Bibliotheca Polyglotta

Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Complete text

Title

Part I: I Cæsars frafald

Part II: Kejser Julian

Back to library

KEJSER JULIAN.
Nok, nok! Du vil altså dermed sige, at –?

JULIAN.
Genug, genug! Du willst also damit sagen, daß –?

SKATMESTEREN URSULOS.
Tænk selv efter. Hvorledes skulde dine sejre i Gallien, så berømmelige de end har været, i slig hast kunnet nå til hine fjerne folkeslags ører? Når sendebudene talte om kejserens heltegerninger, så tænkte de på krigen imod Perser-kongen –

URSULOS.
Denk selber nach. Wie sollten Deine gallischen Siege, so ruhmreich sie auch gewesen sind, mit solcher Schnelligkeit jenen fernen Völkerschaften zu Ohren gedrungen sein? Wenn die Sendboten von den Heldentaten des Kaisers sprachen, so dachten sie an den Krieg gegen den Perserkönig –

KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Jeg vidste ikke, at krigen imod kong Sapores var bleven ført på den vis, at den skulde sprede skræk til verdens grænse.

NEVITA.
Ich wüßte nicht, daß der Krieg gegen König Sapores so geführt worden wäre, daß er Schrecken bis an die Grenzen der Welt hätte verbreiten sollen.

SKATMESTEREN URSULOS.
Sandt; lykken har været vore våben imod i hine egne. Men rygtet om de store rustninger, som kejser Konstanzios påtænkte til våren, var det, der ængsted Armenierne og de andre folkeslag. – O, regn dog tiden efter, herre; tæl dagene, om du vil, og sig så om andet er muligt. Dit tog hid fra Gallien skede med en vidunderlig hurtighed; men hine mænds rejse fra de indiske øer –; det vilde dog være tifold vidunderligere, ifald –; spørg dem, og du skal få høre –

URSULOS.
Gewiß, – das Kriegsglück war in jenen Gegenden wider uns. Aber das Gerücht von den großen Rüstungen, die Kaiser Konstantios für das Frühjahr plante, hat die Armenier und die andern Volksstämme in Angst versetzt. Rechne die Zeit doch nach, Herr! Zähle die Tage, wenn Du willst, und sage dann, ob es anders möglich ist. Dein Zug von Gallien hierher vollzog sich mit wunderbarer Schnelligkeit; doch die Reise jener Männer von den indischen Inseln her – es wäre doch zehnmal wunderbarer noch, wenn – –. Frag’ sie selbst und Du wirst hören –

KEJSER JULIAN
(bleg af vrede).
Hvorfor siger du mig alt dette?

JULIAN
bleich vor Zorn.
Wozu sagst Du mir das alles?

SKATMESTEREN URSULOS.
Fordi det er sandhed og fordi jeg ikke kan tåle at se din unge skønne hæder formørket af en lånt kappe.

URSULOS.
Weil es die Wahrheit ist, und ich nicht ertragen kann, Deinen jungen schönen Ruhm in einem erborgten Gewande zu sehen, das ihn verdüstert.

TALEREN THEMISTEOS.
Hvilken forvoven tale!

THEMISTOES.
Welch verwegene Sprache!

TALEREN MAMERTINOS.
Hvilken højst forvoven tale!

MAMERTINOS.
Welch höchst verwegene Sprache!

KEJSER JULIAN.
Det kan du ikke tåle? Så! O, jeg kender dig bedre. Jeg kender alle eder gamle ved dette hof. Det er guderne, hvis hæder I vil forringe. Thi er det ikke gudernes hæder, at de mægter store ting gennem et menneske? Men I hader dem – disse guder – hvis templer I har nedbrudt, hvis billedstøtter I har slåt sønder og hvis skatte I har tilranet jer. I har knapt tålt dem engang, disse vore højst velgørende guder. I har knapt tilladt, at de fromme bar dem løndomsfuldt i hjerterne. Nu vil I også nedbryde det taknemmelighedens tempel, som jeg har rejst for dem i mit hjerte; I vil tage fra mig den erkendtlige tanke, at jeg skylder de udødelige en ny og såre attråværdig velgerning; – thi er ikke hæder at agte for en sådan?

