You are here: BP HOME > MI > Kejser og galilæer (Emperor and Galilean) > fulltext
Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionPart I: I Cæsars frafald
Click to Expand/Collapse OptionPart II: Kejser Julian
Back to library
FØRSTE AKT
(Ved havnen i Konstantinopel. I forgrunden til højre en pragtfuld landgangsbro overtrukken med tepper. Oppe på den høje strandbred, lidt fra broen, ses en tilhyllet sten, omgiven af vagt. Langt ude på Bosporos ligger den kejserlige flåde, behængt med sørgeflag.)
  (Talløs menneskemængde i både og på stranden. Oppe for enden af landgangsbroen står kejser Julian, klædt i purpur og gyldne smykker. Han er omgiven af hofmænd og høje statstjenere. Blandt dem, der står ham nærmest, er krigsøversten Nevita, livlægen Cæsarios samt talerne Themisteos og Mamertinos.) 
Erster Akt
Am Hafen von Konstantinopel. Im Vordergrund rechts eine prächtige Landungsbrücke, mit Teppichen belegt. Auf der Uferhöhe, nahe der Brücke, sieht man einen verhüllten Stein, den eine Wache umgibt. Fern auf dem Bosporus liegt die kaiserliche Flotte, mit Trauerfahnen behängt.  Eine zahllose Menschenmenge in Booten und am Strande. Oben am Ende der Landungsbrücke steht KAISER JULIAN, in Purpur und Goldschmuck. Er ist von Hofleuten und hohen Staatsbeamten umgeben. In seiner nächsten Umgebung befinden sich der Kriegsoberst NEVITA, der Leibarzt CÄSARIOS und die Redner THEMISTEOS und MAMERTINOS. 
KEJSER JULIAN
(ser vidt ud over vandet).
Hvilket stævne! Den døde kejser og den levende. – O, at han måtte drage sit sidste suk i så fjerne egne! O, at jeg, trods al min il, ikke fik nyde sødmen af at favne min frænde for sidste gang! Bittre lod for os begge! – – – Hvor er ligskibet? 
JULIAN
blickt über das weite Wasser hin.
Welche Begegnung! Der tote Kaiser und der lebende! – Daß er seinen letzten Atemzug in so weiter Ferne tun mußte! Daß ich, trotz aller Eile, nicht das süße Glück genießen konnte, meinen Vetter zum letzten Male zu umarmen! Ein bitter Los für uns beide! – – – Wo ist das Leichenschiff? 
KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Der kommer det. 
NEVITA.
Da kommt es. 
KEJSER JULIAN.
Hin lange båd? 
JULIAN.
Das lange Boot da? 
KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Ja, nådigste kejser! 
NEVITA.
Ja, gnädigster Kaiser! 
KEJSER JULIAN.
Arme frænde! Så stor i livet; og nu må du nøjes med så lavt et tag. Nu skal du ikke støde din pande mod kistelåget, du, som bøjed dit hoved, da du red gennem Konstantins bue. 
JULIAN.
Armer Vetter! So groß im Leben – und nun mußt Du Dich begnügen mit so niedrigem Dach! Jetzt wirst Du nicht mit der Stirn wider den Sargdeckel stoßen, Du, der Du das Haupt beugtest, als Du durch Konstantins Torbogen rittest. 
EN BORGER BLANDT TILSKUERNE
(til guldsmeden Potamon).
Hvor ung han ser ud, vor nye kejser. 
EIN BÜRGER UNTER DEN ZUSCHAUERN
zum Goldschmied Potamon.
Wie jung er aussieht, unser neuer Kaiser! 
GULDSMEDEN POTAMON.
Han er dog bleven før af lemmer. Da jeg så ham sidst, var han spæd og mager; – det er nu en ni–ti år siden. 
POTAMON.
Er ist doch ansehnlicher geworden. Als ich ihn zuletzt sah, war er schmächtig und mager; – es mag wohl neun oder zehn Jahr her sein. 
EN ANDEN BORGER.
Ja, han har øvet store gerninger i de år. 
EIN ANDERER BÜRGER.
Ja, er hat große Taten in den Jahren verrichtet! 
EN KVINDE.
Og alle de farer, han har svævet i lige fra barn af! 
EINE FRAU.
Und all die Gefahren, in denen er von Kindheit an geschwebt hat! 
EN PREST.
Vidunderligt frelst af dem alle; den guddommelige varetægt er over ham. 
EIN PRIESTER.
