Bibliotheca Polyglotta

Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Complete text

Title

Part I: I Cæsars frafald

Part II: Kejser Julian

Back to library

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Glemmer du synet og røsten, som hin Agathon fra Makellon –?

BASILIOS.
Denk an das Gesicht und an die Stimme, die jener Agathon aus Makellon –?

FYRST JULIAN.
Et gådefuldt bud; et orakelråb, som jeg ikke kan tyde. Var jeg den kårne? Rigets arving, hed det. Og hvilket rige –? Der ruger tusend tvil over den sag. Det véd jeg kun: i Athen er ikke løvens hule. Men hvor, hvor? O, jeg famler som Saulus i natten. Vil Kristus mig noget, så må han tale tydeligt. Fingeren i naglesåret –

JULIAN.
Eine rätselvolle Botschaft – ein Orakelspruch, den ich nicht deuten kann. War ich der Erkorene? Des Reiches Erbe, hieß es. Was ist das für ein Reich –? Tausend Zweifel lauern über dieser Sache. Nur das weiß ich: in Athen ist nicht die Höhle des Löwen. Aber wo, wo? Gleich Saulus tappe ich im nächtlichen Dunkel. Will Christus etwas von mir, so mag er deutlich reden. Den Finger im Nägelmal –

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Og dog står der skrevet –

BASILIOS.
Und doch steht geschrieben –

FYRST JULIAN
(slår ud med hånden).
Jeg véd alt, hvad der står skrevet. Dette med det skrevne, det er ikke sandhed i kødet. Føler du ikke ækkelhed og kvalme, ligesom ombord på et skib i vindstille, omtumlet mellem liv, skrift, hedensk visdom og skønhed? Der må komme en ny åbenbaring. Eller en åbenbaring af noget nyt. Der må, siger jeg; – tiden er inde. – Ja, en åbenbaring! O, Basilios, kunde du bede den ned over mig! Bloddøden, om så skal være –! Bloddøden –, ah, jeg svimler i dens sødme; tornekronen om min tinding –! (han griber sig med begge hænder om hovedet, fatter rosenkransen, som han river af, besinder sig længe og siger sagte:) Denne. Det havde jeg glemt. (kaster kransen bort.) Et eneste har jeg lært i Athen.

JULIAN
mit der Hand abweisend.
Ich weiß alles, was da geschrieben steht. Geschriebenes – das ist nicht Wahrheit für das Fleisch. Fühlst Du nicht Ekel und Übelkeit, wie an Bord eines Schiffes bei Windstille, – so hin und her geworfen zwischen Leben, Schrift, heidnischer Weisheit und Schönheit? Es muß eine neue Offenbarung kommen. Oder eine Offenbarung von etwas Neuem. Es muß, sag’ ich; – die Zeit ist erfüllet. Ja, eine Offenbarung! O, Basilios, könntest Du die auf mich herabflehen! Den Bluttod, wenn es sein müßte –! Den Bluttod –, ah, ich schwelge in seiner Wonne, die Dornenkrone um meine Schläfen –! Er greift mit beiden Händen nach dem Kopf, faßt den Rosenkranz, reißt ihn ab, besinnt sich lange und sagt: Schau – den hatte ich vergessen! Er wirft den Kranz weg. Nur Eins habe ich in Athen gelernt –

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Hvilket, Julian?

BASILIOS.
Was, Julian?

FYRST JULIAN.
Den gamle skønhed er ikke længer skøn, og den nye sandhed er ikke længer sand.
(Visdomslæreren Libanios kommer hurtigt gennem søjlegangen fra højre side.)

JULIAN.
Die alte Schönheit ist nicht länger schön, und die neue Wahrheit nicht länger wahr.

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
(endnu i frastand).
Nu har vi ham; nu har vi ham!

LIBANIOS
kommt eilig durch den Säulengang von rechts; schon von fern:
Da haben wir ihn – da haben wir ihn!

FYRST JULIAN.
Ham? Jeg tænkte du havde dem begge.

JULIAN.
Ihn? Ich dachte, Du hättest sie beide.

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Hvilke begge?

LIBANIOS.
Welche beiden?

FYRST JULIAN.
Milons sønner.

JULIAN.
Milons Söhne.

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Ah, ja, dem har jeg også. Men vi har ham, min Julian!

LIBANIOS.
Ah ja, die habe ich auch. Aber wir haben ihn, mein Julian!

FYRST JULIAN.
Hvem, dyrebare broder?

JULIAN.
Wen, teurer Bruder?

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Han har fanget sig i sit eget garn!

LIBANIOS.
Er hat sich in seinem eigenen Garn gefangen.

FYRST JULIAN.
Aha, – en vismand altså?

JULIAN.
Aha, – also ein Weiser?

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Al visdoms modstander.

LIBANIOS.
Aller Weisheit Widersacher.

FYRST JULIAN.
Hvem, hvem, spørger jeg?

