You are here: BP HOME > MI > Kejser og galilæer (Emperor and Galilean) > fulltext
Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionPart I: I Cæsars frafald
Click to Expand/Collapse OptionPart II: Kejser Julian
KÆJSER OG GALILÆER



 
KAISER UND GALILÄER



 
I CÆSARS FRAFALD



 
ERSTER TEIL: CÄSARS ABFALL



 
PERSONERNE
KEJSER KONSTANZIOS.
KEJSERINDE EUSEBIA.
FYRSTINDE HELENA, kejserens søster.
FYRST GALLOS, kejserens fætter.
FYRST JULIAN, Gallos’s yngre halvbroder.
MEMNON, en Æthiopier, kejserens livslave.
GULDSMEDEN POTAMON.
FARVEREN FOKION.
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
EN FRUGTHANDLER.
EN VAGTFØRER.
EN SOLDAT.
EN SMINKET KVINDE.
EN VÆRKBRUDEN MAND.
EN BLIND BETLER.
AGATHON, en vingårdsmands søn fra Kappadokia.
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
GREGOR FRA NAZIANZ.

 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
SALLUST FRA PERUSIA.
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
MYSTIKEREN MAXIMOS.
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
QUÆSTOREN LEONTES.
SLAVINDEN MYRRHA.
TRIBUNEN DECENTIUS.
STALDMESTEREN SINTULA.
HÆRFØREREN FLORENTIUS.
HÆRFØREREN SEVERUS.
LÆGEN ORIBASES.
UNDERFØREREN LAIPSO.
UNDERFØREREN VARRO.
FANEBÆREREN MAUROS.
SOLDATER, KIRKEGÆNGERE, HEDENSKE TILSKUERE, HOFFOLK, PRESTER, LÆRLINGER VED VISDOMS-SKOLERNE, DANSERINDER, TJENERE, QUÆSTORENS FØLGE, GALLISKE KRIGSFOLK.
SYNER OG RØSTER.



 
PERSONEN
KAISER KONSTANTINOS
KAISERIN EUSEBIA
HELENA, des Kaisers Schwester
GALLOS, des Kaisers Vetter
JULIAN, des Gallos jüngerer Stiefbruder
MEMNON, ein Äthiopier, der Leibsklave des Kaisers
POTAMON, Goldschmied
PHOKION, Färber
EUNAPIOS, Haarscherer
EIN FRUCHTHÄNDLER
EIN HAUPTMANN DER WACHE
EIN SOLDAT
EIN GESCHMINKTES WEIB
EIN GICHTBRÜCHIGER
EIN BLINDER Bettler
AGATHON, der Sohn eines Weingärtners aus Kappadocien
LIBANIOS, ein Weisheitslehrer
GREGOR VON NAZIANZ
 
BASILIOS VON CÄSAREA
SALLUST VON PERUSIA
HEKEBOLIOS, ein Schriftgelehrter
MAXIMOS, ein Mystiker
EUTHERIOS, Hausmeister
LEONTES, Quästor
MYRRHA, Sklavin
DECENTIUS, Tribun
SINTULA, Stallmeister
FLORENTIUS, SEVERUS, Heerführer
ORIBASES, ein Arzt
LAIPSO, VARRO, (Unterbefehlshaber)
MAUROS, Fahnenträger
SOLDATEN, KIRCHGÄNGER, HEIDNISCHE ZUSCHAUER, HOFLEUTE, PRIESTER, ZÖGLINGE DER WEISHEITSSCHULEN, TÄNZERINNEN, DIENER, GEFOLGE DES QUÄSTORS, GALLISCHES KRIEGSVOLK, VISIONEN UND STIMMEN.



 
(Første akt foregår i Konstantinopel, anden akt i Athen, tredje akt i Efesos, fjerde akt ved Lutetia i Gallien, og femte akt i Vienna sammesteds. Tiden omfatter mellemrummet mellem året 351 og året 361.)



 
Der erste Akt spielt in Konstantinopel, der zweite in Athen, der dritte in Ephesus, der vierte bei Lutetia und der fünfte zu Vienna in Gallien. Das Schauspiel umfaßt den Zeitraum von 351 bis 361.



 
FØRSTE AKT
(Påskenat i Konstantinopel. Skuepladsen forestiller et åbent anlæg med træer, busker og omstyrtede billedstøtter i nærheden af det kejserlige slot. I baggrunden, rigt oplyst, ligger hofkirken. Til højre et marmorrækværk, hvorfra en trappe fører ned til vandet. Mellem pinier og cypresser udsigt til Bosporus og den asiatiske kyst.)
 
(Gudstjeneste. Kejserlige hustropper på kirketrappen. Store skarer af andægtige strømmer ind. Betlere, krøblinge og blinde ved indgangen. Hedenske tilskuere, frugthandlere og vandsælgere, opfylder pladsen.) 
Erster Akt
Osternacht in Konstantinopel. Die Bühne stellt eine offene Anlage mit Bäumen, Gebüsch und umgestürzten Bildsäulen in der Nähe des kaiserlichen Schlosses dar. Im Hintergrund liegt die Hofkirche, hell erleuchtet. Rechts eine Balustrade, von der eine Treppe hinab zum Wasser führt. Zwischen Pinien und Zypressen Aussicht auf den Bosporus und die asiatische Küste. –
 
