You are here: BP HOME > MI > Kejser og galilæer (Emperor and Galilean) > fulltext
Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionPart I: I Cæsars frafald
Click to Expand/Collapse OptionPart II: Kejser Julian
TREDJE AKT
(I Efesos. Oplyst sal i fyrst Julians bolig. Indgangen fra forhallen er på højre side; længere tilbage en mindre dør, dækket af et forhæng. På venstre side en dør, som fører til husets indre rum. Baggrunden i salen dannes af en gennembrudt væg, udenfor hvilken man ser en liden indelukket gårdsplads, smykket med små statuer.)
 
(Tjenere bereder et festligt aftensmåltid og lægger hynder om bordet. Husmesteren Eutherios står ved indgangen og nøder under mange høfligheder Gregor fra Nazianz og Basilios fra Cæsaræa at træde ind.) 
Dritter Akt
In Ephesos. Erleuchteter Saal in des Prinzen Julian Wohnung. Der Eingang von der Vorhalle ist rechts; weiter hinten eine kleinere, durch einen Vorhang verdeckte Tür. Links eine Tür, die zum Innenraum des Hauses führt. Der Hintergrund des Saales wird von einer durchbrochenen Wand gebildet, durch die man in einen kleinen umfriedeten Hofraum blickt, der mit Statuetten geschmückt ist. 
Diener bereiten eine festliche Abendmahlzeit und legen Polster um den Tisch. EUTHERIOS, der Hausmeister, steht am Eingang und nötigt unter vielen Höflichkeiten GREGOR VON NAZIANZ und BASILIOS VON CÄSAREA herein. 
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Jo, jo; jeg forsikrer, det er alt sammen rigtigt. 
EUTHERIOS.
Ja, ja, ich versichere Euch, – es stimmt alles. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Umuligt! Driv dog ikke spot med os. 
GREGOR.
Unmöglich! Treib doch nicht Spott mit uns! 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Du spøger, ven! Hvor kan din herre vente os? Intet menneske har vidst vor afrejse fra Athen; intet ophold har sinket os undervejs; vi har sejlet ikap med skyerne og de vilde traner. 
BASILIOS.
Du spaßest, Freund! Wie kann Dein Herr uns erwarten? Kein Mensch hat um unsere Abreise von Athen gewußt; kein Aufenthalt hat unsere Fahrt verzögert, – um die Wette sind wir gesegelt mit den Wolken und den wilden Kranichen. 
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Se eder om; se bordet der. Til daglig lever han af urter og brød. 
EUTHERIOS.
Schaut Euch um – seht den Tisch da. Für gewöhnlich lebt er von Kräutern und Brot. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Ja, unægtelig; alle sanser vidner for dig; – vinkanderne, omvundne med blomster og grønt; lamper og frugter; røgelsen, som fylder salen med sin duft; fløjtespillerne foran husdøren – 
GREGOR.
Unleugbar – alle Sinne zeugen für Dich – Weinkannen, umwunden mit Blumen und Grün – Lampen und Früchte – Räucherwerk, das den Saal mit seinem Duft erfüllt – die Flötenspieler draußen vor dem Haustor – 
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Tidligt imorges lod han mig kalde. Han lod til at være uvanligt glad; thi han gik op og ned ad gulvet og gned sig i hænderne. „Bered et rigeligt måltid,“ sagde han, „thi inden aften kommer to venner fra Athen –“
(han har imidlertid kastet et øje imod den åbne dør til venstre, tier pludselig og trækker sig ærbødigt tilbage.) 
EUTHERIOS.
Heut, in der Frühe des Morgens ließ er mich rufen. Er schien ungewöhnlich heiter zu sein; denn er ging auf und ab im Zimmer und rieb sich die Hände. »Rüste ein reichlich Mahl«, sagte er, »denn noch vor Abend kommen zwei Freunde aus Athen.«
Er hat inzwischen nach der offenen Tür links einen Blick geworfen, schweigt plötzlich und zieht sich ehrerbietig zurück. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Er han der? 
BASILIOS.
Ist er da? 
HUSMESTEREN EUTHERIOS
(nikker til svar; derpå giver han tjenerne et vink om at bortfjerne sig; de går ud gennem den større dør til højre; selv følger han efter).
