt? Gibt es nicht ein kaiserliches Amt, das in den letzten Jahren höhnisch aus der Erinnerung hinweggewischt zu sein scheint? Was war der gekrönte Weisheitsfreund Mark Aurel? Kaiser? Bloß Kaiser? Fast hätte ich gefragt: war er nicht noch etwas mehr als Kaiser? War er nicht zugleich Oberpriester? 
STEMMER I MÆNGDEN.
Hvad siger kejseren? Hvad var det? Hvad sagde han? 
STIMMEN AUS DER MENGE.
Was sagt der Kaiser? Was war das? Was hat er gesagt? 
TALEREN THEMISTEOS.
O, herre, skulde det i sandhed ligge i din tanke –? 
THEMISTOES.
Herr, sollte es wirklich Deine Absicht sein –? 
KEJSER JULIAN.
End ikke min store farbroder Konstanzios vovede at frasige sig denne værdighed. Selv efter at han havde indrømmet en viss ny troeslære så højst overordentlige rettigheder, vedblev han dog at kaldes yppersteprest af alle dem, der holdt fast ved Grækerfolkets ældgamle guddomme. At dette embede i de senere tider blev sørgeligen forsømt, vil jeg ikke her tale om, men kun om, at ingen af mine ophøjede forgængere, end ikke han, hvem vi idag med tårevædt ansigt tilråber den sidste hilsen, har vovet at nedlægge det. Skulde jeg formaste mig til noget, som så vise og retfærdige kejsere ikke fandt ret og rådeligt? Det være langt fra mig! 
JULIAN.
Nicht einmal mein großer Ohm Konstantios wagte sich dieser Würde zu entledigen. Selbst nachdem er einer gewissen neuen Glaubenslehre so außerordentliche Gerechtsame eingeräumt hatte, fuhr er doch fort, sich »Oberpriester« von allen denen nennen zu lassen, die an den uralten Gottheiten des Griechenvolkes festhielten. Daß dieses Amt in der Folgezeit traurig vernachlässigt wurde, – davon will ich nicht reden, sondern nur davon, daß keiner meiner hohen Vorgänger – auch er nicht, dem wir heut mit tränennassem Antlitz den letzten Gruß zurufen – gewagt hat, es niederzulegen. Sollte ich mich da einer Neuerung vermessen, die so weise und gerechte Kaiser nicht für recht und ratsam hielten? Das sei ferne von mir! 
TALEREN THEMISTEOS.
O, store kejser, vil du dermed sige –? 
THEMISTOES.
Großer Kaiser, willst Du damit sagen –? 
KEJSER JULIAN.
Jeg vil dermed sige, at der skal være fuld frihed for alle borgere. Hold fast ved de kristnes gud, I, som finder det ønskeligt for eders sindsro. Hvad mig angår, så drister jeg mig ikke til at bygge mit håb på en gud, der hidtil har været mig fiendtlig i alle foretagender. Jeg har sikkre tegn og varsler for, at al den fremgang, jeg vandt på Galliens grænser, den skylder jeg hine andre guddomme, der begunstigede Alexander på en noget lignende måde. Under disse guddommes skjærm og skjold slap jeg lykkeligt gennem alle farer; og navnlig var det dem, der førte mig frem på min rejse hid med en så vidunderlig hurtighed og lykke, at jeg her i gaderne har hørt tilråb, som tyder på, at man holder mig for et guddommeligt menneske, – hvilket er en stor overdrivelse, I venner! Men visst er det, at jeg ikke tør vise mig utaknemmelig for så vedholdende nådesbevisninger. 
JULIAN.
Ich will damit sagen, daß alle Bürger volle Freiheit haben sollen. Haltet fest am Christengotte, Ihr, die Ihr es für wünschenswert erachtet um der Ruhe Eurer Seele willen. Was mich betrifft, so bin ich nicht so kühn, meine Hoffnung auf einen Gott zu bauen, der mir in allen Unternehmungen bisher feindlich gewesen ist. Ich habe sichere Zeichen und Zeugnisse dafür, daß der ganze Erfolg, den ich an Galliens Grenzen errang, – daß ich ihn jenen andern Gottheiten verdanke, die den großen Alexander auf eine ähnliche Art begünstigt haben. Unter dem Schirm und Schutz dieser Gottheiten entrann ich glücklich allen Gefahren; und vor allem waren sie es, die mich auf meiner Fahrt hierher mit so wunderbarer Schnelligkeit und mit solchem Glück zum Ziele führten, daß ich auf den Straßen hier Zurufe vernahm, die darauf deuteten, man halte mich für einen göttlichen Menschen, – was eine große Übertreibung ist, Ihr Freunde! Aber sicher ist, daß ich mich nicht undankbar zeigen darf für so beharrliche Gnadenbeweise. 
STEMMER I MÆNGDEN
(dæmpet).
Hvad vil han gøre? 
STIMMEN AUS DER MENGE
gedämpft.
Was will er tun? 
KEJSER JULIAN.
Så indsætter jeg da vore forfædres ærværdige guder i deres gamle ret. Men ingen krænkelse skal vederfares Galilæernes gud og heller ikke Jødernes. De templer, som fromme herskere i fordums dage med så megen kunstfærdighed lod bygge, de skal igen oprejses i forynget herlighed med altere og billedstøtter, hvert for sine særlige guder, således at sømmelig dyrkelse der kan finde sted på ny. Dog vil jeg ingenlunde tåle, at der sker de kristnes kirker nogen hadefuld medfart; heller ikke skal der øves overlast mod deres gravsteder eller mod andre pladse, som en sælsom vildfarelse bringer dem til at holde for hellige. Vi vil bære over med de andres forvildelse; jeg har selv været hildet i fejltagelser; – dog, over dette kaster jeg et slør. Hvad jeg siden mit enogtyvende år har tænkt om de guddommelige ting, det vil jeg ikke dvæle ved; jeg vil kun sige, at jeg lykønsker dem, der efterligner mig, – at jeg smiler ad dem, der ikke vil træde i mit fodspor, – at jeg vil forsøge på at overtale, men uden at ville tvinge nogen.
(Han holder et øjeblik forventningsfuldt inde; svagt bifald høres hist og her i sværmen.) 
JULIAN.
So setze ich denn die ehrwürdigen Götter unserer Ahnen wieder ein in ihr altes Recht. Aber keine Kränkung soll dem Gott der Galiläer widerfahren und auch dem Judengotte nicht. Die Tempel, die fromme Herrscher in den Tagen der Vorzeit mit so hoher Kunst erbaut haben, sie sollen in verjüngter Herrlichkeit wiedererstehen mit Altären und Bildsäulen – ein jeglicher seinen besonderen Göttern: so daß geziemender Kult aufs neue darin stattfinden kann. Doch keineswegs werde ich dulden, daß den Kirchen der Christen irgendwie Arges widerfahre; auch darf ihren Begräbnisplätzen oder anderen Stätten, die heilig zu halten ein seltsamer Wahn sie antreibt, keinerlei Unbill geschehen. Wir wollen Nachsicht üben mit dem Wahne anderer – ich selbst war in Irrtümer verstrickt: doch, darüber werfe ich einen Schleier. Was ich seit meinem einundzwanzigsten Jahr über die göttlichen Dinge gedacht habe, dabei will ich nicht verweilen – ich will nur sagen, daß ich denen Glück wünsche, die mir nachfolgen – daß ich über die lächle, die nicht in meine Fußspuren treten mögen – daß ich versuchen werde zu überreden, – doch ohne jemanden zwingen zu wollen.
Er hält einen Augenblick erwartungsvoll inne; schwacher Beifall wird hier und dort in der Menge laut. 
KEJSER JULIAN
(heftigere).
Med rette havde jeg regnet på taknemmelige tilråb, hvor jeg nu kun sporer en nysgerrig forundring. Dog, jeg burde vidst det; – der råder en sørgelig ligegyldighed blandt dem, der siger sig at have holdt fast ved vor gamle tro. Undertrykkelse og spot har bragt fædrenes ærværdige skikke i forglemmelse. Jeg har spurgt mig for, højt og lavt; men knapt én har kunnet give mig troværdig besked om, hvorledes en ofring til Apollon eller til Fortuna i et og alt er at foretage. Jeg må da gå foran i dette, som i andet. Det har kostet mig mangen nats søvn at udfinde af gamle bøger, hvad der fordum har været brugeligt i så måde; men jeg besværer mig ikke derover, når jeg eftertænker, hvor stor tak vi er netop hine guddomme skyldig; og heller ikke skammer jeg mig ved at forrette alting selv – –. Hvor hen, Cæsarios? 
JULIAN
heftiger.
Mit einigem Recht hatte ich auf dankbare Zustimmung gerechnet, wo ich jetzt nur neugieriges Erstaunen merke. Doch ich hätte das wissen sollen, – es herrscht klägliche Gleichgültigkeit bei denen, die da vorgeben, unserm alten Glauben nicht untreu geworden zu sein. Unterdrückung und Spott haben die ehrwürdigen Gebräuche der Väter in Vergessenheit gebracht. Ich habe nachgefragt, bei Hoch und Niedrig – aber kaum einer hat mir glaubwürdigen Bescheid darüber geben können, wie ein Opfer für Apollo oder für Fortuna in allen Einzelheiten vorzunehmen wäre. Ich muß also hierin vorangehen, wie in anderem. Es hat mich den Schlaf so mancher Nacht gekostet, aus alten Büchern zu erforschen, was früher dabei Brauch gewesen ist. Aber ich beklage mich darüber nicht, wenn ich bedenke, wie großen Dank wir gerade jenen Gottheiten schuldig sind – auch schäme ich mich nicht, alles selbst zu verrichten – –. Wohin, Cäsarios? 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Til kirken, nådigste kejser; jeg vil bede for min bortgangne herres sjæl. 
CÄSARIOS.
Zur Kirche, gnädigster Kaiser: zu beten für die Seele meines entschlafenen Herrn. 
KEJSER JULIAN.
Gå, gå! Enhver har sin frihed i deslige sager. (Cæsarios samt flere ældre hofmænd og statstjenere går ud til venstre.) Men den frihed, som jeg tilstår den ringeste borger, den forbeholder jeg også mig selv. – Så forkynder jeg eder, I Grækere og Romere, at jeg igen vender tilbage med hele mit hjerte til de lærdomme og skikke, som var vore forfædre hellige, – at de frit tør udbredes og udøves ved siden af alle nye og fremmede meninger, – og da jeg er et barn af denne stad, og derfor har den fortrinlig kær, så forkynder jeg dette i de staden beskyttende guddommes navn.
(Han giver et tegn; nogle tjenere drager forhænget fra den tilhyllede sten; man ser et alter og ved dettes fod en vinkande, en oljekrukke, en liden vedstabel og andet tilbehør. Stærk men stum bevægelse i mængden idet Julian går op til alteret og gør forberedelser til ofringen.) 
JULIAN.
Geh nur, geh! Jeder hat in diesen Dingen seine Freiheit. Cäsarios mit mehreren älteren Hofleuten und Staatsbeamten links ab. Aber die Freiheit, die ich dem geringsten Bürger zugestehe, behalte ich auch mir selbst vor. – So verkünde ich Euch denn, Ihr Griechen und Römer, daß ich mich wieder mit meinem ganzen Herzen den Lehren und Bräuchen zuwende, die unsern Ahnen heilig waren, – daß sie frei verbreitet und ausgeübt werden dürfen neben allen neuen und fremden Anschauungen, – und da ich ein Kind dieser Stadt bin und sie darum über alles lieb habe, so verkünde ich solches im Namen der Gottheiten, die die Stadt beschützen.
Er gibt ein Zeichen; Diener entfernen die Hülle von dem Stein. Man sieht einen Altar und an dessen Fuß eine Weinkanne, einen Ölkrug, einen kleinen Stoß Scheiter und sonstiges Zubehör. Starke, aber stumme Bewegung in der Menge, während Julian zum Altar emporschreitet und die Vorbereitungen für das Opfer trifft. 
TALEREN THEMISTEOS.
O, vel må jeg, som Græker, smelte hen i tårer ved synet af så megen ydmyghed og from iver! 
THEMISTOES.
Oh, wohl darf ich als Grieche in Tränen hinschmelzen beim Anblick so großer Demut und so frommen Eifers! 
EN BORGER.
Se, han bryder brændet selv. 
EIN BÜRGER.
Sieh, er bricht selbst die Scheiter in Stücke. 
EN ANDEN BORGER.
Over det venstre lår. Er det så det skal brydes? 
EIN ANDERER BÜRGER.
Über dem linken Schenkel. Muß das so sein? 
DEN FØRSTE BORGER.
Det må vel så være. 
DER ERSTE.
Es muß wohl. 
TALEREN MAMERTINOS.
Den ild, du der tænder, o store kejser, i den skal granskningen og lærdommen lyse, ja, opstå forynget, ligervis som hin forunderlige fugl – 
MAMERTINOS.
In dem Feuer, das Du anzündest, großer Kaiser, darin soll die Forschung und Gelehrsamkeit leuchten, ja, auferstehen – verjüngt, wie jener wunderbare Vogel – 
KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Denne ild vil hærde de græske våben. Jeg kender ikke meget til de galilæiske påfund; men det har jeg mærket, at alle de, som hænger ved dem, de er forsagte og ubrugelige til større ting. 
NEVITA.
Dieses Feuer wird die griechischen Waffen härten. Ich weiß nicht viel von den galiläischen Erdichtungen, aber das habe ich gemerkt: alle, die ihnen anhängen – sie sind verzagt und unbrauchbar zu größeren Dingen. 
TALEREN THEMISTEOS.
I denne ild, o du uforlignelige, ser jeg visdommen renset for al anklage og for alle beskyldninger. Den vin, som du udgyder, er lig et purpur, hvormed du pryder sandheden og sætter den på et kongeligt sæde. Nu, da du oprækker dine hænder – 
THEMISTOES.
In diesem Feuer, Du Unvergleichlicher, sehe ich die Weisheit geläutert von jeder Anklage und von allen Beschuldigungen. Der Wein, den Du ausgießest, ist einem Purpur gleich, womit Du die Wahrheit zierst, um sie auf einen Königsthron zu setzen. Nun Du Deine Hände emporhebst – 
TALEREN MAMERTINOS.
Nu, da du oprækker dine hænder, er det som om du hædrer videnskabens pande med en guldkrans; og de tårer, du udgyder – 
MAMERTINOS.
Nun Du Deine Hände emporhebst, ist es, als ob Du die Stirn der Wissenschaft mit einem goldenen Kranze schmückest; und die Tränen, die Du vergießest – 
TALEREN THEMISTEOS
(trænger sig nærmere).
Ja, ja; de tårer, jeg ser dig udgyde, de er som kostelige perler, hvormed veltalenheden igen skal lønnes på kejserlig vis. O, så er det da atter tilladt Grækerne at hæve sine øjne til himlen og følge de evige stjerner på deres gang! Hvor længe er det ikke siden, at dette var os forundt! Måtte vi ikke, af frygt for angivere, skælve og bøje vort åsyn til jorden ligesom dyrene? Hvem iblandt os turde fordriste sig til at beskue solens opgang og nedgang? (han vender sig til hoben.) End ikke I agerdyrkere, som er strømmet hid i så store skarer idag, end ikke I voved at mærke eder himmellegemernes stilling, skønt I dog skulde afpasse eders arbejder derefter – 
THEMISTOES
drängt sich näher.