Gottesdienst. Kaiserliche Haustruppen auf der Kirchentreppe. Große Scharen Andächtiger strömen in die Kirche. Bettler, Krüppel und Blinde am Eingang. Heidnische Zuschauer, Fruchthändler und Wasserverkäufer füllen die Bühne. 
LOVSANG
(inde i kirken).
Evindeligt være
korset pris og ære!
Slangen er henvejret
i afgrundens svælg;
lammet har sejret;
på jorden er helg! 
LOBGESANG
im Innern der Kirche.
Ewiglich währe
Dem Kreuz Preis und Ehre.
Die Schlange, sie lieget
Im Abgrund zernicht;
Das Lamm hat gesieget;
Auf Erden ward Licht! 
GULDSMEDEN POTAMON
(med en papirlygte, kommer fra venstre, pikker en af soldaterne på akslen og spørger):
Pst, gode ven, – når kommer kejseren? 
GOLDSCHMIED POTAMON.
mit einer Papierlaterne, kommt von links, schlägt einem Soldaten auf die Schulter und fragt:
Pst, guter Freund, wann kommt der Kaiser? 
SOLDATEN.
Véd ikke. 
DER SOLDAT.
Weiß nicht. 
FARVEREN FOKION
(vender hovedet i trængselen).
Kejseren? Jeg synes der var nogen, som spurgte om kejseren? Kejseren kommer lidt før midnat. Ganske lidt før. Jeg har det fra Memnon selv. 
FÄRBER PHOKION
wendet im Gedränge den Kopf.
Der Kaiser? Da fragte wer nach dem Kaiser, glaub’ ich! Der Kaiser kommt kurz vor Mitternacht. Ganz kurz vor zwölf. Ich hab’ es von Memnon selbst. 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
(kommer ilfærdig løbende og støder en frugthandler til side).
Af vejen, hedning! 
HAARSCHNEIDER EUNAPIOS
kommt in Hast gelaufen und stößt einen Fruchthändler beiseite.
Weg da, Heide! 
FRUGTHANDLEREN.
Sagte, herre! 
DER FRUCHTHÄNDLER.
Sachte, Herr! 
GULDSMEDEN POTAMON.
Svinet mukker! 
POTAMON.
Das Schwein muckt! 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Hund, hund! 
EUNAPIOS.
Du Hund, Du Hund! 
FARVEREN FOKION.
Mukke imod en velklædt kristen; – imod en mand af kejserens egen tro! 
PHOKION.
Muckt der Kerl wider einen gutangezogenen Christen – wider einen Mann von des Kaisers eigenem Glauben! 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
(støder frugthandleren omkuld).
I smudset med dig! 
EUNAPIOS
wirft den Fruchthändler zu Boden.
In den Dreck mit Dir! 
GULDSMEDEN POTAMON.
Ret så! Søl dig der, ligesom dine guder. 
POTAMON.
Recht so! Da siehl’ Dich wie Deine Götter! 
FARVEREN FOKION
(slår ham med sin stok).
Tag det, – og det, – og det! 
PHOKION
schlägt ihn mit seinem Stock.
Nimm das, – und das, – und das
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
(sparker ham).
Og der; og der! Jeg skal mygne dit gudsforhadte skind.
(Frugthandleren skynder sig ud.) 
EUNAPIOS
stößt ihn mit dem Fuß.
Und das, und das! Ich will Dir Dein gottverhaßtes Fell gerben!
Der Fruchthändler macht sich aus dem Staube. 
FARVEREN FOKION
(med den øjensynlige hensigt, at det skal høres af vagt-føreren).
Jeg vilde højligen ønske, at en eller anden bragte dette optrin for vor velsignede kejsers øren. Kejseren har nylig udtalt sin misnøje med, at vi kristne borgere holder samkvem med hedningerne, ret ligesom om intet skilte imellem os – 
PHOKION
mit der deutlichen Absicht, von dem Hauptmann der Wache gehört zu werden.
Ich wünschte höchlichst, es brächte irgend einer diesen Vorfall vor das Ohr unseres edlen Kaisers. Der Kaiser hat neulich sein Mißvergnügen darüber ausgesprochen, daß wir christlichen Bürger mit den Heiden Umgang pflegen, gerad’ als ob uns nichts voneinander trennte – 
GULDSMEDEN POTAMON.
Du sigter til hint opslag på torvene? Det har jeg også læst. Og jeg synes, at ligesom der findes både ægte og uægte guld i verden – 
POTAMON.
Du meinst jenen Anschlag auf den Märkten? Den hab’ ich auch gelesen. Und ich glaube, wie es echtes und unechtes Gold auf der Welt gibt, so – 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Man bør ikke skære alle over én kam; det er min mening. Der gives dog, Gud være lovet, endnu ivrige sjæle iblandt os. 
EUNAPIOS.
Man soll nicht alle über einen Kamm scheren – das ist meine Ansicht. Es gibt doch, Gott sei gelobt, noch eifrige Seelen unter uns. 
FARVEREN FOKION.
Vi er langtfra ikke ivrige nok, I kære brødre! Se blot hvor kæphøje disse spottere ter sig. Eller tror I det er mange af disse lurvede, som bærer korsets og fiskens tegn på armen? 
PHOKION.
Wir sind lange nicht eifrig genug, lieben Brüder! Seht nur, wie großmäulig diese Spötter tun. Oder glaubt Ihr, daß viele von den Lumpen da des Kreuzes und Fisches Zeichen an dem Arme tragen? 
GULDSMEDEN POTAMON.
Nej, – tænk bare, de myldrer og kryr foran selve hofkapellet – 
POTAMON.
Nein, – meiner Treu, gar vor der Hofkapelle ihr Gewimmel und Getümmel – 
FARVEREN FOKION.
– i slig en høj-hellig nat – 
PHOKION.
– in solch einer hochheiligen Nacht – 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
– spærrer vejen for kirkens rene lemmer – 
EUNAPIOS.
– versperren der reinen Gemeinde den Weg – 
EN SMINKET KVINDE
(i trængselen).
Er Donatister rene? 
EIN GESCHMINKTES WEIB
im Gedränge.
Sind Donatisten rein? 
FARVEREN FOKION.
Hvad? Donatist! Er du en Donatist? 
PHOKION.
Was? Donatist! Bist Du ein Donatist? 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Hvad nu? Er ikke du det samme? 
EUNAPIOS.
Wie denn? Bist Du nicht auch einer? 
FARVEREN FOKION.
Jeg? Jeg! Gid lynet slå din tunge! 
PHOKION.
Ich? Ich! Der Blitz schlage Deine Zunge! 
GULDSMEDEN POTAMON
(gør korsets tegn).
Gid pest og bylder –! 
POTAMON
bekreuzigt sich.
Hol’ Dich die Pest – 
FARVEREN FOKION.
En Donatist! Du ådsel; du rådne træ! 
PHOKION.
Ein Donatist! Du Aas! Du faulig Holz! 
GULDSMEDEN POTAMON.
Ret så; ret så! 
POTAMON.
Recht so! Recht so! 
FARVEREN FOKION.
Spån på Satans ildsted! 
PHOKION.
Du Höllenfutter! 
GULDSMEDEN POTAMON.
Ret så! Skæld ham; skæld ham, kære broder! 
POTAMON.
Recht so! Schilt ihn, schilt ihn, lieber Bruder! 
FARVEREN FOKION
(støder guldsmeden bort).
Hold mund; vig langt ifra mig. Nu kender jeg dig; – du er Manikæeren Potamon! 
PHOKION
stößt den Goldschmied weg.
Halt’s Maul, – hebe Dich von mir! Weit von mir! Jetzt kenn’ ich Dich – Du bist der Manichäer Potamon! 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
En Manikæer? En stinkende kætter! Tvi, tvi! 
EUNAPIOS.
Ein Manichäer? Ein stinkender Ketzer! Pfui, pfui! 
GULDSMEDEN POTAMON
(holder sin papirlygte frem).
Eja! Det er jo farveren Fokion fra Antiokia! Kainiten! 
POTAMON
leuchtet ihm mit seiner Papierlaterne ins Gesicht.
Ei! Das ist ja der Färber Phokion aus Antiochia! Der Kainit! 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Ve mig, som er kommen i løgnens samkvem! 
EUNAPIOS.
Weh mir, ich bin geraten in die Sippschaft der Lüge! 
FARVEREN FOKION.
Ve mig, som hjalp en djævelens søn! 
PHOKION.
Weh mir, – ich half einem Sohne des Teufels! 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
(slår ham på øret).
Tag det, som løn for hjælpen! 
EUNAPIOS
gibt ihm eins hinter die Ohren.
Nimm das als Lohn für Deine Hilfe! 
FARVEREN FOKION
(slår igen).
O, du ryggesløse køter! 
PHOKION
schlägt wieder.
O Du verruchter Köter! 
GULDSMEDEN POTAMON.
Forbandet, forbandet være I begge!
(Almindeligt slagsmål; latter og spot mellem tilskuerne.) 
POTAMON.
Verdammt, verdammt seid beide!
Allgemeine Prügelei; Gelächter und Gespött unter den Zuschauern. 
VAGT-FØREREN
(råber til soldaterne).
Kejseren kommer!
(De stridende skilles ad og strømmer med de øvrige andægtige ind i kirken.) 
DER HAUPTMANN DER WACHE
ruft den Soldaten zu:
Der Kaiser kommt!
Die Streitenden werden getrennt und strömen mit den übrigen Andächtigen in die Kirche. 
LOVSANG
(fra højaltret).
Slangen er henvejret
i afgrundens svælg; –
lammet har sejret, –
på jorden er helg!
(Hoffet kommer i stort optog fra venstre. Prester med røgelsekar går foran; derefter drabanter og fakkelbærere, hofmænd og livvagt. I midten kejser Konstanzios, en fireogtreti-årig mand af fornemt ydre, skægløs og med brunt krøllet hår; hans øjne har et mørkt og mistroisk udtryk; hans gang og hele holdning forråder uro og svækkelse. Ved hans venstre side går kejserinde Eusebia, en bleg og fin kvindeskikkelse, af samme alder som kejseren. Bag efter kejserparret følger fyrst Julian, en endnu ikke fuldt udviklet yngling på nitten år. Han er sorthåret, med begyndende skægvækst, har spillende brune øjne med et pludseligt kast; hofdragten vanklæder ham; hans lader er kejtede, påfaldende og hæftige. Kejserens søster, fyrstinde Helena, en yppig femogtyve-årig skønhed, følger efter, ledsaget af jomfruer og ældre kvinder. Hoffolk og drabanter slutter toget. Kejserens livslave, Memnon, en sværbygget, prægtigt klædt Æthiopier, er iblandt følget.) 
LOBGESANG
vom Hochaltar.
Die Schlange, sie lieget
Im Abgrund zernicht;
Das Lamm hat gesieget;
Auf Erden ward Licht!
Der Hof kommt in großem Aufzug von links. Priester mit Räucherfässern schreiten voran; dann Trabanten und Fackelträger, Hofleute und Leibwache. In der Mitte KAISER KONSTANTIOS, ein Mann von vornehmem Äußeren, vierunddreißig Jahre alt, bartlos und mit braunem Lockenhaar; seine Augen haben einen finstern und mißtrauischen Ausdruck; sein Gang und seine ganze Haltung verraten Unruhe und Schwäche. An seiner linken Seite geht die KAISERIN EUSEBIA, eine bleiche, feine Frauengestalt, von demselben Alter wie der Kaiser. Hinter dem Kaiserpaar folgt JULIAN, ein noch nicht voll entwickelter Jüngling von neunzehn Jahren. Er hat schwarzes Haar und einen keimenden Bart, hat unstete braune Augen, denen ein jäher Aufschlag eigen ist; die Hoftracht kleidet ihn nicht; seine Gebärden sind linkisch, auffallend und heftig. Es folgt HELENA, des Kaisers Schwester, eine üppige Schönheit von fünfundzwanzig Jahren, begleitet von jungen und älteren Frauen. Hofleute und Trabanten beschließen den Zug. MEMNON, des Kaisers Leibsklave, ein Äthiopier von starkem Körperbau, prächtig gekleidet, ist unter dem Gefolge. 
KEJSER KONSTANZIOS
(standser pludselig, vender sig om til fyrst Julian og spørger hvast):
Hvor er Gallos? 
KONSTANTINOS
bleibt plötzlich stehen, wendet sich an Julian und fragt barsch:
Wo ist Gallos? 
FYRST JULIAN
(blegner).
Gallos? Hvad vil du Gallos? 
JULIAN
erbleicht.
Gallos? Was willst Du von Gallos? 
KEJSER KONSTANZIOS.
Der greb jeg dig! 
KONSTANTINOS.
Da hab’ ich Dich ertappt! 
FYRST JULIAN.
Herre –! 
JULIAN.
Herr –! 
KEJSERINDE EUSEBIA
(fatter kejserens hånd).
Kom; kom! 
KAISERIN EUSEBIA
ergreift des Kaisers Hand.
Komm, – komm! 
KEJSER KONSTANZIOS.
Samvittigheden skreg. Hvad pønser I to på? 
KONSTANTINOS.
Es schrie das Gewissen! Was führt Ihr beiden im Schilde? 
FYRST JULIAN.
Vi? 
JULIAN.
Wir? 
KEJSER KONSTANZIOS.
Du og han! 
KONSTANTINOS.
Du und er! 
KEJSERINDE EUSEBIA.
O, kom; kom, Konstanzios! 
EUSEBIA.
Komm doch, komm, Konstantios! 
KEJSER KONSTANZIOS.
Så sort en dåd! Hvad svar gav oraklet? 
KONSTANTINOS.
Solch eine schwarze Tat! Welche Antwort hat das Orakel gegeben? 
FYRST JULIAN.
Oraklet? Ved min hellige frelser – 
JULIAN.
Das Orakel? Bei meinem heiligen Erlöser – 
KEJSER KONSTANZIOS.
Lyver nogen jer på, så skal han bøde på bålet. (drager fyrsten tilside.) O, lad os holde sammen, Julian! Dyre frænde, lad os det! 
KONSTANTINOS.
Hat Euch einer verleumdet, so soll er es auf dem Scheiterhaufen büßen. Nimmt Julian beiseite. Laß uns zusammenhalten, Julian! Teurer Vetter, laß uns das! 
FYRST JULIAN.
Alt ligger i dine hænder, elskede herre! 
JULIAN.
Alles liegt in Deinen Händen, liebwerter Herr! 
KEJSER KONSTANZIOS.
Mine hænder –! 
KONSTANTINOS.
In meinen Händen –! 
FYRST JULIAN.
O, stræk dem i nåde over os! 
JULIAN.
O, breite sie in Gnaden über uns! 
KEJSER KONSTANZIOS.
Mine hænder? Hvad tænkte du om mine hænder? 
KONSTANTINOS.
In meinen Händen? Was dachtest Du von meinen Händen? 
FYRST JULIAN
(griber hans hænder og kysser dem).
Kejserens hænder er hvide og kølige. 
JULIAN
ergreift seine Hände und küßt sie.
Des Kaisers Hände sind weiß und kühl. 
KEJSER KONSTANZIOS.
Hvad skulde de ellers være? Hvad tænkte du? Nu greb jeg dig igen! 
KONSTANTINOS.
Was sollen sie sonst sein –? Was dachtest Du? Da hab’ ich Dich wieder ertappt! 
FYRST JULIAN
(kysser dem atter).
De er som rosenbladene her i måneskinsnatten. 
JULIAN
küßt sie wiederholt.
Sie sind wie die Rosenblätter hier in der Mondnacht. 
KEJSER KONSTANZIOS.
Ja, ja, ja, Julian! 
KONSTANTINOS.
Ja, ja, ja, Julian. 
KEJSERINDE EUSEBIA.
Fremad; det er på tiden. 
EUSEBIA.
Vorwärts, – es ist an der Zeit. 
KEJSER KONSTANZIOS.
At skulle ind for Herrens åsyn! Jeg, jeg! O, bed for mig, Julian! De vil byde mig den hellige vin. Jeg ser den! Den spiller, som slangeøjne i guldkalken –. (skriger.) Blodige øjne –! O, Jesus Kristus, bed for mig! 
KONSTANTINOS.
Hinein zu müssen vor des Herrn Antlitz! Ich, ich! O, bete für mich, Julian! Sie werden mir den heiligen Wein reichen! Ich seh’ ihn! Er funkelt wie Schlangenaugen im Goldkelch –. Er schreit auf. Blutige Augen –! O Jesus Christus, bete für mich! 
KEJSERINDE EUSEBIA.
Kejseren er syg –! 
EUSEBIA.
Der Kaiser ist krank –! 
FYRSTINDE HELENA.
Hvor er Cæsarios? Livlægen, livlægen, – hent ham! 
HELENA.
Wo ist Cäsarios? Der Leibarzt, der Leibarzt – holt ihn! 
KEJSERINDE EUSEBIA
(vinker).
Memnon, gode Memnon!
(hun taler sagte med slaven.) 
EUSEBIA
winkt.
Memnon, guter Memnon!
Sie spricht leise mit dem Sklaven. 
FYRST JULIAN
(dæmpet).
Herre, hav barmhjertighed, og skik mig langt herfra. 
JULIAN
gedämpft.
Herr, hab’ Barmherzigkeit und schick’ mich weit weg von hier! 
KEJSER KONSTANZIOS.
Hvor vilde du helst hen? 
KONSTANTINOS.
Wo möchtest Du denn gern hin? 
FYRST JULIAN.
Til Ægypten. Helst did, hvis du så synes. Der går jo så mange did, – ind i den store ensomhed. 
JULIAN.
Nach Ägypten! Dahin am liebsten, – wenn es Dir recht ist! Es gehen ja so viele dorthin – hinein in die große Einsamkeit. 
KEJSER KONSTANZIOS.
Ind i ensomheden? Så? I ensomheden grubler man. Jeg forbyder dig at gruble. 
KONSTANTINOS.
In die Einsamkeit? So? In der Einsamkeit grübelt man. Ich verbiete Dir, zu grübeln. 
FYRST JULIAN.
Jeg skal ikke gruble, hvis du blot vilde tillade mig –. Her vokser min sjælenød med hver dag. Onde tanker flokkes om mig. I ni døgn har jeg båret hårskjorte, og den har ikke værget mig; i ni nætter har jeg pisket mig med bodssvøben, men det fordriver dem ikke. 
JULIAN.
Ich werde nicht grübeln, wenn Du mir nur erlauben wolltest –. Hier wächst meine Seelennot mit jedem Tage. Böse Gedanken rotten sich um mich. Neun Tage lang habe ich ein hären Hemd getragen, – und es hat mich nicht geschützt; neun Nächte lang habe ich mich mit der Büßergeißel gepeitscht, – aber auch das hat sie nicht vertrieben. 
KEJSER KONSTANZIOS.
Vi må være standhaftige, Julian! Djævelen er såre virksom i os alle. Tal med Hekebolios – 
KONSTANTINOS.
Wir müssen standhaft sein, Julian! Der Teufel ist gar wirksam in uns allen. Sprich mit Hekebolios – 
SLAVEN MEMNON
(til kejseren).
Nu er det på tiden – 
DER SKLAVE MEMNON
zum Kaiser.
Es ist an der Zeit – 
KEJSER KONSTANZIOS.
Nej, nej, jeg vil ikke – 
KONSTANTINOS.
Nein, nein, ich will nicht – 
SLAVEN MEMNON
(tager ham om håndledet).
Kom, nådigste herre; – kom, siger jeg. 
MEMNON
faßt ihn beim Handgelenk.
Komm, gnädigster Herr, – komm, sag’ ich. 
KEJSER KONSTANZIOS
(retter sig ivejret og siger med værdighed):
Ind i Herrens hus! 
KONSTANTINOS
richtet sich empor und sagt mit Würde:
In das Haus des Herrn! 
SLAVEN MEMNON
(sagte).
Og siden det andet – 
MEMNON
leise.
Und später dann das andere – 
KEJSER KONSTANZIOS
(til Julian).
Gallos skal møde frem for mig. 
KONSTANTINOS
zu Julian.
Gallos soll vor mir erscheinen. 
FYRST JULIAN
(bag kejserens ryg, folder hænderne bønligt imod kejserinden) 
Julian faltet hinter dem Rücken des Kaisers die Hände bittend gegen die Kaiserin. 
KEJSERINDE EUSEBIA
(hurtigt og dæmpet).
Frygt ikke! 
EUSEBIA
schnell und leise.
Fürchte nichts! 
KEJSER KONSTANZIOS.
Bliv udenfor. Ikke ind i kirken med det sind, du nu har. Når du beder for alteret, så er det for at nedbede ondt over mig. – O, læss ikke slig skyld på dig, min elskede frænde!
(Toget går imod kirken. På trappen flokkes betlere, krøblinge og blinde om kejseren.) 
KONSTANTINOS.
Bleib’ draußen. Nicht in die Kirche mit der Gesinnung! Wenn Du vor dem Altare betest, so flehst Du ja doch nur Böses auf mich herab. Lade nicht solche Schuld auf Dich, teurer Vetter!
Der Zug schreitet der Kirche zu. Auf der Treppe sammeln sich Bettler, Krüppel und Blinde um den Kaiser. 
EN VÆRKBRUDEN.
O, verdens mægtigste hersker, lad mig røre ved din kjortelflig, at jeg kan vorde helbredet. 
EIN GICHTBRÜCHIGER.
Mächtigster Herrscher der Welt, laß mich Deines Gewandes Saum berühren, auf daß ich genese. 
EN BLIND.
Bed for mig, du Herrens salvede, at jeg får mit syn igen! 
EIN BLINDER.
Bete für mich, Gesalbter des Herrn, daß ich mein Augenlicht wieder erhalte. 
KEJSER KONSTANZIOS.
Vær trøstig, søn! – Memnon, strø sølvpenge for dem. Ind, ind!
(Hoffet bevæger sig ind i kirken, hvis port lukkes; menneskesværmen adspreder sig efterhånden; kun fyrst Julian bliver tilbage i en af alléerne.) 
KONSTANTINOS.
Sei getrost, mein Sohn! Memnon, streu’ Silberlinge unter sie! Hinein, hinein!
Der Hof bewegt sich in die Kirche, deren Tür geschlossen wird; der Menschenschwarm zerstreut sich allmählich; nur Julian bleibt zurück in einer der Alleen. 
FYRST JULIAN
(ser mod kirken).
Hvad vil han Gallos? I denne hellige nat kan han da ikke tænke på at –! O, den, som vidste – – (vender sig og støder imod den bortgående blinde.) Se dig for, ven! 
JULIAN
blickt nach der Kirche.
Was will er von Gallos? In dieser heiligen Nacht kann er doch nicht daran denken –! O, wer da wüßte – – – Wendet sich um und stößt gegen einen der fortgehenden Blinden. Sieh Dich vor, Freund! 
DEN BLINDE.
Jeg er blind, herre! 
DER BLINDE.
Ich bin blind, Herr! 
FYRST JULIAN.
Endnu? Kan du virkelig ikke se så meget som hin tindrende stjerne? Tvi dig, du lidet troende. Lovte ikke Guds salvede at bede for dit syn? 
JULIAN.
Noch immer? Kannst Du wirklich nicht einmal den funkelnden Stern dort sehen? Pfui über Dich, Du Kleingläubiger! Hat nicht der Gesalbte Gottes gelobt, für Dein Augenlicht zu beten? 
DEN BLINDE.
Hvo er du, som spotter en blind broder? 
DER BLINDE.
Wer bist Du, der eines blinden Bruders spottet? 
FYRST JULIAN.
En broder i vantro og blindhed.
(han vil gå ud ad vejen til venstre.) 
JULIAN.
Ein Bruder in Irrglauben und Blindheit.
Er will den Weg zur Linken fort. 
EN STEMME
(sagte, bag ham, mellem buskerne).
Julian, Julian! 
EINE STIMME
leise hinter ihm im Gebüsch.
Julian, Julian! 
FYRST JULIAN
(med et skrig).
Ah! 
JULIAN
aufschreiend.
Ah! 
STEMMEN
(nærmere).
Julian! 
DIE STIMME
näher.
Julian! 
FYRST JULIAN.
Stå, stå; – jeg er væbnet! Vogt dig vel. 
JULIAN.
Steh, steh, – ich bin gewaffnet! Hüte Dich! 
EN UNG MAND,
(i ringe klæder og med vandringsstav, kommer tilsyne mellem træerne) Stille; det er mig – 
EIN JUNGER MANN
in ärmlichem Gewand, mit einem Wanderstab, wird zwischen den Bäumen sichtbar.
Still, – ich bin’s. 
FYRST JULIAN.
Bliv hvor du er! Kom ikke nær mig, menneske! 
JULIAN.
Bleib, wo Du stehst! Komm mir nicht nahe, Mensch! 
DEN UNGE MAND.
O, mindes du da ikke Agathon –? 
DER JUNGE MANN.
Hast Du denn Agathons vergessen –? 
FYRST JULIAN.
Agathon! Hvad siger du? Agathon var jo en dreng – 
JULIAN.
Agathons! Was sagst Du? Agathon war ja ein Knabe – 
AGATHON.
For sex år siden. – Jeg kendte dig straks.
(kommer nærmere.) 
AGATHON.
Vor sechs Jahren. Ich habe Dich gleich erkannt.
Nähert sich. 
FYRST JULIAN.
Agathon; – ja, ved det hellige kors, tror jeg ikke det er dig! 
JULIAN.
Agathon! – Beim heiligen Kreuz, bist Du’s denn wirklich? 
AGATHON.
Se på mig; se rigtig – 
AGATHON.
Sieh mich nur an – sieh genau – 
FYRST JULIAN
(omfavner og kysser ham).
Barndomsven! Legebroder! Du kæreste af dem alle! Og du er her? Hvilket under! Du har rejst den lange vej over bergene, og siden over havet, – hele den lange vej fra Kappadokia! 
JULIAN
umarmt und küßt ihn.
Freund meiner Kinderjahre! Mein Spielkamerad! Der Du mir der liebste warst von allen! Du hier? Welches Wunder! Du hast den weiten Weg gemacht über die Berge und dann übers Meer – den ganzen weiten Weg von Kappadocien! 
AGATHON.
Jeg kom for to dage siden med et skib fra Efesos. O, hvor har jeg ikke forgæves søgt dig i disse to dage. Ved slots-portene vilde ikke vagten lade mig slippe ind og – 
AGATHON.
Ich bin vor zwei Tagen angekommen – mit einem Schiff von Ephesus. O, wie habe ich Dich nicht gesucht in diesen beiden Tagen – doch vergeblich! An den Pforten des Schlosses hat die Wache mich abgewiesen und – 
FYRST JULIAN.
Nævnte du mit navn for nogen? eller at du søgte mig? 
JULIAN.
Hast Du irgendwen nach mir gefragt? Oder verlauten lassen, daß Du mich suchest? 
AGATHON.
Nej, sligt turde jeg slet ikke nævne, thi – 
AGATHON.
Nein, so etwas habe ich nicht gewagt, denn – 
FYRST JULIAN.
Det har du gjort ret i; man bør aldrig lade nogen vide mere, end højst nødvendigt. – Hid, Agathon; frem i det fulde måneskin, at jeg kan se dig. – Du; du! Hvor du er vokset, Agathon; – hvor du ser stærk ud. 
JULIAN.
Daran hast Du recht getan; man darf niemals einen mehr wissen lassen, als unbedingt nötig ist. – Hierher, Agathon – heraus ins volle Mondenlicht, daß ich Dich sehen kann. – Du, Du! Wie bist Du gewachsen, Agathon! Wie stark Du aussiehst! 
AGATHON.
Og du er blegere. 
AGATHON.
Und Du bist blasser. 
FYRST JULIAN.
Jeg kan ikke tåle luften i slottet. Jeg tror her er usundt. – Det er ikke her, som i Makellon. Makellon ligger højt. Der ligger ingen anden stad så højt i hele Kappadokia; ah, hvor stryger ikke den friske snevind fra Tauros henover –! Er du træt, Agathon? 
JULIAN.
Ich kann die Luft im Schlosse nicht vertragen. Ich glaube, hier ist’s ungesund. – Hier ist es nicht wie in Makellon. Makellon liegt hoch. Es liegt keine Stadt so hoch in ganz Kappadocien; – ach, wie da der frische Schneewind vom Tauros herüberstreicht –! Bist Du müde, Agathon? 
AGATHON.
O, ingenlunde. 
AGATHON.
O ganz und gar nicht. 
FYRST JULIAN.
Lad os dog sætte os. Her er så stilt og ensomt. Tæt sammen; se så! (drager ham ned på en bænk ved rækværket.) – „Kan der komme noget godt fra Kappadokia“, siges der. Ja, – venner kan komme. Gives der noget bedre? (ser længe på ham.) Ufatteligt, at jeg ikke straks kendte dig. O du, min elskede ejendom, er det ikke som i børneårene –? 
JULIAN.
Wir wollen uns setzen. Hier ist es so still und einsam. Dicht aneinander, so! Er nötigt ihn auf eine Bank an der Balustrade. »Kann da Gutes kommen aus Kappadocien«? heißt es. Ja – Freunde können kommen; gibt es etwas Besseres? Betrachtet ihn lange. Unbegreiflich, daß ich Dich nicht sofort erkannt habe. Mein Liebling Du, ist es nicht wie in den Jahren der Kindheit –? 
AGATHON
(ned foran ham).
Jeg for dine fødder, ligesom da. 
AGATHON
kniet vor ihm.
Ich zu Deinen Füßen, wie damals. 
FYRST JULIAN.
Nej, nej, nej –! 
JULIAN.
Nein, nein, nein –! 
AGATHON.
O, lad mig ligge så! 
AGATHON.
O, laß mich da liegen! 
FYRST JULIAN.
Ak, Agathon, det er synd og bespottelse at knæle for mig. Du skulde vide, hvor skyldbetynget jeg er bleven. Hekebolios, min dyrebare lærer, har megen sorg af mig, Agathon. Han kunde fortælle dig – – – Hvor dit hår er vorden fyldigt og fugtigt. Og hvor lokket det er. – Men Mardonios, – hvorledes går det ham? Nu er han vel næsten hvidhåret? 
JULIAN.
Ach, Agathon, es ist Sünde und Spott, vor mir zu knien. Du solltest wissen, wie voll Schuld ich geworden. Hekebolios, mein teurer Lehrer, hat viel Trauer um mich, Agathon. Er könnte Dir erzählen – –. Wie voll und wie glänzend Dein Haar geworden ist! – Doch Mardonios, – wie geht es ihm? Er hat nun wohl schon weiße Haare? 
AGATHON.
Han er ganske hvidhåret. 
AGATHON.
Ganz weiß ist er. 
FYRST JULIAN.
Hvor Mardonios forstod at tyde Homer! Jeg tror ikke min gamle Mardonios har sin lige i det stykke. – Helte mod helte i kamp; – og ildnende guder over dem. Jeg så det med øjnene. 
JULIAN.
Wie Mardonios den Homer zu deuten wußte! Darin hat mein alter Mardonios, glaube ich, nicht seinesgleichen. Helden mit Helden im Kampf – und befeuernde Götter über ihnen. Ich sah es mit Augen. 
AGATHON.
Dengang stod dit sind til at vorde en stor og lykkelig kriger. 
AGATHON.
Damals stand Dein Sinn danach, ein großer und glücklicher Krieger zu werden. 
FYRST JULIAN.
Det var glade år, hine seks i Kappadokia. Var årene længere i den tid, end nu? Det tykkes så, når jeg drages til minde alt, hvad de rummer. – – Ja, det var glade år. Vi ved vore bøger, og Gallos på sin persiske hest. Som skyggen af en sky jog han over sletten. – O, men ét må du dog sige mig. Kirken –? 
JULIAN.
Es waren frohe Zeiten, jene sechs Jahre in Kappadocien. Waren damals die Jahre länger als jetzt? Es kommt mir so vor, wenn ich an all das denke, was sie in ihrem Schoße bargen. – – Ja, es waren frohe Jahre. Wir bei unseren Büchern, und Gallos auf seinem Perserroß. Wie der Schatten einer Wolke jagte er über die Ebene. – Aber das eine sag’ mir doch .... Die Kirche –? 
AGATHON.
Kirken? Over den hellige Mamas’s grav? 
AGATHON.
Die Kirche? Über dem Grab des heiligen Mamas? 
FYRST JULIAN
(smiler svagt).
Som Gallos og jeg bygged. Gallos fik sin fløj færdig; men jeg –; det vilde aldrig ret lykkes. – Hvorledes er det gåt siden? 
JULIAN
lächelt leicht.
Die Gallos und ich bauten. Gallos machte seinen Flügel fertig, aber ich – es wollte mir nie recht glücken.– Wie ist es dann weiter gegangen? 
AGATHON.
Det gik ikke. Bygfolkene sagde, at det var ugørligt på den måde. 
AGATHON.
Es ist nicht gegangen. Die Bauleute meinten, auf diese Art ginge es unmöglich. 
FYRST JULIAN
(tankefuld).
Ja visst; ja visst. Jeg gjorde dem uret, da jeg mente, at de var ukyndige. Nu véd jeg, hvorfor det ikke kunde gå. Jeg skal sige dig det, Agathon; – Mamas var en falsk helgen. 
JULIAN
in Gedanken.
Ja freilich, freilich. Ich habe ihnen unrecht getan, wenn ich sie für unfähig hielt. Jetzt weiß ich, warum es nicht gehen konnte. Ich will es Dir sagen, Agathon, – Mamas war ein falscher Heiliger! 
AGATHON.
Var den hellige Mamas? 
AGATHON.
Der heilige Mamas? 
FYRST JULIAN.
Hin Mamas har aldrig været noget blodvidne. Det hele sagn om ham var en sælsom vildfarelse. Hekebolios har med overmåde megen lærdom udfundet den rette sammenhæng, og jeg selv har for nylig affattet et ringe skrift om denne sag, et skrift, min Agathon, som visse visdoms-venner, ubegribeligt nok, skal have omtalt med ros i læresalene. – Herren holde mit hjerte rent for al forfængelighed! Den onde frister har talløse snigveje; en kan aldrig vide –. At det skulde lykkes for Gallos, men ikke for mig! Ak, min Agathon, når jeg tænker på hin kirkebygning, så ser jeg Kains alter –. 
JULIAN.
Jener Mamas ist überhaupt kein Blutzeuge gewesen. Die ganze Sage von ihm war ein seltsamer Wahn. Hekebolios hat mit außerordentlich großer Gelehrsamkeit den richtigen Zusammenhang herausgefunden, und ich selbst habe jüngst hierüber eine bescheidene Schrift verfaßt, eine Schrift, mein Agathon, die gewisse Weisheitsfreunde – unbegreiflich genug – rühmend in den Lehrsälen erwähnt haben sollen. – Der Herr halte das Herz mir rein von aller Eitelkeit! Der böse Versucher hat zahllose Schleichwege; man kann nie wissen – –. Aber daß es Gallos glücken mußte und mir nicht! Ach, Agathon, wenn ich an jenen Kirchenbau denke, so ist mir, als sähe ich Kains Altar – 
AGATHON.
Julian! 
AGATHON.
Julian! 
FYRST JULIAN.
Gud vil ikke vide af mig, Agathon! 
JULIAN.
Gott will nichts von mir wissen, Agathon. 
AGATHON.
O, tal ikke så! Var ikke Gud stærk i dig, da du ledte mig ud af hedenskabets mørke og gav mig lys for alle tider, – du, et barn, som du dengang var! 
AGATHON.
O, sprich nicht so! War Gott nicht stark in Dir, da Du mich aus dem Dunkel des Heidentums führtest und mir Licht gabst für alle Zeiten – Du, ein Kind, das Du damals noch warst! 
FYRST JULIAN.
Ja, den sag er mig som en drøm. 
JULIAN.
Ja, die Sache ist mir wie ein Traum. 
AGATHON.
Og dog så livsalig en sandhed. 
AGATHON.
Und war doch eine so holdselige Wahrheit. 
FYRST JULIAN
(tungt).
Det skulde været nu! – Hvor tog jeg ordets ild fra? Der var lovsang i luften, – en stige mellem himmel og jord – – (stirrer ud.) Så du den? 
JULIAN
dumpf. Jetzt sollte das sein! – Woher habe ich das Feuer des Wortes genommen? Es war Lobgesang in der Luft – eine Leiter zwischen Himmel und Erde. – Starrt hinaus. Sahst Du ihn? 
AGATHON.
Hvilken? 
AGATHON.
Wen? 
FYRST JULIAN.
Stjernen, som faldt; der, bag de to cypresser. (tier lidt og slår pludselig om.) – Har jeg fortalt dig, hvad min moder drømte natten før jeg blev født? 
JULIAN.
Den Stern, der fiel, – dort, hinter den beiden Zypressen. Schweigt eine Weile und schlägt plötzlich einen andern Ton an. – Habe ich Dir erzählt, was meine Mutter in der Nacht vor meiner Geburt träumte? 
AGATHON.
Det mindes jeg ikke. 
AGATHON.
Ich erinnere mich nicht. 
FYRST JULIAN.
Nej, nej, det er sandt, jeg erfor det først senere. 
JULIAN.
Nein, nein – es ist wahr, ich habe es erst später erfahren. 
AGATHON.
Hvad drømte hun? 
AGATHON.
Was träumte sie? 
FYRST JULIAN.
Min moder drømte, at hun fødte Akilleus. 
JULIAN.
Meine Mutter träumte, daß sie den Achilleus gebären werde. 
AGATHON
(levende).
Tror du endnu lige stærkt på drømme? 
AGATHON
lebhaft.
Glaubst Du noch immer so fest an Träume? 
FYRST JULIAN.
Hvorfor spørger du? 
JULIAN.
Warum fragst Du? 
AGATHON.
Du skal få høre; thi det hænger sammen med hint, som drev mig over havet – 
AGATHON.
Du sollst es hören: denn es hängt mit dem zusammen, was mich über das Meer getrieben hat – 
FYRST JULIAN.
Du har et særligt ærend her? Det har jeg sletikke tænkt på at spørge dig om – 
JULIAN.
Du hast hier ein besonderes Geschäft? Ich habe ganz vergessen, Dich zu fragen – 
AGATHON.
Et sælsomt ærend; og just derfor nøler jeg i tvil og uro. Der er så meget, jeg gad vide først, – om livet i staden, – om dig selv, – om kejseren – 
AGATHON.
Ein seltsames Geschäft, – und gerade darum zögere ich in Zweifel und Unrast. Gar manches möchte ich erst wissen – über das Leben in der Stadt – über Dich selbst – über den Kaiser – 
FYRST JULIAN
(ser visst på ham).
Sig sandheden, Agathon; – hvem har du talt med her, før du traf mig? 
JULIAN
sieht ihn scharf an.
Sag’ die Wahrheit, Agathon, – mit wem hast Du gesprochen, bevor Du mir begegnetest? 
AGATHON.
Ikke med nogen. 
AGATHON.
Mit keinem. 
FYRST JULIAN.
Hvad tid kom du? 
JULIAN.
Wann bist Du angekommen? 
AGATHON.
Det sagde jeg dig før, – for to dage siden. 
AGATHON.
Ich sagte es Dir vorhin schon – vor zwei Tagen. 
FYRST JULIAN.
Og straks vil du vide –? Hvad er det for ting, du vil vide om kejseren? Er der nogen, som har bedt dig –? (slår armene om ham.) O, tilgiv mig, Agathon, ven! 
JULIAN.
Und gleich willst Du wissen –? Was willst Du über den Kaiser wissen? Hat Dich einer gebeten –? Umarmt ihn. Verzeih mir, Agathon, Freund! 
AGATHON.
Hvad? Hvilket? 
AGATHON.
Was? Was denn? 
FYRST JULIAN
(rejser sig og lytter).
Hyss! – Nej, det var intet; det var kun en fugl i buskene. – – Jeg er såre lykkelig her. Hvorfor tror du det ikke? Hvi skulde jeg ikke være lykkelig? Har jeg ikke her al min slægt samlet? ja, jeg mener – alle dem, som en nådig frelser har holdt sin hånd over. 
JULIAN
steht auf und lauscht.
Horch! – Nein, es war nichts; es war nur ein Vogel im Gebüsch. – – Ich bin sehr glücklich hier. Wie, Du glaubst es nicht? Warum sollte ich nicht glücklich sein? Habe ich nicht hier meine ganze Sippe beisammen? Ja, ich meine – alle, über die ein gnädiger Erlöser seine Hand gehalten hat. 
AGATHON.
Og kejseren er dig jo i faders sted? 
AGATHON.
Und der Kaiser vertritt ja bei Dir Vaterstelle? 
FYRST JULIAN.
Kejseren er over al måde vis og god. 
JULIAN.
Der Kaiser ist über die Maßen weise und gut. 
AGATHON
(som også har rejst sig).
Julian, er det rygte sandt, at du engang skal være kejserens efterfølger? 
AGATHON.
der sich ebenfalls erhoben hat.
Julian, ist das Gerücht wahr, daß Du einmal des Kaisers Nachfolger werden sollst? 
FYRST JULIAN
(hastigt).
Tal ikke om de farlige ting. Jeg véd ikke, hvad tåbelige rygter fortæller. – Hvorfor fritter du mig så meget? Ikke et ord får du ud, før du siger mig, hvad du vil i Konstantinopel. 
JULIAN
hastig.
Sprich nicht von so gefährlichen Dingen. Ich weiß nicht, was törichte Gerüchte erzählen. – Was forschest Du mich so aus? Nicht ein Wort entlockst Du mir, bevor Du mir nicht sagst, was Du in Konstantinopel willst. 
AGATHON.
Jeg kommer på Gud Herrens vegne. 
AGATHON.
Ich komme im Namen Gottes, des Herrn. 
FYRST JULIAN.
Har du din frelser og din frelse kær, så drag hjem igen. (lytter ud over rækværket.) Tal sagte; der lægger en båd til. – (han drager ham over mod den anden side.) Hvad vil du her? Kysse splinten af det hellige kors? – Drag hjem igen, siger jeg! Véd du, hvad Konstantinopel er blevet i de sidste femten måneder? Et bespottelsens Babylon. – Har du ikke hørt det, – véd du ikke, at Libanios er her? 
JULIAN.
Hast Du Deinen Heiland und Dein Heil lieb, so kehre wieder heim. Er horcht über die Balustrade. Sprich leise, da legt ein Boot an. Er zieht ihn auf die andere Seite. Was willst Du hier? Den Splitter des heiligen Kreuzes küssen? – Kehr’ wieder heim, sage ich! Weißt Du, was Konstantinopel in den letzten fünf Monaten geworden ist? Ein Babylon der Lästerung! – Hast Du es nicht gehört – weißt Du nicht, daß Libanios hier ist? 
AGATHON.
Ak, Julian, jeg kender ikke Libanios. 
AGATHON.
Ach, Julian, ich kenne Libanios nicht. 
FYRST JULIAN.
Du ensomme Kappadokier! Lykkelige egn, hvor hans røst og lære ikke har slåt ned. 
JULIAN.
Du einsamer Kappadocier! Glückliches Land, wo seine Stimme und Lehre nicht hindrang. 
AGATHON.
Ah, han er en af hine hedenske vranglærere –? 
AGATHON.
Ah, – er ist einer von den heidnischen Irrlehrern? 
FYRST JULIAN.
Den farligste af dem alle. 
JULIAN.
Von allen der gefährlichste. 
AGATHON.
Dog ikke farligere end Ædesios i Pergamon? 
AGATHON.
Doch nicht gefährlicher als Aedesios in Pergamon? 
FYRST JULIAN.
Ej, hvad; – hvem tænker længere på Ædesios i Pergamon? Ædesios er affældig – 
JULIAN.
Ach, wer denkt noch an Aedesios in Pergamon? Aedesios ist hinfällig – 
AGATHON.
Er han også farligere, end hin gådefulde Maximos? 
AGATHON.
Ist er auch gefährlicher als jener rätselhafte Maximos? 
FYRST JULIAN.
Maximos! Tal ikke om denne gøgler. Hvem véd noget pålideligt om denne Maximos? 
JULIAN.
Maximos! Sprich nicht von diesem Gaukler. Wer weiß Zuverlässiges von Maximos? 
AGATHON.
Han siger sig at have sovet tre år i en hule hinsides Jordan. 
AGATHON.
Er behauptet, er hätte drei Jahre in einer Höhle jenseits des Jordan geschlafen. 
FYRST JULIAN.
Hekebolios holder ham for en bedrager, og deri har han visselig ikke megen uret. – – Nej, nej, Agathon, – Libanios er den farligste. Vor syndige jord har ligesom våndet sig under denne svøbe. Der gik tegn forud for hans ankomst. En pestagtig syge myrded mennesker for fode i staden. Og så, da den var over, i November måned, regned her ild hver nat fra himlen. Du må ikke tvile, Agathon! Jeg har selv set stjernerne løsne sig fra sine ringe, dale ned imod jorden og slukne undervejs. – Siden har han lært her, han, visdomselskeren, taleren. Alle kalder ham veltalenhedslærernes konge. Ja, det må de vel. Jeg siger dig, han er forfærdelig. Ynglinge og mænd flokkes om ham; han binder deres sjæle, så de må følge ham; fornægtelsen flyder dårende fra hans læber, lig digt og sang om Trojanere og Grækere – 
JULIAN.
Hekebolios hält ihn für einen Betrüger, und darin hat er gewiß nicht so unrecht. – – Nein, nein, Agathon, – Libanios ist der gefährlichste. Unsere sündige Erde hat sozusagen gestöhnt unter dieser Geißel. Seiner Ankunft gingen Zeichen voraus. Eine pestartige Seuche raffte in der Stadt zahllose Menschen dahin. Und, als sie vorüber war, im Novembermond, da regnete es in jeder Nacht Feuer vom Himmel. Du darfst nicht zweifeln, Agathon! Ich habe selbst mitangesehen, wie die Sterne aus ihren Kreisen sich lösten, sich auf die Erde zu senkten und unterwegs erloschen. – Und dann hat er hier gelehrt, er, der Weisheitsfreund, der Redner. Alle nennen ihn den König unter den Lehrern der Beredsamkeit. Ja, das müssen sie wohl. Ich sage Dir, er ist furchtbar. Jünglinge und Männer scharen sich um ihn; er fesselt ihre Seelen, so daß sie ihm folgen müssen. Gottesleugnung fließt betörend von seinen Lippen, wie Sang und Sage von Trojanern und Griechen – 
AGATHON
(i skræk).
O, du har også søgt ham, Julian! 
AGATHON
erschrocken.
O, Du hast ihn auch aufgesucht, Julian? 
FYRST JULIAN
(viger tilbage).
Jeg! – Gud skærme mig mod sligt! Skulde visse rygter komme dig for øre, så fæst ikke lid til dem. Det er ikke sandt, at jeg har søgt Libanios om natten eller i forklædning. Hans nærhed vilde være mig en rædsel. Kejseren har desuden forbudt det, og Hekebolios endnu mere indtrængende. – Alle troende, som kommer denne spidsfindige mand nær, de falder fra og bliver spottere. Og ikke de alene. Hans ord bæres fra mund til mund lige ind i kejserslottet. Hans legende hån, hans uomstødelige grunde, hans spottedigte slår ned i min bøn; – alt dette tilhobe er for mig som hine uhyrer i fugleskikkelse, der fordum tilsølte maden for en from omflakkende helt. Jeg føler stundom med forfærdelse, at jeg ækles ved troens og ordets føde – (med et udbrud af ubændighed.) Havde jeg kejserlig magt, skulde jeg sende dig Libanios’s hoved på et sølvfad! 
JULIAN
weicht zurück.
Ich! – Gott schütze mich davor! Sollten gewisse Gerüchte Dir zu Ohren kommen, – so schenk’ ihnen keinen Glauben! Es ist nicht wahr, daß ich Libanios nachts oder verkleidet aufgesucht habe. Seine Nähe würde mir ein Greuel sein. Auch hat es der Kaiser verboten, und noch eindringlicher Hekebolios. – Alle Gläubigen, die diesem spitzfindigen Mann nahe kommen, fallen ab und werden Spötter. Und nicht sie allein. Seine Worte pflanzen sich fort von Mund zu Mund bis hinein in das kaiserliche Schloß. Sein zwangloser Spott, seine unumstößlichen Gründe, seine Hohngedichte drängen sich in mein Gebet; – all das zusammen kommt mir vor, wie jene Ungeheuer in Vogelgestalt, die einem frommen, landfahrenden Helden ehedem die Mahlzeit besudelten. Zuweilen fühle ich mit Entsetzen, daß des Glaubens und Wortes Nahrung mich anekelt. – Braust mit Leidenschaft auf. Hätte ich des Kaisers Macht, so würde ich Dir des Libanios Haupt auf einer silbernen Schüssel senden! 
AGATHON.
Men hvor er det muligt, at kejseren tåler dette? Hvor kan vor fromme troende kejser –? 
AGATHON.
Aber wie ist es möglich, daß der Kaiser dies duldet? Wie kann unser frommer, gläubiger Kaiser –? 
FYRST JULIAN.
Kejseren? Priset være kejserens tro og fromhed! Men kejseren har ikke tanke for andet, end den ulykkelige Perser-krig. Den fylder alles sind. Ingen agter den krig, som her føres imod Golgatas fyrste. Ah, min Agathon, det er ikke nu som for to år siden. Dengang måtte mystikeren Maximos’s tvende brødre bøde med livet for sine vrange lærdomme. Du véd ikke, hvilke mægtige støtter Libanios har. En eller anden af de ringere visdomslærere udjages stundom af staden. Ham vover ingen at røre ved. Jeg har tryglet, jeg har bønfaldt både Hekebolios og kejserinden om at virke for hans udvisning. Men nej, nej! – Hvad hjælper det, at de andre fjernes? Dette ene menneske forgifter luften for os alle. O, du min frelser, om jeg kunde flygte fra al denne hedenske vederstyggelighed! At leve her, er at leve i løvens hule – 
JULIAN.
Der Kaiser? Gepriesen seien des Kaisers Glauben und Frömmigkeit! Aber der Kaiser hat für nichts anderes Sinn als für den unseligen Perserkrieg. Der beschäftigt alle Geister. Kein Mensch achtet des Krieges, der hier gegen Golgathas Fürsten geführt wird. Ach, mein Agathon, jetzt ist es nicht mehr wie vor zwei Jahren. Damals mußten die beiden Brüder des Mystikers Maximos ihre Irrlehren mit dem Tode büßen. Du weißt nicht, welch mächtige Stützen Libanios hat. Von den kleineren Weisheitslehrern wird bisweilen einer oder der andere aus der Stadt gejagt. Ihn wagt niemand anzurühren. Ich habe gebettelt, Hekebolios und die Kaiserin angefleht, für seine Ausweisung zu wirken. Aber nein, nein! – Was hilft es, daß die anderen beseitigt werden? Dieser eine Mensch vergiftet uns allen die Luft. O mein Erlöser, könnte ich dieser ganzen greulichen Heidenwirtschaft entrinnen! Hier leben, heißt in der Höhle des Löwen leben – 
AGATHON
(livfuldt).
Julian, – hvad sagde du der! 
AGATHON
lebhaft.
Julian, – was sagtest Du da! 
FYRST JULIAN.
Jo, jo; kun et under kan fri os. 
JULIAN.
Ja, ja, – nur ein Wunder kann uns befreien. 
AGATHON.
O, så hør! Det under er sket. 
AGATHON.
So höre denn! Das Wunder ist geschehen. 
FYRST JULIAN.
Hvad mener du vel? 
JULIAN.
Was meinst Du? 
AGATHON.
Du skal høre det, Julian; thi nu tør jeg ikke længer tvile på, at det er dig, det gælder. Hvad der drev mig til Konstantinopel var et syn – 
AGATHON.
Du sollst es hören, Julian; denn jetzt darf ich nicht länger zweifeln, daß es Dir gilt. Was mich nach Konstantinopel getrieben hat, war ein Gesicht – 
FYRST JULIAN.
Et syn, siger du! 
JULIAN.
Ein Gesicht, sagst Du! 
AGATHON.
En hellig åbenbaring – 
AGATHON.
Eine heilige Offenbarung – 
FYRST JULIAN.
O, for Guds nådes skyld, tal! – Hyss; tal ikke. Vent; der kommer nogen. Stå her; ganske ligegyldig; – lad som intet.
(de blir begge stående ved rækværket.)
(En høj smuk middelaldrende mand, klædt, efter visdomslærernes skik, i en kort kappe, kommer gennem alléen fra venstre. En skare ynglinge ledsager ham, alle i opkiltrede klæder, med vedbend-kranse i håret og bærende bøger, papirer og pergamenter. Latter og højrøstet samtale mellem de kommende.) 
JULIAN.
Um Gottes Gnade willen, sprich! – Still – sprich nicht. Halt ein, – da kommt wer. Bleib hier stehen – ganz gleichgültig – tu, als ob nichts wäre.
Sie bleiben beide an der Balustrade stehen.
Ein großer, schöner Mann in mittleren Jahren, nach Art der Weisheitslehrer gekleidet, in kurzem Mantel, kommt durch die Allee links. Eine Schar Jünglinge folgt ihm, alle in aufgeschürzten Gewändern, Efeukränze im Haar, mit Büchern, Papieren und Pergamenten. Die Gesellschaft in lautem Lachen und Gespräch. 
VISDOMSLÆREREN.
Tab intet i vandet, min glade Gregor! Husk på, hvad du bærer er mere værd, end guld. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Laß nichts ins Wasser fallen, mein munterer Gregor! Denk, was Du trägst, ist mehr wert denn Gold. 
FYRST JULIAN
(som står lige ved ham).
Med tilladelse, – gives der noget håndfast gode, som er mere værd, end guld? 
JULIAN.
der gerade neben ihm steht.
Mit Verlaub, – gibt es ein greifbares Gut, das mehr wert ist als Gold? 
VISDOMSLÆREREN.
Kan du købe dit livs frugter igen for guld? 
DER WEISHEITSLEHRER.
Kannst Du Deines Lebens Früchte für Gold zurückkaufen? 
FYRST JULIAN.
Sandt; sandt. Men når så er, skulde du ikke lide på de troløse vande. 
JULIAN.
Nein, das ist wahr. Aber wenn dem so ist, so solltest Du nicht dem treulosen Wasser vertrauen. 
VISDOMSLÆREREN.
Menneskegunst er troløsere. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Menschengunst ist treuloser. 
FYRST JULIAN.
Det ord var visdom. Og hvor sejler du så hen med dine skatte? 
JULIAN.
Das Wort war Weisheit. Und wo segelst Du hin mit Deinen Schätzen? 
VISDOMSLÆREREN.
Til Athen.
(han vil gå forbi.) 
DER WEISHEITSLEHRER.
Nach Athen.
Er will weiter gehen. 
FYRST JULIAN
(med undertrykt latter).
Til Athen? O, rige herre, så ejer du jo ikke din egen rigdom. 
JULIAN
mit unterdrücktem Lachen.
Nach Athen? O, reicher Herr, so gehört Dir ja nicht Dein eigener Reichtum. 
VISDOMSLÆREREN
(standser).
Hvi så? 
DER WEISHEITSLEHRER
bleibt stehen.
Wieso? 
FYRST JULIAN.
Er det vismands værk at føre ugler til Athen? 
JULIAN.
Ist es des Weisen Werk, Eulen nach Athen zu tragen? 
VISDOMSLÆREREN.
Mine ugler forliges ikke med kirkelyset i kejserstaden. (til en af de unge mænd.) Ræk mig hånden, Sallust!
(han vil stige ned.) 
DER WEISHEITSLEHRER.
Meine Eulen vertragen sich nicht mit dem Licht der Kirchen in der Kaiserstadt. Zu einem jungen Manne. Reich’ mir Deine Hand, Sallust.
Er will hinabsteigen. 
LÆRLINGEN SALLUST
(halvt nede på trappen, sagte).
Ved guderne, det er ham! 
SALLUST, DER SCHÜLER
halb unten auf der Treppe, leise.
Bei den Göttern, er ist es! 
VISDOMSLÆREREN.
Ham –? 
DER WEISHEITSLEHRER.
Er –? 
LÆRLINGEN SALLUST.
Så sandt jeg lever! Jeg kender ham! – jeg har set ham gå sammen med Hekebolios. 
SALLUST.
So wahr ich lebe! Ich kenne ihn! – Ich habe ihn in des Hekebolios Gesellschaft gesehen. 
VISDOMSLÆREREN.
Ah! (han betragter Julian med dulgt opmærksomhed; derpå går han et skridt nærmere og siger): Du smilte nys. Hvad smilte du ad? 
DER WEISHEITSLEHRER.
Ah! Er betrachtet Julian mit verhohlener Aufmerksamkeit; dann tritt er einen Schritt näher und sagt: Du lächeltest eben. Worüber lächeltest Du? 
FYRST JULIAN.
Da du klaged over kirkelyset, tænkte jeg på, om det ikke snarere var kongelyset i læresalen, som skar dig for stærkt i øjnene. 
JULIAN.
Als Du über das Licht in den Kirchen klagtest, da dachte ich, ob es nicht vielmehr das königliche Licht im Lehrsaal ist, das Dir zu grell in die Augen sticht. 
VISDOMSLÆREREN.
Misundelse rummes ikke under den korte kappe. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Neid hat nicht Platz unter diesem kurzen Mantel. 
FYRST JULIAN.
Hvad ikke rummes, det stikker frem. 
JULIAN.
Was nicht Platz hat, tritt hervor. 
VISDOMSLÆREREN.
Du har en spids tunge, høje Galilæer! 
DER WEISHEITSLEHRER.
Du hast eine spitze Zunge, schlanker Galiläer. 
FYRST JULIAN.
Hvorfor Galilæer? Hvad er mit Galilæermærke? 
JULIAN.
Warum Galiläer? Was ist mein Galiläermal? 
VISDOMSLÆREREN.
Hofklædningen. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Die Hofkleidung. 
FYRST JULIAN.
Jeg er visdomsven indenfor; thi jeg bærer en såre grov skjorte. – Men sig mig, hvad søger du i Athen? 
JULIAN.
Ich bin darunter ein Freund der Weisheit; denn ich trage ein gar grobes Hemd. – Aber sag’ mir, was suchst Du in Athen? 
VISDOMSLÆREREN.
Hvad søgte Pontius Pilatus? 
DER WEISHEITSLEHRER.
Was suchte Pontius Pilatus? 
FYRST JULIAN.
Ej, hvad! Er ikke sandheden her, hvor Libanios er? 
JULIAN.
Ei was! Ist nicht die Wahrheit hier, wo Libanios ist? 
VISDOMSLÆREREN
(ser stivt på ham).
Hm! – Libanios, ja! Libanios vil snart forstumme. Libanios er ked af kampen, herre! 
DER WEISHEITSLEHRER
sieht ihn starr an.
Hm! – Libanios, ja! Libanios wird bald verstummen. Libanios ist kampfesmüde, Herr! 
FYRST JULIAN.
Ked? Han, – den usårlige, den altid sejrende –? 
JULIAN.
Müde? Er, – der Unverwundbare, der immer Siegreiche –? 
VISDOMSLÆREREN.
Han er ked af at vente på sin ligemand. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Er ist müde, auf seinesgleichen zu warten. 
FYRST JULIAN.
Nu spøger du, fremmede? Hvor kan Libanios tænke at finde sin ligemand? 
JULIAN.
Jetzt scherzest Du, Fremdling?! Wie kann Libanios glauben, seinesgleichen zu finden? 
VISDOMSLÆREREN.
Hans ligemand findes. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Es gibt einen, der seinesgleichen ist. 
FYRST JULIAN.
Hvem? Hvor? Nævn ham! 
JULIAN.
Wen? Wo? Nenn ihn! 
VISDOMSLÆREREN.
Det turde være farligt. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Das dürfte gefährlich sein. 
FYRST JULIAN.
Hvorfor? 
JULIAN.
Warum? 
VISDOMSLÆREREN.
Er du ikke hofmand? 
DER WEISHEITSLEHRER.
Bist Du nicht Hofmann? 
FYRST JULIAN.
Og hvad så? 
JULIAN.
Nun, und – 
VISDOMSLÆREREN
(sagtere).
Har du selv den forvovenhed at prise kejserens efterfølger? 
DER WEISHEITSLEHRER
leiser.
Hast Du selbst die Verwegenheit, des Kaisers Nachfolger zu preisen? 
FYRST JULIAN
(gennemrystet).
Ah! 
JULIAN
erschüttert.
Ah! 
VISDOMSLÆREREN
(hurtigt).
Forråder du mig, så nægter jeg alt! 
DER WEISHEITSLEHRER
schnell.
Verrätst Du mich, so leugne ich alles! 
FYRST JULIAN.
Jeg forråder ingen. Visselig, visselig ikke! – Kejserens efterfølger, siger du? Jeg véd ikke, hvem du mener; – kejseren har ingen kåret. – Men hvorfor hin spøg? Hvorfor talte du om Libanios’s ligemand? 
JULIAN.
Ich verrate keinen. Sicherlich, sicherlich nicht! – Des Kaisers Nachfolger, sagst Du? Ich weiß nicht, wen Du meinst – Der Kaiser hat keinen erkoren. Aber warum jener Scherz? Warum sprachst Du von dem, der Libanios gleichgestellt ist? 
VISDOMSLÆREREN.
Ja eller nej, – lever der ved kejserhoffet en yngling, som med magt og hårde bud, gennem bønner og overtalelser, holdes fjernt fra læresalens lys? 
DER WEISHEITSLEHRER.
Ja oder nein, – lebt am Kaiserhof ein Jüngling, der durch Gewalt und hartes Gebot, durch Bitten und Überredung von dem Licht des Lehrsaals fern gehalten wird? 
FYRST JULIAN
(med hast).
Sligt sker for at holde hans tro ren! 
JULIAN
hastig.
Das geschieht, um seinen Glauben rein zu halten. 
VISDOMSLÆREREN
(smiler).
Har denne unge mand så ringe tro til sin tro? Hvad véd han om sin tro? Hvad véd en kriger om sit skjold, før det har skærmet ham? 
DER WEISHEITSLEHRER
lächelt.