JULIAN.
Das kannst Du nicht ertragen? So! Ich kenne Dich besser! Ich kenne Euch alle, ihr Alten dieses Hofes. Den Ruhm der Götter wollt Ihr schmälern – das ist’s! Denn ist das nicht der Götter Ruhm, daß sie so Großes durch einen Menschen vermögen? Aber Ihr haßt sie, diese Götter, – ihre Tempel habt Ihr niedergerissen, ihre Bildsäulen habt Ihr zertrümmert und ihre Schätze habt Ihr an Euch gerissen. Noch nicht einmal geduldet habt Ihr sie, diese unsere so wohltätigen Götter. Kaum habt Ihr zugegeben, daß die Frommen sie heimlich im Herzen tragen. Jetzt wollt Ihr auch den Tempel der Erkenntlichkeit niederreißen, den ich ihnen in meinem Herzen errichtet habe! Ihr wollt mir die dankbare Vorstellung nehmen, daß ich den Unsterblichen eine neue und so begehrenswerte Wohltat schulde; – denn ist nicht der Ruhm als eine solche Wohltat anzusehen?

SKATMESTEREN URSULOS.
Den eneste himmelens Gud er mit vidne, at –

URSULOS.
Der einige Gott im Himmel ist mein Zeuge, daß –

KEJSER JULIAN.
Den eneste! Der har vi det igen! Således er I altid. Hvilken utålsomhed! Spejl eder dog i os. Siger vi, at vore guder er de eneste? Agter vi ikke både Egypternes guder og hin jødiske Jehova, der visselig har udført store ting i sit folk? Men I derimod, – og det en mand, som du, Ursulos –! Er du en Romer, født af græske forfædre? Den eneste? Hvilken barbarisk uforskammethed!

JULIAN.
Der einige! Da haben wir es wieder! So seid Ihr immer! Welche Unduldsamkeit! Nehmt Euch doch an uns ein Beispiel! Sagen wir, daß unsere Götter die einzigen sind? Achten wir nicht die Götter der Ägypter ebenso wie jenen jüdischen Jehova, der gewißlich große Dinge an seinem Volke vollbracht hat? Ihr dagegen – und ein Mann wie Du, Ursulos, – bist Du ein Römer, griechischen Ahnen entstammt? Der einige! Welch barbarische Unverschämtheit!

SKATMESTEREN URSULOS.
Du har lovet, at du ikke vil hade nogen for hans meningers skyld.

URSULOS.
Du hast gelobt, keinen um seiner Überzeugungen willen zu hassen.

KEJSER JULIAN.
Det har jeg lovet; men jeg tåler heller ikke, at I træder os for nær. Sendebudene skulde ikke være komne for at –? Det vil altså med andre ord sige, at den store guddommelige Dionysos, der besynderligen har sin magt i at åbenbare menneskene de skjulte ting, – at han ikke skulde være virksom nu, ligeså vel som i de henfarne tider. Bør jeg tåle dette? Er det ikke en overvættes frækhed? Tvinges jeg ikke til at drage dig til regnskab?

JULIAN.
Das habe ich, – aber ich dulde auch nicht, daß Ihr uns zu nahe tretet. Die Sendboten wären nicht gekommen, um –? Das hieße mit andern Worten, daß der große, göttliche Dionysos, dem die ganz besondere Macht zu eigen ist, den Menschen die verborgenen Dinge zu offenbaren, – daß er jetzt nicht mehr so wirksam sein sollte wie in den verflossenen Zeiten. Brauche ich das zu dulden? Ist diese Frechheit nicht allzu groß? Bin ich nicht gezwungen, Dich zur Rechenschaft zu ziehen?

SKATMESTEREN URSULOS.
Da vil alle kristne sige, at det er deres tro, du forfølger.

URSULOS.
Dann werden alle Christen sagen, daß es ihr Glaube ist, den Du verfolgst.

KEJSER JULIAN.
Der skal ingen forfølges for troens skyld. Men har jeg ret til at slå en streg over, hvad I måtte gøre eder skyldige i, blot fordi I ere kristne! Skal eders vildfarelser skærme eders fejl? Hvad har ikke I forvovne mænd allerede længe øvet, både her ved hoffet og andetsteds? Hvorledes har I ikke smigret for alle laster og bøjet eder for alle luner? Ja, hvad har ikke du, Ursulos, selv set igennem fingre med? Jeg tænker på hin skamløst udpyntede hårskærer, hin salvestinkende nar, som nys fyldte mig med ækkelhed her. Er du ikke skatmester? Hvorledes har du kunnet give efter for hans ublu fordringer?