Ja –die Tränen, die ich Dich weinen sehe, sind wie köstliche Perlen, womit kaiserliche Huld wieder die Beredsamkeit belohnt. O, so ist es denn den Griechen wieder vergönnt, ihr Auge zum Himmel zu heben und den ewigen Sternen zu folgen auf ihrer Bahn! Wie lange war solches uns nicht verstattet! Mußten wir nicht aus Furcht vor Angebern ewig zittern und wie die Tiere den Blick auf den Boden heften? Wer unter uns durfte sich erdreisten, der Sonne Auf- und Niedergang zu beobachten? Er wendet sich an die Menge. Auch Ihr nicht, Ihr Ackerbauer, die Ihr in so großen Scharen heute hierher geströmt seid, auch Ihr wagtet nicht, mit der Stellung der Himmelskörper Euch zu beschäftigen, obwohl Ihr doch Eure Arbeiten danach verteilen müßt – 
TALEREN MAMERTINOS.
Og I sømænd, – har I eller eders fædre vovet at udtale navnene på de stjernebilleder, som I skulde rette eders sejlads efter? Nu tør I det; nu er det ingen forment at – 
MAMERTINOS.
Und Ihr Seeleute, – habt Ihr oder haben Eure Väter es gewagt, den Namen der Sternbilder auszusprechen, nach denen Ihr Eure Fahrt richten müßt? Jetzt dürft Ihr es –, jetzt ist es keinem mehr verwehrt – 
TALEREN THEMISTEOS.
Nu har ingen Græker længere nødig at leve på land eller vand uden at rådspørge de uforanderlige himmellove; han behøver ikke at lade sig omtumle som en bold for tilfældigheder og hændelser; han – 
THEMISTOES.
Nun darf ein jeder Grieche, lebe er zu Wasser oder zu Lande, bei den unverrückbaren Himmelsgesetzen sich Rats erholen; er braucht nicht wie ein Ball sich hin und her schleudern zu lassen von Zufall und Ungefähr; er – 
TALEREN MAMERTINOS.
O, hvilken mand er ikke denne kejser, hvem vi skylder så store goder! 
MAMERTINOS.
O welch ein Mann ist dieser Kaiser, dem wir so große Güter verdanken! 
KEJSER JULIAN
(for alteret med oprakte arme).
Så har jeg da åbenlyst og i ydmyghed udgydt olje og vin for eder, I velgørende guddomme, der så længe har måttet savne denne for eder så højst sømmelige ihukommelse. Jeg har opsendt min tak til dig, o Apollon, hvem nogle af vismændene – og især de fra østerlandene – tillægger navnet solkongen, fordi du bringer og fornyer det lys, hvori livet har sin grund og sit ophav. – Jeg har bragt mit offer til dig, o Dionysos, du henrykkelsens gud, der løfter menneskenes sjæle ud af lavheden og bærer dem op til et for ånden værdigt samliv med højere ånder. – Og, skønt jeg nævner dig sidst, har jeg dog ikke derfor mindst ihukommet dig, o Fortuna! Stod jeg vel her uden din bistand? Visselig véd jeg, at du ikke længere selv lader dig tilsyne, således, som tilfældet var i den gyldne tidsalder, hvorom hin uforlignelige blinde sanger har fortalt os. Men det véd jeg dog – og deri er alle andre visdomsvenner enige med mig – at det er dig, som har en væsentlig andel i valget af den ledsagende ånd, god eller fordærvelig, som skal følge ethvert menneske på hans livs-gang. Jeg har ingen årsag til at klage over dig, o Fortuna! Meget mere har jeg den højeste opfordring til at yde dig lov og pris. Denne for mit hjerte så dyrebare pligt har jeg idag underkastet mig. Jeg har ikke skyet end det ringeste arbejd. Her står jeg, ved høj lys dag; alle Grækeres øjne er rettede på mig; jeg forventer, at alle Grækeres røster vil forene sig med min i et tilråb til eder, I udødelige guder!
(Under offertjenesten har de fleste kristne tilskuere efterhånden fjernet sig; kun en liden hob er bleven tilbage. Da kejser Julian holder inde, høres et svagt bifaldsråb, blandet med sagte latter og en forundret hvisken.) 
JULIAN
vor dem Altar mit erhobenen Händen.
So habe ich denn vor aller Augen und in Demut Öl und Wein ausgegossen zu Eurer Ehre, Ihr wohltätigen Götter, die Ihr diese Euch so sehr frommende Handlung feierlichen Gedächtnisses so lange habt entbehren müssen. Ich habe meinen Dank zu Dir emporgesendet, Apollon, dem von den Weisen einige – zumal morgenländische – den Namen des Sonnenkönigs beilegen: denn Du bringst und erneust das Licht, das des Lebens Grund und Ursprung ist. – Dir habe ich mein Opfer dargebracht, Dionysos, Du Gott der Entzückung, der Du die Seele des Menschen dumpfer Niedrigkeit entreißest und sie emporhebst zu einem des Geistes würdigen Verkehr mit höheren Geistern. – Und obwohl ich Dich zuletzt nenne, habe ich Deiner doch nicht weniger innig gedacht, o Fortuna! Stände ich wohl hier ohne Deine Hilfe? Ich weiß sehr wohl, daß Du Dich nicht mehr selbst offenbarst, wie es in dem goldenen Zeitalter geschah, wovon jener blinde Sänger ohnegleichen uns erzählt hat. Aber das weiß ich doch – und darin stimmen die anderen Weisheitsfreunde alle mit mir überein, – daß gerade Du wesentlichen Anteil hast an der Wahl des begleitenden Dämons, des guten oder des verderblichen, der jedwedem Menschen auf seinem Lebensgange folgen soll. Ich habe keine Ursache, über Dich zu klagen, Fortuna! Vielmehr habe ich die allergrößte Veranlassung, Dir Lob und Preis darzubringen. Dieser Pflicht, die meinem Herzen so teuer ist, habe ich mich heut unterzogen. Auch nicht vor der niedrigsten Verrichtung habe ich mich gescheut. Hier stehe ich im hellen Licht des Tages; die Augen aller Griechen sind auf mich gerichtet; ich erwarte, daß die Stimmen aller Griechen mit meiner Stimme sich vereinen, Euch anzurufen, Ihr unsterblichen Götter!
Während des Opferdienstes haben sich die meisten christlichen Zuschauer einer nach dem andern entfernt; nur ein kleiner Haufen ist zurückgeblieben. Als Julian inne hält, wird nur schwacher Beifall gehört, vermischt mit leisem Gelächter und verwundertem Flüstern. 
KEJSER JULIAN
(ser sig om).
Ah, så! Hvad blev der af dem alle? Lister man sig bort? 
JULIAN
sieht sich um.
Ah so! Wo sind sie hin, sie alle? Macht man sich aus dem Staube? 
TALEREN THEMISTEOS.
Ja, med skamrødme over en så mangeårig utaknemmelighed. 
THEMISTOES.
Jawohl – schamrot über die Undankbarkeit so langer Jahre. 
TALEREN MAMERTINOS.
Nej, det var glædesrødme. De gik for at udbrede det store budskab i alle gader. 
MAMERTINOS.
Nein, – es war Freudenröte. Sie gingen, die große Botschaft durch alle Straßen zu tragen. 
KEJSER JULIAN
(går fra alteret).
Den uvidende hob véd aldrig at finde sig tilrette i det uvante. Jeg får et besværligt arbejde at gøre; men ingen møje skal fortryde mig. Hvad er sømmeligere for en visdomsven, end at udrydde vildfarelser? I det øjemed regner jeg på eder, I oplyste venner! Dog, vore tanker må forlade dette for en kort stund. Følg mig; jeg går nu til andre pligter.
(Han går hurtigt bort uden at gengælde borgernes hilsen; hofmændene og hans øvrige ledsagere følger ham.)


 
JULIAN
verläßt den Altar.
Der unwissende Haufe kann sich nie in das Ungewohnte finden. Ich habe schwere Arbeit vor mir, aber keine Mühe soll mich verdrießen. Was ziemt einem Weisen mehr, als Irrtümer auszurotten? Und darin rechne ich auf Euren Beistand, Ihr aufgeklärten Freunde! Doch unsere Gedanken müssen auf eine Weile hiervon Abschied nehmen. Folgt mir, jetzt harren meiner andere Pflichten.
Schnell ab, ohne den Gruß der Bürger zu erwidern; die Hofleute und seine übrigen Begleiter folgen ihm.


 
(En stor sal i kejserpalatset. Døre på begge sider og i baggrunden; på en forhøjning til venstre ved væggen i forgrunden står det kejserlige sæde.)
  (Kejser Julian omgiven af sit hof og høje embedsmænd, deriblandt skatmesteren Ursulos samt taleren Themisteos og Mamertinos.) 
Ein großer Saal im Kaiserpalast.  Türen auf beiden Seiten und in der Mitte; auf einer Estrade links an der Wand im Vordergrunde steht der Kaiserthron. JULIAN, umgeben von seinem Hofe und seinen hohen Beamten, unter denen der Schatzmeister URSULOS, die Redner THEMISTEOS und MAMERTINOS sich befinden. 
KEJSER JULIAN.
Så langt har guderne hjulpet. Nu vil værket rulle fremad, som en stormflods bølger. Den stumme trods, som jeg sporer fra visse hold, hvor jeg mindst burde vente det, skal ikke bringe mit sind ud af ligevægt. Det er jo netop den ægte visdoms særkende at lægge tålsomhed for dagen. Vi véd alle, at man ved passende midler kan helbrede legemets onder; – men kan man med ild og sværd tilintetgøre vildfarelserne om de guddommelige ting? Og hvad nytter det mig, at eders hånd ofrer, dersom eders sjæle fordømmer, hvad hånden gør? Således vil vi leve i endrægtighed med hverandre. Mit hof skal være tilgængeligt for alle udmærkede mænd, hvad meninger de end måtte have. Lad os vise verden det usædvanlige og ophøjede skuespil af et hof uden hykleri – tilvisse det eneste hof i sit slags – et hof, hvor smiger blir regnet til de farligste fiender. Vi vil anklage og dadle hverandre, når sådant måtte være betimeligt, dog uden derfor at elske hverandre mindre. (til krigsøversten Nevita, som kommer fra baggrunden.) Dit ansigt lyser, Nevita; – hvad gode tidender bringer du? 
JULIAN.
Bis hierher haben die Götter geholfen. Nun wird das Werk vorwärts rollen wie die Wogen einer Sturmflut. Der stumme Trotz, den ich auf gewissen Seiten spüre, wo ich ihn am wenigsten erwartet hätte, soll meine Seele nicht aus dem Gleichgewicht bringen. Das ist ja gerade das Merkmal echter Weisheit, Duldsamkeit an den Tag zu legen. Wir alle wissen, daß man mit passenden Mitteln des Leibes Gebrechen heilen kann, – aber kann man in den göttlichen Dingen die Irrtümer mit Feuer und Schwert ausrotten? Und was nützt es mir, daß Eure Hand opfert, indessen Eure Seele verdammt, was die Hand tut? – Darum wollen wir in Eintracht miteinander leben. Mein Hof soll allen ausgezeichneten Männern zugänglich sein, was für Überzeugungen sie auch haben mögen. Lasset uns der Welt das ungewöhnliche und erhabene Schauspiel eines Hofes ohne Heuchelei geben, – sicherlich des einzigen Hofes seiner Art – eines Hofes, wo Schmeichelei als einer der gefährlichsten Feinde gilt. Wir wollen einander anklagen und tadeln, wenn es nötig ist, doch ohne einander deshalb weniger zu lieben. Zum Kriegsobersten NEVITA, der durch die Mitte kommt. Dein Antlitz leuchtet, Nevita –. Was für gute Zeitung bringst Du? 
KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Sandelig de bedste og glædeligste. Et stort antal sendebud fra fyrster i det fjerne Indien er kommet for at bringe dig gaver og bede om dit venskab. 
NEVITA.
Wahrlich, die beste und angenehmste. Eine große Schar fürstlicher Sendboten ist gekommen aus dem fernen Indien, Dir Geschenke zu bringen und Deine Freundschaft zu erbitten. 
KEJSER JULIAN.
Ah, fortæl mig dog, – fra hvilke folkeslag? 
JULIAN.
Ah! Und sag’ mir doch – von welchen Völkerschaften? 
KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Fra Armenierne og andre hinsides Tigris. Ja, der er endog nogle af de fremmede, som siger sig at komme fra øerne Diu og Serandib. 
NEVITA.
Von den Armeniern und andern jenseits des Tigris. Ja, etliche der Fremden wollen sogar von den Inseln Diu und Serandib kommen. 
KEJSER JULIAN.
Altså fra verdens yderste grænse, I venner! 
JULIAN.
Also von den äußersten Grenzen der Welt, Ihr Freunde! 
TALEREN THEMISTEOS.
Selv did hen har rygtet båret dit navn og din hæder! 
THEMISTOES.
Selbst dahin hat Fama Deinen Namen und Deinen Ruhm getragen! 
TALEREN MAMERTINOS.
Selv i hine ukendte egne er dit sværd en skræk for fyrster og folkeslag! 
MAMERTINOS.
Selbst in jenen unbekannten Gegenden ist Dein Schwert den Fürsten und Völkern ein Schrecken! 
TALEREN THEMISTEOS.
Diu og Serandib! Langt øst i det indiske hav – 
THEMISTOES.
Diu und Serandib! Weit östlich im Indischen Meer – 
TALEREN MAMERTINOS.
Jeg tager ikke i betænkning at sige: udenfor jordens kreds – 
MAMERTINOS.
Ich stehe nicht an zu sagen: außerhalb des Erdkreises – 
KEJSER JULIAN.
Hårskæreren skal komme! (en hofmand går ud til højre.) Jeg vil modtage sendebudene i sømmelighed, – dog uden pragt og smykker. Således vilde den ophøjede Mark Aurel have modtaget dem; og jeg vælger heller ham til forbillede, end den kejser, der nys bedrøvede os ved sin bortgang. Ikke mere nogen prunk med forgængelige jordiske ting! Selv barbarerne skal mærke sig, at visdommen – rigtignok i sin ringeste tjeners skikkelse – igen har taget plads på kejsersædet.
(Hofmanden kommer tilbage med hårskæreren Eunapios, der er iført en prægtig klædning.) 
JULIAN.
Der Haarscherer komme! Ein Höfling rechts ab. Ich will die Sendboten geziemend empfangen, – doch ohne Pracht und Schmuck. So wie der erhabene Mark Aurel sie empfangen haben würde; und ihn wähle ich lieber zum Vorbild als den Kaiser, dessen Heimgang uns soeben in Betrübnis versetzt hat. Kein Prunken mehr mit eitlen irdischen Dingen! Selbst die Barbaren sollen spüren, daß die Weisheit – wenn auch in der Gestalt ihres geringsten Dieners – wieder Platz genommen hat auf dem Kaiserthron.
Der Höfling kehrt zurück mit dem Haarscherer EUNAPIOS, der prächtig gekleidet ist. 
KEJSER JULIAN
(ser forundret på ham, går ham imøde og hilser).
