LÆREREN KYRILLOS.
Nej; jeg kommer for at takke dig. Før skalv jeg for dig og dine pinsler. Men i kvalens stund vandt jeg åndens sejr over det forkrænkelige. Ja, kejser, da dine lejesvende tænkte, jeg hang i vånde under fængselstaget, – da lå jeg, salig som et barn, i min frelsers arme; og da dine bødler tyktes, at de flængte strimler af mit legeme, da strøg Herren med sin lindrende hånd over sårene, tog tornekronen bort og påsatte mig livsens krone. Derfor takker jeg dig; thi intet menneske har vist mig en så stor velgerning som du. Og på det du ikke skal tro, jeg frygter dig herefter, så se – (han slår sin kappe tilside, sønderriver sine sår og kaster stykker for kejserens fødder.) – se, se; – mæt dig med mit blod, som du tørster efter! Men om mig skal du vide, at jeg mætter mig af Jesus Kristus.
(Skrig af forfærdelse høres blandt mængden.)
KYRILLOS.
Nein; ich komme, Dir zu danken. Vorhin zitterte ich vor Dir und Deinen Martern; aber in der Stunde der Qual gewann ich den Sieg des Geistes über das Vergängliche. Ja, Kaiser, da Deine Spießgesellen glaubten, ich hinge in Schmerzen unter dem Gefängnisdache, – da lag ich, selig wie ein Kind, in meines Heilands Armen; und da Deine Büttel wähnten, sie hieben aus meinem Fleische Riemen, da strich der Herr mit seiner lindernden Hand über die Wunden, nahm die Dornenkrone ab und setzte mir die Krone des Lebens auf. – Dafür danke ich Dir; denn kein Mensch hat mir eine so große Wohltat erwiesen wie Du. – Und damit Du nicht glauben sollst, ich fürchte Dich fortan, so sieh her –! Er schlägt seinen Mantel auf, reißt seine Wunden auseinander und wirft dem Kaiser Stücke vor die Füße. – Sieh her, sieh her; – sättige Dich an meinem Blute, wonach Du dürstest! Aber ich – das sollst Du wissen – ich sättige mich an Jesus Christus.
Geschrei des Entsetzens unter der Menge.