(Fyrst Julian kommer kort efter ind fra venstre. Han er iført en lang østerlandsk klædning; hele hans adfærd er livfuld og forråder en stærk indre spænding ) 
Eutherios nickt als Antwort; dann gibt er den Dienern einen Wink, sich zu entfernen; sie gehen durch die größere Tür rechts ab; er selbst folgt. –
JULIAN kommt gleich darauf von links; er trägt ein langes morgenländisches Gewand; sein ganzes Benehmen ist lebhaft und verrät starke, innere Spannung.
 
FYRST JULIAN
(går hen imod dem og hilser dem med stor heftighed).
Jeg ser eder! Jeg har eder! Tak, tak, at eders ånd fløj forud for eders legemer! 
JULIAN
geht ihnen entgegen und begrüßt sie leidenschaftlich.
Da seid Ihr! Ich habe Euch! Dank, Dank, daß Euer Geist Eurem Körper vorausgeflogen ist! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Julian! 
GREGOR.
Julian! 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Min ven og broder! 
BASILIOS.
Mein Freund und Bruder! 
FYRST JULIAN.
Jeg har været som en forsmægtende elsker efter eders håndtryk. Hofkrybet, eftertragtende visse folks bifald, kaldte mig en abe; – o, havde jeg dog abens fire hænder, at jeg kunde kryste eders fire på en gang! 
JULIAN.
Wie ein Liebender hab’ ich nach Eurem Händedruck geschmachtet. Das höfische Pack, nach dem Beifall gewisser Leute trachtend, nannte mich einen Affen – hätte ich doch des Affen vier Hände, um Eure vier auf einmal drücken zu können. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Men forklar dog –; dine tjenere møder os med fløjtespil for husdøren, vil føre os i bad, vil salve vort hår og smykke os med roser – 
GREGOR.
So erklär’ uns doch, – Deine Diener empfangen uns mit Flötenspiel an der Tür, wollen uns ins Bad führen, unser Haar salben und uns mit Rosen schmücken – 
FYRST JULIAN.
Jeg så eder sidste nat. Det var fuldmåne, véd I, – og da er ånden altid så forunderlig virksom i mig. Inde ved mit bord sad jeg i bogsalen og var falden i søvn, træt, o, I venner, så træt af at forske og at skrive. Da fyldtes huset som af et stormvejr; forhænget løftedes flagrende opad, og jeg så ud i natten, vidt over havet. Jeg hørte liflig sang; men de, som sangen kom fra, var to store fugle med kvindeansigter. De skar i skrå flugt ind mod kysten; der daled de lindt ned; fugle-hammene løste sig op som en hvidlig tåge, og i et mildt dæmrende skær så jeg eder to. 
JULIAN.
Ich sah Euch letzte Nacht. Es war Vollmond, wißt, – und da ist der Geist stets so wunderbar wirksam in mir. Drinnen im Büchersaal saß ich an meinem Tisch und war in Schlaf gesunken, – müde, Ihr Freunde, so müde vom Forschen und Schreiben. Da ging es durchs Haus wie ein Sturmwind; der Vorhang hob sich flatternd empor, und ich sah hinaus in die Nacht, weit über das Meer. Ich hörte lieblichen Gesang; die aber, von denen der Gesang kam, waren zwei große Vögel mit Frauengesichtern; in schrägem Flug stießen sie auf die Küste zu – dort schwebten sie sanft hernieder, das Vogelkleid löste wie weißlicher Nebel sich ab und in einem milden Dämmerschein sah ich Euch beide. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Er du viss på alt dette? 
GREGOR.
Bist Du dessen auch gewiß? 
FYRST JULIAN.
Tænkte I på mig; talte I om mig inat? 
JULIAN.
Dachtet Ihr an mich, – spracht Ihr von mir in dieser Nacht? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Ja, ja, – foran i skibet – 
BASILIOS.
Jawohl, – vorn im Schiff – 
FYRST JULIAN.
Hvad tid på natten var det? 
JULIAN.
Um welche Zeit in der Nacht war das? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Hvad tid på natten havde du hint syn? 
GREGOR.
Um welche Zeit in der Nacht hattest Du das Gesicht? 
FYRST JULIAN.
En time efter midnat. 
JULIAN.
Eine Stunde nach Mitternacht. 
GREGOR FRA NAZIANZ
(med et blik på Basilios).
Forunderligt. 
GREGOR
mit einem Blick auf Basilios.
Seltsam. 
FYRST JULIAN
(gnider hænderne; op og ned ad gulvet).
Ser I! Ha-ha; ser I vel? 
JULIAN
reibt sich die Hände; geht auf und nieder im Zimmer.
