Bibliotheca Polyglotta

Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Complete text

Title

Part I: I Cæsars frafald

Part II: Kejser Julian

Back to library

CÆSAR JULIAN.
Så skal det være, I kampbrødre; lad os alle tilhobe æde vort hovmod i os. Jeg spurgte før, hvad der mangled i Cæsars lykke. Nu véd I det. Det var sandheds-erkendelsen, som mangled i Cæsars lykke. Din sølvhjelm vil ikke komme til at dækkes af sejrstogets støv, tapre Florentius! Kejseren har holdt sejrs-indtog for os i Rom. Han finder derfor, at alle højtideligheder her er overflødige. Gå, Sintula, og sørg for, at de påtænkte optog afsiges. Kejseren ønsker at forunde sine soldater en gavnlig ro. Det er hans vilje, at de skal forblive i lejren udenfor murene.
(Staldmesteren Sintula går ud i baggrunden.)

JULIAN.
So ist es recht, Ihr Kampfgenossen! Laßt uns alle den Hochmut hinunterschlucken. Ich fragte vorhin, was zu Cäsars Glück fehle. Jetzt wißt Ihr’s. Es war die Erkenntnis der Wahrheit, die zu Cäsars Glück fehlte. Dein Silberhelm wird nicht vom Staube des Triumphzuges bedeckt werden, tapferer Florentius! Der Kaiser hat bereits für uns den Triumphzug in Rom gehalten. Darum findet er, daß hier alle Feierlichkeiten überflüssig sind. Geh, Sintula, und laß die geplanten Aufzüge absagen. Der Kaiser wünscht, daß seinen Soldaten heilsame Ruhe gegönnt wird. Es ist sein Wille, daß sie im Lager vor den Mauern verbleiben. Der Stallmeister Sintula geht ab durch die Mitte.

CÆSAR JULIAN.
Var jeg ikke engang en visdomsven? Man sagde det idetmindste, både i Athen og i Efesos. Så svagt er det menneskelige sind i medgang. Jeg var nær bleven visdommen utro. Kejseren har påmindet mig. Tak ham ydmygst, Decentius. Har du mere at melde?

War ich nicht einmal ein Weisheitsfreund? Es hieß doch so – in Athen wie in Ephesos. So schwach ist der menschliche Geist im Glück. Beinahe wäre ich der Weisheit untreu geworden. Der Kaiser hat mich daran erinnert. Dank’ ihm untertänigst, Decentius! Hast Du noch mehr zu melden?

TRIBUNEN DECENTIUS.
Et endnu. Efter alt, hvad kejseren har fornummet, og ifølge det brev, du tilskrev ham fra Argentoratum, er det store fredsværk lykkeligt ført til ende her i Gallien.

DECENTIUS.
Noch eins. Nach allem, was der Kaiser vernommen hat, und dem Briefe zufolge, den Du von Argentoratum ihm geschrieben hast, ist das große Friedenswerk hier in Gallien glücklich vollendet.

CÆSAR JULIAN.
Visselig; kejseren har dels ved sin tapperhed og dels ved sin højmodige mildhed –

JULIAN.
Allerdings. Der Kaiser hat teils durch seine Tapferkeit, teils durch seine großmütige Milde –

TRIBUNEN DECENTIUS.
Rigets grænse er sikret imod Rhin.

DECENTIUS.
Des Reiches Grenze ist gegen den Rhein hin gesichert.

CÆSAR JULIAN.
Af kejseren, af kejseren.

JULIAN.
Durch den Kaiser, durch den Kaiser.

TRIBUNEN DECENTIUS.
I landskaberne omkring Donau står derimod sagerne slet, og endnu slettere i Asien; kong Sapores vinder stadig fremgang.

DECENTIUS.
In den Landschaften an der Donau stehen dagegen die Dinge schlecht, und noch schlechter in Asien. König Sapores rückt immer weiter vor.

CÆSAR JULIAN.
Den forvovne mand! Rygtet siger, at kejseren heller ikke i sommer har behaget at lade sine hærførere knuse ham.

JULIAN.
Der Verwegene! Das Gerücht sagt, daß es dem Kaiser auch im Sommer nicht gefallen hat, ihn durch seine Heerführer vernichten zu lassen.

