You are here: BP HOME > MI > Kongs-emnerne (The Pretenders) > fulltext
Kongs-emnerne (The Pretenders)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Click to Expand/Collapse OptionACT V
ANDEN AKT
(Gildehallen i Bergens kongsgård. Et stort buevindu midt på bagvæggen. Langsmed denne er en forhøjning med sæder for kvinderne. Ved den venstre langvæg står kongsstolen nogle trin over gulvet; midt på den modsatte væg stor indgangsdør. Bannere, mærker, skjolde og våben samt brogede tepper hænger ned fra vægstolperne og fra det udskårne træloft. Rundtom i hallen står drikkeborde med kander, horn og bægre.)
 
(Kong Håkon sidder på forhøjningen hos Margrete, Sigrid, Fru Ragnhild og mange fornemme kvinder. Ivar Bodde står bag kongens stol. Om drikkebordene er kongens og jarlens mænd samt gæster bænkede. Ved det fremste bord til højre sidder blandt andre Dagfinn Bonde, Gregorius Jonssøn og Pål Flida. Skule jarl og bisp Nikolas spiller bretspil ved et bord til venstre. Jarlens husfolk går fra og til og bærer drikkesager frem. Fra en tilstødende stue høres musik under de følgende optrin.)  
Zweiter Akt
Festhalle im Königsschloß zu Bergen. Ein großes Bogenfenster in der Mitte des Hintergrunds. Längs der Wand eine Erhöhung mit Sitzen für die Frauen. An der linken Seitenwand steht der um einige Stufen erhöhte Königsstuhl; in der Mitte der rechten Seitenwand eine große Eingangstür. Paniere, Feldzeichen und Waffen nebst bunten Decken hängen von den Wandpfeilern und der geschnitzten Holzdecke herab. Ringsumher im Saale stehen Zechtische mit Kannen, Trinkhörnern und Bechern.  
KÖNIG HÅKON sitzt auf der Erhöhung neben MARGRETE, SIGRID, FRAU RAGNHILD und vielen vornehmen Frauen. IVAR BODDE steht hinter dem Stuhle des Königs. An den Tischen sitzen auf Bänken die Mannen des Königs und des Jarls samt anderen Gästen. Am vordersten Tische rechts sitzen unter anderen DAGFINN DER BAUER, GREGORIUS JONSSON und PAUL FLIDA. JARL SKULE und BISCHOF NIKOLAS spielen Schach an einem Tische zur Linken. Diener des Jarls kommen und gehen und bringen Getränke. Aus einem anstoßenden Gemache erklingt Musik während der folgenden Szene. 
DAGFINN BONDE.
Nu lider det alt på femte dagen, og endda er madsvendene lige rappe til at sætte de fyldte krus frem. 
DAGFINN.
Nun geht das schon in den fünften Tag, und noch immer bringt das Dienervolk gleich flink die gefüllten Krüge herbei. 
PÅL FLIDA.
Det var aldrig jarlens vis at svelte sine gæster. 
PAUL FLIDA.
Es war nie des Jarls Art, seine Gäste dürsten zu lassen. 
DAGFINN BONDE.
Nej, det ser slig ud. Så gildt et kongsbryllup har ikke været spurgt i Norge før. 
DAGFINN.
Nein, so scheint’s. Solch prächtige Königshochzeit hat man bisher noch nicht in Norwegen erlebt. 
PÅL FLIDA.
Skule jarl har heller ikke giftet bort nogen datter før. 
PAUL FLIDA.
Jarl Skule hat auch bisher noch keine Tochter verheiratet. 
DAGFINN BONDE.
Sandt nok; jarlen er en mægtig mand. 
DAGFINN.
Wohl wahr; der Jarl ist ein mächtiger Mann. 
EN HIRDMAND.
Sidder inde med tredjedelen af riget. Det er mere, end nogen jarl havde før i tiden. 
EINER AUS DEM GEFOLGE.
Regiert euch den dritten Teil des Reiches. Das ist mehr, als irgend ein Jarl zuvor gehabt hat. 
PÅL FLIDA.
Kongens del er dog større. 
PAUL FLIDA.
Des Königs Teil ist doch größer. 
DAGFINN BONDE.
Det snakker vi ikke om her; nu er vi venner og vel forligte. (drikker Pål til.) Lad så kongen være konge og jarlen jarl. 
DAGFINN.
Davon wollen wir hier nicht reden; wir sind jetzt Freunde und ehrlich versöhnt. Er trinkt Paul zu. Lassen wir also den König König und den Jarl Jarl sein. 
PÅL FLIDA
(ler).
Grejdt høres det på dig, at du er kongsmand. 