Hvad søger du her, herre? 
JULIAN
blickt ihn verwundert an, geht ihm entgegen und begrüßt ihn.
Was suchst Du hier, Herr? 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Nådigste kejser, du har befalet mig at komme – 
EUNAPIOS.
Gnädigster Kaiser, Du hast mich hierher befohlen – 
KEJSER JULIAN.
Du tager fejl, ven; jeg har ikke havt bud efter nogen af mine rådsherrer. 
JULIAN.
Du irrst, Freund. Ich habe nach keinem meiner Ratsherren gesandt. 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Allernådigste kejser – 
EUNAPIOS.
Allergnädigster Kaiser – 
SKATMESTEREN URSULOS.
Tilgiv, herre; denne mand er den kejserlige hårskærer. 
URSULOS.
Verzeih, Herr – dieser Mann ist der kaiserliche Haarscherer. 
KEJSER JULIAN.
Hvad siger du! Virkelig? Denne mand – o, du spøger – denne mand, i silke, med guldstukne støvler, skulde være –? Ja, så! Så du er hårskæreren! (bukker for ham.) Aldrig skulde jeg formaste mig til at lade mig betjene af så fine hænder. 
JULIAN.
Was sagst Du? Wirklich? Dieser Mann – Du spaßest – dieser Mann, in Seide und in den goldgestickten Stiefeln, der sollte –? Ja so! Du bist also der Haarscherer! Verbeugt sich vor ihm. Niemals würde ich mich vermessen, mich von so feinen Händen bedienen zu lassen. 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Allernådigste kejser, – jeg beder for Guds og min frelsers skyld – 
EUNAPIOS.
Allergnädigster Kaiser – ich bitte um Gottes und meines Erlösers willen – 
KEJSER JULIAN.
Ho-ho! En Galilæer! Ja, tænkte jeg det ikke nok! Er dette den forsagelse, som I praler med? Men jeg kender eder vel! Hvilken guddoms tempel har du plyndret, eller hvor mange greb i kejserens kasse har du gjort, for at kunne stadse dig således til? – Du kan gå igen; jeg har ikke brug for dig. (Eunapios går ud til højre.) Sig mig, Ursulos, hvad har dette menneske i løn? 
JULIAN.
Hoho! Ein Galiläer! Habe es mir doch gleich gedacht! Ist das die Entsagung, womit Ihr prahlt? Aber ich kenne Euch wohl! Welcher Gottheit Tempel hast Du geplündert, oder wieviel Griffe in die kaiserliche Kasse hast Du getan, um solchen Staat machen zu können? – Du kannst wieder gehen, – ich habe keine Verwendung für Dich. Eunapios rechts ab. Sag’ mir, Ursulos, wieviel Lohn bekommt dieser Mensch? 
SKATMESTEREN URSULOS.
Nådigste kejser, efter din ophøjede forgængers befaling er der tillagt ham tyve mænds dagligt underhold – 
URSULOS.
Gnädigster Kaiser, auf Befehl Deines erhabenen Vorgängers ward ihm die Tageslöhnung von zwanzig Leuten zugesichert – 
KEJSER JULIAN.
Se, se; ikke mere? 
JULIAN.
Schau’, schau’! Nicht mehr? 
SKATMESTEREN URSULOS.
Jo, herre; i den senere tid har han havt frit hestehold i de kejserlige stalde, samt en viss årlig sum i penge og et guldstykke for hver gang, han – 
URSULOS.
Doch, Herr – in der letzten Zeit haben ihm noch Pferde aus den kaiserlichen Ställen zur Verfügung gestanden samt einer bestimmten jährlichen Summe Geldes und einem Goldstück für jedesmal, wenn er – 
KEJSER JULIAN.
Og alt det for en hårskærer! Hvad må så ikke de andre –? Der skal gøres en brat ende på dette. – Lad de fremmede sendebud komme ind! (Krigsøversten Nevita går ud i baggrunden.) Jeg vil modtage dem med uklippet hår. Det er sømmeligst således; thi omendskønt jeg vel véd, at det ikke er det uredte hår eller den pjaltede kappe, som gør den sande visdomsven, så mener jeg dog, at det forbillede, som både Antisthenes og Diogenes har givet, vel bør tages i agt af den mand, der – selv på kejsersædet – gerne vil følge i så store læreres fodspor.
(Han stiger op på forhøjningen, hvor tronstolen står. Hoffet ordner sig nedenfor. Sendebudene, indførte af krigsøversten Nevita og husmesteren Eutherios, kommer i pragtfuldt optog, ledsagede af slaver der bærer gaver af alle slags.) 
JULIAN.
Und das alles für einen Haarscherer! Was müssen da erst die andern –? Damit soll rasch aufgeräumt werden. Laßt die fremden Gesandtschaften eintreten! Nevita durch die Mitte ab. Ich will sie ungeschorenen Haares empfangen; es schickt sich auch am besten so. Denn obschon ich wohl weiß, daß nicht das ungekämmte Haar oder der zerfetzte Mantel den wahren Weisheitsfreund macht, so meine ich doch, es dürfe das Beispiel, das Antisthenes wie Diogenes gegeben hat, von einem Manne wohl befolgt werden, der, sogar auf dem Kaiserthron, gern in die Fußstapfen so großer Lehrer treten möchte.
Er steigt die Estrade hinauf, wo der Kaiserthron steht; der Hof ordnet sich unten. Die Gesandten, geführt von NEVITA und EUTHERIOS, kommen in prächtigem Aufzuge, gefolgt von Sklaven, die Geschenke aller Art tragen. 
KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Nådigste kejser og herre! Ikke mægtige det ædle tungemål, som så mange veltalende mænd, og ikke mindst du selv, har udbildet til fuldkommenhed fremfor alle andre tungemål, – samt derhos vel vogtende sig for at lade barbariske lyde skurre i dine ører, – har disse udsendinge fra østerlandske fyrster kåret mig til talsmand. 
NEVITA.
Gnädigster Kaiser und Herr! Nicht mächtig der edlen Sprache, die so viele beredte Männer, und nicht zum wenigsten Du selbst, vor allen anderen Sprachen zur Vollkommenheit ausgebildet haben, – und überdies aus Scheu, mit barbarischen Lauten Dein Ohr zu verletzen, haben diese Sendboten morgenländischer Fürsten mich zu ihrem Sprecher erwählt. 
KEJSER JULIAN
(siddende i tronstolen).
Jeg er rede til at høre dig. 
JULIAN
auf dem Throne.
Ich bin bereit, Dich zu hören. 
KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Først nedlægger da kongen af Armenien for dine fødder denne rustning, som han beder dig bære i kampen mod rigets fiender, skønt han vel véd, at du, uovervindelige helt, står under gudernes skærmende øje, der ikke tillader nogen dødeligs våben at såre dig. – Her bringes dig kostelige tepper, telte og sadeltøj fra fyrsterne hinsides Tigris-floden. De vil dermed give tilkende, at når guderne har forundt hine lande en overvættes rigdom, så skede det i det øjemed, at den skulde komme gudernes yndling tilgode. – Kongen af Serandib, og ligervis kongen af Diu, sender dig disse våben, sværd, spyd og skjold, samt buer og pile; thi, siger de, vi agter det rådeligst at stå værgeløse lige over for den sejrherre, der, ligesom en guddom, har vist sig mægtig nok til at bryde enhver modstand. – Til gengæld beder de alle, som den højeste nåde, om dit venskab, og navnlig beder de, at du, hvis du, som et rygte har sagt dem, til våren agter at tilintetgøre den forvovne Perser-konge, – at du da vil skåne deres lande for fiendtligt indfald. 
NEVITA.
Zuerst legt der König von Armenien diese Rüstung zu Deinen Füßen nieder, – er bittet Dich, sie im Krieg gegen des Reiches Feinde zu tragen, obgleich er wohl weiß, Du unüberwindlicher Held stehst unter dem Schutz und Schirm der Götter, die nicht zulassen, daß Du von der Waffe eines Sterblichen verwundet werdest. – Hier bringt man Dir kostbare Teppiche, Zelte und Sattelzeug von den Fürsten jenseits des Tigrisstromes. Sie wollen damit zu erkennen geben, daß, wenn die Götter jenen Landen einen außerordentlichen Reichtum gegönnt haben, es doch nur zu dem Zweck geschah, ihn dem Liebling der Götter zugute kommen zu lassen. – Der König von Serandib und ebenso der Beherrscher von Diu senden Dir diese Waffen – Schwert, Spieß und Schild, samt Bogen und Pfeilen. Denn, sagen sie, wir achten es für das ratsamste, wehrlos dem Sieger gegenüber zu stehen, der, einer Gottheit gleich, sich mächtig genug gezeigt hat, jeden Widerstand zu brechen. – Zum Entgelt erbitten alle als die höchste Gnade Deine Freundschaft, und da ein Gerücht ihnen gemeldet hat, Du habest vor, im Frühjahr den verwegenen Perserkönig zu vernichten, – so bitten sie namentlich, ihre Länder mit feindlichem Einfall zu verschonen. 
KEJSER JULIAN.
Ikke kunde en sådan sendelse komme mig ganske uventet. De medbragte gaver skal nedlægges i mit skatkammer, og gennem eder lader jeg eders herskere vide, at det er min agt at holde venskab med alle de folkeslag, som ikke – det være sig med våben eller med underfundighed – stiller sig mine hensigter ivejen. – Hvad det angår, at man i eders fjernt-liggende lande, forledet af mine lykkelige sejrvindinger, har ladet sig henrive til i mig at se en guddom, så vil jeg ikke videre indlade mig på den sag. Jeg agter guderne for højt til, at jeg skulde ville tilrane mig en upassende plads iblandt dem, skønt jeg vel véd, at der oftere, og især i ældre tider, har levet helte og herskere, som har været således fremdragne af gudernes yndest og nåde, at det har været vanskeligt at sige, om de rettest var at regne til de dødelige eller til de udødelige. Om deslige ting er det imidlertid voveligt at dømme, selv for os Grækere. Hvor meget mere da for eder? Altså, nok om dette. – Du, Eutherios, fører de fremmede til hvile og sørger for, at intet fattes dem.
(Sendebudene og deres følge forlader salen ledsagede af husmesteren Eutherios. Kejser Julian stiger ned fra forhøjningen; hofmændene og talerne omringer ham under beundrende lykønskninger.) 
JULIAN.
Nicht konnte eine solche Botschaft mir ganz unerwartet kommen. Die Gaben, die sie bringen, sollen in meine Schatzkammer gebracht werden, und durch Euch lasse ich Eure Herrscher wissen, daß es meine Absicht ist, Freundschaft mit allen Völkerschaften zu halten, die sich nicht – weder mit Waffengewalt, noch mit Hinterlist– meinen Absichten in den Weg stellen. – Auf die Tatsache, daß man in Eurer fernen Heimat, verleitet durch mein Siegerglück, durchaus in mir eine Gottheit sehen will, lasse ich mich nicht weiter ein. Ich achte die Götter zu hoch, um mir in ihrer Mitte einen Platz anzumaßen, der mir nicht zukommt, obschon ich wohl weiß, daß des öfteren und zumal in den alten Zeiten Helden und Herrscher gelebt haben, die durch der Götter Gunst und Gnade so bevorzugt waren, daß schwer zu sagen ist, ob man sie zu den Sterblichen oder zu den Unsterblichen zu zählen habe. Indessen, – dergleichen zu entscheiden ist gewagt, selbst für uns Griechen. Um wieviel mehr erst für Euch? Also, genug davon! – Eutherios, Du wirst die Fremden zur Rast geleiten und dafür sorgen, daß es ihnen an nichts fehle.
Die Sendboten und ihr Gefolge verlassen den Saal, von Eutherios begleitet; Julian steigt von der Estrade herab; die Höflinge und Redner umringen ihn unter bewundernden Glückwünschen. 
TALEREN THEMISTEOS.
Så ung, – og allerede så højt hædret fremfor alle andre kejsere! 
THEMISTOES.
So jung – und schon so hoch geehrt vor allen anderen Kaisern! 
TALEREN MAMERTINOS.
Jeg spørger: vil ikke Fama fattes lunger til at forkynde dit ry, ifald guderne, hvad jeg vist håber, forunder dig et langt liv? 
MAMERTINOS.
Ich frage: werden Fama nicht die Lungen fehlen, Deinen Ruhm zu verkünden, wenn die Götter, wie ich sicher hoffe, Dir ein langes Leben gönnen. 
TALEREN THEMISTEOS.
Det skrækkens råb, som de flygtende Alemaner udstødte ved Rhin-strømmens fjerneste bredder, det har væltet sig østover, indtil det slog an imod Tauros og Kaukasos – 
THEMISTOES.
Der Schreckensruf, den die flüchtigen Alemannen an den fernsten Ufern des Rheinstromes ausgestoßen haben, pflanzte sich nach Osten fort, um am Tauros und am Kaukasos zu widerhallen – 
TALEREN MAMERTINOS.
– nu runger det, som en buldrende genlyd, over hele Asien. 
MAMERTINOS.
– jetzt erschallt er wie ein donnerndes Echo durch ganz Asien. 
KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Hvad der har forfærdet Inderne er denne lighed imellem vor græske Julian og hin makedoniske Alexander – 
NEVITA.
Was die Inder so erschreckt hat, das ist diese Ähnlichkeit zwischen unserem griechischen Julian und jenem macedonischen Alexander – 
TALEREN MAMERTINOS.
O, hvad lighed! Havde kong Alexander lønlige fiender i sin egen lejr! Havde han et misundeligt og bagtalerisk kejserhof at kæmpe imod? 
MAMERTINOS.
Ähnlichkeit? Ha was! Hatte König Alexander heimliche Feinde im eigenen Lager? Hatte er mit einem neidischen und verleumderischen Hof zu kämpfen? 
KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Sandt, sandt; og der var heller ingen uduelige hærførere, som hemmed Alexanders fremgang. 
NEVITA.
Gewiß, gewiß, – und da gab es auch keine unfähigen Heerführer, die Alexanders Fortschritte hemmten. 
KEJSER JULIAN.
Ursulos, det er min vilje, at disse sendebuds komme skal gøres bekendt både i staden og i rigets samtlige landskaber. Alt skal fortælles nøjagtigt, – hvor de hører hjemme og hvilke gaver de har medbragt. Jeg vil ikke forholde borgerne noget af det, som kommer min styrelse ved. Du kan også lade indflyde nogle ord om den forunderlige mening blandt Inderne, at Alexander skulde være kommen tilbage. 
JULIAN.
Ursulos, es ist mein Wille, die Ankunft dieser Sendboten soll in der Stadt und in sämtlichen Provinzen des Reiches bekannt gemacht werden. Alles soll genau geschildert werden, – wo sie zu Hause sind und was für Geschenke sie mitgebracht haben. Nichts will ich den Bürgern vorenthalten wissen von dem, was meine Regierung angeht. Du kannst auch einige Worte mit einfließen lassen von dem merkwürdigen Glauben der Inder, Alexander sei wiedergekommen. 
SKATMESTEREN URSULOS
(nølende).
Tilgiv mig, nådigste kejser, men – 
URSULOS
zögernd.
Vergib, gnädigster Kaiser, aber – 
KEJSER JULIAN.
Nu? 
