Bibliotheca Polyglotta

Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Complete text

Title

Part I: I Cæsars frafald

Part II: Kejser Julian

Back to library

KRISTNE SOLDATER
(drager syngende over sletten).
Øksen ligger ved træets rod;
verdens ceder skal fældes.
På Golgata skyder af Herrens blod
palmen, som aldrig ældes.
(ud til højre.)

CHRISTLICHE SOLDATEN
ziehen singend über die Ebene.
Die Axt an der Wurzel des Baumes ruht;
Die Zeder der Welt wird fallen.
Auf Golgatha schießt aus des Herren Blut
Die Palme, unsterblich vor allen.

KEJSER JULIAN
(følger dem med øjnene).
Galilæerne synger altid. Sange om død og sår og smerte. Hine kvinder, jeg tog med som sygeplejersker, – de har gjort os mere skade end gavn. De har lært soldaterne sælsomme sange, hvilke jeg ikke før har hørt. Dog vil jeg ikke herefter straffe nogen for sligt. Det leder kun til des større forvildelse. Véd du, Priskos, hvad der hændte med de opsætsige, som nys nægtede at vise de kejserlige billeder den skyldige ærefrygt?

JULIAN
blickt ihnen nach.
Immer singen die Galiläer. Lieder von Tod und Wunden und Schmerzen. Jene Weiber, die ich als Krankenpflegerinnen mitgenommen habe, – sie haben uns mehr Schaden als Nutzen gebracht. Sie haben die Soldaten seltsame Lieder gelehrt, die ich bis dahin nie vernommen hatte. – Doch ich will fortan keinen mehr wegen solcher Dinge bestrafen. Das führt nur zu noch größerer Verwirrung. Weißt Du, Priskos, was mit den Aufrührern geschah, die sich neulich weigerten, den Kaiserbildnissen die schuldige Ehrfurcht zu bezeugen?

VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Nys, herre?

PRISKOS.
Neulich,
Herr?

KEJSER JULIAN.
Da jeg, for at indgyde ligesindede en gavnlig skræk, vilde lade nogle af disse mennesker aflive, så trådte den ældste frem og bad, under høje glædesråb, om at måtte få lov til at dø først. – Ser du, Priskos, – da jeg igår erfoer dette –

JULIAN.
Als ich, um den Gleichgesinnten einen heilsamen Schreck einzujagen, etliche von diesen Menschen töten lassen wollte, da trat der Älteste vor und bat, unter lauten Freudenrufen, um die Erlaubnis, zuerst sterben zu dürfen. – Siehst Du, Priskos, – als ich das gestern erfuhr –

VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Igår! O herre, du fejler. Dette er sked for firti dage siden.

PRISKOS.
Gestern! O Herr, Du irrst. Das ist vierzig Tage her.

KEJSER JULIAN.
Så længe? Ja, ja, ja! Hebræerne måtte vandre firti år i ørken. Alle de gamle måtte uddø. Der måtte vokse op en ny slægt; men den – mærk jer det – den slap ind i det land, som var dem alle lovet.

JULIAN.
Solange? Ja, ja, ja! Die Hebräer mußten vierzig Jahre in der Wüste wandern. Die Alten alle mußten aussterben. Es mußte ein neues Geschlecht heranwachsen; aber dies Geschlecht – merkt’s Euch – dies Geschlecht kam hinein in das Land, das ihnen allen verheißen war.

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Det er højt på dagen, herre; – vil du ikke tænke på måltidet?

EUTHERIOS.
Es ist hoch am Tage, Herr; – willst Du nicht an die Mahlzeit denken?

