KEJSER JULIAN.
Intet. – Taushed – taushed, som om solskiven var i færd med at formørkes. Alene! Ingen bro mere mellem mig og ånderne. Hvor er du nu, du hvide sejlskinnende flåde, som kom og gik i dagglans og som bar bud mellem jord og himmel? Flåden er brændt. Også denne flåde er brændt. O, alle mine skinnende skibe. Eller hvad, Maximos, – hvad tror du om dette?
JULIAN.
Nichts. – Schweigen – Schweigen –, als ob die Sonnenscheibe sich verfinstern wollte. Allein! Keine Brücke mehr zwischen mir und den Geistern. – Wo bist Du nun, Du weiße, segelschimmernde Flotte, die kam und ging im Tagesglanze und Botschaft trug zwischen Himmel und Erde? – Die Flotte ist verbrannt! Auch diese Flotte ist verbrannt. O, alle meine schimmernden Schiffe! – Oder wie, Maximos, – was dünket Dich –?