PAUL FLIDA
lacht.
Man hört Dir’s gleich an, daß Du ein Königsmanne bist. 
DAGFINN BONDE.
Det pligter også jarlsmændene at være. 
DAGFINN.
Das müssen auch die Jarlsmannen sein. 
PÅL FLIDA.
Aldrig det. Vi har svoret jarlen ed, men ikke kongen. 
PAUL FLIDA.
Nimmermehr. Wir haben dem Jarl den Eid der Treue geleistet, aber nicht dem König. 
DAGFINN BONDE.
Det kan ske endnu. 
DAGFINN.
Das kann noch geschehen. 
BISP NIKOLAS
(dæmpet til jarlen under spillet).
Hører I, hvad Dagfinn Bonde siger? 
BISCHOF NIKOLAS
beim Spiele dem Jarl zuflüsternd.
Hört Ihr, was Dagfinn der Bauer sagt? 
SKULE JARL
(uden at se op).
Jeg hører nok. 
JARL SKULE
ohne aufzublicken.
Ich hör’ es wohl. 
GREGORIUS JONSSØN
(ser visst på Dagfinn).
Tænker kongen på sligt? 
GREGORIUS JONSSON
blickt Dagfinn scharf an.
Sinnt der König auf dergleichen? 
DAGFINN BONDE.
Nå nå, – lad fare; – ingen splid idag. 
DAGFINN.
Na, na, – laß gut sein; – heut keinen Zank! 
BISP NIKOLAS.
Kongen vil tage eders mænd i ed, jarl. 
BISCHOF NIKOLAS.
Der König will Eure Mannen in Eid nehmen, Jarl. 
GREGORIUS JONSSØN
(stærkere).
Tænker kongen på sligt, spørger jeg? 
GREGORIUS JONSSON
nachdrücklicher.
Sinnt der König auf dergleichen? frag’ ich. 
DAGFINN BONDE.
Jeg svarer ikke. Lad os drikke på fred og venskab mellem kongen og jarlen. Øllet er godt. 
DAGFINN.
Ich antworte nicht. Trinken wir auf Frieden und Freundschaft zwischen dem König und dem Jarl! Das Bier ist gut. 
PÅL FLIDA.
Det har også fået god tid til at ligge. 
PAUL FLIDA.
Es hat auch lange genug liegen können. 
GREGORIUS JONSSØN.
Tre gange har jarlen beredt bryllupet, tre gange lovede kongen at komme, – tre gange svigtede han. 
GREGORIUS JONSSON.
Dreimal hatte der Jarl die Hochzeit gerüstet, dreimal versprach der König zu kommen – dreimal hielt er nicht Wort. 
DAGFINN BONDE.
Last jarlen for det; han gav os fuldt op at tage vare i viken. 
DAGFINN.
Dafür scheltet den Jarl; er machte uns genug zu schaffen in Vike. 
PÅL FLIDA.
Sigurd Ribbung gav jer nok mere at tage vare i Vermeland, efter hvad der siges. 
PAUL FLIDA.
Sigurd Ribbung machte Euch wohl noch mehr zu schaffen in Varmeland, nach allem, was man hört. 
DAGFINN BONDE
(opfarende).
Ja, hvem var det, som slap Sigurd Ribbung løs? 
DAGFINN
auffahrend.
Ja, wer war es, der Sigurd Ribbung entwischen ließ? 
GREGORIUS JONSSØN.
Sigurd Ribbung rømte fra os i Nidaros, det er vitterligt for alle. 
GREGORIUS JONSSON.
Sigurd Ribbung entsprang uns in Nidaros, das ist männiglich bekannt. 
DAGFINN BONDE.
Men det er ikke vitterligt for nogen, at I hindrede ham. 
DAGFINN.
Aber es ist nicht männiglich bekannt, daß Ihr ihn daran hindertet. 
BISP NIKOLAS
(til jarlen, der betænker sig på et træk).
Hører I, jarl, – det var jer, som slap Sigurd Ribbung. 
BISCHOF NIKOLAS
zum Jarl, der sich auf einen Zug besinnt.
Hört Ihr, Jarl? – Ihr wart es, der Sigurd Ribbung entwischen ließ. 
SKULE JARL
(trækker).
Den vise er gammel. 
JARL SKULE
rückt einen Stein.
Das Lied ist alt. 
GREGORIUS JONSSØN
(til Dagfinn).
Jeg tænkte dog, du havde hørt om Islændingen, Andres Torstejnssøn, Sigurd Ribbungs ven – 
GREGORIUS JONSSON
zu Dagfinn.
