Bibliotheca Polyglotta

Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Complete text

Title

Part I: I Cæsars frafald

Part II: Kejser Julian

Back to library

CÆSAR JULIAN.
Det var en ubetydelighed, siger jeg dig. Jeg lod den fangne Knodomar føre for mig i hærens påsyn. Før slaget havde han truet med, at jeg skulde flåes levende, når jeg faldt i hans hænder. Nu gik han mig imøde med usikre skridt, skælvende over hele legemet; knækket af ulykken, således, som det er barbarers vis, kasted han sig ned for mig, omklamred mine knæ, udgød tårer og bad for livet.

JULIAN.
Es war etwas Unbedeutendes, sage ich Dir. Ich ließ den gefangenen Knodomar mir vorführen im Angesicht des Heeres. Vor der Schlacht hatte er damit gedroht, ich sollte lebendig geschunden werden, wenn ich ihm in die Hände fiele. Jetzt ging er mir mit unsicherm Schritt entgegen, zitternd am ganzen Leibe; gebrochen vom Unglück, warf er sich nach Barbarenart vor mir nieder, umklammerte meine Knie, vergoß Tränen und bat um sein Leben.

FYRSTINDE HELENA.
Med rædsels gysning gennem de kraftfulde lemmer. Jeg ser den liggende Knodomar. – Dræbte du ham, min elskede?

HELENA.
Mit des Entsetzens Schauder in den kraftvollen Gliedern. Ich sehe den Knodomar liegen. – Hast Du ihn getötet, Geliebter?

CÆSAR JULIAN.
Jeg kunde ikke dræbe denne mand. Jeg tilsagde ham sikkerhed og loved at sende ham som fange til Rom.

JULIAN.
Ich konnte ihn nicht töten, diesen Mann. Ich sagte ihm Sicherheit zu und versprach, ihn als Gefangenen nach Rom zu senden.

FYRSTINDE HELENA.
Uden at pine ham?

HELENA.
Ohne ihm ein Haar zu krümmen?

CÆSAR JULIAN.
Klogskab bød mig at handle mildt. Men da, – jeg fatter ikke, hvorledes det gik til, – i overstrømmende glæde, og med et hyl på sine læber, sprang barbaren op, strakte sine bundne hænder ivejret og, lidet kyndig, som han var i vort sprog, råbte han med høj røst: priset være du, Julian, du mægtige kejser!

JULIAN.
Die Klugheit gebot mir, milde zu handeln. Aber da, – ich fasse es nicht, wie es zuging, – im Übermaß des Glückes, mit einem Freudengeheul sprang der Barbar auf, streckte seine gefesselten Hände empor und in seiner unzulänglichen Kenntnis unserer Sprache rief er mit lauter Stimme: »Gepriesen seist Du, Julian, Du mächtiger Kaiser!«

FYRSTINDE HELENA.
Ah!

HELENA.
Ah!

CÆSAR JULIAN.
Mine ledsagere vilde til at le; men barbarkongens råb slog ned som et tændende lyn iblandt soldaternes klynger. „Leve kejser Julian“, råbte de omstående; og råbet forplanted sig i videre og videre ringe til det fjerneste fjerne; – det var som om en Titan havde slynget et berg i verdenshavet; – o, min elskede, tilgiv mig denne hedenske lignelse, men –

JULIAN.
Mein Gefolge wollte darüber lachen; aber der Ruf des Barbarenkönigs schlug wie ein zündender Blitz in die Soldatenhaufen. »Es lebe Kaiser Julian!« riefen die Umstehenden, und der Ruf pflanzte sich fort, in weiteren und immer weiteren Ringen bis in die fernste Ferne; es war, als ob ein Titan einen Berg ins Weltmeer hinaus geschleudert hätte; – Liebste, verzeih mir dieses heidnische Gleichnis, aber –

FYRSTINDE HELENA.
Kejser Julian! Han sagde: kejser Julian!

HELENA.
Kaiser Julian! Er sagte: Kaiser Julian!

CÆSAR JULIAN.
Hvad vidste den rå Aleman om Konstanzios, hvem han aldrig havde set? Jeg, hans overvinder, var for ham den største –

JULIAN.
Was wußte der rauhe Alemanne von Konstantios, den er nie gesehen hat? Ich, sein Überwinder, war ihm der größte –

FYRSTINDE HELENA.
Ja, ja; men soldaterne –?

HELENA.
Freilich – aber die Soldaten –?

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=7aef0ec8-e2d6-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display