You are here: BP HOME > MI > Kejser og galilæer (Emperor and Galilean) > fulltext
Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionPart I: I Cæsars frafald
Click to Expand/Collapse OptionPart II: Kejser Julian
Back to library
FJERDE AKT
(Ved kejser-rigets østlige grænse. Vildt berglandskab. En dyb dalkløft skiller den høje forgrund fra de bagenfor liggende fjelde.)
  (Kejser Julian, i krigsklæder, står tæt ude på en bergkant og ser ned i dybet. Lidt fra ham, til venstre, står hærføreren Nevita, den persiske fyrst Hormisdas, krigsøversten Jovian og flere andre befalingsmænd. Til højre, ved et råt opbygget stenalter, ligger spåmanden Numa og to andre etruskiske spåmænd, beskæftigede med at tage varsler af et offerdyrs indvolde. Længere mod forgrunden sidder mystikeren Maximos på en sten, omringet af visdomslærerne Priskos og Kytron samt af flere andre. Fra og til drager mindre afdelinger af letbevæbnede over højden fra venstre til højre.) 
Vierter Akt
An der Ostgrenze des Kaiserreichs. Wilde Berglandschaft. Eine tiefe Talkluft trennt den hohen Vordergrund von den dahinter liegenden Bergen.
  Kaiser Julian, im Kriegsgewand, steht auf der äußersten Spitze einer Felsenkante und sieht in die Tiefe nieder. Ein wenig entfernt von ihm, links, steht der Heerführer NEVITA, der Perserfürst HORMISDAS, der Kriegsoberst JOVIAN und mehrere andere Befehlshaber. Rechts, an einem roh aufgebauten Steinaltare, liegen NUMA und zwei andere etruskische Wahrsager, damit beschäftigt, aus den Eingeweiden eines Opfertieres die Zeichen zu lesen. Weiter nach dem Vordergrunde sitzt der Mystiker MAXIMOS auf einem Stein, umgeben von PRISKOS und KYTRON sowie mehreren anderen Weisheitslehrern. Ab und zu ziehen kleine Abteilungen Leichtbewaffneter über die Höhe von links nach rechts. 
KEJSER JULIAN
(peger nedad).
Se, se, – legionerne bugter sig som en pantsret slange gennem kløften. 
JULIAN
zeigt nach unten.
Seht her, seht her, – die Legionen winden sich wie eine gepanzerte Schlange durch die Kluft. 
HÆRFØREREN NEVITA.
De, lige under os, i fåreskinds-vamser, er Skyterne. 
NEVITA.
Die gerade unter uns, in den Schafswämsern, das sind die Skythen. 
KEJSER JULIAN.
Hvilke skærende hyl –! 
JULIAN.
Welch durchdringendes Geheul –!. 
HÆRFØREREN NEVITA.
Det er Skyternes vanlige sang, herre! 
NEVITA.
Das ist der gewöhnliche Gesang der Skythen, Herr! 
KEJSER JULIAN.
Mere hyl end sang. 
JULIAN.
Mehr Geheul als Gesang. 
HÆRFØREREN NEVITA.
Nu kommer Armenierne. Arsakes fører dem selv. 
NEVITA.
Jetzt kommen die Armenier. Arsakes selbst führt sie. 
KEJSER JULIAN.
De romerske legioner må allerede være ude på sletterne. Alle omboende folkeslag iler til og underkaster sig. (han vender sig til krigsførerne.) På Eufrat ligger samlede de tolv hundrede skibe, som har alle vore forråd og fornødenheder inde. Jeg har nu fåt fuld visshed for, at flåden, gennem hin gamle kunstigt gravede rende, kan løbe op i Tigris. Hele hæren skal gå over på skibene. Derefter rykker vi fremad langs den østlige bred, så hurtigt, som modstrømmen tillader flåden at følge os. Sig mig, Hormisdas, hvad tro har du til disse forholdsregler? 
JULIAN.
Die römischen Legionen müssen schon draußen auf den Ebenen sein. Alle umwohnenden Völkerschaften eilen herbei und unterwerfen sich. Er wendet sich zu den Kriegsobersten. Auf dem Euphrat liegen vereinigt die zwölfhundert Schiffe, die unseren ganzen Vorrat und Bedarf bergen. Ich habe nun volle Gewißheit erlangt, daß die Flotte durch jenen alten, künstlich gegrabenen Kanal oben in den Tigris einlaufen kann. Das ganze Heer soll auf den Schiffen übersetzen. Dann rücken wir vorwärts längs dem östlichen Ufer, so schnell, wie die Gegenströmung es der Flotte erlaubt, uns zu folgen. – Sag’ mir, Hormisdas, was hältst Du von diesen Maßnahmen? 
FYRST HORMISDAS.
Uovervindelige hærfører, jeg véd, at det skal forundes mig under din sejrrige beskyttelse igen at betræde mit fædreland. 
HORMISDAS.
Unüberwindlicher Heerführer, ich weiß, daß es mir unter Deinem siegreichen Schutz vergönnt sein wird, mein Vaterland wieder zu betreten. 
KEJSER JULIAN.
Hvilken lettende følelse at være ude af hine trangbrystede borgeres samkvem! Med hvilken skræk i øjnene løb de ikke rundt om min vogn, da jeg forlod staden? „Kom snart tilbage, og vær os da nådigere end nu“, skreg de. Jeg vender aldrig tilbage til Antiokia. Jeg vil ikke se denne utaknemmelige stad mere. Når jeg har sejret, lægger jeg hjemvejen over Tharses. (går hen til spåmændene.) Numa, – hvilke varsler for vort tog læser du denne morgenstund? 
JULIAN.
Welch erleichterndes Gefühl, außer Berührung mit jenen engherzigen Bürgern zu sein! Wie sie mit entsetzten Blicken rings um meinen Wagen liefen, als ich die Stadt verließ! »Kehr’ bald zurück und sei uns dann gnädiger als jetzt!« schrien sie. Ich kehre niemals nach Antiochia zurück. Ich will diese undankbare Stadt nicht wiedersehen. Wenn ich gesiegt habe, nehme ich den Heimweg über Tharses. Geht zu den Wahrsagern hin. Numa, welche Wahrzeichen gewinnst Du für unsern Kriegszug in dieser Morgenstunde? 
SPÅMANDEN NUMA.
Varslet fraråder dig i dette år at overskride dit riges grænser. 
NUMA.
Das Wahrzeichen rät Dir ab, in diesem Jahre die Grenzen Deines Reichs zu überschreiten. 
KEJSER JULIAN.
Hm! Hvorledes tyder du dette varsel, Maximos? 
JULIAN.
Hm, wie deutest Du dieses Wahrzeichen, Maximos? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Jeg tyder det således: varslet tilråder dig at underlægge dig alt det land, du drager igennem; da overskrider du ikke dit riges grænser. 
MAXIMOS.
Ich deute es so: das Wahrzeichen rät Dir, alles Land, durch das Du ziehst, Dir zu unterwerfen; dann überschreitest Du nicht die Grenzen Deines Reichs. 
KEJSER JULIAN.
Således er det. Vi må give nøje agt på deslige underfulde tegn; thi der ligger som oftest en dobbelt mening i dem. Ja, det synes stundom, som om hemmelighedsfulde magter satte en glæde i at føre menneskene vild, især under store foretagender. Var der ikke også nogle, som vilde udtyde det til vor skade, at søjlegangen i Hierapolis styrted sammen og begrov et halvt hundrede soldater, just som vi drog gennem staden? Men jeg siger, at dette forkynder et dobbelt held. Thi først varsler det, at Perser-riget skal styrte sammen, og dernæst bebuder det os de ulykkelige Galilæeres undergang. Thi hine soldater, som dræbtes, – hvem var det vel? Det var galilæiske strafsoldater, der kun højst ugerne gik i krigen og derfor af skæbnen tildeltes et på engang så brat og uhæderligt endeligt. 
JULIAN.
So ist es. Wir müssen die wunderbaren Zeichen genau beachten; denn es liegt sehr oft ein doppelter Sinn in ihnen verborgen. Ja, es scheint zuweilen, als suchten geheimnisvolle Mächte eine Lust darin, den Menschen irre zu führen, besonders bei großen Unternehmungen. Wollten nicht auch einige es zu unserm Nachteil deuten, daß der Säulengang in Hierapolis zusammenstürzte und ein halbes Hundert Soldaten begrub, gerade als wir durch die Stadt zogen? Aber ich sage, das bedeutet doppeltes Heil. Denn erstlich verheißt es, daß das Perserreich zusammenstürzen wird, und dann prophezeit es uns den Untergang der unglücklichen Galiläer. Denn jene Soldaten, die erschlagen wurden, was waren sie wohl? Es waren galiläische Strafsoldaten, die höchst ungern in den Krieg zogen, und denen deshalb vom Schicksal ein so schnelles und zugleich unrühmliches Ende beschieden wurde. 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Nådigste kejser, hist kommer en høvedsmand fra fortropperne. 
JOVIAN.
Gnädigster Kaiser, da kommt ein Hauptmann vom Vortrab. 
HØVEDSMANDEN AMMIAN
(kommer fra højre).
Herre, du har befalet mig at melde, om noget sælsomt skulde hænde ved udrykningen. 
HAUPTMANN AMMIAN
kommt von rechts.
Herr, Du hast mir befohlen, zu melden, wenn etwas Besonderes beim Ausrücken sich ereignen sollte. 
KEJSER JULIAN.
Nu ja! Er noget sådant hændt imorges? 
JULIAN.
Nun ja! Hat sich dergleichen heut morgen ereignet? 
HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Ja, herre, et dobbelt varsel. 
AMMIAN.
Ja, Herr, ein doppeltes Wahrzeichen. 
KEJSER JULIAN.
Ej, Ammian, – fortæl dog! 
JULIAN.
Ei, Ammian, – erzähle doch! 
HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Først, herre, tildrog det sig, da vi var kommen et stykke forbi landsbyen Zaita, at en løve af uhyre legemsstørrelse brød ud af tykningen og gik lige løs på vore soldater, der dræbte den med mange pileskud. 
AMMIAN.
Zuerst, Herr, begab es sich, da wir die Stadt Zaita eben im Rücken hatten, daß ein Löwe von ungeheurer Größe aus dem Dickicht hervorbrach und gerade auf unsere Soldaten losging, die ihn mit vielen Pfeilschüssen töteten. 
KEJSER JULIAN.
Ah! 
JULIAN.
Ah! 
VISDOMSLÆRERNE.
Hvilket lykkeligt varsel! 
DIE WEISHEITSLEHRER.
Welch glückliches Zeichen! 
FYRST HORMISDAS.
Kong Sapores kalder sig landenes løve. 
HORMISDAS.
König Sapores nennt sich den »Löwen der Lande«. 
SPÅMANDEN NUMA
(beskæftiget ved alteret).
Vend om; vend om, kejser Julian! 
NUMA
am Altar beschäftigt.
Kehre um! Kehre um, Kaiser Julian! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Gå modigt frem, du sejrs-kårne! 
MAXIMOS.
Geh mutig vorwärts, Du Siegerkorener! 
KEJSER JULIAN.
Vende om efter dette? Som løven hist foran Zaita, således skal landenes løve falde for vore pile. Eller har jeg ikke tidligere vidnesbyrd at støtte mig til, når jeg udtyder dette til vor fordel? Behøver jeg at minde så oplyste mænd om, at da kejser Maximian sejrede over Perser-kongen Narseus, da blev ligeledes en løve – og derhos et vældigt vildsvin – nedlagt foran de romerske rækker? (til Ammian.) Men nu det andet –? Jeg syntes, du talte om to tegn. 
JULIAN.
Umkehren – danach? Wie der Löwe dort vor Zaita, so soll der »Löwe der Lande« unter unsern Pfeilen fallen. Oder kann ich mich nicht schon auf frühere Zeugnisse berufen, wenn ich dies zu unserem Vorteil deute? Brauche ich so aufgeklärte Männer daran zu erinnern, daß zu der Zeit, als Kaiser Maximian über den Perserkönig Narseus siegte, ebenfalls ein Löwe – und außerdem ein gewaltiger Eber – vor der römischen Schlachtlinie niedergestreckt wurde. Zu Ammian. Doch nun zu dem andern –? Ich glaube, Du hast von zwei Zeichen gesprochen. 
HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Det andet er mere tvilsomt, herre! Din stridshest Babylonios blev, som du havde befalet, fuldt opsadlet ført frem for at vente dig ved nedstigningen hinsides berget. Men se, i det samme dreves en afdeling af de galilæiske strafsoldater forbi. Tungt belæssede, som de var, og ikke synderlig villige, gjordes det nødvendigt at bruge piskeslag imod dem. Ikke desto mindre oprakte de sine arme, ligesom i glæde, og istemte en høj sang til ære for deres guddom. Over denne pludselige larm blev Babylonios sky, stejled i skræk, faldt bagover, og idet den vælted sig på jorden, overstænktes og tilsøledes det guldsmykkede ridetøj af vejens smuds. 
AMMIAN.
Das andere ist zweifelhafter, Herr! Dein Streitroß Babylonios wurde, wie Du befohlen hattest, gezäumt und gesattelt vorgeführt, um Dich beim Abstieg jenseits des Berges zu erwarten. Doch siehe da, in demselben Augenblicke wurde eine Abteilung galiläischer Strafsoldaten vorübergetrieben. Schwer belastet, wie sie waren, und nicht sonderlich willig, mußte man notwendigerweise bei ihnen die Peitsche anwenden. Nichtsdestoweniger erhoben sie, wie in Freude, die Arme und stimmten einen lauten Gesang an zu Ehren ihrer Gottheit. Bei diesem plötzlichen Lärm wurde Babylonios scheu, – er bäumte sich auf vor Schreck, überschlug sich, und während er sich auf dem Boden wälzte, wurde das goldverzierte Sattelzeug vom Schmutz der Straße bespritzt und besudelt. 
SPÅMANDEN NUMA
(ved alteret).
Kejser Julian, – vend om, vend om! 
NUMA
am Altar.
Kaiser Julian, – kehre um! Kehre um! 
KEJSER JULIAN.
Dette har Galilæerne gjort af ondskab, – og dog har de derved imod sin vilje bragt tilveje et varsel, som jeg hilser med høj glæde. Ja, ligesom Babylonios faldt, således skal også Babylon falde, berøvet sine smykkers pragt og herlighed. 
JULIAN.
Das haben die Galiläer aus Bosheit getan, – und doch haben sie hiermit, gegen ihren Willen, ein Wahrzeichen geschaffen, das ich mit hoher Freude begrüße. – Ja, wie Babylonios fiel, so wird auch Babylon fallen, beraubt seiner prächtigen und herrlichen Zier. 
VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Hvilken visdom i udlægningen! 
PRISKOS.
Welche Weisheit der Auslegung! 
VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Ved guderne, således er det! 
KYTRON.
Bei den Göttern, so ist es! 
DE ANDRE VISDOMSLÆRERE.
Således, og ikke anderledes! 
DIE ANDEREN WEISHEITSFREUNDE.
So und nicht anders! 
KEJSER JULIAN
(til Nevita).
Hæren skal vedblive at rykke frem. Dog vil jeg denne aften, for en end større sikkerheds skyld, anstille ofringer og se, hvad tegnene måtte bekræfte. Men hvad angår jer, I etruskiske gøglere, som jeg med så stor bekostning har ladet komme hid, da skal I vide, at jeg ikke længer tåler jer i lejren, hvor I kun bidrager til at gøre soldaterne modfaldne. Jeg siger, I forstår intet af det vanskelige håndværk, som I har påtaget eder. Hvilken frækhed! Hvilket overmål af forvovenhed! Bort med dem! Jeg vil ikke se dem tiere.
(Nogle af livvagten driver spåmændene ud til venstre.) 
JULIAN
zu Nevita.
Das Heer soll weiter vorrücken. Doch will ich heut abend, der größeren Sicherheit halber, Opfer verrichten und sehen, was die Zeichen bestätigen mögen. – Aber was Euch betrifft, Ihr etruskischen Gaukler, die ich mit so großen Kosten habe hierher kommen lassen, so sollt Ihr wissen, daß ich Euch nicht länger im Lager dulde, wo Ihr nur dazu beitragt, die Soldaten mutlos zu machen. Ich sage, Ihr versteht nichts von dem schwierigen Handwerk, das Ihr ergriffen habt. Welche Frechheit! Welches Übermaß von Verwegenheit! Fort mit ihnen! Ich will sie nicht mehr sehen.
Von der Leibwache jagen einige die Wahrsager nach links hinaus. 
KEJSER JULIAN.
Babylonios faldt. Løven lå under for mine soldater. Dog véd vi ikke derfor, hvilken usynlig hjælp vi tør stole på. Guderne, hvis væsen langt fra ikke er tilstrækkeligt udforsket, synes stundom, – hvis jeg så tør sige – at slumre eller overhovedet kun lidt at gribe ind i de menneskelige ting. Vi, mine kære venner, befinder os desværre i en sådan tid. Ja, vi har endog været vidne til, at visse guder har undladt at støtte velmente bestræbelser, sigtende til deres egen tarv og ære. Vi tør dog ikke dømme videre herom. Det kunde tænkes, at de udødelige, som styrer og opholder verden, til enkelte tider nedlægger sin magt i menneskelige hænder, – hvorved guderne visselig ikke i nogen måde forringes; thi det skyldes dog dem, at en så særligt beåndet – ifald han findes – har kunnet fremstå på jorden. 
JULIAN.
Babylonios fiel. Der Löwe unterlag meinen Soldaten. Doch kennen wir darum die unsichtbare Hilfe noch nicht, auf die wir bauen können. Die Götter, deren Wesen noch lange nicht genügend erforscht ist, scheinen zuweilen – wenn ich so sagen darf – zu schlummern oder überhaupt nur wenig in die menschlichen Dinge einzugreifen; Wir, meine lieben Freunde, leben leider in einer solchen Zeit. Ja, wir sind sogar Zeugen davon gewesen, daß gewisse Götter es unterlassen haben, wohlgemeinte Bestrebungen zu unterstützen, die auf ihr eigenes Bestes und ihre eigene Ehre zielten. – Doch es steht uns hierüber kein weiteres Urteil zu. Man könnte glauben, daß die Unsterblichen, die die Welt regieren und erhalten, zu gewissen Zeiten ihre Macht in menschliche Hände legen – wodurch die Götter gewiß in keiner Weise Abbruch erleiden: denn ihnen verdankt man es doch, wenn ein so sehr bevorzugter Geist – im Fall er sich findet – überhaupt auf Erden hat auftreten können. 
VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
O, mageløse kejser, giver ikke dine egne gerninger vidnesbyrd om dette? 
PRISKOS.