KEJSER JULIAN.
Ikke endnu, min Eutherios! Kødets spægelse tør være til gavn for alle mennesker. Ja, jeg siger eder, vi må lægge vind på at vorde en ny slægt. Jeg kan ikke gøre noget med jer, således, som I nu er. Vil I ud af ørken, så må I vandre i et rent levnet. Se til Galilæerne. Vi kunde lære visse ting af de mennesker. Der gives ingen nødlidende og hjælpeløse iblandt dem; de lever som brødre og søstre indbyrdes, – og mest nu, da deres genstridighed har tvunget mig til at tugte dem. Disse Galilæere, skal I vide, har noget i hjertet, som jeg højlig skulde ønske, at I vilde beflitte jer på. I kalder eder efterfølgere af Sokrates, af Platon, af Diogenes. Er der nogen af eder, som vilde gå glad i døden for Platons skyld? Mon vor Priskos vilde ofre sin venstre hånd for Sokrates? Mon Kytron vilde for Diogenes lade sit øre afhugge? I gjorde det sandelig ikke! Jeg kender jer, I kalkede grave! Gå fra mine øjne; – jeg kan ikke bruge jer!
(Visdomslærerne går nedslagne bort; de øvrige fjerner sig også under bekymret hvisken. Kun livlægen Oribases og husmesteren Eutherios blir tilbage hos kejseren. Livvagtsføreren Anatolos står fremdeles med sine soldater udenfor teltet.)

JULIAN.
Noch nicht, mein Eutherios! Die Kasteiung des Fleisches dürfte allen Menschen heilsam sein. – Ja, ich sage Euch, wir müssen uns befleißen, ein neues Geschlecht zu werden. Ich kann nichts mehr mit Euch anfangen, so wie Ihr jetzt seid. Wollt Ihr heraus aus der Wüste, so müßt Ihr in einem reinen Leben wandeln. Seht die Galiläer an. Wir könnten gewisse Dinge von diesen Menschen lernen. Es gibt keine Notleidende und Hilflose unter ihnen; sie leben wie Brüder und Schwestern miteinander, – und jetzt mehr denn je, da ihre Widerspenstigkeit mich gezwungen hat, sie zu züchtigen. Diese Galiläer, wisset, haben etwas in ihrem Herzen, und ich wünschte sehnlich, Ihr möchtet das Euch aneignen. Ihr nennt Euch Nachfolger des Sokrates, des Platon, des Diogenes. Ist einer unter Euch, der um Platons willen freudig in den Tod gehen würde? Würde wohl unser Priskos seine linke Hand opfern für Sokrates? Würde Kytron etwa für Diogenes sich ein Ohr abhauen lassen? Ihr tätet es wahrhaftig nicht! Ich kenne Euch, Ihr übertünchten Gräber! Geht mir aus den Augen; – ich kann Euch nicht brauchen!
Die Weisheitslehrer gehen niedergeschlagen ab; die übrigen entfernen sich ebenfalls unter bekümmertem Flüstern; nur Oribases und Eutherios bleiben beim Kaiser zurück; Anatolos steht weiter hinten mit seinen Soldaten vor dem Zelt.

KEJSER JULIAN.
Hvor sælsomt! Hvor er det ikke i sin dybeste grund ufatteligt? Oribases, – kan du forklare mig denne gåde?

JULIAN.
Wie seltsam! Wie unbegreiflich in seinem tiefsten Grunde! Oribases, – kannst Du mir dieses Rätsel lösen?

LIVLÆGEN ORIBASES.
Min kejser, – hvilken gåde mener du?

ORIBASES.
Mein Kaiser, – was für ein Rätsel meinst Du?

KEJSER JULIAN.
Med tolv ringe mænd, fiskere, uvidende mennesker, grundlagde han dette.

JULIAN.
Mit zwölf geringen Männern, Fischern, dumpfen Leuten, gründete er das.

LIVLÆGEN ORIBASES.
O herre, disse tanker afkræfter dig.

ORIBASES.
Ach, Herr, solche Gedanken entkräften Dich.