JULIAN.
Seines Glaubens wegen soll keiner verfolgt werden. Aber habe ich ein Recht, durch all das, wessen Ihr Euch schuldig macht, einen Strich zu ziehen, nur weil Ihr Christen seid? Sollen Eure Irrtümer Euren Fehlern als Deckmantel dienen? Was habt Ihr verwegenen Männer nicht alles schon längst verübt, hier am Hofe und anderswo? Wie habt Ihr nicht allen Lastern geschmeichelt und allen Launen Euch gefügt? Ja, bei wie vielem hast Du nicht selbst, Ursulos, ein Auge zugedrückt? Ich denke nur an den schamlos aufgeputzten Haarscherer, den salbenstinkenden Narren, der mich eben hier mit Ekel erfüllt hat. Bist Du nicht Schatzmeister? Wie hast Du seinen unverschämten Forderungen nachgeben können?

SKATMESTEREN URSULOS.
Er det en brøde, at jeg har været min herres tjener?

URSULOS.
Ist es ein Verbrechen, daß ich der Diener meines Herrn gewesen bin?

KEJSER JULIAN.
Jeg bruger ikke deslige overdådige tjenere. Alle hine frække halvmænd skal jages ud af palatset; og alle kokke og gøglere og dansere ligervis. En sømmelig tarvelighed skal indføres igen. (til Themisteos og Mamertinos.) I, mine venner, skal gå mig tilhånde i dette. – Og du, Nevita, hvem jeg, for at du kan træde op med des større anseelse, giver en hærførers værdighed, – dig overdrager jeg at undersøge, hvorledes statens embeder er blevne forvaltede under min forgænger, og især i de senere år. Du kan tilkalde bekvemme mænd, hvem du vil, til at dømme med dig i disse sager. (til de ældre hofmænd og rådsherrer.) Jeg har ingen brug for jer. Da min begrædte frænde på sit dødsleje indsatte mig til sin arving, så gav han mig også i arv den retfærdighed, som hans lange svaghedstilstand havde hindret ham selv fra at udøve. Gå hjem; og når I har gjort rede og rigtighed for eder, da kan I drage, hvorhen I lyster.

JULIAN.
Ich brauche solche verschwenderischen Diener nicht. All jene frechen Weichlinge sollen aus dem Palaste gejagt werden – und alle Köche und Gaukler und Tänzer auch. Geziemende Anspruchslosigkeit soll wieder herrschen. – – Zu Themisteos und Mamertinos. Ihr, meine Freunde, sollt mir dabei an die Hand gehen. – Und Du, Nevita, dem ich die Würde eines Heerführers verleihe, auf daß Du mit desto größerem Ansehen auftreten kannst, – Dich beauftrage ich damit, zu untersuchen, wie unter meinem Vorgänger die Staatsämter verwaltet worden sind, und besonders in den letzten Jahren. Du kannst nach Belieben geeignete Männer hinzuziehen, daß sie Dich in diesen Dingen mit ihrem Urteil unterstützen. Zu den älteren Höflingen und Ratsherren. Ich brauche Euch nicht weiter. Als auf seinem Sterbebette mein betrauerter Vetter mich zu seinem Erben einsetzte, da vermachte er mir auch die Gerechtigkeit, die selbst auszuüben sein langes Siechtum ihn gehindert hatte. Geht heim, – und wenn Ihr Rede und Antwort gestanden habt, dann könnt Ihr ziehen, wohin es Euch gelüstet.

SKATMESTEREN URSULOS.
Gud, Herren, opholde og skærme dig, min kejser!
(Han bøjer sig og går ud i baggrunden sammen med de ældre. Nevita, Themisteos og Mamertinos samt alle de unge samler sig om kejseren.)

URSULOS.
Gott der Herr erhalte und beschirme Dich, mein Kaiser!
Er verneigt sich und geht mit den altern Männern durch die Mitte ab. Nevita, Themisteos, Mamertinos und alle jüngeren scharen sich um den Kaiser.

HÆRFØREREN NEVITA.
Min ophøjede hersker, hvorledes skal jeg tilfulde takke dig for det tegn på din nåde, som du nys –

NEVITA.
Erhabener Herrscher, wie soll ich Dir würdig für das Zeichen Deiner Gnade danken, das Du soeben –

KEJSER JULIAN.
Ingen tak. Jeg har i disse få dage lært at skatte din troskab og din dømmekraft. Også kundgørelsen om de østerlandske sendebud overdrager jeg dig at affatte. Skriv den således, at de velgørende guder ikke deri skal finde grund til at fortørnes på nogen af os.

