Bibliotheca Polyglotta

Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Complete text

Title

Part I: I Cæsars frafald

Part II: Kejser Julian

Back to library

TALEREN LIBANIOS.
Jeg kommer, når man indbyder mig. Skulde jeg være påtrængende? Skulde jeg gå den af kejseren højt hædrede Maximos i vejen?

LIBANIOS.
Ich komme, wenn man mich einlädt. Sollte ich aufdringlich sein? Sollte ich dem vom Kaiser so hochgeehrten Maximos in den Weg treten?

KEJSER JULIAN.
Maximos viser sig aldrig ved hoffet.

JULIAN.
Maximos zeigt sich nie bei Hofe.

TALEREN LIBANIOS.
Rimeligt nok. Maximos holder selv hof. Kejseren har jo indrømmet ham et helt palats.

LIBANIOS.
Wohl begreiflich, – Maximos hält selbst Hof. Der Kaiser hat ihm ja einen ganzen Palast eingeräumt.

KEJSER JULIAN.
O, min Libanios, har jeg ikke indrømmet dig mit hjerte? Hvor kan du da misunde Maximos hans palats?

JULIAN.
O mein Libanios, habe ich Dir nicht mein Herz eingeräumt? Wie kannst Du da Maximos um seinen Palast beneiden?

TALEREN LIBANIOS.
Jeg misunder ingen. Jeg misunder ikke engang mine medbrødre Themisteos og Mamertinos, skønt du har vist dem så store prøver på din yndest. Ej heller misunder jeg Hekebolios, hvis ejendomme du har forøget med så anselige gaver. Ja, jeg er endog glad ved, at jeg er den eneste, hvem du intet har skænket. Thi jeg fatter vel grunden til denne undtagelse. Du har villet, at dit kejserriges stæder skal have overflod på alt, og fornemmelig på veltalenhed, vel vidende, at dette er den udmærkelse, som skiller os fra barbarerne. Nu har du frygtet for, at jeg – ligesom visse andre – skulde blive lunken i min kunst, hvis du skænkte mig rigdom. Kejseren har derfor foretrukket at lade sin ungdomslærer forblive fattig, på det at han kunde knyttes desto fastere til sin håndtering. Det er på denne vis jeg udtyder en adfærd, som har forundret nogle, hvis navne jeg helst fortier. Det er for statens hæders og vels skyld, at du ikke har givet mig noget. Du vil, at jeg skal mangle rigdom, for at jeg kan have overflod på veltalenhed.

LIBANIOS.
Ich beneide niemanden. Ich beneide nicht einmal meine Kollegen Themisteos und Mamertinos, obwohl Du ihnen so große Beweise Deiner Huld gegeben hast. Auch Hekebolios beneide ich nicht, dessen Vermögen Du durch so ansehnliche Gaben vermehrt hast. Ja, ich freue mich sogar, der einzige zu sein, dem Du nichts geschenkt hast. Denn ich verstehe wohl den Grund dieser Ausnahme. Du hast gewollt, daß die Städte Deines Kaiserreichs Überfluß an allem haben sollten, vornehmlich aber an Beredsamkeit, wohl wissend, daß dies das Merkmal ist, das uns von den Barbaren unterscheidet. Nun hast Du gefürchtet, daß ich – wie gewisse andere Leute – in meiner Kunst lau werden möchte, wenn Du mir Reichtümer schenktest. Der Kaiser hat es deshalb vorgezogen, den Lehrer seiner Jugend arm zu lassen, um ihn desto fester an sein Handwerk zu knüpfen. Auf diese Weise deute ich ein Benehmen, das manche verwundert hat, deren Namen ich lieber verschweige. Dem Ruhm und Wohl des Staates zuliebe hast Du mir nichts gegeben. Du willst, ich soll des Reichtums entbehren, um Überfluß haben zu können an Beredsamkeit.

