You are here: BP HOME > MI > Kejser og galilæer (Emperor and Galilean) > fulltext
Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionPart I: I Cæsars frafald
Click to Expand/Collapse OptionPart II: Kejser Julian
Back to library
LIVLÆGEN ORIBASES.
Gennem gaderne, herre? Ak, i denne middagshede – 
ORIBASES.
Durch die Gassen, Herr? Ach, in dieser Mittagsglut – 
EN HOFMAND.
O, herre, hav mig undskyldt, men jeg føler mig højst upasselig – 
EIN HOFMANN.
O Herr, entschuldige mich, aber ich fühle mich höchst unwohl – 
DIGTEREN HERAKLEOS.
Jeg også, nådigste herre! Hele denne morgenstund har jeg kæmpet med en kvalme i maven – 
HERAKLEOS.
Ich auch, gnädigster Herr! Den ganzen Morgen hab’ ich mit einer Übelkeit des Magens gekämpft – 
KEJSER JULIAN.
Så tag et brækmiddel ind, og se til at kaste eders uvidenhed op med det samme. O, Diogenes, – hvilke efterfølgere har du ikke! De skammer sig ved at bære din kappe på åben gåde.
(han går i vrede bort gennem søjlegangen.)


 
JULIAN.
So nehmt ein Brechmittel ein und trachtet auch, zugleich Eure Unwissenheit mit auszukotzen. – Ach, Diogenes, – was hast Du für Nachfolger! Sie schämen sich, Deinen Mantel auf offener Gasse zu tragen!
Er geht im Zorn durch den Säulengang ab.


 
(En ringe gade udkanten af staden. I husrækken til venstre ligger en liden kirke.)
  (En stor mængde veklagende kristne er forsamlede. Salmedigteren Apollinaris og læreren Kyrillos er iblandt dem. Kvinder med børn på armene udstøder høje jammerråb. Gregor fra Nazianz går igennem gaden.) 
Eine kleine Gasse in einem entlegenen Stadtteil.
In der Häuserflucht links liegt eine kleine Kirche.  Eine große Menge wehklagender Christen ist versammelt. Der Psalmendichter APOLLINARIS und der Lehrer KYRILLOS sind darunter. Weiber mit Kindern auf den Armen stoßen lautes Jammergeschrei aus. GREGOR VON NAZIANZ kommt durch die Gasse. 
KVINDER
(løber til og holder ham fast ved hans klædning).
Ak, Gregor, Gregor, – tal til os! Trøst os i denne vånde. 
DIE WEIBER
laufen auf ihn zu und halten ihn an seinem Gewande fest.
Ach, Gregor, Gregor, – sprich mit uns! Tröste uns in dieser Not. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Kun én kan trøste her. Hold fast ved ham. Hold eder tæt ind til Herren og hyrden. 
GREGOR.
Nur Einer kann hier trösten. Haltet fest an ihm. Haltet Euch eng an Euren Herrn und Hirten. 
EN KVINDE.
O, véd du det, du Guds mand, – kejseren har befalet, at alle vore hellige skrifter skal opbrændes! 
EIN WEIB.
O, weißt Du schon, Du Mann Gottes, – der Kaiser hat befohlen, alle unsere heiligen Schriften zu verbrennen. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Jeg har hørt det; men jeg kan ikke tro på slig dårskab. 
GREGOR.
Ich habe es gehört; aber ich kann an eine solche Torheit nicht glauben. 
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS.
Det er sandhed. Alexandros, den nye statholder, har udskikket soldater, som gennemsøger vore brødres huse. Selv kvinder og børn piskes tilblods, hvis de står i mistanke for at holde bøger skjult. 
APOLLINARIS.
Es ist Wahrheit. Alexandras, der neue Statthalter, hat Soldaten ausgeschickt, die unserer Brüder Häuser durchsuchen. Selbst Weiber und Kinder werden blutig gepeitscht, wenn sie im Verdacht stehen, Bücher verborgen zu halten. 
LÆREREN KYRILLOS.