Seht Ihr! Haha! Seht Ihr wohl? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA
(følger ham med øjnene).
O, så er det dog sandt – 
BASILIOS
folgt ihm mit den Augen.
So ist es doch wahr – 
FYRST JULIAN.
Hvilket? Hvad er sandt? 
JULIAN.
Was? Was ist wahr? 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Rygtet om de løndomsfulde kunster, som du her øver. 
BASILIOS.
Das Gerücht von den geheimnisvollen Künsten, die Du hier treibst. 
FYRST JULIAN.
Ej, hvad kan rygtet ikke overdrive? – Men hvad siger rygtet om mig forresten? Jeg har ladet mig fortælle, at der skal gå mange rygter om mig. Hvis jeg gad fæste lid til visses forsikring, så måtte jeg tro, der gaves få mænd i riget, om hvem der tales så meget, som om mig. 
JULIAN.
Ei, was bauschen Gerüchte nicht auf?! – Doch – was sagt das Gerücht sonst von mir? Ich habe mir erzählen lassen, daß viele Gerüchte über mich umgehen. Darf ich den Versicherungen gewisser Leute trauen, so müßte ich glauben, es gibt wenig Männer im Reich, über die so viel geredet wird wie über mich. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Det kan du trygt tro. 
GREGOR.
Das kannst Du getrost glauben. 
FYRST JULIAN.
Og hvad siger så Libanios til alt dette? Det var ham altid ukært, at mængden sysselsatte sig med andre end med ham. Og hvad siger de mange uforglemmelige venner i Athen for øvrigt? Man véd vel, at jeg er både i kejserens og i hele hoffets unåde? 
JULIAN.
Und was sagt Libanios zu dem allen? Es war ihm niemals angenehm, wenn die Menge sich mehr mit andern als mit ihm beschäftigte. Und was sagen die vielen unvergeßlichen Freunde in Athen sonst? Man weiß wohl, daß ich beim Kaiser wie beim ganzen Hof in Ungnade bin. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Du? Jeg hører dog jævnlig nyheder fra hoflejren; men derom skriver min broder Cæsarios intet. 
GREGOR.
Du? Ich bekomme doch häufig Nachrichten vom Hoflager, – aber darüber schreibt mein Bruder Cäsarios nichts. 
FYRST JULIAN.
Jeg kan ikke tyde det anderledes, gode Gregor! Fra alle kanter agter de det rådeligt at holde øje med mig. Nylig sendte Cæsar Gallos sin husprest Aëzios hid for at udforske, om jeg holder fast ved den uforfalskede lære. 
JULIAN.
Ich kann es nicht anders deuten, guter Gregor! Allerseits halten sie es für ratsam, ein Auge auf mich zu haben. Neulich sandte Cäsar Gallos seinen Hauspriester Aëtios her, um zu erkunden, ob ich an der unverfälschten Lehre festhielte – 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Og så –? 
BASILIOS.
Nun, und? 
FYRST JULIAN.
Jeg forsømmer ikke lettelig nogen morgenandagt i kirken. Også henregner jeg blodvidnerne til de udmærkede mennesker; thi det er i sandhed ingen ringe sag at lide så store smerter, ja, endog døden, for sine meningers skyld. I det hele tror jeg nok, at Aëzios var vel tilfreds med mig, da han rejste. 
JULIAN.
Ich versäume so leicht keine Morgenandacht in der Kirche. Auch zähle ich die Blutzeugen zu den außerordentlichen Menschen; denn es ist wahrhaftig keine Kleinigkeit, so große Schmerzen, selbst den Tod um seiner Überzeugung willen zu leiden. Alles in allem glaube ich, Aëtios war wohl mit mir zufrieden, als er abreiste. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA
(griber hans hånd).
Julian, – for vort inderlige venskabs skyld, – tal åbent om din stilling. 
BASILIOS
greift nach seiner Hand.
Julian,– bei unserer innigen Freundschaft, – sprich offen über Deine Lage. 
FYRST JULIAN.
Jeg er jordens lykkeligste søn, I kære venner! Og Maximos, – ja, han bærer sit navn med rette, – Maximos er den største, som nogen tid har levet. 
JULIAN.
Lieben Freunde, ich bin der glücklichste Sohn der Erde! Und Maximos, – ja, er trägt seinen Namen mit Recht – Maximos ist der Größte, der je gelebt hat! 
GREGOR FRA NAZIANZ
(bereder sig til at gå).
Vi vilde kun se dig, herre! 