JULIAN.
Keinen Dank! Ich habe in diesen wenigen Tagen Deine Treue und Dein Urteil schätzen gelernt. Auch den Bericht über die Gesandten des Morgenlandes übertrage ich Dir. Fass’ ihn so ab, daß die wohltätigen Götter keinen Grund finden, irgend einem von uns zu zürnen.

HÆRFØREREN NEVITA.
Jeg skal handle efter min kejsers vilje både i det ene og i det andet.
(han går ud til højre.)

NEVITA.
Ich werde nach dem Willen meines Kaisers handeln, hierin wie in allem andern.
Rechts ab.

KEJSER JULIAN.
Og nu, I trofaste, nu priser vi de udødelige magter, som har vist os den rette vej.

JULIAN.
Und nun, Ihr Getreuen, nun laßt uns die unsterblichen Mächte preisen, die uns den rechten Weg gewiesen haben.

TALEREN THEMISTEOS.
De udødelige og deres mere end dødelige yndling! Hvilken jubel vil vi ikke få høre gennem riget, når det rygtes, at du har fjernet hine voldsomme og egennyttige mænd!

THEMISTOES.
Die Unsterblichen und ihren mehr als sterblichen Liebling! Welch ein Jubel wird das Reich durchbrausen, wenn es ruchbar wird, daß Du diese gewalttätigen und eigennützigen Männer entfernt hast!

TALEREN MAMERTINOS.
Med hvilken spænding og med hvilket utålmodigt håb vil man ikke vente på valget af deres efterfølgere!

MAMERTINOS.
Mit welcher Spannung und ungeduldigen Hoffnung wird man der Wahl ihrer Nachfolger entgegensehen!

TALEREN THEMISTEOS.
Alle Grækere vil råbe med én mund: Platon selv har taget statens ror!

THEMISTOES.
Alle Griechen werden wie aus einem Munde rufen: Platon selbst hat das Steuer des Reiches ergriffen!

TALEREN MAMERTINOS.
Nej, nej, værdige ven; alle Grækere vil råbe: Platons udsagn er bleven til virkelighed, – kun en gud kan herske over menneskene!

MAMERTINOS.
Viel mehr, würdiger Freund – alle Griechen werden rufen: Platons Wort hat sich verwirklicht, – nur ein Gott kann über die Menschen herrschen.

TALEREN THEMISTEOS.
Nu ønsker jeg blot, at de lykkebringendes velvilje må følge Nevita. Han har fåt et stort og vanskeligt hverv; jeg kender ham ikke så nøje; men vi bør jo alle håbe, at han må vise sig at være den rette –

THEMISTOES.
Nun wünsche ich nur, daß die Gunst der glückbringenden Gottheiten Nevita begleiten möge. Ihm ist eine große und schwierige Aufgabe geworden. Ich kenne ihn nicht so genau; aber wir dürfen wohl alle hoffen, daß er sich als der rechte Mann erweisen wird –

TALEREN MAMERTINOS.
Ganske visst; skønt der vel turde findes andre mænd, som –

MAMERTINOS.
Ganz gewiß – obschon es vielleicht auch noch andere Männer geben dürfte, die –

TALEREN THEMISTEOS.
Ikke vil jeg dermed have sagt, at det valg, som du, o uforlignelige kejser –

THEMISTOES.
Nicht als ob ich damit gesagt haben wollte, daß die Wahl, die Du, unvergleichlicher Kaiser –

TALEREN MAMERTINOS.
Nej, nej, på ingen måde!

MAMERTINOS.
Nein, nein, – ganz und gar nicht.