Hat dieser junge Mann so geringen Glauben an seinen Glauben? Was weiß er von seinem Glauben? Was weiß ein Krieger von seinem Schild, bis der Schild ihn beschützt hat? 
FYRST JULIAN.
Sandt, sandt; – men det er kærlige frænder og lærere, hører du – 
JULIAN.
Gewiß, gewiß; – aber es sind liebevolle Vettern und Lehrer, weißt Du, – 
VISDOMSLÆREREN.
Talemåder, herre! Jeg vil sige dig det. Det er for kejserens skyld, at hans unge slægtning holdes borte fra visdomsvennerne. Kejseren har ikke ordets guddommelige gave. Kejseren er stor forresten; men han tåler ikke, at hans efterfølger lyser over riget – 
DER WEISHEITSLEHRER.
Redensarten, Herr! Ich will es Dir sagen. Dem Kaiser zuliebe wird sein junger Vetter von den Weisheitslehrern ferngehalten. Der Kaiser hat nicht die göttliche Gabe des Wortes. Der Kaiser ist gewiß groß; aber er duldet nicht, daß sein Nachfolger über das Reich hin leuchte –- 
FYRST JULIAN
(forvirret).
Og det vover du –! 
JULIAN
verwirrt.
Und das wagst Du –? 
VISDOMSLÆREREN.
Ja, ja, du vredes på din herskers vegne, men – 
DER WEISHEITSLEHRER.
Ja, ja, Du zürnst – im Namen Deines Kaisers, aber – 
FYRST JULIAN.
Langt fra; tvert imod –; ja, det vil sige – – Hør, jeg står denne unge fyrste så temmelig nær. Det skulde være mig kært at erfare – (vender sig.) Gå længere tilside, Agathon; jeg må tale i enrum med denne mand. (fjerner sig nogle skridt med den fremmede.) Du sagde lyse? Lyse over riget? Hvad véd du, hvad véd I alle om fyrst Julian? 
JULIAN.
Ganz und gar nicht, – im Gegenteil –; ja, das heißt – –. Hör’, ich stehe diesem jungen Fürsten ziemlich nahe – es würde mir lieb sein, zu erfahren – –. Wendet sich um. Tritt mehr beiseite, Agathon; ich muß mit diesem Mann unter vier Augen sprechen. Entfernt sich einige Schritte mit dem Fremden. Du sagtest, leuchten? Über das Reich hin leuchten? Was weißt Du, was wißt Ihr alle vom Prinzen Julian? 
VISDOMSLÆREREN.
Kan Sirios dølges af en sky? Vil ikke den drivende vind hist eller her flænge en rift i skyen, så at den – 
DER WEISHEITSLEHRER.
Kann Sirios von einer Wolke verhängt werden? Wird nicht der rastlose Wind bald hier, bald dort einen Riß in die Wolke machen, so daß – 
FYRST JULIAN.
Lige til; jeg beder dig. 
JULIAN.
Ohne Umschweife – ich bitte Dich. 
VISDOMSLÆREREN.
Slottet og kirken er som et dobbelt bur, hvori fyrsten holdes fangen. Buret er ikke tæt nok. Stundom lader han et sælsomt ord falde; – hofkrybet – tilgiv mig, herre – hofmændene bærer det ud, til spot; den dybe mening er ikke til for disse herrer, – tilgiv, herre, – for de fleste af dem er den ikke til. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Das Schloß und die Kirche sind wie ein doppelter Käfig, worin der Prinz gefangen sitzt. Der Käfig ist nicht dicht genug. Bisweilen läßt der Gefangene ein seltsames Wort fallen; der Hofpöbel – vergib, Herr, – die Hofleute verbreiten es, zum Spott; der tiefe Sinn ist nicht für diese Herren – vergib, Herr – für die meisten von ihnen ist er nicht. 
FYRST JULIAN.
For ingen. Du kan trygt sige, for ingen. 
JULIAN.
Für keinen. Du kannst ruhig sagen, für keinen. 
VISDOMSLÆREREN.
For dig synes det dog. Og i al fald for os. – – Ja, han kunde lyse over riget! Går der ikke sagn om ham fra hans barne-år i Kappadokia, da han under ordkamp med sin broder Gallos tog gudernes sag og forsvarede dem mod Galilæeren? 
DER WEISHEITSLEHRER.
Für Dich, deucht mich doch. Und auf jeden Fall für uns. – Ja, er könnte weit über das Reich hin leuchten! Geht nicht die Sage von ihm, daß er in seiner Kindheit in Kappadocien bei einem Wortgefecht mit seinem Bruder Gallos die Sache der Götter übernommen und sie gegen den Galiläer verteidigt hat? 
FYRST JULIAN.
Det var spøg, taleøvelser – 
JULIAN.
Das war Scherz – Redeübung – 
VISDOMSLÆREREN.
Hvad har ikke Mardonios optegnet om ham? Og Hekebolios siden! Hvad kunst lå der ikke allerede i drengens tale, – hvad skønhed, hvad ynde i tankernes lette leg! 
DER WEISHEITSLEHRER.
Was hat nicht Mardonios von ihm aufgezeichnet? Und dann Hekebolios? Welche Kunst lag nicht schon in der Rede des Knaben, – welche Schönheit, welche Anmut in der Gedanken leichtem Spiel! 
FYRST JULIAN.
Og det tykkes dig? 
JULIAN.
Und Dich deucht –? 
VISDOMSLÆREREN.
Ja, vel kunde han vorde os en modstander, som vi både måtte frygte for og længes efter. Hvad fattes der ham for at nå en så ærefuld højde. Fattes der ham andet, end at gå den samme skole igennem, som den Paulus gik igennem, og som han gik så uskadt igennem, at han bagefter kunde slutte sig til Galilæerne, lysende mere, end alle de andre forkyndere tilhobe, fordi han havde viden og veltalenhed! Hekebolios frygter for sin lærlings tro. O, jeg véd det godt; det er fra ham det kommer. Men glemmer han da, denne overvættes samvittighedsfulde mand, at han selv i sin ungdom har drukket af de kilder, som han nu vil tilstoppe for sin lærling? Eller er det ikke hos os, at han har lært at bruge de sprogets våben, som han nu med en så højt lovprist færdighed svinger imod os? 
DER WEISHEITSLEHRER.
Ja, – wohl könnte er uns ein Gegner werden, den wir fürchten ebenso wie ersehnen müßten. Was fehlt ihm, um eine so ehrenvolle Höhe zu erreichen? Braucht er denn nicht bloß dieselbe Schule durchzugehen, die Paulus durchging, und zwar so unbeschadet, daß er sich später den Galiläern anschließen konnte, heller leuchtend als die andern Bekenner zusammengenommen, weil er Weisheit hatte und Beredsamkeit! Hekebolios fürchtet für den Glauben seines Schülers. O, ich weiß recht wohl: von ihm geht es aus. Aber vergißt er denn, dieser ungemein gewissenhafte Mann, daß er selbst in seiner Jugend aus den Quellen getrunken hat, die er jetzt seinem Schüler verstopfen will? Oder hat er nicht etwa bei uns gelernt, die Waffe der Sprache zu gebrauchen, die er mit so hochgepriesener Fertigkeit jetzt gegen uns schwingt? 
FYRST JULIAN.
O, sandt, ustridig sandt! 
JULIAN.
Wahr, unstreitig wahr! 
VISDOMSLÆREREN.
Og hvad gaver har så denne Hekebolios i sammenligning med de gaver, der så underfuldt åbenbared sig hos hint fyrstelige barn, som, efter hvad der siges, i Kappadokia, på de henrettede Galilæeres grave, forkyndte en lære, hvilken jeg holder for vildfarende og som derfor desto vanskeligere vinder indgang, men som han dog forkyndte med en sådan åndens henrevethed, at – ifald jeg tør tro et såre udbredt rygte – mangfoldige børn af hans egen alder gav sig under ham og fulgte ham som lærlinge! Ah, Hekebolios er, som I andre, – mere nidsyg end nidkær; derfor har Libanios ventet forgæves. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Und was für Gaben besitzt denn dieser Hekebolios im Vergleich zu den Fähigkeiten, die so wunderbar in jenem fürstlichen Knaben sich offenbarten, der, wie es heißt, in Kappadocien, auf den Gräbern der hingerichteten Galiläer eine Lehre verkündete, die ich für irrig halte, und die deshalb um so schwerer Eingang findet, die er aber doch mit solcher Verzücktheit des Geistes kündete, daß sich – wenn ich einem weit verbreiteten Gerüchte glauben darf – viele Knaben seines Alters ihm anschlossen und ihm als Lehrlinge folgten! Ah, Hekebolios ist wie Ihr andern – mehr selbstsüchtig als eifersüchtig. Darum hat Libanios vergebens gewartet. 
FYRST JULIAN
(griber ham om armen).
Hvad har Libanios sagt? For Gud – jeg besværger dig, lad mig vide det! 
JULIAN
packt ihn am Arm.
Was hat Libanios gesagt? Bei Gott, ich beschwöre Dich, laß es mich wissen! 
VISDOMSLÆREREN.
Han har sagt alt, hvad du nys har hørt. Og han har sagt mere end det. Han har sagt: se hin fyrstelige Galilæer; han er åndens Akilleus. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Das alles, was Du eben gehört hast. Und er hat noch mehr gesagt. Er hat gesagt: Seht, jener fürstliche Galiläer – er ist der Achilleus des Geistes. 
FYRST JULIAN.
Akilleus! (sagtere.) Min moders drøm. 
JULIAN.
Achilleus! Leiser. Der Traum meiner Mutter! 
VISDOMSLÆREREN.
Hist inde i de åbne læresale står kampen. Dag og glæde er over striden og over de stridende. Ordets pile hviner; viddets hvasse sværd knittrer i slaget; de salige guder sidder smilende i skyen – 
DER WEISHEITSLEHRER.
Dort in den offenen Lehrsälen wogt der Kampf. Licht und Freude ist über dem Streit und den Streitenden. Des Wortes Pfeile schwirren; des Witzes scharfes Schwert zischt in der Schlacht; die seligen Götter sitzen lächelnd in der Wolke – 
FYRST JULIAN.
O, vig fra mig med dit hedenskab – 
JULIAN.
Weiche von mir mit Deinem Heidentum! 
VISDOMSLÆREREN.
– og heltene går hjem til lejren, armomslyngede, uden nag, med blussende kinder, med blodets svulmende strøm i alle årer, med erkendelsens bytte og med løv om panden. Ah, hvor er Akilleus? Jeg ser ham ikke. Akilleus er vred – 
DER WEISHEITSLEHRER.
– und die Helden kehren heim in das Lager, Arm in Arm, ohne Groll, mit flammenden Wangen – das Blut rollt schwellend durch alle Adern – mit der Beute der Erkenntnis und mit Laub um die Stirn. Ha, wo ist Achilleus? Ich sehe ihn nicht. Achilleus ist zornig – 
FYRST JULIAN.
Akilleus er ulykkelig! – Men kan jeg tro det! O, sig mig –; jeg svimler –; alt det har Libanios sagt? 
JULIAN.
Achilleus ist unglücklich! – Aber kann ich es glauben! O, sag’ mir – mir schwindelt – all das hat Libanios gesagt? 
VISDOMSLÆREREN.
Hvi kom Libanios til Konstantinopel? Kom han hid af en anden grund, end for at søge en viss ynglings hædrende venskab? 
DER WEISHEITSLEHRER.
Warum ist Libanios nach Konstantinopel gekommen? Kam er aus einem anderen Grunde, als um die ehrende Freundschaft eines sicheren Jünglings zu suchen? 
FYRST JULIAN
(spændt).
Tal sandhed! Nej, nej, dette kan ikke være sandt. Hvorledes skulde det forliges med al den hån og spot, som –? Man håner ikke den, hvis venskab man søger. 
JULIAN
gespannt.
Sag’ die Wahrheit! Nein, nein, das kann nicht wahr sein. Wie paßt das zu all dem Hohn und Spott, den –? Man verhöhnt doch nicht den, dessen Freundschaft man sucht. 
VISDOMSLÆREREN.
Galilæer-rænker, for at tårne en mur af had og vrede imellem de to kæmper. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Galiläerränke, um eine Mauer von Haß und Zorn zwischen den beiden Kämpen aufzutürmen! 
FYRST JULIAN.
Du vil dog vel ikke nægte, at det var Libanios –? 
JULIAN.
Du willst doch nicht bestreiten, daß es Libanios war –? 
VISDOMSLÆREREN.
Jeg vil nægte alt sligt til det yderste. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Ich bestreite alles – vom ersten bis zum letzten Wort. 
FYRST JULIAN.
Spottedigtene skulde ikke komme fra ham? 
JULIAN.
Die Spottlieder sollten nicht von ihm kommen? 
VISDOMSLÆREREN.
Ikke et eneste. De er alle tilhobe blevne til i kejserslottet og udspredte under hans navn – 
DER WEISHEITSLEHRER.
Nicht ein einziges – sie sind alle zusammen im Kaiserschlosse entstanden und sind unter seinem Namen verbreitet worden – 
FYRST JULIAN.
Ah, hvad siger du der –? 
JULIAN.
Ah, was sagst Du da? 
VISDOMSLÆREREN.
Hvad jeg tør vedstå for hvem det skal være. Du har en hvas tunge; – hvo véd, om ikke du selv – 
DER WEISHEITSLEHRER.
Was ich vertreten will vor jedermann. Du hast eine scharfe Zunge; – wer weiß, ob nicht Du selbst – 
FYRST JULIAN.
Jeg –! Men kan jeg tro dette? Libanios skulde ikke have skrevet dem? Ingen af dem? 
JULIAN.
Ich! – Aber darf ich das glauben? Libanios sollte sie nicht geschrieben haben? Kein einziges? 
VISDOMSLÆREREN.
Nej, nej! 
DER WEISHEITSLEHRER.
Nein, nein! 
FYRST JULIAN.
Ikke engang det skændige digt om Atlas med de skrå skuldre? 
JULIAN.
Nicht einmal das schändliche Gedicht vom Atlas mit den schiefen Schultern? 
VISDOMSLÆREREN.
Nej, nej, siger jeg. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Nein, nein, sag’ ich Dir. 
FYRST JULIAN.
Heller ikke hint tåbelige og højst uforskammede vers om abekatten i hofklæder? 
JULIAN.
Auch nicht jenen albernen und höchst unverschämten Vers vom Affen im Hofgewand? 
VISDOMSLÆREREN.
Ha-ha; det er skrevet i kirken og ikke i læresalen. Du tror det ikke? Jeg siger dig, det er Hekebolios – 
DER WEISHEITSLEHRER.
Haha – das ist in der Kirche und nicht im Lehrsaal geschrieben worden. Du glaubst es nicht? Ich sage Dir, es ist Hekebolios – 
FYRST JULIAN.
Hekebolios! 
JULIAN.
Hekebolios! 
VISDOMSLÆREREN.
Ja, Hekebolios; Hekebolios selv, som for at lægge ondt imellem sin uven og sin lærling – 
DER WEISHEITSLEHRER.
Ja, Hekebolios! Hekebolios selbst, um Böses zwischen seinen Feind und seinen Jünger zu säen. – 
FYRST JULIAN
(med knyttede hænder).
Ah, om så var! 
JULIAN
mit geballten Händen.
Ha, wenn dem so wäre! 
VISDOMSLÆREREN.
Havde denne forblindede og bedragne yngling kendt os visdomsvenner, så havde han ikke handlet så hårdt imod os. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Hätte der verblendete und betrogene Jüngling uns Weisheitsfreunde gekannt, so hätte er nicht so hart an uns gehandelt. 
FYRST JULIAN.
Hvad taler du om? 
JULIAN.
Wovon sprichst Du? 
VISDOMSLÆREREN.
Nu er det for sent. Lev vel, herre!
(han vil gå.) 
DER WEISHEITSLEHRER.
Jetzt ist es zu spät – Leb’ wohl, Herr!
Er will gehen. 
FYRST JULIAN
(griber hans hånd).
Ven og broder, – hvem er du? 
JULIAN
faßt seine Hand.
Freund und Bruder – wer bist Du? 
VISDOMSLÆREREN.
En mand, som sørger fordi han ser det guddoms-bårne gå under. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Ein Mann, der traurig ist, weil er das Gottgeborene sieht untergehen. 
FYRST JULIAN.
Hvad kalder du det guddoms-bårne? 
JULIAN.
Was nennst Du das Gottgeborene? 
VISDOMSLÆREREN.
Det uskabte i det skiftende. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Das Ungeschaffene im Wechselnden. 
FYRST JULIAN.
Lige mørkt for mig. 
JULIAN.
Mir ebenso dunkel. 
VISDOMSLÆREREN.
Der gives en hel og herlig verden, som I Galilæere er blinde for. I den er tilværelsen en højtid mellem billedstøtter og under tempelsange, med fyldte skummende skåler og med roser i håret. Svimlende broer spænder sig mellem ånd og ånd, lige til de fjerneste lys i rummet. – Jeg kender den, som kunde være hersker i dette store solfulde rige. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Es gibt eine ganze herrliche Welt, für die Ihr Galiläer blind seid. Da ist das Dasein ein Fest inmitten Bildsäulen und unter Tempelgesängen, mit vollen schäumenden Schalen und mit Rosen im Haar. Zauberhafte Brücken spannen sich zwischen Geist und Geist, bis zu den fernsten Lichtern im Raum –. Ich kenne ihn, der Herrscher in diesem großen sonnigen Reiche sein könnte – 
FYRST JULIAN
(angst).
Ja, med salighedens forlis! 
JULIAN
bang.
Ja, mit dem Verlust der Seligkeit! 
VISDOMSLÆREREN.
Hvad er salighed? Genforening med ophavet. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Was ist Seligkeit? Wiedervereinigung mit dem Ursprung. 
FYRST JULIAN.
Ja, i medvidende liv; genforening for mig, som den jeg er! 
JULIAN.
Ja, in der Bewußtheit des Lebens; Wiedervereinigung für mich, als den, der ich bin! 
VISDOMSLÆREREN.
Genforening, som regndråbens med havet, som det smuldrende løvs med den jord, der fostred det. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Wiedervereinigung wie die des Regentropfens mit dem Meere, wie die des welken Laubes mit der Erde, die es reifte. 
FYRST JULIAN.
O, havde jeg lærdom! Havde jeg våben at løfte mod dig! 
JULIAN.
O, hätte ich Wissen! Hätte ich Waffen, sie gegen Dich zu erheben! 
VISDOMSLÆREREN.
Hent dig våben, unge mand! Læresalen er en tankernes og evnernes fægtesal – 
DER WEISHEITSLEHRER.
Hol’ Dir Waffen, junger Mann! Der Lehrsaal ist ein Fechtsaal der Gedanken und Gaben – 
FYRST JULIAN
(vigende).
Ah! 
JULIAN
zurückweichend.
Ah! 
VISDOMSLÆREREN.
Se hine glade ynglinge derborte. Der er Galilæere iblandt dem. Vildfarelser i de guddommelige ting volder ingen splid imellem os. – Lev vel! I Galilæere har gjort sandheden landflygtig. Se nu du, hvorledes vi bærer skæbnens slag. Se os med løv om de løftede pander. Således går vi bort, – kortende natten med sang, og forventende Helios.
(han stiger ned af trappen, hvor lærlingerne har biet på ham; derpå hører man båden ro bort med dem.) 
DER WEISHEITSLEHRER.
Sieh die frohen Jünglinge dort! Es sind Galiläer unter ihnen. Irrtümer in den göttlichen Dingen verursachen keinen Zwist unter uns. – Leb’ wohl! Ihr Galiläer habt die Wahrheit heimatlos gemacht. Schau’ her, wie wir den Schicksalsschlag ertragen. Sieh uns, wir kränzten unsere erhobenen Stirnen mit Laub. So ziehen wir von dannen – die Nacht uns verkürzend mit Gesang und Helios erwartend.
Er steigt die Treppe hinab, wo die Schüler auf ihn gewartet haben; darauf hört man das Boot mit ihnen fortrudern. 
FYRST JULIAN
(ser længe ud over vandet).
Hvem var han, den gådefulde mand? 
JULIAN
blickt lange über das Wasser hin.
Wer war der rätselhafte Mann? 
AGATHON
(kommer nærmere).
Hør mig, Julian –! 
AGATHON
kommt näher.
Hör’ mich, Julian –! 
FYRST JULIAN
(i livfuld bevægelse).
Han forstod mig! Og Libanios selv; den store, uforlignelige Libanios –! Tænk dig, Agathon, Libanios har sagt – –. O, hvor skarpt må dog ikke det hedenske øje være! 
JULIAN
in lebhafter Bewegung.
Er hat mich verstanden. Und Libanios selbst; der große, unvergleichliche Libanios! Denk Dir, Agathon, Libanios hat gesagt – –. Wie scharf muß doch das heidnische Auge sein! 
AGATHON.
Dette var et fristelsens værk, tro mig! 
AGATHON.
Glaub’ mir, es war ein Werk des Versuchers! 
FYRST JULIAN
(uden at agte på ham).
Jeg holder det ikke længer ud imellem disse mennesker. Fra dem kom altså hine vederstyggelige spottedigte! Her forhånes jeg; de ler bag min ryg; her er ingen, som tror på det, jeg bærer i mig. De går efter mig; de vrænger ad mine lader og min tale; Hekebolios selv –! O, jeg føler det, – Kristus viger fra mig; jeg bliver ond her. 
JULIAN
ohne auf ihn zu achten.
Ich halte es nicht länger aus unter diesen Menschen. Von ihnen also kamen jene abscheulichen Spottlieder! Hier werde ich verhöhnt; sie lachen hinter meinem Rücken; hier glaubt niemand an das, was ich in mir trage. Sie gehen mir nach; sie machen sich lustig über meine Gebärden und meine Rede; Hekebolios selbst –! Ich fühle es, Christus weicht von mir; ich werde schlecht hier. 
AGATHON.
O, du véd det ikke, – just du er særlig under nåden. 
AGATHON.
Du weißt es nicht, – gerade Du bist besonders begnadet – 
FYRST JULIAN
(går op og ned ved rækværket).
Jeg er den, som Libanios gad kæmpe med. Hvilket sælsomt ønske! Libanios holder mig for sin ligemand. Det er mig, han venter på – 
JULIAN
geht an der Balustrade auf und ab.
Mit mir möchte Libanios kämpfen. Welch seltsamer Wunsch! Libanios hält mich für seinesgleichen. Auf mich wartet er – 
AGATHON.
Hør og lyd; Kristus venter på dig! 
AGATHON.
Höre und gehorche – Christus wartet auf Dich. 
FYRST JULIAN.
Ven, hvad mener du? 
JULIAN.
Freund, was meinst Du? 
AGATHON.
Synet, som drev mig til Konstantinopel – 
AGATHON.
Das Gesicht, das mich nach Konstantinopel getrieben hat – 
FYRST JULIAN.
Ja, ja, synet; det havde jeg næsten glemt. En åbenbaring, sagde du jo? O, fortæl, fortæl! 
JULIAN.
Jawohl, ja, das Gesicht, – das hätte ich beinahe vergessen. Eine Offenbarung – sagtest Du nicht so? Erzähle, erzähle! 
AGATHON.
Det var hjemme i Kappadokia for en måned siden, eller lidt mere. Da kom det rygte ud, at hedningerne igen havde begyndt at holde lønlige sammenkomster ved nattetid i Kybeles tempel – 
AGATHON.
Es war daheim in Kappadocien vor einem Monat oder noch etwas früher. Da kam das Gerücht auf, daß die Heiden wieder begonnen hätten, heimliche Zusammenkünfte im Tempel der Kybele nächtens abzuhalten – 
FYRST JULIAN.
De dumdristige! Det er dem jo strængt forbudt – 
JULIAN.
Die Tollkühnen! Es ist ihnen ja streng verboten – 
AGATHON.
Alle troende rejste sig også i harme. Øvrigheden lod templet bryde ned, og vi sønderslog de forargelige afgudsbilleder. Ja, de mere nidkære iblandt os dreves af Herrens ånd til at gå videre. Under salmesang, og med hellige faner foran, drog vi gennem staden og faldt som vredens sendebud over de ugudelige; vi tog deres kostbarheder fra dem; mange huse blev stukne i brand; mange hedninger omkom i ilden; end flere flygtende dræbte vi i gaderne. O, det var en stor tid til Guds ære! 
AGATHON.
Auch erhoben sich alle Gläubigen im Zorn. Die Obrigkeit ließ den Tempel niederlegen, und wir zerschlugen die anstößigen Götzenbilder. Ja, die Eifrigeren unter uns wurden vom Geist des Herrn noch weiter getrieben. Unter Psalmengesang, mit heiligen Fahnen an der Spitze, zogen wir durch die Stadt und fielen gleich Sendboten des Zornes über die Gottlosen her; wir nahmen ihnen ihre Kostbarkeiten weg; viele Häuser wurden in Brand gesteckt; viele Heiden kamen im Feuer um; und noch mehr Flüchtlinge machten wir in den Straßen nieder. O, es war eine große Stunde zu Gottes Ehren! 
FYRST JULIAN.
Og så? Synet, min Agathon! 
JULIAN.
Und –? Das Gesicht, mein Agathon? 
AGATHON.
Tre fulde nætter og dage var hævnens herre stærk i os. Men se, da kunde ikke kødets skrøbelighed længer holde skridt med åndens iver, og vi afstod fra forfølgelsen. – Jeg lå på mit leje; jeg kunde hverken våge eller sove. Det tyktes mig, at jeg var hul indvendig, og at ånden var vegen fra mig. Jeg lå i brændende hede; jeg afrev mit hår, jeg græd, jeg bad, jeg sang; – jeg véd ikke mere, hvorledes det var. – Da, med ét, så jeg foran mig ved væggen et hvidt skinnende lys, og i lys-skæret stod en mand i en fodsid kåbe. Der gik stråler ud fra hans hoved; han holdt et rør i armen og fæsted sine øjne mildt på mig. 
AGATHON.
Drei volle Nächte und Tage war der Herr der Rache mächtig in uns. Aber dann konnte die Gebrechlichkeit des Fleisches nicht länger Schritt halten mit dem Eifer des Geistes, und wir gaben die Verfolgung auf. – Ich lag auf meinem Lager; ich konnte weder schlafen noch wachen. Es war mir, als wäre ich inwendig hohl, und es wäre der Geist von mir gewichen. Ich lag im Fieberbrand; ich riß mir die Haare aus, ich weinte, ich betete, ich sang – ich weiß nicht mehr, wie es war – –. Da, mit einem Male, sah ich vor mir an der Wand ein weiß erstrahlendes Licht, und in des Lichtes Schimmer stand ein Mann in einem Mantel, der ihm zu den Füßen herniederwallte. Strahlen gingen von seinem Haupt aus; er hielt ein Schilfrohr im Arm und heftete seine Augen mild auf mich. 
FYRST JULIAN.
Det så du! 
JULIAN.
Das sahst Du? 
AGATHON.
Jeg så det. Og da talte han og sagde: stat op, Agathon; søg ham, som skal arve riget; byd ham gå ind i hulen og brydes med løverne. 
AGATHON.
Das sah ich. Und dann sprach er und sagte: Steh auf, Agathon; such’ ihn, der das Reich erben soll; gebiete ihm, in die Höhle zu gehen und mit den Löwen zu ringen. 
FYRST JULIAN.
Brydes med løverne? O, sælsomt, sælsomt! – Ah, om det var –! Mødet med hin vismand –. En åbenbaring; et bud til mig –; jeg skulde være under udvælgelsen? 
JULIAN.
Mit den Löwen zu ringen? Seltsam, seltsam! Wenn es wahr wäre – –! Die Begegnung mit jenem Weisen –. Eine Offenbarung – eine Botschaft an mich – ich sollte der Mann der Erwählung sein? 
AGATHON.
Det er du visselig. 
AGATHON.
Du bist es gewißlich. 
FYRST JULIAN.
Brydes med løverne! – Ja, jeg ser det; – således er det, min Agathon! Det er Guds vilje, at jeg skal søge Libanios – 
JULIAN.
Mit den Löwen ringen! – Ja, ich sehe es – so ist es, mein Agathon! Es ist Gottes Wille, daß ich Libanios aufsuche, – 
AGATHON.
Nej, nej, hør mig tilende! 
AGATHON.
Nein, nein, hör’ mich zu Ende! 
FYRST JULIAN.
– liste ham hans kunst og hans lærdom af, – fælde de vantro med deres egne våben, – slå, slå, som Paulus, – sejre, som Paulus, i Herrens sag! 
JULIAN.
– ihm ablausche seine Künste und seine Gelehrtheit, die Ungläubigen fälle mit ihren eigenen Waffen, wie Paulus – streite, streite wie Paulus – wie Paulus siege in des Herrn Sache! 
AGATHON.
Nej, nej, det er ikke således ment. 
AGATHON.
Nein, nein, nicht so ist es gemeint. 
FYRST JULIAN.
Kan du tvile? Libanios, – er ikke han vældig som bergenes løve, og er ikke læresalen –? 
JULIAN.
Kannst Du zweifeln? Libanios, – ist er nicht gewaltig wie der Löwe des Gebirges, und ist nicht der Lehrsaal –? 
AGATHON.
Jeg siger dig, det er ikke så; thi skikkelsen føjed til: forkynd den kårne, at han skal ryste kejserstadens støv af sine fødder, og aldrig mere gå ind ad dens porte. 
AGATHON.
Ich sage Dir, es ist nicht so. Denn die Erscheinung fügte hinzu: Verkünde dem Erkorenen, er soll den Staub der Kaiserstadt von seinen Füßen schütteln und nicht wieder durch ihre Tore eingehen. 
FYRST JULIAN.
Og det er du viss på, Agathon? 
JULIAN.
Und bist Du dessen gewiß, Agathon? 
AGATHON.
Ja, tilfulde. 
AGATHON.
Ja, wie meiner selbst. 
FYRST JULIAN.
Altså ikke her. Brydes med løverne? Hvor, hvor? O, hvor finder jeg lys i dette!
(Fyrst Gallos, en smuk stærkbygget mand på femogtyve år, med lyst krøllet hår og fuldt væbnet, kommer gennem alléen på venstre side.) 
JULIAN.
Also nicht hier. Mit den Löwen soll ich ringen? Wo, wo? Wo find’ ich Klarheit in dieser Sache!
Gallos, ein schöner, kräftig gebauter Mann von fünfundzwanzig Jahren, mit blondem, lockigem Haar, in voller Rüstung, kommt durch die Allee links. 
FYRST JULIAN
(imod ham).
Gallos! 
JULIAN
ihm entgegen.
Gallos! 
FYRST GALLOS.
Hvad godt? (peger på Agathon.) Hvem er det menneske? 
GALLOS.
Was soll’s? Zeigt auf Agathon. Wer ist der Mensch? 
FYRST JULIAN.
Agathon. 
JULIAN.
Agathon. 
FYRST GALLOS.
Hvilken Agathon? Du søger omgængelse med så mange slags –. Ah, for Gud, det er jo Kappadokieren! Du er bleven en hel mand – 
GALLOS.
Was für ein Agathon? Du suchst Umgang mit so mancherlei Volk –. Bei Gott, das ist ja der Kappadocier! Du bist ein ganzer Mann geworden – 
FYRST JULIAN.
Véd du det, Gallos, – kejseren har spurgt efter dig. 
JULIAN.
Weißt Du schon, Gallos, – der Kaiser hat nach Dir gefragt. 
FYRST GALLOS
(spændt).
Nu? I nat? 
GALLOS
gespannt.
Jetzt? Zur Nachtzeit? 
FYRST JULIAN.
Ja, ja; han vil tale med dig. Han syntes at være i den yderste vrede. 
JULIAN.
Jawohl. Er will mit Dir sprechen. Er schien äußerst zornig zu sein. 
FYRST GALLOS.
Hvoraf véd du det? Hvad sagde han? 
GALLOS.
Woher weißt Du das? Was hat er gesagt? 
FYRST JULIAN.
Jeg forstod det ikke. Han vilde vide, hvad et orakel havde svaret. 
JULIAN.
Ich habe es nicht verstanden. Er wollte wissen, was ein Orakel geantwortet habe. 
FYRST GALLOS.
Ah! 
GALLOS.
Ah! 
FYRST JULIAN.
Dølg intet for mig. Hvad gælder det? 
JULIAN.
Verbirg mir nichts. Was gilt es? 
FYRST GALLOS.
Det gælder død eller landsforvisning. 
GALLOS.
Es gilt Tod oder Verbannung. 
AGATHON.
Nådige frelser! 
AGATHON.
Gnädiger Heiland! 
FYRST JULIAN.
Hvad aned jeg ikke! Dog nej, kejserinden var trøstig. O, men tal, tal! 
JULIAN.
Ahnte ich es nicht! Aber nein, die Kaiserin war zuversichtlich. Doch sprich, sprich! 
FYRST GALLOS.
Hvad skal jeg tale? Véd jeg mere, end du? Har kejseren ymtet om et orakel, så må et visst sendebud være fængslet, eller nogen har forrådt mig – 
GALLOS.
Was soll ich sagen? Weiß ich mehr als Du? Hat der Kaiser etwas von einem Orakel geredet, so muß ein gewisser Bote abgefangen sein, oder es hat mich einer verraten, –. 
FYRST JULIAN.
Sendebud? – Gallos, hvad er det, du har vovet! 
JULIAN.
Ein Bote? Gallos, was hast Du gewagt! 
FYRST GALLOS.
O, kunde jeg da længer leve dette liv i uvisshed og angst? Lad ham handle med mig, som han vil; alt andet er bedre, end dette – 
GALLOS.
Konnte ich denn länger dies Leben in Ungewißheit und Angst leben? Laß ihn mit mir machen, was er will, – immer noch besser so als – 
FYRST JULIAN
(sagte, fører ham nogle skridt tilside).
Varsom, Gallos! Hvad er det med sendebudet? 
JULIAN
leise; führt ihn einige Schritte abseits.
Sei auf der Hut, Gallos! Was ist mit dem Boten? 
FYRST GALLOS.
Jeg har rettet et spørgsmål til Osiris-presterne i Abydos – 
GALLOS.
Ich habe an die Osirispriester zu Abydos eine Frage gerichtet – 
FYRST JULIAN.
Ah, oraklet! Og dette hedenskab –! 
JULIAN.
Ah! Das Orakel! Und dieser Heidenbrauch –! 
FYRST GALLOS.
Hedenskabet skulde man nok sætte sig ud over; men – ja, nu kan du gerne vide det – jeg har spurgt om udfaldet af Perser-krigen – 
GALLOS.
Über den Heidenbrauch würde man sich schon hinwegsetzen; aber – nun, Du darfst es wissen – ich habe nach dem Ausfall des Perserkrieges gefragt – 
FYRST JULIAN.
Hvilket afsind! – Gallos, – jeg ser det på dig; du har spurgt om mere! 
JULIAN.
Welch ein Wahnwitz! – Gallos, – ich sehe Dir an, Du hast noch mehr gefragt! 
FYRST GALLOS.
Hold op; jeg har ikke spurgt – 
GALLOS.
Laß mich – ich habe nicht – 
FYRST JULIAN.
Jo, jo; du har spurgt om en mægtig mands liv eller død! 
JULIAN.
Doch, doch, Du hast eines mächtigen Mannes Leben oder Tod erfragt! 
FYRST GALLOS.
Og om nu så var? Hvad ligger os begge mere på hjerte, end dette? 
GALLOS.
Und wenn dem so wäre! Was liegt uns beiden mehr am Herzen als das? 
FYRST JULIAN
(falder ham i armene).
Ti stille, du rasende! 
JULIAN
rüttelt ihn an den Armen.
Schweig, Du Rasender! 
FYRST GALLOS.
Væk fra mig! Kryb du for ham, som en hund; – jeg er ikke tilsinds at tåle det længer. Jeg vil skrige det ud på alle torve – (råber til Agathon.) Har du set ham, Kappadokier? Har du set morderen? 
GALLOS.
Bleib mir vom Leibe! Krieche Du vor ihm wie ein Hund; – ich bin nicht gesonnen, es länger zu ertragen. Ich will es auf allen Märkten ausschreien. Ruft Agathon zu: Hast Du ihn gesehen, Kappadocier? Hast Du den Mörder gesehen? 
FYRST JULIAN.
Gallos! Broder! 
JULIAN.
Gallos! Bruder! 
AGATHON.
Morderen! 
AGATHON.
Den Mörder! 
FYRST GALLOS.
Morderen i den røde kåbe; min faders morder, min stedmoders, min ældste broders – 
GALLOS.
Den Mörder im Purpurmantel! Den Mörder meines Vaters, meiner Stiefmutter, meines ältesten Bruders – 
FYRST JULIAN.
O, du kalder fordærvelse over os! 
JULIAN.
Du rufst Verderben über uns herauf! 
FYRST GALLOS.
Elleve hoveder i en eneste nat; elleve lig; vor hele slægt. – Ah, men du kan tro, samvittigheden tumler med ham; den risler ham gennem benpiberne som en orme-mylder. 
GALLOS.
Elf Häupter in einer einzigen Nacht – elf Leichen – unser ganzes Geschlecht. Aber Du kannst glauben, das Gewissen foltert ihn. Es durchwühlt ihm das Mark wie ein Haufe Würmer. 
FYRST JULIAN.
Hør ikke på ham! Bort, bort! 
JULIAN.
Hör’ nicht auf ihn! Fort, fort! 
FYRST GALLOS
(griber Julian i skulderen).
Stå; – du ser så bleg og forstyrret ud; er det kanske dig, som har forrådt mig? 
GALLOS
packt Julian an der Schulter.
Steh! Du siehst so bleich und verstört aus – hast Du mich vielleicht verraten? 
FYRST JULIAN.
Jeg! Din egen broder –! 
JULIAN.
Ich! Dein eigener Bruder –! 
FYRST GALLOS.
Ah, hvad broder, broder! Broderskabet skærmer ingen i vor slægt. Har du lønligt eftersporet mine veje, så sig det! Hvem anden skulde det være? Tror du ikke jeg véd, hvad her hviskes om? Kejseren tænker jo på dig til sin efterfølger. 
GALLOS.
Was Bruder, Bruder! Die Bruderschaft schützt keinen in unserer Sippe. Hast Du heimlich meinen Wegen nachgespürt, so sag’ es! Wer sollte es sonst sein? Glaubst Du, ich weiß nicht, was man sich hier zuraunt? Der Kaiser will Dich ja wohl zum Nachfolger haben. 
FYRST JULIAN.
Aldrig! Jeg sværger dig, elskede Gallos, det skal aldrig ske! Jeg vil ikke. En stærkere har kåret mig. – O, tro mig, Gallos; min vej er mærket. Jeg går ikke did, siger jeg. O, du hærskarernes Gud, – jeg på kejsersædet; – nej, nej, nej! 
JULIAN.
Niemals! Ich schwöre Dir, geliebter Gallos, niemals soll das geschehen! Ich will nicht. Ein Stärkerer hat mich erkoren. O, glaub’ mir, Gallos – mein Weg ist vorgezeichnet. Dahin gehe ich nicht, sage ich Dir. Herr der Heerscharen, – ich auf dem Kaiserthron – nein, nein, nein! 
FYRST GALLOS.
Ha-ha; godt spillet, gøgler! 
GALLOS.
Haha, gut gespielt, Gaukler! 
FYRST JULIAN.
Ja, du kan vel spotte, du, som ikke véd, hvad der er hændt. Jeg véd det knapt selv. O, Agathon, – om dette hoved skulde salves! Var det ikke et frafald, – en synd til døden? Vilde ikke Herrens hellige olje brænde mig som dryppende bly! 
JULIAN.
Ja, Du hast leicht spotten. Du weißt nicht, was geschehen ist. Ich weiß es selbst kaum. O, Agathon, – dieses Haupt sollte die Salbung empfangen?! Wäre das nicht ein Abfall, – eine Todsünde? Würde nicht das heilige Öl des Herrn mich brennen wie träufelndes Blei?! 
FYRST GALLOS.
Da måtte vor høje frænde være mere skaldet, end Julius Cæsar. 
GALLOS.
Da müßte unser hoher Vetter noch kahler sein als Julius Cäsar! 
FYRST JULIAN.
Forbryd dig ikke –! Giv kejseren, hvad kejserens er – 
JULIAN.
Versündige Dich nicht! Gib dem Kaiser, was des Kaisers ist – 
FYRST GALLOS.
Min faders blod, – din faders og din moders –! 
GALLOS.
Das Blut meines Vaters – Deines Vaters und Deiner Mutter –! 
FYRST JULIAN.
O, hvad véd vi om hine rædsler? Vi var jo små dengang. Det meste var soldaternes skyld; det var oprørerne, – onde rådgivere – 
JULIAN.
Was wissen wir von jenen Greueln? Wir waren ja damals noch klein. Die meiste Schuld hatten die Soldaten – das waren die Aufrührer – die bösen Ratgeber – 
FYRST GALLOS
(ler).
Efterfølgeren øver sig! 
GALLOS
lacht.
Der Nachfolger übt sich! 
FYRST JULIAN
(i gråd).
O, Gallos, gid jeg fik dø eller forjages i dit sted! Jeg forspilder min sjæl her. Jeg skulde tilgive, – og jeg kan det ikke. Det onde vokser i mig; had og hævn hvisker – 
JULIAN
in Tränen.
Gallos, ich möchte sterben oder mich verbannen lassen an Deiner Statt! Ich verwirke meine Seele hier. Ich sollte verzeihen – und ich kann nicht. Das Böse wächst in mir – Haß und Rache flüstern – 
FYRST GALLOS
(hurtigt, ser imod kirken).
Nu kommer han! 
GALLOS
schnell, blickt nach der Kirche.
Da kommt er! 
FYRST JULIAN.
Vær sindig, dyrebare broder! – Ah, Hekebolios!
(Kirkedøren er imidlertid bleven åbnet. Menigheden strømmer ud; nogle går bort, andre blir stående udenfor for at se hoffet drage forbi. Mellem de kommende er skriftlæreren Hekebolios; han bærer prestelig klædning.) 
JULIAN.
Sei besonnen, teurer Bruder! Ah, Hekebolios!
Die Kirchentür ist unterdessen geöffnet worden. Die Gemeinde strömt heraus. Einige entfernen sich, andere bleiben stehen, um den Hof vorbeiziehen zu sehen. Unter den Kommenden ist HEKEBOLIOS, der Schriftgelehrte; er trägt priesterliche Kleidung. 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
(idet han vil gå forbi til venstre).
Er det dig, min Julian? Ak, jeg har atter havt en tung stund for din skyld. 
HEKEBOLIOS.
indem er nach links vorübergehen will.
Du hier, mein Julian? Ach, ich habe wieder eine schwere Stunde gehabt um Deinetwillen. 
FYRST JULIAN.
Desværre; det har du visst altfor ofte. 
JULIAN.
Leider –. Das hast Du gewiß nur allzu oft. 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Kristus er fortørnet på dig, min søn! Det er dit trodsige sindelag, som han vredes over; det er dine kærlighedsløse tanker, al denne verdslige forfængelighed – 
HEKEBOLIOS.
Christus zürnt mit Dir, mein Sohn. Dein trotziger Sinn verdrießt ihn; Deine lieblosen Gedanken, diese ganze weltliche Eitelkeit – 
FYRST JULIAN.
Jeg véd det, min Hekebolios! Du siger mig det så tidt. 
JULIAN.
Ich weiß es, mein Hekebolios! Du sagst es mir so oft. 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Nys løfted jeg mig i bøn for din bedring. O det var som om vor ellers så nåderige frelser slog det hen, – som om han ikke vilde høre på mig; han lod tant og spredthed snige sig ind i mine tanker – 
HEKEBOLIOS.
Jüngst erhob ich mich im Gebet für Deine Besserung. O, es war, als ob unser sonst so gnadenreicher Erlöser es zurückwiese, – als ob er kein Ohr für mich habe – er mengte Tand in meine Gedanken und lenkte sie ab – 
FYRST JULIAN.
Du bad for mig? O, du kærlighedsfulde Hekebolios, – du beder selv for os umælende dyr, – at sige, når vi går i hofklæder! 
JULIAN.
Du hast für mich gebetet? O, du liebereicher Hekebolios, – Du betest selbst für uns unvernünftige Tiere – das heißt, wenn wir in Hoftracht gehen. 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Hvad siger du, min søn! 
HEKEBOLIOS.
Was sagst Du da, mein Sohn? 
FYRST JULIAN.
Hekebolios, hvorledes kunde du skrive hint forsmædelige digt? 
JULIAN.
Hekebolios, wie konntest Du jenes Schmähgedicht schreiben? 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Jeg! Jeg sværger dig ved alt, hvad højt og helligt er –! 
HEKEBOLIOS.
Ich! Ich schwöre Dir bei allem, was hoch und heilig ist – 
FYRST JULIAN.
Det står i dine øjne, at du lyver! Jeg véd med fuld visshed, at du har skrevet det. Hvorledes kunde du skrive det, spørger jeg, – og det til og med i Libanios’s navn? 
JULIAN.
Es steht in Deinen Augen, daß Du lügst. Ich weiß mit voller Gewißheit, Du hast es geschrieben. Wie konntest Du es schreiben, frage ich, – und noch dazu in des Libanios Namen? 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Nu vel, min inderlig kære, når du véd det, så – 
HEKEBOLIOS.
Nun wohl, Du innig Geliebter, da Du es weißt, so – 
FYRST JULIAN.
Ah, Hekebolios! Svig og løgn og falskhed – 
JULIAN.
Ah, Hekebolios! Lug und Trug und Falschheit – 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Se, du dyrebare, så højt elsker jeg dig! Alt kan jeg gøre for den mands sjæl, hvem Herren engang skal salve. Har jeg sveget og løjet af omhu for dig, så véd jeg, at en nådefuld Gud har med velbehag skuet ned på min færd og udstrakt sin billigende hånd derover. 
HEKEBOLIOS.
Sieh, mein Teurer, so heiß liebe ich Dich! Alles kann ich für des Mannes Seele tun, den der Herr einmal salben soll. Habe ich betrogen und gelogen aus Sorge um Dich, so weiß ich, daß ein gnädiger Gott wohlgefällig auf mein Werk herniedergeschaut und billigend seine Hand darüber gehalten hat. 
FYRST JULIAN.
Jeg blinde! Lad mig trykke disse mensvorne fingre – 
JULIAN.
Ich Blinder! Laß mich diese meineidige Hand drücken – 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Kejseren!
(Kejser Konstanzios med hele sit følge kommer fra kirken. Agathon er allerede under det foregående trådt tilbage mellem buskerne på højre side.) 
HEKEBOLIOS.
Der Kaiser!
Kaiser Konstantios mit seinem gesamten Gefolge kommt aus der Kirche. AGATHON ist bereits während des Vorhergehenden zurückgetreten in das Gebüsch rechts. 
KEJSER KONSTANZIOS.
O, denne livsalige himmelfred over mig! 
KONSTANTINOS.
O, dieser süße Himmelsfrieden über mir! 
KEJSERINDE EUSEBIA.
Du føler dig styrket, min Konstanzios? 
EUSEBIA.
Du fühlst Dich gestärkt, mein Konstantios? 
KEJSER KONSTANZIOS.
Ja ja! Jeg så duen dale levende ned over mig. Den tog alle skyld-byrder med. – Nu tør jeg vove meget, Memnon! 
KONSTANTINOS.
Ja, ja! Ich sah die Taube leibhaftig auf mich herniederschweben. Sie nahm alle Sündenlast mit fort. – Jetzt darf ich viel wagen, Memnon! 
SLAVEN MEMNON
(sagte).
Vov straks, herre! 
MEMNON
leise.
Wag’ es gleich, Herr! 
KEJSER KONSTANZIOS.
Der står de begge.
(han går hen imod dem.) 
KONSTANTINOS.
Da stehen die beiden!
Er geht ihnen entgegen. 
FYRST GALLOS
(griber uvilkårligt efter sværdet og råber angst):
Gør mig ikke noget ondt! 
GALLOS
greift unwillkürlich nach dem Schwert und ruft ängstlich:
Tu mir nichts zuleide! 
KEJSER KONSTANZIOS
(med udstrakte arme).
Gallos! Frænde! (han omfavner og kysser ham.) Se, i lys af påskenattens stjerner vælger jeg den, som ligger mit hjerte nær. – Bøj jer alle til jorden. Hils Cæsar Gallos!
(Almindelig forbauselse blandt følget; uvilkårlige udråb høres.) 
KONSTANTINOS
mit ausgestreckten Armen.
Gallos! Bruder! Er umarmt und küßt ihn. – Sieh, im Sternenlicht der Osternacht erwähle ich den, der meinem Herzen nahe steht. – Beugt Euch alle zur Erde. Grüßt ihn, den Cäsar Gallos!
Allgemeines Erstaunen im Gefolge; man vernimmt unwillkürliche Ausrufe. 
KEJSERINDE EUSEBIA
(med et skrig).
Konstanzios! 
EUSEBIA
aufschreiend.
Konstantios! 
FYRST GALLOS
(fortumlet).
Cæsar! 
GALLOS
betäubt.
Cäsar! 
FYRST JULIAN.
Ah!
(han griber, ligesom i glæde, efter kejserens hænder.) 
JULIAN.
Oh!
Er greift, wie in Freude, nach den Händen des Kaisers. 
KEJSER KONSTANZIOS
(slår afværgende imod ham).
Nærm dig ikke! Hvad vil du? Er ikke Gallos den ældste? Hvad håb har du gjort dig? Hvilke rygter har du i dit forblindede hovmod –? Bort; bort! 
KONSTANTINOS
schlägt abwehrend nach ihm.
Komm mir nicht zu nahe! Was willst Du? Ist nicht Gallos der ältere? Welche Hoffnung hast Du Dir gemacht? Welche Gerüchte hast Du in Deinem verblendeten Hochmut –? Fort, fort! 
FYRST GALLOS.
Jeg – jeg Cæsar! 
GALLOS.
Ich – ich Cäsar! 
KEJSER KONSTANZIOS.
Min arving og min efterfølger. Inden tre dage drager du til hæren i Asien. Perser-krigen ligger dig jo stærkt på hjerte – 
KONSTANTINOS.
Mein Erbe und mein Nachfolger. In drei Tagen gehst Du zu dem asiatischen Heer. Der Perserkrieg liegt Dir ja sehr am Herzen – 
FYRST GALLOS.
O, min nådigste herre –! 
GALLOS.
O, mein gnädigster Herr –! 
KEJSER KONSTANZIOS.
Tak mig i gerning, elskede Gallos! Kong Sapores står vest for Eufrat. Jeg véd jo, hvor bekymret du er for mit liv; lad det altså være dit hverv at slå ham. (han vender sig om, griber Julian med begge hænder om hovedet og kysser ham.) Og du, Julian, fromme ven og broder, – det måtte så være. 
KONSTANTINOS.
Dank’ mir durch Taten, teurer Gallos! König Sapores steht westlich vom Euphrat. Ich weiß ja, wie besorgt Du um mein Leben bist; darum setze alles daran, ihn zu schlagen. Er wendet sich um, nimmt Julians Haupt in beide Hände und küßt ihn. Und Du, Julian, frommer Freund und Bruder, – es mußte so sein. 
FYRST JULIAN.
Velsignelse over kejserens vilje! 
JULIAN.
Des Kaisers Wille sei gesegnet! 
KEJSER KONSTANZIOS.
Ingen ønsker! Dog hør, – jeg har også tænkt på dig. Vid, Julian, at nu kan du ånde frit i Konstantinopel – 
KONSTANTINOS.
Keine Wünsche! – Doch höre – ich habe auch an Dich gedacht. Wisse, Julian, jetzt kannst Du frei atmen in Konstantinopel – 
FYRST JULIAN.
Ja, lovet være Kristus og kejseren! 
JULIAN.
Ja, gelobt sei Christus und der Kaiser! 
KEJSER KONSTANZIOS.
Du véd det allerede? Hvem har sagt dig det? 
KONSTANTINOS.
Du weißt schon? Wer hat es Dir gesagt? 
FYRST JULIAN.
Hvilket, herre? 
JULIAN.
Was, Herr? 
KEJSER KONSTANZIOS.
At Libanios er forvist? 
KONSTANTINOS.
Daß Libanios verbannt worden ist. 
FYRST JULIAN.
Libanios – forvist! 
JULIAN.
Libanios – verbannt! 
KEJSER KONSTANZIOS.
Jeg har forvist ham til Athen. 
KONSTANTINOS.
Ich habe ihn nach Athen verbannt. 
FYRST JULIAN.
Ah! 
JULIAN.
Ah! 
KEJSER KONSTANZIOS.
Der ude ligger skibet; han sejler inat 
KONSTANTINOS.
Dort unten liegt das Schiff; er fährt diese Nacht. 
FYRST JULIAN
(sagte).
Ham selv; ham selv! 
JULIAN
leise.
Ihn selbst – ihn selbst. 
KEJSER KONSTANZIOS.
Du har jo længe ønsket det. Jeg har ikke kunnet føje dig før; men nu –; lad dette være dig et ringe vederlag, min Julian – 
KONSTANTINOS.
Du hast es ja lange gewünscht. Ich habe Dir bisher nicht nachgeben können – aber jetzt – nimm es als geringen Ersatz an, mein Julian – 
FYRST JULIAN
(griber raskt hans hånd).
Herre, vis mig én nåde til! 
JULIAN
ergreift rasch seine Hand.
Herr, gewähre mir noch eine Gnade! 
KEJSER KONSTANZIOS.
Kræv alt, hvad du vil. 
KONSTANTINOS.
Fordere alles, was Du willst. 
FYRST JULIAN.
Lad mig rejse til Pergamon. Du véd, den gamle Ædesios lærer der – 
JULIAN.
Laß mich nach Pergamon. Du weißt, der alte Aedesios lehrt dort – 
KEJSER KONSTANZIOS.
Et højst sælsomt ønske. Du, imellem hedningerne –? 
KONSTANTINOS.
Ein höchst seltsamer Wunsch. Du unter den Heiden –? 
FYRST JULIAN.
Ædesios er ikke farlig; han er en højsindet olding og derhos affældig – 
JULIAN.
Aedesios ist nicht gefährlich; er ist ein hochsinniger Greis und dabei gebrechlich – 
KEJSER KONSTANZIOS.
Og hvad vil du ham, broder? 
KONSTANTINOS.
Und was willst Du von ihm, Bruder? 
FYRST JULIAN.
Jeg vil lære at brydes med løverne. 
JULIAN.
Ich will lernen, mit den Löwen ringen. 
KEJSER KONSTANZIOS.
Jeg forstår din fromme tanke. Og du ræddes ikke –; du tror dig stærk nok –? 
KONSTANTINOS.
Ich verstehe Deinen frommen Gedanken. Und Du fürchtest Dich nicht, – Du glaubst Dich stark genug –? 
FYRST JULIAN.
Gud Herren har råbt på mig med høj røst. Lig Daniel går jeg tryg og glad ind i løvekulen. 
JULIAN.
Gott der Herr hat mich mit lauter Stimme gerufen. Gleich Daniel gehe ich ruhig und freudig in die Löwengrube. 
KEJSER KONSTANZIOS.
Julian! 
KONSTANTINOS.
Julian! 
FYRST JULIAN.
I denne nat var du selv hans redskab uden at vide det. O, lad mig gå og rense verden! 
JULIAN.
In dieser Nacht warst Du selbst sein Werkzeug, ohne es zu wissen. O, laß mich gehen, die Welt zu läutern. 
FYRST GALLOS
(sagte til kejseren).
Føj ham, herre; det vil holde ham fra at pønse på større ting! 
GALLOS
leise zum Kaiser.
Willfahr ihm, Herr; es wird ihn hindern, auf größere Dinge zu sinnen. 
KEJSERINDE EUSEBIA.
Jeg beder dig, Konstanzios, – stå ikke denne dragende længsel imod. 
EUSEBIA.
Ich bitte Dich, Konstantios, – gib dieser heißen Sehnsucht nach! 
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
(sagte).
Høje kejser, lad ham rejse til Pergamon. Jeg mistviler om at bøje ham her, og nu ligger der jo ikke så megen magt på – 
HEKEBOLIOS
leise.
Erhabener Kaiser, laß ihn nach Pergamon. Ich gebe es auf, ihn hier zu meistern, – und jetzt liegt ja auch nicht so viel daran – 
KEJSER KONSTANZIOS.
Hvor skulde jeg kunne nægte dig noget i denne stund? Gå med Gud, Julian! 
KONSTANTINOS.
Wie sollte ich Dir in dieser Stunde etwas abschlagen? Geh mit Gott, Julian! 
FYRST JULIAN
(kysser hans hænder).
O, tak, – tak! 
JULIAN
küßt ihm die Hände.
O, Dank – Dank! 
KEJSER KONSTANZIOS.
Og nu til glædesmåltid! Min kapuanske kok har opfundet nogle nye fastespiser, karpe-nakker i Kios-vin og –. Fremad; – næst efter mig, Cæsar Gallos!
(Toget sætter sig i bevægelse.) 
KONSTANTINOS.
Und nun zum Freudenmahl! Mein kapuanischer Koch hat einige neue Fastenspeisen erfunden, – Karpfenrücken in Chioswein und –. Auf denn! – Du, Cäsar Gallos, als der nächste nach mir!
Der Zug setzt sich in Bewegung. 
FYRST GALLOS
(sagte).
Helena, hvilken vidunderlig omskiftelse! 
GALLOS.
Helena, welch wunderbare Wandlung! 
FYRSTINDE HELENA.
O, Gallos, nu dages det over vort håb. 
HELENA.
Gallos, jetzt tagt es über unserer Hoffnung! 
FYRST GALLOS.
Jeg kan knapt tro det! Hvem er skyld i dette? 
GALLOS.
Ich kann es kaum glauben! Wer ist schuld daran? 
FYRSTINDE HELENA.
Hyss! 
HELENA.
Still! 
FYRST GALLOS.
Du, elskede? Eller hvem – hvem? 
GALLOS.
Du, Geliebte? Oder wer – wer? 
FYRSTINDE HELENA.
Memnons spartanske hund. 
HELENA.
Memnons spartanischer Hund. 
FYRST GALLOS.
Hvad mener du? 
GALLOS.
Wie? 
FYRSTINDE HELENA.
Memnons hund. Julian har givet den et fodspark; det er det, som hævnes. 
HELENA.
Memnons Hund. Julian hat ihm einen Fußtritt gegeben, und das fordert Rache. 
KEJSER KONSTANZIOS.
Hvorfor så taus, Eusebia? 
KONSTANTINOS.
Warum so schweigsam, Eusebia? 
KEJSERINDE EUSEBIA
(sagte, i gråd).
O, Konstanzios, – at du kunde vælge så! 
EUSEBIA
leise, unter Tränen.
Konstantios, – daß Du so wählen konntest! 
KEJSER KONSTANZIOS.
Elleve skygger kræved det. 
KONSTANTINOS.
Elf Schatten verlangten es. 
KEJSERINDE EUSEBIA.
Ve os; dette besværger ikke skyggerne. 
EUSEBIA.
Weh uns – das beschwört nicht die Schatten. 
KEJSER KONSTANZIOS
(råber).
Fløjtespillere! Hvorfor tier de skurke? Blæs, blæs!
(Alle, undtagen fyrst Julian, går ud til venstre. Agathon kommer frem mellem træerne.) 
KONSTANTINOS
ruft:
Flötenspieler! Warum schweigen die Schurken? Blast, blast!
Alle, außer JULIAN, links ab; AGATHON tritt zwischen den Bäumen hervor. 
FYRST JULIAN.
Gallos hans efterfølger; og jeg – fri, fri, fri! 
JULIAN.
Gallos sein Nachfolger – und ich – frei, frei, frei! 
AGATHON.
Vidunderligt er Herrens råd åbenbaret. 
AGATHON.
Wundersam hat sich des Herrn Ratschluß offenbart. 
FYRST JULIAN.
Hørte du, hvad her gik for sig? 
JULIAN.
Du hast gehört, was hier vor sich ging? 
AGATHON.
Ja, alt. 
AGATHON.
Alles! 
FYRST JULIAN.
Og imorgen, min Agathon, imorgen til Athen! 
JULIAN.
Und morgen, mein Agathon, morgen nach Athen! 
AGATHON.
Til Athen? Du går jo til Pergamon. 
AGATHON.
Nach Athen? Du gehst doch nach Pergamon? 
FYRST JULIAN.
Hyss! Du kender ikke til –; vi må være listige som slanger. Først til Pergamon, – og så til Athen! 
JULIAN.
Pst! Du weißt nicht, – wir müssen listig sein wie Schlangen. Zuerst nach Pergamon, – und dann nach Athen! 
AGATHON.
Farvel, min ven og herre! 
AGATHON.
Leb’ wohl, mein Freund und Herr! 
FYRST JULIAN.
Vil du følge mig, Agathon? 
JULIAN.
Folgst Du mir, Agathon? 
AGATHON.
Det kan jeg ikke. Jeg må hjem; jeg har min lille broder at sørge for. 
AGATHON.
Das kann ich nicht. Ich muß heim; ich habe für meinen kleinen Bruder zu sorgen. 
FYRST JULIAN
(ved rækværket).
Der letter de anker. – God bør, du vingede løve; Akilleus følger dig i kølvandet. (råber dæmpet:) Ah! 
JULIAN
an der Balustrade.
Da lichten sie die Anker. Guten Fahrwind, Du beschwingter Löwe! Achilleus folgt im Wasser Deines Kieles. Er ruft mit gedämpfter Stimme: Ah! 
AGATHON.
Hvad var det? 
AGATHON.
Was war das? 
FYRST JULIAN.
Hist faldt en stjerne.