JULIAN.
Nun? 
SKATMESTEREN URSULOS.
Du har selv sagt, at ved dette hof skal ingen smiger tåles – 
URSULOS.
Du hast selbst gesagt, von diesem Hofe solle die Schmeichelei verbannt sein – 
KEJSER JULIAN.
Tilvisse, ven! 
JULIAN.
Gewiß, Freund! 
SKATMESTEREN URSULOS.
Så lad mig da ærligt sige dig, at disse sendebud kom hid for at søge din forgænger og ikke dig. 
URSULOS.
So laß mich Dir ehrlich sagen, daß diese Sendboten hergekommen sind, Deinen Vorgänger aufzusuchen, – nicht Dich. 
KEJSER JULIAN.
Hvad vover du at ville indbilde mig! 
JULIAN.
Und das wagst Du mir einzureden? 
TALEREN THEMISTEOS.
Ej, hvilken urimelig tale! 
THEMISTOES.
Ei, welch törichte Sprache! 
TALEREN MAMERTINOS.
Hvilken opdigtelse! 
MAMERTINOS.
Welch ein Märchen! 
SKATMESTEREN URSULOS.
Det er sandhed. Jeg har længe vidst, at disse mænd skulde komme, – længe før kejser Konstanzios lukked sine øjne. O, min nådigste herre, lad ikke en falsk forfængelighed få indgang i dit unge sind – 
URSULOS.
Es ist die Wahrheit. Ich habe lange gewußt, daß diese Männer kommen würden, – lange bevor Kaiser Konstantios seine Augen schloß. O mein gnädigster Herr, laß keine falsche Eitelkeit Eingang in Deine junge Seele finden – 
KEJSER JULIAN.
Nok, nok! Du vil altså dermed sige, at –? 
JULIAN.
Genug, genug! Du willst also damit sagen, daß –? 
SKATMESTEREN URSULOS.
Tænk selv efter. Hvorledes skulde dine sejre i Gallien, så berømmelige de end har været, i slig hast kunnet nå til hine fjerne folkeslags ører? Når sendebudene talte om kejserens heltegerninger, så tænkte de på krigen imod Perser-kongen – 
URSULOS.
Denk selber nach. Wie sollten Deine gallischen Siege, so ruhmreich sie auch gewesen sind, mit solcher Schnelligkeit jenen fernen Völkerschaften zu Ohren gedrungen sein? Wenn die Sendboten von den Heldentaten des Kaisers sprachen, so dachten sie an den Krieg gegen den Perserkönig – 
KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Jeg vidste ikke, at krigen imod kong Sapores var bleven ført på den vis, at den skulde sprede skræk til verdens grænse. 
NEVITA.
Ich wüßte nicht, daß der Krieg gegen König Sapores so geführt worden wäre, daß er Schrecken bis an die Grenzen der Welt hätte verbreiten sollen. 
SKATMESTEREN URSULOS.
Sandt; lykken har været vore våben imod i hine egne. Men rygtet om de store rustninger, som kejser Konstanzios påtænkte til våren, var det, der ængsted Armenierne og de andre folkeslag. – O, regn dog tiden efter, herre; tæl dagene, om du vil, og sig så om andet er muligt. Dit tog hid fra Gallien skede med en vidunderlig hurtighed; men hine mænds rejse fra de indiske øer –; det vilde dog være tifold vidunderligere, ifald –; spørg dem, og du skal få høre – 
URSULOS.
Gewiß, – das Kriegsglück war in jenen Gegenden wider uns. Aber das Gerücht von den großen Rüstungen, die Kaiser Konstantios für das Frühjahr plante, hat die Armenier und die andern Volksstämme in Angst versetzt. Rechne die Zeit doch nach, Herr! Zähle die Tage, wenn Du willst, und sage dann, ob es anders möglich ist. Dein Zug von Gallien hierher vollzog sich mit wunderbarer Schnelligkeit; doch die Reise jener Männer von den indischen Inseln her – es wäre doch zehnmal wunderbarer noch, wenn – –. Frag’ sie selbst und Du wirst hören – 
KEJSER JULIAN
(bleg af vrede).
Hvorfor siger du mig alt dette? 
JULIAN
bleich vor Zorn.
Wozu sagst Du mir das alles? 
SKATMESTEREN URSULOS.
Fordi det er sandhed og fordi jeg ikke kan tåle at se din unge skønne hæder formørket af en lånt kappe. 
URSULOS.
Weil es die Wahrheit ist, und ich nicht ertragen kann, Deinen jungen schönen Ruhm in einem erborgten Gewande zu sehen, das ihn verdüstert. 
TALEREN THEMISTEOS.
Hvilken forvoven tale! 
THEMISTOES.
Welch verwegene Sprache! 
TALEREN MAMERTINOS.
Hvilken højst forvoven tale! 
MAMERTINOS.
Welch höchst verwegene Sprache! 
KEJSER JULIAN.
Det kan du ikke tåle? Så! O, jeg kender dig bedre. Jeg kender alle eder gamle ved dette hof. Det er guderne, hvis hæder I vil forringe. Thi er det ikke gudernes hæder, at de mægter store ting gennem et menneske? Men I hader dem – disse guder – hvis templer I har nedbrudt, hvis billedstøtter I har slåt sønder og hvis skatte I har tilranet jer. I har knapt tålt dem engang, disse vore højst velgørende guder. I har knapt tilladt, at de fromme bar dem løndomsfuldt i hjerterne. Nu vil I også nedbryde det taknemmelighedens tempel, som jeg har rejst for dem i mit hjerte; I vil tage fra mig den erkendtlige tanke, at jeg skylder de udødelige en ny og såre attråværdig velgerning; – thi er ikke hæder at agte for en sådan? 
JULIAN.
Das kannst Du nicht ertragen? So! Ich kenne Dich besser! Ich kenne Euch alle, ihr Alten dieses Hofes. Den Ruhm der Götter wollt Ihr schmälern – das ist’s! Denn ist das nicht der Götter Ruhm, daß sie so Großes durch einen Menschen vermögen? Aber Ihr haßt sie, diese Götter, – ihre Tempel habt Ihr niedergerissen, ihre Bildsäulen habt Ihr zertrümmert und ihre Schätze habt Ihr an Euch gerissen. Noch nicht einmal geduldet habt Ihr sie, diese unsere so wohltätigen Götter. Kaum habt Ihr zugegeben, daß die Frommen sie heimlich im Herzen tragen. Jetzt wollt Ihr auch den Tempel der Erkenntlichkeit niederreißen, den ich ihnen in meinem Herzen errichtet habe! Ihr wollt mir die dankbare Vorstellung nehmen, daß ich den Unsterblichen eine neue und so begehrenswerte Wohltat schulde; – denn ist nicht der Ruhm als eine solche Wohltat anzusehen? 
SKATMESTEREN URSULOS.
Den eneste himmelens Gud er mit vidne, at – 
URSULOS.
Der einige Gott im Himmel ist mein Zeuge, daß – 
KEJSER JULIAN.
Den eneste! Der har vi det igen! Således er I altid. Hvilken utålsomhed! Spejl eder dog i os. Siger vi, at vore guder er de eneste? Agter vi ikke både Egypternes guder og hin jødiske Jehova, der visselig har udført store ting i sit folk? Men I derimod, – og det en mand, som du, Ursulos –! Er du en Romer, født af græske forfædre? Den eneste? Hvilken barbarisk uforskammethed! 
JULIAN.
Der einige! Da haben wir es wieder! So seid Ihr immer! Welche Unduldsamkeit! Nehmt Euch doch an uns ein Beispiel! Sagen wir, daß unsere Götter die einzigen sind? Achten wir nicht die Götter der Ägypter ebenso wie jenen jüdischen Jehova, der gewißlich große Dinge an seinem Volke vollbracht hat? Ihr dagegen – und ein Mann wie Du, Ursulos, – bist Du ein Römer, griechischen Ahnen entstammt? Der einige! Welch barbarische Unverschämtheit! 
SKATMESTEREN URSULOS.
Du har lovet, at du ikke vil hade nogen for hans meningers skyld. 
URSULOS.
Du hast gelobt, keinen um seiner Überzeugungen willen zu hassen. 
KEJSER JULIAN.
Det har jeg lovet; men jeg tåler heller ikke, at I træder os for nær. Sendebudene skulde ikke være komne for at –? Det vil altså med andre ord sige, at den store guddommelige Dionysos, der besynderligen har sin magt i at åbenbare menneskene de skjulte ting, – at han ikke skulde være virksom nu, ligeså vel som i de henfarne tider. Bør jeg tåle dette? Er det ikke en overvættes frækhed? Tvinges jeg ikke til at drage dig til regnskab? 
JULIAN.
Das habe ich, – aber ich dulde auch nicht, daß Ihr uns zu nahe tretet. Die Sendboten wären nicht gekommen, um –? Das hieße mit andern Worten, daß der große, göttliche Dionysos, dem die ganz besondere Macht zu eigen ist, den Menschen die verborgenen Dinge zu offenbaren, – daß er jetzt nicht mehr so wirksam sein sollte wie in den verflossenen Zeiten. Brauche ich das zu dulden? Ist diese Frechheit nicht allzu groß? Bin ich nicht gezwungen, Dich zur Rechenschaft zu ziehen? 
SKATMESTEREN URSULOS.
Da vil alle kristne sige, at det er deres tro, du forfølger. 
URSULOS.
Dann werden alle Christen sagen, daß es ihr Glaube ist, den Du verfolgst. 
KEJSER JULIAN.
Der skal ingen forfølges for troens skyld. Men har jeg ret til at slå en streg over, hvad I måtte gøre eder skyldige i, blot fordi I ere kristne! Skal eders vildfarelser skærme eders fejl? Hvad har ikke I forvovne mænd allerede længe øvet, både her ved hoffet og andetsteds? Hvorledes har I ikke smigret for alle laster og bøjet eder for alle luner? Ja, hvad har ikke du, Ursulos, selv set igennem fingre med? Jeg tænker på hin skamløst udpyntede hårskærer, hin salvestinkende nar, som nys fyldte mig med ækkelhed her. Er du ikke skatmester? Hvorledes har du kunnet give efter for hans ublu fordringer? 
JULIAN.
Seines Glaubens wegen soll keiner verfolgt werden. Aber habe ich ein Recht, durch all das, wessen Ihr Euch schuldig macht, einen Strich zu ziehen, nur weil Ihr Christen seid? Sollen Eure Irrtümer Euren Fehlern als Deckmantel dienen? Was habt Ihr verwegenen Männer nicht alles schon längst verübt, hier am Hofe und anderswo? Wie habt Ihr nicht allen Lastern geschmeichelt und allen Launen Euch gefügt? Ja, bei wie vielem hast Du nicht selbst, Ursulos, ein Auge zugedrückt? Ich denke nur an den schamlos aufgeputzten Haarscherer, den salbenstinkenden Narren, der mich eben hier mit Ekel erfüllt hat. Bist Du nicht Schatzmeister? Wie hast Du seinen unverschämten Forderungen nachgeben können? 
SKATMESTEREN URSULOS.
Er det en brøde, at jeg har været min herres tjener? 
URSULOS.
Ist es ein Verbrechen, daß ich der Diener meines Herrn gewesen bin? 
KEJSER JULIAN.
Jeg bruger ikke deslige overdådige tjenere. Alle hine frække halvmænd skal jages ud af palatset; og alle kokke og gøglere og dansere ligervis. En sømmelig tarvelighed skal indføres igen. (til Themisteos og Mamertinos.) I, mine venner, skal gå mig tilhånde i dette. – Og du, Nevita, hvem jeg, for at du kan træde op med des større anseelse, giver en hærførers værdighed, – dig overdrager jeg at undersøge, hvorledes statens embeder er blevne forvaltede under min forgænger, og især i de senere år. Du kan tilkalde bekvemme mænd, hvem du vil, til at dømme med dig i disse sager. (til de ældre hofmænd og rådsherrer.) Jeg har ingen brug for jer. Da min begrædte frænde på sit dødsleje indsatte mig til sin arving, så gav han mig også i arv den retfærdighed, som hans lange svaghedstilstand havde hindret ham selv fra at udøve. Gå hjem; og når I har gjort rede og rigtighed for eder, da kan I drage, hvorhen I lyster. 
JULIAN.
Ich brauche solche verschwenderischen Diener nicht. All jene frechen Weichlinge sollen aus dem Palaste gejagt werden – und alle Köche und Gaukler und Tänzer auch. Geziemende Anspruchslosigkeit soll wieder herrschen. – – Zu Themisteos und Mamertinos. Ihr, meine Freunde, sollt mir dabei an die Hand gehen. – Und Du, Nevita, dem ich die Würde eines Heerführers verleihe, auf daß Du mit desto größerem Ansehen auftreten kannst, – Dich beauftrage ich damit, zu untersuchen, wie unter meinem Vorgänger die Staatsämter verwaltet worden sind, und besonders in den letzten Jahren. Du kannst nach Belieben geeignete Männer hinzuziehen, daß sie Dich in diesen Dingen mit ihrem Urteil unterstützen. Zu den älteren Höflingen und Ratsherren. Ich brauche Euch nicht weiter. Als auf seinem Sterbebette mein betrauerter Vetter mich zu seinem Erben einsetzte, da vermachte er mir auch die Gerechtigkeit, die selbst auszuüben sein langes Siechtum ihn gehindert hatte. Geht heim, – und wenn Ihr Rede und Antwort gestanden habt, dann könnt Ihr ziehen, wohin es Euch gelüstet. 
SKATMESTEREN URSULOS.
Gud, Herren, opholde og skærme dig, min kejser!
(Han bøjer sig og går ud i baggrunden sammen med de ældre. Nevita, Themisteos og Mamertinos samt alle de unge samler sig om kejseren.) 
URSULOS.
Gott der Herr erhalte und beschirme Dich, mein Kaiser!
Er verneigt sich und geht mit den altern Männern durch die Mitte ab. Nevita, Themisteos, Mamertinos und alle jüngeren scharen sich um den Kaiser. 
HÆRFØREREN NEVITA.
Min ophøjede hersker, hvorledes skal jeg tilfulde takke dig for det tegn på din nåde, som du nys – 
NEVITA.
Erhabener Herrscher, wie soll ich Dir würdig für das Zeichen Deiner Gnade danken, das Du soeben – 
KEJSER JULIAN.
Ingen tak. Jeg har i disse få dage lært at skatte din troskab og din dømmekraft. Også kundgørelsen om de østerlandske sendebud overdrager jeg dig at affatte. Skriv den således, at de velgørende guder ikke deri skal finde grund til at fortørnes på nogen af os. 
JULIAN.
Keinen Dank! Ich habe in diesen wenigen Tagen Deine Treue und Dein Urteil schätzen gelernt. Auch den Bericht über die Gesandten des Morgenlandes übertrage ich Dir. Fass’ ihn so ab, daß die wohltätigen Götter keinen Grund finden, irgend einem von uns zu zürnen. 
HÆRFØREREN NEVITA.
Jeg skal handle efter min kejsers vilje både i det ene og i det andet.
(han går ud til højre.) 
NEVITA.
Ich werde nach dem Willen meines Kaisers handeln, hierin wie in allem andern.
Rechts ab. 
KEJSER JULIAN.
