KEJSER JULIAN.
O, så kan du jo ikke vide – (han omfavner ham igen.) Min Hekebolios, erfar det da nu! Jeg, så vel som du, har afkastet vildfarelsens åg. Den udødelige sol-konge, hvem vi mennesker skylder så meget, har jeg indsat i sin fordums ret; Fortuna har modtaget sit offer af mine ydmyge hænder, og hvis du i dette øjeblik finder mig træt og en smule afkræftet, så er det fordi jeg nylig har fejret en højtid til ære for den guddommelige Dionysos.
JULIAN.
O so kannst Du freilich nicht wissen – Er umarmt ihn aufs neue. Mein Hekebolios, erfahr es denn jetzt! Gleich Dir habe ich das Joch des Irrtums abgeschüttelt. Den unsterblichen Sonnenkönig, dem wir Menschen so viel schulden, habe ich wieder in sein uraltes Recht eingesetzt. Fortuna hat ihr Opfer aus meinen demütigen Händen empfangen, und wenn Du in diesem Augenblick mich müde findest und ein wenig abgespannt, so ist’s, weil ich eben ein Fest zu Ehren des göttlichen Dionysos gefeiert habe.