KEJSER JULIAN.
Og hvem er det, som har holdt det sammen til denne dag? Kvinder og ukyndige for største delen –

JULIAN.
Und wer ist’s, der es bis auf den heutigen Tag zusammenhält? Größtenteils Weiber und Geistesarme –

LIVLÆGEN ORIBASES.
Ja, ja, herre; men nu vil snart en lykkelig vending af krigstoget –

ORIBASES.
Jawohl, Herr, – aber nun wird bald eine glückliche Wendung des Feldzuges –

KEJSER JULIAN.
Meget sandt, Oribases; så snart lykken har vendt sig, så vil alt vorde godt. Tømmermandssønnens rige falder inden føje tid; det véd vi nok. Så mange år, som året har dage, så længe skal han herske; og nu har vi jo –

JULIAN.
Ganz gewiß, Oribases; sobald das Glück sich gewendet hat, wird alles gut werden. Das Reich des Zimmermannssohnes fällt in kurzer Zeit; das wissen wir wohl. So viele Jahre lang, als das Jahr Tage hat, soll er herrschen; und jetzt haben wir ja –

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Min elskede herre, vilde ikke et bad gøre dig godt?

EUTHERIOS.
Mein geliebter Herr, würde ein Bad Dir nicht gut tun?

KEJSER JULIAN.
Mener du det? – Du kan gå, Eutherios! Gå, gå! Jeg har noget at tale med Oribases.
(Husmesteren Eutherios går ud bag teltet. Kejseren drager Oribases over til den anden side.)

JULIAN.
Meinst Du? – Du kannst gehen, Eutherios! Geh nur, geh! Ich habe mit Oribases zu reden.
Eutherios geht hinter das Zelt ab. Der Kaiser zieht Oribases auf die andere Seite hinüber.

KEJSER JULIAN.
Har Eutherios fortalt dig noget denne morgen?

JULIAN.
Hat Eutherios Dir heute morgen etwas erzählt?

LIVLÆGEN ORIBASES.
Nej, herre!

ORIBASES.
Nein, Herr!

KEJSER JULIAN.
Har han ikke fortalt dig om noget fra inat –

JULIAN.
Hat er Dir nichts von der vergangenen Nacht erzählt –?

LIVLÆGEN ORIBASES.
Nej, min kejser, – slet intet. Eutherios er meget taus.

ORIBASES.
Nein, mein Kaiser, – gar nichts. Eutherios ist sehr verschwiegen.

KEJSER JULIAN.
Skulde han fortælle dig noget, så må du ikke tro det. Det er ingenlunde gåt således til, som han siger. Det er ham selv, som står mig efter livet.

JULIAN.
Sollte er Dir etwas erzählen, so darfst Du’s nicht glauben. Es ist keineswegs so zugegangen, wie er sagt. Er selbst ist’s, der mir nach dem Leben trachtet.

LIVLÆGEN ORIBASES.
Han, – din gamle trofaste tjener!

ORIBASES.
Er, – Dein alter, treuer Diener?

KEJSER JULIAN.
Jeg vil holde øje med ham.

JULIAN.
Ich will ein Auge auf ihn haben.

LIVLÆGEN ORIBASES.
Det vil jeg også.

ORIBASES.
Das will ich auch.

KEJSER JULIAN.
Vi vil begge to holde øje med ham.

JULIAN.
Wir wollen beide ein Auge auf ihn haben.

LIVLÆGEN ORIBASES.
Herre, jeg tror, du har nydt ringe søvn inat.

ORIBASES.
Herr, ich glaube, Du hast wenig Schlaf gehabt in der letzten Nacht.

KEJSER JULIAN.
Ja.

JULIAN.
Ja.

LIVLÆGEN ORIBASES
(vil tale men besinder sig).

ORIBASES
will reden, aber besinnt sich.

KEJSER JULIAN.
Véd du, hvoraf det kom, at jeg ikke fik sove?

JULIAN.
Weißt Du, woher es kam, daß ich nicht schlafen konnte?