O, Kaiser ohnegleichen, geben nicht Deine eigenen Taten hiervon Zeugnis? 
KEJSER JULIAN.
Jeg véd ikke, o Priskos, om jeg tør værdsætte mine gerninger så højt. At Galilæerne tillægger Jøden Jesus fra Nazareth en sådan udvælgelse, vil jeg ikke tale om; thi disse mennesker tager fejl, – hvilket jeg udførligt skal vise i mit skrift imod dem. Men jeg vil nævne Prometheus i gamle dage, hvilken fortrinlige helt skaffede menneskene endog større goder, end de udødelige syntes at unde dem, – hvorfor han også måtte lide meget, både smerte og hånlig medfart, indtil han endelig optoges i gudernes samkvem, – det han i grunden den hele tid havde tilhørt. Og kan ikke det samme siges både om Herakles og om Akilleus, og endeligen om Makedonieren Alexander, med hvis gerninger nogle har sammenlignet, dels hvad jeg har udført i Gallien, og dels og fornemmelig hvad jeg har for øje på dette tog? 
JULIAN.
Ich weiß nicht, Priskos, ob ich meine Taten so hoch einschätzen darf. Daß die Galiläer vom Juden Jesus von Nazareth behaupten, er sei ein solcher Auserwählter, darüber will ich nicht reden; denn diese Leute irren, – was ich ausführlich in meiner, wider sie gerichteten Schrift beweisen werde. Aber ich will aus der Vorzeit Prometheus nennen, jenen wunderbaren Helden, der den Menschen noch größere Güter verschaffte, als die Unsterblichen ihnen zu gönnen schienen, – weshalb er auch viel leiden mußte, sowohl Schmerz als höhnische Behandlung, bis er endlich in die Gemeinschaft der Götter aufgenommen wurde, – zu der er im Grunde schon immer gehört hatte. – Und kann man nicht dasselbe sagen von Herakles und Achilleus, und vollends vom Macedonier Alexander, mit dessen Taten einige teils das verglichen haben, was ich in Gallien ausgerichtet habe und teils und vornehmlich das, was ich in diesem Feldzug vorhabe? 
HÆRFØREREN NEVITA.
Min kejser, – bagtroppen er nu lige under os; – det var kanske på tiden – 
NEVITA.
Mein Kaiser, – der Nachtrab steht jetzt gerade unter uns – es wäre vielleicht an der Zeit – 
KEJSER JULIAN.
Straks, Nevita! Dog vil jeg først meddele eder en sælsom drøm, som jeg havde denne nat. Jeg drømte, at jeg så for mine øjne et barn, som efterstræbtes af en rig mand, der ejede talløse hjorder, men som ringeagtede gudernes dyrkelse. Denne onde mand udryddede barnets samtlige slægtninge. Men over barnet selv ynkedes Zeus, og han holdt sin hånd over det. Derpå så jeg dette barn vokse op til yngling under Minervas og Apollons varetægt. End videre drømte jeg, at ynglingen faldt i søvn på en sten under åben himmel. Da steg Hermes ned på marken i en ung mands skikkelse og sagde: kom; jeg vil vise dig den vej, som fører til den øverste guds bolig! – Så ledte han ynglingen til foden af et såre stejlt berg. Der forlod han ham. Da brød ynglingen ud i gråd og klage og råbte med høj røst på Zeus. Se, da steg Minerva og solkongen, som hersker over jorden, ned i hans nærhed, løftede ham op til fjeldets tinde, pegte ud for ham og viste ham hele hans slægts arv. Men denne arv var jordens kreds fra hav til hav, og udenfor havet. Da forkyndte de ynglingen, at alt dette skulde tilhøre ham. Og tre formaninger gav de ham derhos: han skulde ikke sove, som hans slægtninge havde gjort; han skulde ikke lytte til hykleres råd; og endelig skulde han ære som guder dem, der ligner guderne. Glem ikke, sagde de, idet de forlod ham, at du har en udødelig sjæl og at denne din sjæl er af guddommeligt udspring. Og følger du vore råd, skal du se vor fader og vorde en gud ligesom vi. 
JULIAN.
Sogleich, Nevita! Vorerst jedoch will ich Euch einen seltsamen Traum erzählen, den ich in dieser Nacht gehabt habe. – Ich träumte, ich sähe mit meinen Augen ein Kind, dem von einem reichen Manne nachgestellt wurde, der zahllose Herden zu eigen besaß, aber den Dienst der Götter gering achtete. – Dieser böse Mann rottete das ganze Geschlecht des Kindes aus. Aber des Kindes selbst erbarmte sich Zeus, und er hielt seine Hand über ihm. – Darauf sah ich dieses Kind zum Jüngling aufwachsen unter dem Schutze Minervas und Apollons. – Und weiter träumte ich, auf einem Stein unter freiem Himmel fiele der Jüngling in Schlaf. – Da stieg Hermes hernieder auf das Gefilde in Gestalt eines jungen Mannes und sagte: Komm, ich will Dir den Weg weisen, der zu der Wohnung des obersten Gottes führt! – Dann geleitete er den Jüngling an den Fuß eines sehr steilen Berges. Dort verließ er ihn. – Da brach der Jüngling in Tränen und Klagen aus und rief mit lauter Stimme zu Zeus. Siehe, da stiegen Minerva und der Sonnenkönig, der über die Erde herrscht, in seiner Nähe hernieder, hoben ihn hinauf auf des Berges Zinne, lenkten seinen Blick in die Weite und zeigten ihm das Erbe seines ganzen Geschlechtes. – Aber dieses Erbe war der Erdkreis von Meer zu Meer, und über das Meer hinaus. – Da verkündeten sie dem Jüngling, daß dieses alles ihm gehören solle. Und drei Ermahnungen gaben sie ihm dabei: er sollte nicht schlafen, wie es seine Verwandten getan; er sollte nicht auf den Rat der Heuchler hören; und endlich sollte er als Götter verehren die, die den Göttern glichen. Vergiß nicht, sagten sie, indem sie ihn verließen, daß Du eine unsterbliche Seele hast, und daß diese Deine Seele göttlichen Ursprungs ist. Und folgst Du unsern Ratschlägen, so wirst Du unsern Vater sehen und ein Gott werden wie wir. 
VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Hvad er tegn og varsler at agte imod dette! 
PRISKOS.
Was bedeuten alle Zeichen und Wahrzeichen im Vergleich zu diesem! 
VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Jeg tror ikke det er for meget sagt, når jeg forventer, at skæbne-gudinderne betænker sig to gange, ifald deres rådslagninger ikke skulde stemme med dine. 
KYTRON.
Ich glaube nicht zu viel gesagt zu haben, wenn ich die Erwartung ausspreche, daß die Schicksalsgöttinnen sich zweimal bedenken, falls ihre Ratschlüsse nicht mit den Deinen übereinstimmen sollten. 
KEJSER JULIAN.
Vi tør ikke med sikkerhed bygge på en sådan undtagelse. Men visselig vedbliver jeg at finde denne drøm påfaldende, skønt min broder Maximos ved sin taushed – imod al billig forventning – hverken synes at finde behag i drømmen eller i den iklædning, jeg har givet den. – Dette får vi imidlertid at bære! (han tager en papirrulle frem.) Se her, Jovian; her har jeg tidligt denne morgenstund på mit leje optegnet, hvad jeg drømte. Tag dette, og lad det i talrige afskrifter oplæse for de forskellige dele af hæren. Jeg holder det for vigtigt på et så voveligt tog, at soldaterne, midt under alle farer og besværligheder, med tryghed lægger sin skæbne i førerens hænder, agtende ham for ufejlbar i de ting, som afgør krigens udfald. 
JULIAN.
Wir dürfen nicht mit Sicherheit auf eine solche Ausnahme rechnen. Aber unter allen Umständen finde ich nach wie vor diesen Traum auffallend, obwohl mein Bruder Maximos durch sein Schweigen – gegen alle billige Erwartung – verrät, daß er weder an dem Traum Gefallen findet noch an der Einkleidung, die ich ihm gegeben habe. – Jedoch, das müssen wir ertragen! Er zieht eine Papierrolle hervor. Sieh her, Jovian; hier habe ich heut in der Frühe auf meinem Lager aufgezeichnet, was mir träumte. Nimm es und laß es in zahlreichen Abschriften vor den verschiedenen Heeresteilen verlesen. Ich halte es in einem so kühnen Feldzuge für wichtig, daß die Soldaten, inmitten aller Gefahren und Strapazen, ihr Schicksal mit Ruhe in die Hände des Führers legen und ihn für unfehlbar halten in den Dingen, die den Ausfall des Krieges entscheiden. 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Jeg beder dig, min kejser, at fritage mig for dette. 
JOVIAN.
Ich bitte Dich, mein Kaiser, mich hiervon zu entbinden. 
KEJSER JULIAN.
Hvad vil du dermed sige? 
JULIAN.
Was willst Du damit sagen? 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
At jeg ikke tør låne min hånd til noget, som er sandheden imod. – O, hør mig, min ophøjede kejser og herre! Gives der en eneste af dine soldater, som tviler på, at han er sikker i dine hænder? Har du ikke på Galliens grænser, trods fiendtlig overmagt og vanskeligheder af forskellig slags, tilkæmpet dig større sejrvindinger, end nogen anden hærfører i vore dage kan rose sig af? 
JOVIAN.
Daß ich meine Hand nicht zu etwas leihen darf, das der Wahrheit widerspricht. – O hör’ mich an, mein erhabener Kaiser und Herr! Gibt es einen einzigen unter Deinen Soldaten, der daran zweifelt, daß er in Deinen Händen sicher ist? Hast Du nicht an den Grenzen Galliens, trotz feindlicher Übermacht und trotz Schwierigkeiten verschiedener Art, Dir größere Siege erkämpft als irgend ein anderer Heerführer in unserer Zeit sich dessen rühmen kann? 
KEJSER JULIAN.
Ej, – se, se, hvilke nyheder! 
JULIAN.
Ei, – sieh mal an, was für Neuigkeiten! 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Alle véd, at lykken i vidunderligt mål har fulgt dig indtil denne tid. I lærdom står du over alle andre dødelige, og i veltalenhedens skønne kunst bærer du prisen mellem de ypperste. 
JOVIAN.
Alle wissen, daß das Glück Dich wunderbar geleitet hat bis zu diesem Tage. In der Gelehrsamkeit stehst Du über allen anderen Sterblichen und in der schönen Kunst der Beredsamkeit trägst Du unter den Besten den Preis davon. 
KEJSER JULIAN.
Og så –? Til trods for dette –? 
JULIAN.
Nun, und –? Trotz alledem –? 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Til trods for dette, min kejser, er du kun et menneske. Men idet du meddeler hæren hin drøm, vil du udbrede den mening, at du er en gud, – og heri tør jeg ikke gøre mig til din hjælper. 
JOVIAN.
Trotz alledem, mein Kaiser, bist Du nur ein Mensch. Aber wenn Du dem Heere jenen Traum mitteilst, so wirst Du die Meinung verbreiten, Du seist ein Gott, – und hierbei darf ich nicht Dein Helfershelfer sein. 
KEJSER JULIAN.
Hvad siger I, mine venner, til denne tale? 
JULIAN.
Was sagt Ihr, meine Freunde, zu dieser Rede? 
VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Den er visselig lige så dristig som den vidner om ukyndighed. 
KYTRON.
Sie ist sicherlich ebenso dreist, wie sie von Unkenntnis zeugt. 
KEJSER JULIAN.
Det synes som om du, o sandhedskærlige Jovian, forglemmer, at hin kejser Antonin, med tilnavnet den fromme, i et særligt tempel på Roms torv har været dyrket som en udødelig gud. Ja, ikke han alene, men også hans hustru Faustina og andre kejsere både før og efter den tid. 
JULIAN.
Es scheint, als ob Du, o Du wahrheitsliebender Jovian, vergißt, daß der Kaiser Antonin, mit Beinamen »der Fromme«, in einem besonderen Tempel auf dem Forum Roms wie ein unsterblicher Gott verehrt wurde. Ja, nicht allein er, sondern auch seine Gattin Faustina und andere Kaiser, sowohl vor wie nach jener Zeit. 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Jeg véd det, herre; – men vore forfædre var det ikke givet at vandre i sandhedens lys. 
JOVIAN.
Ich weiß es, Herr; – aber unsern Vätern war es nicht gegeben, im Lichte der Wahrheit zu wandeln. 
KEJSER JULIAN
(med et langt blik på ham).
Ah, Jovian! – Sig mig, – igår aftes, da jeg tog varsler for den kommende nat, da trådte du til og bragte mig et budskab, just som jeg med renselses-vand skylled blodet af mine hænder. 
JULIAN
mit einem langen Blick auf ihn.
Ha, Jovian! – Sag’ mir, – gestern abend, da ich mich nach Wahrzeichen für die kommende Nacht umsah, da tratest Du hinzu und überbrachtest mir eine Botschaft, gerade als ich mir mit Waschwasser das Blut von meinen Händen spülte. 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Ja, min kejser! 
JOVIAN.
Ja, mein Kaiser. 
KEJSER JULIAN.
Ilfærdig, som jeg var, kom jeg til at stænke nogle vanddråber på din kappe. Da veg du hvast et skridt tilbage og rysted vandet af, som om kappen var bleven besudlet. 
JULIAN.
In der Eile, die ich hatte, begegnete es mir, daß ich einige Wassertropfen auf Deinen Mantel spritzte. Da wichest Du hastig einen Schritt zurück und schütteltest das Wasser ab, als wäre Dein Mantel besudelt. 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Min kejser, – det undgik dig altså ikke? 
JOVIAN.
Mein Kaiser, – das ist Dir also nicht entgangen? 
KEJSER JULIAN.
Var det din tanke, at det skulde undgåt mig? 
JULIAN.
War es Deine Absicht, daß es mir entgehen sollte? 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Ja, herre; thi det var en sag imellem mig og den eneste sande Gud. 
JOVIAN.
Ja, Herr; denn das war eine Sache zwischen mir und dem einzigen und wahren Gotte. 
KEJSER JULIAN.
Galilæer! 
JULIAN.
Galiläer! 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Herre, du selv skikked mig til Jerusalem, og jeg var vidne til alt, hvad der gik for sig. Meget har jeg grublet siden den tid; jeg har læst i de kristnes skrifter, har talt med mange af dem, – og nu er jeg kommen efter, at i denne lære ligger den guddommelige sandhed. 
JOVIAN.
Herr, Du selbst schicktest mich nach Jerusalem, und ich war Zeuge von all dem, was dort vorging. Viel habe ich seit dieser Zeit gegrübelt; ich habe in der Christen Schriften gelesen, habe mit vielen von ihnen gesprochen, – und jetzt bin ich dahinter gekommen, daß in dieser Lehre die göttliche Wahrheit liegt. 
KEJSER JULIAN.
Er det muligt! Er dette virkelig muligt? Således griber altså hint smitsomme vanvid om sig! Mine nærmeste omgivelser, – mine egne krigsførere falder fra mig – 
JULIAN.
Ist es möglich! Ist das wirklich möglich? Derart greift also jener ansteckende Wahnwitz um sich! Meine nächste Umgebung, – meine eigenen Kriegsführer fallen von mir ab – 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Stil mig forrest imod dine fiender, herre, – og du skal se, at jeg gladelig giver kejseren, hvad kejserens er. 
JOVIAN.
Schick’ mich in der vordersten Reihe gegen Deine Feinde, Herr, – und Du wirst sehen, daß ich freudig dem Kaiser gebe, was des Kaisers ist. 
KEJSER JULIAN.
Hvor meget –? 
JULIAN.
Wie viel –? 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Liv og blod. 
JOVIAN.
Leben und Blut. 
KEJSER JULIAN.
Liv og blod er ikke nok. Den, som skal herske, må kunne herske over viljerne, over menneskenes sind. I dette er det, at hin Jesus af Nazareth står mig imod og gør mig magten stridig. Bild dig ikke ind, at jeg vil straffe dig, Jovian! De, du tilhører, higer efter sligt, som efter en lykke. Og så kalder man eder blodvidner bagefter. Eller hvad? Har man ikke således ophøjet dem, jeg var nødt til at revse for deres genstridigheds skyld? Gå til fortroppen! Jeg vil nødigt se dig tiere. – O, dette bedrag imod mig, som I tilhyller med talemåder om en dobbelt pligt og et dobbelt rige! Dette skal vorde anderledes. Der gives andre konger end Perser-kongen, som skal få føle min fod på sin nakke. Til fortroppen, Jovian! 
JULIAN.
Leben und Blut sind nicht genug. Der, der herrschen soll, muß über die Willen, über die Geister der Menschen herrschen. Und eben hierin stellt sich jener Jesus von Nazareth mir entgegen und macht mir die Herrschaft streitig. – Bilde Dir nicht ein, daß ich Dich bestrafen werde, Jovian! Die, zu denen Du gehörst, sehnen sich nach dergleichen – wie nach einem Glück. Und hernach nennt man Euch dann Blutzeugen. Oder wie? Hat man nicht also die erhöht, die ich wegen ihrer Widerspenstigkeit zu züchtigen genötigt war? – Geh zu dem Vortrab! Ich möchte Dich ungern häufiger sehen. – O dieser Betrug, den Ihr an mir verübt und mit Redensarten von einer doppelten Pflicht und einem doppelten Reiche umhüllt! Das soll anders werden. Es gibt noch andere Könige als den Perserkönig, die meinen Fuß auf ihrem Nacken fühlen sollen. – Zum Vortrab, Jovian! 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Jeg skal gøre min skyldighed, herre!
(han går ud til højre.) 
JOVIAN.
Ich werde meine Schuldigkeit tun, Herr!
Er geht rechts ab. 
KEJSER JULIAN.
Vi vil ikke, at denne morgenstund, der er oprunden under så mange lykke-forkyndende varsler, skal formørkes for os. Vi vil tage dette, og andet mere, med et jævnt sind. Min drøm skal dog kundgøres for hæren. Du, Kytron, og du, min Priskos, og I andre venner, vil sørge for at det sker på en værdig måde. 
JULIAN.
Wir wollen diese Morgenstunde, die unter so vielen glückverheißenden Zeichen begonnen hat, uns nicht trüben lassen. Wir wollen dieses und anderes mehr mit Gleichmut hinnehmen. Mein Traum soll dennoch dem Heere kundgetan werden. Du, Kytron, und Du, mein Priskos, und Ihr anderen Freunde werdet dafür sorgen, daß es auf würdige Art geschieht. 
VISDOMSLÆRERNE.
Med glæde, med usigelig glæde, herre!
(de modtager papirrullen og går ud til højre.) 
DIE WEISHEITSLEHRER.
