You are here: BP HOME > MI > Kejser og galilæer (Emperor and Galilean) > fulltext
Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionPart I: I Cæsars frafald
Click to Expand/Collapse OptionPart II: Kejser Julian
Back to library
KEJSER JULIAN.
Har ikke den korsfæstede Jøde forkyndt, at Jerusalems tempel skal ligge i grus til dagenes ende? 
JULIAN.
Hat nicht der gekreuzigte Jude verkündet, daß der Tempel Jerusalems in Schutt und Asche liegen sollte bis zum Ende der Tage? 
LÆREREN KYRILLOS.
Så vil ske! 
KYRILLOS.
So wird es geschehen! 
KEJSER JULIAN.
O, I dårer! I denne stund står krigsøversten Jovian med to tusend arbejdere i Jerusalem og rejser templet i al dets herlighed. Vent, vent, I stivnakkede tvilere, – I skal erfare, hvem der er mægtigst, kejseren eller Galilæeren. 
JULIAN.
Ihr Toren! In diesem Augenblick steht der Kriegsoberst Jovian mit zweitausend Arbeitern in Jerusalem und richtet den Tempel in seiner ganzen Herrlichkeit wieder auf. Wartet, wartet nur, Ihr steifnackigen Zweifler, – Ihr sollt erfahren, wer mächtiger ist, der Kaiser oder der Galiläer! 
LÆREREN KYRILLOS.
Herre, det skal du til din rædsel selv erfare. Jeg taug, indtil du bespottede den hellige og kaldte ham en løgner; men nu vil jeg sige dig, at ikke et fnug mægter du imod den korsfæstede! 
KYRILLOS.
Herr, das wirst Du zu Deinem Entsetzen selbst erfahren. Ich habe bis zu dem Augenblicke geschwiegen, da Du den Heiligen verspottetest und ihn einen Lügner nanntest; aber jetzt will ich Dir sagen, daß Du nichts, aber auch gar nichts vermagst wider den Gekreuzigten. 
KEJSER JULIAN
(tvinger sig).
Hvo er du, og hvad heder du? 
JULIAN
bezwingt sich.
Wer bist Du und wie heißest Du? 
LÆREREN KYRILLOS
(nærmere).
Det skal du høre! Først og fremst heder jeg en kristen, og det er et såre hæderfuldt navn; thi det skal ingensinde udslettes af jorden. Dernæst bærer jeg også navnet Kyrillos, og under det navn er jeg kendt mellem brødre og søstre. Men bevarer jeg det første navn uplettet, da høster jeg et evigt liv til løn. 
KYRILLOS
näher.
Das sollst Du hören. Zuerst und vor allem heiße ich ein Christ, und das ist ein sehr ehrenvoller Name; denn er wird niemals von der Erde vertilgt wenden. – Sodann trage ich auch den Namen Kyrillos, und unter diesem Namen bin ich unter den Brüdern und Schwestern bekannt. – Aber bewahre ich den ersten Namen unbefleckt, so ernte ich das ewige Leben zum Lohne. 
KEJSER JULIAN.
Du tager fejl, Kyrillos! Du véd, jeg kender noget til de løndomsfulde ting i eders lære. Tro mig, – han, du sætter din lid til, er ikke en sådan, som du forestiller dig. Han er selv død, og virkelig død, på den tid da Romeren Pontius Pilatus var statholder i Jødeland. 
JULIAN.
Du irrst, Kyrillos. Du weißt, ich kenne die Geheimnisse Eurer Lehre auch ein wenig. Glaube mir, – er, auf den Du vertraust, ist nicht so, wie Du ihn Dir vorstellst. Er ist selber gestorben, wirklich gestorben, damals als der Römer Pontius Pilatus Statthalter war in Judäa. 
LÆREREN KYRILLOS.
Jeg tager ikke fejl. Det er dig selv, kejser, der fejler i dette. Det er dig, som har givet afkald på Kristus i det øjeblik, han skænkte dig herredømmet over jorden. Derfor forkynder jeg dig i hans navn, at han snart vil fratage dig både herredømmet og livet, og da skal du for sent erkende, hvor stærk han er, han, som du i din blindhed foragter. Ja, ligesom du har forglemt hans velgerninger, således skal han ikke give sin kærlighed råderum, idet han rejser sig for at straffe dig. Du har omstyrtet hans altere, – han skal nedstyrte dig af dit kejsersæde. Du har fundet din glæde i at træde hans lov under fødder, den samme lov, som du selv engang forkyndte for de troende. På samme vis skal Herren træde dig under sin hæl. Dit legeme skal vejres bort i de vilde vinde, og din sjæl skal fare did ned, hvor der er større pinsler, end dem, du kan udtænke for mig og mine!