KEJSER JULIAN.
Og jeg, min Libanios, har også fattet grunden til, at min ungdomslærer har ladet mig blive her i Antiokia i flere måneder uden at fremstille sig. Libanios har rimeligvis ment, at de tjenester, som hans fordums lærling kan have ydet guderne og staten eller videnskaben, ikke var store nok til med rette at fortjene lovprisning af den mand, der kaldes veltalenhedslærernes konge. Libanios har sagtens ment, at ringere talere egnede sig bedst for så middelmådige ting. End videre har vel Libanios undladt alt dette af omsorg for mit sinds ligevægt. Ja, du har visselig frygtet for at se kejseren beruset af overmod, ravende, lig den, der i tørstighed har drukket med altfor stort begær af en løvkranset vinskål, dersom du ødslede på ham noget af den kunst, som alle Grækere beundrer hos dig, og derved i visse måder hævede ham til gudernes højde ved at udgyde for ham et så kostbart offer.

JULIAN.
Und ich, mein Libanios, habe auch verstanden, aus welchem Grunde mich der Lehrer meiner Jugend mehrere Monde in Antiochia weilen ließ, ohne sich vorzustellen. Libanios hat natürlich gemeint, daß die Dienste, die sein früherer Jünger den Göttern und dem Staat oder der Wissenschaft geleistet haben könnte, nicht groß genug wären, um mit Recht das Lob des Mannes zu verdienen, der der König unter den Lehrern der Beredsamkeit genannt wird. Libanios hat vielleicht geglaubt, daß geringere Redner sich besser zu mittelmäßigen Dingen eigneten. Und weiter hat wohl Libanios all dies aus Sorge um meiner Seele Gleichgewicht unterlassen. Ja, Du hast gewiß gefürchtet, den Kaiser, berauscht von Übermut, taumeln zu sehen wie einen, der aus laubbekränzter Weinschale vor Durst mit allzu großer Begier getrunken hat, wenn Du an ihn etwas von der Kunst verschwendetest, die alle Griechen an Dir bewundern, und ihn dadurch gewissermaßen zu der Höhe der Götter erhobst, indem Du ihm ein so kostbares Opfer darbrächtest.

TALEREN LIBANIOS.
Ak, min kejser, ifald jeg kunde tro, at min tale rummede en sådan magt –

LIBANIOS.
Ach, mein Kaiser, wenn ich glauben dürfte, daß meine Rede eine solche Macht in sich bärge –

KEJSER JULIAN.
Og det skulde du ikke kunne tro, du uforlignelige ven? O, gå fra mig, jeg er vred på dig, Libanios! Men det er elskerens vrede imod den han elsker.

JULIAN.
Und das solltest Du nicht glauben können, unvergleichlicher Freund? o, geh mir aus den Augen, – ich zürne Dir, Libanios! Aber es ist der Zorn des Liebhabers gegen den Geliebten.

TALEREN LIBANIOS.
Er det virkelig så? O, min kronede broder, lad mig da sige dig, at siden din hidkomst er ingen dag gåt til ende, uden at jeg har forbandet den standhaftighed, som ikke tillod mig at gøre det første skridt. Mine venner lod – ikke uden et visst skin af ret – give tilkende, at du skulde have foretaget denne lange rejse nærmest for at se mig og høre mig tale. Men Julian selv lod ikke høre fra sig. Hvad skulde jeg så gøre? Skulde jeg smigre den kejser, hvem jeg elskede som menneske?

LIBANIOS.
Ist dem wirklich so? O, mein gekrönter Bruder, so laß mich Dir sagen, daß seit Deiner Ankunft kein Tag vergangen ist, ohne daß ich die Standhaftigkeit verfluchte, die mich davon zurückhielt, den ersten Schritt zu tun. Meine Freunde machten – nicht ohne einen gewissen Schein von Recht – bekannt, Du solltest diese weite Reise hauptsächlich deshalb unternommen haben, um mich zu sehen und mich reden zu hören. Aber Julian selbst ließ nichts von sich hören. Was sollte ich also tun ? Sollte ich dem Kaiser schmeicheln, den ich als Menschen liebte?

KEJSER JULIAN
(omfavner og kysser ham).
Min Libanios?

JULIAN
umarmt und küßt ihn.
Mein Libanios!

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=7d3b6eba-e2d6-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display