JULIAN.
Wer, wer – frag’ ich?

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Véd du det virkelig ikke? Har du ikke hørt nyheden om Maximos?

LIBANIOS.
Weißt Du es wirklich nicht? Hast Du nicht das Neueste über Maximos gehört?

FYRST JULIAN.
Om Maximos? O, hav dog den godhed –

JULIAN.
Über Maximos? O, habe doch die Güte –

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Did hen måtte det komme med denne urolige sværmer, – skridt for skridt, ind i vanvidet –

LIBANIOS.
So weit mußte es mit diesem unruhigen Schwärmer kommen – Schritt um Schritt, in den Wahnsinn hinein –

FYRST JULIAN.
Med andre ord: ind i den højeste visdom.

JULIAN.
Mit andern Worten: in die höchste Weisheit hinein.

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Ja, sådant kan siges. Men nu gælder det at handle og gribe øjeblikket. Du, vor højt skattede Julian, du er manden. Du er kejserens nære slægtning. Alle sande visdomsvenners håb er rettet på dig, både her og i Nikomedia –

LIBANIOS.
Meinetwegen auch so. Aber jetzt gilt es zu handeln und den Augenblick zu ergreifen. Du, unser hochverehrter Julian, Du bist der Mann. Du bist des Kaisers naher Verwandter. Die Hoffnung aller wahren Weisheitsfreunde ist auf Dich gerichtet, hier wie in Nikomedia –

FYRST JULIAN.
Hør, o fortræffelige Libanios, – såsom jeg ikke er alvidende –

JULIAN.
Höre, trefflicher Libanios, – dieweil ich nicht allwissend bin –

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Så erfar da, at Maximos nys er trådt åbenlyst frem med det, som ligger på bunden af hans lære.

LIBANIOS.
So erfahre denn, daß Maximos jüngst offen mit dem Kern seiner Lehre hervorgetreten ist.

FYRST JULIAN.
Og det laster du ham for?

JULIAN.
Und das wirfst du ihm vor?

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Han har udsagt, at han kan byde over ånder og skygger.

LIBANIOS.
Er hat behauptet, er könnte Geistern und Schatten gebieten!

FYRST JULIAN
(fatter hans kappe).
Libanios!

JULIAN
faßt ihn am Mantel.
Libanios!

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Alle på skibet var opfyldt af de forunderligste fortællinger, og her (viser et brev frem) her skriver min medbroder Eusebios udførligt om sagen.

LIBANIOS.
Alle auf dem Schiff erzählten sich eine Fülle der wunderlichsten Geschichten, und hier – zeigt einen Brief vor – hier schreibt mein Mitbruder Eusebios ausführlich darüber.

FYRST JULIAN.
Ånder og skygger –

JULIAN.
Geistern und Schatten –

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
I Efesos har Maximos nylig, i en stor forsamling, både af tilhængere og af modstandere, øvet forbudne kunster med Hekates billedstøtte. Det skede i gudindens tempel. Eusebios skriver, at han selv var tilstede, og var vidne til alt, fra først til sidst. Det var ravnsort nat omkring dem. Maximos talte sælsomme besværgelser; derpå afsang han en hymne, som ingen forstod. Da tændte marmorfaklen sig i støttens hånd –

LIBANIOS.
Zu Ephesos hat Maximos neulich, in einer großen Versammlung von Anhängern und Widersachern, verbotene Künste an Hekates Bildsäule getrieben. Es geschah im Tempel der Göttin. Eusebios schreibt, er wäre selbst zugegen und Zeuge von allem gewesen, von Anfang bis zu Ende. Es war rabenschwarze Nacht rings um sie her. Maximos sprach seltsame Beschwörungen – dann sang er eine Hymne, die keiner verstand. Da entzündete sich die Marmorfackel in der Hand der Statue –

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Ugudeligt værk!

BASILIOS.
Welch gottloses Tun!

FYRST JULIAN
(åndeløs).
Og så –?

JULIAN
atemlos.
Und dann?

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Og i det stærke blålige lys så de alle, at støttens ansigt tog liv og smilte imod dem.

LIBANIOS.
Und in dem vollen bläulichen Licht sahen sie alle, daß das Antlitz der Statue Leben bekam und sie anlächelte.

FYRST JULIAN.
Hvad mere?

JULIAN.
Was weiter –?

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Forfærdelse greb de flestes sind. Alle styrted imod udgangen. Mange har ligget i sygdom eller vildelse bagefter. Men han selv, – skulde du tro det, Julian? – til trods for den skæbne, som ramte begge hans brødre i Konstantinopel, turer han frem på sin farlige og forargelige vej.

LIBANIOS.
Entsetzen ergriff die meisten Gemüter. Alle stürzten nach dem Ausgang. Viele lagen danach krank oder irr danieder. Aber er selbst – kannst Du es glauben, Julian? – dem Los zum Trotze, das seine beiden Brüder in Konstantinopel getroffen hat, schreitet weiter auf seinem gefährlichen und anstößigen Wege.