(Kvinderne flokker sig under gråd og veklage om Kyrillos.) 
KYRILLOS.
Ich irre nicht. Du selbst bist es, Kaiser, der hierin irrt. Du bist es, der Christus in dem Augenblick verleugnet hat, da er Dir die Herrschaft über die Erde schenkte. – Darum verkünde ich Dir in seinem Namen, daß er Dir bald die Herrschaft sowie das Leben rauben wird, und dann wirst Du zu spät erkennen, wie stark er ist, den Du in Deiner Blindheit verachtest. – Ja, gleichwie Du seine Wohltaten vergessen, hast, so wird er seiner Liebe nicht freies Spiel lassen, wenn er sich erhebt, Dich zu strafen. – Du hast seine Altäre gestürzt, – er wird Dich von Deinem Kaiserthron stürzen. Du hast Deine Freude darin gefunden, sein Gesetz mit Füßen zu treten, dasselbe Gesetz, das dereinst Du selbst den Gläubigen verkündet hast. Ebenso wird der Herr Dich mit seiner Ferse treten. Dein Leib wird in die wilden Winde verwehen und Deine Seele hinabfahren dahin, wo größere Martern sind, als Du für mich und die Meinen ersinnen kannst.
Die Weiber scharen sich weinend und wehklagend um Kyrillos. 
KEJSER JULIAN.
Jeg vilde gerne skånet dig, Kyrillos! Guderne er mine vidner, at jeg ikke hader dig for din tros skyld. Men du har forhånet min kejserlige magt og myndighed, og det må jeg straffe. (til høvedsmanden for vagten.) Fromentinos, før denne mand i fængsel, og lad bøddelen Tyfon give ham så mange svøbeslag, som nødvendigt, for at få ham til at udsige, at kejseren og ikke Galilæeren har al vælde på jorden. 
JULIAN.
Gern hätte ich Dich geschont, Kyrillos! Die Götter sind meine Zeugen, daß ich Dich nicht um Deines Glaubens willen hasse. Aber Du hast meine kaiserliche Macht und Würde verhöhnt, und das muß ich strafen. Zum Hauptmann der Wache: Fromentinos, führe diesen Mann ins Gefängnis und laß durch den Henker Typhon ihm so viele Geißelhiebe geben, als notwendig sind, um ihn zu der Erklärung zu bewegen, daß der Kaiser und nicht der Galiläer alle Gewalt auf Erden hat. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Vær stærk, min broder Kyrillos! 
GREGOR.
Sei stark, Kyrillos, mein Bruder! 
LÆREREN KYRILLOS
(med oprakte hænder).
Jeg salige, som får lide til Herrens ære!
(Soldaterne griber ham og slæber ham ud.) 
KYRILLOS
mit erhobenen Händen.
O Seligkeit, für des Herrn Ehre leiden zu dürfen!
Die Soldaten ergreifen ihn und schleppen ihn fort. 
KVINDERNE
(i gråd og klage).
Ve os! Ve, ve over fornægteren! 
DIE WEIBER.
weinend und klagend.
Wehe Uns! Wehe, wehe über den Gottesleugner! 
KEJSER JULIAN.
Driv dem fra hinanden, disse rasende! Lad dem udjages af staden som oprørere. Jeg tåler ikke længere denne trods og vederstyggelighed!
(Vagten driver den jamrende mængde ind i sidegaderne. Kun kejseren og hans følge bliver tilbage. Da bemærker man, liggende foran kirkedøren, og hidtil skjult, en mand i sønderrevne klæder og med aske strød på sit hoved.) 
JULIAN.
Treibt sie auseinander, diese Rasenden! Man soll sie aus der Stadt jagen als Aufrührer. Ich dulde nicht länger diesen Trotz und diese Widerspenstigkeit!
Die Wache treibt die klagende Menge in die Seitengassen. Nur der Kaiser und sein Gefolge bleiben zurück. Da wird man einen vor der Kirchentür liegenden und bisher verborgenen Mann gewahr; seine Kleider sind zerrissen und sein Haupt ist mit Asche bestreut. 
EN SOLDAT
(støder til ham med lanseskaftet).
Op, op; pak dig! 
EIN SOLDAT
stößt ihn mit dem Lanzenschafte.
Steh auf und pack’ Dich! 
MANDEN
(ser op).
Træd under fødder dette sløve salt, som er vraget af Herrens hånd! 
DER MANN
blickt auf.