Kejserens bud gælder ikke Antiokia alene, – ikke Syrien alene; det gælder riget og den hele jord. Hver skreven tøddel, som handler om Kristus, skal udslettes af tilværelsen og af de troendes minde. 
KYRILLOS.
Des Kaisers Gebot gilt nicht allein für Antiochia, – nicht für Syrien allein; es gilt für das Reich und die ganze Welt. Jede geschriebene Silbe, die von Christus handelt, soll ausgelöscht werden aus der Wirklichkeit und dem Gedächtnis der Gläubigen. 
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS.
O, I mødre, græd over eder selv og over eders børn! Den tid vil komme, da I skal kives med dem, I nu bærer på eders arme, om hvad der rettelig stod i det tabte Guds-ord. Den tid vil komme, da eders børnebørn skal spotte over eder og ikke vide, hvo og hvad Kristus var. Den tid vil komme, da det skal være udslettet af hjerterne, at verdens frelser engang led og døde. Den sidste troende skal gå blind i sin grav, og fra den stund skal Golgata være bortvejret af jorden, ligervis som det sted, hvor Edens have lå. Ve, ve over den nye Pilatus! Han nøjes ikke, som hin, med at døde frelserens legeme. Han myrder ordet og læren! 
APOLLINARIS.
O Ihr Mütter, weint über Euch selbst und über Eure Kinder! – Die Zeit wird kommen, da Ihr mit denen, die Ihr jetzt auf Euren Armen tragt, in Streit geratet darüber, was in dem verlorenen Gotteswort eigentlich gestanden hat. Die Zeit wird kommen, da Eure Kindeskinder Eurer spotten und nicht wissen Werden, wer und was Christus gewesen ist. – Die Zeit wird kommen, da es aus den Herzen ausgelöscht sein wird, daß der Heiland der Welt einmal litt und starb. – Der letzte Gläubige wird blind zu Grabe fahren, und von der Stunde an wird Golgatha von der Erde verweht sein wie die Stätte, wo Edens Garten lag. – Wehe, wehe über den neuen Pilatus! Er begnügt sich nicht wie jener andere damit, des Heilands Leib zu töten. Er mordet das Wort und die Lehre! 
KVINDERNE
(afriver sit hår og sønderflænger sine klæder).
Ve, ve, ve! 
DIE WEIBER
raufen sich das Haar aus und zerfetzen ihre Kleider.
Wehe, wehe, wehe! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Og jeg siger eder, vær trøstige! Gud dør ikke. Det er ikke fra Julian, at faren kommer. Faren har været der, længe før ham, i vore hjerters svaghed og splidagtighed. 
GREGOR.
Und ich sage Euch, seid getrost! Gott stirbt nicht. Nicht von Julian kommt die Gefahr. Die Gefahr war lange vor ihm da, – in der Schwachheit und Zwieträchtigkeit unserer Herzen. 
LÆREREN KYRILLOS.
O, Gregor, hvor tør du kræve, at vi skal blive standhaftige midt under disse rædsler? – Brødre og søstre, – véd I, hvad der er hændt i Arethusa? De vantroende har mishandlet Markos, den gamle biskop, slæbt ham efter håret gennem gaderne, kastet ham i kloakerne, trukket ham besudlet og blødende op igen, oversmurt ham med honning og hejset ham op i et træ, udsat for stik af hvepser og giftfluer. 
KYRILLOS.
