LÆREREN KYRILLOS.
Jeg tager ikke fejl. Det er dig selv, kejser, der fejler i dette. Det er dig, som har givet afkald på Kristus i det øjeblik, han skænkte dig herredømmet over jorden. Derfor forkynder jeg dig i hans navn, at han snart vil fratage dig både herredømmet og livet, og da skal du for sent erkende, hvor stærk han er, han, som du i din blindhed foragter. Ja, ligesom du har forglemt hans velgerninger, således skal han ikke give sin kærlighed råderum, idet han rejser sig for at straffe dig. Du har omstyrtet hans altere, – han skal nedstyrte dig af dit kejsersæde. Du har fundet din glæde i at træde hans lov under fødder, den samme lov, som du selv engang forkyndte for de troende. På samme vis skal Herren træde dig under sin hæl. Dit legeme skal vejres bort i de vilde vinde, og din sjæl skal fare did ned, hvor der er større pinsler, end dem, du kan udtænke for mig og mine!
(Kvinderne flokker sig under gråd og veklage om Kyrillos.)
KYRILLOS.
Ich irre nicht. Du selbst bist es, Kaiser, der hierin irrt. Du bist es, der Christus in dem Augenblick verleugnet hat, da er Dir die Herrschaft über die Erde schenkte. – Darum verkünde ich Dir in seinem Namen, daß er Dir bald die Herrschaft sowie das Leben rauben wird, und dann wirst Du zu spät erkennen, wie stark er ist, den Du in Deiner Blindheit verachtest. – Ja, gleichwie Du seine Wohltaten vergessen, hast, so wird er seiner Liebe nicht freies Spiel lassen, wenn er sich erhebt, Dich zu strafen. – Du hast seine Altäre gestürzt, – er wird Dich von Deinem Kaiserthron stürzen. Du hast Deine Freude darin gefunden, sein Gesetz mit Füßen zu treten, dasselbe Gesetz, das dereinst Du selbst den Gläubigen verkündet hast. Ebenso wird der Herr Dich mit seiner Ferse treten. Dein Leib wird in die wilden Winde verwehen und Deine Seele hinabfahren dahin, wo größere Martern sind, als Du für mich und die Meinen ersinnen kannst.
Die Weiber scharen sich weinend und wehklagend um Kyrillos.