Tritt mit Füßen das schlaffe Salz, das des Herrn Hand verworfen hat. 
KEJSER JULIAN.
O, evige guder, – Hekebolios –! 
JULIAN.
O ewige Götter, – Hekebolios –! 
HOFMÆNDENE.
Ah, i sandhed, – Hekebolios! 
DIE HOFLEUTE.
Ah, in der Tat, – Hekebolios! 
LÆREREN HEKEBOLIOS.
Jeg heder ikke så mere! Jeg er navnløs. Jeg har svigtet den dåb, som gav mig navn! 
HEKEBOLIOS.
Ich heiße nicht mehr so. Ich bin namenlos. Ich bin abtrünnig geworden der Taufe, die mir den Namen gab! 
KEJSER JULIAN.
Rejs dig, ven! Dit sind er sygt – 
JULIAN.
Erhebe Dich, Freund! Dein Sinn ist krank – 
LÆREREN HEKEBOLIOS.
Judas’s broder er pestbefængt. Vig fra mig – 
HEKEBOLIOS.
Des Judas Bruder ist pestbehaftet. Hebe Dich von mir – 
KEJSER JULIAN.
O, du vankelmodige mand – 
JULIAN.
O Du wankelmütiger Mann – 
LÆREREN HEKEBOLIOS.
Vig fra mig, frister! Tag dine treti sølvpenge igen! Står der ikke skrevet: du skal forlade hustru og børn for Herrens skyld? Og jeg –? For hustrus og børns skyld har jeg forrådt Herren, min Gud! Ve, ve, ve!
(han kaster sig igen ned på sit ansigt.) 
HEKEBOLIOS.
Hebe Dich von mir, Versucher! Nimm Deine dreißig Silberlinge zurück! Steht da nicht geschrieben: Du sollst Weib und Kinder lassen um des Herrn willen? Und ich –? Um des Weibes und der Kinder willen habe ich den Herrn, meinen Gott, verraten! Wehe! Wehe! Wehe!
Er wirft sich wieder auf sein Antlitz nieder. 
KEJSER JULIAN.
Slig vanvids ild tænder disse skrifter over jorden. Og jeg skulde ikke brænde dem? Vent! Inden et år er omme, skal Jødetemplet stå rejst igen på Zions berg, – lyse med sit guldtags pragt over landene og vidne: løgner, løgner, løgner!
(han går ilsomt derfra, fulgt af visdomsvennerne.)


 
JULIAN.
Solch ein Feuer des Wahnwitzes entzünden diese Schriften über die Erde hin. – Und ich sollte sie nicht verbrennen? – Wartet nur! Ehe ein Jahr um ist, soll der Judentempel wieder auf Zions Berg sich erheben, – soll leuchten mit seines Golddaches Pracht über die Lande und bezeugen: Lügner, Lügner, Lügner!
Er geht eilig davon, von den Weisheitsfreunden begleitet.


 
(Landevej udenfor staden. Til venstre ved vejkanten står Kybeles billedstøtte mellem afhugne træstubber. Et stykke derfra, imod venstre, er en kilde med en stenkumme. Det er henimod solnedgang.)
  (På et trin ved fodstykket af gudindens billede sidder en gammel prest med en tildækket kurv på skødet, Omkring stenkummen en flok mænd og kvinder, der henter vand. Kommende og gående ses fra og til på vejen. Fra venstre kommer farveren Fokion, slet klædt, med en stor bylt på hovedet. Han møder hårskæreren Eunapios, der kommer fra staden.) 
Landstraße außerhalb der Stadt.
Links an der Wegecke steht die Statue der Kybele zwischen abgehauenen Baumstümpfen. Ein wenig weiter, nach links, ist eine Quelle mit einem Steinbecken. Es ist gegen Sonnenuntergang.  Auf einem Absatz am Sockel der Statue sitzt ein alter Priester mit einem zugedeckten Korb im Schoß. Rings um das Steinbecken eine Schar Männer und Weiber, die Wasser holen. Auf dem Wege ein Hin und Her von Kommenden und Gehenden. Von links kommt Färber PHOKION, schlecht gekleidet, mit einem großen Bündel auf dem Kopfe. Er begegnet dem Haarscherer EUNAPIOS, der aus der Stadt kommt. 
FARVEREN FOKION.
Ej, se, – min ven Eunapios i fuld hofklædning! 
PHOKION.
Ei sieh da, – mein Freund Eunapios in voller Hoftracht! 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Tvi dig, at du spotter en fattig mand. 
EUNAPIOS.
Pfui über Dich, daß Du eines armen Mannes spottest. 