 
JULIAN.
Da ist ein Stern gefallen.



 
ANDEN AKT
(I Athen. En åben plads, omgiven af søjlegange. På pladsen billedstøtter og vandspring. I det ene hjørne, til venstre, udmunder en trang gade. Solnedgang.)
 
(Basilios fra Cæsaræa, en fint bygget ung mand, sidder læsende ved en sokkel. Gregor fra Nazianz og andre af højskolens lærlinger spadserer i spredte klynger op og ned i søjlegangene. En større flok løber støjende over pladsen ud til højre; larm langt borte.) 
Zweiter Akt
Athen. Ein freier Platz, umgeben von Säulengängen. Auf dem Platz Bildsäulen und Springbrunnen. In der einen Ecke zur Linken mündet eine enge Straße. Sonnenuntergang.
 
Basilios von Cäsarea, ein junger Mann von feinem Körperbau, sitzt lesend an einem Sockel. GREGOR VON NAZIANZ und andere Hochschüler wandeln in einzelnen Gruppen auf und nieder in den Säulengängen. Ein größerer Haufe läuft lärmend über den Platz rechts hinaus. Lärm in der Ferne. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA
(ser op fra sin bog).
Hvad betyder hine vilde skrig? 
BASILIOS VON CÄSAREA
sieht von seinem Buch auf.
Was bedeutet das wilde Geschrei? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Der er landet et skib fra Efesos. 
GREGOR VON NAZIANZ.
Ein Schiff von Ephesos ist gelandet. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Med nye lærlinger? 
BASILIOS.
Mit neuen Lehrlingen? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Ja. 
GREGOR.
Ja. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA
(rejser sig).
Så får vi en larmfuld nat. Kom, Gregor; lad os ikke se al den utérlighed. 
BASILIOS
erhebt sich.
So werden wir eine geräuschvolle Nacht haben. Komm, Gregor, – meiden wir dieses zuchtlose Treiben. 
GREGOR FRA NAZIANZ
(peger ud til venstre).
Se did. Er det et lysteligere syn? 
GREGOR
zeigt nach links.
Sieh dort hin –. Ist das ein erfreulicherer Anblick? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Fyrst Julian –; med roser i håret, med blussende ansigt – 
BASILIOS.
Prinz Julian – mit Rosen im Haar, mit glühendem Anlitz – 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Ja, og bag efter ham denne ravende tinøjede flok. Hør, hvor de lamme tunger laller af vin! De har siddet hele dagen i Lykons skænkestue. 
GREGOR.
Ja, und hinter ihm her mit schwanken Schritten und trunkenen Augen diese Schar! Hör’ nur, wie weinselig die Zungen lallen! Man hat den ganzen Tag in Lykons Schenke gesessen. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Og mange iblandt dem er vore egne, Gregor; det er kristne ynglinge – 
BASILIOS.
Und viele darunter sind von den unseren, Gregor, – sind christliche Jünglinge – 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Så kalder de sig. Kaldte ikke Lampon sig kristen, – han, som krænkede oljehandleren Zenons datter? Og Hilarion fra Agrigent, og de to andre, der bedrev det, jeg væmmes ved at nævne – 
GREGOR.
So nennen sie sich. Nannte nicht auch Lampon sich Christ, – er, der die Tochter des Ölhändlers Zenon kränkte? Und Hilarion von Agrigent, und die beiden andern, die verübten, was zu nennen mich ekelt – 
FYRST JULIAN
(høres råbende udenfor til venstre).
Eja, se, se, – Kastor og Pollux fra Kappadokia! 
JULIAN
ruft von links draußen, so daß man ihn hört:
Ei sieh da, sieh da, – Kastor und Pollux von Kappadocien! 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Han har fåt øje på os. Jeg vil gå; jeg tåler ikke at se ham således. 
BASILIOS.
Er hat uns bemerkt. Ich will fort, – ich ertrage es nicht, ihn so zu sehen. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Jeg bliver; han trænger vel til en ven.
(Basilios fra Cæsaræa går ud til højre. I det samme kommer fyrst Julian og en skare unge mænd ud fra den trange gade. Han har uredt hår og er iført en kort kappe ligesom de andre. Blandt lærlingerne er Sallust fra Perusia.) 
GREGOR.
Ich bleibe – er bedarf wohl eines Freundes.
Basilios geht rechts ab; in demselben Augenblick kommt JULIAN und eine Schar junger Leute aus der engen Straße; sein Haar ist wirr; er trägt einen kurzen Mantel wie die übrigen; unter den Schülern ist SALLUST VON PERUSIA. 
MANGE I SKAREN.
Leve Athens lys! Leve visdommens og veltalenhedens elsker! 
STIMMEN AUS DER SCHAR.
Es lebe die Leuchte Athens! Es lebe der Weisheit und Beredsamkeit liebender Freund! 
FYRST JULIAN.
Al smiger er spildt. Ikke et vers mere får I idag. 
JULIAN.
Alle Schmeicheleien helfen nicht; nicht einen Vers bekommt Ihr heute mehr. 
SALLUST FRA PERUSIA.
Når vor fører tier, får vi det tomt, som morgenen efter et natligt gilde. 
SALLUST.
Wenn unser Führer schweigt, so fühlen wir eine Leere in uns wie am Morgen nach einem nächtlichen Fest. 
FYRST JULIAN.
Skal det være, så lad det være noget nyt. Lad det være en rettergangs-leg. 
JULIAN.
Soll es sein, so laßt es etwas Neues sein. Laßt uns Rechtshandel spielen. 
HELE FLOKKEN.
Ja, ja, ja; fyrst Julian på dommersædet! 
DIE GANZE SCHAR.
Ja, ja, ja! Fürst Julian auf den Richterstuhl! 
FYRST JULIAN.
Væk med fyrsten, I venner – 
JULIAN.
Weg mit dem Fürsten, Ihr Freunde, – 
SALLUST FRA PERUSIA.
Stig op, du uforlignelige! 
SALLUST.
Steig hinauf, Unvergleichlicher! 
FYRST JULIAN.
Jeg skulde formaste mig –? Hist står manden. Hvo er vel dreven i retslæren, som Gregor fra Nazianz? 
JULIAN.
Ich sollte mich vermessen –? Hier steht der Mann. Wer ist wohl so bewandert im Recht wie Gregor von Nazianz? 
SALLUST FRA PERUSIA.
Det er sandt! 
SALLUST.
Das ist wahr! 
FYRST JULIAN.
På dommersædet, min vise Gregor; jeg er en anklaget. 
JULIAN.
Auf den Richterstuhl, mein weiser Gregor! Ich bin der Angeklagte! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Jeg beder dig, ven, lad mig være udenfor. 
GREGOR.
Ich bitte Dich, Freund, laß mich aus dem Spiel. 
FYRST JULIAN.
På dommersædet, siger jeg! På dommersædet! (til de andre.) Hvad har jeg forbrudt? 
JULIAN.
Auf den Richterstuhl, sag’ ich! Auf den Richterstuhl! Zu den anderen. Was habe ich verbrochen? 
NOGLE STEMMER.
Ja, hvad skal det være? Vælg selv! 
EINIGE STIMMEN.
Ja, was soll es sein? Wähle selbst! 
SALLUST FRA PERUSIA.
Lad det være noget galilæisk, som vi ugudelige kalder det. 
SALLUST.
Laßt es was Galiläisches sein, wie wir Gottlosen sagen. 
FYRST JULIAN.
Rigtig; noget galilæisk. Nu har jeg det. Jeg har nægtet at svare kejseren skat – 
JULIAN.
Jawohl, was Galiläisches! Jetzt hab’ ich’s – Ich habe mich geweigert, dem Kaiser Tribut zu zahlen – 
MANGE STEMMER.
Ha-ha; ikke ilde! Ypperligt! 
VIELE STIMMEN.
Haha–. Nicht übel –. Ausgezeichnet– 
FYRST JULIAN.
Her føres jeg frem; skubbet i nakken; med sammensnørte hænder – 
JULIAN.
Hier werde ich vorgeführt – unter Stößen in den Nacken – die Hände verschnürt – 
SALLUST FRA PERUSIA
(til Gregor).
Blinde dommer – ja jeg mener, såsom retfærdigheden er blind –, se denne forvovne mand; han har vægret sig for at yde kejseren skat. 
SALLUST
zu Gregor.
Blinder Richter, – ich meine das, insofern die Gerechtigkeit blind ist – sieh diesen verwegenen Mann. Er hat sich geweigert, dem Kaiser Tribut zu zahlen. 
FYRST JULIAN.
Tillad mig at kaste et ord i overvejelsens vægtskål. Jeg er en græsk borger. Hvor meget er en græsk borger kejseren skyldig? 
JULIAN.
Erlaube mir, ein Wort in die Wagschale der Überlegung zu werfen. Ich bin ein griechischer Bürger. Wieviel ist ein griechischer Bürger dem Kaiser schuldig? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Hvad kejseren kræver. 
GREGOR.
Was der Kaiser fordert. 
FYRST JULIAN.
Godt; men hvor meget, – ja, svar nu som om kejseren selv var tilstede i retten –, hvor meget tør kejseren kræve? 
JULIAN.
Gut! Aber wieviel, – antworte, als ob der Kaiser selbst mit zu Gerichte säße –: wieviel darf der Kaiser fordern? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Alt. 
GREGOR.
Alles. 
FYRST JULIAN.
Det var sandelig svaret, som om kejseren selv var tilstede. Men nu er der en knude; thi der står skrevet: giv kejseren, hvad kejserens er, – og Gud, hvad Guds er. 
JULIAN.
Wahrhaftig, eine Antwort, als ob der Kaiser selbst zugegen wäre. Aber da ist noch ein Haken. Denn es steht geschrieben: Gib dem Kaiser, – was des Kaisers, und Gott, was Gottes ist. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Og hvad så? 
GREGOR.
Nun, und? 
FYRST JULIAN.
Så sig mig, o kløgtige dommer, – hvor meget af mit hører Gud til? 
JULIAN.
So sag’ mir, gescheiter Richter, – wieviel von meinem Eigentum gehört Gott? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Alt. 
GREGOR.
Alles. 
FYRST JULIAN.
Og hvor meget af Guds ejendom har jeg lov til at give kejseren? 
JULIAN.
Und wieviel von diesem Eigentume Gottes darf ich dem Kaiser geben? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Kære venner, ikke mere af denne leg. 
GREGOR.
Liebe Freunde, genug dieses Spiels! 
LÆRLINGERNE
(under støj og latter).
Jo, jo; svar ham! 
DIE SCHÜLER
unter Lärm und Gelächter.
Doch, doch! Antworte ihm! 
FYRST JULIAN.
Hvor meget af Guds ejendom tør kejseren kræve? 
JULIAN.
Wieviel von Gottes Eigentum darf der Kaiser fordern? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Jeg svarer ikke. Dette er usømmeligt både imod Gud og kejseren. Lad mig komme bort! 
GREGOR.
Ich antworte nicht. Das ist unschicklich gegen Gott und den Kaiser! Laßt mich fort! 
MANGE STEMMER.
Slå ring om ham! 
VIELE STIMMEN.
Schließt einen Kreis um ihn! 
FYRST JULIAN.
Hold ham fast! Hvad, du højst uheldige dommer, du har forplumret kejserens sag, og nu vil du slippe fra det? Du vil flygte? Hvorhen, hvorhen? Til Skytherne? Frem for mig! Svar mig, I kejserens og visdommens vordende tjenere, – har han ikke villet unddrage sig kejserens magt? 
JULIAN.
Haltet ihn fest! Was, Du ungeschicktester der Richter, Du hast des Kaisers Sache verpfuscht und jetzt willst Du auf und davon? Du willst fliehen? Wohin, wohin? Zu den Skythen? Her zu mir! Antwortet mir, Ihr künftigen Diener des Kaisers und der Weisheit, – hat er sich nicht der Macht des Kaisers entziehen wollen? 
LÆRLINGERNE.
Jo, jo! 
DIE SCHÜLER.
Jawohl, jawohl! 
FYRST JULIAN.
Og hvad straf sætter I for slig en ugerning? 
JULIAN.
Und welche Strafe setzt Ihr auf solche Missetat? 
STEMMER.
Døden! Døden i et vinkar! 
STIMMEN.
Den Tod! Den Tod in einem Weinfaß! 
FYRST JULIAN.
Lad os tænke efter. Lad os svare, som om kejseren selv var tilstede. Hvor er grænsen for kejserens magt? 
JULIAN.
Laßt uns überlegen. Laßt uns antworten, als ob der Kaiser selbst zugegen wäre. Wo ist die Grenze für des Kaisers Macht? 
NOGLE I SKAREN.
Kejserens magt er uden grænse. 
EINIGE AUS DER SCHAR.
Des Kaisers Macht ist ohne Grenzen. 
FYRST JULIAN.
Det skulde jeg mene. Men at ville unddrage sig det grænseløse, o I venner, er ikke det vanvid? 
JULIAN.
Das wollt’ ich meinen. Aber dem Grenzenlosen sich entziehen wollen, – ist das nicht Wahnsinn, Ihr Freunde? 
LÆRLINGERNE.
Jo, jo; Kappadokieren er gal! 
DIE SCHÜLER.
Ja, ja – der Kappadocier ist verrückt! 
FYRST JULIAN.
Og hvad er så vanvid? Hvad dømte vore forfædre om den tilstand? Hvad lærte de egyptiske prester? Og hvad siger mystikeren Maximos og de andre visdomsvenner i østerlandene? De siger, at den himmelske gåde åbenbarer sig i den vanvittige. Vor Gregor – idet han sætter sig op imod kejseren – er altså i særligt forbund med det himmelske. – Udgyd vin for Kappadokieren; syng sange til vor Gregors pris; – en æresstøtte for Gregor fra Nazianz! 
JULIAN.
Und was ist also Wahnsinn? Wie haben unsere Väter solchen Zustand beurteilt? Was haben die ägyptischen Priester gelehrt? Was sagt der Mystiker Maximos und die andern Weisheitsfreunde in den Morgenlanden? Sie sagen, daß das himmlische Rätsel sich in den Wahnsinnigen offenbare! Unser Gregor also – indem er sich auflehnt gegen den Kaiser – steht in besonderem Bunde mit dem Himmel. Weinspenden für den Kappadocier! Lieder zum Preis unseres Gregor! Eine Ehrensäule für Gregor von Nazianz! 
LÆRLINGERNE
(under latter og jubel).
Priset være Kappadokieren! Priset være Kappadokierens dommer!
(Visdomslæreren Libanios, omgiven af lærlinger, kommer over pladsen.) 
DIE SCHÜLER
unter Lachen und Jubel.
Gepriesen sei der Kappadocier! Gepriesen des Kappadociers Richter!
Der Weisheitslehrer LIBANIOS kommt über den Platz, umgeben von Schülern. 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Ej, se, – jeg tror, min broder Julian forkynder visdom på åbent torv! 
LIBANIOS.
Ei sieh da, – ich glaube gar, mein Bruder Julian verkündet Weisheit auf offenem Markte. 
FYRST JULIAN.
Sig dårskab, min dyrebare; visdommen er jo vandret ud. 
JULIAN.
Sag’ Torheit, mein Lieber. Die Weisheit ist ja ausgewandert. 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Er visdommen vandret ud? 
LIBANIOS.
Ist die Weisheit ausgewandert? 
FYRST JULIAN.
Eller er i færd med at vandre ud; thi, ikke sandt, også du agter dig ned til Piræos? 
JULIAN.
Oder im Begriff auszuwandern; denn, nicht wahr, auch Du willst nach Piräus hinunter? 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Jeg, min broder; hvad skulde jeg i Piræos? 
LIBANIOS.
Ich, mein Bruder? Was sollte ich in Piräus? 
FYRST JULIAN.
Vor Libanios er altså den eneste lærer, som ikke véd, at der nys er landet et skib fra Efesos? 
JULIAN.
Unser Libanios ist also der einzige Lehrer, der nicht weiß, daß eben ein Schiff von Ephesos gelandet ist? 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Ej, ven, hvad bryder jeg mig om hint skib! 
LIBANIOS.
Ei, Freund, was geht mich dieses Schiff an? 
FYRST JULIAN.
Det er lastet til randen med lærdomsspirer – 
JULIAN.
Es ist bis zum Rand beladen mit Sprößlingen der Gelehrsamkeit – 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
(hånligt).
Det kommer jo fra Efesos! 
LIBANIOS
höhnisch.
Es kommt ja von Ephesos! 
FYRST JULIAN.
Er ikke guldet lige vægtigt, hvor det kommer fra? 
JULIAN.
Hat das Gold nicht gleiches Gewicht, wo es auch herkommt? 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Guld? Ha-ha! De gyldne beholder Maximos for sig selv; dem slipper han ikke. Hvad er det for slags lærlinger, som vanligvis kommer hid fra Efesos? Kræmmersønner, håndværkeres førstefødte. Guld, siger du, min Julian? Jeg siger mangel på guld. Men denne guldmangel vil jeg udnytte, til deraf at præge en ægte vægtig guldmynt for eder, I unge! Eller er kanske ikke en gavnlig lære for livet, – når den fremsættes i en sindrig og tiltrækkende form – at ligne med en fuldvægtig guldmynt? – Hør da, hvis det så synes eder. Her blev sagt, at visse mænd i hast er ilet ned til Piræos? Hvem er de, disse ilsomme? Det være langt fra mig at nævne navne; selv kalder de sig visdomselskere og visdomslærere. Flyt eder nu i tanken ned til Piræos. Hvad går der for sig i denne stund, mens jeg står her i eders velvilligt lyttende klynge? Jeg skal sige jer, hvad der går for sig. Hine mænd, som holder sig selv for at elske og at forkynde visdommen, de stimler sammen på landgangsbroen; de puffes, de mundhugges, bides, glemmer al sømmelighed og sætter al anstand tilside. Og hvorfor? For at være den første på tofterne, – for at rive de mest velklædte ynglinge til sig, føre dem til sine huse, optage dem deri, håbende, siden at skulle drage fordel af dem på allehånde måder. – Hvilken skamfuldhed, hvilken opvågnen i tomhed, ligesom efter en rus, når det om føje tid viser sig – ha-haha! – at hine ynglinge knapt førte med sig det fornødne til at betale ankomstgildet! – Lær heraf, I unge, hvor ilde det klæder en visdomselsker, og hvor ringe det lønner sig, at eftertragte de goder, som ligger udenfor sandheden. 
LIBANIOS.
Gold? Haha! Die Goldenen behält Maximos für sich selbst – die läßt er nicht fort. Was sind denn das für Schüler, die gewöhnlich von Ephesos zu uns kommen ? Krämersöhne, Erstgeborene von Handwerkern! Gold, sagst Du, mein Julian? Ich sage – Mangel an Gold. Aber diesen Goldmangel will ich mir zu nutze machen, um daraus eine echte, vollwichtige Goldmünze für Euch, Ihr Jünglinge, zu prägen. Oder ist vielleicht nicht eine nützliche Lehre für das Leben, – in einer sinnreichen und anziehenden Form vorgetragen, – mit einer vollwertigen Goldmünze zu vergleichen? – – Hört denn, wenn es Euch beliebt. Hier wurde gesagt, daß gewisse Männer in Hast nach Piräus hinuntergeeilt sind. Wer sind sie, die es so eilig haben? Es sei ferne von mir, Namen zu nennen! Sie selbst nennen sich Freunde und Lehrer der Weisheit. Versetzt Euch im Geist nach Piräus! Was geht da vor in diesem Augenblick, da ich hier in Eurem wohlwollend lauschenden Kreise stehe? Ich will Euch sagen, was da vor geht. Jene Männer, die da selber glauben, die Weisheit zu lieben und zu verkünden, sie rotten sich auf der Landungsbrücke zusammen; sie puffen, zanken, beißen sich, vergessen alle Schicklichkeit und setzen allen Anstand hintan. Und warum? Um die ersten an den Ruderbänken zu sein, – um die am feinsten gekleideten Jünglinge an sich zu reißen, sie in ihre Häuser zu führen, sie aufzunehmen, in der Hoffnung, später aus ihnen auf alle Art Vorteile zu ziehen! Dann aber welche Beschämung und wie nach einem Rausch welche Öde des Erwachens, wenn es sich nach kurzer Frist zeigt – hahaha! – daß jene Jünglinge kaum so viel mitbrachten, als nötig ist, um den Willkommschmaus zu zahlen! – Lernt hieraus, Ihr Jünger, wie schlecht es einem Freund der Weisheit ansteht, und wie wenig es sich lohnt, nach Gütern zu trachten, die außerhalb der Wahrheit liegen. 
FYRST JULIAN.
O, min Libanios, når jeg hører dig med lukkede øjne, da hensynker jeg i en sød drøm om at Diogenes er genfødt iblandt os. 
JULIAN.
O mein Libanios, wenn ich Dir mit geschlossenen Augen zuhöre, so versinke ich in einen süßen Traum, – als ob Diogenes wieder unter uns auferstanden wäre. 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Din mund er fyrstelig ødsel, min inderlig kære! 
LIBANIOS.
Dein Mund ist fürstlich verschwenderisch, mein Liebling! 
FYRST JULIAN.
Intet mindre. Og dog var jeg nær ved at bryde min tale af; thi denne gang vil i al fald én af dine medbrødre neppe føle sig skuffet. 
JULIAN.
Keineswegs. Und doch war ich nahe daran, Deine Rede zu unterbrechen; denn diesmal wird jedenfalls einer von Deinen Mitbrüdern sich kaum getäuscht sehen. 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Min ven spøger. 
LIBANIOS.
Mein Freund scherzt. 
FYRST JULIAN.
Din ven forsikrer dig, at statholderen Milons to sønner er ombord. 
JULIAN.
Dein Freund versichert Dir, daß zwei Söhne des Statthalters Milon an Bord sind. 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
(griber ham i ærmet).
Hvad siger du? 
LIBANIOS
faßt ihn am Arm.
Was sagst Du? 
FYRST JULIAN.
Den Diogenes’s efterfølger, som får dem at opdrage, vil neppe have nødig, for armods skyld, at drikke af den hule hånd. 
JULIAN.
Der
Diogenesjünger, der die zur Erziehung bekommt, wird kaum nötig haben, vor Armut aus der hohlen Hand zu trinken. 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Statholderen Milons sønner! Hin ædle Milon, som sendte kejseren syv persiske heste med sadeltøj, syet med perler – 
LIBANIOS.
Die Söhne des Statthalters Milon! Jenes edlen Milon, der dem Kaiser sieben persische Rosse mit perlenbesticktem Sattelzeug gesandt hat. 
FYRST JULIAN.
Mange fandt, at det var for ringe gave for Milon. 
JULIAN.
Viele fanden diese Gaben für einen Milon noch zu gering. 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Meget sandt. Milon burde sendt et digt; eller han skulde sendt en vel affattet tale eller et brev. Milon er en rigt udrustet mand; hele statholderen Milons slægt er rigt udrustet. 
LIBANIOS.
Sehr wahr. Milon hätte ein Gedicht schicken müssen; oder er hätte eine wohlgesetzte Rede oder einen Brief schicken sollen. Milon ist ein reich veranlagter Mann; die ganze Sippe des Statthalters Milon ist reich veranlagt. 
FYRST JULIAN.
Mest de to ynglinge. 
JULIAN.
Zumal die beiden Jünglinge! 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Det vil jeg tro. Guderne give, for den velgørende og gavmilde faders skyld, at de må falde i gode hænder! Så havde du dog ret, o Julian; skibet bragte virkelig guld fra Efesos. Thi er ikke åndens gaver det ægte guld? Men jeg har ingen ro på mig; disse unge mænds velfærd er i sandhed en vigtig sag; der afhænger så meget af, hvem der først får fat i dem. Mine unge venner, hvis I synes som jeg, da rækker vi disse to fremmede en vejledende hånd, hjælper dem at træffe det gavnligste valg af lærer og bolig og – 
LIBANIOS.
Das will ich meinen. Die Götter mögen geben, um des wohltätigen und freigebigen Vaters willen, daß sie in gute Hände geraten! So hattest Du doch recht, Julian. Das Schiff brachte wirklich Gold aus Ephesos. Denn sind nicht Gaben des Geistes das echte Gold? Aber es läßt mir keine Ruhe – das Wohlergehen dieser jungen Leute ist in der Tat eine Sache von Wichtigkeit. – Es hängt so viel davon ab, in wessen Hände sie zuerst fallen. Meine jungen Freunde, wenn Ihr denkt wie ich, so reichen wir den beiden Fremdlingen die leitende Hand, – sind ihnen bei der Wahl des passendsten Lehrers und der Wohnung behilflich und – 
SALLUST FRA PERUSIA.
Jeg er med! 
SALLUST.
Ich bin dabei! 
LÆRLINGERNE.
Til Piræos! Til Piræos! 
DIE SCHÜLER.
Nach Piräus! Nach Piräus! 
SALLUST FRA PERUSIA.
Vi skal hugge som vildsvin for Milons sønner!
(De går alle med Libanios ud til højre; kun fyrst Julian og Gregor fra Nazianz blir tilbage i søjlegangen.) 
SALLUST.
Wie die Eber wollen wir für Milons Söhne um uns hauen!
Alle gehen mit Libanios rechts ab; nur Julian und Gregor bleiben im Säulengang zurück. 
FYRST JULIAN
(følger dem med øjnene).
Se, hvor de boltrer sig, lig en flok fauner. Hvor de slikker sig om mundkrogene i lystenhed efter det måltid, som vil vanke inat. (vender sig til Gregor.) Havde de i denne stund et suk til Gud, skulde det være, at han vilde tømme deres maver for frokosten. 
JULIAN
folgt ihnen mit den Augen.
Sieh, wie sie davonspringen gleich einer Rotte Faune. Wie sie sich lüstern die Mundwinkel lecken nach der Mahlzeit, die es heut nacht gibt. Wendet sich zu Gregor. Sendeten sie diesen Augenblick einen Seufzer zu Gott, so geschah’s wohl nur, um ihn zu bitten, er möge ihre Magen vom Frühstück leeren. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Julian – 
GREGOR.
Julian – 
FYRST JULIAN.
Se kun på mig; jeg er ædru. 
JULIAN.
Schau’ mich nur an, – ich bin nüchtern. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Jeg véd det. Du er mådeholden i alle ting. Og dog lever du dette liv med. 
GREGOR.
Ich weiß. Du hältst Maß in allen Dingen. Und doch lebst Du dieses Leben mit. 
FYRST JULIAN.
Hvorfor ikke? Véd du eller jeg, når lynet slår ned? Hvorfor så ikke leve en lys solrig dag? Glemmer du, at jeg har henslæbt både min barndom og mine første ungdomsår i et gyldent slaveri? Det var bleven mig til en vane, ja, jeg kan sige, et slags fornødenhed, at føle den visse skræk over mig. Og nu? Denne gravstilhed fra kejserens side; – denne lurende stumhed! Jeg forlod Pergamon uden kejserens samtykke; kejseren taug til det. Jeg drog på egen hånd til Nikomedia; jeg levte der og lærte både af Nikokles og af de andre; kejseren lod det ske. Jeg kom til Athen, søgte Libanios, som kejseren havde forbudt mig at se; – kejseren har tiet til denne dag. Hvorledes skal jeg tyde dette! 
JULIAN.
Warum nicht? Wissen wir beide denn, wann der Blitz herniederfährt? Warum denn nicht einen hellen, sonnigen Tag leben? Hast Du vergessen, daß ich meine Kindheit und ersten Jünglingsjahre in einer goldenen Sklaverei hingeschleppt habe? Es war mir zur Gewohnheit geworden, ja, ich kann wohl sagen, zu einer Art Bedürfnis, jenes gewisse schreckhafte Etwas über mir zu fühlen. Und nun? Diese Grabesstille von Seiten des Kaisers; – dieses lauernde Schweigen! Ich verließ Pergamon ohne des Kaisers Einwilligung; der Kaiser schwieg dazu. Ich ging auf eigne Faust nach Nikomedia; ich lebte dort und studierte bei Nikokles und den anderen, – der Kaiser ließ es geschehen. Ich zog nach Athen, suchte Libanios auf, mit dem mir der Kaiser verboten hatte zu verkehren; – der Kaiser hat bis heutigen Tages geschwiegen! Wie soll ich mir das deuten? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Du skal tyde det i kærlighed, Julian! 
GREGOR.
Du sollst es in Liebe deuten, Julian! 
FYRST JULIAN.
O, du véd ikke –! Jeg hader denne magt udenfor mig, forfærdende, når den handler, – end mere forfærdende, når den hviler. 
JULIAN.
O, Du weißt nicht –! Ich hasse diese Macht, die über mir ist, – schrecklich, wenn sie handelt – noch schrecklicher, wenn sie ruht. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Vær ærlig, ven, og sig mig, om det er blot dette, som har ledt dig ind på alle de sælsomme veje. 
GREGOR.
Sei ehrlich, Freund, und sag’ mir, ob nur das Dich auf die seltsamen Wege da geführt hat. 
FYRST JULIAN.
Hvad mener du med sælsomme veje? 
JULIAN.
Auf was für seltsame Wege? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Er det sandt, hvad rygtet siger, – at du tilbringer dine nætter med at udforske de hedenske hemmeligheder i Eleusis? 
GREGOR.
Ist es wahr, jenes Gerücht: Du verbringest Deine Nächte damit, die heidnischen Mysterien in Eleusis zu ergründen? 
FYRST JULIAN.
Ah, hvad! Jeg kan forsikre dig, der er ringe udbytte at hente hos hine gådelystne drømmere. Lad os ikke tale mere derom. 
JULIAN.
Ach was! Ich kann Dir versichern, bei jenen rätsellüsternen Träumern ist wenig zu holen. Laß uns nicht weiter davon reden. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Altså dog sandt! O, Julian, hvor kunde du søge dette skændselsfulde samkvem! 
GREGOR.
Also ist es doch wahr! Julian, wie konntest Du in diese schändliche Gesellschaft Dich begeben! 
FYRST JULIAN.
Jeg må leve, Gregor, – og dette her ved visdoms-skolen, det er ikke liv. Denne Libanios! Jeg tilgiver ham aldrig, at jeg har elsket ham så højt! Hvorledes gik jeg ikke ved ankomsten ydmyg og skælvende af glæde frem for det menneske, bøjed mig for ham, kyssed ham og kaldte ham min store broder. 
JULIAN.
Ich muß leben, Gregor, – und dieses Treiben hier an der Weisheitsschule, das ist kein Leben. Dieser Libanios! Ich verzeihe ihm nie, daß ich ihn so sehr geliebt habe! Wie demütig und vor Freude zitternd trat ich bei meiner Ankunft diesem Menschen entgegen, wie beugte ich mich vor ihm, wie küßte ich ihn und nannte ihn meinen großen Bruder! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Ja, det var alle kristnes mening, at du drev det for vidt. 
GREGOR.
Ja, es war die Meinung aller Christen, daß Du zu weit gingst. 
FYRST JULIAN.
Og dog kom jeg hid med højtid i sjælen. Jeg så i ånden en vældig kamp imellem os to, – verdens sandhed, som skulde brydes imod Guds sandhed. – Hvad er det blevet til? Libanios har aldrig for alvor villet denne kamp. Han har aldrig villet nogen kamp overhovedet; han vil kun sit eget. Jeg siger dig, Gregor, – Libanios er ingen stor mand. 
JULIAN.
Und doch kam ich her, mit Festesstimmung im Herzen. Ich sah im Geiste einen gewaltigen Kampf zwischen uns beiden, – die Wahrheit der Welt, die mit Gottes Wahrheit ringen sollte –. Was ist daraus geworden? Libanios hat diesen Kampf ernstlich nie gewollt. Er hat überhaupt niemals irgendwelchen Kampf gewollt, – er sucht nur das Seine. Ich sage Dir, Gregor, – Libanios ist kein großer Mann. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Da råber dog hele det oplyste Grækenland, at han er det. 
GREGOR.
Und doch nennt ihn das ganze, aufgeklärte Griechenland so. 
FYRST JULIAN.
Og dog er han ingen stor mand, siger jeg dig. En eneste gang har jeg set Libanios stor; det var hin nat i Konstantinopel. Da var han stor, fordi han havde lidt en stor uret, og fordi en høj vrede fyldte ham. Men her! O, hvad har jeg ikke her været vidne til! Libanios har stor lærdom, men han er ingen stor mand. Libanios er grisk; han er forfængelig; han er optændt af misundelse. Eller tror du, han har kunnet tåle det ry, som jeg, – vistnok for en stor del ved mine venners overbærenhed – har været så heldig at forhverve mig? Kommer du til Libanios, så kan han regne dig op alle dyders væsen og kendetegn. Han har dem på rede hånd, ligesom han har bøgerne i sin bogsal. Men øver han disse dyder? Er hans liv som hans lære? Han en efterfølger af Sokrates og af Platon, – ha-ha! Smigred han ikke kejseren, inden han blev forjaget? Smigred han ikke mig ved vort sammentræf i Konstantinopel, dette sammentræf, som han siden har gjort et yderst uheldigt forsøg på at stille i et latterligt lys! Og hvad er jeg ham nu? Nu skriver han breve til Gallos, til Cæsar Gallos, til kejserens arving, og ønsker ham til lykke med hans fremgang imod Perserne, skønt denne fremgang hidtil har været tarvelig nok og skønt Cæsar Gallos hverken udmærker sig ved lærdom eller ved nogen synderlig veltalenhed. – Og denne Libanios vedbliver Grækerne at kalde for visdomselskernes konge! Ah, jeg vil ikke nægte, at dette harmer mig. Jeg troede dog, sandt at sige, at Grækerne måtte kunne træffe et bedre valg, hvis de fæstede sine øjne lidt mere på de visdommens og veltalenhedens dyrkere, som i de senere år – 
JULIAN.
Und doch ist er kein großer Mann, sage ich Dir. Ein einziges Mal habe ich Libanios groß gesehen; das war in jener Nacht zu Konstantinopel. Da war er groß, weil er ein großes Unrecht erlitten hatte, und weil ein erhabener Zorn ihn erfüllte. Aber hier! O, was habe ich hier nicht alles mit angesehen! Libanios hat ein großes Wissen, – aber er ist kein großer Mann. Libanios ist habgierig; er ist eitel; er ist von Neid zerfressen. Oder glaubst Du, er konnte ertragen, daß ich so glücklich war, – gewiß großenteils durch die Nachsicht meiner Freunde – mir Ruhm zu erwerben? Kommst Du zu Libanios, so kann er Dir aller Tugenden , Wesen und Kennzeichen aufzählen. Er hat sie gleich bei der Hand wie die Bücher in seinem Büchersaal. Aber übt er diese Tugenden? Ist sein Leben wie seine Lehre? Er ein Nachfahr des Sokrates und des Platon – haha! Schmeichelte er nicht dem Kaiser, bevor er verbannt wurde? Schmeichelte er nicht mir bei unserer Begegnung in Konstantinopel, dieser Begegnung, die er später auf eine höchst mißlungene Art in ein lächerliches Licht zu setzen versuchte! Und was bin ich ihm nun? Jetzt schreibt er Briefe an Gallos, an Cäsar Gallos, den Erben des Kaisers, und wünscht ihm Glück zu seinem Erfolg in Persien, obwohl dieser Erfolg bisher dürftig genug ist, und obwohl Cäsar Gallos sich weder durch Gelehrtheit noch durch sonderliche Beredsamkeit auszeichnet. – Und diesen Libanios nennen die Griechen hartnäckig den König der Weisheitsfreunde. Ah, ich will nicht leugnen, daß dies mich kränkt. Ich glaubte doch – die Wahrheit zu sagen – daß die Griechen eine bessere Wahl hätten treffen können, wenn sie ihre Blicke ein wenig mehr auf die Pfleger der Weisheit und Beredsamkeit lenkten, die in den letzten Jahren – 
BASILIOS FRA CÆSARÆA
(kommer fra højre side).
Breve! Breve fra Kappadokia! 
BASILIOS VON CÄSAREA
kommt von rechts.
Briefe! Briefe aus Kappadocien! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Også til mig? 
GREGOR.
Auch an mich? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Se her; fra din moder. 
BASILIOS.
Da – von Deiner Mutter! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Min fromme moder!
(han åbner papiret og læser.) 
GREGOR.
Von meiner frommen Mutter!
Er öffnet den Brief und liest. 
FYRST JULIAN
(til Basilios).
Er det din søster, som skriver? 
JULIAN
zu Basilios.
Ein Schreiben von Deiner Schwester ? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA
(der er kommen med sit eget brev åbent).
Ja, det er Makrina. Hun melder både tunge og sælsomme tidender. 
BASILIOS.
der mit seinem eigenen, schon geöffneten Briefe gekommen ist.
Ja, von Makrina. Sie sendet düstere und seltsame Kunde. 
FYRST JULIAN.
Hvilke; hvilke? 
JULIAN.
Welche? Welche? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Først om din høje broder Gallos. Han øver et strængt herredømme i Antiokia. 
BASILIOS.
Zuerst über Deinen erlauchten Bruder Gallos: er führt streng Regiment in Antiochia. 
FYRST JULIAN.
Ja, Gallos er hård. – Skriver Makrina „strængt herredømme“? 
JULIAN.
Ja, Gallos ist hart. Schreibt Makrina »streng Regiment«? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA
(ser på ham).
Makrina skriver „blodigt“ – 
BASILIOS
sieht ihn an.
Makrina schreibt: »blutig« – 
FYRST JULIAN.
Ah, jeg tænkte det! Hvorfor gav dog kejseren ham denne ryggesløse enke, denne Konstantina, til ægte! 
JULIAN.
Ich dachte es wohl! Warum gab auch der Kaiser ihm diese ruchlose Witwe, diese Konstantina, zur Frau! 
GREGOR FRA NAZIANZ
(læsende).
O, hvad uhørt skændighed? 
GREGOR
lesend.
O, welch unerhörte Schmach! 
FYRST JULIAN.
Hvad er det, ven? 
JULIAN.
Was gibt es, Freund? 
GREGOR FRA NAZIANZ
(til Basilios).
Nævner Makrina intet om, hvad der går for sig i Antiokia? 
GREGOR
zu Basilios.
Sagt Makrina nichts von den Vorgängen in Antiochia? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Intet nøjere. Hvad er det? Du er bleg – 
BASILIOS.
Nichts Näheres. – Was ist das? Du bist bleich – 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Du kendte dog den ædle Klemazios, Alexandrineren? 
GREGOR.
Du hast doch den edlen Klematios gekannt, den Alexandriner? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Ja, ja; hvad er der med ham? 
BASILIOS.
Jawohl – was ist mit ihm? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Han er myrdet, Basilios! 
GREGOR.
Er ist ermordet, Basilios! 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Hvad siger du! Myrdet? 
BASILIOS.
Was sagst Du! Ermordet! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Jeg kalder det myrdet; – de har henrettet ham uden lov og dom. 
GREGOR.
Ich nenne das ermordet – sie haben ihn hingerichtet ohne Gesetz und Urteil. 
FYRST JULIAN.
Hvem? Hvem har henrettet ham? 
JULIAN.
Wer? Wer hat ihn hingerichtet? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Ja, hvem? Hvor kan jeg sige, hvem? Min moder fortæller sammenhængen således: Klemazios’s svigermoder var bleven optændt af en uren elskov til sin datters mand; men da hun ingen vej kunde komme med ham, skaffede hun sig gennem en bagdør adgang til slottet – 
GREGOR.
Ja, wer? Wie kann ich sagen, wer? Meine Mutter erzählt die Sache so: des Klematios Schwiegermutter war in unreiner Liebe entbrannt zu ihrer Tochter Mann; aber da mit ihm nichts anzufangen war, so verschaffte sie sich durch eine Hintertür Zugang zum Schlosse – 
FYRST JULIAN.
Hvilket slot? 
JULIAN.
Zu welchem Schlosse? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Min moder skriver kun slottet. 
GREGOR.
Meine Mutter schreibt nur: »zum Schlosse«. 
FYRST JULIAN.
Nu? Og så –? 
JULIAN.
Nun? Und da? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Man véd kun, at hun der har skænket en fornem og mægtig kvinde et meget kostbart smykke for at udvirke en dødsdom – 
GREGOR.
Man weiß nur, daß sie dort einem vornehmen und mächtigen Weibe einen sehr kostbaren Schmuck geschenkt hat, um ein Todesurteil zu erwirken – 
FYRST JULIAN.
Ah, men den fik de ikke! 
JULIAN.
Aber sie erlangten es nicht! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
De fik den, Julian! 
GREGOR.
Sie erlangten es, Julian! 
FYRST JULIAN.
O, Jesus! 
JULIAN.
Jesus! 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Forfærdeligt! Og Klemazios –? 
BASILIOS.
Entsetzlich! Und Klematios –? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Dødsdommen blev sendt til statholderen Honoratos. Denne svage mand voved ikke at modsætte sig så høj befaling. Klemazios blev fængslet og henrettet tidligt næste morgen, uden at han, som min moder skriver, fik åbne sin mund til forsvar. 
GREGOR.
Das Todesurteil ward dem Statthalter Honoratos übersandt. Der schwache Mann wagte nicht, sich so hohem Befehl zu widersetzen. Klematios ward ins Gefängnis geworfen und in der Frühe des nächsten Morgens hingerichtet, ohne, wie meine Mutter schreibt, den Mund zu seiner Verteidigung öffnen zu dürfen. 
FYRST JULIAN
(sagte og bleg).
Brænd disse farlige breve; de kan bringe os alle i ulykke. 
JULIAN
leise und bleich.
Verbrennt diese gefährlichen Briefe! Sie können uns alle ins Unglück stürzen. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Så åbenbar vold midt i en stor stad! Hvor er vi; hvor er vi? 
BASILIOS.
So offenbare Gewalt mitten in einer großen Stadt! Wo sind wir, – wo sind wir? 
FYRST JULIAN.
Ja, du må vel spørge, hvor er vi! En kristen morder, en kristen bolerske, en kristen – 
JULIAN.
Du kannst wohl fragen: wo sind wir! Ein christlicher Mörder, eine christliche Buhlerin, ein christlicher – 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Klager bøder ikke på denne sag. Hvad agter du at gøre? 
GREGOR.
Klagen bessern nichts an dieser Sache. Was gedenkst Du zu tun? 
FYRST JULIAN.
Jeg? Jeg vil ikke mere gå til Eleusis; jeg vil afbryde alt samkvem med hedningerne, og takke Herren min Gud, at han tog magtens fristelse fra mig. 
JULIAN.
Ich? Ich will nicht mehr nach Eleusis – ich will allen Verkehr mit den Heiden abbrechen und Gott dem Herrn danken, daß er die Versuchung der Macht von mir genommen hat. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Godt; men så? 
GREGOR.
Gut – und dann? 
FYRST JULIAN.
Jeg forstår dig ikke – 
JULIAN.
Ich verstehe Dich nicht – 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Så hør. Du må ikke tro det er nok med mordet på Klemazios. Denne uhørte skændselsdåd har slåt ned som en pest over Antiokia. Alt ondt vågner op og myldrer frem af sine smuthuller. Min moder skriver, at det er som om en stinkende afgrund havde åbnet sig. Hustruer angiver sine mænd, sønner angiver sine fædre, presterne sine egne menigheds-lemmer – 
GREGOR.
So höre. Du darfst nicht glauben, daß es bei der Ermordung des Klematios sein Bewenden haben wird. Diese unerhörte Schandtat ist wie eine Pest über Antiochia hereingebrochen. Alle Greuel wachen auf und kriechen hervor aus ihren Schlupfwinkeln. Meine Mutter schreibt, es wäre, als hätte ein stinkender Abgrund sich aufgetan. Frauen verraten ihre Männer, Söhne verraten ihre Väter, Priester verraten Glieder ihrer eigenen Gemeinde – 
FYRST JULIAN.
Dette vil gribe videre om sig. Vederstyggeligheden vil fordærve os alle. – O, Gregor, om jeg kunde flygte til verdens grænse –! 
JULIAN.
Es wird noch weiter um sich greifen. Die Niedertracht wird uns alle verderben. – O, Gregor, könnte ich fliehen bis an die Grenzen der Erde –! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Din plads er på verdens navle, fyrst Julian! 
GREGOR.
Dein Platz ist auf der Erde Nabel, Prinz Julian! 
FYRST JULIAN.
Hvad kræver du? 
JULIAN.
Was verlangst Du? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Du er denne blodige Cæsars broder. Træd frem for ham, – han kalder sig jo en kristen. Kast ham hans gerning i ansigtet; slå ham til jorden i rædsel og nag – 
GREGOR.
Du bist der Bruder dieses blutrünstigen Cäsar. Tritt vor ihn hin, – er nennt sich ja einen Christen. Schleudere ihm seine Tat ins Angesicht, schmettere ihn hinab in Schrecken und Reue – 
FYRST JULIAN
(vigende).
Afsindige, hvad tænker du! 
JULIAN
zurückweichend.
Wahnwitziger, was denkst Du? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Har du din broder kær? Vil du frelse ham? 
GREGOR.
Hast Du Deinen Bruder lieb? Willst Du ihn erlösen? 
FYRST JULIAN.
Jeg havde Gallos kær som ingen anden. 
JULIAN.
Ich hatte ihn über alles lieb. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Du havde –? 
GREGOR.
Du hattest –? 
FYRST JULIAN.
Så længe han kun var min broder. Men nu –; er han ikke Cæsar? Gregor, – Basilios, – o, I dyrebare venner, jeg skælver for mit liv, jeg ånder i angst for Cæsar Gallos. Og jeg skulde tænke på at træde ham under øjnene, jeg, hvis blotte tilværelse er en fare for ham! 
JULIAN.
Solange er nur mein Bruder war. Aber jetzt –. Ist er nicht Cäsar? Gregor, – Basilios – Ihr teuren Freunde, ich zittere für mein Leben, ich atme in Furcht vor Cäsar Gallos. Und ich sollte mich unterfangen, ihm unter die Augen zu treten, ich, dessen bloßes Dasein eine Gefahr für ihn ist! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Hvorfor kom du til Athen? Du lod forkynde med stor bram over landene: fyrst Julian rejser fra Konstantinopel for at kæmpe imod den falske visdom, – for at hævde den kristne sandhed imod hedenskabets løgn. Hvad har du virket i så måde? 
GREGOR.
Warum bist Du nach Athen gekommen? Du ließest prahlerisch durch die Länder verkünden: Prinz Julian verläßt Konstantinopel, um wider die falsche Weisheit zu kämpfen, um der christlichen Wahrheit wider die heidnische Lüge zum Siege zu verhelfen. Was hast Du geleistet
FYRST JULIAN.
O, det var heller ikke her slaget skulde stå. 
JULIAN.
O, nicht hier sollte die Schlacht geschlagen werden. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Nej, det var ikke her; – ikke med talemåde imod talemåde, ikke med bog imod bog, ikke med ordets fægtende leg i læresalen! Nej, Julian, det er ude i livet, du skal møde frem, med livet i hænderne – 
GREGOR.
Nein, nicht hier; – nicht mit Phrase wider Phrase, nicht mit Buch wider Buch, nicht mit spielerischem Wortgefecht im Lehrsaal! Nein, Julian, draußen im Leben, da sollst Du hervortreten – das Leben in den Händen – 
FYRST JULIAN.
Jeg ser det; jeg ser det! 
JULIAN.
Ich sehe es – ich sehe es! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Ja, som Libanios ser det! Ham spotted du. Han vidste alle dyders væsen og kendetegn; men læren var ham kun en lære. Hvor meget af dit hører Gud til? Hvor meget tør kejseren kræve? 
GREGOR.
Ja, wie Libanios es sieht. Ihn hast Du verspottet: er kenne aller Tugenden Wesen und Kennzeichen, aber die Lehre sei ihm eben nur Lehre. Wieviel von dem Deinen gehört Gott? Wieviel darf der Kaiser fordern? 
FYRST JULIAN.
Du sagde selv, det var bespottelse – 
JULIAN.
Du hast selbst gesagt, es wäre Verhöhnung – 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Mod hvem? Mod Gud eller kejseren? 
GREGOR.
Wessen? Gottes oder des Kaisers? 
FYRST JULIAN
(rask).
Nu vel; skal vi følges? 
JULIAN
schnell.
Nun denn, – wollen wir zusammen gehen? 
GREGOR FRA NAZIANZ
(afvisende).
Jeg har min lille kreds; jeg har min slægt at værge om. Videre går hverken min magt eller mine evner. 
GREGOR
abweisend.
Ich habe meinen kleinen Kreis – ich habe meine Sippe zu beschützen. Weiter geht weder meine Macht noch meine Fähigkeit. 
FYRST JULIAN
(vil svare; pludselig lytter han mod højre og råber):
Til bakkanal! 
JULIAN
will antworten, horcht plötzlich nach rechts hin und ruft
: Zum Bacchanal! 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Julian! 
BASILIOS.
Julian! 
FYRST JULIAN.
Til bakkanal, I venner!
(Gregor fra Nazianz ser et øjeblik på ham; derpå går han bort gennem søjlegangen til venstre. Store flokke af højskolens lærlinger, med de nyankomne mellem sig, stormer under larm og skrig ind på torvet.) 
JULIAN.
Zum Bacchanal, Ihr Freunde!
Gregor sieht ihn einen Augenblick an; dann entfernt er sich durch den Säulengang links. Große Scharen von Hochschülern stürmen mit den neuen Ankömmlingen unter Lärm und Geschrei auf den Markt. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA
(nærmere).
Julian, vil du høre mig? 
BASILIOS
näher.
Julian, willst Du mich hören? 
FYRST JULIAN.
Se, se! De har ført sine nye venner i bad, – salvet deres hår. Se, hvor de svinger kniplerne; hvor de hyler og slår i brostenene. Hvad siger du, Perikles? Jeg synes jeg fornemmer din vrede skygge – 
JULIAN.
Sieh da, sieh da! Sie haben ihre neuen Freunde ins Bad geführt, ihnen das Haar gesalbt. Sieh, wie sie ihre Knüppel schwingen, wie sie heulen und das Pflaster stampfen. Was sagst Du, Perikles? Ich meine, Deinen zornigen Schatten zu gewahren – 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Kom, kom! 
BASILIOS.
Komm, komm! 
FYRST JULIAN.
Ah, se ham, som de driver nøgen imellem sig. Nu kommer danserinder. Ah, ser du, hvad –! 
JULIAN.
Schau, da haben sie einen Nackten unter sich! Da kommen Tänzerinnen! Siehst Du, wie –! 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Fy, fy; – vend dit øje bort!
(Aftenen er falden på. Hele skaren lejrer sig på torvet ved vandspringet. Der bringes vin og frugter. Sminkede piger danser ved fakkelskin.) 
BASILIOS.
Pfui, pfui! Wende Dein Auge ab!
Der Abend ist hereingebrochen. Die ganze Schar lagert sich auf dem Markt am Springbrunnen. Man bringt Wein und Früchte. Geschminkte Mädchen tanzen beim Fackelschein. 
FYRST JULIAN
(efter en kort taushed).
Sig mig, Basilios, hvorfor var den hedenske synd så skøn? 
JULIAN
nach kurzem Schweigen.
Sag’ mir, Basilios, warum war die heidnische Sünde so schön? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Du fejler, ven; der er digtet og berettet skønt om den hedenske synd; men den var ikke skøn. 
BASILIOS.
Du irrst, Freund; es ist schön gedichtet und berichtet von der heidnischen Sünde – aber sie war nicht schön. 
FYRST JULIAN.
O, hvad siger du? Var ikke Alkibiades skøn, når han, hed af vin, som en ung gud stormed gennem Athens gader ved nattetid? Var han ikke skøn i sin trods, når han håned Hermes og hamred på borgernes døre, – når han råbte på deres hustruer og døtre, mens kvinderne derinde skalv og i sukkende åndeløs taushed intet heller ønsked sig end at – 
JULIAN.
Was sagst Du? War nicht Alkibiades schön, wenn er, vom Weine heiß, wie ein junger Gott durch die nächtigen Gassen Athens stürmte? War er nicht schön in seinem Trotz, – wenn er Hermes verhöhnte und an die Türen der Bürger pochte, wenn er ihren Frauen und Töchtern rief, – indessen die Weiber drinnen erbebten und in seufzendem, atemlosem Schweigen nichts sehnlicher wünschten als – 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
O, jeg beder dig bønligt, lån mig øre. 
BASILIOS.
O, ich bitte Dich flehentlich, leih mir Dein Ohr! 
FYRST JULIAN.
Var ikke Sokrates skøn i symposiet? Og Platon og alle de glade svælgende brødre! Og dog bedrev de ting, som hine kristne halv-svin derborte skulde sværge sig fra Gud på, om nogen beskyldte dem for det. Og tænk dig derhos Ødipos, Medea, Leda – 
JULIAN.
War nicht Sokrates schön beim Symposion? Und Platon? Und die andern heiter schwelgenden Genossen? Und doch trieben sie Dinge, die jene christlichen Halbschweine da hinten abschwören würden vor Gott, beschuldigte sie einer dessen. Und dann denk an Oedipus, Medea, Leda – 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Digt, digt; – du blander digt og sandhed sammen. 
BASILIOS.
Dichtung, Dichtung! Du wirfst Wahrheit und Dichtung zusammen! 
FYRST JULIAN.
Har ikke de digtede sind og viljer de skabtes vilkår? Og se så til vore hellige skrifter, både de ældre og de nye. Var synden skøn i Sodoma og Gomorra? Hævned ikke Jehovas ild, hvad Sokrates ikke veg tilbage for? – O, når jeg lever dette levnet i storm og sværm, så tænker jeg tidt på, om sandheden skulde være skønhedens fiende. 
JULIAN.
Haben nicht die erdichteten Sinne und Willenskräfte die Verhältnisse der wirklichen? Sieh unsere heiligen Schriften an, die alten wie die neuen! War die Sünde schön in Sodom und Gomorrha? Rächte Jehovas Feuer nicht das, was Sokrates ohne Scheu getan hat? – O, wenn ich dies Leben in Saus und Braus lebe, so denke ich oft bei mir, ob die Wahrheit denn wirklich die Feindin der Schönheit sein sollte. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Og i en slig stund kan du sukke efter skønhed? Har du så let glemt, hvad du nys hørte –? 
BASILIOS.
Und in solch einem Augenblick kannst Du nach Schönheit seufzen? Hast Du so schnell vergessen, was Du eben gehört hast? 
FYRST JULIAN
(holder sig for ørerne).
Ikke et ord mere om hine rædsler! Alt det fra Antiokia vil vi ryste af os. – – Sig mig, hvad skriver Makrina videre? Der var noget andet; jeg synes, du sagde –; hvad kaldte du de øvrige tidender? 
JULIAN
sich die Ohren zuhaltend.
Kein Wort mehr von jenen Greueln! Alles, was in Antiochia geschehen ist, wollen wir von uns abschütteln – –. Sag’ mir, was schreibt Makrina sonst noch? Es war noch etwas – ich glaube, Du sagtest – wie nanntest Du die übrigen Nachrichten? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Sælsomme. 
BASILIOS.
Seltsam. 
FYRST JULIAN.
Ja, ja; – hvad var det? 
JULIAN.
Jawohl, ja – und warum? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Hun skriver om Maximos i Efesos – 
BASILIOS.
Sie schreibt von Maximos in Ephesos – 
FYRST JULIAN
(levende).
Mystikeren? 
JULIAN
lebhaft.
Dem Mystiker? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Ja, denne gådefulde mand. Nu er han dukket op igen; denne gang i Efesos. Alle de omliggende landskaber er i gæring. Maximos nævnes på alles læber. Enten er han en gøgler, eller han står i en uheldsvanger pagt med visse ånder. Selv kristne drages underlig hen af hans bespottelige tegn og gerninger. 
BASILIOS.
Ja, von diesem rätselhaften Mann. Er ist wieder aufgetaucht; diesmal in Ephesos. Das Land ringsum ist in Gärung. Maximos ist in aller Munde. Entweder ist er ein Gaukler, oder er steht in unheilvollem Bunde mit gewissen Geistern. Selbst Christen werden wunderlich mit fortgerissen von seinen nichtswürdigen Zeichen und Taten. 
FYRST JULIAN.
Mere, mere; jeg beder dig! 
JULIAN.
Weiter, weiter – ich bitte Dich! 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Der er ikke mere om ham. Makrina skriver kun, at hun i Maximos’s atterkomst ser et vidnesbyrd om, at vi er under Herrens vrede. Hun tror, at der forestår os store trængsler for vore synders skyld. 
BASILIOS.
Da ist nichts weiter. Makrina schreibt nur, sie sähe in der Wiederkunft des Maximos ein Zeugnis, daß der Zorn des Herrn über uns ist. Sie glaubt, daß großes Ungemach uns bevorstehe um unserer Sünde willen. 
FYRST JULIAN.
Ja, ja, ja! – Hør, Basilios, hun må visselig være en sjelden kvinde, din søster. 
JULIAN.
Ja, ja, ja! – Hör’, Basilios, sie ist gewiß ein seltenes Weib, Deine Schwester. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
I sandhed, det er hun. 
BASILIOS.
In Wahrheit, das ist sie. 
FYRST JULIAN.
Når du meddeler mig af hendes breve, da er det, som om jeg fornam noget helt og fuldt, jeg længe havde sukket efter. Sig mig, står endnu hendes tanke til at vende sig bort fra verden og at leve i en øde egn? 
JULIAN.
Wenn Du mir aus ihren Briefen vorliest, so ist mir, als hörte ich etwas Ganzes und Volles reden, etwas, wonach ich mich lange gesehnt habe. Sag’ mir, hat sie noch immer die Absicht, die Welt zu fliehen und in Öde und Einsamkeit zu leben? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Den tanke står altid fast hos hende. 
BASILIOS.
Sie hat noch immer die feste Absicht. 
FYRST JULIAN.
Virkelig? Hun, som alle gaver synes at være drysset ned over? Hun, som jo skal være både ung og skøn; hun, som har rigdom ivente og som råder over en – for en kvinde at være – højst uvanlig lærdom! Véd du vel, Basilios, at jeg brænder efter at få se hende? – Hvad vil hun i ensomheden? 
JULIAN.
Wirklich? Sie, die mit allen Gaben gesegnet erscheint? Sie, die jung und schön sein soll; sie, die Reichtümer zu erwarten hat, und der ein – für ein Weib wenigstens – ganz ungewöhnliches Wissen eignet? Weißt Du wohl, Basilios, daß ich darauf brenne, sie von Angesicht zu sehen. – Was will sie in der Einsamkeit? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Jeg har jo fortalt dig, hendes brudgom døde. Hun holder ham for sin ventende husbond, hvem hun skylder alle sine tanker og hvem hun pligter at møde ren. 
BASILIOS.
Ich habe Dir doch erzählt, ihr Bräutigam ist gestorben. Nun hält sie ihn für ihren harrenden Eheherrn, dem sie all ihr Sinnen und Trachten schulde, und dem rein zu begegnen sie verpflichtet sei. 
FYRST JULIAN.
Sælsomt, hvor mange der drages imod ensomheden i disse tider. – Når du skriver til Makrina, kan du sige hende, at også jeg – 
JULIAN.
Seltsam, wie viele in diesen Zeiten in die Einsamkeit sich sehnen. – Wenn Du Makrina schreibst, so sag’ ihr, daß auch ich – 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Hun véd det, Julian; men hun tror det ikke. 
BASILIOS.
Sie weiß es, Julian – aber sie glaubt nicht daran. 
FYRST JULIAN.
Hvorfor ikke? Hvad skriver hun? 
JULIAN.
Warum nicht? Was schreibt sie? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Jeg beder dig, ven, forskån mig – 
BASILIOS.
Ich bitte Dich, Freund, laß mich – 
FYRST JULIAN.
Har du mig kær, så dølger du ikke et ord af, hvad hun skriver! 
JULIAN.
Hast Du mich lieb, so verbirgst Du mir nicht ein Wort von dem, was sie schreibt! 
BASILIOS FRA CÆSARÆA
(rækker ham brevet).
Du vil det; – læs; det begynder der. 
BASILIOS
reicht ihm den Brief.
Du willst es – so lies; da ist der Anfang. 
FYRST JULIAN
(læser).
„Hver gang du skriver om kejserens unge slægtning, som er din ven, da fyldes mit sind af en stor og strålende glæde –“. O, Basilios, vær du mit øje; læs videre for mig. 
JULIAN
liest.
»Jedesmal, wenn Du von des Kaisers jungem Vetter schreibst, der Dein Freund ist, füllt eine große, leuchtende Freude meine Seele« – Basilios, sei Du mein Auge – lies weiter für mich. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA
(læser).
„Din fortælling om al den tillidsfulde visshed, hvormed han kom til Athen, var mig som et billed fra de gamle skrifters tid. Ja, jeg tror han er den genfødte David, som skal nedslå hedningernes kæmper. Guds ånd være over ham i striden og alle dage“. 
BASILIOS
liest.
»Deine Schilderung, mit welch fester Zuversicht er nach Athen kam, war mir wie ein Bild aus der Zeit der heiligen Schriften. Ja, ich glaube, er ist der wiedergeborene David, der die Kämpen der Heiden zu Boden schmettern soll. Der Geist Gottes sei über ihm im Streit und alle Tage!« 
FYRST JULIAN
(griber ham om armen).
Lad det være nok med dette? Hun også? Hvad er det, I alle, ligesom med én mund, kræver af mig? Har jeg givet eder noget skyldbrev på at brydes med magtens løver –? 
JULIAN
faßt ihn am Arme.
Genug davon! Auch sie? Was denn fordert Ihr alle wie aus einem Munde von mir? Habe ich mich etwa durch Schuldschein Euch verschrieben, mit den Löwen der Macht zu ringen–? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Hvoraf kommer det, at alle troende i åndeløs forventning ser imod dig? 
BASILIOS.
Wie kommt es, daß alle Gläubigen in atemloser Erwartung auf Dich die Blicke richten? 
FYRST JULIAN
(går et par gange op og ned i søjlegangen, standser og rækker efter brevet).
Giv hid; lad mig se. (læser.) „Guds ånd være over ham i striden og alle dage“. – O, Basilios, om jeg kunde –! Men jeg føler mig som hin Dædalos mellem himmel og hav. En svimlende højde og et svælgende dyb –. Hvad mening er der i disse røster, som råber til mig fra øst og vest, at jeg skal frelse kristendommen? Hvor er den, denne kristendom, som skal frelses? Er den hos kejseren eller hos Cæsar? Jeg tænker, deres gerninger skriger: nej, nej! Er den hos de mægtige og fornemme, – hos disse hoffets lystne halvmænd, som folder hænderne over den mætte bug og piber: mon Guds søn er skabt af intet? Eller er den hos de oplyste, hos dem, der, ligesom du og jeg, har drukket skønhed og lærdom af de hedenske kilder? Hælder ikke de fleste af disse vore brødre til det arianske kætteri, som kejseren selv har så stor yndest for? Og nu den hele lurvede hob i riget, – alle de, som raser mod templerne, som myrder hedninger og hedningers slægt! Er det for Kristi skyld? Ha-ha! bagefter slås de indbyrdes om de dræbtes efterladenskaber. – Du kan spørge Makrina, om kristendommen er at søge i ensomheden, – på søjlen, hvor støtte-helgenen står på et ben. Eller er den i stæderne? Kanske hos hine bagere i Konstantinopel, som nys kæmped med næverne for at klare det spørgsmål, om treenigheden består af tre personer eller af tre hypostaser! – Hvem af alle disse skulde Kristus ville tage i sin mund, om han steg ned til jorden igen? – Frem med Diogenes-lygten, Basilios! Lys op i dette nattemulm. – Hvor er kristendommen? 
JULIAN
geht einigemal auf und nieder im Säulengang, bleibt stehen und greift nach dem Brief.
Gib her, laß sehen – liest: »Der Geist Gottes sei über ihm im Streit und alle Tage!« – Basilios, wenn ich könnte –! Aber ich komme mir vor wie jener Dädalos zwischen Himmel und Meer. Schwindelnde Höhe und bodenlose Tiefe –. Was wollen diese Stimmen, die von Osten und Westen mir zurufen, ich solle das Christentum erlösen? Wo ist es, dieses Christentum, das erlöst werden soll? Ist es bei dem Kaiser oder beim Cäsar? Ich meine, ihre Taten schreien: nein und aber nein! Ist es bei den Mächtigen und Vornehmen, – bei diesen lüsternen Halbmännern des Hofes, die ihre Hände über dem satten Bauch falten und piepsen: ob Gottes Sohn wirklich aus Nichts erschaffen ist? Oder ist das Christentum bei den Erleuchteten, bei denen, die, wie Du und ich, Schönheit und Weisheit aus den heidnischen Quellen getrunken haben? Neigt nicht die Mehrzahl unserer Brüder zur arianischen Ketzerei, der selbst der Kaiser so sehr gewogen ist? Und vollends der ganze Pöbel im Reich, – alle, die wider die Tempel wüten, die Heiden und der Heiden Geschlecht ermorden! Geschieht das um Christi willen? Haha, nachher tun sie sich gegenseitig ab – über der Hinterlassenschaft der Ermordeten. Du kannst Makrina fragen, ob das Christentum in der Einsamkeit zu finden ist, – auf der Säule, wo der Säulenheilige auf einem Bein steht. Oder in den Städten? Vielleicht bei jenen Bäckern in Konstantinopel, die jüngst durch Faustkampf die Frage entscheiden wollten, ob die Dreieinigkeit aus drei Personen oder aus drei Substanzen bestände! – Wer von all diesen würde Christus wohl anerkennen, wenn er wieder zur Erde niederstiege? Heraus mit der Diogeneslaterne, Basilios! Leucht’ in das nächtliche Dunkel! Wo ist das Christentum? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Søg svaret der, hvor det er at finde i alle skrøbelige tider. 
BASILIOS.
Such’ Antwort da, wo sie zu finden in allen kraftlosen Zeiten. 
FYRST JULIAN.
Stæng ikke din kundskabs brønd! Læsk mig, hvis du kan. Hvor skal jeg søge og finde? 
JULIAN.
Verschließ nicht Deines Wissens Born! Letze mich, wenn Du kannst. Wo soll ich suchen und finden? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
I de hellige mænds skrifter. 
BASILIOS.
In den Schriften der heiligen Männer. 
FYRST JULIAN.
Det samme fortvivlelsens svar. Bøger, – altid bøger! Kom jeg til Libanios, så lød det: bøger, bøger! Kommer jeg til eder, – bøger, bøger, bøger! Stene for brød! Jeg kan ikke bruge bøger; – det er liv, jeg hungrer efter, samliv, ansigt til ansigt med ånden. Blev Saulus seende af en bog? Var det ikke en lysflod, der slog ham imøde, et syn, en røst –! 
JULIAN.
Dieselbe Antwort der Verzweiflung! Bücher, – immer Bücher! Kam ich zu Libanios, so hieß es: Bücher, Bücher! Komme ich zu Euch, – Bücher, Bücher, Bücher! Steine statt Brot! Bücher nützen mir nichts; – nach Leben hungert mich, Zusammenleben mit dem Geist – von Angesicht zu Angesicht! Ward Saulus sehend durch ein Buch? War es nicht eine Lichtflut, die ihm entgegenschlug, ein Gesicht, eine Stimme –! 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Glemmer du synet og røsten, som hin Agathon fra Makellon –? 
BASILIOS.
Denk an das Gesicht und an die Stimme, die jener Agathon aus Makellon –? 
FYRST JULIAN.
Et gådefuldt bud; et orakelråb, som jeg ikke kan tyde. Var jeg den kårne? Rigets arving, hed det. Og hvilket rige –? Der ruger tusend tvil over den sag. Det véd jeg kun: i Athen er ikke løvens hule. Men hvor, hvor? O, jeg famler som Saulus i natten. Vil Kristus mig noget, så må han tale tydeligt. Fingeren i naglesåret – 
JULIAN.
Eine rätselvolle Botschaft – ein Orakelspruch, den ich nicht deuten kann. War ich der Erkorene? Des Reiches Erbe, hieß es. Was ist das für ein Reich –? Tausend Zweifel lauern über dieser Sache. Nur das weiß ich: in Athen ist nicht die Höhle des Löwen. Aber wo, wo? Gleich Saulus tappe ich im nächtlichen Dunkel. Will Christus etwas von mir, so mag er deutlich reden. Den Finger im Nägelmal – 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Og dog står der skrevet – 
BASILIOS.
Und doch steht geschrieben – 
FYRST JULIAN
(slår ud med hånden).
Jeg véd alt, hvad der står skrevet. Dette med det skrevne, det er ikke sandhed i kødet. Føler du ikke ækkelhed og kvalme, ligesom ombord på et skib i vindstille, omtumlet mellem liv, skrift, hedensk visdom og skønhed? Der må komme en ny åbenbaring. Eller en åbenbaring af noget nyt. Der må, siger jeg; – tiden er inde. – Ja, en åbenbaring! O, Basilios, kunde du bede den ned over mig! Bloddøden, om så skal være –! Bloddøden –, ah, jeg svimler i dens sødme; tornekronen om min tinding –! (han griber sig med begge hænder om hovedet, fatter rosenkransen, som han river af, besinder sig længe og siger sagte:) Denne. Det havde jeg glemt. (kaster kransen bort.) Et eneste har jeg lært i Athen. 
JULIAN
mit der Hand abweisend.
Ich weiß alles, was da geschrieben steht. Geschriebenes – das ist nicht Wahrheit für das Fleisch. Fühlst Du nicht Ekel und Übelkeit, wie an Bord eines Schiffes bei Windstille, – so hin und her geworfen zwischen Leben, Schrift, heidnischer Weisheit und Schönheit? Es muß eine neue Offenbarung kommen. Oder eine Offenbarung von etwas Neuem. Es muß, sag’ ich; – die Zeit ist erfüllet. Ja, eine Offenbarung! O, Basilios, könntest Du die auf mich herabflehen! Den Bluttod, wenn es sein müßte –! Den Bluttod –, ah, ich schwelge in seiner Wonne, die Dornenkrone um meine Schläfen –! Er greift mit beiden Händen nach dem Kopf, faßt den Rosenkranz, reißt ihn ab, besinnt sich lange und sagt: Schau – den hatte ich vergessen! Er wirft den Kranz weg. Nur Eins habe ich in Athen gelernt – 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Hvilket, Julian? 
BASILIOS.
Was, Julian? 
FYRST JULIAN.
Den gamle skønhed er ikke længer skøn, og den nye sandhed er ikke længer sand.
(Visdomslæreren Libanios kommer hurtigt gennem søjlegangen fra højre side.) 
JULIAN.
Die alte Schönheit ist nicht länger schön, und die neue Wahrheit nicht länger wahr. 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
(endnu i frastand).
Nu har vi ham; nu har vi ham! 
LIBANIOS
kommt eilig durch den Säulengang von rechts; schon von fern:
Da haben wir ihn – da haben wir ihn! 
FYRST JULIAN.
Ham? Jeg tænkte du havde dem begge. 
JULIAN.
Ihn? Ich dachte, Du hättest sie beide. 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Hvilke begge? 
LIBANIOS.
Welche beiden? 
FYRST JULIAN.
Milons sønner. 
JULIAN.
Milons Söhne. 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Ah, ja, dem har jeg også. Men vi har ham, min Julian! 
LIBANIOS.
Ah ja, die habe ich auch. Aber wir haben ihn, mein Julian! 
FYRST JULIAN.
Hvem, dyrebare broder? 
JULIAN.
Wen, teurer Bruder? 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Han har fanget sig i sit eget garn! 
LIBANIOS.
Er hat sich in seinem eigenen Garn gefangen. 
FYRST JULIAN.
Aha, – en vismand altså? 
JULIAN.
Aha, – also ein Weiser? 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Al visdoms modstander. 
LIBANIOS.
Aller Weisheit Widersacher. 
FYRST JULIAN.
Hvem, hvem, spørger jeg? 
JULIAN.
Wer, wer – frag’ ich? 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Véd du det virkelig ikke? Har du ikke hørt nyheden om Maximos? 
LIBANIOS.
Weißt Du es wirklich nicht? Hast Du nicht das Neueste über Maximos gehört? 
FYRST JULIAN.
Om Maximos? O, hav dog den godhed – 
JULIAN.
Über Maximos? O, habe doch die Güte – 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Did hen måtte det komme med denne urolige sværmer, – skridt for skridt, ind i vanvidet – 
LIBANIOS.
So weit mußte es mit diesem unruhigen Schwärmer kommen – Schritt um Schritt, in den Wahnsinn hinein – 
FYRST JULIAN.
Med andre ord: ind i den højeste visdom. 
JULIAN.
Mit andern Worten: in die höchste Weisheit hinein. 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Ja, sådant kan siges. Men nu gælder det at handle og gribe øjeblikket. Du, vor højt skattede Julian, du er manden. Du er kejserens nære slægtning. Alle sande visdomsvenners håb er rettet på dig, både her og i Nikomedia – 
LIBANIOS.
Meinetwegen auch so. Aber jetzt gilt es zu handeln und den Augenblick zu ergreifen. Du, unser hochverehrter Julian, Du bist der Mann. Du bist des Kaisers naher Verwandter. Die Hoffnung aller wahren Weisheitsfreunde ist auf Dich gerichtet, hier wie in Nikomedia – 
FYRST JULIAN.
Hør, o fortræffelige Libanios, – såsom jeg ikke er alvidende – 
JULIAN.
Höre, trefflicher Libanios, – dieweil ich nicht allwissend bin – 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Så erfar da, at Maximos nys er trådt åbenlyst frem med det, som ligger på bunden af hans lære. 
LIBANIOS.
So erfahre denn, daß Maximos jüngst offen mit dem Kern seiner Lehre hervorgetreten ist. 
FYRST JULIAN.
Og det laster du ham for? 
JULIAN.
Und das wirfst du ihm vor? 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Han har udsagt, at han kan byde over ånder og skygger. 
LIBANIOS.
Er hat behauptet, er könnte Geistern und Schatten gebieten! 
FYRST JULIAN
(fatter hans kappe).
Libanios! 
JULIAN
faßt ihn am Mantel.
Libanios! 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Alle på skibet var opfyldt af de forunderligste fortællinger, og her (viser et brev frem) her skriver min medbroder Eusebios udførligt om sagen. 
LIBANIOS.
Alle auf dem Schiff erzählten sich eine Fülle der wunderlichsten Geschichten, und hier – zeigt einen Brief vor – hier schreibt mein Mitbruder Eusebios ausführlich darüber. 
FYRST JULIAN.
Ånder og skygger – 
JULIAN.
Geistern und Schatten – 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
I Efesos har Maximos nylig, i en stor forsamling, både af tilhængere og af modstandere, øvet forbudne kunster med Hekates billedstøtte. Det skede i gudindens tempel. Eusebios skriver, at han selv var tilstede, og var vidne til alt, fra først til sidst. Det var ravnsort nat omkring dem. Maximos talte sælsomme besværgelser; derpå afsang han en hymne, som ingen forstod. Da tændte marmorfaklen sig i støttens hånd – 
LIBANIOS.
Zu Ephesos hat Maximos neulich, in einer großen Versammlung von Anhängern und Widersachern, verbotene Künste an Hekates Bildsäule getrieben. Es geschah im Tempel der Göttin. Eusebios schreibt, er wäre selbst zugegen und Zeuge von allem gewesen, von Anfang bis zu Ende. Es war rabenschwarze Nacht rings um sie her. Maximos sprach seltsame Beschwörungen – dann sang er eine Hymne, die keiner verstand. Da entzündete sich die Marmorfackel in der Hand der Statue – 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Ugudeligt værk! 
BASILIOS.
Welch gottloses Tun! 
FYRST JULIAN
(åndeløs).
Og så –? 
JULIAN
atemlos.
Und dann? 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Og i det stærke blålige lys så de alle, at støttens ansigt tog liv og smilte imod dem. 
LIBANIOS.
Und in dem vollen bläulichen Licht sahen sie alle, daß das Antlitz der Statue Leben bekam und sie anlächelte. 
FYRST JULIAN.
Hvad mere? 
JULIAN.
Was weiter –? 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Forfærdelse greb de flestes sind. Alle styrted imod udgangen. Mange har ligget i sygdom eller vildelse bagefter. Men han selv, – skulde du tro det, Julian? – til trods for den skæbne, som ramte begge hans brødre i Konstantinopel, turer han frem på sin farlige og forargelige vej. 
LIBANIOS.
Entsetzen ergriff die meisten Gemüter. Alle stürzten nach dem Ausgang. Viele lagen danach krank oder irr danieder. Aber er selbst – kannst Du es glauben, Julian? – dem Los zum Trotze, das seine beiden Brüder in Konstantinopel getroffen hat, schreitet weiter auf seinem gefährlichen und anstößigen Wege. 
FYRST JULIAN.
Forargelig? Kalder du denne vej en forargelig vej? Løber ikke al visdoms mål ud i dette? Samkvem mellem ånd og ånd – 
JULIAN.
Anstößig? Anstößig nennst Du diesen Weg? Läuft nicht aller Weisheit Ziel darauf hinaus? Verkehr von Geist zu Geist – 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
O, dyrebare, forvildede ven –! 
BASILIOS.
Teurer, verirrter Freund –! 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Mere end forargelig, siger jeg! Hvad er Hekate? Hvad er guderne overhovedet for de opklaredes erkendelse? Heldigvis lever vi dog ikke i hin gamle blinde sangers tid. Maximos burde dog vide bedre, end som så. Har ikke Platon – og efter ham vi andre – kastet fortolkningens lys over det hele? Er det ikke forargeligt, nu, i disse vore egne dage, igen at ville hylle ind i gåder og tågefulde drømme denne beundringsværdige, håndgribelige og, jeg tør vel sige, møjsommeligt opførte bygning af begreb og af udtydning, som vi, som visdommens elskere, som skolen, som – 
LIBANIOS.
Mehr als anstößig, sag’ ich. Was ist Hekate? Was sind überhaupt die Götter für die Erkenntnis der Aufgeklärten? Glücklicherweise leben wir nicht mehr in der Zeit jenes alten blinden Sängers. Maximos sollte doch bessere Einsicht haben. Hat nicht Platon – und nach ihm wir andern – das Licht der Erklärung über das Ganze verbreitet? Ist es nicht anstößig, jetzt, in diesem unseren Zeitalter, jenes bewundernswerte, einleuchtende und ich darf wohl sagen: mühsam aufgerichtete Gebäude von Begriff und Deutung wieder hüllen zu wollen in Rätsel und neblichte Träume, die wir, die Jünger der Weisheit, die die Schule, die – 
FYRST JULIAN
(stormende).
Farvel, Basilios! Jeg øjner et lys på min vej! 
JULIAN
stürmisch.
Leb’ wohl, Basilios! Ich sehe ein Licht auf meinem Pfad! 
BASILIOS FRA CÆSARÆA
(slår armene om ham).
Jeg slipper dig ikke; jeg holder dig fast! 
BASILIOS
schlingt die Arme um ihn.
Ich lasse Dich nicht – ich halte Dich fest! 
FYRST JULIAN
(snor sig fra ham).
Ingen holder mig; – stamp ikke mod brodden – 
JULIAN
ringt sich los.
Es hält mich keiner, – löcke nicht wider den Stachel – 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Hvilket anfald af afsind! Ven, broder, medbroder, hvor vil du hen? 
LIBANIOS.
Welcher Anfall von Wahnwitz! Freund, Bruder, Gefährte, wo willst Du hin? 
FYRST JULIAN.
Did, did hen, hvor fakler tændes og hvor støtter smiler! 
JULIAN.
Dahin, dahin, wo Fackeln sich entzünden und Statuen lächeln. 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Og det kunde du! Du, Julian, du, vor stolthed, vort lys, vort håb, – du skulde ville ile til dette forblindede Efesos for at give dig i en gøglers vold! Vid, at i samme stund, som du fornedrer dig så dybt, i samme stund har du afført dig det herlige ry for lærdom og for veltalenhed, som du i disse år både i Pergamon og i Nikomedia og fornemmelig her ved Athens høje skole – 
LIBANIOS.
Und das könntest Du!? Du, Julian, unser Stolz, unsere Leuchte, unsere Hoffnung – Du wolltest nach diesem verblendeten Ephesos eilen, um Dich in die Gewalt eines Gauklers zu geben! Wisse, in demselben Augenblicke, da Du Dich so tief erniedrigst, in demselben Augenblick hast Du des herrlichen Rufes der Gelehrtheit und Beredsamkeit Dich entäußert, den Du in all diesen Jahren in Pergamon wie in Nikomedia und vornehmlich hier auf der hohen Schule Athens – 
FYRST JULIAN.
O, skole, skole! Bliv du hos dine bøger; – nu har du pegt på den mand, jeg ledte efter.
(han går ilsomt ud gennem søjlegangen til venstre.) 
JULIAN.
Schule, Schule! Bleib Du bei Deinen Büchern – jetzt hast Du mir den Mann gezeigt, den ich suchte!
Er geht schnell durch den Säulengang links ab. 
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
(ser en tid efter ham).
Denne fyrstelige yngling er farlig for videnskaben. 
LIBANIOS
blickt ihm eine Weile nach.
Dieser fürstliche Jüngling ist eine Gefahr für die Wissenschaft. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA
(halvt hen for sig).
Fyrst Julian er farlig for mere.