LIVLÆGEN ORIBASES.
Nej, min kejser!

ORIBASES.
Nein, mein Kaiser.

KEJSER JULIAN.
Sejrherren fra den mulviske bro var hos mig.

JULIAN.
Der Sieger von der mulvischen Brücke war bei mir.

LIVLÆGEN ORIBASES.
Den store Konstantin?

ORIBASES.
Der große Konstantin.

KEJSER JULIAN.
Ja, I de sidste nætter har jeg ikke havt ro for denne skygge. Han kommer lidt efter midnat og går ikke bort før henimod morgenstunden.

JULIAN.
Ja. Die letzten Nächte habe ich keine Ruhe gehabt vor diesem Schatten. Er kommt kurz nach Mitternacht und geht erst gegen Morgen wieder.

LIVLÆGEN ORIBASES.
Herre, det er fuldmånen; den har altid øvet en sælsom virkning på dit sind.

ORIBASES.
Herr, es ist der Vollmond; der hat immer eine seltsame Wirkung auf Dein Gemüt ausgeübt.

KEJSER JULIAN.
Efter de gamles mening plejer deslige syner – – Hvor blir dog Maximos af? Men hines mening er ingenlunde at bygge på. Vi ser jo, de har faret vild i så mangt og meget. Selv hvad de fortæller om guderne tør vi ikke ubetinget tro. Ikke heller om skyggerne og de magter for øvrigt, som råder for menneskenes velfærd. Hvad véd vi om disse magter? Vi véd intet, Oribases, – fraregnet deres lunefuldhed og ubestandighed, for hvilke egenskaber vi har temmelig sikkre vidnesbyrd. Jeg skulde ønske, Maximos vilde komme. – (hen for sig.) Her? Det er jo ikke her, at det faretruende uvejr trækker op. Det skulde jo være i de frygiske egne –

JULIAN.
Nach der Meinung der Alten pflegen solcherlei Gesichte – –. Wo bleibt nur Maximos? Aber auf ihre Meinung ist gar nichts zu geben. Wir sehen doch, sie haben so und so oft geirrt. Selbst was sie von den Göttern erzählen, dürfen wir nicht ohne weiteres glauben; auch das nicht von den Schatten und den anderen Mächten, die über dem Wohl und Wehe der Menschen walten. Was wissen wir von diesen Mächten! Wir wissen nichts, Oribases, – abgesehen von ihrer Launenhaftigkeit und Unbeständigkeit, – Eigenschaften, für die wir ziemlich sichere Zeugnisse haben. – Ich wünschte, Maximos käme. – – Vor sich hin. Hier? Nicht hier zieht das gefahrdrohende Unwetter herauf. Es sollte ja doch in den phrygischen Gegenden sein –

LIVLÆGEN ORIBASES.
Hvilke egne, herre, – og hvilket uvejr?

ORIBASES.
Welche Gegenden, Herr, – und was für ein Unwetter?

KEJSER JULIAN.
O, intet – intet.

JULIAN.
O, nichts – nichts.

HÆRFØREREN NEVITA
(kommer fra højre side af sletten).
Nu, min kejser, er hæren sat i gang –

NEVITA
kommt von der rechten Seite der Ebene.
Soeben, mein Kaiser, hat sich das Heer in Marsch gesetzt –

KEJSER JULIAN.
Nordover?

JULIAN.
Nordwärts?

HÆRFØREREN NEVITA
(studser).
Forstår sig, herre!

NEVITA
stutzt.
Versteht sich, Herr!

