You are here: BP HOME > MI > Kejser og galilæer (Emperor and Galilean) > fulltext
Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionPart I: I Cæsars frafald
Click to Expand/Collapse OptionPart II: Kejser Julian
FYRST JULIAN.
Heller ikke hint tåbelige og højst uforskammede vers om abekatten i hofklæder? 
JULIAN.
Auch nicht jenen albernen und höchst unverschämten Vers vom Affen im Hofgewand? 
VISDOMSLÆREREN.
Ha-ha; det er skrevet i kirken og ikke i læresalen. Du tror det ikke? Jeg siger dig, det er Hekebolios – 
DER WEISHEITSLEHRER.
Haha – das ist in der Kirche und nicht im Lehrsaal geschrieben worden. Du glaubst es nicht? Ich sage Dir, es ist Hekebolios – 
FYRST JULIAN.
Hekebolios! 
JULIAN.
Hekebolios! 
VISDOMSLÆREREN.
Ja, Hekebolios; Hekebolios selv, som for at lægge ondt imellem sin uven og sin lærling – 
DER WEISHEITSLEHRER.
Ja, Hekebolios! Hekebolios selbst, um Böses zwischen seinen Feind und seinen Jünger zu säen. – 
FYRST JULIAN
(med knyttede hænder).
Ah, om så var! 
JULIAN
mit geballten Händen.
Ha, wenn dem so wäre! 
VISDOMSLÆREREN.
Havde denne forblindede og bedragne yngling kendt os visdomsvenner, så havde han ikke handlet så hårdt imod os. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Hätte der verblendete und betrogene Jüngling uns Weisheitsfreunde gekannt, so hätte er nicht so hart an uns gehandelt. 
FYRST JULIAN.
Hvad taler du om? 
JULIAN.
Wovon sprichst Du? 
VISDOMSLÆREREN.
Nu er det for sent. Lev vel, herre!
(han vil gå.) 
DER WEISHEITSLEHRER.
Jetzt ist es zu spät – Leb’ wohl, Herr!
Er will gehen. 
FYRST JULIAN
(griber hans hånd).
Ven og broder, – hvem er du? 
JULIAN
faßt seine Hand.
Freund und Bruder – wer bist Du? 
VISDOMSLÆREREN.
En mand, som sørger fordi han ser det guddoms-bårne gå under. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Ein Mann, der traurig ist, weil er das Gottgeborene sieht untergehen. 
FYRST JULIAN.
Hvad kalder du det guddoms-bårne? 
JULIAN.
Was nennst Du das Gottgeborene? 
VISDOMSLÆREREN.
Det uskabte i det skiftende. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Das Ungeschaffene im Wechselnden. 
FYRST JULIAN.
Lige mørkt for mig. 
JULIAN.
Mir ebenso dunkel. 
VISDOMSLÆREREN.
Der gives en hel og herlig verden, som I Galilæere er blinde for. I den er tilværelsen en højtid mellem billedstøtter og under tempelsange, med fyldte skummende skåler og med roser i håret. Svimlende broer spænder sig mellem ånd og ånd, lige til de fjerneste lys i rummet. – Jeg kender den, som kunde være hersker i dette store solfulde rige. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Es gibt eine ganze herrliche Welt, für die Ihr Galiläer blind seid. Da ist das Dasein ein Fest inmitten Bildsäulen und unter Tempelgesängen, mit vollen schäumenden Schalen und mit Rosen im Haar. Zauberhafte Brücken spannen sich zwischen Geist und Geist, bis zu den fernsten Lichtern im Raum –. Ich kenne ihn, der Herrscher in diesem großen sonnigen Reiche sein könnte – 
FYRST JULIAN
(angst).
Ja, med salighedens forlis! 
JULIAN
bang.
Ja, mit dem Verlust der Seligkeit! 
VISDOMSLÆREREN.
Hvad er salighed? Genforening med ophavet. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Was ist Seligkeit? Wiedervereinigung mit dem Ursprung. 
FYRST JULIAN.
Ja, i medvidende liv; genforening for mig, som den jeg er! 
JULIAN.
Ja, in der Bewußtheit des Lebens; Wiedervereinigung für mich, als den, der ich bin! 