O Gregor, wie darfst Du verlangen, daß wir standhaft bleiben inmitten dieser Drangsale? – Brüder und Schwestern, – wißt Ihr, was in Arethusa geschehen ist? Die Ungläubigen haben Markos, den alten Bischof, mißhandelt, ihn an den Haaren durch die Gassen geschleift, ihn in die Kloaken geworfen, ihn besudelt und blutend wieder heraufgezogen, ihn mit Honig beschmiert und an einem Baum hinaufgewunden und ihn den Stichen der Wespen und Giftfliegen ausgesetzt. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Og har da ikke Guds kraft just herligt åbenbaret sig i Markos? Hvad var Markos tilforn? En mand af tvilsom tro. Ja, da urolighederne brød ud i Arethusa, flygted han endog af staden. Men se, – neppe havde han i sit skjul erfaret, at de rasende mennesker hævnede biskoppens flugt på skyldløse brødre, førend han frivillig vendte tilbage. Og hvorledes bar han ikke de pinsler, som forfærdede hans bødler selv således, at de, for at kunne trække sig med et slags ære tilbage, tilbød at slippe ham imod at betale en yderst ringe sum? Var ikke hans svar: nej, – og nej, og atter nej? Gud Herren var hos ham. Han hverken døde eller gav efter. Hans ansigt viste hverken forfærdelse eller utålmodighed. I træet, hvor han hang, priste han sig lykkelig, fordi han var løftet nogle trin nærmere imod himlen, mens de andre, som han sagde, kravlede om på den flade jord. 
GREGOR.
Und hat sich denn nicht Gottes Kraft gerade in Markos herrlich offenbart? Was war Markos zuvor? Ein Mann von zweifelhaftem Glauben. Ja, als die Unruhen in Arethusa ausbrachen, flüchtete er noch aus der Stadt. Aber seht – kaum hatte er in seinem Versteck erfahren, daß die rasenden Menschen des Bischofs Flucht an den schuldlosen Brüdern rächten, als er freiwillig zurückkehrte. Und wie hat er nicht die Martern ertragen, die selbst seine Henker so sehr entsetzten, daß sie ihm, um sich noch einigermaßen mit Anstand aus der Sache ziehen zu können, anboten, ihn gegen Bezahlung einer äußerst geringen Summe entwischen zu lassen? War nicht seine Antwort: Nein – und nein und abermals nein? Gott der Herr war bei ihm. Er starb nicht, noch gab er nach. Sein Antlitz zeigte weder Entsetzen noch Ungeduld. An dem Baume, woran er hing, pries er sich glücklich, weil er einige Stufen dem Himmel näher gebracht sei, während die andern, wie er sagte, auf der flachen Erde herumkröchen. 
LÆREREN KYRILLOS.
Der må være sket et under med denne standhaftige olding. Havde du, ligesom jeg, hørt skrigene fra fængslet den dag i sommer, da Hilarion og de andre pintes –! De ligned ingen andre skrig, – ufrivilligt, brølende, blandende sig med hvislende lyd, hver gang jernet, hvidglødende, grov sig ind i det flåede kød. 
KYRILLOS.
Es muß ein Wunder mit diesem standhaften Greise geschehen sein. Hättest Du wie ich das Wehgeschrei aus dem Gefängnis gehört an jenem Sommertag, da Hilarion und die anderen gemartert wurden! Keinem andern Schrei war dieser gleich, – willenlos – ein Gebrüll – ein Gemisch von zischenden Lauten, so oft das Eisen, weißglühend, in das hautlose Fleisch sich eingrub. 
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS.
O, Kyrillos, glemmer du sangen, som løste skrigene af? Sang ikke Hilarion i døden? Sang ikke hin heltemodige kappadokiske dreng, indtil han udgav sin ånd under pinernes hænder? Sang ikke Agathon, dette barns broder, indtil en afmagt betog ham og han vågned op i vanvid? Sandelig siger jeg eder, så længe sangen runger over vor nød, så længe skal ikke Satan sejre! 
APOLLINARIS.
O Kyrillos, vergißt Du den Gesang, der das Wehgeschrei ablöste? Sang nicht Hilarion im Tode? Sang nicht jener heldenmütige kappadocische Knabe, bis er seinen Geist aufgab unter den Händen der Peiniger? Sang nicht Agathon, der Bruder dieses Kindes, bis eine Ohnmacht ihn umfing, und er in Wahnsinn wieder erwachte? – Wahrhaftig, ich sage Euch, solange der Gesang unsere Not übertönt, so lange wird Satan nicht siegen! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Vær trøstige. Elsk hverandre og lid for hverandre, således som Serapion i Doristora nylig led for sine brødre, der han for deres skyld lod sig hudflette og kaste levende i smelteovnen. Se, se, – har ikke Herrens hævnende hånd allerede knyttet sig imod de ugudelige. Eller har I ikke fornummet budskabet fra Heliopolis under Libanon? 