Ich dächte doch, Du hättest von dem Isländer gehört, von Andres Torstejnsson, Sigurd Ribbungs Freund – 
DAGFINN BONDE.
Ja; da Sigurd var rømt, hængte I Islændingen, det véd jeg. 
DAGFINN.
Jawohl – als Sigurd entwischt war, hängtet Ihr den Isländer, das weiß ich. 
BISP NIKOLAS
(trækker og siger leende til jarlen).
Nu slår jeg bonden, herre jarl. 
BISCHOF NIKOLAS
setzt einen Stein und sagt lachend zum Jarl.
Nun schlag’ ich den Bauer, Herr Jarl. 
SKULE JARL
(lydt).
Slå ham; en bonde gælder ikke stort.
(flytter en brikke.)  
JARL SKULE
laut.
Schlagt ihn – ein »Bauer« ist nicht viel wert.
Rückt einen Stein. 
DAGFINN BONDE.
Nej, det fik Islændingen sande, den tid Sigurd Ribbung rømte til Vermeland.
(Undertrykt latter mellem kongsmændene; samtalen fortsættes dæmpet; straks efter kommer en mand ind og hvisker til Gregorius Jonssøn.)  
DAGFINN.
Nein – der Isländer mußte dran glauben, als Sigurd Ribbung nach Varmeland entwischte.
Unterdrücktes Lachen unter den Königsmannen; das Gespräch wird leise fortgesetzt; gleich darauf tritt ein Mann ein und flüstert Gregorius Jonsson etwas zu. 
BISP NIKOLAS.
Og så trækker jeg hid; og så har I tabt. 
BISCHOF NIKOLAS.
Und nun mach’ ich den Zug hier, – und Ihr habt verloren. 
SKULE JARL.
Det lader så. 
JARL SKULE.
Es scheint so. 
BISP NIKOLAS
(lægger sig tilbage i stolen).
I værgede ikke godt om kongen på det sidste. 
BISCHOF NIKOLAS
sich im Stuhle zurücklehnend.
Ihr habt zuletzt den König nicht gut geschützt. 
SKULE JARL
(stryger brikkerne overende og rejser sig).
Jeg er længesiden træt af at være kongsværge. 
JARL SKULE
wirft die Schachfiguren durcheinander und steht auf.
Ich bin es schon lange müde, Königsbeschützer zu sein. 
GREGORIUS JONSSØN
(nærmer sig og siger dæmpet).
Herre jarl, Jostejn Tamb lader melde, at nu ligger skibet klar til at gå under sejl. 
GREGORIUS JONSSON
nähert sich und spricht leise.
Herr Jarl, Jostejn Tamb läßt melden, das Schiff liege klar und könne unter Segel gehen. 
SKULE JARL
(sagte).
Godt. (tager et forseglet pergament frem.) Her er brevet. 
JARL SKULE
leise.
Gut. Er zieht ein versiegeltes Pergament hervor. Hier ist der Brief. 
GREGORIUS JONSSØN
(ryster på hovedet).
Jarl, jarl, – er det rådeligt? 
GREGORIUS JONSSON.
den Kopf schüttelnd.
Jarl, Jarl – ist das ratsam? 
SKULE JARL.
Hvilket? 
JARL SKULE.
Was? 
GREGORIUS JONSSØN.
Kongens segl er for. 
GREGORIUS JONSSON.
Das Siegel des Königs ist darauf. 
SKULE JARL.
Det er til kongens bedste jeg handler. 
JARL SKULE.
Ich handle zu des Königs Nutz und Frommen. 
GREGORIUS JONSSØN.
Så lad kongen selv vise tilbudet fra sig. 
GREGORIUS JONSSON.
Dann laßt den König selber das Anerbieten ablehnen. 
SKULE JARL.
Det gør han ikke, om han får råde. Al hans hug og tanke er rettet på at kue Ribbungerne, derfor vil han sikre sig på andre kanter. 
JARL SKULE.
Das tut er nicht, wenn er befragt wird. All sein Sinnen ist darauf gerichtet, die Ribbunger zu bändigen, deshalb will er sich nach andern Seiten sichern. 
GREGORIUS JONSSØN.
Klogt kan det være, det som I her gør, – men det er farligt. 
GREGORIUS JONSSON.
Klug mag es sein, was Ihr da tut, – aber es ist gefährlich. 
SKULE JARL.
Lad mig om det. Bring brevet, og sig Jostejn, at han sejler straks. 
JARL SKULE.
Das überlaß mir. Überbringe den Brief und sage Jostejn, er soll sofort in See gehen. 
GREGORIUS JONSSØN.
Det skal ske, som I byder.