 
BASILIOS
halb für sich.
Nicht für sie allein ist Julian eine Gefahr.



 
TREDJE AKT
(I Efesos. Oplyst sal i fyrst Julians bolig. Indgangen fra forhallen er på højre side; længere tilbage en mindre dør, dækket af et forhæng. På venstre side en dør, som fører til husets indre rum. Baggrunden i salen dannes af en gennembrudt væg, udenfor hvilken man ser en liden indelukket gårdsplads, smykket med små statuer.)
 
(Tjenere bereder et festligt aftensmåltid og lægger hynder om bordet. Husmesteren Eutherios står ved indgangen og nøder under mange høfligheder Gregor fra Nazianz og Basilios fra Cæsaræa at træde ind.) 
Dritter Akt
In Ephesos. Erleuchteter Saal in des Prinzen Julian Wohnung. Der Eingang von der Vorhalle ist rechts; weiter hinten eine kleinere, durch einen Vorhang verdeckte Tür. Links eine Tür, die zum Innenraum des Hauses führt. Der Hintergrund des Saales wird von einer durchbrochenen Wand gebildet, durch die man in einen kleinen umfriedeten Hofraum blickt, der mit Statuetten geschmückt ist. 
Diener bereiten eine festliche Abendmahlzeit und legen Polster um den Tisch. EUTHERIOS, der Hausmeister, steht am Eingang und nötigt unter vielen Höflichkeiten GREGOR VON NAZIANZ und BASILIOS VON CÄSAREA herein. 
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Jo, jo; jeg forsikrer, det er alt sammen rigtigt. 
EUTHERIOS.
Ja, ja, ich versichere Euch, – es stimmt alles. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Umuligt! Driv dog ikke spot med os. 
GREGOR.
Unmöglich! Treib doch nicht Spott mit uns! 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Du spøger, ven! Hvor kan din herre vente os? Intet menneske har vidst vor afrejse fra Athen; intet ophold har sinket os undervejs; vi har sejlet ikap med skyerne og de vilde traner. 
BASILIOS.
Du spaßest, Freund! Wie kann Dein Herr uns erwarten? Kein Mensch hat um unsere Abreise von Athen gewußt; kein Aufenthalt hat unsere Fahrt verzögert, – um die Wette sind wir gesegelt mit den Wolken und den wilden Kranichen. 
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Se eder om; se bordet der. Til daglig lever han af urter og brød. 
EUTHERIOS.
Schaut Euch um – seht den Tisch da. Für gewöhnlich lebt er von Kräutern und Brot. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Ja, unægtelig; alle sanser vidner for dig; – vinkanderne, omvundne med blomster og grønt; lamper og frugter; røgelsen, som fylder salen med sin duft; fløjtespillerne foran husdøren – 
GREGOR.
Unleugbar – alle Sinne zeugen für Dich – Weinkannen, umwunden mit Blumen und Grün – Lampen und Früchte – Räucherwerk, das den Saal mit seinem Duft erfüllt – die Flötenspieler draußen vor dem Haustor – 
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Tidligt imorges lod han mig kalde. Han lod til at være uvanligt glad; thi han gik op og ned ad gulvet og gned sig i hænderne. „Bered et rigeligt måltid,“ sagde han, „thi inden aften kommer to venner fra Athen –“
(han har imidlertid kastet et øje imod den åbne dør til venstre, tier pludselig og trækker sig ærbødigt tilbage.) 
EUTHERIOS.
Heut, in der Frühe des Morgens ließ er mich rufen. Er schien ungewöhnlich heiter zu sein; denn er ging auf und ab im Zimmer und rieb sich die Hände. »Rüste ein reichlich Mahl«, sagte er, »denn noch vor Abend kommen zwei Freunde aus Athen.«
Er hat inzwischen nach der offenen Tür links einen Blick geworfen, schweigt plötzlich und zieht sich ehrerbietig zurück. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Er han der? 
BASILIOS.
Ist er da? 
HUSMESTEREN EUTHERIOS
(nikker til svar; derpå giver han tjenerne et vink om at bortfjerne sig; de går ud gennem den større dør til højre; selv følger han efter).
(Fyrst Julian kommer kort efter ind fra venstre. Han er iført en lang østerlandsk klædning; hele hans adfærd er livfuld og forråder en stærk indre spænding ) 
Eutherios nickt als Antwort; dann gibt er den Dienern einen Wink, sich zu entfernen; sie gehen durch die größere Tür rechts ab; er selbst folgt. –
JULIAN kommt gleich darauf von links; er trägt ein langes morgenländisches Gewand; sein ganzes Benehmen ist lebhaft und verrät starke, innere Spannung.
 
