Bibliotheca Polyglotta

Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Complete text

Title

Part I: I Cæsars frafald

Part II: Kejser Julian

Back to library

KEJSER JULIAN.
Gengæld, – gengæld, Gregor!

JULIAN.
Vergeltung, – Vergeltung, Gregor!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Det være langt fra mig at ville forsvare alt, hvad mine troesbrødre kan have forøvet i udskejende iver for kirkens sag. Men du, som er højt oplyst, og som er alles hersker, du tør ikke tåle, at de levende straffes for de dødes fejl. Dette er dog sket i Kappadokia. De kristnes fiender, få i antal, men tørstende efter vinding og brændende af iver efter at være de nye embedsmænd til behag, har vakt uro og bekymring hos befolkningen både i stæderne og på landet. Jeg tænker ikke her nærmest på de forhånelser, vi har måttet lide, ej heller på de krænkelser af vor vel erhvervede ejendomsret, som vi i den senere tid idelig har været udsatte for. Hvad der mest bekymrer mig og alle mine alvorlige brødre, det er den fare, som dette medfører for sjælene. Mange er ubefæstede i troen og mægter ikke ganske at se bort fra de jordiske goder. Den hårde medfart, som nu må døjes af enhver den, der bærer kristennavnet, har allerede havt mere end ét frafald til følge. Herre, dette er et sjæleran fra Guds rige.

GREGOR.
Es sei fern von mir, alles verteidigen zu wollen, was meine Glaubensbrüder in übermäßigem Eifer für die Sache der Kirche verübt haben mögen. Doch Du, der Du so sehr erleuchtet bist, und der Du Herrscher aller bist, Du darfst nicht dulden, daß die Lebenden für die Fehler der Toten bestraft werden. Das aber ist in Kappadocien geschehen. Die Feinde der Christen, gering an Zahl, doch nach Gewinn dürstend und brennend vor Eifer, den neuen Beamten zu gefallen, haben Unruhe und Bekümmernis bei der Bevölkerung, in den Städten wie auf dem Lande, geweckt. – Ich denke hier zunächst nicht an die Verhöhnungen, die wir erleiden mußten, auch nicht an die Kränkung unseres wohlerworbenen Eigentumsrechtes, der wir in der letzten Zeit beständig ausgesetzt waren. Was mich und meine ernsthaft gesinnten Brüder am meisten bekümmert, das ist die Gefahr, die dieser Zustand für die Seelen mit sich bringt. Viele sind noch nicht fest im Glauben und vermögen nicht ganz der irdischen Güter zu entraten. Die harte Behandlung, die jetzt ein jeder erdulden muß, der den Christennamen trägt, hat schon mehr als einen Abfall zur Folge gehabt. Herr, das ist Seelenraub an Gottes Reich.

KEJSER JULIAN.
O, min kloge Gregor, – hvor kan du tale så? Jeg forbauses! Skulde du ikke tvert om, som en god Galilæer, glæde dig over, at eders samfund vorder disse mennesker kvit?

JULIAN.
Mein kluger Gregor, – wie kannst Du so sprechen? Ich staune! Solltest Du nicht im Gegenteil als guter Galiläer Dich freuen, daß Eure Gemeinde diese Menschen los wird?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Nådige kejser, jeg er ikke af den mening. Jeg har selv været en ligegyldig i troen, og jeg holder enhver sådan for en syg, der har helbredens mulighed i sig så længe han blir i kirkens skød. Således tænkte også vor lille menighed i Nazianz. Bekymringsfulde brødre og søstre kom sammen for at rådslå om hjælp imod tidens nød. Med dem forenede sig udsendinger fra Cæsaræa og fra de andre stæder. Min fader er affældig, og – som han med sorg bekender – han har ikke det faste uryggelige sind, som i disse trængselens dage kræves af den, der sidder på bispesædet. Da vedtog forsamlingen, at der til hans medhjælper skulde udkåres en yngre mand, som kunde holde Herrens hjord sammen. Valget faldt på mig.

GREGOR.
Gnädiger Kaiser, ich bin nicht der Meinung. Ich selbst bin im Glauben gleichgültig gewesen, und ich halte jeden Gleichgültigen für einen Kranken, der, solange er im Schoße der Kirche bleibt, immer noch die Möglichkeit der Heilung in sich trägt. So dachte auch unsere kleine Gemeinde in Nazianz. Bekümmerten Herzens kamen Brüder und Schwestern zusammen, um Rats zu pflegen, wie der Not der Zeit könnte abgeholfen werden. Mit ihnen vereinigten sich Abgesandte aus Cäsarea und den andern Städten. Mein Vater ist hinfällig, und – wie er mit Schmerz bekennt – er hat nicht den festen, unverrückbaren Sinn, der in diesen Tagen der Drangsal von dem gefordert wird, der auf dem Bischofsstuhl sitzt. Da beschloß die Versammlung, es sollte zu seinem Beistand ein jüngerer Mann erkoren werden, der des Herren Herde zusammenhalten könnte. Die Wahl fiel auf mich.

KEJSER JULIAN.
Ah!