GREGOR
wendet sich zum Gehen.
Wir wollten Dich nur sehen, Herr! 
FYRST JULIAN.
Kan dette gøre broder så fremmed imod broder? I viger i angst for det gådefulde. O, ja, det undrer mig ikke. Således veg også jeg, før jeg blev seende og før jeg aned det, som er livets kerne. 
JULIAN.
Darf das den Bruder entfremden dem Bruder? Ihr weicht in Angst vor dem Rätselhaften! O ja, das wundert mich gar nicht. So wich auch ich, bis ich sehend ward und bis ich ahnte, was des Lebens Kern ist. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Hvad kalder du livets kerne? 
BASILIOS.
Was nennst Du des Lebens Kern? 
FYRST JULIAN.
Maximos véd det. I ham er den ny åbenbaring. 
JULIAN.
Maximos weiß es. In ihm ist die neue Offenbarung. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Og den er bleven dig til del? 
BASILIOS.
Und sie ist Dir zu teil geworden? 
FYRST JULIAN.
Næsten. Jeg står lige ved det. Endnu i denne nat har Maximos lovet mig – 
JULIAN.
Noch nicht ganz. Ich bin nahe daran. Noch in dieser Nacht, hat Maximos mir versprochen – 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Maximos er en sværmer eller han bedrager dig –! 
GREGOR.
Maximos ist ein Schwärmer, oder er betrügt Dich – 
FYRST JULIAN.
Hvor tør du dømme om de hemmelige ting? Dette er ikke for din lærdom, min Gregor! Vejen ind i den store herlighed er forfærdelig. Hine drømmere i Eleusis var nær ved det rette spor; Maximos fandt sporet, og jeg siden – ved hans hånd. Jeg har vandret gennem mørke kløfter. Et tungt sumpet vand var ved min venstre side; – jeg tror det var en strøm, som havde glemt at flyde. Hvasse stemmer talte forvirret, pludseligt, og ligesom uden al årsag i natten. Fra og til så jeg et blåligt lys; skrækkelige skikkelser strøg mig forbi; – jeg gik og gik i dødens rædsel; men jeg holdt prøven ud. – Siden, siden, – o, I dyrebare – jeg har med dette mit til ånd forvandlede legeme været langt inde i paradisets egne; englene har sunget sine lovsange for mig; jeg har skuet det midterste lys – 
JULIAN.
Wie kannst Du über die Geheimnisse urteilen? Das ist nichts für Deine Gelehrsamkeit, mein Gregor! Der Weg zur großen Glückseligkeit ist entsetzlich. Jene Träumer in Eleusis waren beinahe auf der richtigen Spur; Maximos fand die Spur, und dann ich – an seiner Hand. Ich habe finstre Klüfte durchwandert. Ein träges, sumpfiges Gewässer war mir zur Linken – ich glaube, es war ein Strom, der des Weiterfließens vergessen hatte. Grelle Stimmen redeten wirr, – plötzlich und sozusagen ohne alle Ursache im Dunkel der Nacht. Ab und zu sah ich ein bläuliches Licht; schreckhafte Gestalten strichen an mir vorüber; ich ging und ging in Todesangst, aber ich habe die Prüfung bestanden – –. Und dann – und dann, Ihr teuren Freunde, bin ich mit diesem meinem zu Geist verwandelten Leibe tief im Innern des Paradieses gewesen. Die Engel haben mir ihre Lobgesänge gesungen, – ich habe das mittelste Licht geschaut – 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Ve over denne ugudelige Maximos! Ve over denne til djævlen hjemfaldne hedenske gøgler! 
GREGOR.
Wehe über diesen gottlosen Maximos! Wehe über diesen heidnischen Gaukler, der des Teufels ist! 
FYRST JULIAN.
Blindhed, blindhed! Maximos hylder sin forudgangne broder; han hylder begge hine store brødre, både lovgiveren fra Sinai og seeren fra Nazareth – – Véd du, hvorledes erkendelsens ånd fyldte mig? – Det skede en nat under bøn og faste. Da fornam jeg, at jeg blev rykket vidt – vidt ud i rummet og ud af tiden; thi der var høj sol-sittrende dag om mig, og jeg stod ensom på et skib med slappe sejl midt i det blanke strålende Græker-hav. Øerne tårned sig, lig lette fæstnede skylag, langt borte, og skibet lå tungt, som om det sov, på den vinblå flade. – Se, da blev denne flade mere og mere gennemsigtig, lettere, tyndere; til sidst var den der ikke mere, og mit skib hang over et tomt forfærdeligt dyb. Intet grønt, ingen sol dernede – kun den døde, slimede, sorte havbund i al sin afskylige nøgenhed. – Men ovenover, i det uendelige hvælv, som før havde syntes mig tomhed, – der var livet; der tog det usynlige former og stilheden tog toner. – Da fatted jeg den store forløsende erkendelse. 
