CÆSAR JULIAN.
Mere, mere! Her berettes det, at det er kejseren, som har kæmpet og sejret ved Rhin; det er kejseren, som har løftet op den ydmygt bedende Alemaner-konge, der kasted sig ned for ham. Mit navn lykkes det mig ikke at finde nogetsteds i dette skriftstykke, – og ikke dit, Florentius, og heller ikke dit, Severus! Og her, i skildringen af slaget ved Argentoratum –; hvor var det jeg havde det? jo her; her står det; det var kejseren, som påbød slagordningen; det var kejseren selv, som med livsfare hug sit sværd sløvt, kæmpende i de forreste rækker; det var kejseren, som, ved sin nærværelses rædsel, jog barbarerne på hovedkulds flugt –; læs; læs, siger jeg!
JULIAN.
Mehr, noch mehr! Hier wird berichtet, daß es der Kaiser war, der am Rhein gekämpft und gesiegt hat; der Kaiser hieß den demütig bittenden Alemannenkönig, der sich vor ihm auf die Knie geworfen, vom Boden aufstehen. Meinen Namen vermag ich nirgends in diesem Schriftstück zu finden, – auch den Deinen nicht, Florentius, auch Deinen nicht, Severus! Und hier, in der Schilderung der Schlacht bei Argentoratum – wo war’s doch gleich? – Jawohl, hier – hier steht es: der Kaiser war’s, der die Schlachtordnung entwarf, der Kaiser war’s in eigner Person, der mit Gefahr des Lebens sein Schwert stumpf hieb, in den vordersten Reihen kämpfend, – der Kaiser war’s, der durch den Schrecken seiner Gegenwart die Barbaren Hals über Kopf in die Flucht jagte –. Lest, lest, sage ich.