Und wunderbar ist er aus allen gerettet worden – Gottes Schutz ist über ihm! 
GULDSMEDEN POTAMON.
Rygtet siger, at han i Gallien har givet sig under en anden slags varetægt. 
POTAMON.
Man erzählt sich, daß er sich in Gallien unter einen Schutz anderer Art begeben hat! 
PRESTEN.
Løgn, løgn; det kan I lide på. 
PRIESTER.
Lügen, Lügen! Das könnt Ihr glauben. 
KEJSER JULIAN.
Nu kommer han. Solen, som jeg anråber, og den store lynslyngende gud véd, at jeg ikke har ønsket Konstanzios døden. Det har i sandhed været langt fra min tanke. Jeg har opsendt bønner for hans liv. – Sig mig, Cæsarios, – du må jo vide det bedst – har man undervejs vist det kejserlige legeme al sømmelig ære? 
JULIAN.
Jetzt kommt er. Die Sonne, die ich anrufe, und der große Blitzeschleuderer wissen, daß ich des Konstantios Tod nicht gewünscht habe. Das hat wahrhaftig meinen Gedanken fern gelegen. Ich habe Gebete für sein Leben emporgesendet. – Sag’ mir, Cäsarios – Du mußt es doch am besten wissen, – hat man unterwegs dem kaiserlichen Leichnam alle gebührenden Ehren erwiesen? 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Ligtoget var som en sejrherres tog gennem hele Lille-Asien. I alle byer, vi kom igennem, stimled de troende sammen på gaden; hele nætter genlød kirkerne af bønner og sange; mørket blev til høj lys dag under blusset af de tusend tændte kerter – 
CÄSARIOS.
Der Leichenzug glich durch ganz Kleinasien dem Zuge eines Siegers. In allen Städten, durch die wir kamen, scharten sich die Gläubigen auf den Straßen. Ganze Nächte hallten die Kirchen wider von Gebet und Gesang; das Dunkel ward zum hellerlichten Tag beim Schein der vielen tausend brennenden Kerzen – 
KEJSER JULIAN.
Godt, godt, godt! – Jeg gribes af en utrolig banghed ved tanken om at skulle tage styret efter en så stor og dydig og højt elsket kejser. Hvi blev det mig ikke forundt at få leve i tilbagetrukken stilhed! 
JULIAN.
Gut, gut, gut! – Unsagbare Bangigkeit ergreift mich bei dem Gedanken, nach einem so großen, tugendsamen und heißgeliebten Kaiser die Regierung zu übernehmen. Warum ward es mir nicht vergönnt, in stiller Einsamkeit zu leben! 
TALEREN MAMERTINOS.
Og hvem skulde da gjort fyldest i det store vanskelige kald, således som du, uforlignelige herre, vil gøre det? Jeg tilråber dristigt hine andre, der har attrået kejserværdigheden: kom hid og tag rigets ror; men tag det således, som Julian tager det. Våg nat og dag for alles velfærd. Vær herrer i navnet og dog borgerfrihedens tjenere. Vælg eders plads forrest i de kæmpendes rækker og ikke ved gæstebudene. Tag intet for eder selv; men udøs gaver til alle. Lad eders retfærdighed være lige fjernt fra føjelighed og fra grusomhed. Lev således, at ingen jomfru på jordens kreds skal vride hænderne over eder. Byd trods – både Galliens ufremkommelighed og Germaniens kulde. Hvad vilde de svare? Forfærdede over så strenge fordringer vilde de tilstoppe sine blødagtige ører og råbe: kun en Julian kan gøre fyldest for alt dette! 
MAMERTINOS.
Und wer sollte wohl diesem großen schweren Beruf so völlig gewachsen sein, wie Du es bist, Du Unvergleichlicher?! Ich rufe dreist jenen andern zu, die die Kaiserwürde begehrt haben: kommt her und ergreift des Reiches Steuer; aber so, wie Julian es tut. Tag und Nacht denket nur an das Gemeinwohl. Seid Herren dem Namen nach, und doch der Bürgerfreiheit Diener. Im Kampf und nicht bei den Zechgelagen sollt Ihr Euren Platz in den vordersten Reihen wählen. Beansprucht nichts für Euch selbst; aber seid freigebig gegen alle und jeden. Haltet Eure Gerechtigkeit gleich fern der Nachgiebigkeit wie der Grausamkeit. Lebet so, daß keine Maid auf dem Erdenrund Euch zu fluchen habe. Bietet Trotz so Galliens Unwegsamkeit wie Germaniens Kälte! – Was würden sie antworten? Entsetzt über so strenge Forderungen, würden sie ihre verweichlichten Ohren zuhalten und rufen: Nur ein Julian ist all dem gewachsen! 
