KEJSER JULIAN.
Ikke endnu, min Eutherios! Kødets spægelse tør være til gavn for alle mennesker. Ja, jeg siger eder, vi må lægge vind på at vorde en ny slægt. Jeg kan ikke gøre noget med jer, således, som I nu er. Vil I ud af ørken, så må I vandre i et rent levnet. Se til Galilæerne. Vi kunde lære visse ting af de mennesker. Der gives ingen nødlidende og hjælpeløse iblandt dem; de lever som brødre og søstre indbyrdes, – og mest nu, da deres genstridighed har tvunget mig til at tugte dem. Disse Galilæere, skal I vide, har noget i hjertet, som jeg højlig skulde ønske, at I vilde beflitte jer på. I kalder eder efterfølgere af Sokrates, af Platon, af Diogenes. Er der nogen af eder, som vilde gå glad i døden for Platons skyld? Mon vor Priskos vilde ofre sin venstre hånd for Sokrates? Mon Kytron vilde for Diogenes lade sit øre afhugge? I gjorde det sandelig ikke! Jeg kender jer, I kalkede grave! Gå fra mine øjne; – jeg kan ikke bruge jer!
(Visdomslærerne går nedslagne bort; de øvrige fjerner sig også under bekymret hvisken. Kun livlægen Oribases og husmesteren Eutherios blir tilbage hos kejseren. Livvagtsføreren Anatolos står fremdeles med sine soldater udenfor teltet.)
JULIAN.
Noch nicht, mein Eutherios! Die Kasteiung des Fleisches dürfte allen Menschen heilsam sein. – Ja, ich sage Euch, wir müssen uns befleißen, ein neues Geschlecht zu werden. Ich kann nichts mehr mit Euch anfangen, so wie Ihr jetzt seid. Wollt Ihr heraus aus der Wüste, so müßt Ihr in einem reinen Leben wandeln. Seht die Galiläer an. Wir könnten gewisse Dinge von diesen Menschen lernen. Es gibt keine Notleidende und Hilflose unter ihnen; sie leben wie Brüder und Schwestern miteinander, – und jetzt mehr denn je, da ihre Widerspenstigkeit mich gezwungen hat, sie zu züchtigen. Diese Galiläer, wisset, haben etwas in ihrem Herzen, und ich wünschte sehnlich, Ihr möchtet das Euch aneignen. Ihr nennt Euch Nachfolger des Sokrates, des Platon, des Diogenes. Ist einer unter Euch, der um Platons willen freudig in den Tod gehen würde? Würde wohl unser Priskos seine linke Hand opfern für Sokrates? Würde Kytron etwa für Diogenes sich ein Ohr abhauen lassen? Ihr tätet es wahrhaftig nicht! Ich kenne Euch, Ihr übertünchten Gräber! Geht mir aus den Augen; – ich kann Euch nicht brauchen!
Die Weisheitslehrer gehen niedergeschlagen ab; die übrigen entfernen sich ebenfalls unter bekümmertem Flüstern; nur Oribases und Eutherios bleiben beim Kaiser zurück; Anatolos steht weiter hinten mit seinen Soldaten vor dem Zelt.