Og nu, I trofaste, nu priser vi de udødelige magter, som har vist os den rette vej. 
JULIAN.
Und nun, Ihr Getreuen, nun laßt uns die unsterblichen Mächte preisen, die uns den rechten Weg gewiesen haben. 
TALEREN THEMISTEOS.
De udødelige og deres mere end dødelige yndling! Hvilken jubel vil vi ikke få høre gennem riget, når det rygtes, at du har fjernet hine voldsomme og egennyttige mænd! 
THEMISTOES.
Die Unsterblichen und ihren mehr als sterblichen Liebling! Welch ein Jubel wird das Reich durchbrausen, wenn es ruchbar wird, daß Du diese gewalttätigen und eigennützigen Männer entfernt hast! 
TALEREN MAMERTINOS.
Med hvilken spænding og med hvilket utålmodigt håb vil man ikke vente på valget af deres efterfølgere! 
MAMERTINOS.
Mit welcher Spannung und ungeduldigen Hoffnung wird man der Wahl ihrer Nachfolger entgegensehen! 
TALEREN THEMISTEOS.
Alle Grækere vil råbe med én mund: Platon selv har taget statens ror! 
THEMISTOES.
Alle Griechen werden wie aus einem Munde rufen: Platon selbst hat das Steuer des Reiches ergriffen! 
TALEREN MAMERTINOS.
Nej, nej, værdige ven; alle Grækere vil råbe: Platons udsagn er bleven til virkelighed, – kun en gud kan herske over menneskene! 
MAMERTINOS.
Viel mehr, würdiger Freund – alle Griechen werden rufen: Platons Wort hat sich verwirklicht, – nur ein Gott kann über die Menschen herrschen. 
TALEREN THEMISTEOS.
Nu ønsker jeg blot, at de lykkebringendes velvilje må følge Nevita. Han har fåt et stort og vanskeligt hverv; jeg kender ham ikke så nøje; men vi bør jo alle håbe, at han må vise sig at være den rette – 
THEMISTOES.
Nun wünsche ich nur, daß die Gunst der glückbringenden Gottheiten Nevita begleiten möge. Ihm ist eine große und schwierige Aufgabe geworden. Ich kenne ihn nicht so genau; aber wir dürfen wohl alle hoffen, daß er sich als der rechte Mann erweisen wird – 
TALEREN MAMERTINOS.
Ganske visst; skønt der vel turde findes andre mænd, som – 
MAMERTINOS.
Ganz gewiß – obschon es vielleicht auch noch andere Männer geben dürfte, die – 
TALEREN THEMISTEOS.
Ikke vil jeg dermed have sagt, at det valg, som du, o uforlignelige kejser – 
THEMISTOES.
Nicht als ob ich damit gesagt haben wollte, daß die Wahl, die Du, unvergleichlicher Kaiser – 
TALEREN MAMERTINOS.
Nej, nej, på ingen måde! 
MAMERTINOS.
Nein, nein, – ganz und gar nicht. 
TALEREN THEMISTEOS.
Men hvis det er en fejl at brænde af iver efter at tjene en elsket hersker – 
THEMISTOES.
Aber wenn es ein Fehler ist, vor Eifer danach zu brennen, einem geliebten Herrn zu dienen – 
TALEREN MAMERTINOS.
– da har du i sandhed mere end én fejlende ven – 
MAMERTINOS.
– dann hast Du wahrhaftig mehr als einen fehlerhaften Freund – 
TALEREN THEMISTEOS.
– selv om du ikke hædrer dem således, som du har hædret den højst lykkelige Nevita – 
THEMISTOES.
– selbst wenn Du sie nicht so ehrest, wie Du den überglücklichen Nevita geehrt hast – 
TALEREN MAMERTINOS.
– selv om de måtte undvære ethvert synligt tegn på din nåde – 
MAMERTINOS.
– selbst wenn sie jedes sichtbaren Zeichens Deiner Gnade entbehren müßten – 
KEJSER JULIAN.
Vi vil ikke lade nogen dygtig mand unyttet og heller ikke ulønnet. Hvad dig angår, Themisteos, da overdrager jeg dig stadsforstanderskabet her i Konstantinopel; og du, Mamertinos, kan berede dig på i det kommende år at rejse til Rom og overtage et af de ledige konsulater. 
JULIAN.
Wir wollen keine tüchtige Kraft ungenützt und unbelohnt lassen. Was Dich betrifft, Themisteos, so übertrage ich Dir das Amt des Stadtvorstehers hier in Konstantinopel; und Du, Mamertinos, kannst Dich bereit halten, im kommenden Jahre nach Rom abzugehen, um eins der erledigten Konsulate zu übernehmen. 
TALEREN THEMISTEOS.
Min kejser! Jeg svimler over så megen ære –! 
THEMISTOES.
Mein Kaiser! Mir schwindelt vor so viel Ehre –! 
TALEREN MAMERTINOS.
Så høj en hæder! Konsul! Fandtes der nogen tid en så højt hædret konsul, som jeg? Mon Lucius, mon Brutus, mon Publius Valerius? Hvad var disses hæder imod min? Hine udnævntes af folket, men jeg af Julian! 
MAMERTINOS.
Eine so hohe Auszeichnung! Konsul! Ist je ein Konsul ausgezeichnet worden wie ich? Etwa Lucius, etwa Brutus, etwa Publius Valerius? Was waren die Auszeichnungen jener Männer gegen die Ehre, die mir geworden ist? Jene wurden vom Volke ernannt, – ich aber von Julian! 
EN HOFMAND.
Priset være den kejser, som lader retfærdigheden råde! 
EIN HÖFLING.
Gepriesen sei der Kaiser, der die Gerechtigkeit walten läßt! 
EN ANDEN HOFMAND.
Priset han, hvis blotte navn slår barbarerne med forfærdelse! 
EIN ANDERER HÖFLING.
Gepriesen Er, dessen bloßer Name schon die Barbaren mit Schrecken schlägt! 
TALEREN THEMISTEOS.
Priset være alle de ophøjede guder, som i samdrægtighed har kastet sine forelskede øjne på en eneste mand, således at denne eneste, når han første gang – det ske sent! – volder os sorg og går bort, må siges at have stillet Sokrates og Mark Aurel og Alexander i skyggen! 
THEMISTOES.
Gepriesen seien die erhabenen Götter alle, die in Eintracht auf einen einzigen Mann ihre liebenden Augen gerichtet haben, so daß es von diesem einen, wenn er zum ersten Mal (was spät geschehen möge!) uns Kummer macht und von uns geht, einst heißen wird: er habe Sokrates und Mark Aurel und Alexander in den Schatten gestellt! 
KEJSER JULIAN.
Der traf du tingens kerne, min Themisteos! Til guderne er det, vi skal opløfte vore hænder og vore hjerter. Jeg siger ikke dette for at belære eder, men for at påminde eder om, hvad der ved dette hof så længe er bleven forsømt. Det være fjernt fra mig at ville tvinge nogen. Men er jeg vel at laste, fordi jeg gerne vil gøre andre delagtige i den søde henrykkelse, som gennemstrømmer mig, idet jeg føler mig vugget i de udødeliges samfund? Priset, priset være du, vinløvkransede Dionysos! Thi det er nærmest dig, som virker så store og hemmelighedsfulde ting. Gå I nu hver til eders gerning. Jeg, for min del, har tilsagt et glædesoptog gennem stadens gader. Det skal ikke være noget gilde for mine hoffolk, ej heller et gæstebud inden fire vægge. Frit kan borgerne slutte sig til mig, eller holde sig borte; jeg vil udskille de rene fra de urene, de fromme fra de vildfarende. – O, sol-konge, kast lys og skønhed over dagen! O, Dionysos, sænk din svulmende herlighed over sindene; fyld sjælene med dit hellige stormsus, fyld dem indtil alle bånd brister og den frigjorte jubel drager ånde i dans og sang! – Liv, liv, liv i skønhed!
(Han går ilsomt ud til højre. Hoffolkene samler sig i hviskende klynger og fjerner sig efterhånden.)


 
JULIAN.
Da hast Du den Kern der Sache getroffen, Themisteos. Zu den Göttern sollen wir unsere Hände und unsere Herzen erheben! Ich sage das nicht, um Euch zu belehren, vielmehr um Euch an das zu mahnen, was an diesem Hofe so lange verabsäumt worden ist. Es sei ferne von mir, jemanden zwingen zu wollen. Aber bin ich wohl zu tadeln, weil ich gern anderen von jener holden Verzücktheit mitteilen möchte, die mich durchströmt, wenn ich mich in dem Gefühl wiege, der Gemeinschaft der Unsterblichen anzugehören!? Heil, Heil Dir, weinlaubbekränzter Dionysos! Denn Du vor allen wirkest so große und geheimnisvolle Dinge! Ein jeglicher gehe nun an sein Amt! Ich für mein Teil habe einen Freudenzug durch die Straßen der Stadt zugesagt. Es soll kein Fest für meinen Hof sein, noch ein Gelage zwischen vier Wänden. Frei können die Bürger sich mir anschließen oder fernbleiben. Ich will die Reinen von den Unreinen, die Frommen von den Verirrten sondern. – – O Sonnenkönig, breite Licht und Schönheit über diesen Tag hin! O Dionysos, senke Deine berauschende Herrlichkeit in unsere Sinne! Fülle die Seelen mit Deinem heiligen Sturmesbrausen, fülle sie, bis alle Bande reißen und der befreite Jubel aufatmet in Tanz und Gesang! – O du Leben, du Leben, du Leben in Schönheit!
Schnell rechts ab; die Höflinge treten flüsternd in Gruppen zusammen und entfernen sich allmählich.


 
(En trang gade i Konstantinopel.)
(Stor sammenstimlen af mennesker; alle ser i én retning henad gaden. Larm, sang og musik af fløjter og trommer høres i nogen frastand.) 
Eine enge Straße in Konstantinopel.
Große Menschenmasse. Alle blicken in einer Richtung die Straße hinab. Lärm, Gesang und Musik von Flöten und Trommeln wird in einiger Entfernung laut. 
EN SKOMAGER
(i sin husdør, råber tvers over gaden).
Hvad er på færde, kære nabo? 
EIN SCHUHMACHER
in seiner Haustür ruft quer über die Straße.
Was ist denn los, lieber Nachbar? 
EN KRAMHANDLER
(i huset lige over for).
Man siger, det skal være nogle syriske gøglere, som er kommen til staden. 
EIN KRÄMER
im Hause gerade gegenüber.
Es heißt, syrische Gaukler sind in die Stadt gekommen. 
EN FRUGTSÆLGER
(på gaden).
Visst ikke; det er en egyptisk bande, som driver om med abekatte og dromedarer. 
EIN FRUCHTHÄNDLER
auf der Straße.
Bewahre! Es ist eine Ägypterbande, die mit Affen und Dromedaren herumzieht. 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
(tarveligt klædt, søger forgæves at slippe igennem trængselen).
Plads dog, I dårer! Hvor djævelen kan nogen fjase og snaddre på en slig ulykkesdag! 
DER HAARSCHNEIDER EUNAPIOS.
dürftig gekleidet, macht vergebliche Versuche, durch das Gedränge zu kommen.
Platz da, Ihr Narren! Zum Teufel, wie kann man scherzen und schnattern an solch ’nem Unglückstag? 
EN KVINDE
(i et lidet vindu).
Pst, pst; Eunapios! Smukke herre! 
EINE FRAU
an einem kleinen Fenster.
Pst, pst! Eunapios! Schöner Herr! 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Tal ikke til mig på åben gade, din rufferske! 
EUNAPIOS.
Sprich mich nicht auf offener Straße an, Du Kupplerin! 
KVINDEN I VINDUET.
List dig ind bagvejen, søde ven! 
DIE FRAU.
Stiehl Dich durch die Hintertür, süßer Freund! 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Tvi med dig! Er jeg oplagt til at skæmte – 
EUNAPIOS.
Luder Du! Bin ich aufgelegt zu spaßen –? 
KVINDEN I VINDUET.
Du skal nok bli oplagt. Kom, smukke Eunapios; iforgårs fik jeg en sending friske duer – 
DIE FRAU.
Du sollst schon noch aufgelegt werden. Komm, schöner Eunapios! Vorgestern habe ich eine Sendung frischer Tauben gekriegt – 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
O, du syndige verden! (vil forbi.) Plads, plads dog, i Satans navn; lad mig komme frem! 
EUNAPIOS.
O du sündige Welt! Will weiter. Platz, Platz da! In des Satans Namen! Laßt mich durch! 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
(rejseklædt og fulgt af et par belæssede slaver, kommer fra en sidegade.) Er staden bleven en dårekiste? Alle skriger i munden på hverandre, og ingen kan sige mig besked. Ah, se, – Eunapios, min fromme broder! 
DER SCHRIFTGELEHRTE HEKEBOLIOS
im Reiseanzug, von zwei bepackten Sklaven begleitet, kommt aus einer Seitenstraße.
Ist die Stadt ein Narrenhaus geworden? Da schreien alle sich die Ohren taub, und keiner kann mir Bescheid geben. Ah sieh, – Eunapios, mein frommer Bruder! 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Bud og hilsen, ærværdige herre! Du er altså kommen tilbage til staden? 
EUNAPIOS.
Gruß und Heil, ehrwürdiger Herr! Also wieder in der Stadt? 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
I dette øjeblik; – jeg har helliget de hede høstmåneder til stille andagt på mit landgods på Kreta. Men sig mig for al ting, hvad går her for sig? 
HEKEBOLIOS.
In diesem Augenblick angekommen. – Die heißen Erntemonate habe ich als frommer Mann im stillen Dienst des Herrn auf meinem kretischen Landgut verbracht. Aber, vor allen Dingen sag’ mir, was gibt es hier? 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Ulykke og forvirring. Den nye kejser – 
EUNAPIOS.
Unglück und Verwirrung! Der neue Kaiser – 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Ja, ja, jeg har hørt forunderlige rygter – 
HEKEBOLIOS.
Ja, ja, – ich habe wunderliche Gerüchte gehört – 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Tifold værre end rygterne. Alle tro tjenere er forjagne fra palatset. 
EUNAPIOS.
Es ist zehnmal schlimmer noch, als die Gerüchte sagen! Alle treuen Diener sind aus dem Palast gejagt. 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Taler du sandhed? 
HEKEBOLIOS.
Sprichst Du die Wahrheit? 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Ve mig; jeg selv var den første – 
EUNAPIOS.
Weh’ mir! Ich selbst war der erste – 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Forskrækkeligt! Så er kanske også jeg –? 
HEKEBOLIOS.
Schrecklich! So bin auch ich vielleicht –? 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Tilvisse. Alle regnskaber skal undersøges, alle gaver skal tages tilbage, alle unøjagtige oppebørsler – 
EUNAPIOS.
Sicherlich. Alle Rechnungen sollen untersucht werden, alle Geschenke zurückgegeben werden, alle ungenauen Besteuerungen – 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
(bleg).
Gud forbarme sig! 
HEKEBOLIOS
bleich.
Um Gottes willen! 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Herren være lovet, jeg har en god samvittighed. 
EUNAPIOS.
Gottlob, ich habe ein gutes Gewissen. 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Jeg også, jeg også; men alligevel –; ah, så er det sagtens dog sandt, at kejseren har ofret til Apollon og Fortuna? 