FARVEREN FOKION.
Kalder du det spot? Jeg mente, det var den højeste ære. 
PHOKION.
Das nennst Du Spott? Ich meinte, es wäre die höchste Ehre. 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Du må så sige. Det er bleven en ære nu at gå i pjalter, besynderligen hvis de har ligget bra længe i en rendesten. 
EUNAPIOS.
Das sagst Du so. Es ist jetzt eine Ehre geworden, in Lumpen zu gehen, besonders wenn sie hübsch lange im Rinnstein gelegen haben. 
FARVEREN FOKION.
Hvorledes tror du alt dette vil ende? 
PHOKION.
Wie, glaubst Du, wird das alles enden? 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Det bryr jeg mig ikke om at tænke på. Jeg véd, hvorledes det er endt med mig, og det er nok. 
EUNAPIOS.
Mit solchen Gedanken zerbreche ich mir nicht den Kopf. Ich weiß, wie es mit mir geendet hat, und das genügt mir. 
FARVEREN FOKION.
Er du ikke længere i kejserens tjeneste? 
PHOKION.
Bist Du nicht mehr in des Kaisers Diensten? 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Hvad skulde kejser Julian med en hårskærer? Lar han sit hår klippe? Eller lar han skæget studse, tror du? Han kæmmer det ikke engang. Men hvorledes går det med dig? Du ser heller ikke videre lykkelig ud. 
EUNAPIOS.
Was sollte Kaiser Julian mit einem Haarscherer anfangen? Läßt er sich das Haar schneiden ? Oder meinst Du, er ließe sich den Bart stutzen? Er kämmt ihn nicht einmal. Aber wie geht es Dir? Du siehst mir auch nicht gerade glücklich aus. 
FARVEREN FOKION.
Ak, Eunapios, purpurfarvernes tid er forbi. 
PHOKION.
Ach, Eunapios, die Zeit der Purpurfärber ist vorbei. 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Ja, rigtig; nu farves kun kristen-rygge. Men hvad er det du slæber på? 
EUNAPIOS.
Ja, richtig – jetzt färbt man nur noch Christenrücken. Aber was schleppst Du da? 
FARVEREN FOKION.
Et knippe pilebark. Jeg skal farve narrekapper til visdomsvennerne.
(En deling soldater kommer fra højre og stiller sig op ved Kybeles støtte.) 
PHOKION.
Ein Bündel Weidenrinde. Ich will Narrenmäntel färben für die Weisheitsfreunde.
Eine Abteilung Soldaten kommt von rechts und stellt sich an der Statue der Kybele auf. 
FARVEREN FOKION
(til en af mændene ved vandkummen).
Hvad betyder dette? 
PHOKION
zu einem der Männer am Wasserbecken.
Was bedeutet das? 
MANDEN.
Stenbilledet skal fores igen. 
DER MANN.
Das Steinbild soll wieder gefüttert werden. 
FARVEREN FOKION.
Vil kejseren ofre her iaften? 
PHOKION.
Will der Kaiser an diesem Abend hier opfern ? 
EN ANDEN MAND.
Ofrer han ikke både morgen og aften, – snart hist, snart her? 
EIN ZWEITER MANN.
Opfert er nicht morgens wie abends, – bald hier, bald dort? 
EN KVINDE.
Det er en ulykke for fattigfolk, at den nye kejser holder så meget af guderne. 
EIN WEIB.
Es ist ein Unglück für die armen Leute, daß der neue Kaiser so sehr die Götter liebt. 
EN ANDEN KVINDE.
Ej, Dione, sig dog ikke så. Skal vi ikke allesammen holde af guderne? 
EIN ANDERES WEIB.
Ei, Dione, sag’ das nicht; sollen wir nicht alle insgesamt die Götter lieben? 
DEN FØRSTE KVINDE.
Jo, det kan være; men det er nu en ulykke alligevel – 
DAS ERSTE WEIB.
Ja, mag sein; aber trotzdem ist es ein Unglück – 
EN AF MÆNDENE
(peger ud til højre).
Vil I se, – der kommer han.
(Kejser Julian kommer i presteklædning og med offerkniv. Flere visdomslærere, tempelprester, tjenere og vagt omgiver ham. Efter dem følger en skare mennesker dels spottende, dels forbittrede.) 
EINER VON DEN MÄNNERN
zeigt nach rechts.
Wollt Ihr sehen, – da kommt er.
Kaiser JULIAN kommt im Priestergewande und mit einem Opfermesser. Mehrere Weisheitsfreunde, Tempelpriester, Diener und die Wache umgeben ihn. Ihnen folgt eine Schar Menschen, teils spottend, teils erbittert. 