TRIBUNEN DECENTIUS.
Kejseren agter selv at knuse ham til foråret. (tager en papirrulle frem.) Her er hans vilje, høje Cæsar!

DECENTIUS.
Der Kaiser denkt ihn selbst im Frühjahr zu vernichten. Zieht eine Papierrolle hervor. Hier ist sein Wille, hoher Cäsar!

CÆSAR JULIAN.
Lad se, lad se! (læser.) Ah! (han læser atter længe under en stærk indre bevægelse; derpå ser han op og siger:) Det er altså kejserens vilje, at –? Godt, godt, ædle Decentius; kejserens vilje skal blive efterkommet.

JULIAN.
Laß sehen, laß sehen! Liest. Ah! Er liest noch einmal lange, mit starker innerer Erregung, dann blickt er auf und sagt: Es ist also des Kaisers Wille, daß –? Gut, gut, edler Decentius! Des Kaisers Wille soll erfüllt werden.

TRIBUNEN DECENTIUS.
Det er nødvendigt, at den efterkommes endnu idag.

DECENTIUS.
Er muß noch heut erfüllt werden.

CÆSAR JULIAN.
Endnu idag; forstår sig. Kom her, Sintula! Nu, hvor er han? Ah så! – Hent Sintula tilbage!
(En hofmand går ud i baggrunden; Cæsar Julian går hen til vinduet og læser papirerne igennem på ny.)

JULIAN.
Noch heute, versteht sich. Komm her, Sintula. Nun, wo ist er? Ach so! Holt Sintula zurück!
Ein Höfling ab durch die Mitte; Julian geht an das Fenster und liest die Papiere wiederholt durch.

PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
(dæmpet til tribunen).
Jeg beder bønligst, mistyd ikke, hvad jeg før sagde. Når jeg tillagde Cæsar æren, så var det selvfølgelig ikke dermed ment, at –

FLORENTIUS
leise zum Tribunen.
Ich bitte flehentlichst, mißversteht nicht meine Worte von vorhin. Wenn ich dem Cäsar die Ehre gab, so war damit natürlich nicht gemeint, daß –

HÆRFØREREN SEVERUS
(sagte).
Aldrig kunde det komme i min tanke, at det ikke var kejserens øverste vise ledelse, som –

SEVERUS
leise.
Nie würde es mir einfallen zu glauben, daß es nicht des Kaisers weise Oberleitung ist, die –

EN HOFMAND
(på tribunens anden side).
Jeg beder dig, ædle herre, – læg et ord ind for mig i hoflejren, og forløs mig fra denne pinlige post hos en Cæsar, som –; ja, han er kejserens høje slægtning, men –

EIN HÖFLING
auf der anderen Seite des Tribunen.
Ich bitte Dich, edler Herr, – leg’ ein Wort für mich ein bei Hofe und erlöse mich von diesem peinlichen Posten bei einem Cäsar, der – ja, er ist des Kaisers hoher Vetter, aber –

EN ANDEN HOFMAND.
Jeg kunde desværre fortælle dig ting, der vidner lige så meget om grænseløs forfængelighed, som om forvovne håb –

EIN ANDERER HÖFLING.
Leider könnte ich Dir Dinge erzählen, die eben so sehr von grenzenloser Eitelkeit zeugen, wie von verwegenen Hoffnungen –

CÆSAR JULIAN.
Endnu idag! Lad et ord være sagt, Decentius! Det var mit højeste ønske, ifald jeg kunde nedlægge denne ansvarsfulde værdighed.

JULIAN.
Noch heut! Ein Wort, Decentius! Es wäre mein höchster Wunsch, wenn ich diese verantwortungsvolle Würde niederlegen könnte.

TRIBUNEN DECENTIUS.
Det skal blive kejseren meldt.

DECENTIUS.
Es soll dem Kaiser gemeldet werden.

CÆSAR JULIAN.
Jeg kræver himlen til vidne på, at jeg aldrig –; ah, der er Sintula; så kan vi altså – (til tribunen.) Du går?

JULIAN.
Ich rufe den Himmel zum Zeugen dafür an, daß ich nie –. Ah, da ist Sintula – so können wir also – zum Tribunen. Du gehst?