HEKEBOLIOS.
Ich auch, ich auch; aber trotzdem –. Ha, so ist es am Ende doch wahr, daß der Kaiser dem Apollon und der Fortuna geopfert hat? 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Ja visst; men hvem bryr sig om slige småting? 
EUNAPIOS.
Ja gewiß, – aber wer kümmert sich um solche Kleinigkeiten? 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Småting? Skønner du da ikke, forblindede ven, at det er vort sindelag, som gode kristne, han forfølger? 
HEKEBOLIOS.
Kleinigkeiten? Merkst Du denn nicht, verblendeter Freund, daß es unsere gute Christengesinnung ist, die er verfolgt? 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Hvad siger du? Herrens kors, skulde det være muligt? 
EUNAPIOS.
Was sagst Du? Kreuz Jesu, sollte das möglich sein? 
KVINDER
(i trængselen).
Der kommer de! 
FRAUEN
im Gedränge.
Da kommen sie! 
EN MAND
(på et hustag).
Jeg kan se ham! 
EIN MANN
auf dem Dach eines Hauses.
Ich kann ihn sehen! 
ANDRE STEMMER.
Hvem kommer? Hvem, hvem? 
ANDERE STIMMEN.
Wer kommt? Wer, wer? 
MANDEN PÅ TAGET.
Kejser Julian. Han har vinløv i håret. 
DER MANN
auf dem Dache.
Kaiser Julian. Er hat Weinlaub im Haar. 
FOLK PÅ GADEN.
Kejseren! 
VOLK
auf der Straße.
Der Kaiser! 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Kejseren! 
EUNAPIOS.
Der Kaiser! 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Kom, kom, fromme broder! 
HEKEBOLIOS.
Komm, komm, frommer Bruder! 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Slip mig, herre; jeg er slet ikke from. 
EUNAPIOS.
Laßt mich, Herr; ich bin ganz und gar nicht fromm. 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Ikke from –? 
HEKEBOLIOS.
Nicht fromm –? 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Hvem tør sige mig på –? Vil man ødelægge mig? From? Når var jeg from? Jeg hørte engang til Donatisternes samfund; det er mangfoldige år siden. Gid djævelen tage Donatisterne! (banker på vinduet.) Hej, Barbara, Barbara; luk op, gamle tæve!
(man slipper ham ind gennem husdøren.) 
EUNAPIOS.
Wer darf mir nachsagen –? Will man mich zugrunde richten? Fromm? Wann war ich fromm? Ich gehörte einmal zur Donatistensekte! Das ist manches Jahr her. Der Teufel hole die Donatisten! Klopft an das Fenster. He, Barbara, Barbara; mach’ auf, alte Vettel!
Man läßt ihn durch die Tür hineinschlüpfen. 
MÆNGDEN.
Der er han! Der kommer han! 
DIE MENGE.
Da ist er! Da kommt er! 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Alle unøjagtige oppebørsler –! Undersøgelse! O, forfærdelsens lynslag!
(han lister sig bort med begge slaverne.)


 
HEKEBOLIOS.
Alle ungenauen Besteuerungen –! Untersuchung! O heiliges Donnerwetter! Er macht sich mit den beiden Sklaven davon.


 
(Dionysos-toget kommer nedad gaden. Fløjtespillere går foran; drukne mænd, tildels udklædte som fauner og satyrer, danser efter takten. Midt i toget ser man kejser Julian, ridende på et æsel, der er overtrukket med panterskind; han er klædt som guden Dionysos, med en panterhud over skuldrene, vinløvkrans om panden, og i hånden en med grønt omvunden stav, på hvis øverste ende der er fæstet en pinje-kongle. Halvnøgne sminkede kvinder og ynglinge, dansere og gøglere omringer ham; nogle bærer vinkander og drikkeskåler, andre slår tamburiner og bevæger sig fremad under vilde spring og fagter.) 
Der Dionysoszug kommt die Straße herab. Flötenspieler voran; betrunkene Männer, zum Teil verkleidet als Faune und Satyre, tanzen nach dem Takte. Mitten im Zuge sieht man Julian, auf einem Esel reitend, über den ein Pantherfell geworfen; er ist wie der Gott Dionysos gekleidet, trägt ein Pantherfell um die Schultern, einen Kranz von Weinlaub um die Stirn und in der Hand einen mit Grün umwundenen Stab, an dessen oberstem Ende ein Pinienzapfen befestigt ist. Halbnackte geschminkte Weiber und Jünglinge, Tänzer und Gaukler umringen ihn; die einen tragen Weinkannen und Trinkschalen, andere schlagen Tamburine und ziehen einher unter wilden Sprüngen und Gebärden. 
DANSERNE
(synger).
Ildnende drag af fyldte skåler!
Ildnende drag!
Læberne nippende,
øjnene klippende,
bukkeben trippende
hylder dig, vingud, i svimlende lag! 
DIE TÄNZER
singen.
Feurigen Zug aus vollen Schalen!
Feurigen Zug!
Lippen, weindampfende,
Fäuste, zukrampfende,
Bocksbeine, stampfende,
Huldigen, Weingott, Dir nimmer genug! 
KVINDERNE
(synger).
Kærlighedsleg, som ej natten selv tåler,
prøv, I bakkanter!
Øv den i dagglansens tindrende stråler!
Se, på sin panter
sidder den herlige!
Favn os, bakkanter;
kend, vi er hede; føl, vi er kærlige;
springende, syngende,
ravende, gyngende,
favn os, bakkanter! 
DIE WEIBER
singen.
Auf! Immer hitziger, liebesentbrannter
Greift uns, Bacchanten!
Schleift uns in Sonnengolds funkelndste Strahlen!
Auf seinem Panther
Thront er, der Blühende!
Liebt uns, Bacchanten!
Auf! auf uns zärtliche! Auf! auf uns glühende!
Bändiget singend uns,
Taumelnd und springend, uns
Wieder Entbrannten! 
KEJSER JULIAN.
Plads! Ryddeligt, I borgere! Vig ærbødigt til side; ikke for os, men for ham, som vi hædrer! 
JULIAN.
Platz da! Zurück, Ihr Bürger! Gebt ehrerbietig Raum! Nicht uns, aber ihm, den wir ehren! 
EN RØST I MÆNGDEN.
Kejseren i skøgers og gøgleres selskab! 
EINE STIMME AUS DER MENGE.
Der Kaiser in Gesellschaft von Huren und Gauklern! 
KEJSER JULIAN.
Skam få I, at jeg må tage tiltakke med slige. Blues I ikke over at finde større fromhed og mere iver hos disse, end hos eder selv? 
JULIAN.
Schlimm genug, daß ich mit solchen fürlieb nehmen muß. Werdet Ihr nicht schamrot, daß größere Frömmigkeit und mehr Eifer bei diesen zu finden ist als bei Euch? 
EN GAMMEL MAND.
Kristus oplyse dig, herre! 
EIN ALTER MANN.
Christus erleuchte Dich, o Herr! 
KEJSER JULIAN.
Aha, du er en Galilæer! Og du vil tale med? Sad ikke din store mester tilbords med syndere? Gik han ikke ud og ind i huse, som holdtes for lidet sømmelige? Svar mig på det. 
JULIAN.
Aha, Du bist ein Galiläer! Und Du willst mitreden! Saß nicht Dein großer Meister zu Tisch mit Sündern? Ging er nicht ein und aus in Häusern, die für wenig anständig galten? Antworte mir darauf! 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
(omringet af piger i kvinden Barbaras husdør).
Ja, svar, svar, om du kan, du dåre! 
EUNAPIOS.
umringt von Mädchen, in Barbaras Haustür.
Jawohl, antworte, antworte, wenn Du kannst, Du Dummkopf! 
KEJSER JULIAN.
Ej, se, – er du ikke hin hårskærer, som –? 
JULIAN.
Ei, sieh, – bist Du nicht der Haarscherer, der –? 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
En frigjort mand, nådigste kejser! – Plads, I bakkanter; plads for en broder!
(han og pigerne danser ind i Dionysos-togets rækker.) 
EUNAPIOS.
Ein erlöster Mann, gnädigster Herr! – Platz, Ihr Bacchanten, Platz für einen Bruder!
Er und die Mädchen tanzen hinein in die Reihen des Dionysoszuges. 
KEJSER JULIAN.
Det må jeg vel lide. Spejl eder i denne Græker, hvis I har en gnist af de gamles ånd tilbage. Og det er vel fornødent, dette, I borgere; thi ingen gud er bleven så miskendt – ja, latterliggjort – som denne henrykkelse bringende Dionysos, hvem Romerne også kalder Bakkus. Mener I, han er en gud for drukkenbolte? O, I højst uvidende, jeg ynker eder, hvis I tænker så. Hvem anden end ham er det, seerne og digterne skylder sine vidunderlige gaver? Vel véd jeg, at nogle tillægger Apollon denne virksomhed, og det visselig ikke uden al føje; men da er sammenhængen hel anderledes at forstå, – hvilket jeg kan bevise af forskellige skrifter. Dog, herom vil jeg ikke tvistes med eder på åben gade. Heller ikke tillader tiden det. Ja, spot kun! Slå kun korsets tegn! Jeg ser det godt. I peb gerne i fingrene; I kasted gerne stene efter mig, om I voved det. – O, må jeg ikke skamme mig over denne stad, der er sunken ned under barbarerne og som ikke véd noget bedre end at holde fast ved en vankundig Jødes vildfarende påfund! – Fremad! Til side; – stands os ikke! 
JULIAN.
Das gefällt mir. Nehmt Euch ein Beispiel an diesem Griechen, wenn Ihr noch einen Funken von dem Geist der Alten in Euch spürt. Und das ist wohl vonnöten, Ihr Bürger; denn kein Gott ward so verkannt, – ja, lächerlich gemacht, wie dieser Dionysos, der die Verzückung bringt und der bei den Römern auch Bacchus heißt. Meint ihr, er sei ein Gott der Trunkenbolde? Ihr neunmal Unwissenden! Ich bemitleide Euch, wenn Ihr so denkt. Wem anders als ihm verdanken die Seher und Dichter ihre wunderbaren Gaben? Wohl weiß ich, daß etliche dem Apollon diese Macht zuschreiben, und das gewiß nicht ohne allen Fug, – aber da ist der Zusammenhang ganz anders zu verstehen – wie ich aus verschiedenen Schriften beweisen kann. Doch hierüber will ich nicht mit Euch auf offener Straße streiten. Auch erlaubt es die Zeit nicht. Ja, spottet nur! Schlagt nur das Zeichen des Kreuzes! Ich sehe es wohl –. Ihr möchtet gern mich auspfeifen, gern Steine nach mir werfen, wenn Ihr nur den Mut dazu hättet. – Muß ich nicht dieser Stadt mich schämen, die tiefer gesunken ist als die Barbaren und nichts Besseres weiß, als an der wahnwitzigen Erfindung eines törichten Juden festzuhalten? – Vorwärts! Zur Seite! – Haltet uns nicht auf! 
DANSERNE.
Se, på sin panter sidder den herlige! 
DIE TÄNZER.
Auf seinem Panther
Thront er, der Blühende! 
KVINDERNE.
Kend, vi er hede; føl, vi er kærlige; – favn os, bakkanter!
(Optoget drejer under sangen ind i en sidegade; mængden ser til i stum forundring.)


 
DIE WEIBER.
Auf! auf uns zärtliche! Auf! auf uns glühende!
Immer entbrannter!
Der Zug biegt unter Gesang in eine Seitengasse ein; die Menge sieht ihm in stummem Erstaunen nach.


 
(Kejserens bogsal i palatset. Indgangsdør på venstre side; en mindre døråbning med forhæng for til højre.)
  (Husmesteren Eutherios kommer fra venstre, fulgt af to tjenere, der bærer tepper.) 
Der Büchersaal des Kaisers im Palast.
Links der Eingang; eine kleinere Tür mit Vorhang rechts.  Der Hausmeister EUTHERIOS kommt von links, begleitet von zwei Dienern, die Decken tragen. 
HUSMESTEREN EUTHERIOS
(råber imod rummet til højre).
Agilo, Agilo, varmt rosenvand! Kejseren vil i bad.
(han går ud til højre med begge tjenerne.)
(Kejser Julian kommer ilfærdigt fra venstre. Han bærer endnu panterhuden og vinløvkransen; i hånden har han den omvundne stav. Han går et par gange op og ned ad gulvet, derpå slænger han staven hen i en krog.) 
EUTHERIOS
ruft in das Gemach rechts.
Agilo, Agilo, warmes Rosenwasser! Der Kaiser will baden.
Rechts ab mit beiden Dienern.
Julian kommt eilig von links; er trägt noch das Pantherfell und den Kranz von Weinlaub; in der Hand hat er den umwundenen Stab; er geht im Zimmer ein paarmal auf und ab, dann schleudert er den Stab in eine Ecke. 
KEJSER JULIAN.
Var der skønhed i dette? – – Hvor var oldingerne med det hvide skæg? Hvor var de rene jomfruer med bånd om panden, med sømmelige lader, tugtige midt i dansens glæde? Tvi eder, I skøger! – – (han river panterhuden af og kaster den tilside.) Hvor er skønheden bleven af? Kan ikke kejseren byde den stå op igen, og så står den op? Tvi over denne stinkende utugt! – – Hvilke ansigter! Alle laster skreg ud af disse forstyrrede drag. Kroppens og sjælens bylder – Fy, fy! Et bad, Agilo! Stanken kvæler mig. 
JULIAN.
War darin Schönheit? – – Wo waren die Alten im weißen Bart? Wo waren die reinen Jungfrauen mit Stirnbändern, sittig im Gebahren, voll Züchten mitten in der Freude des Tanzes? Pfui über Euch, Ihr Huren! Er reißt sich das Pantherfell von der Schulter und wirft es beiseite. Wo ist die Schönheit hin? Der Kaiser gebietet ihr wiederaufzuerstehen, und sie ersteht nicht wieder auf – –? – Pfui, über diese stinkende Unzucht! Und diese Gesichter! Alle Laster schrieen aus den verzerrten Zügen – Schwären an Leib und Seele! – Pfui! Pfui! Ein Bad, Agilo! Der Gestank erstickt mich. 
BADETJENEREN AGILO
(i døråbningen til højre).
Badet er rede, nådigste herre! 
AGILO
in der Tür rechts.
Das Bad ist fertig, gnädigster Herr! 
KEJSER JULIAN.
Badet? Lad blive med det. Hvad er legemets smuds at regne imod alt det andet? Gå! (Agilo går ud igen. Kejseren står en stund i tanker.) Seeren fra Nazareth sad til højbord mellem toldere og syndere. – Hvori ligger svælget mellem hint og dette? – –
(Skriftlæreren Hekebolios kommer ind fra venstre og standser ængstelig ved døren.) 
JULIAN.
Das Bad? Laß es nur sein. Was ist der Schmutz des Körpers im Vergleich zu all dem andern? Geh! Agilo wieder ab; der Kaiser steht eine Weile in Gedanken. Der Seher von Nazareth saß zu Tisch mit Zöllnern und Sündern. – Worin liegt die Kluft zwischen seinem Tun und meinem?