VISDOMSLÆREREN.
Genforening, som regndråbens med havet, som det smuldrende løvs med den jord, der fostred det. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Wiedervereinigung wie die des Regentropfens mit dem Meere, wie die des welken Laubes mit der Erde, die es reifte. 
FYRST JULIAN.
O, havde jeg lærdom! Havde jeg våben at løfte mod dig! 
JULIAN.
O, hätte ich Wissen! Hätte ich Waffen, sie gegen Dich zu erheben! 
VISDOMSLÆREREN.
Hent dig våben, unge mand! Læresalen er en tankernes og evnernes fægtesal – 
DER WEISHEITSLEHRER.
Hol’ Dir Waffen, junger Mann! Der Lehrsaal ist ein Fechtsaal der Gedanken und Gaben – 
FYRST JULIAN
(vigende).
Ah! 
JULIAN
zurückweichend.
Ah! 
VISDOMSLÆREREN.
Se hine glade ynglinge derborte. Der er Galilæere iblandt dem. Vildfarelser i de guddommelige ting volder ingen splid imellem os. – Lev vel! I Galilæere har gjort sandheden landflygtig. Se nu du, hvorledes vi bærer skæbnens slag. Se os med løv om de løftede pander. Således går vi bort, – kortende natten med sang, og forventende Helios.
(han stiger ned af trappen, hvor lærlingerne har biet på ham; derpå hører man båden ro bort med dem.) 
DER WEISHEITSLEHRER.
Sieh die frohen Jünglinge dort! Es sind Galiläer unter ihnen. Irrtümer in den göttlichen Dingen verursachen keinen Zwist unter uns. – Leb’ wohl! Ihr Galiläer habt die Wahrheit heimatlos gemacht. Schau’ her, wie wir den Schicksalsschlag ertragen. Sieh uns, wir kränzten unsere erhobenen Stirnen mit Laub. So ziehen wir von dannen – die Nacht uns verkürzend mit Gesang und Helios erwartend.
Er steigt die Treppe hinab, wo die Schüler auf ihn gewartet haben; darauf hört man das Boot mit ihnen fortrudern. 
FYRST JULIAN
(ser længe ud over vandet).
Hvem var han, den gådefulde mand? 
JULIAN
blickt lange über das Wasser hin.
Wer war der rätselhafte Mann? 
AGATHON
(kommer nærmere).
Hør mig, Julian –! 
AGATHON
kommt näher.
Hör’ mich, Julian –! 
FYRST JULIAN
(i livfuld bevægelse).
Han forstod mig! Og Libanios selv; den store, uforlignelige Libanios –! Tænk dig, Agathon, Libanios har sagt – –. O, hvor skarpt må dog ikke det hedenske øje være! 
JULIAN
in lebhafter Bewegung.
Er hat mich verstanden. Und Libanios selbst; der große, unvergleichliche Libanios! Denk Dir, Agathon, Libanios hat gesagt – –. Wie scharf muß doch das heidnische Auge sein! 
AGATHON.
Dette var et fristelsens værk, tro mig! 
AGATHON.
Glaub’ mir, es war ein Werk des Versuchers! 
FYRST JULIAN
(uden at agte på ham).
Jeg holder det ikke længer ud imellem disse mennesker. Fra dem kom altså hine vederstyggelige spottedigte! Her forhånes jeg; de ler bag min ryg; her er ingen, som tror på det, jeg bærer i mig. De går efter mig; de vrænger ad mine lader og min tale; Hekebolios selv –! O, jeg føler det, – Kristus viger fra mig; jeg bliver ond her. 
JULIAN
ohne auf ihn zu achten.
Ich halte es nicht länger aus unter diesen Menschen. Von ihnen also kamen jene abscheulichen Spottlieder! Hier werde ich verhöhnt; sie lachen hinter meinem Rücken; hier glaubt niemand an das, was ich in mir trage. Sie gehen mir nach; sie machen sich lustig über meine Gebärden und meine Rede; Hekebolios selbst –! Ich fühle es, Christus weicht von mir; ich werde schlecht hier. 
AGATHON.
O, du véd det ikke, – just du er særlig under nåden. 