GREGOR.
Seid getrost. Liebet einander und leidet füreinander, so wie in Doristora für seine Brüder jüngst Serapion litt, der sich um ihretwillen stäupen und lebendig in den Schmelzofen werfen ließ. – Seht, seht, – hat nicht schon die rächende Hand des Herrn sich wider die Gottlosen geballt? Oder habt Ihr nicht die Botschaft vernommen aus Heliopolis am Fuße des Libanon? 
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS.
Jeg véd det. Midt under Afrodite-festens utérligheder brød hedningerne ind i vore hellige søstres hus, krænkede kvinderne, myrdede dem under pinsler, som ikke kan udsiges – 
APOLLINARIS.
Ich weiß. Mitten in der Unzucht des Aphroditefestes brachen die Heiden in das Haus unserer heiligen Schwestern ein, schändeten die Weiber, mordeten sie unter unsäglichen Martern – 
KVINDERNE.
Ve, ve! 
DIE WEIBER.
Wehe, wehe! 
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS.
– ja, der var nogle af de elendige, som åbnede et af blodvidnernes legemer, rev indvoldene ud og åd leveren rå! 
APOLLINARIS.
– ja, von den Elenden öffneten einige den Leib eines Blutzeugen, rissen die Eingeweide heraus und fraßen die Leber roh! 
KVINDERNE.
Ve, ve, ve! 
DIE WEIBER.
Wehe, wehe, wehe! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Vredens Gud krydrede måltidet. Hvorledes er det bekommet dem? Rejs til Heliopolis, og I kan få se hine mænd med forrådnelsens gift i alle årer, med øjnene og tænderne udfaldne, røvede mælets og forstandens brug. Rædsel har slåt staden. Mange hedninger har omvendt sig siden hin nat. Derfor frygter jeg heller ikke dette uheldsvangre dyr, som har rejst sig imod kirken; jeg frygter ikke denne Helvedes kronede lejesvend, som pønser på at fuldbyrde arvefiendens værk. Lad ham falde over os med ild, med sværd, med vilde dyr på skuepladsen! Ja, skulde hans vanvid end drive ham videre, end sket er til denne dag, – hvad gør så det til sagen? Imod alt dette er der en lægedom og en vej til sejr! 
GREGOR.
Der Gott des Zornes würzte ihr Mahl. Wie es ihnen bekommen ist? Reist nach Heliopolis, und Ihr werdet jene Männer sehen mit dem Gift der Verwesung in allen Adern, mit ausgefallenen Augen und Zähnen, beraubt der Sprache und des Verstandes. Entsetzen hat die Stadt geschlagen. Viele Heiden haben sich seit jener Nacht bekehrt. – Darum fürchte ich auch dieses unheilschwangere Tier nicht, das sich wider die Kirche erhoben hat; ich fürchte nicht diesen gekrönten Spießgesellen der Hölle, der darauf sinnt, des Erbfeindes Werk zu vollenden. Er mag uns nur überfallen mit Feuer, mit Schwert, mit wilden Tieren in der Arena! Ja, sollte sein Wahnwitz ihn noch weiter treiben, als es bis heut geschehen ist, – was tut denn das zur Sache? Gegen all das gibt es ein Heilmittel und einen Weg zum Siege! 
KVINDERNE.
Kristus, Kristus! 
DIE WEIBER.
Christus! Christus! 
ANDRE STEMMER.
Der er han! Der kommer han! 
ANDERE STIMMEN.
Da ist er! Da kommt er! 
NOGLE.
Hvem? 
EINIGE.
Wer? 
ANDRE.
Kejseren! Morderen! Gudsfienden! 
ANDERE.
Der Kaiser! Der! Mörder! Der Gottesfeind! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Stille! Lad ham drage forbi i taushed!
En afdeling af de kejserlige hustropper kommer gennem gaden. Derefter følger kejser Julian, ledsaget af hofmænd og visdomsvenner, alle omgivne af vagt. En anden afdeling palats-soldater, anførte af høvedsmanden Fromentinos, slutter toget.) 