Mit Freude, mit unsäglicher Freude, Herr!
Sie nehmen die Papierrolle in Empfang und gehen rechts ab. 
KEJSER JULIAN.
Jeg beder dig, o Hormisdas, ikke at tvile på min magt, om det end kunde synes, som om stridige viljer råded her. Gå; og du ligeså, Nevita, og alle I øvrige, hver til sit; – jeg kommer efter, når hæren er samlet ude på sletterne.
(Alle, undtagen kejseren og Maximos, går ud til højre.) 
JULIAN.
Ich bitte Dich, Hormisdas, nicht an meiner Macht zu zweifeln, wenngleich es scheinen könnte, als ob hier ein zwieträchtiger Wille gebietet. Geh, und auch Du, Nevita, und alle Ihr übrigen – ein jeder an seinen Platz; ich komme nach, wenn das Heer draußen auf der Ebene sich zusammengezogen hat.
Alle, bis auf Julian und Maximos, rechts ab. 
MYSTIKEREN MAXIMOS
(efter en stund, rejser sig fra stenen, hvor han har siddet, og går hen til kejseren).
Min syge broder! 
MAXIMOS
erhebt sich nach einer Weile von dem Stein, auf dem er sitzt, und geht zum Kaiser hin.
Mein kranker Bruder! 
KEJSER JULIAN.
Mere såret end syg. Hjorten, som træffes af en skyttes pil, søger ind i tykningen, hvor ikke dyrene kan se den. Det var mig utåleligt at vise mig længere på Antiokias gader; – nu synes jeg ikke, jeg kan vise mig for hæren. 
JULIAN.
Mehr verwundet als krank. Der Hirsch, der von dem Pfeil eines Schützen getroffen ist, flüchtet sich in das Dickicht, wo ihn die Rüden nicht sehen können. Es war mir unerträglich, mich länger auf den Straßen von Antiochia blicken zu lassen, – jetzt, dünkt es mich, kann ich mich nicht vor dem Heere blicken lassen. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Ingen ser dig, ven; thi de famler i blindhed. Men du skal vorde en læge for deres øjne, og da skal de se dig i din herlighed. 
MAXIMOS.
Keiner sieht Dich, Freund. Denn sie taumeln in Blindheit. Aber Du sollst ein Arzt für ihre Augen werden, und dann werden sie Dich in Deiner Herrlichkeit schauen. 
KEJSER JULIAN
(stirrer ned i fjeldkløften).
Hvor dybt under os! Hvor svindende små bugter de sig ikke frem mellem krat og torner langs med den stenede strøm. Da vi stod foran denne snevring, da stævned førerne, alle som en, lige ind i det trange. Det var en times vej at korte, en smule møje at spare – på vandringen imod døden. Og flokkene fulgte dem så villigt. Ingen tanke på at lægge vejen ovenom; ingen længsel efter den fri luftning heroppe, som vider brystet ud og gør åndedraget rummeligt. Der går de, og går og går, og ser ikke, at de har trang himmel over sig – og véd ikke, at der gives højder, hvor den er større. – Er det ikke, Maximos, som om menneskene leved for at komme til at dø? Galilæerens ånd er i dette. Er det sandt, som der siges, at hans fader skabte verden, da foragter sønnen faderens værk. Og just for dette formastelige vanvid er det, at han prises så højt! Hvad var dog ikke Sokrates imod ham! Elsked ikke Sokrates nydelsen og lykken og skønheden? Og dog forsaged han. – Men hvilket bundløst svælg imellem dette – på den ene side ikke at begære, – og på den anden side at begære og dog forsage. O, denne tabte visdoms skat vilde jeg bringe menneskene tilbage. Lig Dionysos fordum, kom jeg dem glad og ung imøde, med løv om panden, med druers fylde i mine arme. Men de viser min gave fra sig, og jeg hånes og hades og bespottes af venner og af fiender. 
JULIAN
starrt in die Felskluft hinab.
Diese Tiefe unter uns! Wie winzig klein winden sie sich vorwärts zwischen Dorn und Dickicht längs dem steinigen Strom! – Als wir vor diesem Engpaß standen, da drängten die Führer, alle wie ein Mann, geraden Wegs hinein in die Enge. Es galt, eine Stunde Weges zu gewinnen, ein wenig Mühe zu ersparen – auf der Wanderung dem Tod entgegen. – Und die Scharen folgten ihnen so willig. Kein Gedanke, den Weg übers Gebirg zu verlegen; keine Sehnsucht nach den freien Lüften hier oben, die die Brust weiten und volleren Atemzug gewähren. Da gehen sie und gehen und gehen und sehen nicht, daß sie engen Himmel über sich haben – und wissen nicht, daß es Höhen gibt, wo er weiter ist. – Ist es nicht, Maximos, als lebten die Menschen, um zum Sterben zu kommen? Das ist der Geist des Galiläers. Ist sie wahr, die Kunde, daß sein Vater die Welt geschaffen hat, dann verachtet der Sohn das Werk des Vaters. Und gerade für diesen vermessenen Wahnwitz wird er so hoch gepriesen! – Was ist doch Sokrates gegen ihn gewesen! Liebte nicht Sokrates den Genuß und das Glück und die Schönheit? Und doch entsagte er. – Aber welch bodenloser Abgrund dazwischen – auf der einen Seite, nicht zu begehren, – und auf der anderen, zu begehren und doch zu entsagen. – Ach, diesen Schatz verlorener Weisheit möchte ich den Menschen wiederbringen. Wie einst Dionysos kam ich ihnen froh und jung entgegen, mit Laub um die Stirne, mit der Trauben Fülle in meinen Armen. Aber sie weisen meine Gabe zurück, und ich werde verhöhnt und gehaßt und verspottet von Freund und Feind. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hvorfor? Jeg skal sige dig hvorfor. I nærheden af en viss stad, hvor jeg engang leved, var der et vinberg, vidt berømt for sine druer; og når borgerne i staden ønsked ret søde frugter på sit bord, da skikked de sine tjenere ud til hint vinberg og lod hente druer der. Mange år efter kom jeg til den samme stad; men da vidste ingen længer besked om de fordum så højt priste druer. Da søgte jeg vingårdsmanden op og spurgte ham: sig mig, o ven, er dine vinstokke uddøde, såsom ingen mere kender dine druer? Nej, svarte vingårdsmanden, men du véd, at unge vinstokke yder gode druer men ringe vin; gamle vinstokke derimod dårlige druer men god vin. Derfor, o fremmede, tilføjede han, glæder jeg endnu mine medborgeres hjerter med dette vinbergs overflod, kun i en anden skikkelse, – som vin, og ikke som druer. 
MAXIMOS.
Warum? Ich werde Dir sagen, warum. – In der Nähe einer Stadt, wo ich einmal lebte, war ein Weinberg, weit berühmt wegen seiner Trauben; und wenn die Bürger der Stadt recht süße Früchte für ihre Tafel haben wollten, so schickten sie ihre Diener hinaus nach jenem Weinberg und ließen dort Trauben holen. – Nach manchem Jahr kam ich wieder in dieselbe Stadt; aber da wußte keiner mehr Bescheid über die einst so hochgepriesenen Trauben. Da suchte ich den Weingärtner auf und fragte ihn: Sag’ mir, o Freund, sind Deine Weinstöcke eingegangen, da niemand mehr Deine Trauben kennt? Nein, antwortete der Weingärtner, Du weißt doch wohl, daß junge Weinstöcke gute Trauben geben, aber geringen Wein; alte Weinstöcke hingegen schlechte Trauben, aber guten Wein. Darum, o Fremdling, fügte er hinzu, erfreue ich nach wie vor die Herzen meiner Mitbürger mit dieses Weinbergs Überfluß, nur in einer anderen Gestalt – als Wein und nicht als Trauben. 
KEJSER JULIAN
(tankefuld).
Ja, ja, ja! 
JULIAN
gedankenvoll.
Ja, ja! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Det er dette, som du ikke har taget i agt. Verdens vinstok er bleven gammel, og dog mener du, lig fordum, at kunne byde druerne rå til dem, der tørster efter den nye vin. 
MAXIMOS.
Das ist es, was Du nicht beachtet hast. Der Weinstock der Welt ist alt geworden, und doch vermeinst Du, wie früher denen, die nach neuem Weine dürsten, die Trauben ungekeltert darbieten zu können. 
KEJSER JULIAN.
Ak, min Maximos, hvem tørster? Nævn mig en eneste, udenfor vort broderskab, som drages af et åndeligt behov. – Ulykkelig er jeg, at jeg fødtes i en slig jernalder. 
JULIAN.
Ach, mein Maximos, wen dürstet? Nenne mir einen einzigen, außerhalb unserer Brüdergemeinde, der von einem geistigen Bedürfnis ergriffen ist. – Unglücklich bin ich, daß ich in so einem eisernen Zeitalter geboren wurde. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Last ikke tiden. Havde tiden været større, så var du bleven mindre. Verdens-sjælen er som en rig mand, der har utallige sønner. Deler han sin rigdom lige imellem alle sønnerne, da blir de alle velhavende, men ingen af dem rig. Gør han dem derimod alle arveløse på én nær, og skænker alt til denne ene, da står denne ene som en rig mand i en kreds af fattige. 
MAXIMOS.
Schmähe nicht die Zeit. Wäre die Zeit größer gewesen, so wärest Du kleiner geworden. Die Weltseele ist wie ein reicher Mann, der unzählige Söhne hat. Verteilt er seinen Reichtum gleichmäßig unter alle Söhne, so werden sie alle wohlhabend, aber keiner von ihnen reich. Macht er hingegen alle erblos bis auf Einen und schenkt er diesem Einen alles, so steht der Eine als ein reicher Mann da in einem Kreise von Armen. 
KEJSER JULIAN.
Ingen lignelse passer mindre end denne. – Eller står jeg således? Findes det ikke netop delt på mange hænder, det, som verdens hersker skulde besidde i rigere mål end alle andre; ja, jeg tør vel sige – som han alene skulde besidde! O, hvor er ikke magten delt! Har ikke Libanios veltalenhedens magt i så fuldt et mål, at man har kaldt ham talernes konge? Har ikke du, min Maximos, den gådefulde visdoms magt? Har ikke hin rasende Apollinaris i Antiokia sangens og henrykkelsens magt i en fylde, som jeg nok kunde misunde ham! Og nu Kappadokieren Gregor! Har ikke han viljens ubændige magt i et sligt overmål, at mangfoldige giver ham det for en undersåt upassende tilnavn: den store! Ja, – hvad end sælsommere er, – det samme tilnavn gives Gregors ven, Basilios, manden med det bløde sind og det pigeagtige øje. Og dog træder han ikke frem i verden; her lever han, denne Basilios, – just i denne fjerne egn, iført en eneboers klædning, i samkvem alene med sine lærlinge, og med sin søster Makrina og andre kvinder, der kaldes fromme og hellige. Og hvorledes virker ikke både han og søsteren gennem de breve, som stundom udgår fra dem? Alt, selv forsagelsen og tilbagetrukketheden, vorder magt imod min magt. Men værst af dem alle er dog den korsfæstede Jøde. 
JULIAN.
Kein Gleichnis paßt weniger als dieses. – Oder stehe ich so da? Findet sich nicht gerade das auf viele Köpfe verteilt, was der Herrscher der Welt in reicherem Maße besitzen sollte als alle anderen; ja, ich darf wohl sagen – was er allein besitzen sollte! O, wie ist nicht die Macht verteilt! Hat nicht Libanios die Macht der Beredsamkeit in so vollem Maße, daß man ihn den König der Redner genannt hat? Hast nicht Du, mein Maximos, die Macht geheimnisvoller Weisheit? Hat nicht jener fanatische Apollinaris in Antiochia die Macht des Gesanges und der Begeisterung in einer Fülle, um die ich ihn wohl beneiden könnte! Und nun Gregor der Kappadocier! Hat er nicht die ungestüme Macht des Willens in einem solchen Übermaße, daß gar manche ihm den für einen Untertanen nicht passenden Beinamen »der Große« geben! Ja, – was noch seltsamer ist, – denselben Beinamen gibt man Gregors Freund Basilios, dem Mann mit dem weichen Sinn und dem mädchenhaften Auge. Und doch tritt er nicht hervor in der Welt; hier lebt er, dieser Basilios, – just in diesen fernen Gegenden, in eines Einsiedlers Kleidung, nur im Verkehr mit seinen Jüngern und seiner Schwester Makrina und anderen Weibern, die fromm und heilig heißen. Und wie wirken nicht er und seine Schwester durch die Briefe, die sie von Zeit zu Zeit in die Welt senden? Alles, selbst die Entsagung und Zurückgezogenheit, wird eine Macht wider meine Macht. Aber der schlimmste von allen ist doch der gekreuzigte Jude. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Så bryd med al denne spredte myndighed! Men tro ikke, at du kan knuse oprørerne, hvis du kommer over dem som en feltherre, udsendt af en hersker, hvem de ikke kender. I eget navn må du komme, Julian! Kom Jesus af Nazareth som udsending fra en anden? Sagde han sig ikke at være den, der udsendte ham? Sandelig, i dig er tidens fuldbyrdelse, og du ser det ikke. Peger ikke alle tegn og varsler med en usvigelig finger lige hen på dig? Skal jeg minde dig om din moders drøm –? 
MAXIMOS.
So ringe mit all diesen getrennten Gewalten! Aber glaube nicht, daß Du die Aufrührer zerschmettern kannst, wenn Du über sie kommst wie ein Feldherr, ausgesandt von einem Herrscher, den sie nicht kennen. Im eigenen Namen mußt Du kommen, Julian! Kam Jesus von Nazareth als Abgesandter eines anderen? Sagte er nicht, er selbst hätte sich abgesandt? Wahrhaftig, in Dir ist die Erfüllung der Zeit, und Du siehst es nicht. Weisen nicht alle Zeichen und Verkündigungen unzweideutig gerade auf Dich hin? Soll ich Dich an den Traum Deiner Mutter erinnern –? 
KEJSER JULIAN.
Hun drømte, at hun fødte Akilleus. 
JULIAN.
Ihr träumte, sie gebäre den Achilleus. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Skal jeg minde dig om, at lykken har båret dig, ligesom på stærke vinger, gennem et bevæget og farefuldt liv? Hvem er du, herre? Er du den genkomne Alexander, dengang ufærdig, nu fuldbåren og rustet til at fuldbyrde værket? 
MAXIMOS.
Soll ich Dich daran erinnern, daß das Glück Dich wie auf starken Schwingen durch ein bewegtes und gefahrvolles Leben dahingetragen hat? Wer bist Du, Herr? Bist Du der wiedergekommene Alexander, damals unfertig, jetzt reif und gerüstet, das Werk zu vollbringen ? 
KEJSER JULIAN.
Maximos! 
JULIAN.
Maximos! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Der er én, som altid, med visse mellemrum, kommer igen i menneskeslægtens liv. Han er ligesom en rytter, der på ridebanen skal tæmme en vild hest. Hver gang kaster hesten ham af. En stund, så er rytteren i sadlen igen, altid sikrere, altid mere øvet; men af måtte han i sine skiftende skikkelser hver gang indtil denne dag. Af måtte han som den gudsoprundne mand i Edens lund; af måtte han som verdensrigets grundlægger; – af må han som gudsrigets fyrste. Hvo véd, hvor mange gange han har vandret iblandt os, uden at nogen kendte ham? Véd du, Julian, om du ikke var i ham, som du nu forfølger? 
MAXIMOS.
Einer
ist, der immer, in gewissen Zwischenräumen, im Leben des Menschengeschlechtes wiederkommt. Er ist wie ein Reiter, der in der Reitbahn ein wildes Pferd zähmen soll. Jedesmal wirft das Pferd ihn ab. Doch ein Weilchen nur, und der Reiter sitzt wieder im Sattel, immer sicherer, immer geübter: doch herunter mußte er in seinen wechselnden Gestalten jedesmal bis auf diesen Tag. Herunter mußte er als der gottentsprungene Mensch in Edens Garten; herunter mußte er als der Stifter des Weltreiches; – herunter muß er als der Fürst des Gottesreichs. Wer weiß, wie viele Male er schon unter uns gewandelt ist, ohne daß einer ihn kannte? – Weißt Du denn, Julian, ob Du nicht etwa warst in ihm, den Du jetzt verfolgst? 
KEJSER JULIAN
(ser frem for sig).
O, bundløse gåde –! 
JULIAN
blickt vor sich hin.
O bodenloses Rätsel –! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Skal jeg minde dig om hin gamle spådom, som nu er sat i omløb igen? Det er bleven forkyndt, at så mange år, som året har dage – så mange år skal Galilæerens rige stå ved magt. Om to år bliver det tre hundrede og fem og sexti år siden, at denne mand fødtes i Bethlehem. 
MAXIMOS.
Soll ich Dich an jene alte Weissagung erinnern, die jetzt wieder in Umlauf gesetzt ist? Es ist verkündet worden: so viele Jahre, als das Jahr Tage hat, – so viele Jahre wird das Reich des Galiläers Bestand haben. In zwei Jahren sind es dreihundertfünfundsechzig Jahre her, daß dieser Mann in Bethlehem geboren wurde. 
KEJSER JULIAN.
Tror du på denne spådom? 
JULIAN.
Glaubst Du an diese Weissagung? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Jeg tror på den kommende. 
MAXIMOS.
Ich glaube an den Kommenden. 
KEJSER JULIAN.
Altid gåder! 
JULIAN.
Immer Rätsel! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Jeg tror på den fri nødvendighed. 
MAXIMOS.
Ich glaube an die freie Notwendigkeit. 
KEJSER JULIAN.
End gådefuldere. 
JULIAN.
Noch rätselhafter. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Se, Julian, – da Kaos væltede sig i det tomme forfærdelige øde, og Jehova var alene, – den dag, da han, efter de gamle jødiske skrifter, slog ud med sin hånd og delte mellem lys og mørke, mellem hav og land, – den dag stod den store skabende gud på sin magts tinde. Men med menneskene opstod viljer på jorden. Og mennesker og dyr og træer og urter skabte sine lige efter evige love; og efter evige love går alle stjerner i himmelrummet. Har Jehova angret? Alle folkeslags gamle sagn véd at fortælle om en angrende skaber. Vedligeholdelsens lov har han lagt i skabningen. For sent at angre! Det skabte vil vedligeholde sig – og så vedligeholdes det. Men ensidighedens to riger fører krig med hinanden. Hvor er han, hvor er han, fredskongen, den tvesidige, han, som skal forlige dem? 
MAXIMOS.