KEJSER JULIAN.
Den alt-styrende give, at så store forhåbninger ikke må skuffes. Men hvor meget fattes der mig ikke? En gysning overfalder mig. At skulle sammenlignes med Alexander, med Mark Aurel og med så mange andre fortræffelige mænd! Har ikke Platon sagt, at kun en gud kan herske over menneskene? O, bed med mig, at jeg må gå fri for ærgærrighedens snarer og magtens fristelser. Athen, Athen! Did går min længsel! Jeg var som en mand, der for sin sundheds skyld drev en gavnlig legemsøvelse; – og nu kommer man til mig og siger: træd frem på skuepladsen og sejr i de olympiske lege. Alle Grækere skal sidde som tilskuere! Må ikke mit sind gribes af skræk allerede før jeg begynder på kampen? 
JULIAN.
Der Herr der Welten gebe, daß so große Hoffnungen nicht getäuscht werden mögen. Aber ach, was fehlt mir nicht alles! Ein Schauder überfällt mich. Mit Alexander, mit Mark Aurel und mit so vielen andern trefflichen Männern will man mich vergleichen! Hat nicht Platon gesagt, nur ein Gott könne über die Menschen herrschen? O, betet mit mir, daß ich des Ehrgeizes Schlingen meide und die Versuchungen der Macht! Athen, Athen! Dahin geht meine Sehnsucht! Ich war wie ein Mann, der um seiner Gesundheit willen eine nützliche Leibesübung trieb, – und nun kommen sie zu mir und sagen: Tritt auf den Schauplatz und siege in den olympischen Spielen. Ganz Griechenland soll Zuschauer sein! Muß nicht mein Herz erbeben, noch ehe ich den Kampf beginne? 
TALEREN THEMISTEOS.
Hvad skræk, o kejser? Har du ikke allerede Grækernes bifald før kamplegen? Er du ikke kommen for at indsætte alle landflygtige dyder i deres gamle ret? Er ikke hos dig samlet i én mand al den sejrvindingens evne, som Herakles, som Dionysos, som Solon, som –? 
THEMISTOES.
Warum erbeben, o Kaiser? Hast Du nicht vor dem Kampfspiel schon den Beifall der Griechen? Bist Du nicht gekommen, alle heimatlosen Tugenden wieder in ihr altes Recht einzusetzen? Sind nicht in Dir, dem einen Mann, alle Gaben des Siegerglücks vereint, die Herakles, die Dionysos, die Solon, die –? 
KEJSER JULIAN.
Stilhed! Ikkun den dødes pris skal høres idag. Der lægger de til land. Tag pande-ringen og mine kæder; jeg vil ikke bære kejserlige prydelser i en stund som denne.
(Han giver smykkerne til en af de omstående. Ligtoget kommer indover landgangsbroen med stor pragt. Prester med tændte lys i spidsen; kisten drages på en lavhjulet vogn; kirkefaner bæres foran og efter vognen; kordrenge svinger røgelsekar; skarer af kristne borgere følger efter.) 
JULIAN.
Still! Nur des Toten Preis soll heut erschallen! Da legen sie an. Nimm den Stirnreif und meine Ketten, – ich will in solch einer Stunde nicht kaiserlichen Prunk tragen.
Er gibt den Schmuck einem aus dem Gefolge. Der Leichenzug kommt über die Landungsbrücke mit großer Pracht an Land. Priester mit brennenden Kerzen an der Spitze. Der Sarg wird auf einem Wagen mit niedrigen Rädern gefahren; Kirchenfahnen vor und hinter dem Wagen; Chorknaben schwingen Räucherfässer; Scharen christlicher Bürger folgen. 
KEJSER JULIAN
(lægger hånden på kisten og sukker lydeligt).
Ah! 
JULIAN
legt die Hand auf den Sarg und seufzt vernehmlich:
Ah! 
EN TILSKUER.
Slog han korsets tegn for sig? 
EIN ZUSCHAUER.
Schlug er das Zeichen des Kreuzes? 
EN ANDEN I HOBEN.
Nej. 
EIN ANDERER AUS DER MENGE.
Nein. 
DEN FØRSTE.
Ser du; ser du! 
DER ERSTE.
Siehst Du – siehst Du! 
EN TREDJE TILSKUER.
