You are here: BP HOME > MI > Kejser og galilæer (Emperor and Galilean) > fulltext
Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionPart I: I Cæsars frafald
Click to Expand/Collapse OptionPart II: Kejser Julian
Back to library
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Kristus er fortørnet på dig, min søn! Det er dit trodsige sindelag, som han vredes over; det er dine kærlighedsløse tanker, al denne verdslige forfængelighed – 
HEKEBOLIOS.
Christus zürnt mit Dir, mein Sohn. Dein trotziger Sinn verdrießt ihn; Deine lieblosen Gedanken, diese ganze weltliche Eitelkeit – 
FYRST JULIAN.
Jeg véd det, min Hekebolios! Du siger mig det så tidt. 
JULIAN.
Ich weiß es, mein Hekebolios! Du sagst es mir so oft. 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Nys løfted jeg mig i bøn for din bedring. O det var som om vor ellers så nåderige frelser slog det hen, – som om han ikke vilde høre på mig; han lod tant og spredthed snige sig ind i mine tanker – 
HEKEBOLIOS.
Jüngst erhob ich mich im Gebet für Deine Besserung. O, es war, als ob unser sonst so gnadenreicher Erlöser es zurückwiese, – als ob er kein Ohr für mich habe – er mengte Tand in meine Gedanken und lenkte sie ab – 
FYRST JULIAN.
Du bad for mig? O, du kærlighedsfulde Hekebolios, – du beder selv for os umælende dyr, – at sige, når vi går i hofklæder! 
JULIAN.
Du hast für mich gebetet? O, du liebereicher Hekebolios, – Du betest selbst für uns unvernünftige Tiere – das heißt, wenn wir in Hoftracht gehen. 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Hvad siger du, min søn! 
HEKEBOLIOS.
Was sagst Du da, mein Sohn? 
FYRST JULIAN.
Hekebolios, hvorledes kunde du skrive hint forsmædelige digt? 
JULIAN.
Hekebolios, wie konntest Du jenes Schmähgedicht schreiben? 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Jeg! Jeg sværger dig ved alt, hvad højt og helligt er –! 
HEKEBOLIOS.
Ich! Ich schwöre Dir bei allem, was hoch und heilig ist – 
FYRST JULIAN.
Det står i dine øjne, at du lyver! Jeg véd med fuld visshed, at du har skrevet det. Hvorledes kunde du skrive det, spørger jeg, – og det til og med i Libanios’s navn? 
JULIAN.
Es steht in Deinen Augen, daß Du lügst. Ich weiß mit voller Gewißheit, Du hast es geschrieben. Wie konntest Du es schreiben, frage ich, – und noch dazu in des Libanios Namen? 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Nu vel, min inderlig kære, når du véd det, så – 
HEKEBOLIOS.
Nun wohl, Du innig Geliebter, da Du es weißt, so – 
FYRST JULIAN.
Ah, Hekebolios! Svig og løgn og falskhed – 
JULIAN.
Ah, Hekebolios! Lug und Trug und Falschheit – 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Se, du dyrebare, så højt elsker jeg dig! Alt kan jeg gøre for den mands sjæl, hvem Herren engang skal salve. Har jeg sveget og løjet af omhu for dig, så véd jeg, at en nådefuld Gud har med velbehag skuet ned på min færd og udstrakt sin billigende hånd derover. 
HEKEBOLIOS.
Sieh, mein Teurer, so heiß liebe ich Dich! Alles kann ich für des Mannes Seele tun, den der Herr einmal salben soll. Habe ich betrogen und gelogen aus Sorge um Dich, so weiß ich, daß ein gnädiger Gott wohlgefällig auf mein Werk herniedergeschaut und billigend seine Hand darüber gehalten hat. 
FYRST JULIAN.
Jeg blinde! Lad mig trykke disse mensvorne fingre – 
JULIAN.
Ich Blinder! Laß mich diese meineidige Hand drücken – 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Kejseren!
(Kejser Konstanzios med hele sit følge kommer fra kirken. Agathon er allerede under det foregående trådt tilbage mellem buskerne på højre side.) 
HEKEBOLIOS.
Der Kaiser!
Kaiser Konstantios mit seinem gesamten Gefolge kommt aus der Kirche. AGATHON ist bereits während des Vorhergehenden zurückgetreten in das Gebüsch rechts. 
KEJSER KONSTANZIOS.