Sieh, Julian, – als sich das Chaos in der wüsten, entsetzlichen Öde wälzte, und Jehova allein war, – an dem Tage, da er – nach den alten jüdischen Schriften – seine Hand ausstreckte und schied zwischen Licht und Finsternis, zwischen Wasser und Land, – an dem Tage stand der große, schaffende Gott auf der Zinne seiner Macht. – Aber mit den Menschen erstand der Wille auf Erden. Und Menschen und Tiere und Bäume und Kräuter schufen ihresgleichen nach ewigen Gesetzen; und nach ewigen Gesetzen gehen alle Sterne im Himmelsraum. – Hat Jehova bereut? Die alten Sagen aller Völker wissen zu erzählen von einem bereuenden Schöpfer. – Das Gesetz der Erhaltung hat er in die Schöpfung gelegt. Zu spät, um zu bereuen! Das Erschaffene will sich erhalten – und es wird erhalten. – Aber die beiden Reiche der Einseitigkeit, die führen Krieg miteinander. Wo ist er, wo ist er, der Friedenskönig, der Zweiseitige, der sie versöhnen wird? 
KEJSER JULIAN
(hen for sig).
To år? Alle guder uvirksomme. Ingen lunefuld magt bagved, som gider krydse mine hensigter – – To år? I to år kan jeg lægge jorden under mit herredømme. 
JULIAN
vor sich hin.
Zwei Jahre? Alle Götter untätig. Keine böswillige Macht versteckt, die meine Pläne zu durchkreuzen trachtet – –. Zwei Jahre? In zwei Jahren kann ich die Erde meiner Herrschaft unterwerfen. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Du talte, min Julian; – hvad sagde du? 
MAXIMOS.
Du sprachst, mein Julian; – was sagtest Du? 
KEJSER JULIAN.
Jeg er ung og stærk og sund. Maximos, – det er min vilje at leve længe.
(han går ud til højre. Maximos følger ham.)


 
JULIAN.
Ich bin jung und stark und gesund. Maximos, – es ist mein Wille, lange zu leben.
Er geht rechts ab. Maximos folgt ihm.


 
(En bakket skogegn med et vandløb mellem træerne. Oppe på højden en liden landgård. Det er henimod solnedgang.)
  (Hærafdelinger drager fra venstre til højre forbi nedenunder bakkerne. Basilios fra Cæsaræa og hans søster Makrina, begge i eneboerklæder, står nede ved vejkanten og rækker vand og frugter til de udmattede soldater.) 
Eine hügelige Waldgegend
mit einem Flüßchen zwischen den Bäumen. Oben auf der Höhe ein kleines Landhaus. Es ist gegen Sonnenuntergang.  Heeresabteilungen ziehen von links nach rechts unten an den Hügeln vorbei. BASILIOS VON CÄSAREA und seine Schwester MAKRINA, beide in Einsiedlerkleidung, stehen unten am Wegesrande und reichen den ermatteten Soldaten Wasser und Früchte. 
MAKRINA.
O, Basilios, se, – den ene blegere, den ene mere udtæret end den anden! 
MAKRINA.
O, Basilios, sieh hin, – einer immer bleicher, immer abgezehrter als der andere! 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Og så utallig mange kristne brødre iblandt dem! Ve over kejser Julian! Dette er grusommere udtænkt end alle pinebænkens kvaler. Imod hvem er det, at han fører sine hærskarer? Mindre imod Perserkongen end imod Kristus. 
BASILIOS.
Und unter ihnen so zahllose Christenbrüder! Wehe über Kaiser Julian! Das ist grausamer ausgedacht als alle Qualen der Folterbank. Gegen wen führt er seine Heerscharen? Weniger gegen den Perserkönig als gegen Christus. 
MAKRINA.
Tror du dette forfærdelige om ham? 
MAKRINA.
Traust Du ihm so Entsetzliches zu? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Ja, Makrina, det går mere og mere op for mig, at det er os, slaget skal ramme. Alle de nederlag, han har lidt i Antiokia, al den modstand, han har mødt, alle de ydmygelser og skuffelser, han har måttet døje for sin ugudelige færd, det tænker han alt sammen at dække over med glemsel ved et sejrrigt krigstog. Og det vil lykkes ham. En stor sejr vil udslette alt hint. Menneskene er ikke anderledes; de ser retten i lykken, og under magten bøjer de fleste sig. 
BASILIOS.
Ja, Makrina, es wird mir klarer und klarer, daß wir es sind, gegen die der Schlag geführt wird. Alle die Niederlagen, die er in Antiochia erlitten hat, all den Widerstand, auf den er gestoßen ist, alle die Demütigungen und Enttäuschungen, die er wegen seines gottlosen Gebahrens hat erdulden müssen, – das alles gedenkt er durch einen siegreichen Feldzug mit Vergessenheit zu bedecken. Und das wird ihm glücken. Ein großer Sieg wird alles auslöschen. Die Menschen sind nicht anders; im Glück sehen sie das Recht, und der Macht beugen sich die meisten. 
MAKRINA
(peger ud til venstre).
Nye skarer! Utællelige, uden ophør –
(En afdeling soldater kommer forbi; en ung mand i rækken falder af udmattelse om på vejen.) 
MAKRINA
zeigt nach links.
Neue Scharen! Unzählig, ohne Ende –
Eine Abteilung Soldaten kommt vorbei. Ein junger Mann in der Reihe stürzt vor Ermattung auf dem Weg um. 
EN UNDERFØRER
(slår ham med sin kæp).
Op med dig, du lade hund! 
EIN UNTERHAUPTMANN
schlägt ihn mit einem Stock.
Steh auf, Du fauler Hund! 
MAKRINA
(iler til).
O, slå ham ikke! 
MAKRINA
eilt hinzu.
O, schlag ihn nicht. 
SOLDATEN.
Lad dem slå; – jeg lider så gerne. 
DER SOLDAT.
Laß ihn schlagen – ich leide so gern. 
HØVEDSMANDEN AMMIAN
(kommer).
Atter ophold! – Nå, det er ham. Kan han virkelig ikke mere? 
HAUPTMANN
AMMIAN kommt. Wieder Aufenthalt! – So, der ist’s. Kann er wirklich nicht mehr? 
UNDERFØREREN.
Jeg véd ikke, hvad jeg skal sige, herre; han falder hvert øjeblik. 
DER UNTERHAUPTMANN.
Ich weiß nicht, was ich sagen soll, Herr; er fällt jeden Augenblick um. 
MAKRINA.
O, vær tålmodig! Hvem er denne ulykkelige? – Se her; sug saften af disse frugter. – Hvem er han, herre? 
MAKRINA.
O, sei geduldig! Wer ist der Unglückliche? – Sieh her, saug’ den Saft aus diesen Früchten. – Wer ist es, Herr? 
HØVEDSMANDEN AMMIAN.
En Kappadokier, – en af de vildfarende, som var med at skænde Venus-templet i Antiokia. 
AMMIAN.
Ein Kappadocier, – einer von den Verirrten, der mit dabei war, als sie den Venustempel in Antiochia schändeten. 
MAKRINA.
O, en af hine blodvidner –! 
MAKRINA.
O, einer von jenen Blutzeugen –! 
HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Prøv at rejse dig, Agathon! Jeg ynkes over dette menneske. De revsed ham voldsommere, end han kunde tåle. Han har ikke været ved sin forstand siden. 
AMMIAN.
Versuch’ aufzustehen, Agathon! Mich jammert des Menschen. Sie züchtigten ihn härter, als er ertragen konnte. Er ist seit der Zeit nicht mehr bei Verstande gewesen. 
AGATHON
(rejser sig).
Jeg kan godt tåle det. Og jeg er fuldt ved min forstand, herre! Slå, slå, slå; – jeg lider så gerne. 
AGATHON
erhebt sich.
Wohl kann ich es ertragen. Und ich bin völlig bei Verstande, Herr! Schlag zu, schlag zu, schlag zu; – ich leide so gern. 
HØVEDSMANDEN AMMIAN
(til underføreren).
Fremad; her er ikke tid at spilde. 
AMMIAN
zum Unterhauptmann.
Vorwärts! Wir haben keine Zeit zu verlieren. 
UNDERFØREREN
(til soldaterne).
Fremad; fremad! 
DER UNTERHAUPTMANN
zu den Soldaten.
Vorwärts! Vorwärts! 
AGATHON.
Babylonios faldt; – snart skal den babyloniske horkarl falde. Zaitas løve blev fældet; – fældes skal verdens kronede løve!
(Soldaterne drives ud til højre.) 
AGATHON.
Babylonios fiel; – bald wird der babylonische Hurenkerl fallen. Der Löwe von Zaita ward getötet – getötet werden wird der gekrönte Löwe der Welt!
Die Soldaten werden nach rechts hinausgetrieben. 
HØVEDSMANDEN AMMIAN
(til Basilios og Makrina).
I sælsomme mennesker; – I farer vild og øver dog det gode. Tak, at I har kvæget de udmattede; og gid kejserens tarv tillod, at jeg turde handle så mildt imod eders brødre, som jeg gerne vilde.
(han går ud til højre.) 
AMMIAN
zu Basilios und Makrina.
Ihr seltsamen Menschen – Ihr geht irre, und doch übt Ihr das Gute. Seid bedankt, daß Ihr die Ermatteten erquickt habt, – und möchte doch des Kaisers Nutzen es erlauben, daß ich Eure Brüder so mild behandeln dürfte, wie ich gern wollte.
Er geht rechts ab. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Gud være med dig, du ædle hedning! 
BASILIOS.
Gott sei mit Dir, Du edler Heide! 
MAKRINA.
Hvem mon denne mand var? 
MAKRINA.
Wer mag wohl dieser Mann gewesen sein? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Jeg kendte ham ikke. (peger ud til venstre.) O, se, se, – der er han selv! 
BASILIOS.
Ich kannte ihn nicht. Zeigt nach links. O, sieh da, sieh, – da ist er selbst! 
MAKRINA.
Kejseren? Er det kejseren? 
MAKRINA.
Der Kaiser? Ist das der Kaiser ? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Ja, det er ham.
(Kejser Julian med flere krigsøverster, ledsaget af livvagtsføreren Anatolos samt en vagtafdeling kommer fra venstre.) 
BASILIOS.
Ja, das ist er.
Kaiser Julian mit mehreren Kriegsobersten, begleitet vom Hauptmann der Leibwache Anatolos, samt einer Abteilung der Wache kommt von links. 
KEJSER JULIAN
(til sine ledsagere).
Ej, hvad træt? Skulde en hests fald bringe mig til at standse? Eller skulde det være mindre sømmeligt at gå tilfods, end at bestige et ringere dyr? Træt! Min stamfader har udsagt, at det bør sig en kejser at dø stående. Jeg siger, at det bør sig en kejser, i hans hele liv – ikke blot i dødsstunden – at vise en efterfølgelsesværdig udholdenhed; jeg siger – – Ah, ved himlens store lys, ser jeg ikke der for mine øjne Cæsaræeren Basilios! 
JULIAN
zu seinem Gefolge.
Ei was, müde? Sollte der Sturz eines Pferdes mich veranlassen, halt zu machen? Oder sollte es weniger anständig sein, zu Fuß zu gehen, als ein geringeres Tier zu besteigen? Müde! Mein Stammvater hat gesagt, für einen Kaiser gezieme es sich, stehend zu sterben. Ich sage, für einen Kaiser geziemt es sich, in seinem ganzen Leben – nicht nur in der Todesstunde – eine nachahmenswerte Ausdauer zu zeigen; ich sage – – . Ah, beim großen Licht des Himmels, sehen da nicht meine Augen leibhaft Basilios von Cäsarea! 
BASILIOS FRA CÆSARÆA
(bøjer sig dybt).
Din ringe tjener, o mægtigste herre! 
BASILIOS
verneigt sich tief.
Dein geringer Diener, o mächtigster Herr! 
KEJSER JULIAN.
Ja, det skal jeg tro! Du tjener mig i sandhed godt, Basilios! (går nærmere.) Så dette er altså det landhus, der er kommet i så stort ry ved de breve, som udgår herfra. Man taler trindt i alle lande mere om dette hus, end man taler om læresalene, skønt jeg hverken har skyet flid eller møje for at bringe dem på fode igen. Ikke sandt, – denne kvinde er sikkerlig din søster Makrina? 
JULIAN.
Ja, das will ich meinen! Wahrhaftig, Du dienst mir gut, Basilios! Tritt näher. Dies also ist das Landhaus, das einen so großen Ruf erlangt hat durch die Briefe, die von hier ausgehen. Man spricht ringsum in allen Landen mehr von diesem Haus, als man von den Lehrsälen spricht, obwohl ich weder Fleiß noch Mühe gescheut habe, sie wieder in die Höhe zu bringen. – Nicht wahr, – das Weib da ist gewiß Deine Schwester Makrina. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Så er det, herre! 
BASILIOS.
So ist es, Herr! 
KEJSER JULIAN.
Du er en skøn kvinde, og ung endnu. Og dog har du, som jeg hører, givet afkald på livet. 
JULIAN.
Du bist ein schönes Weib – und noch jung. Und doch hast Du, wie ich höre, dem Leben entsagt. 
MAKRINA.
Herre, jeg har givet afkald på livet for at komme til ret at leve. 
MAKRINA.
Herr, ich habe dem Leben entsagt, um zu dem rechten Leben zu gelangen. 
KEJSER JULIAN.
Ak, jeg kender såre godt eders vildfarelser. I sukker efter det, som ligger hinsides og hvorom I intet med visshed véd; I spæger eders kød; I undertrykker alle menneskelige lyster. Og dog siger jeg eder, at dette kan være en forfængelighed, så godt som enhver anden. 
JULIAN.
Ach, ich kenne Eure Irrtümer sehr wohl. Ihr seufzt nach dem, was jenseits liegt und worüber Ihr mit Gewißheit nichts wißt; Ihr kasteit Euer Fleisch; Ihr unterdrückt alle menschlichen Lüste. Und doch sage ich Euch, dieses kann ebenso gut eine Eitelkeit sein, wie jede andere. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Tro ikke, herre, at jeg er blind for den fare, som ligger i forsagelsen. Jeg véd vel, at min ven Gregor har ret, når han skriver, at han trøster sig til at være eneboer med hjertet uden at være det med legemet. Og jeg véd også, at denne grove klædning lidet båder min sjæl, ifald jeg regner mig det til fortjeneste at bære den. Men således føler jeg det ikke. Dette tilbagetrukne liv fylder mig med en usigelig lykke; det er alt. Hine vilde brydninger, som verden oplever i denne tid, træder mig ikke her for øje i sin uskønhed. Her fornemmer jeg mit legeme ophøjet i bønnen, og min sjæl renset ved en tarvelig levemåde. 
BASILIOS.
Glaub’ nicht, Herr, daß ich blind für die Gefahren bin, die in der Entsagung liegen. Ich weiß wohl, daß mein Freund Gregor recht hat, wenn er schreibt, er getraue sich, Einsiedler mit dem Herzen zu sein, ohne es mit dem Körper zu sein. Und ich weiß auch, daß diese grobe Kleidung wenig meiner Seele frommt, wenn ich es mir zum Verdienst anrechne, sie zu tragen. – Aber so empfinde ich es nicht. Dieses zurückgezogene Leben erfüllt mich mit einem unsäglichen Glücke; das ist alles. Jenes wilde Ringen, das die Welt zu dieser Frist erlebt, tritt mir hier nicht vor Augen in seiner Häßlichkeit. Hier fühle ich meinen Leib erhoben im Gebet und meine Seele geläutert bei einer einfachen Lebensweise. 
KEJSER JULIAN.
O, min nøjsomme Basilios, jeg tror dog, du eftertragter noget mere. Hvis man har sagt sandt, så har din søster her forsamlet om sig en hob unge kvinder, hvilke hun oplærer efter sit forbillede. Og du selv har jo, ligesom din galilæiske mester, kåret dig tolv lærlinge. Hvad er din agt med dem? 
JULIAN.
O mein genügsamer Basilios, ich meine doch, Du trachtest nach etwas mehr. Wenn man die Wahrheit gesagt hat, so hat Deine Schwester hier um sich eine Schar Jungfrauen versammelt, die sie nach ihrem Vorbild erzieht. Und Du selbst hast ja, wie Dein galiläischer Meister, Dir zwölf Jünger erkoren. Was für Absichten hast Du mit ihnen? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
At sende dem ud til alle lande for at styrke vore brødre i striden. 
BASILIOS.
Sie in alle Lande hinauszusenden, um unsere Brüder im Streit zu stärken. 
KEJSER JULIAN.
Ja så! Udrustet med alle veltalenhedens våben sender du din hær imod mig. Og hvor har du denne veltalenhed, denne skønne græske kunst fra? Du har den fra vore læresale. Og med hvilken ret besidder du den? Du har listet dig som en spejder ind i vor lejr for at udforske, hvor vi sikkrest kan rammes. Og nu nytter du denne kundskab til vor største skade! Véd du vel, Basilios, at jeg ikke er tilsinds at tåle denne usømmelighed længere? Jeg vil slå eder dette våben ud af hænderne. Hold eder til Matthæus og Lukas og andre slige uhøvlede bogskrivere. Men I skal ikke herefter få lov til at fortolke vore gamle digtere og heller ikke vore gamle visdomslærere; thi jeg agter det ubilligt, at I suger kundskab og fordel af disse kilder, på hvis sandhed I slet ingen tro har. Ligervis skal det forbydes alle galilæiske lærlinge at komme i vore læresale; thi hvad vil de vel der? Frastjæle os vor kunst for at bruge den imod os selv. 
JULIAN.
Ah so! Ausgerüstet mit allen Waffen der Beredsamkeit sendest Du Dein Heer wider mich. Und wo hast Du diese Beredsamkeit, diese schöne griechische Kunst, her? Du hast sie aus unseren Lehrsälen. Und mit welchem Rechte besitzest Du sie? Du hast Dich wie ein Spion in unser Lager geschlichen, um zu erspähen, wo wir am sichersten zu treffen sind. Und jetzt benutzest Du diese Kenntnis zu unserem größten Schaden. – Weißt Du wohl, Basilios, daß ich nicht gesonnen bin, diesen Unfug länger zu dulden? Ich will Euch diese Waffe aus den Händen schlagen. Haltet Euch an Matthäus und Lukas und andere solche ungehobelte Bücherschreiber. Aber Ihr sollt von nun an nicht mehr das Recht haben, unsere alten Dichter und auch unsere alten Philosophen auszulegen; denn ich achte es für unbillig, daß Ihr Wissenschaft und Vorteil aus Quellen schöpft, an deren Wahrheit Ihr gar nicht glaubt. Ebenso soll es allen galiläischen Schülern verboten sein, in unsere Lehrsäle zu kommen; denn was wollen sie wohl dort? Unsere Kunst uns wegstehlen, um sie gegen uns selbst zu gebrauchen. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Herre, jeg har allerede før hørt dette sælsomme forsæt omtale. Og jeg må give Gregor medhold, når han skriver, at du ikke har nogen udelukkende ret til den græske lærdom, ej heller til den græske talekunst. Jeg må give ham medhold, når han siger, at du jo bruger bogstavskriften, som dog er opfunden hos Egypterne, og at du ifører dig purpuret, skønt det først kom i brug hos folkene i Tyros. Ja, herre, – mere end det. Du underkaster dig lande og gør dig til hersker over folkeslag, hvis sprog du ikke forstår og hvis sæder du ikke kender. Og det har du ret til. Men den samme ret, du har i den synlige verden, den samme ret har han, som du kalder Galilæeren, i den usynlige – 
BASILIOS.