TALEREN THEMISTEOS.
Men hvis det er en fejl at brænde af iver efter at tjene en elsket hersker –

THEMISTOES.
Aber wenn es ein Fehler ist, vor Eifer danach zu brennen, einem geliebten Herrn zu dienen –

TALEREN MAMERTINOS.
– da har du i sandhed mere end én fejlende ven –

MAMERTINOS.
– dann hast Du wahrhaftig mehr als einen fehlerhaften Freund –

TALEREN THEMISTEOS.
– selv om du ikke hædrer dem således, som du har hædret den højst lykkelige Nevita –

THEMISTOES.
– selbst wenn Du sie nicht so ehrest, wie Du den überglücklichen Nevita geehrt hast –

TALEREN MAMERTINOS.
– selv om de måtte undvære ethvert synligt tegn på din nåde –

MAMERTINOS.
– selbst wenn sie jedes sichtbaren Zeichens Deiner Gnade entbehren müßten –

KEJSER JULIAN.
Vi vil ikke lade nogen dygtig mand unyttet og heller ikke ulønnet. Hvad dig angår, Themisteos, da overdrager jeg dig stadsforstanderskabet her i Konstantinopel; og du, Mamertinos, kan berede dig på i det kommende år at rejse til Rom og overtage et af de ledige konsulater.

JULIAN.
Wir wollen keine tüchtige Kraft ungenützt und unbelohnt lassen. Was Dich betrifft, Themisteos, so übertrage ich Dir das Amt des Stadtvorstehers hier in Konstantinopel; und Du, Mamertinos, kannst Dich bereit halten, im kommenden Jahre nach Rom abzugehen, um eins der erledigten Konsulate zu übernehmen.

TALEREN THEMISTEOS.
Min kejser! Jeg svimler over så megen ære –!

THEMISTOES.
Mein Kaiser! Mir schwindelt vor so viel Ehre –!

TALEREN MAMERTINOS.
Så høj en hæder! Konsul! Fandtes der nogen tid en så højt hædret konsul, som jeg? Mon Lucius, mon Brutus, mon Publius Valerius? Hvad var disses hæder imod min? Hine udnævntes af folket, men jeg af Julian!

MAMERTINOS.
Eine so hohe Auszeichnung! Konsul! Ist je ein Konsul ausgezeichnet worden wie ich? Etwa Lucius, etwa Brutus, etwa Publius Valerius? Was waren die Auszeichnungen jener Männer gegen die Ehre, die mir geworden ist? Jene wurden vom Volke ernannt, – ich aber von Julian!

EN HOFMAND.
Priset være den kejser, som lader retfærdigheden råde!

EIN HÖFLING.
Gepriesen sei der Kaiser, der die Gerechtigkeit walten läßt!

EN ANDEN HOFMAND.
Priset han, hvis blotte navn slår barbarerne med forfærdelse!

EIN ANDERER HÖFLING.
Gepriesen Er, dessen bloßer Name schon die Barbaren mit Schrecken schlägt!

TALEREN THEMISTEOS.
Priset være alle de ophøjede guder, som i samdrægtighed har kastet sine forelskede øjne på en eneste mand, således at denne eneste, når han første gang – det ske sent! – volder os sorg og går bort, må siges at have stillet Sokrates og Mark Aurel og Alexander i skyggen!

THEMISTOES.
Gepriesen seien die erhabenen Götter alle, die in Eintracht auf einen einzigen Mann ihre liebenden Augen gerichtet haben, so daß es von diesem einen, wenn er zum ersten Mal (was spät geschehen möge!) uns Kummer macht und von uns geht, einst heißen wird: er habe Sokrates und Mark Aurel und Alexander in den Schatten gestellt!

KEJSER JULIAN.
Der traf du tingens kerne, min Themisteos! Til guderne er det, vi skal opløfte vore hænder og vore hjerter. Jeg siger ikke dette for at belære eder, men for at påminde eder om, hvad der ved dette hof så længe er bleven forsømt. Det være fjernt fra mig at ville tvinge nogen. Men er jeg vel at laste, fordi jeg gerne vil gøre andre delagtige i den søde henrykkelse, som gennemstrømmer mig, idet jeg føler mig vugget i de udødeliges samfund? Priset, priset være du, vinløvkransede Dionysos! Thi det er nærmest dig, som virker så store og hemmelighedsfulde ting. Gå I nu hver til eders gerning. Jeg, for min del, har tilsagt et glædesoptog gennem stadens gader. Det skal ikke være noget gilde for mine hoffolk, ej heller et gæstebud inden fire vægge. Frit kan borgerne slutte sig til mig, eller holde sig borte; jeg vil udskille de rene fra de urene, de fromme fra de vildfarende. – O, sol-konge, kast lys og skønhed over dagen! O, Dionysos, sænk din svulmende herlighed over sindene; fyld sjælene med dit hellige stormsus, fyld dem indtil alle bånd brister og den frigjorte jubel drager ånde i dans og sang! – Liv, liv, liv i skønhed!
(Han går ilsomt ud til højre. Hoffolkene samler sig i hviskende klynger og fjerner sig efterhånden.)