Ikke heller bøjed han sig for det hellige. 
EIN DRITTER ZUSCHAUER.
Auch beugte er sich nicht vor dem Allerheiligsten. 
DEN FØRSTE TILSKUER
(til den anden).
Ser du vel! Hvad sagde jeg? 
DER ERSTE ZUSCHAUER
zum zweiten.
Siehst Du wohl! Was sagte ich? 
KEJSER JULIAN.
Så far hjem under pragt og ære, du min frændes afsjælede legeme! Jeg gør ikke dette støv ansvarligt for, hvad din ånd forbrød imod mig. Hvad siger jeg? Var det din ånd, som foer så hårdt med slægten, at jeg nu står alene tilbage? Var det din ånd, som bød, at min barndom skulde formørkes af tusend ængstelser. Var det din ånd, som lod hin ædle Cæsars hoved falde? Var det dig, som stilled mig, den uerfarne yngling, på så vanskelig en post i det ugæstmilde Gallien, og som siden, da det ikke lykkedes modgang og genvordigheder at overvinde mig, gjorde mig æren for mine sejrvindinger stridig? O, Konstanzios, min frænde, – alt dette havde ikke sit udspring i dit store hjerte. Hvorfor vred du dig i nag og kval; hvorfor så du blodige skygger om dig på dit sidste, smertefulde leje? Onde rådgivere har forbitret dit liv og din dødsstund. Jeg kender dem, disse rådgivere; det var mænd, som tog skade af at færdes i din nådes uophørlige solskin. Jeg kender dem, disse mænd, der så villigt iførte sig det overbevisningens klædebon, som tyktes hoffet tækkeligst. 
JULIAN.
So fahre denn heim in Pracht und Ehren, – Du meines Vetters entseelter Leib! Ich mache diesen Staub nicht verantwortlich für das, was Dein Geist an mir verbrochen hat. Was sage ich? War es Dein Geist, der so hart mit meinem Stamm verfuhr, daß ich nun als letzter hier stehe? War es Dein Geist, dessen Gebot meine Kindheit mit tausend Ängsten verdüsterte? War es Dein Geist, der das Haupt jenes edlen Cäsar dem Henker preisgab? Warst Du es, der mich, den unerfahrenen Jüngling, im ungastlichen Gallien auf einen so schwierigen Posten stellte, und der dann, als nicht Mißgeschick noch Widerwärtigkeiten mich zu überwinden vermochten, mir die Ehre meiner Siege streitig machte? O Konstantios, mein Vetter! – all das hatte nicht seinen Ursprung in Deinem großen Herzen. Warum krümmtest Du Dich in Haß und Qual? Warum sahst Du von blutigen Schatten Dich umgeben auf Deinem schmerzensreichen Sterbelager? Böse Ratgeber haben Dein Leben und Deine Todesstunde verbittert. Ich kenne sie, diese Ratgeber! Es waren Männer, denen der ewige Sonnenschein Deiner Gnade verderblich wurde. Ich kenne sie, diese Männer, die so willfährig in das Gewand der Überzeugung schlüpften, die dem Hofe am genehmsten war. 
HEDENSKE BORGERE
(blandt de omstående).
Leve kejser Julian! 
HEIDNISCHE BÜRGER
unter den Umstehenden.
Es lebe Kaiser Julian! 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Nådigste herre, toget venter – 
CÄSARIOS.
Gnädigster Herr, der Zug wartet – 
KEJSER JULIAN
(til presterne).
Lad ikke eders fromme sang forstumme for min skyld. Fremad, mine venner! (Toget drager langsomt ud til venstre.) Følg efter, hvo der vil; og bliv, hvo der vil. Men det skal I alle vide på denne dag, at min plads er her. (Uro og bevægelse i mængden.) Hvad er jeg? Kejseren. Men har jeg dermed sagt alt? Gives der ikke ét kejserligt embede, som synes hånligt visket ud af erindringen i de senere år? Hvad var den kronede visdomsven Mark Aurel? Kejser? Blot kejser? Nær havde jeg spurgt: var han ikke noget mere end kejser? Var han ikke yppersteprest tillige? 
JULIAN
zu den Priestern.