Herr, ich habe schon früher von diesem seltsamen Vorsatz reden hören. Und ich muß Gregor beistimmen, wenn er schreibt, daß Du keinen ausschließlichen Anspruch auf die griechische Weisheit hast und auch nicht auf die griechische Redekunst. Ich muß ihm beistimmen, wenn er sagt, daß auch Du ja die Buchstabenschrift gebrauchst, die doch bei den Ägyptern erfunden ist, und daß Du Dich in Purpur kleidest, obwohl er zuerst bei den Leuten von Tyrus in Gebrauch kam. – Ja, Herr, – noch mehr als das. Du unterwirfst Dir Länder und machst Dich zum Herrscher über Völkerschaften, deren Sprache Du nicht verstehst und deren Sitten Du nicht kennst. Und dazu hast Du das Recht. Aber dasselbe Recht, das Du in der sichtbaren Welt hast, dasselbe Recht hat er, den Du den Galiläer nennst, in der unsichtbaren – 
KEJSER JULIAN.
Nok om dette! Jeg vil ikke oftere høre sligt. I taler, som om der gaves to verdensherskere, og med den indvending prøver I at standse mig på alle mine veje. O, I latterlige! I stiller en død imod en levende. Men I skal snart få vide, hvorledes det hænger sammen. Det skrift imod eder, som jeg længe har arbejdet på, det må I ikke tro, at jeg har lagt tilside under krigens sysler. Tænker I kanske, at jeg tilbringer mine nætter med at sove? Ah, I forregner eder! For „Skæg-haderen“ høsted jeg kun spot, – og det selv hos dem, som kunde havt besynderlig gavn af at lægge sig visse sandheder på hjerte. Men det skal ingenlunde afskrække mig. Eller skulde det sømme sig for en mand med kæp i hånden at vige tilbage for en flok gøende hunde? – Hvorfor smilte du, kvinde? Hvad var det du lo af? 
JULIAN.
Genug davon! Ich will so etwas nicht öfter hören. Ihr sprecht, als ob es zwei Weltbeherrscher gebe, und mit dem Einwand versucht Ihr, mir auf allen meinen Wegen Halt zu gebieten. O Ihr Narren! Ihr setzt einen Toten gegen einen Lebendigen! Aber Ihr sollt bald sehen, wie das zusammenhängt. Glaubt nur nicht, ich hätte die gegen Euch gerichtete Schrift, an der ich lange gearbeitet habe, während der Kriegsgeschäfte beiseite gelegt. Denkt Ihr vielleicht, ich verbringe meine Nächte mit Schlafen? Ah, Ihr verrechnet Euch! Mit dem »Barthasser« habe ich nur Spott geerntet, – und zwar selbst bei denen, die besonderen Nutzen davon haben könnten, wenn sie gewisse Wahrheiten sich zu Herzen nähmen. Aber das soll mich keineswegs abschrecken. Oder sollte es für einen Mann mit dem Stock in der Hand sich geziemen, vor einer Schar kläffender Hunde zurückzuweichen? – Weshalb hast Du gelächelt, Weib? Was gab es zu lachen? 
MAKRINA.
Hvorfor, o herre, ivrer du så stærkt imod en, som du kalder død? 
MAKRINA.
Warum, o Herr, eiferst Du so heftig gegen einen, den Du tot nennst? 
KEJSER JULIAN.
Ah, jeg skønner! Du vil dermed sige, at han lever. 
JULIAN.
Ah, ich verstehe! Du willst damit sagen, daß er lebt. 
MAKRINA.
Jeg vil dermed sige, at du, o mægtige herre, i dit hjerte føler, at han visselig lever. 
MAKRINA.
Ich will damit sagen, daß Du, o mächtiger Herr, in Deinem Herzen fühlst, daß er gewißlich lebt. 
KEJSER JULIAN.
Jeg? Hvad nu! Jeg skulde føle –? 
JULIAN.
Ich? Wie das! Ich sollte fühlen –? 
MAKRINA.
Hvad er det, du hader og forfølger? Ikke ham men din tro på ham. Og lever han ikke i dit had og i din forfølgelse, således, som han lever i vor kærlighed? 
MAKRINA.
Was ist es, das Du hassest und verfolgst? Nicht ihn, sondern Deinen Glauben an ihn. Und lebt er nicht in Deinem Haß und in Deiner Verfolgung gerade so, wie er in unserer Liebe lebt? 
KEJSER JULIAN.
Jeg kender eders vredne talemåder. I Galilæere siger ét og mener dermed et andet. Og sligt kalder I for talekunst! O, I middelmådige ånder! Hvilken dårskab! Jeg skulde føle, at den korsfæstede Jøde lever? O, hvilken sunken tid, der kan lade sig nøje med sligt! Men menneskene er ikke bedre nutildags. Galskab regnes for visdom. Hvorledes har jeg ikke i usigelig mange nætter våget og gransket for at finde tingenes rette grund? Men hvor er de, som følger mig efter? Mange priser min tale; men få eller ingen lader sig overtyde. Dog, sandelig, enden er ikke endnu. Der skal komme noget over eder som en overraskelse. I skal fornemme, hvor alt det spredte stræber hen, for at ene sig i ét. I skal erfare, at alt det, som I nu foragter, det har herligheden i sig, – og det kors, som I hænger eders fortrøstning på, det vil jeg tømre om til en stige for ham, som I ikke kender. 
JULIAN.
Ich kenne Eure gewundenen Redensarten. Ihr Galiläer sagt das und meint damit etwas anderes. Und so etwas nennt Ihr Redekunst! O Ihr mittelmäßigen Geister! Welche Torheit! Ich sollte fühlen, daß der gekreuzigte Jude lebt? O tief gesunkene Zeit, die sich an dergleichen genügen läßt! Aber die Menschen sind heutzutage nicht besser! Torheit gilt für Weisheit. Wie habe ich nicht in ungezählten Nächten gewacht und geforscht, um den wahren Grund der Dinge zu finden! Doch wo sind sie, die mir nachfolgen? Viele preisen meine Rede; aber wenige oder keiner läßt sich überzeugen. – Doch wahrlich, noch ist das Ende nicht da. Es soll über Euch wie eine Überraschung kommen. Ihr sollt merken, wohin all das Zerstreute strebt, um sich in Einem zu finden. Ihr sollt erfahren, daß all das, was Ihr jetzt verachtet, in sich die Herrlichkeit birgt, – und das Kreuz, an das Ihr Euren Trost hängt, ich will es zu einer Leiter umzimmern für ihn, den Ihr nicht kennt. 
MAKRINA.
Og jeg siger dig, kejser, at du ikke er andet end en svøbe i Guds hånd, – en svøbe, som må slå os for vore synders skyld. Ve os, at dette skulde komme! Ve os, at vi, splidagtigt og kærlighedsløst, veg af fra den rette vej! Der var ingen konge mere i Israel. Derfor slog Herren dig med vanvid, at du skulde tugte os. Hvilken ånd har han ikke formørket, for at den skulde rase imod os! Hvilket blomstrende træ har han ikke kvistet af til ris for vore skyldtyngede skuldre! Varsler mante dig, og du agted dem ikke. Røster kaldte dig, og du hørte dem ikke. Hænder skrev sin ildskrift på væggen for dig, og du strøg skriften ud uden at tyde den. 
MAKRINA.
Und ich sage Dir, Kaiser, daß Du nichts anderes bist als eine Geißel in Gottes Hand – eine Geißel, die uns züchtigen muß um unserer Sünden willen. Wehe uns, daß es so kommen mußte! Wehe uns, daß wir zwieträchtig und liebelos vom rechten Pfade abgewichen sind! – Es war kein König mehr in Israel. Darum schlug der Herr Dich mit Wahnwitz, daß Du uns züchtigen solltest. – Welch einen Geist hat er nicht umwölkt, auf daß er wider uns rase! Welch blühenden Baum hat er nicht seiner Reiser beraubt, aus ihnen Ruten zu machen für unsere frevelhaften Schultern! – Zeichen warnten Dich, und Du achtetest ihrer nicht. Stimmen riefen Dich, und Du hörtest sie nicht. Hände schrieben ihre Flammenschrift Dir an die Wand, und Du löschtest die Schrift aus, ohne sie zu deuten. 
KEJSER JULIAN.
Basilios, – jeg gad gerne have kendt denne kvinde før i dag. 
JULIAN.
Basilios, wenn ich doch dieses Weib früher gekannt hätte! 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Kom, Makrina! 
BASILIOS.
Komm, Makrina! 
MAKRINA.
Ve mig, at jeg fik se disse skinnende øjne! Engel og slange, enet til et; den frafaldnes længsel og fristerens list på en gang! O, hvorledes har vore brødre og søstre kunnet bære sejrshåbet højt i denne udsendings nærhed? I ham er en større. Ser du det ikke, Basilios, – i ham vil Gud Herren slå os til døden. 
MAKRINA.
Wehe mir, daß ich diese leuchtenden Augen sehen mußte! Engel und Schlange in einem und demselben. Die Sehnsucht des Abgefallenen und zu gleicher Zeit die List des Verführers. O, wie haben unsere Brüder und Schwestern in der Nähe eines solchen Abgesandten die Siegeshoffnung aufrecht erhalten können? In ihm ist ein Größerer. Siehst Du es nicht, Basilios, – durch ihn wird uns Gott, der Herr, in den Tod züchtigen. 
KEJSER JULIAN.
Du har sagt det! 
JULIAN.
Du hast es gesagt! 
MAKRINA.
Ikke jeg! 
MAKRINA.
Nicht ich! 
KEJSER JULIAN.
Første vundne sjæl! 
JULIAN.
Erste gewonnene Seele! 
MAKRINA.
Vig fra mig! 
MAKRINA.
Weiche von mir! 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Kom, – kom! 
BASILIOS.
Komm, – komm! 
KEJSER JULIAN.
Bliv her! – Anatolos, slå vagt om dem! – Det er min vilje, at I skal følge hæren, – både I og eders lærlinge, – ynglinge og kvinder. 
JULIAN.
Bleibt! – Anatolos, stelle sie unter Bewachung! – Es ist mein Wille, daß Ihr dem Heere folgen sollt, – Ihr wie Eure Schüler – Jünglinge und Weiber. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Herre, det kan du ikke ville. 
BASILIOS.
Herr, das kannst Du nicht wollen. 
KEJSER JULIAN.
Det er ikke klogt at efterlade fæstninger i ryggen. Se, jeg slår ud med min hånd og dæmper denne brændende pileregn, som I har udgydt fra hint lille landhus. 
JULIAN.
Es ist nicht klug, Festungen im Rücken zu lassen. Seht her, ich strecke meine Hand aus und ersticke diesen Regen brennender Pfeile, den Ihr ausschüttet von diesem kleinen Landhause aus. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Nej, nej, herre, – denne voldsgerning – 
BASILIOS.
Nein, nein, Herr, – diese Gewalttat – 
MAKRINA.
Ak, Basilios, – her eller hist – alt er ude! 
MAKRINA.
Ach, Basilios, – hier oder dort – alles ist aus! 
KEJSER JULIAN.
Står der ikke skrevet, at I skal give kejseren, hvad kejserens er? Jeg bruger alle hænder på dette tog. I kan pleje mine syge og sårede. Derved tjener I Galilæeren tillige; og holder I dette endnu for en pligt, så råder jeg eder at nytte tiden. Han har ikke længe igen.
(Nogle soldater har omringet Basilios og Makrina andre iler gennem tykningen op mod huset.) 
JULIAN.
Steht nicht geschrieben, Ihr sollt dem Kaiser geben, was des Kaisers ist? Ich brauche alle Hände auf diesem Kriegszuge. Ihr könnt meine Kranken und Verwundeten pflegen. Damit dient Ihr dem Galiläer zugleich; und haltet Ihr das noch für eine Pflicht, so rate ich Euch, die Frist zu nützen. Er hat nicht mehr viel Zeit.
Einige Soldaten haben Basilios und Makrina umringt, andere eilen durch das Gebüsch dem Hause zu. 
MAKRINA.
Synkende sol over hjemmet; synkende håb og synkende verdens lys! O, Basilios, at vi skulde opleve at se natten. 
MAKRINA.
O Sonne, die du sinkst über der Heimat! Sinkende Hoffnung und sinkendes Licht der Welt! Ach, Basilios, daß wir es erleben mußten, die Nacht zu sehen! 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Lyset er. 
BASILIOS.
Das Licht
ist. 
KEJSER JULIAN.
Lyset vorder. Ryggen mod aftenrøden, Galilæere! Øjet mod øst, mod øst, hvor Helios drømmer. Sandelig, jeg siger eder, I skal se jordens sol-konge.
(Han går ud til højre; alle følger ham.)


 
JULIAN.
Das Licht wird. Kehrt den Rücken dem Abendrot zu, Galiläer! Das Auge gen Ost gerichtet, gen Ost, wo Helios träumt! Wahrlich, ich sage Euch, Ihr werdet der Erde Sonnenkönig schauen.
Rechts ab; alle folgen ihm.


 
(Hinsides Eufrat og Tigris. En vid slette med den kejserlige teltlejr. Småkrat til venstre og i baggrunden dølger Tigris-flodens krumninger. Skibsmaster rager op over krattet i en lang uoverskuelig række. Skyfuld aften.)
  (Soldater og krigsfolk af alle slags er ifærd med at slå lejr på sletten. Allehånde forråd bringes fra skibene. Vagtilde langt borte. Hærføreren Nevita, krigsøversten Jovian og flere høvdinger kommer fra flåden.) 
Jenseits des Euphrats und Tigris.
Eine weite Ebene mit dem kaiserlichen Zeltlager. Niedriges Gebüsch links und im Hintergrunde verbirgt die Krümmungen des Tigrisstromes. Schiffsmaste ragen über das Dickicht in langer, unabsehbarer Reihe empor. Bewölkter Abend.  Soldaten und Kriegsvolk allerlei Art ist damit beschäftigt, das Lager auf der Ebene aufzuschlagen. Allerlei Vorrat wird von den Schiffen gebracht. Wachtfeuer nah und fern. Der Heerführer NEVITA, der Kriegsoberst JOVIAN und mehrere Hauptleute kommen von der Flotte. 
HÆRFØREREN NEVITA.
Se nu, om ikke kejseren valgte det rette. Her står vi uden sværdslag på fiendens grund; ingen har gjort os overgangen over floderne stridig; ikke så meget som en eneste persisk rytter er at øjne. 
NEVITA.
Siehst Du nun, daß der Kaiser das Rechte gewählt hat. Hier stehen wir ohne Schwertstreich auf Feindes Grund. Niemand hat uns den Übergang über die Flüsse streitig gemacht; nicht ein einziger persischer Reiter ist zu sehen. 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Nej, herre, ad denne vej har fienden visselig ikke ventet os. 
JOVIAN.
Nein, Herr, auf diesem Wege hat der Feind uns gewiß nicht erwartet. 
HÆRFØREREN NEVITA.
Du siger dette, som om du endnu holdt fast ved, at valget af denne vej var uklogt. 
NEVITA.
Du sagst das, als ob Du trotzdem nach wie vorüberzeugt bist, daß die Wahl dieses Weges unklug war. 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Ja, herre, det er fremdeles min mening, at vi heller skulde slåt ind på en nordligere retning. Der kunde vi støttet vor venstre fløj til Armenien, som er os venligt sindet, og hentet alt fornødent underhold fra dette overflødige landskab. Men her? Hæmmet i vor fremgang af de tunge lastskibe. Rundt om os en øde slette, næsten en ørk – – Ah, kejseren kommer. Jeg vil gå; han er mig ikke nådig i denne tid.
(Han går ud til højre. I det samme kommer kejser Julian med nogle ledsagere fra skibene. Livlægen Oribases, visdomslærerne Priskos og Kytron samt nogle flere træder frem mellem teltene på højre side og går kejseren imøde.) 
JOVIAN.
Ja, Herr, es ist noch immer meine Ansicht, daß wir lieber eine nördlichere Richtung hätten einschlagen sollen. Dann hätten wir unseren linken Flügel auf Armenien stützen können, das uns freundlich gesinnt ist, und hätten allen nötigen Unterhalt aus dieser reichen Landschaft bezogen. Aber hier? Gehemmt auf unserem Weitermarsch von den schweren Lastschiffen! Rings um uns eine öde Ebene, fast eine Wüste – –. Ah, der Kaiser kommt. Ich will gehen. Er ist mir zurzeit nicht gnädig.
Er geht rechts ab. In demselben Augenblick kommt Kaiser JULIAN mit einigen Begleitern von den Schiffen her. Der Leibarzt ORIBASES, die Weisheitslehrer PRISKOS und KYTRON nebst einigen anderen treten zwischen den Zelten der rechten Seite hervor und gehen dem Kaiser entgegen. 
KEJSER JULIAN.
Således ser vi kejser-riget vokse. Hvert skridt, jeg træder imod øst, flytter rigets grænse. (han stamper i jorden.) Denne jord er min! Jeg er i riget, ikke udenfor. – Nu, Priskos –? 
JULIAN.
So sehen wir das Kaiserreich wachsen. Jeder Schritt, den ich gen Osten tue, erweitert des Reiches Grenzen. Er stampft mit dem Fuß auf den Boden. Diese Erde ist mein! Ich bin im Reiche, nicht außerhalb. – Nun, Priskos –? 
VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Uforlignelige kejser, dit bud er udført. Hvad du så underfuldt drømte, har vi ladet oplæse for alle hærens afdelinger. 
PRISKOS.
Unvergleichlicher Kaiser, Dein Befehl ist ausgeführt. Deinen wunderbaren Traum, wir haben ihn vor allen Heeresteilen verlesen lassen. 
KEJSER JULIAN.
Vel, vel. Og hvad virkning lod min drøm til at øve på soldaterne? 
JULIAN.
Gut, gut. Und was für eine Wirkung schien mein Traum auf die Soldaten auszuüben? 
VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Nogle priste dig med glad røst og kaldte dig den guddommelige; andre derimod – 
KYTRON.
Einige priesen Dich mit froher Stimme und nannten Dich den Göttlichen; andere hingegen – 
VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Disse andre vare Galilæere, o Kytron! 
PRISKOS.
Diese anderen waren Galiläer, Kytron! 
VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Ja, ja, de fleste andre var Galilæere, og disse slog sig for sit bryst og udstødte høje klageråb. 
KYTRON.
Ja, die meisten anderen waren Galiläer, und diese schlugen sich vor die Brust und stießen laute Klagerufe aus. 
KEJSER JULIAN.
Jeg vil ikke blive stående ved dette. De brystbilleder af mig, som jeg har ladet forfærdige for at opstille dem i de byer, jeg kommer til at undertvinge, de skal oprejses trindt om i lejren ved alle borde, hvor skatmestrene uddeler krigsfolkets lønning. Lamper skal tændes ved siden af billederne, et fyrfad med vellugtende røgelse skal brænde foran, og hver soldat skal, idet han går frem for at modtage sin løn, kaste nogle røgelsekorn på ilden. 
JULIAN.
Ich will dabei nicht stehen bleiben. Die Brustbilder von mir, die ich habe anfertigen lassen, um sie in den Städten aufzustellen, die ich mir unterwerfen werde, sie sollen rings im Lager an allen Tischen aufgerichtet werden, wo die Schatzmeister dem Kriegsvolk die Löhnung auszahlen. Lampen sollen zu Seiten der Bilder angezündet werden, und eine Kohlenpfanne mit wohlriechendem Räucherwerk soll vor ihnen brennen, und ein jeder Soldat soll, indem er vortritt, seinen Sold zu empfangen, einige Körner von dem Räucherwerk ins Feuer werfen. 
LIVLÆGEN ORIBASES.
Min nådigste kejser, tilgiv mig, men – er det rådeligt? 
ORIBASES.
Mein gnädigster Kaiser, verzeih mir, aber – ist das ratsam? 
KEJSER JULIAN.
Hvorfor ikke rådeligt? Jeg forbauses over min Oribases. 
JULIAN.
Warum nicht ratsam? Ich bin erstaunt über meinen Oribases. 
VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Ak, herre, du må vel forbauses! Skulde det ikke være rådeligt, at –? 
PRISKOS.
Ach, Herr, Du mußt wohl erstaunt sein! Wäre es nicht ratsam, daß –? 
VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Skulde ikke en Julian turde vove, hvad mindre guddommelige mænd har vovet? 
KYTRON.
Sollte nicht ein Julian wagen dürfen, was weniger göttliche Männer gewagt haben? 
KEJSER JULIAN.
Jeg finder også, at det voveligste her vilde være at lægge dølgsmål på de gådefulde magters rådslagninger. Er det kommen så vidt, at de guddommelige nedlægger sin magt i jordiske hænder, – hvilket vi af mange tegn tør slutte at være tilfældet, – så vilde det i sandhed være højst utaknemmeligt at fordølge sådant. Det er under så farefulde forholde, som disse, ingenlunde ligegyldigt, om soldaterne yder sin dyrkelse til den urette, da de dog skulde påkalde en helt anden. Jeg siger dig, Oribases, og jeg siger eder andre, – om der ellers findes nogen anden her, som således vil afstikke grænser for den kejserlige magt, – at just dette vilde være den virkelige ugudelighed, og at jeg derfor nødes til at ivre derimod. Har ikke allerede Platon forkyndt den sandhed, at kun en gud kan herske over menneskene? Hvad mente han med dette udsagn? Svar mig på det, – hvad mente han? Langt være det fra mig at ville påstå, at Platon, – denne for øvrigt mageløse vismand, – dermed, ligesom i en spådom, skulde have sigtet til noget enkelt menneske, end ikke det ypperste. Men jeg tænker, vi alle har været vidne til de forstyrrelser, som flyder af, at den højeste magt ligesom kløves og deles på flere hænder. Nok om dette. Jeg har allerede påbudt, at de kejserlige billeder skal stilles til skue i lejren. Ah, hvad søger du så ilsomt, Eutherios?
(Husmesteren Eutherios, ledsaget af en mand i opkiltrede klæder, kommer fra skibene.) 
JULIAN.
Ich finde auch, daß es hier das Gewagteste wäre, die Ratschlüsse der rätselhaften Mächte zu verheimlichen. Ist es so weit gekommen, daß die Himmlischen ihre Macht in irdische Hände legen – und daß dies der Fall ist, dürfen wir aus vielen Anzeichen schließen –, so würde es wahrhaftig im höchsten Grade undankbar sein, so etwas zu verbergen. Es ist in so gefahrvollen Verhältnissen wie diesen durchaus nicht gleichgültig, ob die Soldaten ihre Verehrung dem Unrechten erweisen, während sie doch einen ganz anderen anrufen müßten. – Ich sage Dir, Oribases, und ich sage Euch anderen – wenn sich sonst noch einer hier finden sollte, der in dieser Weise die kaiserliche Macht beschränken will – daß eben dies die wahre Gottlosigkeit wäre, und daß ich deshalb genötigt bin, dawider zu eifern. – Hat nicht schon Platon die Wahrheit verkündet, daß nur ein Gott über die Menschen herrschen kann? Was meinte er mit diesem Spruch? Antwortet mir, – was meinte er damit? Es sei ferne von mir, behaupten zu wollen, daß Platon – dieser im übrigen unvergleichliche Weise – dabei, gewissermaßen in einer Weissagung, auf irgend einen einzelnen Menschen angespielt haben sollte, und wäre es auch der Vortrefflichste. Aber ich denke, wir alle sind Zeugen der Wirrsale gewesen, die daraus entstehen, daß die höchste Gewalt gleichsam gespalten und auf mehrere Köpfe verteilt war. – Genug davon! Ich habe schon Befehl erteilt, daß die Kaiserbilder im Lager zur Schau gestellt werden. – – Ah, was suchst Du so eilig, Eutherios ?
Der Hausmeister EUTHERIOS, begleitet von einem Manne in aufgeschürztem Gewande, kommt von den Schiffen. 
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Ophøjede kejser, denne Antiokier er udsendt fra statholderen Alexandros og bringer dig et brev, som han siger er vigtigt. 
EUTHERIOS.
Erhabener Kaiser, dieser Antiochier ist vom Statthalter Alexandros abgesandt und bringt Dir einen, wie er sagt, wichtigen Brief. 
KEJSER JULIAN.
Ah, lad dog se! Lys hid!
(En fakkel bringes; kejseren åbner brevet og læser.) 
JULIAN.
So laß doch sehen! Licht her!
Man bringt eine Fackel; der Kaiser öffnet den Brief und liest. 
KEJSER JULIAN.
Kan dette være muligt! Lys bedre! Ja, det står der; – og her –; hvad nu? – Dette går i sandhed over alt, hvad jeg kunde tænkt mig! 
JULIAN.
Kann das möglich sein! Mehr Licht! Ja, da steht es; – und hier–; was nun? – Das übersteigt wahrhaftig alles, was ich mir denken konnte. 
HÆRFØREREN NEVITA.
Slemme nyheder fra vesterlandene, herre? 
NEVITA.
Schlimme Kunde aus den westlichen Landen, Herr? 
KEJSER JULIAN.
Nevita, sig mig, hvor lang tid bruger vi for at nå frem til Ktesifon? 
JULIAN.
Nevita, sag’ mir, wieviel Zeit brauchen wir, um Ktesiphon zu erreichen? 
HÆRFØREREN NEVITA.
Det kan umuligt gøres på kortere tid end treti dage. 
NEVITA.
Das geht unmöglich schneller als in dreißig Tagen. 
KEJSER JULIAN.
Det må gøres på kortere tid! Treti dage! En hel måned! Og imens vi kryber frem her, skulde jeg lade disse rasende – 
JULIAN.
Es muß schneller gehen! Dreißig Tage! Ein ganzer Monat! Und während wir hier vorwärtskriechen, sollte ich diese Rasenden – 
HÆRFØREREN NEVITA.
Du véd selv, herre, vi må for skibenes skyld følge alle flodens krumninger. Strømmen er strid, og derhos både grund og stenet. Jeg holder det for ugørligt at nå hurtigere frem. 
NEVITA.
Du weißt selbst, Herr, wir müssen unserer Schiffe wegen allen Krümmungen des Flusses folgen. Der Strom ist rauh, und dabei seicht und steinig. Ich halte es für unausführbar, rascher vorwärts zu kommen. 
KEJSER JULIAN.
Treti dage! Og derefter skal staden indtages, – Perser-hæren skal slås på flugt, – freden skal sluttes. Hvor lang tid vil ikke alt dette kræve? Og endda var der nogle iblandt jer, som dårligen foreslog mig at gøre en end længere omvej. Ha-ha, man pønser på min undergang! 
JULIAN.
Dreißig Tage! Und darauf soll die Stadt eingenommen, – das Perserheer in die Flucht geschlagen, – der Frieden geschlossen werden. Wieviel Zeit wird das nicht alles erfordern! Und dabei waren einige von Euch gar so töricht, mir einen noch weiteren Umweg vorzuschlagen. Haha, man hat es auf meinen Untergang abgesehen. 
HÆRFØREREN NEVITA.
Herre, vær tryg; toget skal fremmes af al magt. 
NEVITA.
Herr, sei ruhig, der Marsch soll mit aller Macht gefördert werden. 
KEJSER JULIAN.
Det gøres vel nødigt. Kan I tænke jer, hvad Alexandros melder? Galilæernes vanvid overstiger alle grænser siden min afrejse. Og dette uvæsen øges dag for dag. De skønner, at min sejr i Persien vil drage deres udryddelse efter sig; og med hin skamløse Gregor som hovedmand står de nu, lig en fiendtlig hær, i ryggen på mig; i de frygiske egne forberedes hemmelige ting, som ingen ret kan få rede på – 
JULIAN.
Das ist wohl nötig. Könnt Ihr Euch denken, was Alexandras meldet? Der Wahnwitz der Galiläer übersteigt seit meinem Aufbruch alle Grenzen. Und dieses Unwesen wächst von Tag zu Tage. Sie wissen, daß mein Sieg in Persien ihre Ausrottung zur Folge haben wird; und mit dem schamlosen Gregor an ihrer Spitze, stehen sie jetzt wie ein feindliches Heer mir im Rücken; in den phrygischen Gegenden bereiten sich geheime Dinge vor, aus denen kein Mensch recht klug wird – 
HÆRFØREREN NEVITA.
Hvad vil det sige, herre? Hvad tager de sig for? 
NEVITA.
Was soll das heißen, Herr? Was unternehmen sie? 
KEJSER JULIAN.
Hvad de tager sig for? Beder, prædiker, synger, forkynder verdens yderste dag. O, var det endda ikke andet; – men de river vore tilhængere med sig og drager dem ind i sit oprørske forbund. I Cæsaræa har menigheden kåret dommeren Eusebios til biskop, – Eusebios, en udøbt mand, – og denne forvildede har modtaget en slig kaldelse, som til og med er ugyldig efter deres egne kirkelove. Dog, dette er langt fra det værste. Værre, værre, tifold værre er det, at Athanasios er kommen tilbage til Alexandria. 
JULIAN.
Was sie unternehmen? Sie beten, predigen, singen, verkünden den jüngsten Tag. O wär’ es weiter nichts; – aber sie reißen unsere Anhänger mit sich fort und ziehen sie hinein in ihren Rebellenbund. In Cäsarea hat die Gemeinde den Richter Eusebios zum Bischof gewählt, – Eusebios, einen ungetauften Menschen, – und dieser Verirrte hat eine solche Berufung angenommen, die noch dazu ungültig ist nach ihren Kirchengesetzen. – Aber das ist lange noch nicht das Schlimmste. Schlimmer, schlimmer, zehnmal schlimmer ist es, daß Athanasios nach Alexandria zurückgekehrt ist. 
HÆRFØREREN NEVITA.
Athanasios? 
NEVITA.
Athanasios? 
VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Hin gådefulde biskop, som forsvandt i ørken for sex år siden? 
PRISKOS.
Jener rätselhafte Bischof, der vor sechs Jahren in der Wüste verschwand? 
KEJSER JULIAN.
Et kirkemøde forjog ham for hans usømmelige ivers skyld. Galilæerne var føjelige under min formand. Ja, vil I tænke jer, – nu er denne rasende sværmer kommen tilbage til Alexandria. Hans indtog var lig en konges; landevejen var belagt med tepper og grønne palmegrene. Og hvad skede derefter? Hvad tror I vel? Samme nat brød et oprør ud blandt Galilæerne. Georgios, deres retmæssige biskop, denne retsindige og velvillige mand, hvem de beskyldte for lunkenhed i troen, er bleven myrdet, levende sønderrevet i stadens gader. 
JULIAN.
Eine Kirchenversammlung jagte ihn um seines unziemlichen Eifers willen fort. Die Galiläer waren willfährig unter meinem Vorgänger. – Ja, wollt Ihr es glauben, – jetzt ist dieser fanatische Schwärmer nach Alexandria zurückgekehrt. Sein Einzug glich dem eines Königs; die Landstraße war mit Teppichen und grünen Palmenzweigen belegt. Und was geschah dann? Was meint Ihr wohl? In derselben Nacht brach ein Aufstand unter den Galiläern aus. Georgios, ihr rechtmäßiger Bischof, dieser gutgesinnte und wohlwollende Mann, den sie der Lauheit im Glauben beschuldigten, ist ermordet, ist bei lebendigem Leibe auf den Straßen der Stadt zerrissen worden. 
HÆRFØREREN NEVITA.
Men, herre, hvor kunde det komme så vidt? Hvor var dog statholderen Artemios? 
NEVITA.
Aber, Herr, wie konnte es so weit kommen? Wo war denn der Statthalter Artemios? 
KEJSER JULIAN.
Du må vel spørge, hvor Artemios var. Jeg skal sige dig det. Artemios er gåt over til Galilæerne! Artemios er selv med væbnet hånd trængt ind i Serapeion, hint verdens herligste tempel, – har sønderslåt billedstøtterne, – har plyndret alterne og ødelagt hine umådelige bogskatte, som vi just i denne vildfarende og vankundige tid havde så højlig brug for, og som jeg vilde begræde, lig en af døden bortrykket ven, dersom min harme tillod mig at udgyde tårer. 
JULIAN.
Du darfst wohl fragen, wo Artemios war. Ich will es Dir sagen, Artemios ist zu den Galiläern übergegangen! Artemios ist selbst mit bewaffneter Hand in das Serapeion eingedrungen, jenen herrlichsten Tempel der Welt, – hat die Bildsäulen zerschlagen, – hat die Altäre geplündert und jene unermeßlichen Bücherschätze vernichtet, die wir gerade in dieser irrenden und unwissenden Zeit so überaus gut gebrauchen könnten, und die ich wie einen vom Tode dahingerafften Freund beweinen würde, wenn mein Gram mir erlaubte, Tränen zu vergießen. 
VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Sandelig, dette går over al forestilling! 
KYTRON.
Wahrhaftig, das übersteigt alle Begriffe! 
KEJSER JULIAN.
Og ikke at kunne nå disse elendige for at tugte dem! At måtte være vidne til, at slige udskejelser griber videre og videre om sig! – Treti dage, siger du! Hvi nøler man? Hvi slår man lejr? Hvi sover man? Véd ikke mine hærførere, hvad her står på spil? Vi må holde rådslagning. Når jeg tænker på, hvad den makedoniske Alexander udretted i treti dage –
(Krigsøversten Jovian, ledsaget af en mand i persisk klædning, uden våben, kommer fra lejren.) 
JULIAN.
Und diese Elenden nicht erreichen zu können, um sie zu züchtigen! Zeuge sein zu müssen, wie solche Ausschreitungen weiter und weiter um sich greifen! – Dreißig Tage, sagst Du! Warum zögert man? Warum schlägt man ein Lager auf? Warum schläft man? Wissen meine Heerführer nicht, was hier auf dem Spiele steht? Wir müssen Kriegsrat halten. Wenn ich daran denke, was der macedonische Alexander in dreißig Tagen vollbracht hat –
Der Kriegsoberst JOVIAN, begleitet von einem unbewaffneten Manne in Perserkleidung, kommt vom Lager her. 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Vredes ikke, herre, at jeg træder dig for øjne; men denne fremmede – 
JOVIAN.
Zürne nicht, Herr, daß ich Dir vor Augen trete; aber dieser Fremde – 
KEJSER JULIAN.
En persisk kriger! 
JULIAN.
Ein persischer Krieger! 
PERSEREN
(kaster sig ned på jorden).
Ingen kriger, du mægtige! 
DER PERSER
wirft sich zur Erde nieder.
Kein Krieger, Du Mächtiger! 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Han kom våbenløs jagende tilhest over sletten og meldte sig ved forposterne – 
JOVIAN.
Er kam ohne Wehr und Waffen zu Roß über die Ebene gejagt und meldete sich bei den Vorposten – 
KEJSER JULIAN.
Så er dine landsmænd i nærheden? 
JULIAN.
So sind Deine Landsleute in der Nähe? 
PERSEREN.
Nej, nej! 
DER PERSER.
Nein! nein! 
KEJSER JULIAN.
Men hvor kommer du så fra? 
JULIAN.
Aber wo kommst Du denn her? 
PERSEREN
(slår sine klæder tilside).
Se disse arme, du jordens hersker, – blodige af rustne lænkeringe. Føl denne flåede ryg, – sår i sår. Jeg kommer fra pinebænken, herre! 
DER PERSER
reißt sein Gewand auf.
Sieh diese Arme, Du Herrscher der Welt, – blutig von rostigen Ketten. Befühle diesen zerschundenen Rücken, – Wunde an Wunde. Ich komme von der Folterbank, Herr! 
KEJSER JULIAN.
Ah, – du er flygtet fra kong Sapores? 
JULIAN.
Ha, Du bist König Sapores entflohen? 
PERSEREN.
Ja, du vældige, du, som véd alt! Jeg stod højt i nåde hos kong Sapores indtil jeg, dreven af rædsel ved din nærmelse, dristed mig til at forudsige ham, at denne krig vilde volde hans undergang. Véd du, herre, hvorledes han har lønnet mig? Min hustru gav han til pris for sine bueskytter fra bergene; mine børn lod han sælge som slaver; alle mine ejendomme lod han sine tjenere dele imellem sig; mig selv lod han pine i ni dage. Derpå bød han mig ride ud og dø som et dyr på sletterne. 
DER PERSER.