GREGOR.
Still! Laßt ihn vorbeiziehen unter Schweigen.
Eine Abteilung kaiserlicher Haustruppen kommt durch die Gasse; dann folgt KAISER JULIAN, von Hofleuten und Weisheitsfreunden begleitet, alle von Wachen umgeben. Eine andere Abteilung Palastsoldaten, angeführt vom Hauptmann FROMENTINOS, beschließt den Zug. 
EN KVINDE
(sagte til de andre).
Se, se, han har hyllet sig i pjalter, som en betler. 
EIN WEIB
leise zu den andern.
Seht, seht hin, – er hat sich in Lumpen gehüllt wie ein Bettler. 
EN ANDEN KVINDE.
Han må være fra sig selv. 
EIN ZWEITES WEIB.
Er muß von Sinnen sein. 
EN TREDJE KVINDE.
Gud har allerede slåt ham. 
EIN DRITTES.
Gott hat ihn schon geschlagen. 
EN FJERDE KVINDE.
Gem eders børn ved brystet. Lad ikke deres øjne se rædselen. 
EIN VIERTES.
Bergt Eure Kinder an der Brust! Laßt ihre Augen nicht den Greuel sehen. 
KEJSER JULIAN.
Ej, ej, er ikke dette alt tilhobe Galilæere? Hvad gør I her i solskinnet, på åben gåde, I mørkets yngel? 
JULIAN.
Ei, ei, sind das nicht alles miteinander Galiläer? Was macht Ihr hier im Sonnenschein, auf offener Gasse, Gezücht der Finsternis? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Du har stængt vore kirker; derfor står vi udenfor og priser Herren vor Gud. 
GREGOR.
Du hast unsere Kirchen zugesperrt; darum stehen wir unter freiem Himmel und preisen den Herrn, unsern Gott. 
KEJSER JULIAN.
Se, det er dig, Gregor? Ja, du driver jo endnu om her. Men vogt dig; længe tåler jeg det ikke. 
JULIAN.
Sieh da, Du bist es, Gregor? Du treibst Dich hier immer noch herum?! Aber nimm Dich in acht! Lange dulde ich das nicht mehr. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Jeg søger ikke bloddøden; ja, jeg ønsker den ikke engang; men tilskikkes den mig, så sætter jeg min ære i at dø for Kristus. 
GREGOR.
Ich suche den Bluttod nicht; ja, ich wünsche ihn nicht einmal; aber wird er über mich verhängt, so setze ich meine Ehre darein, für Christus zu sterben. 
KEJSER JULIAN.
Eders talemåder trætter mig. Jeg vil ikke se eder her. Hvorfor holder I jer ikke i eders stinkende huler? Gå hjem, siger jeg! 
JULIAN.
Eure Redensarten langweilen mich. Ich will Euch hier nicht sehen. Warum haltet Ihr Euch nicht in Euren stinkenden Höhlen auf? Geht heim, sage ich! 
EN KVINDE.
O, kejser, hvor er vore hjem? 
EIN WEIB.
O Kaiser, wo ist unser Heim? 
EN ANDEN KVINDE.
Hvor er vore huse? Hedningerne har plyndret dem og jaget os ud. 
EIN ANDERES.
Wo sind unsere Häuser? Die Heiden haben sie geplündert und uns hinausgejagt. 
STEMMER I HOBEN.
Dine soldater har taget vor ejendom fra os! 
STIMMEN IN DER MENGE.
Deine Soldaten haben unser Hab und Gut uns genommen! 
ANDRE STEMMER.
O, kejser, kejser, hvorfor har du taget vor ejendom? 
ANDERE STIMMEN.
O Kaiser, Kaiser, warum hast Du unser Hab und Gut genommen? 
KEJSER JULIAN.