JULIAN.
Da hast Du den Kern der Sache getroffen, Themisteos. Zu den Göttern sollen wir unsere Hände und unsere Herzen erheben! Ich sage das nicht, um Euch zu belehren, vielmehr um Euch an das zu mahnen, was an diesem Hofe so lange verabsäumt worden ist. Es sei ferne von mir, jemanden zwingen zu wollen. Aber bin ich wohl zu tadeln, weil ich gern anderen von jener holden Verzücktheit mitteilen möchte, die mich durchströmt, wenn ich mich in dem Gefühl wiege, der Gemeinschaft der Unsterblichen anzugehören!? Heil, Heil Dir, weinlaubbekränzter Dionysos! Denn Du vor allen wirkest so große und geheimnisvolle Dinge! Ein jeglicher gehe nun an sein Amt! Ich für mein Teil habe einen Freudenzug durch die Straßen der Stadt zugesagt. Es soll kein Fest für meinen Hof sein, noch ein Gelage zwischen vier Wänden. Frei können die Bürger sich mir anschließen oder fernbleiben. Ich will die Reinen von den Unreinen, die Frommen von den Verirrten sondern. – – O Sonnenkönig, breite Licht und Schönheit über diesen Tag hin! O Dionysos, senke Deine berauschende Herrlichkeit in unsere Sinne! Fülle die Seelen mit Deinem heiligen Sturmesbrausen, fülle sie, bis alle Bande reißen und der befreite Jubel aufatmet in Tanz und Gesang! – O du Leben, du Leben, du Leben in Schönheit!
Schnell rechts ab; die Höflinge treten flüsternd in Gruppen zusammen und entfernen sich allmählich.

(En trang gade i Konstantinopel.)
(Stor sammenstimlen af mennesker; alle ser i én retning henad gaden. Larm, sang og musik af fløjter og trommer høres i nogen frastand.)

Eine enge Straße in Konstantinopel.
Große Menschenmasse. Alle blicken in einer Richtung die Straße hinab. Lärm, Gesang und Musik von Flöten und Trommeln wird in einiger Entfernung laut.

EN SKOMAGER
(i sin husdør, råber tvers over gaden).
Hvad er på færde, kære nabo?

EIN SCHUHMACHER
in seiner Haustür ruft quer über die Straße.
Was ist denn los, lieber Nachbar?

EN KRAMHANDLER
(i huset lige over for).
Man siger, det skal være nogle syriske gøglere, som er kommen til staden.

EIN KRÄMER
im Hause gerade gegenüber.
Es heißt, syrische Gaukler sind in die Stadt gekommen.

EN FRUGTSÆLGER
(på gaden).
Visst ikke; det er en egyptisk bande, som driver om med abekatte og dromedarer.

EIN FRUCHTHÄNDLER
auf der Straße.
Bewahre! Es ist eine Ägypterbande, die mit Affen und Dromedaren herumzieht.

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
(tarveligt klædt, søger forgæves at slippe igennem trængselen).
Plads dog, I dårer! Hvor djævelen kan nogen fjase og snaddre på en slig ulykkesdag!

DER HAARSCHNEIDER EUNAPIOS.
dürftig gekleidet, macht vergebliche Versuche, durch das Gedränge zu kommen.
Platz da, Ihr Narren! Zum Teufel, wie kann man scherzen und schnattern an solch ’nem Unglückstag?

EN KVINDE
(i et lidet vindu).
Pst, pst; Eunapios! Smukke herre!

EINE FRAU
an einem kleinen Fenster.
Pst, pst! Eunapios! Schöner Herr!

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Tal ikke til mig på åben gade, din rufferske!

EUNAPIOS.
Sprich mich nicht auf offener Straße an, Du Kupplerin!

KVINDEN I VINDUET.
List dig ind bagvejen, søde ven!

DIE FRAU.
Stiehl Dich durch die Hintertür, süßer Freund!

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Tvi med dig! Er jeg oplagt til at skæmte –

EUNAPIOS.
Luder Du! Bin ich aufgelegt zu spaßen –?

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=7c544e5e-e2d6-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display