JULIAN.
Ah!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Jeg var den tid fraværende på en rejse. Men i mit fravær, og uden at rådspørge mig, indviede min fader mig til prest og sendte mig den prestelige klædning. Dette budskab traf mig i Tiberina, på min landgård, hvor jeg tilbragte nogle dage sammen med min broder og med min ungdomsven Cæsaræeren Basilios. Herre, – var min dødsdom bleven mig forkyndt, det kunde ikke have forfærdet mig mere end dette. Jeg prest! Jeg vilde det, og jeg vilde det ikke. Jeg måtte det, – og jeg turde det ikke. Jeg brødes med Gud Herren, således som patriarken brødes med ham i den gamle pagts dage. Hvad der foregik med mig i den nat, som fulgte på, det véd jeg ikke. Men det véd jeg, at før hanen gol, talte jeg ansigt til ansigt med den korsfæstede. – Da blev jeg hans.

GREGOR.
Ich war damals abwesend, auf einer Reise. Aber in meiner Abwesenheit, ohne mich zu befragen, weihte mein Vater mich zum Priester und sandte mir das priesterliche Kleid. – Diese Botschaft traf mich in Tiberina, auf meinem Landgut, wo ich einige Tage mit meinem Bruder und meinem Jugendfreunde Basilios von Cäsarea verbrachte. – Herr, wäre mir mein Todesurteil verkündet worden, es hätte mich nicht mehr erschrecken können als das. – Ich Priester! Ich wollte es und wollte es nicht. Ich mußte es, – und durfte es nicht. Ich rang mit Gott dem Herrn, wie der Patriarch mit ihm rang in den Tagen des alten Bundes. Was mit mir in der folgenden Nacht vorging, weiß ich nicht. Aber das weiß ich, ehe der Hahn krähte, sprach ich mit dem Gekreuzigten von Angesicht zu Angesicht. – Da ward ich sein.

KEJSER JULIAN.
Dårskab; dårskab! Jeg kender disse drømme.

JULIAN.
Torheit, Torheit! Ich kenne diese Träume.

GREGOR FRA NAZIANZ.
På hjemrejsen kom jeg gennem Cæsaræa. O, hvilken sørgelig tilstand fandt jeg ikke der! Jeg fandt staden fuld af flygtende landboere, som havde forladt hus og hjem, fordi tørken i denne sommer havde sviet sæden af og lagt alle vinberge, alle oljehaver øde. For at undgå hungersdøden havde de tyet til de hungrende. Der lå de – mænd, kvinder og børn – i klynger langs husvæggene; feber rysted dem, sulten grov i deres indvolde. Hvad havde Cæsaræa at byde dem, – denne udarmede ulykkelige stad, som endnu kun halvt har rejst sig efter det store jordskælv for to år siden? Og midt under dette, under brændende hede, under hyppige jordstød, måtte vi se ugudelige offerfester foregå ved dag og nat. De omstyrtede altere genopbyggedes i al hast; offerblodet randt i strømme; gøglere og skøger drev under sang og dans gennem stadens gader. Herre, – kan det undre dig, om mine hårdt prøvede brødre, i den hjemsøgelse, som overgik dem, troede at øjne en himlens straf, fordi de så længe havde tålt vantroen og vantroens forargelige tegn iblandt sig?

GREGOR.
Auf der Heimreise kam ich durch Cäsarea. Ach, was für traurige Zustände fand ich da! Ich sah die Stadt voll flüchtiger Landbewohner, die Haus und Herd verlassen hatten, weil die Dürre dieses Sommers die Saat verbrannt und alle Weinberge, alle Ölgärten verheert hatte. Um dem Hungertode zu entgehen, hatten sie zu den Hungernden ihre Zuflucht genommen. Da lagen sie – Männer, Weiber und Kinder – zu Hauf, die Häuserwände entlang – Fieber schüttelte sie, Hunger wühlte in ihren Eingeweiden. Was hatte ihnen Cäsarea zu bieten, – diese verarmte, unglückliche Stadt, die nach dem großen Erdbeben vor zwei Jahren kaum erst zur Hälfte sich wieder erhoben hat? Und bei alledem, bei brennender Hitze und bei häufigen Erdstößen, mußten sie bei Tag und Nacht gottlose Opferfeste mitansehen. Die umgestürzten Altäre wurden in aller Eile wieder aufgebaut; das Opferblut rann in Strömen; unter Sang und Tanz tollten Gaukler und Dirnen durch die Gassen der Stadt. – Herr, – kann es Dich wundern, wenn meine hart geprüften Brüder, in der Heimsuchung, die sie traf, eine Strafe des Himmels zu erblicken glaubten, weil sie so lange den Unglauben und des Unglaubens anstößige Zeichen unter sich geduldet hatten?

KEJSER JULIAN.
Hvilke tegn sigter du til?

JULIAN.
Was für Zeichen meinst Du da?

GREGOR FRA NAZIANZ.
De opskræmtes, de febersyges råb blev stedse højere; de krævede, at stadens forstandere skulde aflægge for Kristus et håndgribeligt vidnesbyrd ved at lade nedrive, hvad der endnu står som et minde om hedenskabets fordums magt i Cæsaræa.

GREGOR.
Der Notschrei der Geängstigten, der Fieberkranken wurde immer lauter; sie forderten, die Vorsteher der Stadt sollten ein handgreifliches Zeugnis vor Christus ablegen, indem sie niederreißen ließen, was noch als ein Denkmal der alten Macht des Heidentums in Cäsarea dastände.

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=7cc933b8-e2d6-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display