FYRST JULIAN.
Forargelig? Kalder du denne vej en forargelig vej? Løber ikke al visdoms mål ud i dette? Samkvem mellem ånd og ånd –

JULIAN.
Anstößig? Anstößig nennst Du diesen Weg? Läuft nicht aller Weisheit Ziel darauf hinaus? Verkehr von Geist zu Geist –

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
O, dyrebare, forvildede ven –!

BASILIOS.
Teurer, verirrter Freund –!

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Mere end forargelig, siger jeg! Hvad er Hekate? Hvad er guderne overhovedet for de opklaredes erkendelse? Heldigvis lever vi dog ikke i hin gamle blinde sangers tid. Maximos burde dog vide bedre, end som så. Har ikke Platon – og efter ham vi andre – kastet fortolkningens lys over det hele? Er det ikke forargeligt, nu, i disse vore egne dage, igen at ville hylle ind i gåder og tågefulde drømme denne beundringsværdige, håndgribelige og, jeg tør vel sige, møjsommeligt opførte bygning af begreb og af udtydning, som vi, som visdommens elskere, som skolen, som –

LIBANIOS.
Mehr als anstößig, sag’ ich. Was ist Hekate? Was sind überhaupt die Götter für die Erkenntnis der Aufgeklärten? Glücklicherweise leben wir nicht mehr in der Zeit jenes alten blinden Sängers. Maximos sollte doch bessere Einsicht haben. Hat nicht Platon – und nach ihm wir andern – das Licht der Erklärung über das Ganze verbreitet? Ist es nicht anstößig, jetzt, in diesem unseren Zeitalter, jenes bewundernswerte, einleuchtende und ich darf wohl sagen: mühsam aufgerichtete Gebäude von Begriff und Deutung wieder hüllen zu wollen in Rätsel und neblichte Träume, die wir, die Jünger der Weisheit, die die Schule, die –

FYRST JULIAN
(stormende).
Farvel, Basilios! Jeg øjner et lys på min vej!

JULIAN
stürmisch.
Leb’ wohl, Basilios! Ich sehe ein Licht auf meinem Pfad!

BASILIOS FRA CÆSARÆA
(slår armene om ham).
Jeg slipper dig ikke; jeg holder dig fast!

BASILIOS
schlingt die Arme um ihn.
Ich lasse Dich nicht – ich halte Dich fest!

FYRST JULIAN
(snor sig fra ham).
Ingen holder mig; – stamp ikke mod brodden –

JULIAN
ringt sich los.
Es hält mich keiner, – löcke nicht wider den Stachel –

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Hvilket anfald af afsind! Ven, broder, medbroder, hvor vil du hen?

LIBANIOS.
Welcher Anfall von Wahnwitz! Freund, Bruder, Gefährte, wo willst Du hin?

FYRST JULIAN.
Did, did hen, hvor fakler tændes og hvor støtter smiler!

JULIAN.
Dahin, dahin, wo Fackeln sich entzünden und Statuen lächeln.

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Og det kunde du! Du, Julian, du, vor stolthed, vort lys, vort håb, – du skulde ville ile til dette forblindede Efesos for at give dig i en gøglers vold! Vid, at i samme stund, som du fornedrer dig så dybt, i samme stund har du afført dig det herlige ry for lærdom og for veltalenhed, som du i disse år både i Pergamon og i Nikomedia og fornemmelig her ved Athens høje skole –

LIBANIOS.
Und das könntest Du!? Du, Julian, unser Stolz, unsere Leuchte, unsere Hoffnung – Du wolltest nach diesem verblendeten Ephesos eilen, um Dich in die Gewalt eines Gauklers zu geben! Wisse, in demselben Augenblicke, da Du Dich so tief erniedrigst, in demselben Augenblick hast Du des herrlichen Rufes der Gelehrtheit und Beredsamkeit Dich entäußert, den Du in all diesen Jahren in Pergamon wie in Nikomedia und vornehmlich hier auf der hohen Schule Athens –

FYRST JULIAN.
O, skole, skole! Bliv du hos dine bøger; – nu har du pegt på den mand, jeg ledte efter.
(han går ilsomt ud gennem søjlegangen til venstre.)

JULIAN.
Schule, Schule! Bleib Du bei Deinen Büchern – jetzt hast Du mir den Mann gezeigt, den ich suchte!
Er geht schnell durch den Säulengang links ab.

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
(ser en tid efter ham).
Denne fyrstelige yngling er farlig for videnskaben.

LIBANIOS
blickt ihm eine Weile nach.
Dieser fürstliche Jüngling ist eine Gefahr für die Wissenschaft.

BASILIOS FRA CÆSARÆA
(halvt hen for sig).
Fyrst Julian er farlig for mere.

BASILIOS
halb für sich.
Nicht für sie allein ist Julian eine Gefahr.

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=7a251582-e2d6-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display