FYRST JULIAN
(går hen imod dem og hilser dem med stor heftighed).
Jeg ser eder! Jeg har eder! Tak, tak, at eders ånd fløj forud for eders legemer! 
JULIAN
geht ihnen entgegen und begrüßt sie leidenschaftlich.
Da seid Ihr! Ich habe Euch! Dank, Dank, daß Euer Geist Eurem Körper vorausgeflogen ist! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Julian! 
GREGOR.
Julian! 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Min ven og broder! 
BASILIOS.
Mein Freund und Bruder! 
FYRST JULIAN.
Jeg har været som en forsmægtende elsker efter eders håndtryk. Hofkrybet, eftertragtende visse folks bifald, kaldte mig en abe; – o, havde jeg dog abens fire hænder, at jeg kunde kryste eders fire på en gang! 
JULIAN.
Wie ein Liebender hab’ ich nach Eurem Händedruck geschmachtet. Das höfische Pack, nach dem Beifall gewisser Leute trachtend, nannte mich einen Affen – hätte ich doch des Affen vier Hände, um Eure vier auf einmal drücken zu können. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Men forklar dog –; dine tjenere møder os med fløjtespil for husdøren, vil føre os i bad, vil salve vort hår og smykke os med roser – 
GREGOR.
So erklär’ uns doch, – Deine Diener empfangen uns mit Flötenspiel an der Tür, wollen uns ins Bad führen, unser Haar salben und uns mit Rosen schmücken – 
FYRST JULIAN.
Jeg så eder sidste nat. Det var fuldmåne, véd I, – og da er ånden altid så forunderlig virksom i mig. Inde ved mit bord sad jeg i bogsalen og var falden i søvn, træt, o, I venner, så træt af at forske og at skrive. Da fyldtes huset som af et stormvejr; forhænget løftedes flagrende opad, og jeg så ud i natten, vidt over havet. Jeg hørte liflig sang; men de, som sangen kom fra, var to store fugle med kvindeansigter. De skar i skrå flugt ind mod kysten; der daled de lindt ned; fugle-hammene løste sig op som en hvidlig tåge, og i et mildt dæmrende skær så jeg eder to. 
JULIAN.
Ich sah Euch letzte Nacht. Es war Vollmond, wißt, – und da ist der Geist stets so wunderbar wirksam in mir. Drinnen im Büchersaal saß ich an meinem Tisch und war in Schlaf gesunken, – müde, Ihr Freunde, so müde vom Forschen und Schreiben. Da ging es durchs Haus wie ein Sturmwind; der Vorhang hob sich flatternd empor, und ich sah hinaus in die Nacht, weit über das Meer. Ich hörte lieblichen Gesang; die aber, von denen der Gesang kam, waren zwei große Vögel mit Frauengesichtern; in schrägem Flug stießen sie auf die Küste zu – dort schwebten sie sanft hernieder, das Vogelkleid löste wie weißlicher Nebel sich ab und in einem milden Dämmerschein sah ich Euch beide. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Er du viss på alt dette? 
GREGOR.
Bist Du dessen auch gewiß? 
FYRST JULIAN.
Tænkte I på mig; talte I om mig inat? 
JULIAN.
Dachtet Ihr an mich, – spracht Ihr von mir in dieser Nacht? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Ja, ja, – foran i skibet – 
BASILIOS.
Jawohl, – vorn im Schiff – 
FYRST JULIAN.
Hvad tid på natten var det? 
JULIAN.
Um welche Zeit in der Nacht war das? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Hvad tid på natten havde du hint syn? 
GREGOR.
Um welche Zeit in der Nacht hattest Du das Gesicht? 
FYRST JULIAN.
En time efter midnat. 
JULIAN.
Eine Stunde nach Mitternacht. 
GREGOR FRA NAZIANZ
(med et blik på Basilios).
Forunderligt. 
GREGOR
mit einem Blick auf Basilios.
Seltsam. 
FYRST JULIAN
(gnider hænderne; op og ned ad gulvet).
Ser I! Ha-ha; ser I vel? 
JULIAN
reibt sich die Hände; geht auf und nieder im Zimmer.
Seht Ihr! Haha! Seht Ihr wohl? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA
(følger ham med øjnene).
O, så er det dog sandt – 
BASILIOS
folgt ihm mit den Augen.
So ist es doch wahr – 
FYRST JULIAN.
Hvilket? Hvad er sandt? 
JULIAN.
Was? Was ist wahr? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Rygtet om de løndomsfulde kunster, som du her øver. 
BASILIOS.
Das Gerücht von den geheimnisvollen Künsten, die Du hier treibst. 
FYRST JULIAN.
Ej, hvad kan rygtet ikke overdrive? – Men hvad siger rygtet om mig forresten? Jeg har ladet mig fortælle, at der skal gå mange rygter om mig. Hvis jeg gad fæste lid til visses forsikring, så måtte jeg tro, der gaves få mænd i riget, om hvem der tales så meget, som om mig. 
JULIAN.
Ei, was bauschen Gerüchte nicht auf?! – Doch – was sagt das Gerücht sonst von mir? Ich habe mir erzählen lassen, daß viele Gerüchte über mich umgehen. Darf ich den Versicherungen gewisser Leute trauen, so müßte ich glauben, es gibt wenig Männer im Reich, über die so viel geredet wird wie über mich. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Det kan du trygt tro. 
GREGOR.
Das kannst Du getrost glauben. 
FYRST JULIAN.
Og hvad siger så Libanios til alt dette? Det var ham altid ukært, at mængden sysselsatte sig med andre end med ham. Og hvad siger de mange uforglemmelige venner i Athen for øvrigt? Man véd vel, at jeg er både i kejserens og i hele hoffets unåde? 
JULIAN.
Und was sagt Libanios zu dem allen? Es war ihm niemals angenehm, wenn die Menge sich mehr mit andern als mit ihm beschäftigte. Und was sagen die vielen unvergeßlichen Freunde in Athen sonst? Man weiß wohl, daß ich beim Kaiser wie beim ganzen Hof in Ungnade bin. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Du? Jeg hører dog jævnlig nyheder fra hoflejren; men derom skriver min broder Cæsarios intet. 
GREGOR.
Du? Ich bekomme doch häufig Nachrichten vom Hoflager, – aber darüber schreibt mein Bruder Cäsarios nichts. 
FYRST JULIAN.
Jeg kan ikke tyde det anderledes, gode Gregor! Fra alle kanter agter de det rådeligt at holde øje med mig. Nylig sendte Cæsar Gallos sin husprest Aëzios hid for at udforske, om jeg holder fast ved den uforfalskede lære. 
JULIAN.
Ich kann es nicht anders deuten, guter Gregor! Allerseits halten sie es für ratsam, ein Auge auf mich zu haben. Neulich sandte Cäsar Gallos seinen Hauspriester Aëtios her, um zu erkunden, ob ich an der unverfälschten Lehre festhielte – 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Og så –? 
BASILIOS.
Nun, und? 
FYRST JULIAN.
Jeg forsømmer ikke lettelig nogen morgenandagt i kirken. Også henregner jeg blodvidnerne til de udmærkede mennesker; thi det er i sandhed ingen ringe sag at lide så store smerter, ja, endog døden, for sine meningers skyld. I det hele tror jeg nok, at Aëzios var vel tilfreds med mig, da han rejste. 
JULIAN.
Ich versäume so leicht keine Morgenandacht in der Kirche. Auch zähle ich die Blutzeugen zu den außerordentlichen Menschen; denn es ist wahrhaftig keine Kleinigkeit, so große Schmerzen, selbst den Tod um seiner Überzeugung willen zu leiden. Alles in allem glaube ich, Aëtios war wohl mit mir zufrieden, als er abreiste. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA
(griber hans hånd).
Julian, – for vort inderlige venskabs skyld, – tal åbent om din stilling. 
BASILIOS
greift nach seiner Hand.
Julian,– bei unserer innigen Freundschaft, – sprich offen über Deine Lage. 
FYRST JULIAN.
Jeg er jordens lykkeligste søn, I kære venner! Og Maximos, – ja, han bærer sit navn med rette, – Maximos er den største, som nogen tid har levet. 
JULIAN.
Lieben Freunde, ich bin der glücklichste Sohn der Erde! Und Maximos, – ja, er trägt seinen Namen mit Recht – Maximos ist der Größte, der je gelebt hat! 
GREGOR FRA NAZIANZ
(bereder sig til at gå).
Vi vilde kun se dig, herre! 
GREGOR
wendet sich zum Gehen.
Wir wollten Dich nur sehen, Herr! 
FYRST JULIAN.
Kan dette gøre broder så fremmed imod broder? I viger i angst for det gådefulde. O, ja, det undrer mig ikke. Således veg også jeg, før jeg blev seende og før jeg aned det, som er livets kerne. 
JULIAN.
Darf das den Bruder entfremden dem Bruder? Ihr weicht in Angst vor dem Rätselhaften! O ja, das wundert mich gar nicht. So wich auch ich, bis ich sehend ward und bis ich ahnte, was des Lebens Kern ist. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Hvad kalder du livets kerne? 
BASILIOS.
Was nennst Du des Lebens Kern? 
FYRST JULIAN.
Maximos véd det. I ham er den ny åbenbaring. 
JULIAN.
Maximos weiß es. In ihm ist die neue Offenbarung. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Og den er bleven dig til del? 
BASILIOS.
Und sie ist Dir zu teil geworden? 
FYRST JULIAN.
Næsten. Jeg står lige ved det. Endnu i denne nat har Maximos lovet mig – 
JULIAN.
Noch nicht ganz. Ich bin nahe daran. Noch in dieser Nacht, hat Maximos mir versprochen – 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Maximos er en sværmer eller han bedrager dig –! 
GREGOR.
Maximos ist ein Schwärmer, oder er betrügt Dich – 
FYRST JULIAN.
Hvor tør du dømme om de hemmelige ting? Dette er ikke for din lærdom, min Gregor! Vejen ind i den store herlighed er forfærdelig. Hine drømmere i Eleusis var nær ved det rette spor; Maximos fandt sporet, og jeg siden – ved hans hånd. Jeg har vandret gennem mørke kløfter. Et tungt sumpet vand var ved min venstre side; – jeg tror det var en strøm, som havde glemt at flyde. Hvasse stemmer talte forvirret, pludseligt, og ligesom uden al årsag i natten. Fra og til så jeg et blåligt lys; skrækkelige skikkelser strøg mig forbi; – jeg gik og gik i dødens rædsel; men jeg holdt prøven ud. – Siden, siden, – o, I dyrebare – jeg har med dette mit til ånd forvandlede legeme været langt inde i paradisets egne; englene har sunget sine lovsange for mig; jeg har skuet det midterste lys – 
JULIAN.
Wie kannst Du über die Geheimnisse urteilen? Das ist nichts für Deine Gelehrsamkeit, mein Gregor! Der Weg zur großen Glückseligkeit ist entsetzlich. Jene Träumer in Eleusis waren beinahe auf der richtigen Spur; Maximos fand die Spur, und dann ich – an seiner Hand. Ich habe finstre Klüfte durchwandert. Ein träges, sumpfiges Gewässer war mir zur Linken – ich glaube, es war ein Strom, der des Weiterfließens vergessen hatte. Grelle Stimmen redeten wirr, – plötzlich und sozusagen ohne alle Ursache im Dunkel der Nacht. Ab und zu sah ich ein bläuliches Licht; schreckhafte Gestalten strichen an mir vorüber; ich ging und ging in Todesangst, aber ich habe die Prüfung bestanden – –. Und dann – und dann, Ihr teuren Freunde, bin ich mit diesem meinem zu Geist verwandelten Leibe tief im Innern des Paradieses gewesen. Die Engel haben mir ihre Lobgesänge gesungen, – ich habe das mittelste Licht geschaut – 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Ve over denne ugudelige Maximos! Ve over denne til djævlen hjemfaldne hedenske gøgler! 
GREGOR.
Wehe über diesen gottlosen Maximos! Wehe über diesen heidnischen Gaukler, der des Teufels ist! 
FYRST JULIAN.
Blindhed, blindhed! Maximos hylder sin forudgangne broder; han hylder begge hine store brødre, både lovgiveren fra Sinai og seeren fra Nazareth – – Véd du, hvorledes erkendelsens ånd fyldte mig? – Det skede en nat under bøn og faste. Da fornam jeg, at jeg blev rykket vidt – vidt ud i rummet og ud af tiden; thi der var høj sol-sittrende dag om mig, og jeg stod ensom på et skib med slappe sejl midt i det blanke strålende Græker-hav. Øerne tårned sig, lig lette fæstnede skylag, langt borte, og skibet lå tungt, som om det sov, på den vinblå flade. – Se, da blev denne flade mere og mere gennemsigtig, lettere, tyndere; til sidst var den der ikke mere, og mit skib hang over et tomt forfærdeligt dyb. Intet grønt, ingen sol dernede – kun den døde, slimede, sorte havbund i al sin afskylige nøgenhed. – Men ovenover, i det uendelige hvælv, som før havde syntes mig tomhed, – der var livet; der tog det usynlige former og stilheden tog toner. – Da fatted jeg den store forløsende erkendelse. 
JULIAN.
Blindheit, Blindheit! Maximos huldigt seinem vorausgegangenen Bruder; er huldigt seinen beiden großen Brüdern: dem Gesetzgeber von Sinai und dem Seher von Nazareth – –. Weißt Du, wie der Geist der Erkenntnis über mich gekommen ist? Es geschah eines Nachts bei Gebet und Fasten. Da war es mir, als würde ich weit hinweggerückt – weit hinaus in den Raum und hinaus aus der Zeit – denn voller, sonnenlichter Tag war um mich, und ich stand einsam auf einem Schiff mit schlaffem Segel mitten im blanken, blitzenden Griechenmeer. Die Inseln stiegen auf, leichten, gefesselten Wolkenschichten gleich, weit in der Ferne, und träge lag das Schiff, als ob es schliefe auf der weinblauen Fläche –. Siehe, da ward die Fläche immer durchsichtiger, leichter und dünner; zuletzt war sie ganz verschwunden, und mein Schiff hing über einer leeren, entsetzlichen Tiefe. Nichts Grünes, keine Sonne da unten, – nur der tote, schleimige, schwarze Meeresgrund in seiner ganzen grausigen Öde. – Doch über mir in der unendlichen Wölbung, die mir vorher als Leere erschienen war, da war das Leben; da gestaltete es sich in unsichtbaren Formen, und die Stille nahm Töne an. – Da ward mir die große, erlösende Erkenntnis. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Hvilken erkendelse mener du? 
GREGOR.
Was für eine Erkenntnis meinst Du? 
FYRST JULIAN.
Det, som er, det er ikke; og det, som ikke er, det er. 
JULIAN.
Was ist, ist nicht; und was nicht ist, das ist. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
O, du forspildes og fortabes i dette spind af lys og tåger. 
BASILIOS.
Du gehst unter und verlierst Dich in diesem Gespinst von Licht und Nebel! 
FYRST JULIAN.
Jeg? Sker der ikke jertegn? Forkynder ikke både varsler og visse sælsomme forekomster imellem stjernerne, at den guddommelige vilje har noget endnu uopklaret i sinde med mig? 
JULIAN.
Ich? Geschehen nicht Wunder? Verkünden nicht Wahrzeichen und gewisse seltsame Ereignisse am Sternenhimmel, daß der göttliche Wille etwas noch Unaufgeklärtes mit mir vorhat? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Tro ikke deslige tegn; du kan ikke vide, hvis værk de er. 
GREGOR.
Trau’ diesen Zeichen nicht, Du kannst nicht wissen, wessen Werk sie sind. 
FYRST JULIAN.
Jeg skulde ikke tro på lykke-spående tegn, der allerede har bekræftet sig? (han drager dem nærmere til sig og siger sagte:) Jeg kan lade eder vide, I venner, at en stor omvæltning står for døren. Cæsar Gallos og jeg skal inden føje tid komme til at dele herredømmet over verden, – han som kejser, og jeg som – ja, hvad skal jeg kalde det? det ufødte kan jo ikke nævnes ved navn; thi det har intet. Altså ikke mere om dette før tidens fylde. Men om Cæsar tør jeg vel tale. – Véd I noget om hint syn, for hvilket man har fængslet og pint borgeren Apollinaris i Sidon? 
JULIAN.
Ich sollte nicht den glückverheißenden Zeichen trauen, die sich schon bestätigt haben? Er zieht sie näher an sich heran und spricht leise: Euch kann ich es sagen, Freunde, daß eine große Umwälzung vor der Tür steht. Cäsar Gallos und ich werden binnen kurzer Zeit die Weltherrschaft teilen, – er als Kaiser und ich als –, ja, wie soll ich es nennen? Das Ungeborne kann man nicht mit Namen nennen, denn es hat keinen. Also nichts mehr davon, bis die Zeit erfüllt ist. Doch über Cäsar Gallos darf ich wohl sprechen –. Habt Ihr von dem Gesicht gehört, dessentwegen man den Bürger Apollinaris zu Sidon verhaftet und gemartert hat? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Nej, nej, hvor kan vi vide –? 
BASILIOS.
Nein, nein, wie sollten wir –? 
FYRST JULIAN.
Apollinaris har udsagt, at han hørte nogen banke gentagne gange på døren ved nattetid. Han stod da op og gik udenfor huset; og se, – der ude fik han øje på en skikkelse, – mand eller kvinde –, det vidste han ikke. Og skikkelsen talte til ham og bød ham skaffe tilveje en purpurklædning, således, som nyvalgte herskere bærer dem. Men da Apollinaris i skræk vilde vægre sig for så farlige ting, var skikkelsen der ikke mere, og kun en røst råbte: gå, gå, Apollinaris, og få purpurklædningen hurtig færdig! 
JULIAN.
Apollinaris hat ausgesagt, er habe zur Nachtzeit an seiner Türe wiederholtes Klopfen gehört. Er stand auf und trat ins Freie. Und siehe, draußen gewahrte er eine Gestalt, – ob Mann, ob Weib, das wußte er nicht. Und die Gestalt sprach ihn an und befahl ihm, ein Purpurgewand anzufertigen, so wie es neugewählte Herrscher tragen. Aber als Apollinaris erschrocken so gefährlicher Dinge sich erwehren wollte, da war die Erscheinung verschwunden, und nur eine Stimme rief noch: Geh, geh, Apollinaris, und fertige rasch das Purpurgewand! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Var det dette tegn, du nys sagde, havde bekræftet sig? 
GREGOR.
Das
war also das Zeichen, das, wie Du eben sagtest, sich bestätigt hat? 
FYRST JULIAN
(nikker langsomt).
Syv dage senere døde Cæsars hustru i Bithynia. Konstantina har altid været hans onde engel; derfor måtte hun nu bort, ifølge det omslag, som er sket i den guddommelige vilje. Tre uger efter Konstantinas død kom kejserens udsending, tribunen Skudilo, med stort følge til Antiokia, viste Cæsar Gallos kejserlig ære og bød ham i kejserens navn til gæst ved hoflejren i Rom. – Cæsars rejse er nu som en sejerherres tog gennem landene. I Konstantinopel har han holdt væddeløb i hippodromen, og mængden jubled højt, da han, skønt endnu kun Cæsar af navn, stod frem på de fordums kejseres vis og rakte kransen til hin Korax, der vandt løbet. Så vidunderligt ophøjer Gud igen vor slægt, som var sunken under synd og forfølgelse. 
JULIAN
nickt langsam.
Sieben Tage später starb in Bithynien die Gattin des Cäsar. Konstantina war immer sein böser Engel gewesen; darum mußte sie jetzt fort, nachdem in dem göttlichen Willen eine Wandlung vorgegangen war. Drei Wochen nach Konstantinas Tod kam des Kaisers Abgesandter, der Tribun Skudilo, mit großem Gefolge nach Antiochia, erwies dem Cäsar Gallos kaiserliche Ehren und lud ihn in des Kaisers Namen an das römische Hoflager zu Gast. – Wie im Siegeszuge fährt jetzt der Cäsar durch die Lande. Zu Konstantinopel hielt er im Hippodrom einen Wettlauf ab, und die Menge jubelte hell, da er, obwohl erst nur dem Namen nach Cäsar, nach Art der alten Kaiser auftrat und den Kranz jenem Korax reichte, der im Wettlauf gewonnen hatte. So wunderbar erhöht aufs neue Gott unser Geschlecht, das unter Sünde und Verfolgung gesunken war. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Sælsomt. I Athen gik andre rygter. 
GREGOR.
Seltsam. In Athen gingen andere Gerüchte. 
FYRST JULIAN.
Jeg har sikker kundskab. Det haster med purpurklædningen, Gregor! Og skulde jeg så tvile på de ting, Maximos har bebudet som nær forestående for mig? I nat falder det sidste slør. Her inde skal den store gåde vorde åbenbaret. O, bliv hos mig, mine brødre, – bliv hos mig i disse angstens og forventningens natte-timer! Når Maximos kommer, skal I være vidne til – 
JULIAN.
Ich habe sichere Kunde. Es hat Eile mit dem Purpurgewande, Gregor! Und sollte ich zweifeln an dem, was Maximos mir als nahe bevorstehend verheißen hat? Heut nacht fällt die letzte Hülle. An dieser Stelle soll sich das große Rätsel offenbaren. Bleibt bei mir, Brüder, – bleibt bei mir in diesen Stunden der Angst und Erwartung! Wenn Maximos kommt, sollt Ihr Zeugen sein – 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Aldrig! 
BASILIOS.
Niemals! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Kan ikke ske; vi er på hjemrejsen til Kappadokia. 
GREGOR.
Kann nicht sein! Wir sind auf der Heimreise nach Kappadocien. 
FYRST JULIAN.
Og hvad har så brat forjaget jer fra Grækenland? 
JULIAN.
Und was hat Euch so jählings aus Griechenland getrieben? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Min moder er enke, Julian! 
BASILIOS.
Meine Mutter ist Witwe, Julian! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Min fader er svag både af helbred og af sind; han trænger vel til en støtte. 
GREGOR.
Mein Vater ist hinfällig an Körper und Geist; er bedarf einer Stütze. 
FYRST JULIAN.
O, men bliv i herberget; blot til imorgen –! 
JULIAN.
So bleibt in der Herberge – nur bis morgen! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Umuligt; vort rejsefølge bryder op ved daggry. 
GREGOR.
Unmöglich; unsere Weggenossen brechen mit Tagesgrauen auf. 
FYRST JULIAN.
Ved daggry? Før midnat kunde dagen gry for eder. 
JULIAN.
Mit Tagesgrauen? Vor Mitternacht noch könnte der Tag Euch grauen. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Julian, lad mig ikke drage bort i altfor stor angst. Sig mig, – når Maximos har tydet alle gåder for dig, – hvad så? 
BASILIOS.
Julian, laß mich nicht in allzu großer Angst von dannen ziehen. Sag’ mir, – wenn Dir Maximos alle Rätsel gelöst hat, – was dann? 
FYRST JULIAN.
Mindes du hin flod, Strabon skriver om, – hin flod, som har sine kilder på det libyske berg? Den vokser og vokser i sit løb; men når den er som størst, siver den ud i ørkensanden og begraver sig selv i det jordens moderskød, hvoraf den fremgik. 
JULIAN.
Erinnerst Du Dich jenes Flusses, von dem Strabon schreibt, – jenes Flusses, der seine Quellen auf den libyschen Bergen hat? Er wächst und wächst in seinem Lauf, aber wenn er ganz groß geworden ist, siecht er im Wüstensande dahin und begräbt sich selbst im Mutterschoß der Erde, dem er entsprungen ist. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Du higer dog ikke mod døden, Julian! 
BASILIOS.
Du willst doch nicht den Tod, Julian?! 
FYRST JULIAN.
Hvad I trældomsfuldt håber på bag døden, det er det just den store hemmeligheds mål at forhverve alle medvidende her i vort jordiske liv. Det er genoprejsning, som Maximos og hans lærlinge søger, – det er den forspildte lighed med guddommen. Hvorfor så tvilende, I brødre? Hvorfor står I der, ligesom foran noget uoverstigeligt? Jeg véd, hvad jeg véd. I hvert af de skiftende slægts-led har der været én sjæl, hvori den rene Adam genfødtes; han var stærk i lovgiveren Moses; han havde evnen til at gøre sig jorden underdanig i den makedoniske Alexander; han var næsten fuldkommen i Jesus fra Nazareth. Men se, Basilios, (han griber ham i armen) dem alle fattedes, hvad der er mig lovet, – den rene kvinde! 
JULIAN.
Was Ihr knechtisch nach dem Tod erhofft, das hier in unserm irdischen Leben für alle Mitwissenden zu erwerben, das eben ist der Zweck des großen Geheimnisses. Es ist Wiedergeburt, die Maximos und seine Lehrlinge suchen, – es ist die verlorene Gottähnlichkeit. Warum so zweifelsüchtig, Ihr Brüder? Warum steht Ihr da wie vor etwas Unübersteiglichem? Ich weiß, was ich weiß. In jedem der wechselnden Geschlechter war eine Seele, worin der reine Adam wieder erstand; er war stark in Moses, dem Gesetzgeber; er hatte Kraft, sich die Erde untertänig zu machen, im macedonischen Alexander; er war beinahe vollkommen in Jesus von Nazareth. Aber sieh, Basilios, – seinen Arm ergreifend – ihnen allen mangelte, was mir verheißen ist, – das reine Weib. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA
(river sig løs).
Julian, Julian! 
BASILIOS
reißt sich los.
Julian, Julian! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Du bespottelige, – did hen har dit hjertes hovmod trukket dig! 
GREGOR.
Du Lästerer! Dahin hat der Hochmut Deines Herzens Dich gebracht! 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
O, Gregor, han er syg og forvildet! 
BASILIOS.
Gregor, er ist krank und irr! 
FYRST JULIAN.
Hvorfor al denne hånlige tvil? Er det min spinkle vækst, som vidner imod mig? Ha-ha; jeg siger eder, denne grove kødfulde slægt skal forgå. Det vordende skal mere undfanges af ånden, end af legemet. I den første Adam var der ligevægt, som i hine billeder af guden Apollon. Siden har der ikke været ligevægt. Havde ikke Moses en stam tunge? Måtte ikke hans arme støttes, da han skulde holde dem manende oprakte hist ved den røde havbugt? Trængte ikke Makedonieren jævnlig til at ildnes ved hjælp af visse stærke drikke og andre kunstige midler? Og nu Jesus fra Nazareth? Havde ikke han et skrøbeligt legeme? Faldt han ikke i søvn på skibet, mens dog de andre holdt sig vågne? Segned han ikke under korset, hint kors, som Jøden Simon bar med lethed? De to røvere segned ikke. – I kalder eder troende, og har dog så liden tro til det vidunderliges åbenbårings-magt. Vent, vent, – I skal få se; – bruden skal visselig skænkes mig, og da –, hånd i hånd vil vi gå1 imod øst, did hen, hvor nogle siger at Helios fødes, – ind i ensomheden, skjule os, som guddommen skjuler sig, søge lunden ved Eufrats bredder, finde den, og der –, o, forherligelse – derfra skal en ny slægt i skønhed og ligevægt gå ud over jorden; der, I skriftbundne tvilere, der skal åndens kejser-rige grundes! 
1. fu: ga 
JULIAN.
Warum diese höhnischen Zweifel? Ist es mein schmächtiger Wuchs, der gegen mich zeugt ? Haha! Ich sage Euch, dieses grobe, fleischige Geschlecht wird vergehen. Das werdende wird mehr vom Geiste empfangen werden als vom Körper. In dem ersten Adam war Gleichgewicht wie in jenen Abbildungen des Gottes Apollon. Dann war es mit dem Gleichgewicht zu Ende. Hatte nicht Moses eine schwere Zunge? Mußte man nicht seine Arme stützen, da er sie beschwörend erheben sollte am Roten Meere dort? Mußte nicht der Macedonier häufig durch gewisse starke Getränke und andere künstliche Mittel sich befeuern? Und nun Jesus von Nazareth, – hatte er nicht einen gebrechlichen Körper? Fiel er nicht in Schlaf auf dem Schiffe, während doch die andern sich wach hielten? Brach er nicht unter dem Kreuz zusammen, unter jenem Kreuz, das der Jude Simon mit Leichtigkeit trug? Die beiden Schächer brachen nicht zusammen. – Ihr nennt Euch Gläubige, und habt doch so wenig Glauben an die Offenbarungsmacht des Wunderbaren? Wartet, wartet, Ihr sollt sehen; – die Braut wird mir gewißlich werden, und dann –, Hand in Hand gehen wir gen Osten, dahin, wo, nach einigen, Helios geboren sein soll; – in die Einsamkeit, uns zu verbergen, wie die Gottheit sich verbirgt, zu suchen den Paradiesesgarten an des Euphrats Ufern, ihn zu finden, und da – o, Herrlichkeit! – von da aus soll ein neues Geschlecht in Schönheit und Gleichgewicht ausgehen über die Erde – da, Ihr schriftgeketteten Zweifler, soll das Kaiserreich des Geistes gegründet werden! 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
O, jeg må vel vride mine hænder i sorg over dig. Er du hin samme Julian, som for tre år siden drog fra Konstantinopel! 
BASILIOS.
O, ich muß wohl meine Hände in Trauer über Dich ringen! Bist Du derselbe Julian, der vor drei Jahren Konstantinopel verließ? 
FYRST JULIAN.
Den tid var jeg blind, som I nu; jeg kendte kun den vej, der standser ved læren. 
JULIAN.
Damals war ich blind, wie jetzt Ihr! Ich kannte nur den Weg, der mit der Lehre aufhört. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Véd du, hvor din vej standser? 
GREGOR.
Weißt Du, wo Dein Weg aufhört? 
FYRST JULIAN.
Hvor vejen og målet er ét. – For sidste gang, Gregor, Basilios, – jeg bønfalder eder, bliv hos mig. Det syn, jeg havde sidste nat, – både det og meget andet, tyder på et gådefuldt bånd imellem os. Dig, min Basilios, havde jeg så meget at sige. Du er jo din slægts hoved; og hvo véd, om ikke alt det lokkende, der er mig tilsagt –; om ikke gennem dig og i dit hus – 
JULIAN.
Wo Weg und Ziel Eins sind. – Zum letzten Mal, Gregor, Basilios, – ich flehe Euch an, bleibt bei mir. Das Gesicht, das ich letzte Nacht hatte, – das und vieles andere – deuten auf ein rätselhaftes Band zwischen uns. Dir, mein Basilios, hätte ich so viel zu sagen. Du bist ja das Haupt Deiner Sippe; und wer weiß, ob nicht all das Verführerische, das mir verheißen ist, – ob nicht durch Dich und in Deinem Hause – 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Aldrig! Med min vilje skal ingen ledes ind i dit afsind og i dine vilde drømme. 
BASILIOS.
Niemals! Mit meinem Willen soll keiner mit hineingerissen werden in Deinen Wahn und Deine wilden Träume. 
FYRST JULIAN.
Ah, hvad taler du om vilje? Jeg øjner en skrivende hånd på væggen; snart skal jeg tyde skriften. 
JULIAN.
Was sprichst Du da von Willen? Eine schreibende Hand gewahre ich an der Wand; bald werde ich die Schrift deuten. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Kom, Basilios! 
GREGOR.
Komm, Basilios. 
FYRST JULIAN
(med udstrakte arme).
O, I venner; I venner! 
JULIAN
mit ausgestreckten Armen.
O, Ihr Freunde! Ihr Freunde! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Mellem os er et skille fra denne dag.
(han drager Basilios med sig; begge går ud til højre.) 
GREGOR.
Wir sind geschieden von heut ab –.
Er zieht Basilios mit sich fort; beide rechts ab. 
FYRST JULIAN
(ser en stund efter dem).
Ja, gå! Gå, gå! – Hvad véd I to lærde mænd! Hvad bringer I med fra visdommens stad? Du, min stærke trodsige Gregor, – og du, Basilios, mere pige end mand, – I kender kun to gader i Athen, gaden til skolen og gaden til kirken; den tredje gade, over Eleusis og videre, den kender I ikke, og end mindre –. Ah!
(Forhænget på højre side drages til side. To tjenere i østerlandske klæder bringer ind en høj tilhyllet genstand, som de stiller i hjørnet bag bordet. Lidt efter kommer mystikeren Maximos gennem den samme dør. Han er en mager middelshøj mand med et brunt høgagtigt ansigt; hans hår og skæg er stærkt gråsprængt med undtagelse af de tykke øjenbryn og skægget over munden, der endnu har sin begsorte farve. Han bærer en spids hue og en lang sort klædning; i hånden har han en hvid stav.) 
JULIAN
sieht ihnen eine Weile nach.
Ja, geht! Geht nur! Was wißt Ihr zwei gelehrten Leute! Was bringt Ihr mit von der Stätte der Weisheit? Du, mein starker, trotziger Gregor, – und Du, Basilios, mehr Mädchen als Mann, – Ihr kennt nur zwei Wege in Athen, den Weg zur Schule und den Weg zur Kirche, den dritten Weg – über Eleusis und weiter, den kennt Ihr nicht, und noch weniger– –. Ah!
Der Vorhang rechts wird beiseite gezogen. Zwei Diener in morgenländischen Kleidern bringen einen hohen verhüllten Gegenstand herein, den sie in eine Ecke hinter den Tisch stellen. Gleich darauf tritt MAXIMOS, DER MYSTIKER, durch dieselbe Tür. Er ist ein magerer, mittelgroßer Mann mit braunem, habichtartigem Gesicht; sein Haar und Bart ist stark ergraut, mit Ausnahme der dichten Augenbrauen und des Schnurrbartes, die noch ihre tiefschwarze Farbe haben. Er trägt eine spitze Mütze und ein langes, schwarzes Gewand; in der Hand hat er einen weißen Stab. 
MYSTIKEREN MAXIMOS
(går, uden at agte på Julian, hen til den tilhyllede genstand, standser og giver tjenerne et vink; de fjerner sig lydløst).
 
Maximos geht, ohne Julians zu achten, auf den verhüllten Gegenstand zu, bleibt stehen und gibt den Dienern einen Wink; sie entfernen sich lautlos. 
FYRST JULIAN
(sagte).
Endelig! 
JULIAN
leise.
Endlich! 
MYSTIKEREN MAXIMOS
(drager klædet bort; man ser en bronce-lampe på en høj trefod; derefter fremtager han en liden sølvkrukke og hælder olje i lampeskålen. Lampen tænder sig af sig selv og brænder med et stærkt rødligt skær).
 
