FARVEREN FOKION. Jeg er ikke søn af nogen. Gå fra mig, kvinde! Du er jo gal. Jeg kender dig ikke; jeg har aldrig set dig. (han skynder sig ind i trængselen.)
PHOKION. Ich bin keinem sein Sohn. Pack’ Dich, Weib! Du bist toll! Ich kenne Dich nicht, ich habe Dich noch nie gesehen. Er enteilt in das Gedränge.
EN UNDERFØRER (med soldater fra højre). Gør ryddigt her! (Soldaterne trænger menneskemængden ind imod husvæggene. Den gamle Publia falder om i kvindernes arme til venstre. Alle stirrer forventningsfuldt henad gaden.)
EIN UNTERBEFEHLSHABER mit Soldaten von rechts. Platz da! Die Soldaten drängen die Menschenmenge an die Wände der Häuser zurück. Die alte Publia sinkt um in die Arme der Weiber links. Alle starren erwartungsvoll die Straße hinab.
FARVEREN FOKION (i klyngen bag vagtposterne til højre). Ja, ved solens gud, kommer han ikke der, den velsignede herre!
PHOKION im Haufen hinter den Wachtposten rechts. Ja, beim Sonnengott, da kommt er. O der glückselige Herr!
EN SOLDAT. Træng ikke så på der bag!
EIN SOLDAT. Drängt nicht so vor, Ihr da hinten!
FARVEREN FOKION. Kan I se ham? Den mand med det hvide bind om panden, det er kejseren.
PHOKION. Könnt Ihr ihn sehen? Der Mann mit der weißen Binde um die Stirn, das ist der Kaiser.
EN BORGER. Den mand, som er ganske hvidklædt?
EIN BÜRGER. Der Mann, der ganz weiß gekleidet ist?
FARVEREN FOKION. Ja, ja, netop han.
PHOKION. Jawohl, eben der.
BORGEREN. Men hvorfor er han hvidklædt?
DER BÜRGER. Aber warum ist er weiß gekleidet?
FARVEREN FOKION. Rimeligvis for hedens skyld; – eller nej, bi lidt, jeg tænker, det er som offerprest, at han –
PHOKION. Natürlich der Hitze wegen; – oder nein, wartet mal, ich denke, daß er als Opferpriester –
EN ANDEN BORGER. Vil da kejseren ofre selv?
EIN ANDERER BÜRGER. Will denn der Kaiser selber opfern?