Lasset in Eurem frommen Sang Euch um meinetwillen nicht stören. Auf denn, meine Freunde! Der Zug zieht langsam nach links davon. Es folge, wer da mag, und es bleibe, wer da mag! Aber das sollt Ihr alle wissen an diesem Tage, daß mein Platz hier ist. Unruhe und Bewegung in der Menge. Was bin ich? Der Kaiser. Doch ist damit alles gesagt? Gibt es nicht ein kaiserliches Amt, das in den letzten Jahren höhnisch aus der Erinnerung hinweggewischt zu sein scheint? Was war der gekrönte Weisheitsfreund Mark Aurel? Kaiser? Bloß Kaiser? Fast hätte ich gefragt: war er nicht noch etwas mehr als Kaiser? War er nicht zugleich Oberpriester? 
STEMMER I MÆNGDEN.
Hvad siger kejseren? Hvad var det? Hvad sagde han? 
STIMMEN AUS DER MENGE.
Was sagt der Kaiser? Was war das? Was hat er gesagt? 
TALEREN THEMISTEOS.
O, herre, skulde det i sandhed ligge i din tanke –? 
THEMISTOES.
Herr, sollte es wirklich Deine Absicht sein –? 
KEJSER JULIAN.
End ikke min store farbroder Konstanzios vovede at frasige sig denne værdighed. Selv efter at han havde indrømmet en viss ny troeslære så højst overordentlige rettigheder, vedblev han dog at kaldes yppersteprest af alle dem, der holdt fast ved Grækerfolkets ældgamle guddomme. At dette embede i de senere tider blev sørgeligen forsømt, vil jeg ikke her tale om, men kun om, at ingen af mine ophøjede forgængere, end ikke han, hvem vi idag med tårevædt ansigt tilråber den sidste hilsen, har vovet at nedlægge det. Skulde jeg formaste mig til noget, som så vise og retfærdige kejsere ikke fandt ret og rådeligt? Det være langt fra mig! 
JULIAN.
Nicht einmal mein großer Ohm Konstantios wagte sich dieser Würde zu entledigen. Selbst nachdem er einer gewissen neuen Glaubenslehre so außerordentliche Gerechtsame eingeräumt hatte, fuhr er doch fort, sich »Oberpriester« von allen denen nennen zu lassen, die an den uralten Gottheiten des Griechenvolkes festhielten. Daß dieses Amt in der Folgezeit traurig vernachlässigt wurde, – davon will ich nicht reden, sondern nur davon, daß keiner meiner hohen Vorgänger – auch er nicht, dem wir heut mit tränennassem Antlitz den letzten Gruß zurufen – gewagt hat, es niederzulegen. Sollte ich mich da einer Neuerung vermessen, die so weise und gerechte Kaiser nicht für recht und ratsam hielten? Das sei ferne von mir! 
TALEREN THEMISTEOS.
O, store kejser, vil du dermed sige –? 
THEMISTOES.
Großer Kaiser, willst Du damit sagen –? 
KEJSER JULIAN.
Jeg vil dermed sige, at der skal være fuld frihed for alle borgere. Hold fast ved de kristnes gud, I, som finder det ønskeligt for eders sindsro. Hvad mig angår, så drister jeg mig ikke til at bygge mit håb på en gud, der hidtil har været mig fiendtlig i alle foretagender. Jeg har sikkre tegn og varsler for, at al den fremgang, jeg vandt på Galliens grænser, den skylder jeg hine andre guddomme, der begunstigede Alexander på en noget lignende måde. Under disse guddommes skjærm og skjold slap jeg lykkeligt gennem alle farer; og navnlig var det dem, der førte mig frem på min rejse hid med en så vidunderlig hurtighed og lykke, at jeg her i gaderne har hørt tilråb, som tyder på, at man holder mig for et guddommeligt menneske, – hvilket er en stor overdrivelse, I venner! Men visst er det, at jeg ikke tør vise mig utaknemmelig for så vedholdende nådesbevisninger. 
JULIAN.
Ich will damit sagen, daß alle Bürger volle Freiheit haben sollen. Haltet fest am Christengotte, Ihr, die Ihr es für wünschenswert erachtet um der Ruhe Eurer Seele willen. Was mich betrifft, so bin ich nicht so kühn, meine Hoffnung auf einen Gott zu bauen, der mir in allen Unternehmungen bisher feindlich gewesen ist. Ich habe sichere Zeichen und Zeugnisse dafür, daß der ganze Erfolg, den ich an Galliens Grenzen errang, – daß ich ihn jenen andern Gottheiten verdanke, die den großen Alexander auf eine ähnliche Art begünstigt haben. Unter dem Schirm und Schutz dieser Gottheiten entrann ich glücklich allen Gefahren; und vor allem waren sie es, die mich auf meiner Fahrt hierher mit so wunderbarer Schnelligkeit und mit solchem Glück zum Ziele führten, daß ich auf den Straßen hier Zurufe vernahm, die darauf deuteten, man halte mich für einen göttlichen Menschen, – was eine große Übertreibung ist, Ihr Freunde! Aber sicher ist, daß ich mich nicht undankbar zeigen darf für so beharrliche Gnadenbeweise. 
