FYRST JULIAN.
Hvad I trældomsfuldt håber på bag døden, det er det just den store hemmeligheds mål at forhverve alle medvidende her i vort jordiske liv. Det er genoprejsning, som Maximos og hans lærlinge søger, – det er den forspildte lighed med guddommen. Hvorfor så tvilende, I brødre? Hvorfor står I der, ligesom foran noget uoverstigeligt? Jeg véd, hvad jeg véd. I hvert af de skiftende slægts-led har der været én sjæl, hvori den rene Adam genfødtes; han var stærk i lovgiveren Moses; han havde evnen til at gøre sig jorden underdanig i den makedoniske Alexander; han var næsten fuldkommen i Jesus fra Nazareth. Men se, Basilios, (han griber ham i armen) dem alle fattedes, hvad der er mig lovet, – den rene kvinde!
JULIAN.
Was Ihr knechtisch nach dem Tod erhofft, das hier in unserm irdischen Leben für alle Mitwissenden zu erwerben, das eben ist der Zweck des großen Geheimnisses. Es ist Wiedergeburt, die Maximos und seine Lehrlinge suchen, – es ist die verlorene Gottähnlichkeit. Warum so zweifelsüchtig, Ihr Brüder? Warum steht Ihr da wie vor etwas Unübersteiglichem? Ich weiß, was ich weiß. In jedem der wechselnden Geschlechter war eine Seele, worin der reine Adam wieder erstand; er war stark in Moses, dem Gesetzgeber; er hatte Kraft, sich die Erde untertänig zu machen, im macedonischen Alexander; er war beinahe vollkommen in Jesus von Nazareth. Aber sieh, Basilios, – seinen Arm ergreifend – ihnen allen mangelte, was mir verheißen ist, – das reine Weib.
