Bibliotheca Polyglotta

Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Complete text

Title

Part I: I Cæsars frafald

Part II: Kejser Julian

Back to library

KEJSER JULIAN
(siddende i tronstolen).
Jeg er rede til at høre dig.

JULIAN
auf dem Throne.
Ich bin bereit, Dich zu hören.

KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Først nedlægger da kongen af Armenien for dine fødder denne rustning, som han beder dig bære i kampen mod rigets fiender, skønt han vel véd, at du, uovervindelige helt, står under gudernes skærmende øje, der ikke tillader nogen dødeligs våben at såre dig. – Her bringes dig kostelige tepper, telte og sadeltøj fra fyrsterne hinsides Tigris-floden. De vil dermed give tilkende, at når guderne har forundt hine lande en overvættes rigdom, så skede det i det øjemed, at den skulde komme gudernes yndling tilgode. – Kongen af Serandib, og ligervis kongen af Diu, sender dig disse våben, sværd, spyd og skjold, samt buer og pile; thi, siger de, vi agter det rådeligst at stå værgeløse lige over for den sejrherre, der, ligesom en guddom, har vist sig mægtig nok til at bryde enhver modstand. – Til gengæld beder de alle, som den højeste nåde, om dit venskab, og navnlig beder de, at du, hvis du, som et rygte har sagt dem, til våren agter at tilintetgøre den forvovne Perser-konge, – at du da vil skåne deres lande for fiendtligt indfald.

NEVITA.
Zuerst legt der König von Armenien diese Rüstung zu Deinen Füßen nieder, – er bittet Dich, sie im Krieg gegen des Reiches Feinde zu tragen, obgleich er wohl weiß, Du unüberwindlicher Held stehst unter dem Schutz und Schirm der Götter, die nicht zulassen, daß Du von der Waffe eines Sterblichen verwundet werdest. – Hier bringt man Dir kostbare Teppiche, Zelte und Sattelzeug von den Fürsten jenseits des Tigrisstromes. Sie wollen damit zu erkennen geben, daß, wenn die Götter jenen Landen einen außerordentlichen Reichtum gegönnt haben, es doch nur zu dem Zweck geschah, ihn dem Liebling der Götter zugute kommen zu lassen. – Der König von Serandib und ebenso der Beherrscher von Diu senden Dir diese Waffen – Schwert, Spieß und Schild, samt Bogen und Pfeilen. Denn, sagen sie, wir achten es für das ratsamste, wehrlos dem Sieger gegenüber zu stehen, der, einer Gottheit gleich, sich mächtig genug gezeigt hat, jeden Widerstand zu brechen. – Zum Entgelt erbitten alle als die höchste Gnade Deine Freundschaft, und da ein Gerücht ihnen gemeldet hat, Du habest vor, im Frühjahr den verwegenen Perserkönig zu vernichten, – so bitten sie namentlich, ihre Länder mit feindlichem Einfall zu verschonen.

KEJSER JULIAN.
Ikke kunde en sådan sendelse komme mig ganske uventet. De medbragte gaver skal nedlægges i mit skatkammer, og gennem eder lader jeg eders herskere vide, at det er min agt at holde venskab med alle de folkeslag, som ikke – det være sig med våben eller med underfundighed – stiller sig mine hensigter ivejen. – Hvad det angår, at man i eders fjernt-liggende lande, forledet af mine lykkelige sejrvindinger, har ladet sig henrive til i mig at se en guddom, så vil jeg ikke videre indlade mig på den sag. Jeg agter guderne for højt til, at jeg skulde ville tilrane mig en upassende plads iblandt dem, skønt jeg vel véd, at der oftere, og især i ældre tider, har levet helte og herskere, som har været således fremdragne af gudernes yndest og nåde, at det har været vanskeligt at sige, om de rettest var at regne til de dødelige eller til de udødelige. Om deslige ting er det imidlertid voveligt at dømme, selv for os Grækere. Hvor meget mere da for eder? Altså, nok om dette. – Du, Eutherios, fører de fremmede til hvile og sørger for, at intet fattes dem.
(Sendebudene og deres følge forlader salen ledsagede af husmesteren Eutherios. Kejser Julian stiger ned fra forhøjningen; hofmændene og talerne omringer ham under beundrende lykønskninger.)