Der Schriftgelehrte HEKEBOLIOS kommt von links und bleibt ängstlich an der Tür stehen. 
KEJSER JULIAN.
Hvad vil du, mand? 
JULIAN.
Was willst Du, Mann? 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
(på knæ).
Herre! 
HEKEBOLIOS
auf den Knien.
Herr! 
KEJSER JULIAN.
Ah, hvad ser jeg? Hekebolios; – er det virkelig dig? 
JULIAN.
Ha, was sehe ich? Hekebolios, – bist Du es wirklich? 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Den samme, og dog en anden. 
HEKEBOLIOS.
Derselbe, und doch ein andrer. 
KEJSER JULIAN.
Min gamle lærer. Hvad vil du? Stå op! 
JULIAN.
Mein alter Lehrer. Was willst Du! Steh auf! 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Nej, nej, lad mig ligge. Og vredes ikke over, at jeg gør brug af min fordums ret til at gå ud og ind hos dig. 
HEKEBOLIOS.
Nein, nein – laß mich liegen. Und zürne nicht, wenn ich Gebrauch mache von meinem alten Rechte, bei Dir ein- und auszugehen. 
KEJSER JULIAN
(koldt).
Jeg spurgte, hvad du vilde mig. 
JULIAN
kalt.
Ich fragte, was Du von mir willst. 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Min gamle lærer, sagde du. O, om jeg kunde kaste glemselens slør over hine tider! 
HEKEBOLIOS.
»Mein alter Lehrer«, sagtest Du. Daß ich den Schleier des Vergessens über jene Tage werfen könnte! 
KEJSER JULIAN
(som før).
Jeg forstår. Du mener at – 
JULIAN
wie oben.
Ich verstehe. Du meinst, daß – 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
O, at jeg kunde synke i jorden og dølge min skamfuldhed! Se, se, – her ligger jeg for dig, en mand, hvis hår er i færd med at gråne, – en mand, som har gransket og grundet alle sine dage og som nu må bekende, at han foer vild og at han førte sin elskede lærling vild! 
HEKEBOLIOS.
O, daß ich in die Erde sinken könnte, um meine Beschämung zu verbergen! Sieh, o sieh – da lieg’ ich vor Dir, ein Mann, dessen Haar bald ergraut ist, – ein Mann, der sein Leben lang geforscht und gegrübelt hat und der nun bekennen muß, daß er irreging und seinen geliebten Schüler irre geführt hat. 
KEJSER JULIAN.
Hvad ønsker du at sige med det? 
JULIAN.
Was willst Du damit sagen? 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Du kaldte mig din gamle lærer. Se, her ligger jeg for dine fødder, ser med undren op til dig og kalder dig min nye lærer. 
HEKEBOLIOS.
Du nanntest mich Deinen alten Lehrer. Sieh, hier liege ich Dir zu Füßen, blicke mit Bewunderung zu Dir auf und nenne Dich meinen neuen Lehrer. 
KEJSER JULIAN.
Rejs dig, Hekebolios! 
JULIAN.
Steh auf, Hekebolios! 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
(rejser sig).
Du skal høre alt, herre, og døm mig så efter din retfærdighed. – Da du var borte, blev det mig næsten utåleligt at leve ved din høje forgængers hof. Jeg véd ikke, om du har erfaret, at jeg forfremmedes til kejserindens forelæser og til uddeler af milde gaver? Ak, kunde æresposter erstatte mig savnet af min Julian? Jeg holdt næsten ikke længere ud at se på, hvorledes mænd, der bar en pralende dyd til skue, tog imod foræringer og stikpenge af alle slags. Det blev mig forhadt, dette samkvem med grådige lykkejægere, hvis forbøn var tilfals for enhver, som kunde opveje klingende ord med klingende guld. O, min kejser, du véd ikke, hvad her har gåt i svang –! 
HEKEBOLIOS
steht auf.
Du sollst alles hören, Herr, und dann richte mich nach Deiner Gerechtigkeit. – Als Du fern warst, da wurde es mir fast unerträglich, am Hofe Deines hohen Vorgängers zu leben. Ich weiß nicht, ob Du erfahren hast, daß man mich zum Vorleser der Kaiserin und zum Almosenverteiler befördert hatte? Ach, konnten Ehrenposten mir den Verlust meines Julian ersetzen? Kaum ertrug ich’s noch, mitanzusehen, wie Männer, die prahlerisch ihre Tugend zur Schau trugen, Zuwendungen und Bestechungsgelder aller Art annahmen. Er wurde mir verhaßt, dieser Verkehr mit gierigen Glücksjägern, deren Fürsprache jedem feil war, wenn er nur klingende Worte mit klingendem Golde aufwiegen konnte. O mein Kaiser, Du weißt nicht, was hier im Schwange gewesen ist –! 
KEJSER JULIAN.
Jeg véd det, jeg véd det. 
JULIAN.
Ich weiß es, ich weiß es. 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Et tarveligt liv i ensomhed lokked mig. Så ofte det kunde ske, drog jeg til Kreta, til mit beskedne Tuskulum – min lille landgård –, hvor ikke al dyd syntes at være flygtet fra verden. Der har jeg levet også denne sommer, overvejende de menneskelige ting og de himmelske sandheder. 
HEKEBOLIOS.
Ein einfaches Dasein in der Einsamkeit, das lockte mich. So oft ich nur konnte, zog ich mich nach Kreta, auf mein bescheidenes Tuskulum zurück, – auf mein kleines Landgut – wo die Welt noch nicht aller Tugenden bar zu sein schien. Da habe ich auch diesen Sommer gelebt, die menschlichen Dinge und die himmlischen Wahrheiten überdenkend. 
KEJSER JULIAN.
Lykkelige Hekebolios! 
JULIAN.
Glücklicher Hekebolios! 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Da nåde rygtet om alle dine vidunderlige gerninger til Kreta – 
HEKEBOLIOS.
Da drang das Gerücht von all Deinen wunderbaren Taten nach Kreta – 
KEJSER JULIAN.
Ah! 
JULIAN.
Ah! 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Jeg spurgte mig selv: er han mere end et menneske, denne højst mageløse yngling? Under hvis beskyttelse står han? Er det på slig vis, at de kristnes gud plejer åbenbare sin magt –? 
HEKEBOLIOS.
Ich fragte mich selbst: ist er mehr als ein Mensch, dieser Jüngling ohnegleichen? Unter wessen Schutz steht er? Pflegt auf solche Art der Gott der Christen seine Macht zu offenbaren? 
KEJSER JULIAN
(spændt).
Nu; nu! 
JULIAN
gespannt.
Nun, und –! 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Jeg gav mig til at forske de gamles skrifter igennem på ny. Lys for lys gik op for mig –; o, at måtte tilstå dette! 
HEKEBOLIOS.
Ich machte mich an die Arbeit, die alten Schriften aufs neue zu durchforschen. Licht um Licht ging mir auf – o, das bekennen zu müssen! 
KEJSER JULIAN.
Tal ud, – jeg besværger dig! 
JULIAN.
Sprich zu Ende, – ich beschwöre Dich! 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
(kaster sig på knæ).
Straf mig i din retfærdighed, herre; men afstå fra din ungdoms vildfarelser om de guddommelige ting! Ja, nådigste kejser, du er hildet i vildfarelse; og jeg – o, ufatteligt at ikke skammen dræber mig –, jeg, jeg har været med at føre dig vild – 
HEKEBOLIOS
wirft sich auf die Knie.
Straf’ mich gerecht, wie Du bist, o Herr! Aber laß ab von dem Wahn Deiner Jugend, soweit er die göttlichen Dinge betrifft! Ja, gnädigster Kaiser, Du bist in Irrtümern verstrickt, und ich – unfaßbar, daß die Scham mich nicht tötet, – ich, ich habe Dich mit irre geführt – 
KEJSER JULIAN
(med udbredte arme).
Kom i min inderste favn! 
JULIAN
mit ausgebreiteten Armen.
Komm an mein Herz! 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
O, jeg bønfalder dig, vis taksomhed imod de udødelige guder, hvis yndling du er! Og kan du ikke dette, så straf mig, fordi jeg gør det i dit sted – 
HEKEBOLIOS.
Ich flehe Dich an, sei dankbar den unsterblichen Göttern, deren Liebling Du bist! Und kannst Du es nicht, so strafe mich, wenn ich es tue an Deiner Statt – 
KEJSER JULIAN.
Kom, kom i min åbne favn, siger jeg! (han løfter ham op, trykker ham i sine arme og kysser ham.) Min Hekebolios! Hvilken stor og uventet glæde! 
JULIAN.
Komm, komm in meine offenen Arme, sage ich. Er hebt ihn auf, drückt ihn an seine Brust und küßt ihn. Mein Hekebolios! Welch große, welch unerwartete Freude! 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Herre, hvorledes skal jeg forstå dette? 
HEKEBOLIOS.
Herr, wie soll ich das verstehen? 
KEJSER JULIAN.
O, du véd da ikke –? Hvad tid kom du til staden? 
JULIAN.
Du weißt also nicht –? Wann bist Du in die Stadt gekommen? 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Jeg gik fra skibet for en time siden. 
HEKEBOLIOS.
Vor einer Stunde ging ich ans Land. 
KEJSER JULIAN.
Og iled lige hid? 
JULIAN.
Und eiltest gleich hierher? 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
På angstens og angerens vinger, herre! 
HEKEBOLIOS.
Auf den Schwingen der Angst und der Reue, Herr! 
KEJSER JULIAN.
Uden at tale med nogen? 
JULIAN.
Ohne jemanden gesprochen zu haben? 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Ja, ja, uden at tale med nogen; men –? 
HEKEBOLIOS.
Jawohl, – ohne jemanden gesprochen zu haben; aber –? 
KEJSER JULIAN.
O, så kan du jo ikke vide – (han omfavner ham igen.) Min Hekebolios, erfar det da nu! Jeg, så vel som du, har afkastet vildfarelsens åg. Den udødelige sol-konge, hvem vi mennesker skylder så meget, har jeg indsat i sin fordums ret; Fortuna har modtaget sit offer af mine ydmyge hænder, og hvis du i dette øjeblik finder mig træt og en smule afkræftet, så er det fordi jeg nylig har fejret en højtid til ære for den guddommelige Dionysos. 
JULIAN.
O so kannst Du freilich nicht wissen – Er umarmt ihn aufs neue. Mein Hekebolios, erfahr es denn jetzt! Gleich Dir habe ich das Joch des Irrtums abgeschüttelt. Den unsterblichen Sonnenkönig, dem wir Menschen so viel schulden, habe ich wieder in sein uraltes Recht eingesetzt. Fortuna hat ihr Opfer aus meinen demütigen Händen empfangen, und wenn Du in diesem Augenblick mich müde findest und ein wenig abgespannt, so ist’s, weil ich eben ein Fest zu Ehren des göttlichen Dionysos gefeiert habe. 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Jeg hører, og jeg forbauses! 
HEKEBOLIOS.
Ich höre und staune. 
KEJSER JULIAN.
Se her, – endnu sidder kransen i mit hår. Under mængdens glade tilråb –, ja, der var temmelig mange – 
JULIAN.
Sieh her, – noch sitzt der Kranz in meinem Haar. Unter dem frohen Zuruf der Menge – ja, es waren ziemlich viele – 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Og jeg, som ikke har anet så store ting! 
HEKEBOLIOS.
Und ich, ich habe nichts geahnt von so großen Dingen! 
KEJSER JULIAN.
Nu vil vi samle alle sandhedsvenner og visdomselskere om os, alle sømmelige og ærbare dyrkere af guderne; – der er allerede nogle, – dog ikke ret mange –
(Livlægen Cæsarios, ledsaget af flere embedsmænd og herrer ved det forrige hof, kommer ind fra venstre.) 
JULIAN.
Nun wollen wir alle Freunde der Wahrheit und alle Jünger der Weisheit um uns sammeln, alle züchtigen und ehrbaren Anbeter der Götter – es gibt schon noch einige, – zwar nicht gar viele –
Cäsarios, der Leibarzt, begleitet von mehreren Beamten und Herren des alten Hofes, kommt von links. 
KEJSER JULIAN.
Ah, der har vi jo den gode Cæsarios, – i talrigt følge, og med et ansigt, som tyder på noget vigtigt. 
JULIAN.
Ah, da ist ja der gute Cäsarios – mit zahlreichem Gefolge und mit einer Miene, die auf etwas Wichtiges schließen läßt. 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Nådigste kejser, vil du tillade din tjener et spørgsmål i sit eget og i alle disse bekymrede mænds navn? 
CÄSARIOS.
Gnädigster Kaiser, gestattest Du Deinem Diener eine Frage in seinem Namen und im Namen dieser bekümmerten Männer hier? 
KEJSER JULIAN.
Spørg, min kæreste Cæsarios! Er du ikke min elskede Gregors broder? Spørg, spørg! 
JULIAN.
Frag’ nur, mein bester Cäsarios! Bist Du nicht der Bruder meines teuren Gregor? Frag’, frag’! 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Sig mig da, o herre – (han bemærker Hekebolios.) Hvad ser jeg! Hekebolios her? 
CÄSARIOS.
So sag’ mir, Herr – Er bemerkt Hekebolios. Was sehe ich! Hekebolios hier? 
KEJSER JULIAN.
Nys hjemkommen – 
JULIAN.
Soeben zurückgekehrt – 
LIVLÆGEN CÆSARIOS
(vil trække sig tilbage).
Da beder jeg om at måtte vente – 
CÄSARIOS
will sich zurückziehen.
Dann bitte ich, warten zu dürfen – 
KEJSER JULIAN.
Visst ikke, min Cæsarios; denne ven tør høre alt. 
JULIAN.
Nein, nein, Cäsarios, – dieser Freund darf alles hören. 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Ven, siger du? O, min kejser, disse fængslinger sker altså ikke med din vilje? 
CÄSARIOS.
Freund, sagst Du? Mein Kaiser, diese Verhaftungen geschehen also nicht mit Deinem Willen? 
KEJSER JULIAN.
Hvad taler du om? 
JULIAN.
Wovon sprichst Du? 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Du véd det altså ikke? Krigsøversten Nevita – hærføreren, som han nu kalder sig – lader, under påskud af at det sker på dine vegne, anstille forfølgelser imod alle din forgængers betroede mænd. 
CÄSARIOS.
Du weißt es noch nicht? Nevita, der Kriegsoberst, – der Heerführer, wie er jetzt sich nennt – leitet unter dem Vorwand, es geschähe in Deinem Namen, Verfolgungen ein gegen alle Vertrauensmänner Deines Vorgängers. 
KEJSER JULIAN.
Undersøgelser, højst nødvendige undersøgelser, min Cæsarios! 
JULIAN.
Untersuchungen, höchst notwendige Untersuchungen, mein Cäsarios! 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
O, men, herre, forbyd ham at fare så voldsomt frem. Bogføreren Pentadios eftersøges af soldater, og ligeså en viss prætorian-høvding, hvis navn du har forbudt at nævne; du véd, hvem jeg mener, herre, – denne ulykkelige mand, der allerede med hele sit hus holder sig skjult i angst for dig. 
CÄSARIOS.