KEJSER JULIAN.
Ja, vi skulde dog ventet til Maximos –

JULIAN.
Wir hätten doch auf Maximos warten sollen –

HÆRFØREREN NEVITA.
Hvad skal det sige, min kejser! Her er intet at vente efter. Vi står uden levnetsmidler; spredte fiendtlige rytterhobe viser sig allerede både i øst og i syd –

NEVITA.
Was soll das heißen, mein Kaiser! Hier ist auf nichts mehr zu warten. Wir sind ohne Lebensmittel; versprengte feindliche Reiterhaufen zeigen sich bereits im Osten wie im Süden –

KEJSER JULIAN.
Ja, ja, vi må frem, – nordover. Nu kommer Maximos straks. Jeg har ladet de etruskiske spåmænd hente fra bagtroppen; de skal endnu engang forsøge – – Nogle Magere har jeg også fåt fat på, og de siger sig at være vel forfarne i de kaldæiske hemmeligheder. Vore egne prester tager varsler på ni forskellige steder –

JULIAN.
Ja, ja, wir müssen vorwärts, – gen Norden. Nun kommt Maximos gleich. Ich habe vom Nachtrab die etruskischen Wahrsager holen lassen; sie sollen noch einmal versuchen – –. Auch etliche Magier habe ich aufgreifen lassen; sie behaupten, in der chaldäischen Geheimlehre wohlerfahren zu sein. Unsere eigenen Priester suchen an neun verschiedenen Stellen nach Wahrzeichen –

HÆRFØREREN NEVITA.
Herre, hvorledes varslerne end falder ud, så siger jeg dig, vi må frem. Soldaterne er ikke længere at stole på; de skønner godt, vor eneste redning er at nå de armeniske berge.

NEVITA.
Herr, wie auch die Zeichen ausfallen mögen, – ich sage Dir, wir müssen vorwärts. Auf die Soldaten ist kein Verlaß mehr; sie wissen recht gut, daß es unsere einzige Rettung ist, die armenischen Berge zu erreichen.

KEJSER JULIAN.
Did vil vi, Nevita, – hvorledes så varslerne falder ud. Men det er dog en stor tryghed at vide, at man handler ligesom efter samråd med hine uudgrundelige magter, der, når de vil, kan gribe så overordentlig dybt ind i et menneskes skæbne.

JULIAN.
Dahin wollen wir, Nevita, – wie auch die Zeichen ausfallen. Aber es ist doch eine große Beruhigung, zu wissen, daß man handelt gleichsam nach gemeinschaftlicher Erwägung mit jenen unergründlichen Mächten, die, wenn sie wollen, so außerordentlich tief in das Schicksal eines Menschen eingreifen können.

HÆRFØREREN NEVITA
(går fra ham og siger kort og bydende).
Anatolos, tag kejserens telt ned!
(han hvisker nogle ord til livvagtsføreren og går ud til højre.)

NEVITA
verläßt ihn und sagt kurz und gebieterisch:
Anatolos, brich des Kaisers Zelt ab.
Er flüstert dem Hauptmann der Leibwache einige Worte zu und geht rechts hinaus.

KEJSER JULIAN.
Alle varsler har i disse firti dage været ulykkespående; og det viser just, at man tør sætte lid til dem; thi i al denne tid er vor sag kun lidet fremmet. Men ser du vel, min Oribases, – nu da jeg har et nyt foretagende for øje – Ah, Maximos!

JULIAN.
Alle Zeichen in diesen vierzig Tagen waren unglückverheißend; und das gerade beweist, daß man ihnen vertrauen darf; denn in dieser ganzen Zeit wurde unsere Sache nur wenig gefördert. Aber siehst Du wohl, mein Oribases, – nun, da ich ein neues Unternehmen vorhabe –. Ah, Maximos!

MYSTIKEREN MAXIMOS
(kommer inde fra sletten).
Hæren er alt undervejs, herre; stig tilhest!

MAXIMOS
kommt aus dem Innern der Ebene.
Das Heer ist schon auf dem Marsche, Herr; steig zu Pferde!

KEJSER JULIAN.
Varslerne – varslerne?

JULIAN.
Die Zeichen – die Zeichen?

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=7e8f54e8-e2d6-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display