STEMMER I MÆNGDEN
(dæmpet).
Hvad vil han gøre? 
STIMMEN AUS DER MENGE
gedämpft.
Was will er tun? 
KEJSER JULIAN.
Så indsætter jeg da vore forfædres ærværdige guder i deres gamle ret. Men ingen krænkelse skal vederfares Galilæernes gud og heller ikke Jødernes. De templer, som fromme herskere i fordums dage med så megen kunstfærdighed lod bygge, de skal igen oprejses i forynget herlighed med altere og billedstøtter, hvert for sine særlige guder, således at sømmelig dyrkelse der kan finde sted på ny. Dog vil jeg ingenlunde tåle, at der sker de kristnes kirker nogen hadefuld medfart; heller ikke skal der øves overlast mod deres gravsteder eller mod andre pladse, som en sælsom vildfarelse bringer dem til at holde for hellige. Vi vil bære over med de andres forvildelse; jeg har selv været hildet i fejltagelser; – dog, over dette kaster jeg et slør. Hvad jeg siden mit enogtyvende år har tænkt om de guddommelige ting, det vil jeg ikke dvæle ved; jeg vil kun sige, at jeg lykønsker dem, der efterligner mig, – at jeg smiler ad dem, der ikke vil træde i mit fodspor, – at jeg vil forsøge på at overtale, men uden at ville tvinge nogen.
(Han holder et øjeblik forventningsfuldt inde; svagt bifald høres hist og her i sværmen.) 
JULIAN.
So setze ich denn die ehrwürdigen Götter unserer Ahnen wieder ein in ihr altes Recht. Aber keine Kränkung soll dem Gott der Galiläer widerfahren und auch dem Judengotte nicht. Die Tempel, die fromme Herrscher in den Tagen der Vorzeit mit so hoher Kunst erbaut haben, sie sollen in verjüngter Herrlichkeit wiedererstehen mit Altären und Bildsäulen – ein jeglicher seinen besonderen Göttern: so daß geziemender Kult aufs neue darin stattfinden kann. Doch keineswegs werde ich dulden, daß den Kirchen der Christen irgendwie Arges widerfahre; auch darf ihren Begräbnisplätzen oder anderen Stätten, die heilig zu halten ein seltsamer Wahn sie antreibt, keinerlei Unbill geschehen. Wir wollen Nachsicht üben mit dem Wahne anderer – ich selbst war in Irrtümer verstrickt: doch, darüber werfe ich einen Schleier. Was ich seit meinem einundzwanzigsten Jahr über die göttlichen Dinge gedacht habe, dabei will ich nicht verweilen – ich will nur sagen, daß ich denen Glück wünsche, die mir nachfolgen – daß ich über die lächle, die nicht in meine Fußspuren treten mögen – daß ich versuchen werde zu überreden, – doch ohne jemanden zwingen zu wollen.
Er hält einen Augenblick erwartungsvoll inne; schwacher Beifall wird hier und dort in der Menge laut. 
KEJSER JULIAN
(heftigere).
Med rette havde jeg regnet på taknemmelige tilråb, hvor jeg nu kun sporer en nysgerrig forundring. Dog, jeg burde vidst det; – der råder en sørgelig ligegyldighed blandt dem, der siger sig at have holdt fast ved vor gamle tro. Undertrykkelse og spot har bragt fædrenes ærværdige skikke i forglemmelse. Jeg har spurgt mig for, højt og lavt; men knapt én har kunnet give mig troværdig besked om, hvorledes en ofring til Apollon eller til Fortuna i et og alt er at foretage. Jeg må da gå foran i dette, som i andet. Det har kostet mig mangen nats søvn at udfinde af gamle bøger, hvad der fordum har været brugeligt i så måde; men jeg besværer mig ikke derover, når jeg eftertænker, hvor stor tak vi er netop hine guddomme skyldig; og heller ikke skammer jeg mig ved at forrette alting selv – –. Hvor hen, Cæsarios? 
JULIAN
heftiger.