AGATHON.
Du weißt es nicht, – gerade Du bist besonders begnadet – 
FYRST JULIAN
(går op og ned ved rækværket).
Jeg er den, som Libanios gad kæmpe med. Hvilket sælsomt ønske! Libanios holder mig for sin ligemand. Det er mig, han venter på – 
JULIAN
geht an der Balustrade auf und ab.
Mit mir möchte Libanios kämpfen. Welch seltsamer Wunsch! Libanios hält mich für seinesgleichen. Auf mich wartet er – 
AGATHON.
Hør og lyd; Kristus venter på dig! 
AGATHON.
Höre und gehorche – Christus wartet auf Dich. 
FYRST JULIAN.
Ven, hvad mener du? 
JULIAN.
Freund, was meinst Du? 
AGATHON.
Synet, som drev mig til Konstantinopel – 
AGATHON.
Das Gesicht, das mich nach Konstantinopel getrieben hat – 
FYRST JULIAN.
Ja, ja, synet; det havde jeg næsten glemt. En åbenbaring, sagde du jo? O, fortæl, fortæl! 
JULIAN.
Jawohl, ja, das Gesicht, – das hätte ich beinahe vergessen. Eine Offenbarung – sagtest Du nicht so? Erzähle, erzähle! 
AGATHON.
Det var hjemme i Kappadokia for en måned siden, eller lidt mere. Da kom det rygte ud, at hedningerne igen havde begyndt at holde lønlige sammenkomster ved nattetid i Kybeles tempel – 
AGATHON.
Es war daheim in Kappadocien vor einem Monat oder noch etwas früher. Da kam das Gerücht auf, daß die Heiden wieder begonnen hätten, heimliche Zusammenkünfte im Tempel der Kybele nächtens abzuhalten – 
FYRST JULIAN.
De dumdristige! Det er dem jo strængt forbudt – 
JULIAN.
Die Tollkühnen! Es ist ihnen ja streng verboten – 
AGATHON.
Alle troende rejste sig også i harme. Øvrigheden lod templet bryde ned, og vi sønderslog de forargelige afgudsbilleder. Ja, de mere nidkære iblandt os dreves af Herrens ånd til at gå videre. Under salmesang, og med hellige faner foran, drog vi gennem staden og faldt som vredens sendebud over de ugudelige; vi tog deres kostbarheder fra dem; mange huse blev stukne i brand; mange hedninger omkom i ilden; end flere flygtende dræbte vi i gaderne. O, det var en stor tid til Guds ære! 
AGATHON.
Auch erhoben sich alle Gläubigen im Zorn. Die Obrigkeit ließ den Tempel niederlegen, und wir zerschlugen die anstößigen Götzenbilder. Ja, die Eifrigeren unter uns wurden vom Geist des Herrn noch weiter getrieben. Unter Psalmengesang, mit heiligen Fahnen an der Spitze, zogen wir durch die Stadt und fielen gleich Sendboten des Zornes über die Gottlosen her; wir nahmen ihnen ihre Kostbarkeiten weg; viele Häuser wurden in Brand gesteckt; viele Heiden kamen im Feuer um; und noch mehr Flüchtlinge machten wir in den Straßen nieder. O, es war eine große Stunde zu Gottes Ehren! 
FYRST JULIAN.
Og så? Synet, min Agathon! 
JULIAN.
Und –? Das Gesicht, mein Agathon? 
AGATHON.
Tre fulde nætter og dage var hævnens herre stærk i os. Men se, da kunde ikke kødets skrøbelighed længer holde skridt med åndens iver, og vi afstod fra forfølgelsen. – Jeg lå på mit leje; jeg kunde hverken våge eller sove. Det tyktes mig, at jeg var hul indvendig, og at ånden var vegen fra mig. Jeg lå i brændende hede; jeg afrev mit hår, jeg græd, jeg bad, jeg sang; – jeg véd ikke mere, hvorledes det var. – Da, med ét, så jeg foran mig ved væggen et hvidt skinnende lys, og i lys-skæret stod en mand i en fodsid kåbe. Der gik stråler ud fra hans hoved; han holdt et rør i armen og fæsted sine øjne mildt på mig. 
