KEJSER JULIAN
(vender sig barskt).
Men jeg føler ikke mindre henrykkelse, når jeg betænker, at det var mig, hvem det blev forundt at udfri den guddommelige moder af en så uværdig tilstand. Og skulde jeg ikke henrykkes ved denne tanke? – Man siger om mig, at jeg har vundet nogle slag imod barbarerne og priser mig herfor. Hvad mig angår, så sætter jeg større pris på, hvad jeg udretter til gudernes bedste; thi dem skylder vi alle vore evner og al vor omtanke. (til dem ved vandkummen.) For resten er det mig kært, at der dog gives nogle i denne halsstarrige stad, som ikke viser sig døve for mine opfordringer, men indfinder sig, således som sømmelig fromhed tilsiger, – og jeg tviler ikke på, at I har bragt anstændige offergaver med. (går hen til den gamle prest.) Hvad ser jeg der? En eneste olding! Hvor er dine tempelbrødre?
JULIAN
wendet sich barsch um.
Aber ich fühle nicht minder Entzückung, wenn ich bedenke, daß es mir vergönnt war, die göttliche Mutter aus so unwürdigem Zustand zu befreien. – Und sollte ich mich an diesem Gedanken nicht begeistern? – Man sagt mir nach, ich hätte verschiedene Schlachten gegen die Barbaren gewonnen, und preist mich deswegen. Was mich betrifft, so schätze ich das höher, was ich zum Frommen der Götter ausrichte; denn ihnen schulden wir alle unsere Gaben und all unser Trachten. Zu den Leuten am Wasserbecken. Übrigens ist es mir lieb, daß es doch in dieser halsstarrigen Stadt noch Leute gibt, die sich meinen Aufforderungen gegenüber nicht taub stellen, vielmehr sich einfinden, so wie geziemende Frömmigkeit es gebietet, – und ich zweifle nicht, daß Ihr anständige Opfergaben mitgebracht habt. Geht zu dem alten Priester. –Was seh’ ich da? Ein einziger Greis! Wo sind Deine Tempelbrüder?