Ja, Du Gewaltiger, der Du alles weißt! Ich stand bei König Sapores hoch in Gnaden, bis ich, von Furcht erfaßt bei Deinem Herannahen, mich erdreistete, ihm zu prophezeien, dieser Krieg würde seinen Untergang zur Folge haben. Weißt Du, Herr, wie er es mir gelohnt hat? Meine Ehefrau gab er seinen Bergschützen preis; meine Kinder ließ er als Sklaven verkaufen; mein ganzes Hab und Gut lieferte er seinen Dienern aus, es unter sich zu teilen; mich selbst ließ er neun Tage lang foltern. Dann gebot er mir, hinauszureiten und wie ein Tier auf der Ebene zu sterben. 
KEJSER JULIAN.
Og hvad vil du mig? 
JULIAN.
Und was willst Du von mir? 
PERSEREN.
Hvad jeg vil dig efter denne medfart? Jeg vil hjælpe dig at ødelægge min forfølger. 
DER PERSER.
Was ich von Dir will nach dieser Behandlung? Ich will Dir helfen, meinen Verfolger zu vernichten. 
KEJSER JULIAN.
Ah, du pinte mand, – hvad kan du hjælpe? 
JULIAN.
Oh, Du gefolterter Mann, – wie kannst Du helfen? 
PERSEREN.
Jeg kan fæste vinger ved dine krigsfolks ankler. 
DER PERSER.
Ich kann Schwingen heften an die Fersen Deines Kriegsvolks. 
KEJSER JULIAN.
Hvad vil du sige med det? Rejs dig, og sig mig, hvad du mener. 
JULIAN.
Was willst Du damit sagen? Steh auf und sag’ mir, was Du meinst. 
PERSEREN
(rejser sig).
Der var ingen i Ktesifon, som tænkte, at du vilde vælge denne vej – 
DER PERSER
steht auf.
In Ktesiphon dachte keine Menschenseele daran, daß Du diesen Weg wählen würdest – 
KEJSER JULIAN.
Det véd jeg. 
JULIAN.
Das weiß ich. 
PERSEREN.
Nu er det ikke nogen hemmelighed længer. 
DER PERSER.
Jetzt ist es kein Geheimnis mehr. 
KEJSER JULIAN.
Du lyver, mand! I Persere véd intet om mine hensigter. 
JULIAN.
Du lügst, Mann! Ihr Perser wißt nichts von meinen Absichten. 
PERSEREN.
Herre, du, hvis visdom stammer fra ilden og solen, du véd godt, at mine landsmænd nu kender dine hensigter. Du har sat over floderne på dine skibe; disse skibe, flere end tusend i tallet, og ladede med alle hærens fornødenheder, skal trækkes opover Tigris, og hæren skal rykke frem jævnsides med skibene. 
DER PERSER.
Herr, Du, dessen Weisheit vom Feuer und von der Sonne stammt, Du weißt recht gut, daß jetzt meine Landsleute Deine Absichten kennen. Du bist über die Flüsse mit Deinen Schiffen gesetzt; – diese Schiffe, mehr als tausend an der Zahl, beladen mit allem Heeresbedarf, sollen den Tigris stromaufwärts geschleppt werden, und das Heer soll an der Seite der Schiffe vorrücken. 
KEJSER JULIAN.
Utroligt –! 
JULIAN.
Unglaublich –! 
PERSEREN.
Når skibene er komne Ktesifon så nær som muligt, – hvilket vil sige to dagsrejser fra staden, – da vil du gå løs på denne, omringe den og tvinge kong Sapores til at overgive sig. 
DER PERSER.
Wenn die Schiffe Ktesiphon fast erreicht haben, – das heißt zwei Tagereisen von der Stadt entfernt sind, – dann willst Du auf die Stadt losmarschieren, sie umzingeln und König Sapores zur Übergabe zwingen. 
KEJSER JULIAN
(ser sig om).
Hvem har forrådt os? 
JULIAN
sieht sich um.
Wer hat uns verraten? 
PERSEREN.
Dette forehavende står nu ikke længer til at udføre. Mine landsmænd har i al hast bygget stendæmninger i flodsengen, og på dem vil dine skibe strande. 
DER PERSER.
Dieses Vorhaben ist jetzt nicht mehr auszuführen. Meine Landsleute haben in aller Eile Steindämme in das Flußbett gebaut, und an ihnen werden Deine Schiffe stranden. 
KEJSER JULIAN.
Menneske, véd du, hvad det koster dig, ifald du ikke taler sandhed? 
JULIAN.
Mensch, weißt Du, was es Dich kostet, wenn Du nicht die Wahrheit sagst? 
PERSEREN.
Mit legeme er i din vold, du mægtige! Taler jeg ikke sandhed, da står det dig frit for at lade mig brænde levende. 
DER PERSER.
Mit Haut und Haar bin ich in Deiner Gewalt, Du Mächtiger! Rede ich nicht die Wahrheit, so steht es Dir frei, mich lebendig verbrennen zu lassen. 
KEJSER JULIAN
(til Nevita).
Floden lukket! Der vil kræves uger for at gøre den farbar igen. 
JULIAN
zu Nevita.
Der Fluß gesperrt! Wochen werden nötig sein, ihn wieder schiffbar zu machen! 
HÆRFØREREN NEVITA.
Ifald det kan gøres, herre! Slige redskaber fattes – 
NEVITA.
Wenn es überhaupt möglich ist, Herr! Die Werkzeuge dazu fehlen – 
KEJSER JULIAN.
Og dette skulde møde os nu, – nu, da det gælder at rejse med al hastighed! 
JULIAN.
Und das muß uns jetzt begegnen, – jetzt, da es gilt, mit aller Schnelligkeit vorzurücken. 
PERSEREN.
Du verdens hersker, jeg har sagt dig, at jeg kan skænke din hær vinger. 
DER PERSER.
Herrscher der Welt, ich habe Dir gesagt, daß ich Deinem Heere Schwingen leihen kann. 
KEJSER JULIAN.
Tal! Véd du nogen kortere vej? 
JULIAN.
Sprich! Weißt Du einen kürzeren Weg? 
PERSEREN.
Hvis du lover mig, efter sejren, at skaffe mig min ranede ejendom tilbage og derhos en ny hustru af høj byrd, så kan jeg – 
DER PERSER.
Wenn Du mir gelobst, nach dem Siege mir mein geraubtes Eigentum wieder zu verschaffen und dazu ein neues Eheweib von hoher Geburt, so kann ich – 
KEJSER JULIAN.
Jeg lover dig alt; blot tal – tal! 
JULIAN.
Ich verspreche Dir alles; nur sprich – sprich! 
PERSEREN.
Lægger du vejen tværs over sletterne, da kan du på fire dage stå udenfor Ktesifons mure. 
DER PERSER.
Nimmst Du den Weg quer durch die Ebene, so kannst Du in vier Tagen vor den Mauern von Ktesiphon stehen. 
KEJSER JULIAN.
Glemmer du bergryggen hinsides sletterne? 
JULIAN.
Vergißt Du den Bergrücken jenseits der Ebene? 
PERSEREN.
Herre, har du aldrig hørt tale om hin sælsomme snevring mellem bergene? 
DER PERSER.
Herr, hast Du nie etwas von jenem, merkwürdigen Engpaß zwischen den Bergen gehört? 
KEJSER JULIAN.
Jo, jo, en kløft; „Arimans gade“ kaldes den. Er det sandt, at en slig findes? 
JULIAN.
Doch, doch – von einer Kluft – »Arimansgasse« heißt sie. Ist es wahr, daß es so eine gibt? 
PERSEREN.
Jeg red gennem Arimans gade for to dage siden. 
DER PERSER.
Vor zwei Tagen ritt ich durch die Arimansgasse. 
KEJSER JULIAN.
Nevita! 
JULIAN.
Nevita! 
HÆRFØREREN NEVITA.
I sandhed, herre, hvis så er – 
NEVITA.
Wahrlich, Herr, wenn dem so ist – 
KEJSER JULIAN.
Underfulde hjælp i nøden –! 
JULIAN.
Wunderbare Hilfe in der Not –! 
PERSEREN.
Men vil du frem ad hin vej, du vældige, da er ingen tid at spilde. Den persiske hær, som var trukken sammen i de nordlige landskaber, den er nu kaldt tilbage for at stænge bergkløfterne. 
DER PERSER.
Aber willst Du auf diesem Wege vorwärts, Du Gewaltiger, so ist keine Zeit mehr zu verlieren. Das persische Heer, das in den nördlichen Landschaften zusammengezogen war, es ist jetzt zurückberufen, um die Bergklüfte zu sperren. 
KEJSER JULIAN.
Véd du det med visshed? 
JULIAN.
Weißt Du das mit Sicherheit ? 
PERSEREN.
Nøler du, vil du selv erfare det. 
DER PERSER.
Zauderst Du, so wirst Du es selbst erfahren. 
KEJSER JULIAN.
Hvor mange dage bruger dine landsmænd for at nå did hen? 
JULIAN.
Wieviel Tage gebrauchen Deine Landsleute, um dorthin zu gelangen? 
PERSEREN.
Fire dage, herre! 
DER PERSER.
Vier Tage, Herr! 
KEJSER JULIAN.
Nevita, vi må stå hinsides kløfterne inden tre dage! 
JULIAN.
Nevita, wir müssen in drei Tagen jenseits der Klüfte stehen, 
HÆRFØREREN NEVITA
(til Perseren).
Er det gørligt for os at nå kløfterne på tre dage? 
NEVITA
zu dem Perser.
Ist es für uns ausführbar, die Klüfte in drei Tagen zu erreichen? 
PERSEREN.
Ja, store kriger, det er gørligt, hvis I tager denne nat til hjælp. 
DER PERSER.
Ja, großer Krieger, es ist ausführbar, wenn Ihr die Nacht zu Hilfe nehmt. 
KEJSER JULIAN.
Lejren skal brydes af! Ingen søvn; ingen hvile nu. Inden fire dage – højst fem – må jeg stå for Ktesifon. – Hvad tænker du på? Ah, jeg véd det. 
JULIAN.
Das Lager soll abgebrochen werden! Keinen Schlaf, keine Rast jetzt. In vier Tagen – höchstens fünf – muß ich vor Ktesiphon stehen. – Woran denkst Du? Ah, ich weiß es. 
HÆRFØREREN NEVITA.
Flåden, herre! 
NEVITA.
Die Flotte, Herr! 
KEJSER JULIAN.
Ja, ja, ja, flåden. 
JULIAN.
Ja, ja, – die Flotte. 
HÆRFØREREN NEVITA.
Kommer Perser-hæren en dag senere til kløfterne end vi, så vil den – om den end ikke kan tilføje dig anden skade – vende sig vestover imod dine skibe – 
NEVITA.
Kommt das Perserheer einen Tag später zu den Klüften als wir, so wird es – sollte es Dir einen anderen Schaden nicht zufügen können – sich westwärts gegen Deine Schiffe wenden – 
KEJSER JULIAN.
– gøre et umådeligt bytte til at forlænge krigen med – 
JULIAN.
– wird unermeßliche Beute machen, um damit den Krieg zu verlängern – 
HÆRFØREREN NEVITA.
Kunde vi efterlade tyve tusend mand ved skibene, så vilde de være sikrede – 
NEVITA.
Könnten wir zwanzigtausend Mann bei den Schiffen zurücklassen, so wären sie gedeckt – 
KEJSER JULIAN.
Hvad tænker du på! Tyve tusend? Næsten tredjedelen af alt våbenført mandskab. Hvor var så den stridsmagt, hvormed jeg skulde sejre? Splittet, spredt, delt. Ikke en eneste mand kan jeg afse til sligt øjemed. Nej, nej, Nevita; men der turde vel gives et tredje middel – 
JULIAN.
Wo denkst Du hin! Zwanzigtausend? Fast der dritte Teil der ganzen waffenfähigen Mannschaft. Wo wäre dann die Streitmacht, mit der ich siegen sollte? Zersplittert, zerstreut, geteilt. Nicht einen einzigen Mann kann ich zu solchem Zweck entbehren. – Nein, nein, Nevita; aber es dürfte wohl noch ein drittes Mittel geben – 
HÆRFØREREN NEVITA
(viger tilbage).
Min store kejser –! 
NEVITA
weicht zurück.
Mein großer Kaiser –! 
KEJSER JULIAN.
Flåden må hverken falde i Persernes hænder eller volde os mandespilde. Der gives et tredje valg, siger jeg! Hvi nøler du? Hvi udtaler du det ikke? 
JULIAN.
Die Flotte darf weder in die Hand der Perser fallen, noch darf sie uns Mannschaft kosten. Es gibt einen dritten Ausweg, sag’ ich! Warum zauderst Du? Warum sprichst Du es nicht aus? 
HÆRFØREREN NEVITA
(til Perseren).
Véd du, om borgerne i Ktesifon har forråd på korn og olje? 
NEVITA
zum Perser.
Weißt Du, ob die Bürger in Ktesiphon Vorrat an Korn und Öl haben? 
PERSEREN.
I Ktesifon er overflødige forråd af alle slags. 
DER PERSER.
In Ktesiphon ist Überfluß an Vorräten aller Art. 
KEJSER JULIAN.
Og har vi først staden inde, så ligger hele det rige landskab åbent for os. 
JULIAN.
Und haben wir erst die Stadt genommen, so liegt die ganze reiche Landschaft uns offen. 
PERSEREN.
Borgerne ville åbne sine porte for dig, herre! Jeg er ikke den eneste, som hader kong Sapores. De vil rejse sig imod ham og falde dig tilfode, hvis du kommer uventet over dem, i forfærdelsens vælde, og med al din samlede magt. 
DER PERSER.
Die Bürger werden Dir ihre Tore öffnen, Herr! Ich bin nicht der einzige, der König Sapores haßt. Sie werden sich gegen ihn erheben und sich Dir unterwerfen, wenn Du unvermutet sie überfällst, mit der Gewalt des Schreckens und mit Deiner ganzen ungeteilten Streitmacht. 
KEJSER JULIAN.
Just det; just det. 
JULIAN.
Sehr richtig! Sehr richtig! 
PERSEREN.
Brænd skibene, herre! 
DER PERSER.
Verbrenne die Schiffe, Herr! 
HÆRFØREREN NEVITA.
Ah! 
NEVITA.
Ah! 
KEJSER JULIAN.
Hans had ser, mens din troskab famler, Nevita! 
JULIAN.
Sein Haß sieht, wo Deine Treue im Dunkeln tappt, Nevita! 
HÆRFØREREN NEVITA.
Min troskab så, herre; men den vånded sig ved det, den så. 
NEVITA.
Meine Treue sah, Herr; aber sie schrie vor Schmerzen auf bei dem, was sie sah. 
KEJSER JULIAN.
Er ikke disse skibe som en lænke om vor fod? Vi har levnetsmidler for fire fulde dage i lejren. Det er godt, at soldaterne ikke tynges formeget. Og hvad tjener så skibene til? Vi har ingen floder mere at sætte over – 
JULIAN.
Sind diese Schiffe nicht wie eine Kette an unserm Fuß? Wir haben Lebensmittel für volle vier Tage im Lager. Es ist gut, daß die Soldaten nicht allzuviel zu schleppen haben. Und wozu dienen denn die Schiffe? Wir haben keine Flüsse mehr zu überschiffen. 
HÆRFØREREN NEVITA.
Herre, hvis det virkelig er din vilje – 
NEVITA.
Herr, wenn es wirklich Dein Wille ist – 
KEJSER JULIAN.
Min vilje, – min vilje? O, i en aften som denne – uvejrsfuld og stormende –; hvorfor kunde ikke et lyn slå ned og – 
JULIAN.
Mein Wille, – mein Wille? O, an einem Abend wie diesem – gewitterschwanger und stürmisch – warum sollte nicht ein Blitz herniederfahren und – 
MYSTIKEREN MAXIMOS
(kommer ilsomt fra venstre).
Du solens udkårne søn, – hør, hør! 
MAXIMOS
kommt eilends von links.
Du erkorener Sohn der Sonne, – hör’ an, hör’ an! 
KEJSER JULIAN.
Ikke nu, min Maximos! 
JULIAN.
Nicht jetzt, mein Maximos! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Intet er vigtigere end dette. Du må høre mig! 
MAXIMOS.
Nichts ist wichtiger als dies. Du mußt mich anhören. 
KEJSER JULIAN.
I lykkens og visdommens navn, så tal, min broder! 
JULIAN.
In des Glücks und der Weisheit Namen – so rede, mein Bruder! 
MYSTIKEREN MAXIMOS
(drager ham tilside og siger dæmpet).
Du véd, jeg har forsket og gransket, både i bøger og gennem varsler, for at komme efter udfaldet af dette krigstog. 
MAXIMOS
zieht ihn beiseite und sagt mit gedämpfter Stimme.
Du weißt, ich habe geforscht und gesucht, in Büchern und durch Wahrzeichen, um über den Ausfall dieses Kriegszuges Klarheit zu erlangen. 
KEJSER JULIAN.
Jeg véd, at du intet har kunnet forudsige mig. 
JULIAN.
Ich weiß, daß Du mir nichts hast prophezeien können. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Varslerne talte og skrifterne samstemte med dem. Men svaret, som altid kom igen, var så sælsomt, at jeg måtte tro, jeg havde forregnet mig. 
MAXIMOS.
Die Zeichen sprachen und die Schriften stimmten damit überein. Aber die Antwort, die immer wiederkehrte, war so seltsam, daß ich glauben mußte, ich hätte mich verrechnet. 
KEJSER JULIAN.
Men nu –? 
JULIAN.
Aber jetzt – ? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Da vi drog ud fra Antiokia skrev jeg til Rom for at rådføre mig med de sibyllinske bøger – 
MAXIMOS.
Als wir von Antiochia aufbrachen, schrieb ich nach Rom, um mir Rats zu erholen bei den sibyllinischen Büchern – 
KEJSER JULIAN.
Ja, ja –! 
JULIAN.
Jawohl –! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
I denne time er svaret kommet; en brevdrager fra statholderen i Antiokia har bragt det. 
MAXIMOS.
Soeben ist die Antwort eingetroffen; ein Läufer des Statthalters von Antiochia hat sie gebracht. 
KEJSER JULIAN.
Ah, Maximos, – og det lyder –? 
JULIAN.
Ha, Maximos, – und sie lautet –? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Det lyder som alt, hvad varsler og skrifter har sagt mig; og nu tør jeg tyde det. Glæd dig, min broder, – du er usårlig i denne kamp. 
MAXIMOS.
Sie lautet wie alles, was Wahrzeichen und Schriften mir gesagt haben; und jetzt darf ich es deuten. Freue Dich, mein Bruder, – Du bist unverwundbar in diesem Kampfe. 
KEJSER JULIAN.
Udsagnet, – udsagnet? 
