KEJSER JULIAN
(vendt imod templet, med oprakte hænder).
Jeg modtager varslet! – Så nær har jeg aldrig følt mig i forbund med de udødelige guder. Buesvingeren er iblandt os. Jorden drønner under hans hæl, således, som den drønnede fordum, da han i vrede tramped den trojanske strandbred. Men det er ikke imod os, at han retter det rynkede bryn. Det er imod hine ulykkelige, som hader ham og hans solskinnende rige. Ja, – så visst, som lykkens eller ulykkens fylde giver den rette målestok for gudernes yndest imod de dødelige, – så visst åbenbarer sig her forskellen imellem os og hine. Hvor er Galilæerne nu? Nogle under bøddelens hænder, andre flygtende i de trange stræder, askegrå af rædsel, med udspilte øjne, – et skrig mellem de halvåbne tænder –, og med håret rejsende sig i skræk eller afrevet i fortvilelse. Og hvor er vi? Her, i Dafnes friske lund, hvor dryaders duftende ånde køler vore tindinger, – her, foran den herliges herlige tempel, ombølget af lyrers og af fløjters klang, – her, i lys, i lykke, i tryghed, og med guden selv åbenbaret iblandt os. Hvor er Galilæernes gud? Hvor er Jøden, hin korsfæstede tømmermandssøn? Lad ham åbenbare sig. Han vogter sig nok! Og derfor sømmer det sig vel at fylde helligdommen. Der vil jeg med egne hænder forrette den tjeneste, som så langt fra tykkes mig ringe og upassende, at jeg tvert om sætter den over enhver anden.
(Han går i spidsen for toget gennem folkemængden hen imod templet.)
JULIAN
zum Tempel gewendet, mit erhobenen Händen.
Ich nehme das Wahrzeichen an! – So eng habe ich mich nie mit den unsterblichen Göttern im Bunde gefühlt. – Der Bogenschwinger ist in unsrer Mitte. Die Erde erdröhnt unter seiner Ferse, so wie sie einstmals erdröhnte, als er im Zorne das trojanische Gestade stampfte. – Aber nicht wider uns richtet er die gerunzelten Brauen. Nein, wider jene Unseligen, die, ihn und sein sonnenhelles Reich hassen. – Ja, – so gewiß, wie die Fülle des Glücks oder Unglücks den rechten Maßstab gibt für die Gunst der Götter gegen die Sterblichen, – so gewiß offenbart sich hier der Unterschied zwischen uns und jenen. – Wo sind die Galiläer nun? Die einen sind unter den Händen des Henkers, – andere flüchten durch die engen Gassen, aschgrau vor Entsetzen, mit aufgerissenen Augen, – einen Schrei zwischen den halbaufgesperrten Kiefern, – das Haar sträubt sich in der Angst empor, oder sie raufen es in Verzweiflung –. Und wo sind wir? Hier in Daphnes frischem Hain, wo der Dryaden duftender Atem unsere Schläfen kühlt, – hier vor dem herrlichen Tempel des Herrlichen, umrauscht vom Klange der Leiern und der Flöten, – hier im Licht, im Glück, im Frieden, den Gott selbst unter uns, der sich offenbarte. – Wo ist der Galiläergott ? Wo ist der Jude, der gekreuzigte Zimmermannssohn? Er offenbare sich doch! Aber er hütet sich! – Und darum ziemt es sich wohl, daß wir das Heiligtum füllen. Dort will ich mit eigenen Händen den Dienst verrichten, den ich jedem andern vorziehe, geschweige denn daß er mir gering und unschicklich erschiene.
Er geht an der Spitze des Zuges durch die Volksmenge nach dem. Tempel zu.