JULIAN.
Blindheit, Blindheit! Maximos huldigt seinem vorausgegangenen Bruder; er huldigt seinen beiden großen Brüdern: dem Gesetzgeber von Sinai und dem Seher von Nazareth – –. Weißt Du, wie der Geist der Erkenntnis über mich gekommen ist? Es geschah eines Nachts bei Gebet und Fasten. Da war es mir, als würde ich weit hinweggerückt – weit hinaus in den Raum und hinaus aus der Zeit – denn voller, sonnenlichter Tag war um mich, und ich stand einsam auf einem Schiff mit schlaffem Segel mitten im blanken, blitzenden Griechenmeer. Die Inseln stiegen auf, leichten, gefesselten Wolkenschichten gleich, weit in der Ferne, und träge lag das Schiff, als ob es schliefe auf der weinblauen Fläche –. Siehe, da ward die Fläche immer durchsichtiger, leichter und dünner; zuletzt war sie ganz verschwunden, und mein Schiff hing über einer leeren, entsetzlichen Tiefe. Nichts Grünes, keine Sonne da unten, – nur der tote, schleimige, schwarze Meeresgrund in seiner ganzen grausigen Öde. – Doch über mir in der unendlichen Wölbung, die mir vorher als Leere erschienen war, da war das Leben; da gestaltete es sich in unsichtbaren Formen, und die Stille nahm Töne an. – Da ward mir die große, erlösende Erkenntnis. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Hvilken erkendelse mener du? 
GREGOR.
Was für eine Erkenntnis meinst Du? 
FYRST JULIAN.
Det, som er, det er ikke; og det, som ikke er, det er. 
JULIAN.
Was ist, ist nicht; und was nicht ist, das ist. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
O, du forspildes og fortabes i dette spind af lys og tåger. 
BASILIOS.
Du gehst unter und verlierst Dich in diesem Gespinst von Licht und Nebel! 
FYRST JULIAN.
Jeg? Sker der ikke jertegn? Forkynder ikke både varsler og visse sælsomme forekomster imellem stjernerne, at den guddommelige vilje har noget endnu uopklaret i sinde med mig? 
JULIAN.
Ich? Geschehen nicht Wunder? Verkünden nicht Wahrzeichen und gewisse seltsame Ereignisse am Sternenhimmel, daß der göttliche Wille etwas noch Unaufgeklärtes mit mir vorhat? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Tro ikke deslige tegn; du kan ikke vide, hvis værk de er. 
GREGOR.
Trau’ diesen Zeichen nicht, Du kannst nicht wissen, wessen Werk sie sind. 
FYRST JULIAN.
Jeg skulde ikke tro på lykke-spående tegn, der allerede har bekræftet sig? (han drager dem nærmere til sig og siger sagte:) Jeg kan lade eder vide, I venner, at en stor omvæltning står for døren. Cæsar Gallos og jeg skal inden føje tid komme til at dele herredømmet over verden, – han som kejser, og jeg som – ja, hvad skal jeg kalde det? det ufødte kan jo ikke nævnes ved navn; thi det har intet. Altså ikke mere om dette før tidens fylde. Men om Cæsar tør jeg vel tale. – Véd I noget om hint syn, for hvilket man har fængslet og pint borgeren Apollinaris i Sidon? 
JULIAN.
Ich sollte nicht den glückverheißenden Zeichen trauen, die sich schon bestätigt haben? Er zieht sie näher an sich heran und spricht leise: Euch kann ich es sagen, Freunde, daß eine große Umwälzung vor der Tür steht. Cäsar Gallos und ich werden binnen kurzer Zeit die Weltherrschaft teilen, – er als Kaiser und ich als –, ja, wie soll ich es nennen? Das Ungeborne kann man nicht mit Namen nennen, denn es hat keinen. Also nichts mehr davon, bis die Zeit erfüllt ist. Doch über Cäsar Gallos darf ich wohl sprechen –. Habt Ihr von dem Gesicht gehört, dessentwegen man den Bürger Apollinaris zu Sidon verhaftet und gemartert hat? 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login