KEJSER JULIAN.
Jeg finder også, at det voveligste her vilde være at lægge dølgsmål på de gådefulde magters rådslagninger. Er det kommen så vidt, at de guddommelige nedlægger sin magt i jordiske hænder, – hvilket vi af mange tegn tør slutte at være tilfældet, – så vilde det i sandhed være højst utaknemmeligt at fordølge sådant. Det er under så farefulde forholde, som disse, ingenlunde ligegyldigt, om soldaterne yder sin dyrkelse til den urette, da de dog skulde påkalde en helt anden. Jeg siger dig, Oribases, og jeg siger eder andre, – om der ellers findes nogen anden her, som således vil afstikke grænser for den kejserlige magt, – at just dette vilde være den virkelige ugudelighed, og at jeg derfor nødes til at ivre derimod. Har ikke allerede Platon forkyndt den sandhed, at kun en gud kan herske over menneskene? Hvad mente han med dette udsagn? Svar mig på det, – hvad mente han? Langt være det fra mig at ville påstå, at Platon, – denne for øvrigt mageløse vismand, – dermed, ligesom i en spådom, skulde have sigtet til noget enkelt menneske, end ikke det ypperste. Men jeg tænker, vi alle har været vidne til de forstyrrelser, som flyder af, at den højeste magt ligesom kløves og deles på flere hænder. Nok om dette. Jeg har allerede påbudt, at de kejserlige billeder skal stilles til skue i lejren. Ah, hvad søger du så ilsomt, Eutherios?
(Husmesteren Eutherios, ledsaget af en mand i opkiltrede klæder, kommer fra skibene.)
JULIAN.
Ich finde auch, daß es hier das Gewagteste wäre, die Ratschlüsse der rätselhaften Mächte zu verheimlichen. Ist es so weit gekommen, daß die Himmlischen ihre Macht in irdische Hände legen – und daß dies der Fall ist, dürfen wir aus vielen Anzeichen schließen –, so würde es wahrhaftig im höchsten Grade undankbar sein, so etwas zu verbergen. Es ist in so gefahrvollen Verhältnissen wie diesen durchaus nicht gleichgültig, ob die Soldaten ihre Verehrung dem Unrechten erweisen, während sie doch einen ganz anderen anrufen müßten. – Ich sage Dir, Oribases, und ich sage Euch anderen – wenn sich sonst noch einer hier finden sollte, der in dieser Weise die kaiserliche Macht beschränken will – daß eben dies die wahre Gottlosigkeit wäre, und daß ich deshalb genötigt bin, dawider zu eifern. – Hat nicht schon Platon die Wahrheit verkündet, daß nur ein Gott über die Menschen herrschen kann? Was meinte er mit diesem Spruch? Antwortet mir, – was meinte er damit? Es sei ferne von mir, behaupten zu wollen, daß Platon – dieser im übrigen unvergleichliche Weise – dabei, gewissermaßen in einer Weissagung, auf irgend einen einzelnen Menschen angespielt haben sollte, und wäre es auch der Vortrefflichste. Aber ich denke, wir alle sind Zeugen der Wirrsale gewesen, die daraus entstehen, daß die höchste Gewalt gleichsam gespalten und auf mehrere Köpfe verteilt war. – Genug davon! Ich habe schon Befehl erteilt, daß die Kaiserbilder im Lager zur Schau gestellt werden. – – Ah, was suchst Du so eilig, Eutherios ?
Der Hausmeister EUTHERIOS, begleitet von einem Manne in aufgeschürztem Gewande, kommt von den Schiffen.