AGATHON.
Drei volle Nächte und Tage war der Herr der Rache mächtig in uns. Aber dann konnte die Gebrechlichkeit des Fleisches nicht länger Schritt halten mit dem Eifer des Geistes, und wir gaben die Verfolgung auf. – Ich lag auf meinem Lager; ich konnte weder schlafen noch wachen. Es war mir, als wäre ich inwendig hohl, und es wäre der Geist von mir gewichen. Ich lag im Fieberbrand; ich riß mir die Haare aus, ich weinte, ich betete, ich sang – ich weiß nicht mehr, wie es war – –. Da, mit einem Male, sah ich vor mir an der Wand ein weiß erstrahlendes Licht, und in des Lichtes Schimmer stand ein Mann in einem Mantel, der ihm zu den Füßen herniederwallte. Strahlen gingen von seinem Haupt aus; er hielt ein Schilfrohr im Arm und heftete seine Augen mild auf mich. 
FYRST JULIAN.
Det så du! 
JULIAN.
Das sahst Du? 
AGATHON.
Jeg så det. Og da talte han og sagde: stat op, Agathon; søg ham, som skal arve riget; byd ham gå ind i hulen og brydes med løverne. 
AGATHON.
Das sah ich. Und dann sprach er und sagte: Steh auf, Agathon; such’ ihn, der das Reich erben soll; gebiete ihm, in die Höhle zu gehen und mit den Löwen zu ringen. 
FYRST JULIAN.
Brydes med løverne? O, sælsomt, sælsomt! – Ah, om det var –! Mødet med hin vismand –. En åbenbaring; et bud til mig –; jeg skulde være under udvælgelsen? 
JULIAN.
Mit den Löwen zu ringen? Seltsam, seltsam! Wenn es wahr wäre – –! Die Begegnung mit jenem Weisen –. Eine Offenbarung – eine Botschaft an mich – ich sollte der Mann der Erwählung sein? 
AGATHON.
Det er du visselig. 
AGATHON.
Du bist es gewißlich. 
FYRST JULIAN.
Brydes med løverne! – Ja, jeg ser det; – således er det, min Agathon! Det er Guds vilje, at jeg skal søge Libanios – 
JULIAN.
Mit den Löwen ringen! – Ja, ich sehe es – so ist es, mein Agathon! Es ist Gottes Wille, daß ich Libanios aufsuche, – 
AGATHON.
Nej, nej, hør mig tilende! 
AGATHON.
Nein, nein, hör’ mich zu Ende! 
FYRST JULIAN.
– liste ham hans kunst og hans lærdom af, – fælde de vantro med deres egne våben, – slå, slå, som Paulus, – sejre, som Paulus, i Herrens sag! 
JULIAN.
– ihm ablausche seine Künste und seine Gelehrtheit, die Ungläubigen fälle mit ihren eigenen Waffen, wie Paulus – streite, streite wie Paulus – wie Paulus siege in des Herrn Sache! 
AGATHON.
Nej, nej, det er ikke således ment. 
AGATHON.
Nein, nein, nicht so ist es gemeint. 
FYRST JULIAN.
Kan du tvile? Libanios, – er ikke han vældig som bergenes løve, og er ikke læresalen –? 
JULIAN.
Kannst Du zweifeln? Libanios, – ist er nicht gewaltig wie der Löwe des Gebirges, und ist nicht der Lehrsaal –? 
AGATHON.
Jeg siger dig, det er ikke så; thi skikkelsen føjed til: forkynd den kårne, at han skal ryste kejserstadens støv af sine fødder, og aldrig mere gå ind ad dens porte. 
AGATHON.
Ich sage Dir, es ist nicht so. Denn die Erscheinung fügte hinzu: Verkünde dem Erkorenen, er soll den Staub der Kaiserstadt von seinen Füßen schütteln und nicht wieder durch ihre Tore eingehen. 
FYRST JULIAN.
Og det er du viss på, Agathon? 
JULIAN.
Und bist Du dessen gewiß, Agathon? 
AGATHON.
Ja, tilfulde. 
AGATHON.
Ja, wie meiner selbst. 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login