TRIBUNEN DECENTIUS.
Jeg har at forhandle med hærførerne, høje Cæsar!

DECENTIUS.
Ich habe mit den Heerführern zu verhandeln, hoher Cäsar!

CÆSAR JULIAN.
Uden min mellemkomst?

JULIAN.
Ohne meine Vermittlung?

TRIBUNEN DECENTIUS.
Kejseren har pålagt mig at skåne sin dyrebare slægtning.
(Han går ud i baggrunden, fulgt af de øvrige, undtagen af Sintula, som blir stående ved døren.)

DECENTIUS.
Der Kaiser hat mir geboten, seinen teuern Vetter zu schonen.
Er geht ab durch die Mitte, begleitet von den übrigen, Sintula ausgenommen, der an der Tür stehen bleibt.

CÆSAR JULIAN
(ser en stund på ham).
Sintula!

JULIAN
sieht ihn eine Weile an.
Sintula!

STALDMESTEREN SINTULA.
Ja, høje herre!

SINTULA.
Ja, hoher Herr!

CÆSAR JULIAN.
Kom nærmere. – Ja, sandelig, du ser ærlig ud. Tilgiv; jeg har aldrig tænkt på, at du kunde være mig så hengiven.

JULIAN.
Komm näher! Ja, meiner Treu –. Du siehst ehrlich aus. Verzeih, ich habe nie gedacht, daß Du mir so ergeben sein könntest.

STALDMESTEREN SINTULA.
Hvoraf véd du, at jeg er dig hengiven, herre?

SINTULA.
Woher weißt Du, Herr, daß ich Dir ergeben bin?

CÆSAR JULIAN
(peger på papirrullen).
Her kan jeg læse mig det til; der står, at du skal forlade mig.

JULIAN
zeigt auf die Papierrolle.
Hier kann ich es zwischen den Zeilen lesen. Da steht, daß Du mich verlassen sollst.

STALDMESTEREN SINTULA.
Jeg, herre?

SINTULA.
Ich, Herr?

CÆSAR JULIAN.
Kejseren opløser Galler-hæren, Sintula!

JULIAN.
Der Kaiser löst das Gallierheer auf, Sintula!

STALDMESTEREN SINTULA.
Opløser –?

SINTULA.
Löst das Heer auf –?

CÆSAR JULIAN.
Ja, hvad er det andet end en opløsning? Kejseren trænger til at forstærke sig, både i Donauegnen og imod Perserne. Vore bataviske og æruliske hjælpetropper skal afgå i al skynding for at kunne stå i Asien til foråret.

JULIAN.
Ja, was ist das anderes als eine Auflösung? Der Kaiser braucht Verstärkung an der Donau und auch gegen die Perser. Unsere batavischen und herulischen Hilfstruppen sollen in aller Eile aufbrechen, um noch zum Frühjahr in Asien stehen zu können.

STALDMESTEREN SINTULA.
Men dette er jo umulige ting, herre! Du har jo højtideligt tilsvoret netop disse vore bundsforvandte, at de på ingen vis må bruges hinsides Alperne.

SINTULA.
Aber das ist ja unmöglich, Herr! Hast Du nicht feierlich eben diesen unsern Bundesgenossen geschworen, daß sie in keiner Art jenseits der Alpen verwendet werden dürfen?!

CÆSAR JULIAN.
Just det, Sintula! Kejseren skriver, at jeg gav hint tilsagn i overilelse og uden hans samtykke. Det har jeg rigtignok aldrig vidst; men således står det. Jeg skal tvinges til at bryde mit ord, vanære mig i hærens øjne, vende barbarernes utøjlede harm, kanske deres dødbringende våben, imod mig.

JULIAN.
Gerade deshalb, Sintula! Der Kaiser schreibt, daß ich jene Zusage in der Übereilung und ohne seine Zustimmung gegeben habe. Das habe ich nun freilich nicht gewußt, – aber es steht so da. Ich soll gezwungen werden, mein Wort zu brechen, mich in den Augen des Heeres zu entehren, den zügellosen Groll der Barbaren, vielleicht ihre todbringenden Waffen gegen mich zu kehren.

STALDMESTEREN SINTULA.
Det vil slå fejl, herre! De romerske legioner vil byde dig sit bryst til skjold.

