KEJSER JULIAN.
Så far hjem under pragt og ære, du min frændes afsjælede legeme! Jeg gør ikke dette støv ansvarligt for, hvad din ånd forbrød imod mig. Hvad siger jeg? Var det din ånd, som foer så hårdt med slægten, at jeg nu står alene tilbage? Var det din ånd, som bød, at min barndom skulde formørkes af tusend ængstelser. Var det din ånd, som lod hin ædle Cæsars hoved falde? Var det dig, som stilled mig, den uerfarne yngling, på så vanskelig en post i det ugæstmilde Gallien, og som siden, da det ikke lykkedes modgang og genvordigheder at overvinde mig, gjorde mig æren for mine sejrvindinger stridig? O, Konstanzios, min frænde, – alt dette havde ikke sit udspring i dit store hjerte. Hvorfor vred du dig i nag og kval; hvorfor så du blodige skygger om dig på dit sidste, smertefulde leje? Onde rådgivere har forbitret dit liv og din dødsstund. Jeg kender dem, disse rådgivere; det var mænd, som tog skade af at færdes i din nådes uophørlige solskin. Jeg kender dem, disse mænd, der så villigt iførte sig det overbevisningens klædebon, som tyktes hoffet tækkeligst.
JULIAN.
So fahre denn heim in Pracht und Ehren, – Du meines Vetters entseelter Leib! Ich mache diesen Staub nicht verantwortlich für das, was Dein Geist an mir verbrochen hat. Was sage ich? War es Dein Geist, der so hart mit meinem Stamm verfuhr, daß ich nun als letzter hier stehe? War es Dein Geist, dessen Gebot meine Kindheit mit tausend Ängsten verdüsterte? War es Dein Geist, der das Haupt jenes edlen Cäsar dem Henker preisgab? Warst Du es, der mich, den unerfahrenen Jüngling, im ungastlichen Gallien auf einen so schwierigen Posten stellte, und der dann, als nicht Mißgeschick noch Widerwärtigkeiten mich zu überwinden vermochten, mir die Ehre meiner Siege streitig machte? O Konstantios, mein Vetter! – all das hatte nicht seinen Ursprung in Deinem großen Herzen. Warum krümmtest Du Dich in Haß und Qual? Warum sahst Du von blutigen Schatten Dich umgeben auf Deinem schmerzensreichen Sterbelager? Böse Ratgeber haben Dein Leben und Deine Todesstunde verbittert. Ich kenne sie, diese Ratgeber! Es waren Männer, denen der ewige Sonnenschein Deiner Gnade verderblich wurde. Ich kenne sie, diese Männer, die so willfährig in das Gewand der Überzeugung schlüpften, die dem Hofe am genehmsten war.