Maximos nimmt die Hülle ab; man erblickt eine Bronzelampe auf einem hohen Dreifuß; dann zieht er einen kleinen silbernen Krug hervor und gießt Öl in die Lampenschale. Die Lampe entzündet sich von selbst und brennt mit starkem, rötlichem Schein. 
FYRST JULIAN
(i spændt forventning).
Er tiden inde? 
JULIAN
in gespannter Erwartung.
Ist die Stunde da? 
MYSTIKEREN MAXIMOS
(uden at se på ham).
Er dit sind og dit legem rent? 
MAXIMOS.
ohne ihn anzusehen.
Ist Dein Sinn und Dein Körper rein? 
FYRST JULIAN.
Jeg har fastet og salvet mig. 
JULIAN.
Ich habe gefastet und habe mich gesalbt. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Så kan nattens højtid begynde!
(han giver et tegn; danserinder og fløjtespillere viser sig i forgården. Musik og dans under det følgende.) 
MAXIMOS.
So kann das nächtliche Fest beginnen!
Er gibt ein Zeichen; Tänzerinnen und Flötenspieler erscheinen im Vorhof; Musik und Tanz während des Folgenden. 
FYRST JULIAN.
Maximos, – hvad er dette? 
JULIAN.
Maximos, – was ist das? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Roser i håret! Perlende vin! Se, se hist de skønne lemmer i leg! 
MAXIMOS.
Rosen ins Haar! Perlenden Wein! Sieh, sieh dort die schönen Glieder im Tanz! 
FYRST JULIAN.
Og midt under denne sansernes tummel vil du –? 
JULIAN.
Und mitten in diesem Taumel der Sinne willst Du –? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Synden er kun i dit syn på det syndige. 
MAXIMOS.
Die Sünde ist nur in Deiner Anschauung des Sündigen. 
FYRST JULIAN.
Roser i håret! Perlende vin! (han kaster sig ned på et af hynderne ved bordet, tømmer en fyldt skål, sætter den hurtigt fra sig og spørger:) Ah, hvad var der i vinen? 
JULIAN.
Rosen ins Haar! Perlenden Wein! Er wirft sich auf ein Polster am Tische, leert eine volle Schale, setzt sie schnell ab und fragt: Ah, was war in dem Wein? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
En glød af den ild, som Prometheus stjal.
(han lægger sig ned på den anden side af bordet.) 
MAXIMOS.
Ein Funke von dem Feuer, das Prometheus stahl.
Er legt sich auf ein Polster an der andern Seite des Tisches. 
FYRST JULIAN.
Mine sanser bytter virksomhed; jeg hører klarhed og jeg ser toner. 
JULIAN.
Meine Sinne tauschen ihre Verrichtungen aus: ich höre Licht und sehe Töne. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Vinen er druens sjæl. Den frigjorte, frivillige fange. Logos i Pan! 
MAXIMOS.
Der Wein ist die Seele der Traube! Der befreite, freiwillige Gefangene! Logos in Pan! 
DE DANSENDE PIGER
(synger i forgården).
Frigør dig, tømmende
Bakki blod; –
vug dig på strømmende
rythmers flod! 
DIE TANZENDEN MÄDCHEN
singen im Vorhofe:
Leere die Schalen der
Bacchischen Glut; –
Wieg Dich auf strahlender
Rhythmen Flut! 
FYRST JULIAN
(drikker).
Ja, ja, der er frigørelse i rusen. Kan du tyde denne salighed? 
JULIAN
trinkt.
Ja, ja – im Rausch ist Befreiung! Kannst Du diese Seligkeit deuten? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Rusen er dit bryllup med naturens sjæl. 
MAXIMOS.
Der Rausch ist Deine Hochzeit mit der Seele der Natur. 
FYRST JULIAN.
Søde gåde; fristende lokkende –! Hvad var det? Hvi lo du? 
JULIAN.
Süßes Rätsel! Versuchendes, verlockendes! Was war das? Warum lachtest Du? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Jeg? 
MAXIMOS.
Ich? 
FYRST JULIAN.
Det hvisker ved min venstre side! Silkehyndet knittrer – (bleg; springer halvt ivejret.) Maximos, vi er ikke alene! 
JULIAN.
Es flüstert an meiner linken Seite! Das seidene Polster knistert – bleich; springt halb auf: Maximos, wir sind nicht allein! 
MYSTIKEREN MAXIMOS
(råber:)
Vi er fem tilbords! 
MAXIMOS
ruft:
Wir sind fünf zu Tisch! 
FYRST JULIAN.
Symposion med ånderne! 
JULIAN.
Ein Symposion mit Geistern! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Med skyggerne. 
MAXIMOS.
Mit Schatten. 
FYRST JULIAN.
Nævn mine gæster! 
JULIAN.
Nenne mir die Gäste! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Ikke nu. Hør, hør! 
MAXIMOS.
Noch nicht! Horch, horch! 
FYRST JULIAN.
Hvad er det? Det bruser som en storm gennem huset – 
JULIAN.
Was ist das? Es braust wie ein Sturm durch das Haus – 
MYSTIKEREN MAXIMOS
(skriger).
Julian! Julian! Julian! 
MAXIMOS
schreit:
Julian! Julian! Julian! 
FYRST JULIAN.
Tal, tal! Hvad sker med os? 
JULIAN.
Sprich, sprich! Was geschieht mit uns? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Bebudelsens time er over dig! 
MAXIMOS.
Die Stunde der Verheißung ist über Dir! 
FYRST JULIAN
(springer op og viger langt tilbage fra bordet).
Ah!
(Bordlamperne synes nær ved at slukkes; over den store bronce-lampe hæver sig en blåligt lysende kreds.) 
JULIAN
springt auf und weicht vom Tische weit zurück.
Ah!
Die Tischlampen drohen zu erlöschen; über der großen Bronzelampe erhebt sich ein bläulicher Lichtkreis. 
MYSTIKEREN MAXIMOS
(kaster sig helt ned).
Øjet mod lyset! 
MAXIMOS
wirft sich ganz nieder.
Wende das Auge zum Licht! 
FYRST JULIAN.
Hist? 
JULIAN.
Dorthin? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Ja, ja! 
MAXIMOS.
Ja, ja! 
PIGERNES SANG
(dæmpet fra forgården).
Natten, den seende,
spænder sit spind;
lysten, den leende,
lokker dig ind. 
GESANG DER MÄDCHEN
gedämpft aus dem Vorhofe
:
Nacht, die wachäugige,
Stellt das Netz ein;
Lust, die lachäugige,
Lockt Dich hinein. 
FYRST JULIAN
(stirrer mod lysskæret).
Maximos! Maximos! 
JULIAN
starrt auf den Lichtglanz.
Maximos! Maximos! 
MYSTIKEREN MAXIMOS
(sagte).
Ser du noget? 
MAXIMOS
leise.
Siehst Du etwas? 
FYRST JULIAN.
Ja. 
JULIAN.
Ja! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hvad ser du? 
MAXIMOS.
Was siehst Du? 
FYRST JULIAN.
Jeg ser et skinnende ansigt i lyset. 
JULIAN.
Ich sehe ein leuchtendes Antlitz im Licht! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Mand eller kvinde? 
MAXIMOS.
Mann oder Weib? 
FYRST JULIAN.
Jeg véd ikke. 
JULIAN.
Ich weiß nicht. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Tal til det. 
MAXIMOS.
Sprich zu ihm! 
FYRST JULIAN.
Tør jeg? 
JULIAN.
Darf ich? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Tal; tal! 
MAXIMOS.
Sprich! Sprich! 
FYRST JULIAN
(nærmere).
Hvi blev jeg? 
JULIAN
näher.
Warum wurde ich? 
EN STEMME I LYSET.
For at tjene ånden. 
EINE STIMME IM LICHTKREIS.
Um dem Geist zu dienen. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Svarer det? 
MAXIMOS.
Antwortet es? 
FYRST JULIAN.
Ja, ja. 
JULIAN.
Ja, ja! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Spørg mere. 
MAXIMOS.
Frag’ mehr! 
FYRST JULIAN.
Hvad er min gerning? 
JULIAN.
Was ist meine Bestimmung? 
STEMMEN I LYSET.
Du skal grundfæste riget. 
DIE STIMME.
Du sollst das Reich begründen. 
FYRST JULIAN.
Hvilket rige? 
JULIAN.
Welches Reich? 
STEMMEN I LYSET.
Riget. 
DIE STIMME.
Das Reich. 
FYRST JULIAN.
Og på hvilken vej? 
JULIAN.
Und auf welchem Wege? 
STEMMEN I LYSET.
På frihedens. 
DIE STIMME
Auf dem Wege der Freiheit! 
FYRST JULIAN.
Tal fuldt ud! Hvad er frihedens vej? 
JULIAN.
Sprich Dich aus! Welches ist der Weg der Freiheit? 
STEMMEN I LYSET.
Nødvendighedens vej. 
DIE STIMME.
Der Weg der Notwendigkeit. 
FYRST JULIAN.
Og ved hvilken magt? 
JULIAN.
Und durch welche Macht? 
STEMMEN I LYSET.
Ved at ville. 
DIE STIMME.
Durch das Wollen
FYRST JULIAN.
Hvad skal jeg ville? 
JULIAN.
Was soll ich wollen? 
STEMMEN I LYSET.
Hvad du må. 
DIE STIMME.
Was Du mußt
FYRST JULIAN.
Det blegner; det svinder –! (nærmere.) Tal, tal! Hvad må jeg? 
JULIAN.
Es verblaßt – es schwindet –! Näher. Sprich! Sprich! Was muß ich? 
STEMMEN I LYSET
(veklagende).
Julian!
(Lyskredsen opløser sig; bordlamperne brænder som før.) 
DIE STIMME
wehklagend.
Julian!
Der Lichtkreis löst sich auf; die Tischlampen brennen wie zuvor. 
MYSTIKEREN MAXIMOS
(ser op).
Borte? 
MAXIMOS
sieht auf.
Fort? 
FYRST JULIAN.
Borte. 
JULIAN.
Fort. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Er du nu vidende? 
MAXIMOS.
Bist Du jetzt wissend? 
FYRST JULIAN.
Nu mindst. Jeg hænger over det svælgende dybs befæstning – midt imellem lys og mørke. (han lægger sig atter ned.) Hvad er riget? 
JULIAN.
Weniger denn je. Ich schwebe über der Feste der unergründlichen Tiefe – mitten zwischen Licht und Finsternis. Er legt sich wieder hin. Was ist das Reich? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Der er tre riger. 
MAXIMOS.
Es gibt drei Reiche. 
FYRST JULIAN.
Tre? 
JULIAN.
Drei? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Først er hint rige, som grundlagdes på kundskabens træ; så hint rige, der grundlagdes på korsets træ – 
MAXIMOS.
Zuerst jenes Reich, das auf den Baum der Erkenntnis gegründet ward; dann jenes, das auf den Baum des Kreuzes gegründet ward – 
FYRST JULIAN.
Og det tredje? 
JULIAN.
Und das dritte? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Det tredje er den store hemmeligheds rige, det rige, som skal grundlægges på kundskabens og på korsets træ tilsammen, fordi det hader og elsker dem begge, og fordi det har sine levende kilder under Adams lund og under Golgata. 
MAXIMOS.
Das dritte ist das Reich des großen Geheimnisses, das Reich, das auf den Baum der Erkenntnis und des Kreuzes zusammen gegründet werden soll, weil es sie beide zugleich haßt und liebt, und weil es seine lebendigen Quellen in Adams Garten und unter Golgatha hat. 
FYRST JULIAN.
Og det rige skal komme –? 
JULIAN.
Und das Reich wird kommen –? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Det står for døren. Jeg har regnet og regnet – 
MAXIMOS.
Es steht vor der Tür. Ich habe gerechnet und gerechnet – 
FYRST JULIAN
(bryder hvast af).
Det hvisker igen! Hvem er mine gæster? 
JULIAN
bricht jäh ab.
Es flüstert wieder. Wer sind meine Gäste? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
De tre hjørnestene under nødvendighedens vrede. 
MAXIMOS.
Die drei Ecksteine unter dem Zorne der Notwendigkeit. 
FYRST JULIAN.
Hvem, hvem? 
JULIAN.
Wer, wer? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
De tre store hjælpere i fornægtelse. 
MAXIMOS.
Die drei großen Helfer der Verneinung. 
FYRST JULIAN.
Nævn dem! 
JULIAN.
Nenne sie! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Det kan jeg ikke; jeg kender dem ikke; – men jeg kunde vise dig dem – 
MAXIMOS.
Das kann ich nicht – ich kenne sie nicht – – aber ich könnte sie Dir zeigen – 
FYRST JULIAN.
Så vis mig dem! Straks, Maximos –! 
JULIAN.
So zeig’ sie mir! Gleich, Maximos –! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Vogt dig –! 
MAXIMOS.
Nimm Dich in acht –! 
FYRST JULIAN.
Straks; straks! Jeg vil se dem; jeg vil tale med dem, en for en. 
JULIAN.
Gleich! Gleich! Ich will sie sehen – ich will sie sprechen, einen nach dem andern. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Over dig selv komme skylden. (han svinger sin stav og råber:) Tag skikkelse og lad dig tilsyne, du udvælgelsens første offerlam! 
MAXIMOS.
Über Dich selbst komme die Schuld! Er schwingt seinen Stab und ruft: Nimm an Gestalt und erscheine, Du erstes Opferlamm der Erwählung! 
FYRST JULIAN.
Ah! 
JULIAN.
Ah! 
MYSTIKEREN MAXIMOS
(med tilhyllet ansigt).
Hvad ser du? 
MAXIMOS
mit verhülltem Gesicht.
Was siehst Du? 
FYRST JULIAN
(dæmpet).
Der ligger han; lige for hjørnet. – Han er stor, som Herakles, og skøn –, dog nej, ikke – – (nølende.) Kan du, så tal til mig! 
JULIAN
gedämpft.
Da liegt er – gleich an der Ecke. Er ist groß wie Herakles und schön – doch nein, – nicht – – Zögernd. Kannst Du, so sprich zu mir! 
EN STEMME.
Hvad vil du vide? 
EINE STIMME.
Was willst Du wissen? 
FYRST JULIAN.
Hvad var dit hverv i livet? 
JULIAN.
Was war Dein Beruf im Leben? 
STEMMEN.
Min brøde. 
DIE STIMME.
Meine Schuld. 
FYRST JULIAN.
Hvi forbrød du dig? 
JULIAN.
Warum wurdest Du schuldig? 
STEMMEN.
Hvi blev jeg ikke min broder! 
DIE STIMME.
Warum ward ich nicht mein Bruder? 
FYRST JULIAN.
Ingen udflugter. Hvi forbrød du dig? 
JULIAN.
Keine Ausflüchte. Warum wurdest Du schuldig? 
STEMMEN.
Hvi blev jeg mig selv? 
DIE STIMME
Warum ward ich ich selbst? 
FYRST JULIAN.
Og hvad vilde du, som dig selv? 
JULIAN.
Und was wolltest Du – als Du selbst? 
STEMMEN.
Hvad jeg måtte. 
DIE STIMME.
Was ich mußte. 
FYRST JULIAN.
Og hvorfor måtte du? 
JULIAN.
Und warum mußtest Du? 
STEMMEN.
Jeg var mig. 
DIE STIMME.
Ich war ich. 
FYRST JULIAN.
Du er ordknap. 
JULIAN.
Du bist wortkarg. 
MYSTIKEREN MAXIMOS
(uden at se op).
In vino veritas. 
MAXIMOS
ohne aufzusehen.
In vino veritas. 
FYRST JULIAN.
Du traf det, Maximos! (han hælder en fyldt skål ud foran det tomme sæde.) Bad dig i vinduften, min blege gæst! Kvæg dig. Kend, kend, – den stiger tilvejrs som en offerrøg. 
JULIAN.
Du hast es getroffen, Maximos! Er gießt eine volle Schale aus vor dem leeren Sitz. Bade Dich in Weinduft, mein bleicher Gast! Erquicke Dich! Sieh, sieh, – es steigt empor wie Opferrauch. 
STEMMEN.
Offerrøg stiger ikke altid. 
DIE STIMME.
Opferrauch steigt nicht immer. 
FYRST JULIAN.
Hvi rødmer hin stribe på panden? Nej, nej, – stryg ikke håret over. Hvad er det? 
JULIAN.
Warum rötet sich jener Streifen auf Deiner Stirn? Nein, nein, – streich nicht das Haar darüber. Was ist das? 
STEMMEN.
Tegnet. 
DIE STIMME.
Das Zeichen. 
FYRST JULIAN.
Hm; ikke videre om det. Og hvad frugt har din brøde båret? 
JULIAN.
Hm – nichts mehr davon. Und welche Frucht hat Deine Schuld getragen? 
STEMMEN.
Den herligste. 
DIE STIMME.
Die herrlichste. 
FYRST JULIAN.
Hvad kalder du den herligste. 
JULIAN.
Was nennst Du die herrlichste? 
STEMMEN.
Livet. 
DIE STIMME.
Das Leben. 
FYRST JULIAN.
Og livets grund? 
JULIAN.
Und des Lebens Grund? 
STEMMEN.
Døden. 
DIE STIMME.
Der Tod. 
FYRST JULIAN.
Og dødens? 
JULIAN.
Und des Todes? 
STEMMEN
(taber sig, som i et suk).
Ja, det er gåden! 
DIE STIMME.
verliert sich in einem Seufzer.
Ja, das ist das Rätsel. 
FYRST JULIAN.
Borte! 
JULIAN.
Fort! 
MYSTIKEREN MAXIMOS
(ser op).
Borte? 
MAXIMOS
blickt auf.
Fort? 
FYRST JULIAN.
Ja. 
JULIAN.
Ja. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Kendte du ham? 
MAXIMOS.
Kanntest Du ihn? 
FYRST JULIAN.
Ja. 
JULIAN.
Ja. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hvem var det? 
MAXIMOS.
Wer war es? 
FYRST JULIAN.
Kain. 
JULIAN.
Kain. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Den vej altså! Forsk ikke mere! 
MAXIMOS.
Den
Weg also! Forsche nicht weiter! 
FYRST JULIAN
(slår ud med hånden).
Den anden, Maximos! 
JULIAN
mit einer entschiedenen Handbewegung.
Den zweiten, Maximos! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Nej, nej, nej; – jeg gør det ikke! 
MAXIMOS.
Nein, nein, nein! – ich tue es nicht! 
FYRST JULIAN.
Den anden, siger jeg! Du har tilsvoret mig at komme tilbunds i visse ting. Den anden, Maximos! Jeg vil se ham; vil kende mine gæster! 
JULIAN.
Den andern, sage ich! Du hast mir zugeschworen, ich sollte gewissen Dingen auf den Grund kommen. Den zweiten, Maximos! Ich will ihn sehen! Ich will meine Gäste kennen! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Du har villet det, ikke jeg. (han svinger staven.) Her frem og lad dig tilsyne, du villende slave, du, som hjalp ved den næste store verdensvending! 
MAXIMOS.
Du hast es gewollt, nicht ich. Er schwingt den Stab. Herbei und erscheine, Du wollender Sklave, der Du bei der nächsten großen Weltwende geholfen hast! 
FYRST JULIAN
(stirrer et øjeblik i det tomme rum; pludselig strækker han hånden afværgende ud imod sædet lige ved siden af sig og siger dæmpet):
Ikke nærmere! 
JULIAN
starrt einen Augenblick in den leeren Raum, plötzlich streckt er die Hand abwehrend aus gegen den Sitz dicht neben sich und sagt leise
: Nicht näher! 
MYSTIKEREN MAXIMOS
(bortvendt).
Ser du ham? 
MAXIMOS
abgewendet
: Siehst Du ihn? 
FYRST JULIAN.
Ja. 
JULIAN.
Ja. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hvorledes ser du ham? 
MAXIMOS.
Wie siehst Du ihn? 
FYRST JULIAN.
Jeg ser ham som en rødskægget mand. Han har forrevne klæder og et reb om halsen. – – Tal til ham, Maximos! 
JULIAN.
Ich sehe ihn als einen rotbärtigen Mann. Er hat zerrissene Kleider und einen Strick um den Hals. – Sprich zu ihm, Maximos! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Du må tale. 
MAXIMOS.
Du mußt sprechen. 
FYRST JULIAN.
Hvad var du i livet? 
JULIAN.
Was warst Du im Leben? 
EN STEMME
(lige ved ham).
Verdens-vognens tolvte hjul. 
EINE STIMME
dicht neben ihm.
Des Weltwagens zwölftes Rad. 
FYRST JULIAN.
Det tolvte? Det femte regnes alt for unyttigt. 
JULIAN.
Das zwölfte? Schon das fünfte gilt als unnütz. 
STEMMEN.
Hvor var vognen rullet hen uden mig? 
DIE STIMME.
Wohin wäre der Wagen gerollt ohne mich? 
FYRST JULIAN.
Hvor rulled’ den hen ved dig? 
JULIAN.
Wohin rollte er durch Dich? 
STEMMEN.
Ind i forherligelsen. 
DIE STIMME.
In die Herrlichkeit. 
FYRST JULIAN.
Hvi hjalp du? 
JULIAN.
Warum halfst Du? 
STEMMEN.
Fordi jeg var villende. 
DIE STIMME.
Weil ich wollend war. 
FYRST JULIAN.
Hvad vilde du? 
JULIAN.
Was wolltest Du? 
STEMMEN.
Hvad jeg måtte ville. 
DIE STIMME.
Was ich wollen mußte
FYRST JULIAN.
Hvem kåred dig? 
JULIAN.
Wer erwählte Dich? 
STEMMEN.
Mesteren. 
DIE STIMME.
Der Meister. 
FYRST JULIAN.
Var mesteren forud-vidende, da han kåred dig? 
JULIAN.
War der Meister vorauswissend, als er Dich erwählte? 
STEMMEN.
Ja, det er gåden!
(kort stilhed.) 
DIE STIMME.
Ja, das ist das Rätsel.
Kurze Pause. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Du tier? 
MAXIMOS.
Du schweigst? 
FYRST JULIAN.
Han er her ikke mere. 
JULIAN.
Er ist nicht mehr da. 
MYSTIKEREN MAXIMOS
(ser op).
Kendte du ham? 
MAXIMOS
blickt auf.
Kanntest Du ihn? 
FYRST JULIAN.
Ja. 
JULIAN.
Ja. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hvad hed han i livet? 
MAXIMOS.
Wie hieß er im Leben? 
FYRST JULIAN.
Judas Ischariotes. 
JULIAN.
Judas Ischariot. 
MYSTIKEREN MAXIMOS
(springer op).
Afgrunden skyder blomster; natten forråder sig selv! 
MAXIMOS
aufspringend.
Der Abgrund treibt Blumen; die Nacht verrät sich selbst! 
FYRST JULIAN
(skriger til ham).
Den tredje frem! 
JULIAN
schreit ihm zu.
Her mit dem Dritten! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Han skal komme! (svinger staven.) Her frem, du tredje hjørnesten! Her frem, du tredje store frigivne under nødvendigheden! (kaster sig atter ned på hyndet og vender sit ansigt bort.) Hvad ser du? 
MAXIMOS.
Er soll kommen! Schwingt den Stab. Hervor, Du dritter Eckstein! Hervor, Du dritter großer Freigelassener unter der Notwendigkeit! Er wirft sich wiederum auf das Polster nieder und wendet sein Antlitz ab. Was siehst Du? 
FYRST JULIAN.
Jeg ser intet. 
JULIAN.
Ich sehe nichts. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Og dog er han her. (svinger staven igen.) Ved salomons segl, ved øjet i trekanten, – jeg besværger dig, – lad dig tilsyne! – – Hvad ser du nu? 
MAXIMOS.
Und doch ist er hier. Er schwingt den Stab wieder. Bei Salomos Siegel, bei dem Auge im Dreieck, – ich beschwöre Dich, – erscheine! – Was siehst Du jetzt? 
FYRST JULIAN.
Intet; intet! 
JULIAN.
Nichts – nichts! 
MYSTIKEREN MAXIMOS
(svinger atter staven).
Her frem, du –! – – (holder pludselig inde, udstøder et skrig og springer op fra bordet.) Ah, lyn i natten! Jeg ser det; – al kunst er forgæves. 
MAXIMOS
schwingt abermals den Stab.
Hervor, Du –! – – Er hält plötzlich inne, stößt einen Schrei aus und springt auf vom Tisch. Ah! Ein Blitz in der Nacht! Ich sehe es; – alle Kunst ist vergebens. 
FYRST JULIAN
(rejser sig).
Hvorfor? Tal, tal! 
JULIAN
erhebt sich.
Warum? Sprich, sprich! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Den tredje er ikke iblandt skyggerne endnu. 
MAXIMOS.
Der Dritte ist noch nicht unter den Schatten. 
FYRST JULIAN.
Han lever? 
JULIAN.
Er lebt? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Ja, han lever. 
MAXIMOS.
Ja, er lebt! 
FYRST JULIAN.
Og her, sagde du –! 
JULIAN.
Und hier, sagtest Du –? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Her, eller hist, eller blandt de ufødte; – jeg véd ikke – 
MAXIMOS.
Hier oder dort oder unter den Ungeborenen – ich weiß nicht – 
FYRST JULIAN
(trænger ind på ham).
Du lyver! Du bedrager mig! Her, her, sagde du –! 
JULIAN
dringt auf ihn ein.
Du lügst! Du betrügst mich! Hier, hier, sagtest Du –! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Slip min kappe! 
MAXIMOS.
Laß meinen Mantel los. 
FYRST JULIAN.
Altså du eller jeg! Men hvem af os? 
JULIAN.
Also Du oder ich! Aber wer von uns? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Slip kappen, Julian! 
MAXIMOS.
Laß den Mantel los, Julian! 
FYRST JULIAN.
Hvem af os? Hvem? Alt hænger i dette ene! 
JULIAN.
Wer von uns? Wer? Daran hängt alles! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Du er mere vidende end jeg. Hvad forkyndte røsten i lyset? 
MAXIMOS.
Du bist wissender als ich! Was verkündete Die Stimme im Licht? 
FYRST JULIAN.
Røsten i lyset –? (med et skrig.) Riget! Riget? Grundfæste riget –! 
JULIAN.
Die Stimme im Licht –? Schreit auf. Das Reich! Das Reich? Begründen soll ich das Reich –! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Det tredje rige! 
MAXIMOS.
Das dritte Reich! 
FYRST JULIAN.
Nej; og tusende gange nej! Vig, fordærver! Jeg siger mig løs fra dig og fra alt dit værk – 
JULIAN.
Nein, und tausendmal nein! Hebe Dich weg, Verderber! Ich sage mich los von Dir und Deinem ganzen Tun – 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Fra nødvendigheden? 
MAXIMOS.
Von der Notwendigkeit? 
FYRST JULIAN.
Jeg trodser nødvendigheden! Jeg vil ikke tjene den. Jeg er fri, fri, fri!
(Larm udenfor: danserinderne og fløjtespillerne flygter.) 
JULIAN.
Ich trotze der Notwendigkeit! Ich will ihr nicht dienen! Ich bin frei, frei, frei!
Draußen Lärm; die Tänzerinnen und Flötenspieler flüchten. 
MYSTIKEREN MAXIMOS
(lytter mod højre).
Hvad skræk og skrig –? 
MAXIMOS
lauscht nach rechts.
Was für ein Schrecken und Geschrei –? 
FYRST JULIAN.
Der trænger fremmede mennesker ind i huset – 
JULIAN.
Fremde Leute dringen ins Haus – 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Man mishandler dine tjenere; de vil myrde os! 
MAXIMOS.
Man mißhandelt Deine Diener, – sie wollen uns morden! 
FYRST JULIAN.
Vær rolig; os kan ingen ramme. 
JULIAN.
Sei ruhig! Uns kann keiner etwas anhaben! 
HUSMESTEREN EUTHERIOS
(kommer ilsomt over forgården).
Herre, herre! 
DER HAUSMEISTER EUTHERIOS
kommt eilig über den Vorhof.
Herr, Herr! 
FYRST JULIAN.
Hvem volder hin larm udenfor? 
JULIAN.
Wer macht den Lärm da draußen? 
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Fremmede mænd har omringet huset; de har sat vagt ved alle udgange; de bryder ind – næsten med vold. Der kommer de, herre! Der er de!
(Quæstoren Leontes med et stort og pragtfuldt følge kommer ind fra højre.) 
EUTHERIOS.
Fremde Männer haben das Haus umstellt; sie haben alle Ausgänge mit Wachen besetzt; sie dringen ein – fast mit Gewalt. Da kommen sie, Herr! Da sind sie! Der Quästor LEONTES mit großem, prächtigem Gefolge tritt von rechts ein. 
QUÆSTOREN LEONTES.
Tilgiv, jeg anråber dig hundrede gange, min nådigste herre – 
LEONTES.
Verzeih, ich bitte Dich tausendmal, mein gnädigster Herr – 
FYRST JULIAN
(et skridt tilbage).
Hvad ser jeg! 
JULIAN
einen Schritt zurück.
Was sehe ich! 
QUÆSTOREN LEONTES.
Dine tjenere vilde formene mig at slippe ind; og da det var mig så højst magtpåliggende – 
LEONTES.
Deine Diener wollten mir den Eintritt verwehren – und da es mir von höchster Wichtigkeit war – 
FYRST JULIAN.
Du her i Efesos, min fortræffelige Leontes! 
JULIAN.
Du hier in Ephesos, mein trefflicher Leontes! 
QUÆSTOREN LEONTES.
Jeg har rejst nætter og dage som kejserens udsending. 
LEONTES.
Ich bin Tag und Nacht gereist als des Kaisers Gesandter. 
FYRST JULIAN
(bleg).
Til mig? Hvad vil kejseren mig? Jeg er mig sandelig ingen brøde bevidst. Jeg er syg, Leontes! Denne mand (tyder mod Maximos) er hos mig som læge. 
JULIAN
bleich.
Zu mir? Was will der Kaiser von mir? Ich bin mir wahrhaftig keiner Schuld bewußt. Ich bin krank, Leontes! Dieser Mann – er zeigt auf Maximos – ist mein Arzt. 
QUÆSTOREN LEONTES.
Tillad mig, nådige herre –! 
LEONTES.
Gestatte mir, gnädigster Herr –! 
FYRST JULIAN.
Hvi trænger man voldsomt ind til mig? Hvad er det kejseren vil? 
JULIAN.
Warum dringt man so gewaltsam bei mir ein? Was will der Kaiser? 
QUÆSTOREN LEONTES.
Han vil glæde dig, herre, med et stort og vigtigt budskab. 
LEONTES.
Er will Dich erfreuen, Herr, mit einer großen, bedeutenden Botschaft. 
FYRST JULIAN.
Jeg beder dig, lad mig vide, hvad budskab du bringer. 
JULIAN.
Ich bitte Dich, laß mich die Botschaft wissen, die Du bringst. 
QUÆSTOREN LEONTES
(knæler).
Min allerhøjeste herre, – prisende din og min egen lykke hilser jeg dig som Cæsar. 
LEONTES
kniet nieder.
Mein allerhöchster Herr, – preisend Dein und mein eigen Glück, begrüße ich Dich als Cäsar. 
QUÆSTORENS FØLGE.
Længe leve Cæsar Julian! 
DAS GEFOLGE DES QUÄSTORS.
Lang lebe Cäsar Julian! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Cæsar! 
MAXIMOS.
Cäsar! 
FYRST JULIAN
(viger med et udråb tilbage).
Cæsar! Stå op, Leontes! Hvad afsind taler du! 
JULIAN
weicht zurück, ausrufend
: Cäsar! – Steh auf, Leontes! Du redest irre! 
QUÆSTOREN LEONTES.
Jeg bringer kejserens bud. 
LEONTES.
Ich bringe vom Kaiser Botschaft. 
FYRST JULIAN.
Jeg – jeg Cæsar! – Ah, hvor er Gallos? 
JULIAN.
Ich – ich Cäsar! – Wo ist Gallos? 
QUÆSTOREN LEONTES.
O, spørg ikke. 
LEONTES.
O, frage nicht! 
FYRST JULIAN.
Hvor er Gallos? Jeg besværger dig, – hvor er Gallos? 
JULIAN.
Wo ist Gallos? Ich beschwöre Dich! Wo ist Gallos? 
QUÆSTOREN LEONTES
(står op).
Cæsar Gallos er hos sin elskede hustru. 
LEONTES
steht auf.
Cäsar Gallos ist bei seiner geliebten Gemahlin. 
FYRST JULIAN.
Død! 
JULIAN.
Tot! 
QUÆSTOREN LEONTES.
Salig hos sin hustru. 
LEONTES.
Selig bei seiner Gemahlin. 
FYRST JULIAN.
Død; død! Gallos død! Død midt på sit sejrstog! Men når, – og hvor? 
JULIAN.
Tot! Tot! Gallos tot! Mitten auf seinem Siegeszug gestorben! Aber wann, – und wo? 
QUÆSTOREN LEONTES.
O, dyrebare herre, forskån mig – 
LEONTES.
Teurer Herr, erspare mir – 
GREGOR FRA NAZIANZ
(brydes med vagten ved indgangen).
Jeg må ind til ham! Tilside, siger jeg. – Julian! 
Gregor von Nazianz ringt mit der Wache am Eingang.

GREGOR.
Ich muß hinein zu ihm! Laßt mich, sag’ ich! – Julian! 
FYRST JULIAN.
Gregor, broder, – så kom du dog igen! 
JULIAN.
Gregor, Bruder, – so kommst Du doch wieder! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Er det sandt, hvad rygtet kaster som en pileregn over staden? 
GREGOR.
Ist es wahr, was das Gerücht wie einen Pfeilregen über die Stadt ausschüttet? 
FYRST JULIAN.
Jeg er selv som rammet af rygtets pile. Tør jeg tro på denne blanding af lykke og ulykke? 
JULIAN.
Ich bin selbst wie vom Pfeil des Gerüchtes getroffen. Darf ich an diese Mischung von Glück und Unglück glauben? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
For Kristi skyld, vis fristeren fra dig! 
GREGOR.
Um Christi willen, weise den Versucher von Dir! 
FYRST JULIAN.
Kejserens bud, Gregor! 
JULIAN.
Des Kaisers Boten, Gregor! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Du vil træde på din broders blodige lig – 
GREGOR.
Du willst auf Deines Bruders blutigen Leichnam treten – 
FYRST JULIAN.
Blodige –? 
JULIAN.
Blutigen –? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Véd du det ikke? Cæsar Gallos er myrdet. 
GREGOR.
Weißt Du es nicht? Cäsar Gallos ist ermordet. 
FYRST JULIAN
(med sammenslagne hænder).
Myrdet! 
JULIAN
schlägt die Hände zusammen.
Ermordet! 
QUÆSTOREN LEONTES.
Ah, hvo er denne forvovne –? 
LEONTES.
Wer ist der Verwegene da –? 
FYRST JULIAN.
Myrdet; myrdet! (til Leontes.) Han lyver dog? 
JULIAN.
Ermordet! Ermordet! – Zu Leontes. – Er lügt doch? 
QUÆSTOREN LEONTES.
Cæsar Gallos er falden på sine gerninger. 
LEONTES.
Cäsar Gallos ist über seine Taten gestürzt. 
FYRST JULIAN.
Myrdet! – hvo myrded ham? 
JULIAN.
Ermordet! – Wer hat ihn ermordet? 
QUÆSTOREN LEONTES.
Hvad der er sked, var en nødvendighed, høje herre! Cæsar Gallos har misbrugt magten som en rasende her i Østerlandene. Hans stilling som Cæsar var ham ikke længer nok. Hans færd, både i Konstantinopel og andetsteds undervejs, viste tilfulde, hvad han pønsed på. 
LEONTES.
Was geschehen ist – war eine Notwendigkeit, hoher Herr! Cäsar Gallos hat wie ein Rasender seine Macht hier in den Morgenlanden mißbraucht. Seine Stellung als Cäsar genügte ihm nicht mehr. Sein Betragen in Konstantinopel und anderswo unterwegs zeigte deutlich, was er im Schilde führte. 
FYRST JULIAN.
Jeg spørger ikke om hans brøde; det andet vil jeg vide. 
JULIAN.
Ich frage nicht nach seiner Schuld, – das andere will ich wissen. 
QUÆSTOREN LEONTES.
O, lad mig skåne dine broderlige øren. 
LEONTES.
Laß mich Dein Bruderohr damit verschonen. 
FYRST JULIAN.
Mine broderlige øren kan tåle, hvad mine sønlige øren har tålt. Hvo dræbte ham? 
JULIAN.
Mein Bruderohr kann ertragen, was mein Sohnesohr ertragen hat. Wer hat ihn getötet? 
QUÆSTOREN LEONTES.
Tribunen Skudilo, som ledsaged ham, fandt det rådeligt at lade ham henrette. 
LEONTES.
Der Tribun Skudilo, der ihn begleitete, hielt es für geraten, ihn hinrichten zu lassen. 
FYRST JULIAN.
Hvor? Dog ikke i Rom? 
JULIAN.
Wo? Doch nicht in Rom? 
QUÆSTOREN LEONTES.
Nej, herre, det skede på rejsen did, – i staden Pola i Illyrien. 
LEONTES.
Nein, Herr, es geschah auf dem Zuge dorthin, – in der Stadt Pola in Illyrien. 
FYRST JULIAN
(bøjer sig).
Kejseren er stor og retvis. – Den sidste af slægten, Gregor! Kejser Konstanzios er stor. 
JULIAN
verneigt sich.
Der Kaiser ist groß und gerecht –. Der letzte des Geschlechtes, Gregor! – Kaiser Konstantios ist groß. 
QUÆSTOREN LEONTES
(tager en purpurkåbe fra en af følget).
Høje Cæsar, værdiges at iføre dig – 
LEONTES
nimmt einen Purpurmantel aus der Hand eines seiner Begleiter.
Hoher Cäsar, da ich für würdig befunden bin, Dich zu bekleiden – 
FYRST JULIAN.
Rød! Væk med den! Var det den, han bar i Pola –? 
JULIAN.
Rot! Weg damit! Trug er den in Pola –? 
QUÆSTOREN LEONTES.
Den er kommen ny fra Sidon. 
LEONTES.
Er ist neu von Sidon gekommen. 
FYRST JULIAN
(med et blik til Maximos).
Fra Sidon! Purpurklædningen –! 
JULIAN
mit einem Blick auf Maximos.
Von Sidon! Das Purpurgewand –! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Apollinaris’s syn! 
MAXIMOS.
Des Apollinaris Gesicht! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Julian; Julian! 
GREGOR.
Julian! Julian! 
QUÆSTOREN LEONTES.
Se, den sendes dig af din frænde, kejseren. Han lader dig sige, at han, barnløs som han er, håber, at du vil læge dette hans livs dybeste sår. Han ønsker at se dig i Rom. Derefter er det hans vilje, at du går som Cæsar til Gallien. De alemanske grænsefolk har sat over Rhin-strømmen og gjort et farligt indfald i riget. Han bygger trygt på dit held og din fremgang imod barbarerne. I drømme har visse ting åbenbaret sig for ham, og hans sidste ord til mig ved afrejsen var, at det sikkerlig skulde lykkes dig at grundfæste riget. 
LEONTES.
Sieh, er wird Dir vom Kaiser, Deinem Vetter, geschickt. Er läßt Dir sagen, daß er, der kinderlose Mann, hoffe, Du werdest diese tiefste Wunde seines Lebens heilen. Er wünscht, Dich in Rom zu sehen. Und dann ist es sein Wille, daß Du als Cäsar nach Gallien gehest. Die alemannischen Grenzvölker haben den Rheinstrom überschritten und einen gefährlichen Einfall in das Reich gemacht. Er baut fest auf Dein Glück und Deine Erfolge im Barbarenland! Im Traum hat sich ihm Gewisses offenbart, und sein letztes Wort bei meinem Aufbruch war: es werde Dir sicher glücken, das Reich zu begründen. 
FYRST JULIAN.
Grundfæste riget! Røsten i lyset, Maximos! 
JULIAN.
Das Reich zu begründen! Die Stimme im Licht, Maximos! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Tegn imod tegn. 
MAXIMOS.
Zeichen gegen Zeichen! 
QUÆSTOREN LEONTES.
Hvorledes, høje Cæsar? 
LEONTES.
Wie, hoher Cäsar? 
FYRST JULIAN.
Også mig er visse ting varslet; men dette – 
JULIAN.
Auch mir ist Gewisses verkündet; aber das – 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Sig nej, Julian! Det er fordærvelsens vinger de vil hæfte til dine skuldre. 
GREGOR.
Sag’ nein, Julian! Es sind die Schwingen des Verderbens, die sich an Deine Schultern heften wollen. 
QUÆSTOREN LEONTES.
Hvo er du, som trodser kejseren? 
LEONTES.
Wer bist Du, der Du dem Kaiser trotzest? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Mit navn er Gregor; jeg er søn af biskoppen i Nazianz; – gør med mig, hvad I vil. 
GREGOR.
Mein Name ist Gregor; ich bin der Sohn des Bischofs von Nazianz, – macht mit mir, was Ihr wollt. 
FYRST JULIAN.
Han er min ven og broder; ingen røre ham!
(En stor menneskesværm har imidlertid opfyldt forgården.) 
JULIAN.
Er ist mein Freund und Bruder, – keiner rühre ihn an! –
Eine große Menschenmenge hat inzwischen den Vorhof gefüllt. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA
(baner sig vej gennem mængden).
Tag ikke purpuret, Julian! 
BASILIOS VON CÄSAREA
bahnt sich einen Weg durch die Menge.
Nimm nicht den Purpur, Julian! 
FYRST JULIAN.
Du også, min trofaste Basilios! 
JULIAN.
Auch Du, mein treuer Basilios! 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Tag det ikke! For Gud Herrens skyld – 
BASILIOS.
Nimm ihn nicht! Um Gottes, des Herrn, willen – 
FYRST JULIAN.
Hvad forfærder dig ved dette? 
JULIAN.
Was erschreckt Dich daran? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
De rædsler, som vil komme. 
BASILIOS.
Die Greuel, die kommen werden. 
FYRST JULIAN.
Ved mig skal riget grundfæstes. 
JULIAN.
Durch mich soll das Reich begründet werden. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Kristi rige? 
BASILIOS.
Christi Reich? 
FYRST JULIAN.
Kejserens store skønne rige. 
JULIAN.
Des Kaisers großes, schönes Reich! 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Var det kejserens rige, som stod i lys for dit syn, da du som barn forkyndte læren fra de kappadokiske blodvidners grave? Var det kejserens rige, du drog fra Konstantinopel for at grundfæste på jorden? Var det kejserens rige – 
BASILIOS.
War es des Kaisers Reich, das Dir leuchtend vor der Seele stand, da Du als Kind von den Gräbern der kappadocischen Blutzeugen die Lehre verkündetest? Wolltest Du des Kaisers Reich auf Erden gründen, da Du von Konstantinopel zogst? War es des Kaisers Reich, – 
FYRST JULIAN.
Tåger, tåger; – alt hint ligger bag mig som en vild drøm. 
JULIAN.
Schemen! Schemen! – Das alles liegt hinter mir wie ein wirrer Traum. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Dig var det bedre, at du selv, med en møllesten om din hals, lå på havets bund, end at denne drøm skulde ligge bag dig. – Ser du ikke fristerens værk? Al jordens herlighed lægges for dine fødder. 
BASILIOS.
Dir wäre besser, Du lägest selbst, einen Mühlstein um den Hals, auf dem Meeresgrund, als daß dieser Traum sollte hinter Dir liegen. – Merkst Du nicht das Werk des Versuchers? Alle Herrlichkeit der Erde wird Dir zu Füßen gelegt. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Tegn imod tegn, Cæsar! 
MAXIMOS.
Zeichen gegen Zeichen, Cäsar! 
FYRST JULIAN.
Et ord, Leontes! (griber hans hånd og drager ham tilside.) Hvor fører du mig hen? 
JULIAN.
Ein Wort, Leontes! – Er ergreift seine Hand und zieht ihn beiseite. Wohin führst Du mich? 
QUÆSTOREN LEONTES.
Til Rom, herre! 
LEONTES.
Nach Rom, Herr! 
FYRST JULIAN.
Det spørger jeg ikke om. Hvor fører du mig hen; til lykken og magten, – eller til slagterbænken? 
JULIAN.
Danach frage ich nicht. Wohin führst Du mich: zu Glück und Macht, – oder zur Schlachtbank? 
QUÆSTOREN LEONTES.
O, herre, en så hånende mistro – 
LEONTES.
Herr, dieses höhnische Mißtrauen – 
FYRST JULIAN.
Gallos’s legeme er knapt rådnet endnu. 
JULIAN.
Der Leichnam des Gallos ist noch kaum verwest. 
QUÆSTOREN LEONTES.
Jeg kan hæve alle tvil. (tager et papir frem.) Dette brev fra kejseren, som jeg helst havde rakt dig i enrum – 
LEONTES.
Ich kann alle Zweifel beseitigen. – Zieht ein Papier hervor. – Dieser kaiserliche Brief, den ich Dir am liebsten unter vier Augen überreicht hätte, – 
FYRST JULIAN.
Et brev? Hvad skriver han? – (han åbner papiret og læser.) Ah, Helena! – O, Leontes! Helena, – Helena til mig! 
JULIAN.
Ein Brief? Was schreibt er? – Er öffnet das Papier und liest. – Ah, Helena! – Leontes! Helena – Helena ist mein! 
QUÆSTOREN LEONTES.
Kejseren skænker dig hende, herre! Han skænker dig denne elskede søster, som Cæsar Gallos forgæves bad om. 
LEONTES.
Der Kaiser schenkt sie Dir, Herr! Er schenkt Dir diese seine teure Schwester, um die Cäsar Gallos vergebens geworben hat. 
FYRST JULIAN.
Helena til mig! Det uopnålige vundet! – Men hun, Leontes –? 
JULIAN.
Helena ist mein! Das Unerreichbare, es ist errungen –. Doch sie, Leontes –? 
QUÆSTOREN LEONTES.
Ved afskeden tog han fyrstinden2 ved hånden og ledte hende hen til mig. En strøm af jomfruligt blod skød op i hendes skønne kinder, hun slog sine øjne ned og sagde: hils min kære frænde, og lad ham vide, at han altid har været den mand, som – – 
LEONTES.
Beim Abschied nahm er die Fürstin bei der Hand und führte sie mir zu. Ein Strom jungfräulichen Blutes schoß in ihre holden Wangen; sie schlug die Augen nieder und sagte: Grüßt meinen lieben Vetter und gebt ihm zu verstehen, daß er immer der Mann gewesen ist, der – 
FYRST JULIAN.
Videre, Leontes! 
JULIAN.
Weiter, Leontes! 
QUÆSTOREN LEONTES.
Med de ord taug hun, den tugtige og rene kvinde. 
LEONTES.
Nach diesen Worten schwieg sie, das züchtige und reine Weib. 
FYRST JULIAN.
Den rene kvinde! – Vidunderligt fuldbyrdes alt! (han råber højt.) Purpurkappen om mig! 
JULIAN.
Das reine Weib! – Wunderbar erfüllt sich alles! Ruft laut: Den Purpurmantel! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Du har valgt? 
MAXIMOS.
Du hast gewählt? 
FYRST JULIAN.
Valgt, Maximos! 
JULIAN.
Gewählt, Maximos! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Valgt, trods tegn imod tegn? 
MAXIMOS.
Gewählt, trotz Zeichen gegen Zeichen? 
FYRST JULIAN.
Her står ikke tegn imod tegn. Maximos, Maximos, du har været blind, du seende! – Purpurkåben om mig!
(Quæstoren Leontes ifører ham kåben.) 
JULIAN.
Hier steht nicht Zeichen gegen Zeichen. Maximos, Maximos, Du bist blind gewesen, Du Sehender! – Den Purpurmantel!
Leontes legt ihm den Mantel um. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Det er sked! 
BASILIOS.
Es ist geschehen! 
MYSTIKEREN MAXIMOS
(mumler for sig selv, med oprakte hænder).
Sejr og lys over den villende! 
MAXIMOS
murmelt vor sich hin mit erhobenen Händen.
Sieg und Licht über den Wollenden
QUÆSTOREN LEONTES.
Og nu til statholderens bolig; folket vil hilse Cæsar. 
LEONTES.
Und nun zu des Statthalters Hause! Das Volk will den Cäsar grüßen. 
FYRST JULIAN.
Cæsar bliver i sin ophøjelse, hvad han var, – den fattige visdomselsker, der tog alt af kejserens nåde. – Til statholderens bolig, I venlige herrer! 
JULIAN.
Cäsar bleibt in seiner Erhöhung, was er war, – der arme Weisheitsfreund, der alles von des Kaisers Gnade empfing. – Zu des Statthalters Haus, Ihr lieben Freunde und Herren! 
STEMMER BLANDT QUÆSTORENS FØLGE.
Plads, plads for Cæsar Julian!
(Alle går ud gennem forgården under mængdens bifaldsråb; kun Gregor og Basilios blir stående.) 
STIMMEN AUS DEM GEFOLGE DES QUÄSTORS.
Platz, Platz für Cäsar Julian!
Alle gehen durch den Vorhof unter dem Beifallsruf der Menge ab; nur Gregor und Basilios bleiben zurück. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Gregor! I hvad der så kommer, – lad os holde sammen. 
BASILIOS.
Gregor! Was auch kommen mag, – laß uns zusammenhalten! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Her er min hånd.



 
GREGOR.
Hier ist meine Hand!



 
FJERDE AKT
(Ved Lutetia i Gallien. En sal i Cæsars palats „De varme bade“ udenfor staden. Indgangsdør i baggrunden; til højre en anden mindre dør; foran på venstre side er et vindu med forhæng.)
 
(Fyrstinde Helena, rigt smykket, med perler i håret, sidder i en armstol og ser ud gennem vinduet. Slavinden Myrrha står overfor hende og holder forhænget tilside.) 
Vierter Akt
Bei Lutetia in Gallien. Ein Saal im Palast Cäsar Julians, den »warmen Bädern«, draußen vor der Stadt. Eingangstür im Hintergrund; rechts eine andere, kleinere Tür; vorn links ein Fenster mit Vorhang.
 