JULIAN.
Nicht konnte eine solche Botschaft mir ganz unerwartet kommen. Die Gaben, die sie bringen, sollen in meine Schatzkammer gebracht werden, und durch Euch lasse ich Eure Herrscher wissen, daß es meine Absicht ist, Freundschaft mit allen Völkerschaften zu halten, die sich nicht – weder mit Waffengewalt, noch mit Hinterlist– meinen Absichten in den Weg stellen. – Auf die Tatsache, daß man in Eurer fernen Heimat, verleitet durch mein Siegerglück, durchaus in mir eine Gottheit sehen will, lasse ich mich nicht weiter ein. Ich achte die Götter zu hoch, um mir in ihrer Mitte einen Platz anzumaßen, der mir nicht zukommt, obschon ich wohl weiß, daß des öfteren und zumal in den alten Zeiten Helden und Herrscher gelebt haben, die durch der Götter Gunst und Gnade so bevorzugt waren, daß schwer zu sagen ist, ob man sie zu den Sterblichen oder zu den Unsterblichen zu zählen habe. Indessen, – dergleichen zu entscheiden ist gewagt, selbst für uns Griechen. Um wieviel mehr erst für Euch? Also, genug davon! – Eutherios, Du wirst die Fremden zur Rast geleiten und dafür sorgen, daß es ihnen an nichts fehle.
Die Sendboten und ihr Gefolge verlassen den Saal, von Eutherios begleitet; Julian steigt von der Estrade herab; die Höflinge und Redner umringen ihn unter bewundernden Glückwünschen.

TALEREN THEMISTEOS.
Så ung, – og allerede så højt hædret fremfor alle andre kejsere!

THEMISTOES.
So jung – und schon so hoch geehrt vor allen anderen Kaisern!

TALEREN MAMERTINOS.
Jeg spørger: vil ikke Fama fattes lunger til at forkynde dit ry, ifald guderne, hvad jeg vist håber, forunder dig et langt liv?

MAMERTINOS.
Ich frage: werden Fama nicht die Lungen fehlen, Deinen Ruhm zu verkünden, wenn die Götter, wie ich sicher hoffe, Dir ein langes Leben gönnen.

TALEREN THEMISTEOS.
Det skrækkens råb, som de flygtende Alemaner udstødte ved Rhin-strømmens fjerneste bredder, det har væltet sig østover, indtil det slog an imod Tauros og Kaukasos –

THEMISTOES.
Der Schreckensruf, den die flüchtigen Alemannen an den fernsten Ufern des Rheinstromes ausgestoßen haben, pflanzte sich nach Osten fort, um am Tauros und am Kaukasos zu widerhallen –

TALEREN MAMERTINOS.
– nu runger det, som en buldrende genlyd, over hele Asien.

MAMERTINOS.
– jetzt erschallt er wie ein donnerndes Echo durch ganz Asien.

KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Hvad der har forfærdet Inderne er denne lighed imellem vor græske Julian og hin makedoniske Alexander –

NEVITA.
Was die Inder so erschreckt hat, das ist diese Ähnlichkeit zwischen unserem griechischen Julian und jenem macedonischen Alexander –

TALEREN MAMERTINOS.
O, hvad lighed! Havde kong Alexander lønlige fiender i sin egen lejr! Havde han et misundeligt og bagtalerisk kejserhof at kæmpe imod?

MAMERTINOS.
Ähnlichkeit? Ha was! Hatte König Alexander heimliche Feinde im eigenen Lager? Hatte er mit einem neidischen und verleumderischen Hof zu kämpfen?

KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Sandt, sandt; og der var heller ingen uduelige hærførere, som hemmed Alexanders fremgang.

NEVITA.
Gewiß, gewiß, – und da gab es auch keine unfähigen Heerführer, die Alexanders Fortschritte hemmten.

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=7c383f0c-e2d6-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display