Mit einigem Recht hatte ich auf dankbare Zustimmung gerechnet, wo ich jetzt nur neugieriges Erstaunen merke. Doch ich hätte das wissen sollen, – es herrscht klägliche Gleichgültigkeit bei denen, die da vorgeben, unserm alten Glauben nicht untreu geworden zu sein. Unterdrückung und Spott haben die ehrwürdigen Gebräuche der Väter in Vergessenheit gebracht. Ich habe nachgefragt, bei Hoch und Niedrig – aber kaum einer hat mir glaubwürdigen Bescheid darüber geben können, wie ein Opfer für Apollo oder für Fortuna in allen Einzelheiten vorzunehmen wäre. Ich muß also hierin vorangehen, wie in anderem. Es hat mich den Schlaf so mancher Nacht gekostet, aus alten Büchern zu erforschen, was früher dabei Brauch gewesen ist. Aber ich beklage mich darüber nicht, wenn ich bedenke, wie großen Dank wir gerade jenen Gottheiten schuldig sind – auch schäme ich mich nicht, alles selbst zu verrichten – –. Wohin, Cäsarios? 
LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Til kirken, nådigste kejser; jeg vil bede for min bortgangne herres sjæl. 
CÄSARIOS.
Zur Kirche, gnädigster Kaiser: zu beten für die Seele meines entschlafenen Herrn. 
KEJSER JULIAN.
Gå, gå! Enhver har sin frihed i deslige sager. (Cæsarios samt flere ældre hofmænd og statstjenere går ud til venstre.) Men den frihed, som jeg tilstår den ringeste borger, den forbeholder jeg også mig selv. – Så forkynder jeg eder, I Grækere og Romere, at jeg igen vender tilbage med hele mit hjerte til de lærdomme og skikke, som var vore forfædre hellige, – at de frit tør udbredes og udøves ved siden af alle nye og fremmede meninger, – og da jeg er et barn af denne stad, og derfor har den fortrinlig kær, så forkynder jeg dette i de staden beskyttende guddommes navn.
(Han giver et tegn; nogle tjenere drager forhænget fra den tilhyllede sten; man ser et alter og ved dettes fod en vinkande, en oljekrukke, en liden vedstabel og andet tilbehør. Stærk men stum bevægelse i mængden idet Julian går op til alteret og gør forberedelser til ofringen.) 
JULIAN.
Geh nur, geh! Jeder hat in diesen Dingen seine Freiheit. Cäsarios mit mehreren älteren Hofleuten und Staatsbeamten links ab. Aber die Freiheit, die ich dem geringsten Bürger zugestehe, behalte ich auch mir selbst vor. – So verkünde ich Euch denn, Ihr Griechen und Römer, daß ich mich wieder mit meinem ganzen Herzen den Lehren und Bräuchen zuwende, die unsern Ahnen heilig waren, – daß sie frei verbreitet und ausgeübt werden dürfen neben allen neuen und fremden Anschauungen, – und da ich ein Kind dieser Stadt bin und sie darum über alles lieb habe, so verkünde ich solches im Namen der Gottheiten, die die Stadt beschützen.
Er gibt ein Zeichen; Diener entfernen die Hülle von dem Stein. Man sieht einen Altar und an dessen Fuß eine Weinkanne, einen Ölkrug, einen kleinen Stoß Scheiter und sonstiges Zubehör. Starke, aber stumme Bewegung in der Menge, während Julian zum Altar emporschreitet und die Vorbereitungen für das Opfer trifft. 
TALEREN THEMISTEOS.
O, vel må jeg, som Græker, smelte hen i tårer ved synet af så megen ydmyghed og from iver! 
THEMISTOES.
Oh, wohl darf ich als Grieche in Tränen hinschmelzen beim Anblick so großer Demut und so frommen Eifers! 
EN BORGER.
Se, han bryder brændet selv. 
EIN BÜRGER.
Sieh, er bricht selbst die Scheiter in Stücke. 
EN ANDEN BORGER.
Over det venstre lår. Er det så det skal brydes? 
EIN ANDERER BÜRGER.
Über dem linken Schenkel. Muß das so sein? 
DEN FØRSTE BORGER.
Det må vel så være. 
DER ERSTE.
Es muß wohl. 
TALEREN MAMERTINOS.
Den ild, du der tænder, o store kejser, i den skal granskningen og lærdommen lyse, ja, opstå forynget, ligervis som hin forunderlige fugl – 
MAMERTINOS.