Fürstin Helena, reich geschmückt, Perlen im Haar, sitzt in einem Armstuhl und blickt hinaus durchs Fenster. MYRRHA, die Sklavin, steht hinter ihr vorgebeugt und hebt den Vorhang. 
FYRSTINDE HELENA.
Hvilken stimmel! Hele staden strømmer dem imøde. – Hyss! Myrrha, – hører du ikke fløjter og trommer? 
HELENA.
Welch Gewimmel! Die ganze Stadt strömt ihnen entgegen. Horch, Myrrha! Hörst Du nicht Flöten und Trommeln? 
SLAVINDEN MYRRHA.
Jo, jeg synes visst – 
MYRRHA.
Ja, ich glaube bestimmt – 
FYRSTINDE HELENA.
Du lyver! Larmen er for stærk; du kan intet høre. (springer op.) O, denne marterfulde usikkerhed! Ikke at vide, om han kommer som sejrherre eller som flygtning. 
HELENA.
Du lügst! Der Lärm ist zu groß; Du kannst nichts hören. – Springt auf. – O, diese martervolle Ungewißheit! Nicht zu wissen, ob er als Sieger oder als Flüchtling heimkehrt. 
SLAVINDEN MYRRHA.
Ængst dig ikke, min herskerinde; Cæsar er jo altid kommen som sejrherre. 
MYRRHA.
Ängstige Dich nicht, Gebieterin! Cäsar ist noch stets als Sieger heimgekehrt. 
FYRSTINDE HELENA.
Ja, før; efter alle de mindre sammenstød. Men dennegang, Myrrha! Dette store forfærdelige slag. Alle disse krydsende rygter. Hvis Cæsar var kommen som sejrherre, hvorfor skulde han da have skikket hint brev til stadsforstanderne og forbudt dem at møde ham med æresbevisninger udenfor portene? 
HELENA.
Früher – ja. Aus den kleineren Treffen! Aber diesmal, Myrrha! Diese große, verhängnisvolle Schlacht! All diese Gerüchte, die sich kreuzen! Wenn Cäsar als Sieger heimkehrte, warum hat er dann jenen Brief an die Vorsteher der Stadt geschickt und ihnen verboten, ihn mit Ehrenbezeugungen vor den Toren zu empfangen? 
SLAVINDEN MYRRHA.
O, du véd jo, herskerinde, hvor lidet din høje husbond tragter efter slige ting. 
MYRRHA.
O, Du weißt doch, Gebieterin, wie wenig Dein hoher Gemahl von solchen Dingen hält. 
FYRSTINDE HELENA.
Ja, ja, det er vel sandt. Og hvis han havde lidt noget nederlag – i Rom måtte man jo vide det – mon kejseren da havde skikket os denne udsending, som må kunne være her endnu idag, og hvis ilbud har bragt mig alle disse rige smykker og gaver? Ah, Eutherios! Nu, nu? 
HELENA.
Das ist freilich wahr. Und wenn er eine Niederlage erlitten hätte, – in Rom müßte man es doch wissen, – hätte uns da der Kaiser wohl den Gesandten geschickt, der noch heute eintreffen wird, und dessen Eilbote mir alle diese reichen Schmucksachen und Geschenke überbracht hat? Ah, Eutherios! Nun, nun? 
HUSMESTEREN EUTHERIOS
(fra baggrunden).
Min fyrstinde, det er ganske umuligt at erfare noget pålideligt – 
DER HAUSMEISTER EUTHERIOS
durch die Mitte.
Fürstin, es ist ganz unmöglich, etwas Zuverlässiges zu erfahren – 
FYRSTINDE HELENA.
Umuligt? Du bedrager mig! Soldaterne selv må dog vide – 
HELENA.
Unmöglich? Du betrügst mich! Die Soldaten selbst müssen doch wissen – 
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Det er kun barbariske hjælpetropper, som rykker ind, – Bataver og andre, – og de véd intet. 
EUTHERIOS.
Nur barbarische Hilfstruppen rücken ein, – Bataver und andere, – und die wissen nichts. 
FYRSTINDE HELENA
(vrider sine hænder).
O, har jeg fortjent denne kval! Søde, hellige Kristus, har jeg da ikke anråbt dig nat og dag – (lytter og skriger ud.) Ah, min Julian! Jeg hører ham! – Julian; min elskede! 
HELENA
ringt die Hände.
Habe ich diese Qual verdient! Süßer, heiliger Christus, habe ich nicht Tag und Nacht Dich angerufen – Lauscht und schreit auf. Ah, mein Julian! Ich höre ihn! – Julian, Geliebter! 
CÆSAR JULIAN
(i støvet rustning, kommer hurtigt fra baggrunden).
Helena! 
JULIAN
in bestaubter Rüstung, kommt eilig durch die Mitte.
Helena! 
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Min høje Cæsar! 
EUTHERIOS.
Erhabener Cäsar! 
CÆSAR JULIAN
(favner fyrstinden med voldsomhed).
Helena! – Stæng alle døre, Eutherios! 
JULIAN
umarmt die Fürstin mit Leidenschaft.
Helena! – Schließ alle Tore, Eutherios! 
FYRSTINDE HELENA.
Slagen! Forfulgt! 
HELENA.
Geschlagen! Verfolgt! 
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Herre! 
EUTHERIOS.
Herr ! 
CÆSAR JULIAN.
Dobbelte vagter for dørene; lad ingen slippe ind! Hør; er her kommet nogen udsending fra kejseren? 
JULIAN.
Doppelte Wachen vor die Tore! Laß keinen herein! Höre – ist ein Gesandter vorn Kaiser gekommen? 
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Nej, herre; men der er en udsending ivente. 
EUTHERIOS.
Nein, Herr! Aber es ist einer zu erwarten. 
CÆSAR JULIAN.
Gå, gå! (til slavinden.) Væk med dig.
(Eutherios og Myrrha går ud i baggrunden.) 
JULIAN.
Geh, geh! Zur Sklavin. Fort mit Dir!
Eutherios und Myrrha ab durch die Mitte. 
FYRSTINDE HELENA
(synker ned i armstolen).
Så er det da ude med os! 
HELENA
sinkt in den Armstuhl nieder.
So ist es denn aus mit uns! 
CÆSAR JULIAN
(trækker forhænget sammen).
Hvem véd. Blot varsom, så kan uvejret endnu – 
JULIAN
zieht den Vorhang vor.
Wer weiß. Nur wachsam, so kann das Unwetter noch – 
FYRSTINDE HELENA.
Efter et sådant nederlag –? 
HELENA.
Nach einer solchen Niederlage –? 
CÆSAR JULIAN.
Nederlag? Hvad taler du om, min elskede? 
JULIAN.
Niederlage? Wovon sprichst Du, Liebste? 
FYRSTINDE HELENA.
Har ikke Alemanerne slåt dig? 
HELENA.
Haben die Alemannen Dich nicht geschlagen? 
CÆSAR JULIAN.
Havde de slåt mig, skulde du ikke set mig levende igen. 
JULIAN.
Hätten sie mich geschlagen, so würdest Du mich nicht lebend wiedergesehen haben. 
FYRSTINDE HELENA
(springer op).
Men, du himmelens Herre, hvad er da hændt? 
HELENA
springt auf.
Aber, Herr des Himmels, was ist denn geschehen? 
CÆSÆR JULIAN
(sagte).
Det værste, Helena; – en umådelig sejr. 
JULIAN.
Das Schlimmste, Helena – ein ungeheurer Sieg. 
FYRSTINDE HELENA
Sejr, siger du! En umådelig sejr? Du har sejret, og dog –? 
HELENA.
Ein Sieg, sagst Du? Ein ungeheurer Sieg? Du hast gesiegt und doch –? 
CÆSAR JULIAN.
Du kan ikke fatte, hvorledes jeg står. Du kender kun den gyldne yderside af al en Cæsars elendighed. 
JULIAN.
Du kannst nicht wissen, wie es mit mir steht. Du kennst von all dem Cäsarenelend nur die goldene Außenseite. 
FYRSTINDE HELENA.
Julian! 
HELENA.
Julian! 
CÆSAR JULIAN.
Kan du fortænke mig i, at jeg har dulgt sligt for dig? Bød ikke både pligt og skam, at –? Ah, – hvad er det? Hvilken forandring –! 
JULIAN.
Kannst Du mir verdenken, daß ich es Dir verheimlicht habe? Hat nicht Pflicht und Scham geboten–? Ah, – was ist das? Welche Veränderung –! 
FYRSTINDE HELENA.
Hvad? Hvad? 
HELENA.
Was? Was? 
CÆSAR JULIAN.
Hvilken forandring med dig i disse måneder! Helena, har du været syg? 
JULIAN.
Welche Veränderung mit Dir in diesen Monden! Helena, bist Du krank gewesen? 
FYRSTINDE HELENA.
Nej, nej; men sig mig –? 
HELENA.
Nein, nein! Aber sag’ mir –? 
CÆSAR JULIAN.
Jo, du har været syg! Du må være syg endnu; – disse feberhede tindinger, disse blåbrune ringe om øjnene – 
JULIAN.
Doch, Du bist krank gewesen! Du mußt noch krank sein – diese fieberheißen Schläfen, diese blaubraunen Ringe um die Augen – 
FYRSTINDE HELENA.
O, intet, min elskede! Se ikke på mig, Julian! Kun angst og nattevågen for din skyld; brændende bønner til den højt velsignede på korsets træ – 
HELENA.
O, nichts Geliebter! Sieh mich nicht an, Julian! Nur Angst und Nachtwachen um Deinetwillen; heiße Gebete zu dem Hochgebenedeiten am Stamm des Kreuzes – 
CÆSAR JULIAN.
Skån dig, du dyrebare; det er jo dog hel usikkert, om denne nidkærhed frugter så meget. 
JULIAN.
Schone Dich, Teure! Es ist ja doch ganz ungewiß, ob dieser Eifer viel fruchtet. 
FYRSTINDE HELENA.
Fy; dit sind er ikke fromt. – Men tal om dine egne sager, Julian! Jeg beder dig, dølg intet for mig. 
HELENA.
Pfui, Dein Sinn ist nicht fromm! – Aber sprich von Deinen eigenen Sachen, Julian! Ich bitte Dich, verbirg mir nichts! 
CÆSAR JULIAN.
Der kan intet dølges længer. Siden kejserindens død har jeg ikke kunnet gøre et skridt her i Gallien, uden at det er bleven tydet ilde ved hoffet. Gik jeg forsigtigt tilværks imod Alemanerne, så hed det, at jeg var frygtagtig og uvirksom. Man spottede over visdomselskeren, som ikke ret kunde vænne sig til at bære krigsrustning. Vandt jeg en fordel over barbarerne, så måtte jeg høre, at jeg burde kunnet opnå mere. 
JULIAN.
Es kann nicht länger verborgen bleiben. Seit dem Tode der Kaiserin habe ich nicht einen Schritt hier in Gallien tun können, der nicht bei Hofe übel gedeutet worden wäre. Ging ich vorsichtig gegen die Alemannen zu Werke, so hieß es, ich wäre furchtsam und untätig. Man spottete über den Weisheitsfreund, der sich nicht recht daran gewöhnen konnte, eine Kriegsrüstung zu tragen. Errang ich einen Vorteil über die Barbaren, so mußte ich hören, daß ich noch mehr hätte erreichen können. 
FYRSTINDE HELENA.
Men alle dine venner i hæren – 
HELENA.
Aber Deine vielen Freunde im Heer – 
CÆSAR JULIAN.
Hvem tror du er mine venner i hæren? Ikke én, min elskede Helena! Jo, en eneste, – hin perusiske ridder, Sallust, som jeg under vor bryllupshøjtid i Mailand måtte give afslag på en billig bøn. Han er ædelmodig kommen til mig i lejren, har mindet mig om vort gamle venskab i Athen og bedt om at måtte følge mig i alle farer. Men hvad gælder vel Sallust ved kejserhoffet? Han er jo en af dem, man der kalder hedninger. Han kan intet gavne mig. – Og nu de andre! Krigsøversten Arbetio, som lod mig i stikken, da jeg lå indesluttet i Sennones! Den gamle Severus, som tynges under følelsen af sin egen udygtighed, og som dog ikke kan forlige sig med min nye krigsførsel! Eller tror du, jeg kan støtte mig til Florentius, – prætorian-høvdingen? Jeg siger dig, denne urolige mand tragter efter de højeste ting. 
JULIAN.
Wen hältst Du für meinen Freund im Heer? Nicht einer ist da, liebste Helena! Doch ja, ein einziger, – jener perusische Ritter Sallust, dem ich auf unserm Hochzeitsfest in Mailand ein billiges Verlangen abschlagen mußte. Er ist edelmütig zu mir ins Lager gekommen, hat mich an unsere alte Freundschaft in Athen erinnert und mich gebeten, mir in alle Gefahren folgen zu dürfen. Aber was gilt wohl Sallust am Kaiserhof? Ist er doch einer von denen, die man dort Heiden nennt! Er kann mir nichts nützen! – Und nun die andern! Der Kriegsoberst Arbetio, der mich im Stich ließ, als ich im Gebiete der Senonen eingeschlossen lag! Der alte Severus, der unter dem Gefühl der eigenen Untüchtigkeit leidet und doch mit meiner neuen Kriegsführung sich nicht befreunden kann. Oder glaubst Du, ich kann auf Florentius rechnen, – den Prätorianerhäuptling? Ich sage Dir, dieser unruhige Mann trachtet nach den höchsten Dingen! 
FYRSTINDE HELENA.
Ah, Julian! 
HELENA.
Julian! 
CÆSAR JULIAN
(går op og ned).
Kunde jeg blot komme deres rænker på spor! Hver uge går der fra lejren hemmelige breve til Rom. Alt, hvad jeg tager mig for, blir berettet og forvansket. Ingen træl i riget er lænkebunden som Cæsar. Véd du vel, Helena, at den spiseseddel, min kok har at rette sig efter, den er sendt ham fra kejseren, og jeg har ikke lov til at ændre noget deri, hverken lægge til eller tage fra! 
JULIAN
geht auf und nieder.
Könnte ich nur ihren Ränken auf die Spur kommen! Jede Woche gehen aus dem Lager heimliche Briefe nach Rom. Alles, was ich vorhabe, wird berichtet und entstellt. Kein Sklave im Reich ist so gebunden wie der Cäsar. Weißt Du, Helena: der Speisezettel, nach dem mein Koch sich zu richten hat, ist ihm vom Kaiser gesandt, und ich darf nichts daran ändern, weder durch Zusätze noch durch Abstriche. 
FYRSTINDE HELENA.
Og alt dette har du båret hemmeligt –! 
HELENA.
Und das alles hast Du in Dich verschlossen – 
CÆSAR JULIAN.
Alle véd det, uden du. Alle spotter over Cæsars afmagt. Jeg bærer det ikke længer! Jeg vil ikke bære det! 
JULIAN.
Alle wissen es, – außer Dir. Alle spotten über Cäsars Ohnmacht. Ich ertrage es nicht länger! Ich will es nicht länger ertragen! 
FYRSTINDE HELENA.
Men det store slag –? Fortæl mig dog, – har rygtet overdrevet –? 
HELENA.
Aber die große Schlacht –? Erzähl’ mir doch, – hat das Gerücht übertrieben –? 
CÆSAR JULIAN.
Rygtet har ikke kunnet overdrive. – Hyss; hvad var det? (lytter mod døren.) Nej, nej; jeg syntes kun –. Jeg tør sige, at jeg i disse måneder har udrettet alt, hvad der stod i menneskelig magt. Skridt for skridt, og trods alle hindringer i min egen lejr, drev jeg barbarerne tilbage mod den østlige grænse. Foran Argentoratum, med Rhinen i ryggen, trak kong Knodomar alle sine stridskræfter sammen. Fem konger og ti ringere fyrster stødte til ham. Men forinden han havde fåt samlet de nødvendige både til overgang i nødsfald, lod jeg min hær rykke frem til angreb. 
JULIAN.
Das Gerücht hat nicht übertreiben können. Horch! Was war das ? – Lauscht nach der Tür hin. Nein, nein; ich glaubte nur –. – Ich darf sagen, daß ich in diesen Monden das Menschenmögliche geleistet habe. Schritt für Schritt, trotz aller Widerstände im eigenen Lager, trieb ich die Barbaren nach der östlichen Grenze zurück. Vor Argentoratum, den Rhein im Rücken, zog König Knodomar alle seine Streitkräfte zusammen. Fünf Könige und zehn kleinere Fürsten stießen zu ihm. Aber ehe er noch die zum Übergang nötigen Boote für den äußersten Fall beisammen hatte, ließ ich mein Heer zum Angriff vorrücken. 
FYRSTINDE HELENA.
Min helt, min Julian! 
HELENA.
Mein Held, mein Julian! 
CÆSAR JULIAN.
Lupicin med spydkasterne og de letbevæbnede omgik fienden i nord; de gamle legioner under Severus drev barbarerne mere og mere østligt imod floden; Bataverne, vore bundsforvante, under den trofaste Bainabaudes, stod legionerne ærligt bi, og da Knodomar mærked, at der var al fare, søgte han at undkomme imod syd for at nå over til øerne. Men før det kunde ske, lod jeg Florentius møde ham med prætorianerne og hestfolket. Helena, jeg gider ikke sige det højt, men visst er det, at forræderi eller misundelse nær havde røvet mig sejrens frugter. De romerske ryttere veg gang efter gang for barbarerne, som kasted sig til jorden og stak hestene i bugen. Jeg så vort nederlag for øjnene – 
JULIAN.
Lupicin umging mit den Speerwerfern und Leichtbewaffneten den Feind im Norden; die alten Legionen unter Severus trieben die Barbaren mehr und mehr östlich auf den Strom zu; die Bataver, unsere Bundesgenossen, unter dem treuen Bainabaudes, standen den Legionen ehrlich bei, und da Knodomar sah, daß Gefahr im Verzüge sei, suchte er nach Süden zu entkommen, um die Inseln zu erreichen. Aber noch ehe dies geschehen konnte, ließ ich Florentius mit den Prätorianern und Reitern ihm entgegenrücken. Helena, ich möchte es nicht laut sagen, aber sicher ist, daß Verräterei oder Neid mich beinahe um die Frucht des Sieges gebracht hätte. Die römischen Reiter wichen einmal ums andere zurück vor den Barbaren, die sich auf die Erde warfen und die Rosse in den Bug stachen. Ich sah unsere Niederlage vor Augen – 
FYRSTINDE HELENA.
Men slagenes Gud var med dig! 
HELENA.
Aber der Gott der Schlachten war mit Dir! 
CÆSAR JULIAN.
Jeg greb en fane, ildned de kejserlige hustropper med mine tilråb, holdt i al skynding en tale til dem, en tale, som måske ikke vilde have været selv en mere oplyst tilhørerkreds ganske uværdig, og derpå, så fort soldaternes bifaldsråb havde lønnet mig, styrted jeg mig lige ind i den tætteste kamptummel. 
JULIAN.
Ich ergriff eine Fahne, feuerte die kaiserlichen Haustruppen durch meinen Zuruf an, hielt in aller Eile eine Rede an sie, eine Rede, die vielleicht auch vor einem gebildeteren Zuhörerkreise bestanden hätte, und kaum hatte der Beifallsruf der Soldaten mir gelohnt, stürzte ich mich auch schon hinein in das dichteste Kampfgetümmel. 
FYRSTINDE HELENA.
Julian! O, du elsker mig ikke! 
HELENA.
Julian! O, Du liebst mich nicht! 
CÆSAR JULIAN.
I det øjeblik var du ikke i mine tanker. Jeg vilde dø; anden udvej vidste jeg ikke. Men det kom, min elskede! Det var som om en lynslående rædsel blinked ud af vore lanse-spidser. Jeg så Knodomar, hin forfærdelige kriger – ja, du har jo selv set ham – jeg så ham flygte tilfods af slaget, og med ham flygtede hans broder Vestralp og kongerne Hortar og Suomar og alle, som ikke lå under for vore sværd. 
JULIAN.
In dem Augenblick dachte ich nicht an Dich. Ich wollte sterben; einen andern Ausweg sah ich nicht. Aber es glückte, Geliebte! Es war, als ob unsere Lanzenspitzen Blitze des Schreckens sprühten. Ich sah Knodomar, den furchtbaren Krieger, – Du hast ihn ja selbst gesehen, – ich sah ihn zu Fuß vom Schlachtfeld fliehen, und mit ihm flohen sein Bruder Vestralp und die Könige Hortar und Suomar und alle, die unsern Schwertern nicht unterlagen. 
FYRSTINDE HELENA.
O, jeg ser det; jeg ser det! Velsignede frelser; det var dig, som atter udsendte mordenglene fra den mulviske bro! 
HELENA.
Ich sehe es; ich sehe es! Gebenedeiter Heiland! Du warst es, der abermals seine Würgengel von der mulvischen Brücke ausgesandt hat! 
CÆSAR JULIAN.
Aldrig har jeg hørt slige jammerskrig; aldrig har jeg set så gabende sår, som dem vi trådte i, der vi vaded over de faldne. Floden gjorde resten; de druknende kæmped indbyrdes til de vælted rundt og gik tilbunds. De fleste af fyrsterne faldt levende i vore hænder; Knodomar selv havde søgt tilflugt i en rørklynge; en af hans ledsagere røbed ham, vore folk sendte en pileregn ind imod den skjulte, men uden at ramme. Da kom han frivilligt frem og overgav sig. 
JULIAN.
Niemals habe ich solches Jammergeschrei vernommen; niemals so klaffende Wunden geschaut wie die, in die wir traten, da wir über die Gefallenen wateten. Der Strom tat das übrige; die Ertrinkenden rangen miteinander, bis sie ermatteten und untersanken. Die Mehrzahl der Fürsten fiel uns lebend in die Hände; Knodomar selbst hatte Zuflucht in einem Röhricht gesucht; von seinem Gefolge verriet ihn einer; unsere Leute sandten einen Pfeilregen in sein Versteck, doch ohne ihn zu treffen. Da kam er freiwillig heraus und ergab sich. 
FYRSTINDE HELENA.
Og efter en slig sejr skulde du ikke føle dig tryg? 
HELENA.
Und nach einem solchen Sieg solltest Du Dich nicht sicher fühlen? 
CÆSAR JULIAN
(nølende).
Efter sejren, endnu samme aften, indtraf et tilfælde, en ubetydelighed – 
JULIAN
zaudernd.
Nach dem Sieg, an demselben Abend noch, trat ein zufälliger Umstand ein, etwas Unbedeutendes – 
FYRSTINDE HELENA.
Et tilfælde? 
HELENA.
Ein zufälliger Umstand? 
CÆSAR JULIAN.
Jeg vil helst kalde det så. I Athen grubled vi så meget over Nemesis. – Min sejr var så overvældende stor, Helena; min stilling var ligesom kommen ud af ligevægt; jeg véd ikke – 
JULIAN.
Ich möchte es am liebsten so nennen. In Athen zerbrachen wir uns so viel den Kopf über die Nemesis. – Mein Sieg war so herrlich groß, Helena; meine Stellung war wie aus dem Gleichgewicht geraten; ich weiß nicht – 
FYRSTINDE HELENA.
O, tal dog; du ængster mig! 
HELENA.
So sprich doch –; Du ängstigst mich! 
CÆSAR JULIAN.
Det var en ubetydelighed, siger jeg dig. Jeg lod den fangne Knodomar føre for mig i hærens påsyn. Før slaget havde han truet med, at jeg skulde flåes levende, når jeg faldt i hans hænder. Nu gik han mig imøde med usikre skridt, skælvende over hele legemet; knækket af ulykken, således, som det er barbarers vis, kasted han sig ned for mig, omklamred mine knæ, udgød tårer og bad for livet. 
JULIAN.
Es war etwas Unbedeutendes, sage ich Dir. Ich ließ den gefangenen Knodomar mir vorführen im Angesicht des Heeres. Vor der Schlacht hatte er damit gedroht, ich sollte lebendig geschunden werden, wenn ich ihm in die Hände fiele. Jetzt ging er mir mit unsicherm Schritt entgegen, zitternd am ganzen Leibe; gebrochen vom Unglück, warf er sich nach Barbarenart vor mir nieder, umklammerte meine Knie, vergoß Tränen und bat um sein Leben. 
FYRSTINDE HELENA.
Med rædsels gysning gennem de kraftfulde lemmer. Jeg ser den liggende Knodomar. – Dræbte du ham, min elskede? 
HELENA.
Mit des Entsetzens Schauder in den kraftvollen Gliedern. Ich sehe den Knodomar liegen. – Hast Du ihn getötet, Geliebter? 
CÆSAR JULIAN.
Jeg kunde ikke dræbe denne mand. Jeg tilsagde ham sikkerhed og loved at sende ham som fange til Rom. 
JULIAN.
Ich konnte ihn nicht töten, diesen Mann. Ich sagte ihm Sicherheit zu und versprach, ihn als Gefangenen nach Rom zu senden. 
FYRSTINDE HELENA.
Uden at pine ham? 
HELENA.
Ohne ihm ein Haar zu krümmen? 
CÆSAR JULIAN.
Klogskab bød mig at handle mildt. Men da, – jeg fatter ikke, hvorledes det gik til, – i overstrømmende glæde, og med et hyl på sine læber, sprang barbaren op, strakte sine bundne hænder ivejret og, lidet kyndig, som han var i vort sprog, råbte han med høj røst: priset være du, Julian, du mægtige kejser! 
JULIAN.
Die Klugheit gebot mir, milde zu handeln. Aber da, – ich fasse es nicht, wie es zuging, – im Übermaß des Glückes, mit einem Freudengeheul sprang der Barbar auf, streckte seine gefesselten Hände empor und in seiner unzulänglichen Kenntnis unserer Sprache rief er mit lauter Stimme: »Gepriesen seist Du, Julian, Du mächtiger Kaiser!« 
FYRSTINDE HELENA.
Ah! 
HELENA.
Ah! 
CÆSAR JULIAN.
Mine ledsagere vilde til at le; men barbarkongens råb slog ned som et tændende lyn iblandt soldaternes klynger. „Leve kejser Julian“, råbte de omstående; og råbet forplanted sig i videre og videre ringe til det fjerneste fjerne; – det var som om en Titan havde slynget et berg i verdenshavet; – o, min elskede, tilgiv mig denne hedenske lignelse, men – 
JULIAN.
Mein Gefolge wollte darüber lachen; aber der Ruf des Barbarenkönigs schlug wie ein zündender Blitz in die Soldatenhaufen. »Es lebe Kaiser Julian!« riefen die Umstehenden, und der Ruf pflanzte sich fort, in weiteren und immer weiteren Ringen bis in die fernste Ferne; es war, als ob ein Titan einen Berg ins Weltmeer hinaus geschleudert hätte; – Liebste, verzeih mir dieses heidnische Gleichnis, aber – 
FYRSTINDE HELENA.
Kejser Julian! Han sagde: kejser Julian! 
HELENA.
Kaiser Julian! Er sagte: Kaiser Julian! 
CÆSAR JULIAN.
Hvad vidste den rå Aleman om Konstanzios, hvem han aldrig havde set? Jeg, hans overvinder, var for ham den største – 
JULIAN.
Was wußte der rauhe Alemanne von Konstantios, den er nie gesehen hat? Ich, sein Überwinder, war ihm der größte – 
FYRSTINDE HELENA.
Ja, ja; men soldaterne –? 
HELENA.
Freilich – aber die Soldaten –? 
CÆSAR JULIAN.
Jeg satte dem strængt irette; thi jeg så det godt, – Florentius, Severus og visse andre stod stille omkring, hvide af skræk og vrede. 
JULIAN.
Ich wies sie streng zurecht, denn ich sah sehr wohl, – Florentius, Severus und gewisse andere Leute standen lautlos umher, bleich vor Schrecken und Zorn. 
FYRSTINDE HELENA.
Ja, ja – de, men ikke soldaterne. 
HELENA.
Ja, ja, – sie, aber nicht die Soldaten. 
CÆSAR JULIAN.
Der var knapt gåt en nat tilende, før mine hemmelige fiender havde forvansket sagen. Cæsar har ladet Knodomar udråbe sig til kejser, hed det, og til gengæld har han skænket barbarkongen livet. – Således, vendt op og ned, er det også bleven meldt til Rom. 
JULIAN.
Kaum war eine Nacht vergangen, da hatten meine heimlichen Feinde den Sachverhalt auch schon entstellt. Der Cäsar hat durch Knodomar sich zum Kaiser ausrufen lassen, hieß es, und zum Dank dafür hat er dem Barbarenkönig das Leben geschenkt. In dieser Verdrehung wurde die Geschichte denn auch nach Rom gemeldet. 
FYRSTINDE HELENA.
Er du viss på det? Og af hvem? 
HELENA.
Weißt Du das sicher? Und von wem? 
CÆSAR JULIAN.
Ja, af hvem? Af hvem? Jeg selv skrev skyndsomt til kejseren og fortalte ham det hele, men – 
JULIAN.
Ja, von wem? Von wem? Ich selbst habe flugs an den Kaiser geschrieben und ihm genau den Hergang erzählt, aber – 
FYRSTINDE HELENA.
Nu, – og hvad har han svaret? 
HELENA.
Nun, – und was hat er geantwortet? 
CÆSAR JULIAN.
Som vanlig. Du kender denne ulykke-spående taushed, når han vil ramme nogen. 
JULIAN.
Wie gewöhnlich. Du kennst dieses unglückverheißende Schweigen, wenn er einen vernichten will. 
FYRSTINDE HELENA.
Jeg tror dog, du mistyder alt dette. Det er umuligt andet. Se til; udsendingen vil snart bringe dig sikkerhed for, at – 
HELENA.
Ich glaube doch, Du legst das alles falsch aus. Es ist nicht anders möglich. Du sollst sehen: der Gesandte wird Dir bald Gewißheit bringen, daß – 
CÆSAR JULIAN.
Jeg har sikkerhed, Helena! Her på mit bryst gemmer jeg opsnappede breve, som – 
JULIAN.
Ich habe Gewißheit, Helena! Hier auf meiner Brust verwahre ich aufgefangene Briefe, die – 
FYRSTINDE HELENA.
O, Herre min Gud, lad mig se! 
HELENA.
Herr, mein Gott, laß mich sehen! 
CÆSAR JULIAN.
Siden, siden. (han går op og ned.) Og alt dette efter de tjenester, jeg har vist ham! Her har jeg kastet Alemanernes angreb til jorden for lange tider, mens han selv har lidt nederlag på nederlag ved Donau, og mens hæren i Asien ikke synes at vinde et skridts fremgang imod Perserne. Skam og uheld på alle kanter, undtagen her, hvor man satte en modstræbende visdomsven i spidsen for sagerne. Og dog hånes jeg ligefuldt ved hoffet. Ja, selv efter den sidste store sejr har man gjort et spottedigt over mig og kaldt mig Viktorinus! Dette må have en ende. 
JULIAN.
Später, später! – Er geht auf und nieder. – Und das alles, nachdem ich ihm solche Dienste geleistet habe. Während ich hier die Angriffe der Alemannen für lange Zeit abgeschlagen habe, hat er selbst Niederlage auf Niederlage an der Donau erlitten, ist das Heer in Asien offenbar kaum einen Schritt gegen die Perser vorgerückt. Schmach und Unheil allerorten, nur hier nicht, wo man einen widerwilligen Weisheitsfreund an die Spitze der Unternehmung gestellt hat. Und trotzdem werde ich bei Hofe verhöhnt! Ja, selbst nach dem letzten großen Siege hat man ein Spottgedicht auf mich gemacht und mich Viktorinus genannt. Das muß ein Ende haben! 
FYRSTINDE HELENA.
Ja, jeg tror det også. 
HELENA.
Ja, das denke ich auch. 
CÆSAR JULIAN.
Hvad er en Cæsars værdighed på deslige vilkår! 
JULIAN.
Was ist die Cäsarenwürde unter solchen Verhältnissen! 
FYRSTINDE HELENA.
Nej, du har ret, Julian; vi kan ikke blive stående ved dette. 
HELENA.
Du hast recht, Julian. Es kann nicht so bleiben. 
CÆSAR JULIAN
(standser).
Helena, kunde du følge mig? 
JULIAN
bleibt stehen.
Helena, könntest Du mir folgen? 
FYRSTINDE HELENA
(sagte).
Frygt ikke for mig; jeg skal ikke vige tilbage. 
HELENA
leise.
Sei um mich unbesorgt. Ich werde nicht den Mut verlieren. 
CÆSAR JULIAN.
Så bort fra al denne utaksomme møje; bort til den så længe eftertragtede ensomhed –! 
JULIAN.
Dann fort von diesem undankbaren, mühevollen Amt! Fort in die lang ersehnte Einsamkeit –! 
FYRSTINDE HELENA.
Hvad siger du? Ensomhed! 
HELENA.
Was sagst Du? In die Einsamkeit? 
CÆSAR JULIAN.
Med dig, min elskede; og med mine kære bøger, dem jeg her så sjelden har kunnet åbne, og dem jeg kun har turdet vie mine hvileløse nætter. 
JULIAN.
Mit Dir, Geliebte! Und mit meinen lieben Büchern, die ich hier so selten habe aufschlagen können, denen ich nur meine schlaflosen Nächte habe weihen dürfen. 
FYRSTINDE HELENA
(ser nedad ham).
Ah, således! 
HELENA
sieht ihn von oben bis unten an.
Ah, so! 
CÆSAR JULIAN.
Hvad ellers? 
JULIAN.
Was sonst? 
FYRSTINDE HELENA.
Nu ja; hvad ellers? 
HELENA.
Nun ja, – was sonst? 
CÆSAR JULIAN.
Ja, ja, – jeg spørger, hvad ellers? 
JULIAN.
Allerdings: ich frage, was sonst? 
FYRSTINDE HELENA
(nærmere).
Julian, – hvorledes hilste barbar-kongen dig? 
HELENA
näher.
Julian, – wie grüßte der Barbarenkönig Dich? 
CÆSAR JULIAN
(vigende).
Helena! 
JULIAN
zurückweichend.
Helena! 
FYRSTINDE HELENA
(atter nærmere).
Hvad var det for et navn, som gav genlyd i soldaternes rækker? 
HELENA
wieder näher.
Was war das für ein Name, der in den Reihen der Soldaten widerhallte? 
CÆSAR JULIAN.
Uforsigtige; her står kanske en lytter udenfor hver dør! 
JULIAN.
Verwegene! Hier steht vielleicht vor jeder Tür ein Horcher! 
FYRSTINDE HELENA.
Hvad frygter du for lyttere? Er ikke Guds nåde over dig? Har du ikke været den lykkelige i alle træfninger? – Jeg ser den manende frelser; jeg ser engelen med ildsværdet, som baned vej for min fader, da han kasted Maxentius i Tiberen! 
HELENA.
Was fürchtest Du Dich vor Horchern? Ist nicht Gottes Gnade über Dir? Bist Du nicht in allen Treffen glücklich gewesen? – Ich sehe, ermahnend, den Erlöser; ich sehe den Engel mit dem Flammenschwert, der vor meinem Vater herschritt, als er den Maxentius in den Tiber warf! 
CÆSAR JULIAN.
Jeg skulde rejse mig imod rigets hersker! 
JULIAN.
Ich sollte mich auflehnen gegen den Beherrscher des Reiches?! 
FYRSTINDE HELENA.
Kun imod dem, som står imellem eder. O, gå, gå; slå dem med din vredes lyn; gør ende på dette tærende glædeløse liv! Gallien er en udørk. Jeg fryser her, Julian! Jeg vil hjem igen, til solvarmen, til Rom og Grækenland. 
HELENA.
Nur gegen die, die zwischen Euch stehen! Auf, auf! Triff sie mit dem Blitze Deines Zornes; mach’ diesem aufreibenden, freudlosen Leben ein Ende! Gallien ist eine Einöde! Ich friere hier, Julian! Ich will wieder heim, zur warmen Sonne – nach Rom und Griechenland! 
CÆSAR JULIAN.
Hjem igen til din broder? 
JULIAN.
Und heim zu Deinem Bruder? 
FYRSTINDE HELENA
(sagte).
Konstanzios er affældig. 
HELENA
leise.
Konstantios ist hinfällig. 
CÆSAR JULIAN.
Helena! 
JULIAN.
Helena! 
FYRSTINDE HELENA.
Jeg holder det ikke længer ud, siger jeg dig. Tiden går. Eusebia er borte; hendes tomme sæde står vinkende til hæder og herlighed, mens jeg ældes – 
HELENA.
Ich halte es nicht länger aus, sage ich Dir. Die Zeit vergeht. Eusebia ist nicht mehr – ihr leerer Sitz steht da, Ehre und Herrlichkeit verheißend, indessen ich altere – 
CÆSAR JULIAN.
Du ældes ikke; du er ung og skøn! 
JULIAN.
Du alterst nicht! Du bist jung und schön! 
FYRSTINDE HELENA.
Nej, nej, nej! Tiden går; jeg kan ikke bære dette med tålmod; livet går fra mig! 
HELENA.
Nein, nein, nein! Die Zeit vergeht! Meine Geduld hat ein Ende, – das Leben entflieht mir! 
CÆSAR JULIAN
(ser på hende).
Hvor fristende skøn, hvor guddomsfuld er du ikke! 
JULIAN
sieht sie an.
Wie verführerisch schön, wie götterhaft Du bist! 
FYRSTINDE HELENA
(klynger sig til ham).
Er jeg det, Julian? 
HELENA
schmiegt sich an ihn. Bin ich das, Julian? 
CÆSAR JULIAN
(favner hende).
Du er den eneste kvinde, jeg har elsket, – den eneste, som har elsket mig. 
JULIAN
umarmt sie.
Du bist das einzige Weib, das ich geliebt habe, – das einzige, das mich geliebt hat. 
FYRSTINDE HELENA.
Jeg er ældre, end du. Jeg vil ikke ældes mere. Når alt er over, så – 
HELENA.
Ich bin älter als Du! Ich will nicht noch mehr altern. Wenn alles vorüber ist, dann – 
CÆSAR JULIAN
(river sig løs).
Stille! Jeg vil ikke høre mere. 
JULIAN
reißt sich los.
Still! Ich will nichts mehr hören! 
FYRSTINDE HELENA
(går efter ham).
Konstanzios dør lidt hver dag; han hænger i et hår over graven. O, min elskede Julian, du har jo soldaterne for dig – 
HELENA
geht ihm nach.
Konstantios kommt mit jedem Tag dem Tode näher – er steht schon mit einem Fuß im Grabe. Mein teurer Julian, Du hast doch die Soldaten auf Deiner Seite – 
CÆSAR JULIAN.
Ti, ti! 
JULIAN.
Schweig, schweig! 
FYRSTINDE HELENA.
Han tåler ingen sindsrystelser. Hvad er det så at vige tilbage for? Jeg mener jo ikke noget blodigt. Fy, hvor kunde du tænke det? Skrækken vil være nok; den vil tage ham i favn og kærlighedsfuldt ende hans lidelser. 
HELENA.
Er verträgt keine Gemütserschütterungen. Was also haben wir zu fürchten? Ich denke ja an nichts Blutiges. Pfui, wie kannst Du das nur glauben? Der Schreck wird genügen; er wird ihn umfangen und seine Leiden liebevoll enden. 
CÆSAR JULIAN.
Glemmer du den usynlige livvagt om den salvede? 
JULIAN.
Denk an des Gesalbten unsichtbare Leibwache! 
FYRSTINDE HELENA.
Kristus er god. O, vær from, Julian, så tilgiver han meget. Jeg skal hjælpe. Bønner skal opsendes for dig. Lovet være de hellige mænd! Lovet være blodvidnerne! Tro mig, vi skal sone alting siden. Skænk mig Alemanerne til omvendelse; jeg vil udsende prester iblandt dem; de skal bøje sig ind under korsets nåde. 
HELENA.
Christus ist gut. O, sei fromm, Julian, dann verzeiht er viel. Ich werde helfen. Gebete sollen für Dich aufsteigen. Gelobt seien die Heiligen! Gelobt seien die Blutzeugen! Glaub’ mir, wir werden später alles sühnen. Gib mir die Alemannen zur Bekehrung; ich will Priester unter sie senden; sie sollen sich beugen vor der Gnade des Kreuzes. 
CÆSAR JULIAN.
Alemanerne bøjer sig ikke did under. 
JULIAN.
Die Alemannen beugen sich nicht davor. 
FYRSTINDE HELENA.
Så skal de dø! Som en sød røg skal blodet stige op til ham, den højt velsignede. Vi vil øge hans herlighed; hans pris skal forkyndes ved os. Jeg vil selv være med. De alemanske kvinder for mig! Bøjer de sig ikke, så skal de ofres! Og da, min Julian, – når du ser mig igen –; forynget, forynget! Skænk mig Alemaner-kvinderne, du elskede! Blod –, det er jo intet mord, og middelet skal være usvigeligt –, et bad i ungt jomfrublod – 
HELENA.
So sollen sie sterben! Wie süßer Opferrauch soll ihr Blut zum Gebenedeiten emporsteigen. Wir wollen seine Herrlichkeit mehren; sein Ruhm soll durch uns verkündet werden. Ich will selbst mit dabei sein. Mir die Alemannenweiber! Beugen sie sich nicht, so werden sie geopfert! Und dann, mein Julian, – wenn Du mich wiedersiehst – verjüngt, verjüngt! Gib mir die Alemannenweiber, Geliebter! Blut –, es ist doch kein Mord, und das Mittel soll unfehlbar sein –, ein Bad in Jungfernblut – 
CÆSAR JULIAN.
Helena, du forbryder dig! 
JULIAN.
Helena, Du frevelst! 
FYRSTINDE HELENA.
Er det en brøde at forbryde sig for din skyld! 
HELENA.
Ist es ein Verbrechen, zu freveln um Deinetwillen? 
CÆSAR JULIAN.
Du skønne, du eneste! 
JULIAN.
Du Schöne, Du Einzige! 
FYRSTINDE HELENA
(bøjer sig ned over hans hænder).
Min herre for Gud og mennesker! – Vig ikke dennegang, Julian! Min helt, min kejser! Jeg ser himlen åben. Presterne skal lovsynge Kristus; mine kvinder skal samles i bøn. (med oprakte arme.) O, du velsignede! O, du hærskarernes Gud, – du, som har nåden og sejren i din hånd – 
HELENA
beugt sich über seine Hände.
Mein Herr vor Gott und den Menschen! – Bleib diesmal standhaft, Julian! Mein Held, mein Kaiser! Ich sehe den Himmel offen. Die Priester sollen Christus lobsingen – meine Frauen sollen sich zum Gebete sammeln. – Mit erhobenen Armen. – Gebenedeiter! Herr der Heerscharen! Der Du Gnade und Sieg in Deiner Hand hältst – 
CÆSAR JULIAN
(med et blik mod døren, råber).
Helena! 
JULIAN
mit einem Blick auf die Tür ruft
: Helena! 
FYRSTINDE HELENA.
Ah! 
HELENA.
Ah! 
HUSMESTEREN EUTHERIOS
(fra baggrunden).
Herre, kejserens sendebud – 
EUTHERIOS
durch die Mitte.
Herr, der Gesandte des Kaisers – 
CÆSAR JULIAN.
Er han kommen? 
JULIAN.
Ist er gekommen? 
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Ja, herre! 
EUTHERIOS.
Ja, Herr! 
CÆSAR JULIAN.
Hans navn? Hvem er han? 
JULIAN.
Sein Name? Wer ist es? 
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Tribunen Decentius. 
EUTHERIOS.
Der Tribun Decentius. 
FYRSTINDE HELENA.
Virkelig? Den fromme Decentius! 
HELENA.
Wirklich? Der fromme Decentius? 
CÆSAR JULIAN.
Hvem har han talt med? 
JULIAN.
Mit wem hat er gesprochen? 
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Med ingen, herre; han kom i dette øjeblik. 
EUTHERIOS.
Mit niemand, Herr; er ist diesen Augenblick gekommen. 
CÆSAR JULIAN.
Jeg vil se ham straks. Og hør; endnu et. Hærførerne og krigsøversterne skal indfinde sig hos mig. 
JULIAN.
Ich will ihn gleich sprechen. Und – noch eins, die Heerführer und Kriegsobersten sollen sich bei mir einfinden. 
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Godt, nådigste herre!
(han går ud i baggrunden.) 
EUTHERIOS.
Gut, gnädigster Herr!
Er geht durch die Mitte ab. 
CÆSAR JULIAN.
Nu, min Helena, nu vil det vise sig – 
JULIAN.
Jetzt, Helena, jetzt wird es sich zeigen – 
FYRSTINDE HELENA
(sagte).
Hvad der end viser sig, så glem ikke, at du kan stole på soldaterne. 
HELENA
leise.
Was sich auch zeigen mag, vergiß nicht daß Du auf die Soldaten bauen kannst. 
CÆSAR JULIAN.
Ah, stole, stole –; jeg véd ikke, om jeg kan stole på nogen.
(Tribunen Decentius kommer fra baggrunden.) 
JULIAN.
Ach, bauen, bauen, – ich weiß nicht, ob ich überhaupt auf einen Menschen bauen kann.
Der TRIBUN DECENTIUS kommt durch die Mitte. 
FYRSTINDE HELENA
(imod ham).
Velkommen, ædle Decentius! Et romersk ansigt, – og fremfor alle dette ansigt, – o, det lægger et livende solskær over vort umilde Gallien. 
HELENA
ihm entgegen.
Willkommen, edler Decentius! Ein römisches Gesicht, – und gerade dieses Gesicht, – es breitet lebendigen Sonnenschein über unser rauhes Gallien. 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Kejseren møder din længsel og dit håb på halvvejen, høje fyrstinde! Vi tør tro, at Gallien ikke ret længe skal lænke dig. 
DECENTIUS.
Der Kaiser kommt Deiner Sehnsucht und Deiner Hoffnung auf halbem Weg entgegen, hohe Fürstin! Wir haben Grund zu glauben, daß Dein Aufenthalt in Gallien die längste Zeit gedauert hat. 
FYRSTINDE HELENA.
Siger du det, du glæde-bringer? Kejseren tænker da altid med kærlighed på mig? Hvorledes er det med hans sundhed? 
HELENA.
In der Tat, Du Freudenbote? Der Kaiser also gedenkt meiner immer in Liebe? Wie steht es mit seiner Gesundheit? 
CÆSAR JULIAN.
Gå, gå, min elskede Helena! 
JULIAN.
Geh, geh, teure Helena! 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Kejserens sundhed har ingenlunde forværret sig. 
DECENTIUS.
Des Kaisers Gesundheit hat sich keineswegs verschlimmert. 
FYRSTINDE HELENA.
Nej, ikke sandt? Det var det jeg vidste. Alle disse ængstende rygter –; Gud være priset, at det kun var rygter! Tak ham kærligst, du fromme Decentius! Og vær selv takket. Med hvilke rige gaver har du ikke bebudet din ankomst! Kejserlige gaver –; nej, nej, broderlige gaver i sandhed! To skinnende sorte Nubiere, – du skulde se dem, min Julian! – og perler! Dem bærer jeg allerede. Og frugter, – søde, svulmende; ah; ferskener fra Damaskus, ferskener i guldskåler! Hvor skal de ikke læske mig; – frugt, frugt; jeg forsmægter her i Gallien. 
HELENA.
Nein, nicht wahr? Ich habe es mir gedacht. Diese beängstigenden Gerüchte –. Der Himmel sei gepriesen, daß es nur Gerüchte waren! Danke Gott von Herzen, frommer Decentius! Und sei selbst bedankt. Die reichen Gaben, mit denen Du Deine Ankunft gemeldet hast! Kaiserliche Gaben – nein, nein, wahrhaft brüderliche Gaben! Zwei glänzend schwarze Nubier, – die solltest Du sehen, Julian! – und Perlen! Ich trage sie schon. Und Früchte, – süße schwellende Früchte! Ah! Pfirsiche aus Damaskus, Pfirsiche in goldenen Schalen! Die sollen mir schmecken! – Früchte, Früchte – ich verschmachte hier in Gallien. 
CÆSAR JULIAN.
Et glædes-måltid skal ende dagen; men forretninger først. Gå, min dyrebare hustru! 
JULIAN.
Ein Freudenmahl soll den Tag enden. Aber zuerst die Geschäfte. Geh, teures Weib! 
FYRSTINDE HELENA.
Jeg går til kirken, – til bøn for min broder og for alle håb.
(hun går ud til højre.) 
HELENA.
Ich gehe zur Kirche, – beten für meinen Bruder und alle Hoffnungen.
Sie geht rechts ab. 
CÆSAR JULIAN
(efter et øjebliks betænkning).
Bud eller brevskaber? 
JULIAN
nach einer kleinen Pause.
Botschaft oder Briefschaften? 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Brevskaber.
(han rækker ham en papirrulle.) 
DECENTIUS.
Briefschaften.
Er reicht ihm eine Papierrolle. 
CÆSAR JULIAN
(læser, undertrykker et smil og strækker hånden ud).
Mere! 
JULIAN
liest, unterdrückt ein Lächeln und streckt die Hand aus.
Weiter! – 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Høje Cæsar, det er omtrent alt. 
DECENTIUS.
Erhabener Cäsar, das ist so gut wie alles. 
CÆSAR JULIAN.
Virkelig? Har kejseren sendt sin ven den lange vej kun for at –? (han brister i en kort latter; derpå går han op og ned.) Var Alemanerkongen Knodomar kommen til Rom før din afrejse? 
JULIAN.
Wirklich? Hat der Kaiser seinen Freund den weiten Weg geschickt, nur um –? Er bricht in ein kurzes Lachen aus, dann geht er auf und ab. War der Alemannenkönig Knodomar schon in Rom vor Deinem Aufbruch? 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Ja, høje Cæsar! 
DECENTIUS.
Ja, hoher Cäsar! 
CÆSAR JULIAN.
Og hvorledes hjælper han sig i det fremmede land, ukyndig i sproget, som han er? Ja, han er højst ukyndig, Decentius! Han var ligefrem til latter for mine soldater. Tænk dig, han forveksled så gængse ord som kejser og Cæsar. 
JULIAN.
Und wie hilft er sich in der Fremde, unkundig der Landessprache, wie er ist? Ja, er ist ihrer höchst unkundig, Decentius! Er war geradezu das Gelächter meiner Soldaten. Denke Dir, er verwechselte so geläufige Worte wie Kaiser und Cäsar. 
TRIBUNEN DECENTIUS
(trækker på skuldrene).
En barbar. Hvad skal man vel sige? 
DECENTIUS
zuckt mit den Achseln.
Ein Barbar. Was ist da zu sagen. 
CÆSAR JULIAN.
Nej, hvad skal man vel sige? Men kejseren er ham dog nådig? 
JULIAN.
Ja, was ist da zu sagen. Aber der Kaiser ist ihm doch gnädig? 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Knodomar er død, herre! 
DECENTIUS.
Knodomar ist tot, Herr! 
CÆSAR JULIAN
(standser).
Knodomar er død? 
JULIAN
bleibt stehen.
Knodomar ist tot? 
TRIBUNEN DECENTIUS.
I fremmed-lejren på den cøliske bakke. 
DECENTIUS.
Im Fremdenlager starb er auf dem Cölischen Hügel. 
CÆSAR JULIAN.
Død? Så? – Ja, luften i Rom er usund. 
JULIAN.
Tot? So? – Ja, die römische Luft ist ungesund. 
TRIBUNEN DECENTIUS.
Alemanerkongen døde af hjemve, herre! Længselen efter slægt og frihed – 
DECENTIUS.
Der Alemannenkönig starb an Heimweh, Herr! Die Sehnsucht nach den Seinen und der Freiheit – 
CÆSAR JULIAN.
– den tærer, Decentius; ja, ja, jeg véd det. – Jeg burde ikke skikket ham levende til Rom; jeg burde ladet ham dræbe her. 
JULIAN.
– sie zehrt, Decentius; ja, ja, ich