SINTULA.
Das wird fehlschlagen, Herr! Die römischen Legionen werden Dir ihre Brust zum Schilde bieten.

CÆSAR JULIAN.
De romerske legioner? Hm; – troskyldige ven! Af hver Romer-legion skal der udtages tre hundrede mænd, som ligeledes ad de korteste veje skal sendes til kejseren.

JULIAN.
Die römischen Legionen? Hm, – argloser Freund! Von jeder römischen Legion sollen je dreihundert Mann gleichfalls auf dem kürzesten Wege zum Kaiser abgehen.

STALDMESTEREN SINTULA.
Ah, dette er –!

SINTULA.
Ah, das ist –!

CÆSAR JULIAN.
Det er vel beregnet; ikke sandt? Alle hærafdelinger skal opægges imod mig, for at man med desto mindre fare kan gøre mig våbenløs.

JULIAN.
Das ist wohl berechnet, – nicht wahr? Alle Truppenteile sollen gegen mich aufgereizt werden, damit man mich um so gefahrloser entwaffnen kann.

STALDMESTEREN SINTULA.
Og jeg siger dig, herre, at ikke en eneste af dine hærførere lader sig bruge til dette.

SINTULA.
Und ich sage Dir, Herr, daß nicht ein einziger von Deinen Heerführern sich dazu hergibt.

CÆSAR JULIAN.
Mine hærførere vil heller ikke komme i fristelse. Du er manden.

JULIAN.
Meine Heerführer werden auch nicht in Versuchung kommen. Du bist der Mann.

STALDMESTEREN SINTULA.
Jeg, min Cæsar!

SINTULA.
Ich, mein Cäsar?

CÆSAR JULIAN.
Her står det skrevet. Kejseren overdrager til dig at ordne alt fornødent og derpå at føre de udvalgte afdelinger til Rom.

JULIAN.
Hier steht’s geschrieben. Der Kaiser überträgt Dir alles nötige zu ordnen und dann die ausgewählten Truppenteile nach Rom zu führen.

STALDMESTEREN SINTULA.
Og det overdrages til mig? Her, hvor mænd, som Florentius og den gamle Severus –

SINTULA.
Und das überträgt man mir? Wo Männer wie Florentius und der alte, Severus –

CÆSAR JULIAN.
Du har ingen sejrvindinger på din syndeliste, Sintula!

JULIAN.
Du hast keine gewonnenen Schlachten auf Deinem Sündenregister, Sintula!

STALDMESTEREN SINTULA.
Nej, det er visselig sandt. Aldrig har man her villet unde mig lejlighed til at vise –

SINTULA.
Nein, das ist sicher wahr! Niemals hat man mir Gelegenheit geboten, zu zeigen –

CÆSAR JULIAN.
Jeg har været uretfærdig imod dig. Tak for din troskab.

JULIAN.
Ich bin ungerecht gegen Dich gewesen. Dank für Deine Treue!

STALDMESTEREN SINTULA.
Så stor en kejserlig nåde! Herre, må jeg se –

SINTULA.
Eine so große kaiserliche Gnade! Herr, darf ich sehen –

CÆSAR JULIAN.
Hvad vil du se? Du vil jo ikke lade dig bruge til dette?

JULIAN.
Was. willst Du sehen? Du willst Dich doch nicht dazu hergeben.

STALDMESTEREN SINTULA.
Gud forbyde, at jeg skulde nægte kejseren lydighed!

SINTULA.
Gott verhüte, daß ich dem Kaiser den Gehorsam verweigern sollte!

CÆSAR JULIAN.
Sintula, – du kunde afvæbne din Cæsar!

JULIAN
Sintula, – Du könntest Deinen Cäsar entwaffnen?

STALDMESTEREN SINTULA.
Cæsar har alle dage sat liden pris på mig. Cæsar har aldrig kunnet tilgive mig, at han måtte tåle om sig en staldmester, der var valgt af kejseren.

SINTULA.
Der Cäsar hat stets wenig von mir gehalten. Der Cäsar hat mir nie verzeihen können, daß er einen Stallmeister um sich dulden mußte, den der Kaiser gewählt hatte.

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=7b427f22-e2d6-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display