O, denne livsalige himmelfred over mig! 
KONSTANTINOS.
O, dieser süße Himmelsfrieden über mir! 
KEJSERINDE EUSEBIA.
Du føler dig styrket, min Konstanzios? 
EUSEBIA.
Du fühlst Dich gestärkt, mein Konstantios? 
KEJSER KONSTANZIOS.
Ja ja! Jeg så duen dale levende ned over mig. Den tog alle skyld-byrder med. – Nu tør jeg vove meget, Memnon! 
KONSTANTINOS.
Ja, ja! Ich sah die Taube leibhaftig auf mich herniederschweben. Sie nahm alle Sündenlast mit fort. – Jetzt darf ich viel wagen, Memnon! 
SLAVEN MEMNON
(sagte).
Vov straks, herre! 
MEMNON
leise.
Wag’ es gleich, Herr! 
KEJSER KONSTANZIOS.
Der står de begge.
(han går hen imod dem.) 
KONSTANTINOS.
Da stehen die beiden!
Er geht ihnen entgegen. 
FYRST GALLOS
(griber uvilkårligt efter sværdet og råber angst):
Gør mig ikke noget ondt! 
GALLOS
greift unwillkürlich nach dem Schwert und ruft ängstlich:
Tu mir nichts zuleide! 
KEJSER KONSTANZIOS
(med udstrakte arme).
Gallos! Frænde! (han omfavner og kysser ham.) Se, i lys af påskenattens stjerner vælger jeg den, som ligger mit hjerte nær. – Bøj jer alle til jorden. Hils Cæsar Gallos!
(Almindelig forbauselse blandt følget; uvilkårlige udråb høres.) 
KONSTANTINOS
mit ausgestreckten Armen.
Gallos! Bruder! Er umarmt und küßt ihn. – Sieh, im Sternenlicht der Osternacht erwähle ich den, der meinem Herzen nahe steht. – Beugt Euch alle zur Erde. Grüßt ihn, den Cäsar Gallos!
Allgemeines Erstaunen im Gefolge; man vernimmt unwillkürliche Ausrufe. 
KEJSERINDE EUSEBIA
(med et skrig).
Konstanzios! 
EUSEBIA
aufschreiend.
Konstantios! 
FYRST GALLOS
(fortumlet).
Cæsar! 
GALLOS
betäubt.
Cäsar! 
FYRST JULIAN.
Ah!
(han griber, ligesom i glæde, efter kejserens hænder.) 
JULIAN.
Oh!
Er greift, wie in Freude, nach den Händen des Kaisers. 
KEJSER KONSTANZIOS
(slår afværgende imod ham).
Nærm dig ikke! Hvad vil du? Er ikke Gallos den ældste? Hvad håb har du gjort dig? Hvilke rygter har du i dit forblindede hovmod –? Bort; bort! 
KONSTANTINOS
schlägt abwehrend nach ihm.
Komm mir nicht zu nahe! Was willst Du? Ist nicht Gallos der ältere? Welche Hoffnung hast Du Dir gemacht? Welche Gerüchte hast Du in Deinem verblendeten Hochmut –? Fort, fort! 
FYRST GALLOS.
Jeg – jeg Cæsar! 
GALLOS.
Ich – ich Cäsar! 
KEJSER KONSTANZIOS.
Min arving og min efterfølger. Inden tre dage drager du til hæren i Asien. Perser-krigen ligger dig jo stærkt på hjerte – 
KONSTANTINOS.
Mein Erbe und mein Nachfolger. In drei Tagen gehst Du zu dem asiatischen Heer. Der Perserkrieg liegt Dir ja sehr am Herzen – 
FYRST GALLOS.
O, min nådigste herre –! 
GALLOS.
O, mein gnädigster Herr –! 
KEJSER KONSTANZIOS.
Tak mig i gerning, elskede Gallos! Kong Sapores står vest for Eufrat. Jeg véd jo, hvor bekymret du er for mit liv; lad det altså være dit hverv at slå ham. (han vender sig om, griber Julian med begge hænder om hovedet og kysser ham.) Og du, Julian, fromme ven og broder, – det måtte så være. 
KONSTANTINOS.
Dank’ mir durch Taten, teurer Gallos! König Sapores steht westlich vom Euphrat. Ich weiß ja, wie besorgt Du um mein Leben bist; darum setze alles daran, ihn zu schlagen. Er wendet sich um, nimmt Julians Haupt in beide Hände und küßt ihn. Und Du, Julian, frommer Freund und Bruder, – es mußte so sein. 
