CÆSAR JULIAN.
Har han ikke i al sin færd imod mig været som et skibsvrag uden ror, – snart drivende til venstre på mistroens strøm, snart kastet mod højre af angerens stormpust? Raved han ikke op på kejsersædet, skrækslagen, med purpurkåben dryppende af min faders blod? kanske af min moders også. – Måtte ikke alle mine slægtninge falde, for at han kunde sidde trygt? Nej, ikke alle; Gallos skåntes, og jeg; – der måtte levnes et par liv, som han kunde købe sig lidt tilgivelse på. Så drev han for mistroens strømdrag igen. Angeren afpinte ham et Cæsar-navn til Gallos; så afpinte frygten ham en dødsdom over Cæsar. Og jeg! Skylder jeg ham tak for det liv, han hidtil har forundt mig? En for en; først Gallos og så –; hver nat har jeg svedet under angsten for, at den dag, der gik, skulde være min sidste.
JULIAN.
Ist er nicht in all seinem Tun und Treiben mir gegenüber wie ein steuerloses Schiffswrack gewesen – bald nach links treibend auf dem Strom des Mißtrauens, bald nach rechts geworfen vom Sturmwind der Reue? Taumelte er nicht hinauf auf den Kaisersitz, schreckensbleich, im Purpurmantel, vom Blute meines Vaters triefend? Vielleicht auch von meiner Mutter Blute. – Mußte nicht mein ganzes Geschlecht fallen, damit er sicher dort thronen könne? Nein, nicht das ganze – Gallos und ich wurden geschont. Ein paar mußten am Leben bleiben, durch die er sich ein wenig Verzeihung erwirken könnte. Dann trieb er wieder vor der Strömung des Mißtrauens. Die Reue quälte ihm den Cäsarennamen für Gallos ab; dann quälte ihm die Furcht ein Todesurteil über den Cäsar ab. Und ich? Schulde ich ihm Dank für das Leben, das er mir bisher gegönnt hat? Einer nach dem andern! Erst Gallos und dann –; Nacht für Nacht habe ich im Angstschweiß gelegen, der vergangene Tag könnte mein letzter gewesen sein.