EN AF DE KOMMENDE.
Der borte står gudinden. Nu skal I få se løjer. 
EINER VON DEN KOMMENDEN.
Da hinten steht die Göttin. Jetzt sollt ihr einen Spaß erleben – 
EN ÆLDRE MAND.
Kalder du det løjer? Hvor mange sultne munde kunde ikke mættes med det, som her går tilspilde? 
EIN ALTER MANN.
Nennst Du das einen Spaß? Wie viele hungrige Mäuler könnten nicht mit dem gefüttert werden, was hier draufgeht? 
KEJSER JULIAN
(går hen imod støtten).
O, dette syn! Det fylder mit hjerte med henrykkelse og mine øjne med vemods-tårer. Ja, tilvisse må jeg græde, når jeg tænker på, at denne ærefrygtbydende gudindes billede – omstyrtet af ufromme og forvovne hænder – i så lang en tid har henligget ligesom i en forglemmelsens søvn, – og det, til og med, på et sted, som jeg væmmes ved at beskrive.
(Undertrykt latter blandt de nysgærrige.) 
JULIAN
tritt zu der Statue hin.
O dieser Anblick! Er füllt mein Herz mit Entzückung und meine Augen mit Wehmutstränen. – Ja, gewiß muß ich weinen, wenn ich bedenke, daß das Bild dieser ehrfurchtgebietenden Göttin – umgestürzt von gottlosen und verwegenen Händen – so lange dagelegen hat wie in einem Schlafe des Vergessens, – und das noch dazu an einer Stätte, die zu beschreiben mich ekelt.
Unterdrücktes Gelächter unter den Neugierigen. 
KEJSER JULIAN
(vender sig barskt).
Men jeg føler ikke mindre henrykkelse, når jeg betænker, at det var mig, hvem det blev forundt at udfri den guddommelige moder af en så uværdig tilstand. Og skulde jeg ikke henrykkes ved denne tanke? – Man siger om mig, at jeg har vundet nogle slag imod barbarerne og priser mig herfor. Hvad mig angår, så sætter jeg større pris på, hvad jeg udretter til gudernes bedste; thi dem skylder vi alle vore evner og al vor omtanke. (til dem ved vandkummen.) For resten er det mig kært, at der dog gives nogle i denne halsstarrige stad, som ikke viser sig døve for mine opfordringer, men indfinder sig, således som sømmelig fromhed tilsiger, – og jeg tviler ikke på, at I har bragt anstændige offergaver med. (går hen til den gamle prest.) Hvad ser jeg der? En eneste olding! Hvor er dine tempelbrødre? 
JULIAN
wendet sich barsch um.
Aber ich fühle nicht minder Entzückung, wenn ich bedenke, daß es mir vergönnt war, die göttliche Mutter aus so unwürdigem Zustand zu befreien. – Und sollte ich mich an diesem Gedanken nicht begeistern? – Man sagt mir nach, ich hätte verschiedene Schlachten gegen die Barbaren gewonnen, und preist mich deswegen. Was mich betrifft, so schätze ich das höher, was ich zum Frommen der Götter ausrichte; denn ihnen schulden wir alle unsere Gaben und all unser Trachten. Zu den Leuten am Wasserbecken. Übrigens ist es mir lieb, daß es doch in dieser halsstarrigen Stadt noch Leute gibt, die sich meinen Aufforderungen gegenüber nicht taub stellen, vielmehr sich einfinden, so wie geziemende Frömmigkeit es gebietet, – und ich zweifle nicht, daß Ihr anständige Opfergaben mitgebracht habt. Geht zu dem alten Priester. –Was seh’ ich da? Ein einziger Greis! Wo sind Deine Tempelbrüder? 
DEN GAMLE PREST.
Herre, der er ingen af dem ilive uden jeg. 
DER ALTE PRIESTER.
Herr, außer mir ist von ihnen keiner mehr am Leben. 
KEJSER JULIAN.
Uddød. Landevejen lagt i upassende nærhed forbi helligdommen. Den ærværdige lund nedhugget. – Gamle mand, – hvor er offergaverne? 
JULIAN.
Ausgestorben. Die Landstraße in unpassender Nähe am Heiligtum vorübergeführt. Der ehrwürdige Hain niedergehauen. – Alter Mann,,– wo sind die Opfergaben? 
DEN GAMLE PREST
(peger på kurven).
Her, herre! 
DER ALTE PRIESTER
zeigt auf den Korb.
Hier, Herr! 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login