JULIAN.
Den Spruch, – den Spruch? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
De sibyllinske bøger siger: „Julian skal vogte sig for de frygiske egne“. 
MAXIMOS.
Die sibyllinischen Bücher sagen: »Julian soll sich vor den phrygischen Gegenden hüten.« 
KEJSER JULIAN
(viger tilbage).
De frygiske –? Ah, Maximos! 
JULIAN
weicht zurück.
Den phrygischen –? Ha, Maximos! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hvi blev du bleg, min broder? 
MAXIMOS.
Warum wirst Du bleich, mein Bruder? 
KEJSER JULIAN.
Sig mig, dyrebare lærer, – hvorledes tyder du dette svar? 
JULIAN.
Sag’ mir, teurer Lehrer, wie deutest Du diese Antwort? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Er mere end én udtydning tænkelig? De frygiske egne? Hvad har du i Frygien at gøre? I Frygien, – et landskab, som ligger afsides, langt bag dig, og hvor du aldrig har nødig at sætte din fod? Ingen fare truer dig, du lykkelige, – det er meningen. 
MAXIMOS.
Ist mehr als eine Auslegung denkbar? Die phrygischen Gegenden? Was hast Du in Phrygien zu tun? In Phrygien, – einer Landschaft, die abseits liegt, weit hinter Dir, und wohin Du niemals Deinen Fuß zu setzen brauchst? Keine Gefahr droht Dir, Du Glücklicher, das ist der Sinn. 
KEJSER JULIAN.
Dette gådesvar har en tvefoldig mening. Ingen fare truer mig i kampen – men fra hint fjerne landskab. – Nevita; Nevita! 
JULIAN.
Dieses Rätselwort hat einen doppelten Sinn. Gefahr droht mir nicht im Kampfe, wohl aber von jenen fernen Landschaften. – Nevita, Nevita! 
HÆRFØRRREN NEVITA.
Herre –? 
NEVITA.
Herr? – 
KEJSER JULIAN.
I Frygien altså? Alexandros skriver om løndomsfulde ting, der forberedes i Frygien. Det er engang bleven forudsagt, at Galilæeren skal komme igen – Brænd skibene, Nevita! 
JULIAN.
In Phrygien also? Alexandros schreibt von geheimen Dingen, die in Phrygien sich vorbereiten. Es ist einmal prophezeit worden, daß der Galiläer wiederkommen würde. – Verbrenne die Schiffe, Nevita! 
HÆRFØREREN NEVITA.
Herre, er det din faste ufravigelige vilje –? 
NEVITA.
Herr, ist das Dein fester, unwandelbarer Wille –? 
KEJSER JULIAN.
Brænd dem! Nøl ikke. Der truer os lønlige farer bagved. (til en af høvedsmændene.) Giv nøje agt på denne fremmede. Han skal tjene os til vejviser. Kvæg ham med spise og drikke, og lad ham hvile godt ud. 
JULIAN.
Verbrenn sie! Zögere nicht. Es drohen uns im Rücken verborgene Gefahren. Zu einem der Hauptleute. Bewach’ mir diesen Fremdling gut. Er soll uns als Wegweiser dienen. Erquicke ihn mit Speise und Trank und laß ihn sich gut ausruhen. 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Min kejser, jeg bønfalder dig, – byg ikke for sikkert på en slig overløbers udsagn. 
JOVIAN.
Mein Kaiser, ich flehe Dich an, – baue nicht zu fest auf so eines Überläufers Aussage. 
KEJSER JULIAN.
Aha, – du tykkes rystet, min galilæiske rådgiver! Alt dette er nok ikke efter dit sind. Kanske véd du mere, end du skøtter om at sige. Gå, Nevita, – og brænd skibene!
(Hærføreren Nevita bøjer sig og går ud til venstre. Høvedsmanden fører Perseren bort mellem teltene.) 
JULIAN.
Aha, – Du zitterst wohl, mein galiläischer Ratgeber! All das ist nicht ganz nach Deinem Sinn. Vielleicht weißt Du mehr, als Du sagen magst. – Geh, Nevita, – und verbrenn die Schiffe!
Nevita verneigt sich und geht links ab; der Hauptmann führt den Perser durch die Zelte ab. 
KEJSER JULIAN.
Forrædere i min egen lejr! Vent, vent, – jeg skal vel komme tilbunds i disse underfundigheder. Hæren skal bryde op! Gå, Jovian, og sørg for, at fortroppen rykker ud inden en time. Perseren kender vejen. Gå! 
JULIAN.
Verräter in meinem eigenen Lager! Wartet nur, wartet, – ich will diesen Umtrieben schon auf den Grund kommen. – Das Heer soll aufbrechen. Geh, Jovian, und sorg’ dafür, daß der Vortrab in einer Stunde ausrückt. Der Perser kennt den Weg. Geh! 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Som du byder, min høje kejser!
(han går ud til højre.) 
JOVIAN.
Wie Du befiehlst, mein hoher Kaiser!
Er geht rechts ab. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Du brænder flåden? Sikkerlig har du store ting isinde. 
MAXIMOS.
Du verbrennst die Flotte? Sicherlich hast Du große Dinge vor. 
KEJSER JULIAN.
Jeg gad vide, om den makedoniske Alexander havde vovet dette? 
JULIAN.
Ich möchte wohl wissen, ob Alexander von Macedonien solches gewagt hätte? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Vidste Alexander, hvor faren trued? 
MAXIMOS.
Wußte Alexander, wo die Gefahr drohte ? 
KEJSER JULIAN.
Sandt; sandt! Jeg véd det. Alle sejrbringende magter er i forbund med mig. Varsler og tegn udfolder sin hemmelighedsfulde kundskab til fromme for mit rige. Siges det ikke om Galilæeren, at ånderne kom og tjente ham? – Hvem tjener ånderne nu? Hvad vilde Galilæeren sige, hvis han var usynlig tilstede iblandt os? 
JULIAN.
Allerdings, allerdings! Ich weiß es. Alle siegbringenden Mächte sind im Bunde mit mir. Die Wahrzeichen und Wunder entfalten ihre geheimnisvolle Kunde, meinem Reich zum Frommen. – Heißt es nicht vom Galiläer, daß die Geister kamen und ihm dienten? – Wem dienen die Geister jetzt? – Was würde der Galiläer sagen, wenn er unsichtbar unter uns wäre? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Han vilde sige: det tredje rige er nær. 
MAXIMOS.
Er würde sagen: das dritte Reich ist nahe. 
KEJSER JULIAN.
Det tredje rige er kommet, Maximos! Jeg føler, at verdens Messias er levende i mig. Ånden er vorden kød, og kødet ånd. Alt skabt ligger indenfor min vilje og min vælde. Se, se, – hist fyger de første gnister ivejret. Luerne slikker i tougværket og i de tætte masteklynger. (råber imod ilden.) Tænd; tænd! 
JULIAN.
Das dritte Reich ist gekommen, Maximos! Ich fühle, daß der Messias der Welt in mir lebendig ist. Der Geist ist Fleisch geworden, und das Fleisch Geist. Alles Geschaffene liegt im Bereich meines Willens und meiner Gewalt. Sieh hin, sieh, – dort stieben die ersten Funken empor. Die Flammen lecken am Tauwerk und am dichten Haufen der Masten. Ruft dem Feuer entgegen. Ha, zündet nur, zündet! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Vinden aner din vilje. Den vokser og tjener dig. 
MAXIMOS.
Der Wind ahnt Deinen Willen. Er wächst und dient Dir. 
KEJSER JULIAN
(byder med knyttet hånd).
Vord storm! Mere vestlig! Jeg vil det! 
JULIAN
gebietet mit geballter Hand.
Werde, Sturm! Mehr nach Westen zu! Ich will es! 
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS
(kommer fra højre).
Nådigste herre, – tillad, at jeg varer dig ad. Der er udbrudt en farefuld uro i lejren. 
HAUPTMANN
FROMENTINOS kommt von rechts. Gnädigster Herr, – erlaub’, daß ich Dich warne. Es ist ein gefährlicher Tumult im Lager ausgebrochen. 
KEJSER JULIAN.
Jeg tåler ingen uro mere. Hæren skal rykke frem. 
JULIAN.
Ich dulde keinen Tumult mehr. Das Heer soll vorwärts rücken. 
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
Ja, min kejser, – men de genstridige Galilæere – 
FROMENTINOS.
Ja, mein Kaiser, – aber die widerspenstigen Galiläer – 
KEJSER JULIAN.
Galilæerne? Hvad de? 
JULIAN.
Die Galiläer? Was ist mit ihnen? 
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
Da skatmestrene nylig skulde uddele lønning til soldaterne, havde de opstillet dit høje billede foran lønningsbordene – 
FROMENTINOS.
Als die Schatzmeister letzthin die Löhnung an die Soldaten auszahlen wollten, hatten sie Dein erlauchtes Bildnis vor den Zahltischen aufgestellt – 
KEJSER JULIAN.
Således skal det stedse ske herefter. 
JULIAN.
So soll es in Zukunft immer geschehen. 
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
Det pålagdes hver mand, alt som han gik frem, at kaste noget røgelse i fyrfadene – 
FROMENTINOS.
Es wurde jedem befohlen, wenn er vortrat, etwas Räucherwerk in die Kohlenpfannen zu werfen – 
KEJSER JULIAN.
Nu ja, ja? 
JULIAN.
Nun ja, und? 
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
Mange af de galilæiske soldater gjorde det uden at tænke videre derved; men andre vægred sig – 
FROMENTINOS.
Viele von den galiläischen Soldaten taten es, ohne sich weiter etwas dabei zu denken; andere aber weigerten sich – 
KEJSER JULIAN.
Hvad! De vægred sig? 
JULIAN.
Was! Sie weigerten sich? 
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
I førstningen, herre; men da skatmestrene forestilled dem, at det var en gammel skik, som igen skulde indføres og som ikke havde noget med det guddommelige at skaffe – 
FROMENTINOS.
Anfangs, Herr; aber als die Schatzmeister ihnen vorstellten, daß es ein alter Brauch wäre, der wieder eingeführt werden sollte und der nichts mit den göttlichen Dingen zu tun hätte – 
KEJSER JULIAN.
Aha; hvad så? 
JULIAN.
Aha – und da? 
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
– så faldt de til føje og gjorde, som man bød dem. 
FROMENTINOS.
– da fügten sie sich und taten, wie man ihnen gebot. 
KEJSER JULIAN.
Ser I vel; de faldt til føje! 
JULIAN.
Seht Ihr wohl – sie fügten sich! 
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
Men siden, herre, smilte vore egne ad dem og spotted og sagde ubetænksomt, at nu gjorde de bedst i at udslette korsets og fiskens tegn, som de plejer at indriste på armene; thi nu havde de dyrket den guddommelige kejser. 
FROMENTINOS.
Aber danach, Herr, lachten unsere Leute über sie und spotteten und sagten unvorsichtigerweise, sie täten jetzt am besten, das Zeichen des Kreuzes und des Fisches auszumerzen, das sie sich in den Arm zu ritzen pflegen, denn nun hätten sie den göttlichen Kaiser verehrt. 
KEJSER JULIAN.
Ja, ja! Og Galilæerne? 
JULIAN.
Ja, ja! Und die Galiläer? 
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
De brød ud i høje klager – –; hør, hør, herre; det er umuligt at tale dem til rette.
(Vilde skrig høres udenfor mellem teltene.) 
FROMENTINOS.
Sie brachen in laute Klagen aus –; hör’ nur, Herr, höre; es ist unmöglich, sie zu beschwichtigen.
Man hört wildes Geschrei draußen zwischen den Zelten. 
KEJSER JULIAN.
Disse rasende! Opsætsighed til det sidste. De véd ikke, at deres mesters magt er brudt.
(Kristne soldater løber frem på sletten. Nogle slår sig for brystet; andre sønderriver sine klæder, alt under gråd og råb.) 
JULIAN.
Diese Rasenden! Aufsässigkeit bis zum letzten Augenblick. Sie wissen nicht, daß ihres Meisters Macht gebrochen ist.
Christliche Soldaten stürmen hinaus in die Ebene; einige schlagen sich vor die Brust; andere zerreißen ihre Kleider, all das unter Tränen und Geschrei. 
EN SOLDAT.
Kristus døde for mig, og jeg sveg ham! 
EIN SOLDAT.
Christus starb für mich, und ich hinterging ihn! 
EN ANDEN SOLDAT.
O, du straffende Herre i himlen, slå mig; jeg har dyrket falske guder! 
EIN ZWEITER SOLDAT.
O Du strafender Herr im Himmel, züchtige mich; ich habe falsche Götter verehrt! 
SOLDATEN AGATHON.
Djævlen på kejsersædet har dræbt min sjæl! Ve, ve, ve! 
DER SOLDAT AGATHON.
Der Teufel auf dem Kaiserthron hat meine Seele gemordet! Wehe, wehe, wehe! 
ANDRE SOLDATER
(afriver blytegnene, som de bærer om halsen).
Vi vil ikke tjene afguder! 
ANDERE SOLDATEN
reißen die bleiernen Abzeichen ab, die sie um den Hals tragen.
Wir wollen nicht Götzendiener sein! 
ATTER ANDRE.
Gudsfornægteren er ikke vor hersker! Vi vil hjem! Hjem! 
WIEDER ANDERE.
Der Gottesleugner ist nicht unser Herrscher! Wir wollen heim! Heim! 
KEJSER JULIAN.
Fromentinos, grib disse afsindige! Hug dem ned!
(Fromentios og flere blandt de omstående vil styrte ind på de kristne soldater. I det samme udbreder sig et stærkt lysende skin; luer slår ivejret fra skibene.) 
JULIAN.
Fromentinos, ergreife diese Wahnwitzigen! Mach’ sie nieder!
Fromentinos und mehrere von den Umstehenden wollen sich auf die christlichen Soldaten stürzen. In demselben Augenblick verbreitet sich ein grell leuchtender Schein; Flammen schlagen von den Schiffen empor. 
FØRERE OG SOLDATER
(skrækslagne).
Flåden brænder! 
FÜHRER UND SOLDATEN
schreckgebannt.
Die Flotte brennt! 
KEJSER JULIAN.
Ja, flåden brænder! Og mere end flåden brænder. På dette røde væltende bål brænder den korsfæstede Galilæer til aske; og den jordiske kejser brænder med Galilæeren. Men op af asken stiger – lig hin vidunderlige fugl – jordens gud og åndens kejser i én, i én, i én! 
JULIAN.
Ja, die Flotte brennt! Und nicht die Flotte allein! Auf dem rot flammenden Scheiterhaufen brennt der gekreuzigte Galiläer zu Asche! Und der irdische Kaiser verbrennt mit dem Galiläer! Aber aus der Asche empor steigt – jenem Wundervogel gleich – der Gott der Erde und der Kaiser des Geistes in Einem, in Einem, in Einem! 
FLERE STEMMER.
Vanvid har slåt ham! 
MEHRERE STIMMEN.
Wahnsinn hat ihn geschlagen! 
HÆRFØREREN NEVITA
(kommer fra venstre).
Det er fuldbragt. 
NEVITA
kommt von links.
Es ist vollbracht! 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
(ilsomt fra lejren).
Sluk, sluk, sluk! 
JOVIAN
eilig vom Lager her.
Löscht, löscht, löscht! 
KEJSER JULIAN.
Brænd, brænd! 
JULIAN.
Laßt brennen! Laßt brennen! 
HØVEDSMANDEN AMMIAN
(fra lejren).
Herre, du er forrådt! Hin persiske overløber var en bedrager – 
HAUPTMANN AMMIAN
vom Lager her.
Herr, Du bist verraten! Jener persische Überläufer war ein Betrüger – 
KEJSER JULIAN.
Du lyver, mand! Hvor er han? 
JULIAN.
Du lügst, Mann! Wo ist er? 
HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Flygtet! 
AMMIAN.
Auf und davon! 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Forsvunden, som en skygge – 
JOVIAN.
Entwichen wie ein Schatten – 
HÆRFØREREN NEVITA.
Flygtet! 
NEVITA.
Geflohen! 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
De, som ledsaged ham, udsiger, at han blev ligesom borte mellem hænderne på dem. 
JOVIAN.
Die ihn begleiteten, erklären, er wäre ihnen gleichsam zwischen den Händen verschwunden. 
HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Hans hest er også borte fra indhegningen, hvor den stod; den fremmede må være flygtet ind over sletterne. 
AMMIAN.
Auch sein Pferd ist fort aus dem Gehege, wo es stand; der Fremde muß in die Ebene geflohen sein. 
KEJSER JULIAN.
Sluk branden, Nevita! 
JULIAN.
Lösch’ das Feuer, Nevita! 
HÆRFØREREN NEVITA.
Umuligt, min kejser! 
NEVITA.
Unmöglich, mein Kaiser! 
KEJSER JULIAN.
Sluk, sluk! Det skal være muligt! 
JULIAN.
Lösch’ es, lösch’ es! Es muß möglich sein! 
HÆRFØREREN NEVITA.
Intet er umuligere. Alle landtouge er overhugne; alle skibe driver ned på de brændende vrag. 
NEVITA.
Nichts unmöglicher als das. Alle Vertauungen sind gekappt; alle Schiffe treiben stromabwärts auf die brennenden Wracks zu. 
FYRST HORMISDAS
(kommer frem mellem teltene).
Forbandelse over mine landsmænd! O, herre, at du kunde lytte til denne rænkefulde. 
FÜRST HORMISDAS
kommt zwischen den Zelten hervor.
Fluch über meine Landsleute! O Herr, daß Du auf diesen Arglistigen hören konntest! 
RÅB FRA LEJREN.
Flåden brænder! Skilte fra hjemmet! Døden foran os! 
RUFE VOM LAGER HER.
Die Flotte brennt! Abgeschnitten von der Heimat! Vor uns der Tod! 
SOLDATEN AGATHON.
Afgud, afgud, – byd stormen tie! byd luerne dø! 
AGATHON.
Götze! Götze! – gebiete dem Sturm zu schweigen, gebiete den Flammen zu erlöschen! 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Stormen vokser. Ilden er som et rullende hav – 
JOVIAN.
Der Sturm wächst. Das Feuer ist wie ein brandendes Meer – 
MYSTIKEREN MAXIMOS
(hvisker).
Vogt dig for de frygiske egne. 
MAXIMOS
flüstert.
Hüte Dich vor den phrygischen Gegenden. 
KEJSER JULIAN
(råber til hæren).
Lad flåden brænde! Inden syv dage skal I brænde Ktesifon.


 
JULIAN
ruft dem Heere zu.
Laßt die Flotte brennen! In sieben Tagen sollt Ihr Ktesiphon in Brand stecken!


 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login