BISKOP MARIS
(med høj røst).
Forbandet være du, Julianos Apostata! Forbandet være du, kejser Julian! Gud Herren har udspyttet dig af sin mund! Forbandet være dine øjne og dine hænder! Forbandet være dit hoved og al din gerning! Ve, ve, ve over apostaten! Ve, ve, ve – –
(Et hult rullende drøn fornemmes. Templets tag og søjler vakler og synes at styrte sammen under et tordnende brag, medens hele bygningen indhylles i en støvsky. Mængden udstøder et forfærdelsens skrig; mange flygter, andre falder til jorden. En stund er der åndeløs stilhed. Lidt efter lidt synker støvskyen, og man ser Apollons tempel i ruiner.)
MARIS
mit lauter Stimme.
Sei verflucht, Julianos Apostata! Sei verflucht, Kaiser Julian! Gott der Herr hat Dich aus seinem Munde ausgespien! Verflucht seien Deine Augen und Deine Hände! Verflucht sei Dein Haupt und all Dein Tun! – Wehe, wehe, wehe über den Apostaten! Wehe, wehe, wehe – – –
Man hört hohlrollendes Dröhnen; des Tempels Dach und Säulen wanken und scheinen unter donnerndem Krach zusammenzustürzen, während der ganze Bau sich in eine Staubwolke hüllt. Die Menge stößt einen Schrei des Entsetzens aus, viele flüchten, andere fallen zu Boden. Eine Weile herrscht atemlose Stille. Bald darauf zerteilt sich die Staubwolke und man sieht den Apollontempel in Trümmern.