In dem Feuer, das Du anzündest, großer Kaiser, darin soll die Forschung und Gelehrsamkeit leuchten, ja, auferstehen – verjüngt, wie jener wunderbare Vogel – 
KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Denne ild vil hærde de græske våben. Jeg kender ikke meget til de galilæiske påfund; men det har jeg mærket, at alle de, som hænger ved dem, de er forsagte og ubrugelige til større ting. 
NEVITA.
Dieses Feuer wird die griechischen Waffen härten. Ich weiß nicht viel von den galiläischen Erdichtungen, aber das habe ich gemerkt: alle, die ihnen anhängen – sie sind verzagt und unbrauchbar zu größeren Dingen. 
TALEREN THEMISTEOS.
I denne ild, o du uforlignelige, ser jeg visdommen renset for al anklage og for alle beskyldninger. Den vin, som du udgyder, er lig et purpur, hvormed du pryder sandheden og sætter den på et kongeligt sæde. Nu, da du oprækker dine hænder – 
THEMISTOES.
In diesem Feuer, Du Unvergleichlicher, sehe ich die Weisheit geläutert von jeder Anklage und von allen Beschuldigungen. Der Wein, den Du ausgießest, ist einem Purpur gleich, womit Du die Wahrheit zierst, um sie auf einen Königsthron zu setzen. Nun Du Deine Hände emporhebst – 
TALEREN MAMERTINOS.
Nu, da du oprækker dine hænder, er det som om du hædrer videnskabens pande med en guldkrans; og de tårer, du udgyder – 
MAMERTINOS.
Nun Du Deine Hände emporhebst, ist es, als ob Du die Stirn der Wissenschaft mit einem goldenen Kranze schmückest; und die Tränen, die Du vergießest – 
TALEREN THEMISTEOS
(trænger sig nærmere).
Ja, ja; de tårer, jeg ser dig udgyde, de er som kostelige perler, hvormed veltalenheden igen skal lønnes på kejserlig vis. O, så er det da atter tilladt Grækerne at hæve sine øjne til himlen og følge de evige stjerner på deres gang! Hvor længe er det ikke siden, at dette var os forundt! Måtte vi ikke, af frygt for angivere, skælve og bøje vort åsyn til jorden ligesom dyrene? Hvem iblandt os turde fordriste sig til at beskue solens opgang og nedgang? (han vender sig til hoben.) End ikke I agerdyrkere, som er strømmet hid i så store skarer idag, end ikke I voved at mærke eder himmellegemernes stilling, skønt I dog skulde afpasse eders arbejder derefter – 
THEMISTOES
drängt sich näher.
Ja –die Tränen, die ich Dich weinen sehe, sind wie köstliche Perlen, womit kaiserliche Huld wieder die Beredsamkeit belohnt. O, so ist es denn den Griechen wieder vergönnt, ihr Auge zum Himmel zu heben und den ewigen Sternen zu folgen auf ihrer Bahn! Wie lange war solches uns nicht verstattet! Mußten wir nicht aus Furcht vor Angebern ewig zittern und wie die Tiere den Blick auf den Boden heften? Wer unter uns durfte sich erdreisten, der Sonne Auf- und Niedergang zu beobachten? Er wendet sich an die Menge. Auch Ihr nicht, Ihr Ackerbauer, die Ihr in so großen Scharen heute hierher geströmt seid, auch Ihr wagtet nicht, mit der Stellung der Himmelskörper Euch zu beschäftigen, obwohl Ihr doch Eure Arbeiten danach verteilen müßt – 
TALEREN MAMERTINOS.
Og I sømænd, – har I eller eders fædre vovet at udtale navnene på de stjernebilleder, som I skulde rette eders sejlads efter? Nu tør I det; nu er det ingen forment at – 
MAMERTINOS.
Und Ihr Seeleute, – habt Ihr oder haben Eure Väter es gewagt, den Namen der Sternbilder auszusprechen, nach denen Ihr Eure Fahrt richten müßt? Jetzt dürft Ihr es –, jetzt ist es keinem mehr verwehrt – 
TALEREN THEMISTEOS.
Nu har ingen Græker længere nødig at leve på land eller vand uden at rådspørge de uforanderlige himmellove; han behøver ikke at lade sig omtumle som en bold for tilfældigheder og hændelser; han – 
THEMISTOES.
Nun darf ein jeder Grieche, lebe er zu Wasser oder zu Lande, bei den unverrückbaren Himmelsgesetzen sich Rats erholen; er braucht nicht wie ein Ball sich hin und her schleudern zu lassen von Zufall und Ungefähr; er – 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login