FYRST JULIAN.
Velsignelse over kejserens vilje! 
JULIAN.
Des Kaisers Wille sei gesegnet! 
KEJSER KONSTANZIOS.
Ingen ønsker! Dog hør, – jeg har også tænkt på dig. Vid, Julian, at nu kan du ånde frit i Konstantinopel – 
KONSTANTINOS.
Keine Wünsche! – Doch höre – ich habe auch an Dich gedacht. Wisse, Julian, jetzt kannst Du frei atmen in Konstantinopel – 
FYRST JULIAN.
Ja, lovet være Kristus og kejseren! 
JULIAN.
Ja, gelobt sei Christus und der Kaiser! 
KEJSER KONSTANZIOS.
Du véd det allerede? Hvem har sagt dig det? 
KONSTANTINOS.
Du weißt schon? Wer hat es Dir gesagt? 
FYRST JULIAN.
Hvilket, herre? 
JULIAN.
Was, Herr? 
KEJSER KONSTANZIOS.
At Libanios er forvist? 
KONSTANTINOS.
Daß Libanios verbannt worden ist. 
FYRST JULIAN.
Libanios – forvist! 
JULIAN.
Libanios – verbannt! 
KEJSER KONSTANZIOS.
Jeg har forvist ham til Athen. 
KONSTANTINOS.
Ich habe ihn nach Athen verbannt. 
FYRST JULIAN.
Ah! 
JULIAN.
Ah! 
KEJSER KONSTANZIOS.
Der ude ligger skibet; han sejler inat 
KONSTANTINOS.
Dort unten liegt das Schiff; er fährt diese Nacht. 
FYRST JULIAN
(sagte).
Ham selv; ham selv! 
JULIAN
leise.
Ihn selbst – ihn selbst. 
KEJSER KONSTANZIOS.
Du har jo længe ønsket det. Jeg har ikke kunnet føje dig før; men nu –; lad dette være dig et ringe vederlag, min Julian – 
KONSTANTINOS.
Du hast es ja lange gewünscht. Ich habe Dir bisher nicht nachgeben können – aber jetzt – nimm es als geringen Ersatz an, mein Julian – 
FYRST JULIAN
(griber raskt hans hånd).
Herre, vis mig én nåde til! 
JULIAN
ergreift rasch seine Hand.
Herr, gewähre mir noch eine Gnade! 
KEJSER KONSTANZIOS.
Kræv alt, hvad du vil. 
KONSTANTINOS.
Fordere alles, was Du willst. 
FYRST JULIAN.
Lad mig rejse til Pergamon. Du véd, den gamle Ædesios lærer der – 
JULIAN.
Laß mich nach Pergamon. Du weißt, der alte Aedesios lehrt dort – 
KEJSER KONSTANZIOS.
Et højst sælsomt ønske. Du, imellem hedningerne –? 
KONSTANTINOS.
Ein höchst seltsamer Wunsch. Du unter den Heiden –? 
FYRST JULIAN.
Ædesios er ikke farlig; han er en højsindet olding og derhos affældig – 
JULIAN.
Aedesios ist nicht gefährlich; er ist ein hochsinniger Greis und dabei gebrechlich – 
KEJSER KONSTANZIOS.
Og hvad vil du ham, broder? 
KONSTANTINOS.
Und was willst Du von ihm, Bruder? 
FYRST JULIAN.
Jeg vil lære at brydes med løverne. 
JULIAN.
Ich will lernen, mit den Löwen ringen. 
KEJSER KONSTANZIOS.
Jeg forstår din fromme tanke. Og du ræddes ikke –; du tror dig stærk nok –? 
KONSTANTINOS.
Ich verstehe Deinen frommen Gedanken. Und Du fürchtest Dich nicht, – Du glaubst Dich stark genug –? 
FYRST JULIAN.
Gud Herren har råbt på mig med høj røst. Lig Daniel går jeg tryg og glad ind i løvekulen. 
JULIAN.
Gott der Herr hat mich mit lauter Stimme gerufen. Gleich Daniel gehe ich ruhig und freudig in die Löwengrube. 
KEJSER KONSTANZIOS.
Julian! 
KONSTANTINOS.
Julian! 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login