TALEREN THEMISTEOS
(trænger sig nærmere).
Ja, ja; de tårer, jeg ser dig udgyde, de er som kostelige perler, hvormed veltalenheden igen skal lønnes på kejserlig vis. O, så er det da atter tilladt Grækerne at hæve sine øjne til himlen og følge de evige stjerner på deres gang! Hvor længe er det ikke siden, at dette var os forundt! Måtte vi ikke, af frygt for angivere, skælve og bøje vort åsyn til jorden ligesom dyrene? Hvem iblandt os turde fordriste sig til at beskue solens opgang og nedgang? (han vender sig til hoben.) End ikke I agerdyrkere, som er strømmet hid i så store skarer idag, end ikke I voved at mærke eder himmellegemernes stilling, skønt I dog skulde afpasse eders arbejder derefter –
THEMISTOES
drängt sich näher.
Ja –die Tränen, die ich Dich weinen sehe, sind wie köstliche Perlen, womit kaiserliche Huld wieder die Beredsamkeit belohnt. O, so ist es denn den Griechen wieder vergönnt, ihr Auge zum Himmel zu heben und den ewigen Sternen zu folgen auf ihrer Bahn! Wie lange war solches uns nicht verstattet! Mußten wir nicht aus Furcht vor Angebern ewig zittern und wie die Tiere den Blick auf den Boden heften? Wer unter uns durfte sich erdreisten, der Sonne Auf- und Niedergang zu beobachten? Er wendet sich an die Menge. Auch Ihr nicht, Ihr Ackerbauer, die Ihr in so großen Scharen heute hierher geströmt seid, auch Ihr wagtet nicht, mit der Stellung der Himmelskörper Euch zu beschäftigen, obwohl Ihr doch Eure Arbeiten danach verteilen müßt –