O, aber Herr, verbiet ihm, so gewalttätig vorzugehen. Nach Pentadios, der die Bücher führte, wird von Soldaten gefahndet – ebenso nach einem gewissen Prätorianerhäuptling, dessen Namen zu nennen Du verboten hast! Du weißt, wen ich meine, Herr, – jenen unglücklichen Mann, der sich aus Furcht vor Dir schon mit seinem ganzen Hause verborgen hält! 
KEJSER JULIAN.
Du kender ikke denne mand. I Gallien omgikkes han med højst forvovne tanker. 
JULIAN.
Du kennst den Mann nicht. In Gallien ging er mit höchst verwegenen Gedanken um. 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Lad så være; men nu er han jo uskadelig. Dog ikke han alene trues med undergang; også skatmesteren Ursulos er fængslet – 
CÄSARIOS.
Mag sein. Aber jetzt ist er doch unschädlich. Jedoch nicht ihm allein droht man mit Verderben; auch der Schatzmeister Ursulos ist verhaftet – 
KEJSER JULIAN.
Ah, Ursulos? Det var altså dog fornødent. 
JULIAN.
Ah, Ursulos? Es war also doch nötig. 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Fornødent! Var det fornødent, herre? Tænk dig dog, Ursulos, denne olding, på hvem ingen plet hviler, – denne mand, for hvis ord høj og lav bøjer sig i ærefrygt – 
CÄSARIOS.
Nötig! War das nötig, Herr? Bedenk doch nur: Ursulos, ein ’Greis, an dem kein Makel haftet, – ein Mann, vor dessen Wort sich Hoch und Niedrig in Ehrfurcht beugten – 
KEJSER JULIAN.
Denne mand uden al dømmekraft, siger jeg! Ursulos er en ødeland, som uden indvendinger har mættet hoftjenernes grådighed. Og han er derhos en ubrugelig mand i statssager. Jeg har selv erfaret det. Jeg vilde aldrig turde betro ham at modtage fremmede fyrsters sendebud. 
JULIAN.
Ein Mann ohne alle Urteilskraft, sage ich Dir! Ursulos ist ein Verschwender, der die Begehrlichkeit der Hofbeamten einwandlos gesättigt hat. Und dabei ist er in Staatsgeschäften unbrauchbar! Ich habe es selbst erfahren. Ich würde ihn niemals mit dem Empfange fremder fürstlicher Sendboten betrauen. 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Og dog beder vi dig, herre, så mange vi her står for dig: vær højmodig – både imod Ursulos og imod de øvrige. 
CÄSARIOS.
Und doch bitten wir Dich, Herr, – wir alle, die wir hier vor Dir stehen: sei großmütig – gegen Ursulos wie gegen die übrigen. 
KEJSER JULIAN.
Hvem er de øvrige? 
JULIAN.
Wer sind die übrigen? 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Altfor mange, frygter jeg. Jeg vil kun nævne underskatmesteren Evagrios, den forrige husmester, Saturninos, overdommeren Kyrenos og – – 
CÄSARIOS.
Nur zu viele, fürchte ich. Ich nenne nur den Unterschatzmeister Evagrios, den vorigen Hausmeister Saturninos, den Oberrichter Kyrenos und – 
KEJSER JULIAN.
Hvorfor standser du? 
JULIAN.
Warum stockst Du? 
LIVLÆGEN CÆSARIOS
(nølende).
Herre, – blandt de anklagede er også hofforelæseren Hekebolios. 
CÄSARIOS
zögernd.
Herr, unter den Angeklagten ist auch der Hof Vorleser Hekebolios. 
KEJSER JULIAN.
Hvad? 
JULIAN.
Wie? 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Jeg? Umuligt! 
HEKEBOLIOS.
Ich? Unmöglich! 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Anklaget for at have taget stikpenge af uværdige embedssøgere – 
CÄSARIOS.
Angeklagt, Bestechungsgelder von unwürdigen Amtsbewerbern genommen zu haben – 
KEJSER JULIAN.
Og det skulde Hekebolios –? En mand, som Hekebolios –? 
JULIAN.
Das sollte Hekebolios –? Ein Mann wie Hekebolios –? 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Hvilken skændig bagvaskelse! O, Kristus – hvad jeg vilde sige – o, I himmelske guddomme! 
HEKEBOLIOS.
Welch schändliche Verleumdung! Bei Christus – wollte sagen: bei den himmlischen Göttern! 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Ah! 
CÄSARIOS.
Ah so! 
KEJSER JULIAN.
Hvad mener du? 
JULIAN.
Was meinst Du? 
LIVLÆGEN CÆSARIOS
(koldt).
Intet, min nådigste kejser! 
CÄSARIOS
kalt.
Nichts, mein gnädigster Kaiser! 
KEJSER JULIAN.
Cæsarios! 
JULIAN.
Cäsarios! 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Ja, min høje herre! 
CÄSARIOS.
Ja, mein hoher Herr? 
KEJSER JULIAN.
Ikke herre; kald mig din ven. 
JULIAN.
Nicht Herr, – nenne mich Deinen Freund. 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Tør en kristen kalde dig så? 
CÄSARIOS.
Darf ein Christ Dich so nennen? 
KEJSER JULIAN.
Jeg beder dig: nær ikke deslige tanker, Cæsarios! Du må ikke tro dette. Hvad kan jeg for, at alle hine anklagede mænd er kristne? Viser ikke det kun, at de kristne har forståt at tilrane sig alle indbringende embeder? Men tør kejseren tillade, at rigets vigtigste embeder forvaltes slet? (til de øvrige.) I mener dog vel ikke, at det er eders tro, som har optændt mig til harm imod de uredelige? Jeg kalder alle guder til vidne på, at jeg ikke vil, man skal fare frem imod eder kristne uden efter lov og dom, og heller ikke, at man overhovedet skal tilføje eder noget ondt. I, eller i alt fald mange af eder, er jo dog fromme, eftersom jo også I tilbeder den herre, der er almægtig og som hersker over hele den synlige verden. – O, min Cæsarios, er det ikke ham, hvem også jeg tilbeder, kun under andre navne? 
JULIAN.
Ich bitte Dich: nähre nicht solche Gedanken, Cäsarios! Das darfst Du nicht glauben. Was kann ich dafür, daß jene angeschuldigten Männer alle Christen sind? Das beweist doch nur, daß die Christen es verstanden haben, alle einträglichen Ämter an sich zu bringen. Aber darf der Kaiser zugeben, daß die wichtigsten Ämter des Reiches schlecht verwaltet werden? Zu den übrigen. Ihr meint doch wohl nicht, daß es Euer Glaube ist, der mich gegen die Unredlichen aufgebracht hat? Ich rufe alle Götter zu Zeugen an: ich will nicht, daß man gegen Euch Christen anders als nach Gesetz und Richterspruch verfahre, und ebensowenig will ich, daß man Euch überhaupt Böses zufüge. Ihr – oder jedenfalls viele von Euch, seid ja doch fromm, denn auch Ihr betet den Herrn an, der da allmächtig ist und über die ganze sichtbare Welt herrscht. Mein Cäsarios, bete nicht auch ich zu ihm, – nur unter anderen Namen? 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Forund mig, nådigste herre – 
CÄSARIOS.
Vergönne mir, gnädigster Herr, – 
KEJSER JULIAN.
For øvrigt er det min agt at vise mildhed, hvor sådant sømmeligen kan ske. Hvad Hekebolios angår, så må ikke hans lønlige fiender indbilde sig, at de skal få lov til at skade ham med angivelser eller med andet slags lumpne rænker. 
JULIAN.
Im übrigen ist es meine Absicht, Milde zu üben, wo solches füglich geschehen kann. Was Hekebolios betrifft, so dürfen seine heimlichen Feinde sich nicht einbilden, daß es ihnen gelingen wird, ihm mit Angebereien oder erbärmlichen Ränken anderer Art zu schaden. 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Min kejser! Mit skjold og mit værn! 
HEKEBOLIOS.
Mein Kaiser! Mein Schutz und Schild! 
KEJSER JULIAN.
Heller ikke vil jeg, at man ubarmhjertigt skal tage brødet fra alle ringere hoftjenere. Jeg tænker således på hin hårskærer, som jeg jog bort. Det fortryder mig. Manden kan blive. Han så mig ud til at være et menneske, som forstår sit håndværk tilgavns. Ære være deslige mænd! Så vidt kan jeg gå, min Cæsarios, men heller ikke videre. Ursulos får selv bære følgerne. Jeg må handle således, at retfærdighedens blinde og dog så nøjeseende gudinde ikke får nogen grund til at rynke sine øjenbryn over en dødelig, i hvis hænder hun har nedlagt et så stort ansvar. 
JULIAN.
Auch will ich nicht, daß man unbarmherzig allen geringeren Hofbediensteten das Brot nimmt. Ich denke zum Beispiel an jenen Haarscherer, den ich fortgejagt habe. Es tut mir leid. Der Mann kann bleiben. Er sah mir aus wie ein Mensch, der sich auf sein Handwerk ordentlich versteht. Ehre sei solchen Männern! So weit kann ich gehen, mein Cäsarios, aber auch nicht weiter. Ursulos hat selbst die Folgen zu tragen. Ich muß so handeln, daß die blinde und doch so scharfsichtige Göttin der Gerechtigkeit keinen Grund hat, über einen Sterblichen die Stirn zu runzeln, in dessen Hände sie eine so große Verantwortung gelegt hat. 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Efter dette har jeg ikke et ord mere at sige for de ulykkelige. Jeg beder kun om at måtte forlade hoffet og staden. 
CÄSARIOS.
Unter diesen Umständen habe ich kein Wort mehr zu Gunsten der Unglücklichen zu sagen. Ich bitte nur, Hof und Stadt verlassen zu dürfen. 
KEJSER JULIAN.
Det vil du? 
JULIAN.
Das willst Du? 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Ja, nådigste kejser! 
CÄSARIOS.
Ja, gnädigster Kaiser! 
KEJSER JULIAN.
Du er stivnakket, ligesom din broder. 
JULIAN.
Du bist ein Starrkopf wie Dein Bruder. 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
De nye ting giver mig meget at tænke på. 
CÄSARIOS.
Die neuen Dinge geben mir viel zu denken. 
KEJSER JULIAN.
Jeg havde store hensigter med dig, Cæsarios! Det vilde være mig såre kært, om du kunde give slip på dine vildfarelser. Kan du det ikke? 
JULIAN.
Ich hatte Großes mit Dir vor, Cäsarios! Es würde mir sehr lieb sein, wenn Du Deinen Irrtümern entsagen könntest. Kannst Du das nicht? 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Gud véd, hvad jeg for en måned siden havde kunnet; – nu kan jeg det ikke. 
CÄSARIOS.
Gott weiß, was ich vor einem Monat noch gekonnt hätte, – – jetzt kann ich es nicht mehr. 
KEJSER JULIAN.
Et giftermål i en af de mægtigste slægter skulde stå dig åbent. Betænker du dig ikke? 
JULIAN.
Die Verschwägerung mit einem der mächtigsten Geschlechter sollte Dir freistehen. Bedenkst Du Dich nicht? 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Nej, nådigste herre! 
CÄSARIOS.
Nein, gnädigster Kaiser! 
KEJSER JULIAN.
En mand, som du, kunde i hast stige fra stilling til stilling. Cæsarios, skulde det ikke være muligt, at du turde være med mig på at fremme de nye ting? 
JULIAN.
Ein Mann wie Du könnte rasch aufsteigen von Stellung zu Stellung. Cäsarios, sollte es Dir nicht möglich sein, in Gemeinschaft mit mir die neuen Dinge zu fördern? 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Nej, nådigste herre! 
CÄSARIOS.
Nein, gnädigster Herr! 
KEJSER JULIAN.
Jeg mener ikke her; men andetsteds. Det er min agt at drage bort. Konstantinopel er mig højlig imod; I Galilæere har fordærvet det for mig i alle måder. Jeg går til Antiokia; der finder jeg en bedre jordbund. Du skulde ledsage mig. Vil du det, Cæsarios? 
JULIAN.
Ich meine nicht hier, – sondern anderswo. Es ist meine Absicht, von hier fortzugehen. Konstantinopel ist mir höchlich zuwider; Ihr Galiläer habt alles getan, um es mir zu verleiden. Ich gehe nach Antiochia; dort finde ich besseren Boden. Du solltest mir folgen. Willst Du nicht, Cäsarios? 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Nådigste herre, jeg vil også til de østlige landskaber; men jeg vil rejse alene. 
CÄSARIOS.
Gnädigster Herr, ich will auch in die östlichen Provinzen; aber ich möchte allein reisen. 
KEJSER JULIAN.
Og hvad vil du der? 
JULIAN.
Und was willst Du da? 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Opsøge min gamle fader; hjælpe Gregor at styrke ham til den kamp, som forestår. 
CÄSARIOS.
Meinen alten Vater sehen und Gregor zu dem Kampf zu stärken suchen, der bevorsteht. 
KEJSER JULIAN.
Gå! 
JULIAN.
So geh! 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Lev vel, min kejser! 
CÄSARIOS.
Leb wohl, mein Kaiser! 
KEJSER JULIAN.
Lykkelige fader, der har så ulykkelige sønner!
(han vinker med hånden; Cæsarios og hans ledsagere bøjer sig dybt og går ud til venstre.) 
JULIAN.
Glücklicher Vater, der so unglückliche Söhne hat!
Er winkt mit der Hand; Cäsarios und seine Begleiter verneigen sich tief und gehen links ab. 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Hvilken forvoven og højst usømmelig trods! 
HEKEBOLIOS.
Welch verwegener und schnöder Trotz! 
KEJSER JULIAN.
Mit hjerte er såret tilblods af dette og af meget andet. Du, min Hekebolios, skal følge mig. Jorden brænder under mig i denne forgiftede galilæiske stad! Jeg vil skrive til hine visdomsvenner Kytron og Priskos, som har vundet så stort ry i de senere år. Maximos kan jeg hver dag vente hid; han skal gå med os. – Jeg siger dig, der forestår os lykkelige sejrsdage, Hekebolios! I Antiokia, ven, – der kommer vi til at mødes med den uforlignelige Libanios, – og der er vi Helios nærmere i hans opstandelse. – O, denne dragende længsel imod sol-kongen –! 
JULIAN.
Mein Herz ist bis aufs Blut verwundet von diesen und von vielen ändern Dingen. Du, mein Hekebolios, sollst mir folgen. Der Boden brennt mir unter den Füßen in dieser verpesteten Galiläerstadt. Ich will an Kytron und Priskos, die Weisheitsfreunde, schreiben, die sich in den letzten Jahren einen so großen Ruf erworben haben. Maximos kann ich jeden Tag hier erwarten. Er soll uns begleiten. – Ich sage Dir, es stehen uns glückliche Siegestage bevor, Hekebolios! In Antiochia, Freund, – da werden wir den unvergleichlichen Libanios treffen, – und da sind wir Helios näher bei seiner Auferstehung. – O, diese zehrende Sehnsucht nach dem Sonnenkönig –! 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Ja, ja, ja –! 
HEKEBOLIOS.
Ja, ja, ja –! 
KEJSER JULIAN
(omfavner ham).
Min Hekebolios! – Visdom; lys; skønhed!


 
JULIAN
umarmt ihn.
Mein Hekebolios! – Weisheit! Licht! Schönheit!


 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login