Det spørger I om? Jeg skal sige jer det, I uvidende mennesker! Har man taget eders ejendom fra eder, så er det sket af omsorg for eders sjæles vel. Har ikke Galilæeren sagt, at I ikke skal eje sølv eller guld? Har ikke eders mester lovet eder, at I engang skal opfare til himmels? Burde I da ikke takke mig, fordi jeg gør eder farten så let som muligt? 
JULIAN.
Das fragt Ihr noch? Ich will es Euch sagen, Ihr unwissenden Menschen! Hat man Euer Hab und Gut Euch genommen, so ist es geschehen aus Fürsorge um Euer Seelenheil. Hat nicht der Galiläer gesagt, Ihr sollt nicht Gold noch Silber besitzen? Hat nicht Euer Meister Euch gelobt, Ihr sollt dereinst gen Himmel fahren? Müßtet Ihr mir da nicht danken, daß ich Euch die Fahrt so leicht wie möglich mache? 
VISDOMSVENNERNE.
O, uforligneligt sagt! 
DIE WEISHEITSFREUNDE.
O, unvergleichlich gesagt! 
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS.
Herre, du har frataget os det, som er mere end sølv og guld. Du har frataget os Guds eget ord. Du har frataget os vore hellige skrifter. 
APOLLINARIS.
Herr, Du hast uns genommen, was mehr ist als Gold und Silber. Du hast uns Gottes eigenes Wort genommen! Du hast uns unsere heiligen Schriften genommen! 
KEJSER JULIAN.
Jeg kender dig nok, du huløjede salmesanger! Du er jo Apollinaris? Og jeg mener, at om jeg tager eders urimelige bøger fra eder, så vil du snart være mand for at digte noget ligeså urimeligt ihob. Men jeg siger dig, at du er en ussel bogskriver og versemager! Ved Apollon, ingen ret Græker vilde tage dine vers i sin mund. Det skrift, du nylig har sendt mig, og som du har været fræk nok til at kalde „Sandheden“, det kan jeg lade dig vide, at jeg har læst, forståt og fordømt. 
JULIAN.
Ich kenne Dich wohl, Du hohläugiger Psalmensänger! Du bist doch Apollinaris? Und ich meine, wenn ich Eure abgeschmackten Bücher Euch nehme, so wirst Du wohl Manns genug sein, etwas ebenso Abgeschmacktes zusammenzudichten. Aber ich sage Dir, Du bist ein elender Bücherschreiber und Versemacher! Beim Apollon, kein echter Grieche würde Deine Verse in den Mund nehmen! Die Schrift, die Du mir neulich gesandt hast, und die Du frech genug warst, »Die Wahrheit« zu nennen, – die hab’ ich, wie ich Dir versichern kann, gelesen, verstanden und verdammt. 
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS.
Det er muligt, at du har læst det; men du har ikke forståt det; thi havde du forståt, så havde du ikke fordømt. 
APOLLINARIS.
Es ist möglich, daß Du sie gelesen hast; aber Du hast sie nicht verstanden; denn hättest Du sie verstanden, so hättest Du sie nicht verdammt. 
KEJSER JULIAN.
Ha-ha; det modskrift, jeg har i arbejde, skal vise, at jeg har forståt. – Men hvad angår hine bøger, hvis tab I nu hyler og jamrer over, så kan jeg sige jer, at I om føje tid skal komme til at agte dem ringere, såsom det vil vise sig, at hin Jesus af Nazareth har været en løgner og bedrager. 
JULIAN.
Haha! Die Gegenschrift, an der ich arbeite, wird beweisen, daß ich Dich verstanden habe. – Aber was jene Bücher betrifft, über deren Verlust Ihr heult und jammert, so kann ich Euch sagen, binnen kurzem werdet Ihr dahin kommen, sie geringer zu achten, da es sich herausstellen wird, daß jener Jesus von Nazareth ein Lügner und Betrüger gewesen ist. 
KVINDERNE.
Ve os; ve os! 
DIE WEIBER.
Wehe uns! Wehe uns! 
LÆREREN KYRILLOS
(træder frem af hoben).
Kejser, – hvad sagde du der? 
KYRILLOS
tritt aus der Menge hervor.
Kaiser, – was hast Du da gesagt? 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login