(går ud til højre og kommer ind igen om lidt.)  
GREGORIUS JONSSON.
Es soll geschehen nach Eurem Gebot.
Geht rechts ab und kommt nach einer Weile wieder zurück. 
BISP NIKOLAS
(til jarlen).
I har mangt at skøtte, lader det til. 
BISCHOF NIKOLAS
zum Jarl.
Ihr habt viel zu tun, scheint es. 
SKULE JARL.
Men liden tak for det. 
JARL SKULE.
Aber wenig Dank davon. 
BISP NIKOLAS.
Kongen har rejst sig.
(Håkon kommer nedover; alle mænd står op fra bordene.)  
BISCHOF NIKOLAS.
Der König ist aufgestanden.
Håkon kommt herunter; alle Mannen erheben sich von den Tischen. 
HÅKON
(til bispen).
Højlig må det glæde os, hvor frisk og stærk I har holdt ud i alle disse lystige dage. 
HÅKON
zum Bischof.
Es muß uns höchlich erfreuen, wie frisch und wacker Ihr in all diesen lustigen Tagen ausgehalten habt. 
BISP NIKOLAS.
Det blaffrer op engang imellem, herre konge; men længe varer det nok ikke. Jeg har ligget syg hele vinteren udover. 
BISCHOF NIKOLAS.
Es flackert noch dann und wann einmal auf, Herr König. Aber lange dauert’s wohl nicht mehr. Ich hab’ den ganzen Winter krank gelegen. 
HÅKON.
Ja, ja, – I har levet et stærkt liv, rigt på mangen rygtbar gerning. 
HÅKON.
Ja, ja, – Ihr habt ein kraftvoll Leben gelebt, reich an mancher rühmlichen Tat. 
BISP NIKOLAS
(ryster på hovedet).
Å, der er måde med det; jeg har mangt ugjort endnu. Den som vidste, om en fik tid til det altsammen. 
BISCHOF NIKOLAS
schüttelnd den Kopf.
Ach, damit ist’s so weit nicht her – viel bleibt noch ungetan. Wer nur wüßte, ob man für das alles noch Zeit hat! 
HÅKON.
De levende får tage arv efter dem, som går bort, ærværdige herre; alle vil vi jo det bedste for land og folk. (vender sig til jarlen.) Et undrer mig højlig; ingen af vore sysselmænd på Hålogaland er mødt frem til bryllupet. 
HÅKON.
Die Lebenden müssen die Erbschaft derer übernehmen, die abtreten, ehrwürdiger Herr; wir alle wollen ja das Beste für Land und Volk. Er wendet sich zum Jarl. Eins wundert mich höchlich: keiner von unseren Vögten auf Hålogaland hat sich zur Hochzeit eingestellt. 
SKULE JARL.
Sandt nok; Andres Skjaldarband havde jeg så sikkert ventet. 
JARL SKULE.
Wohl wahr – Andres Skjaldarband hatt’ ich ganz sicher erwartet. 
HÅKON
(smilende).
Og Vegard Væradal også. 
HÅKON
lächelnd.
Und Vegard Väradal auch. 
SKULE JARL.
Også Vegard, ja. 
JARL SKULE.
Auch Vegard, ja. 
HÅKON
(spøgende).
Og jeg håber, I havde taget bedre imod min gamle ven nu, end for syv år siden på Oslo brygge, da I stak ham i kinden, så sværdet skar sig selv ud. 
HÅKON
scherzend.
Und ich hoffe, Ihr hättet meinen alten Freund jetzt besser aufgenommen als vor sieben Jahren auf der Brücke von Oslo, wo Ihr ihn so in die Wange stacht, daß das Schwert sich selbst herausschnitt. 
SKULE JARL
(ler tvungent).
Ja, dengang Gunnulf, eders morbroder, hug højre hånd af Sira Ejliv, min bedste ven og rådgiver. 
JARL SKULE
mit erzwungenem Lachen. Ja, damals, als Gunnulf, Euer Ohm, meinem besten Freund und Ratgeber Sira Ejlif die rechte Hand herunterhieb. 
BISP NIKOLAS
(muntert).
Og da Dagfinn Bonde og hirdmændene satte stærk nattevagt på kongsskibet, og sagde, at kongen var utryg i jarlens værge! 
BISCHOF NIKOLAS
munter. Und als Dagfinn der Bauer und die Hofmannen eine starke Nachtwache auf das Königsschiff sandten und sagten, der König wäre nicht sicher im Schutz des Jarls! 
HÅKON
(alvorligt).
De dage er gamle og glemte. 
HÅKON
ernst. Die Tage sind vorbei und vergessen. 
DAGFINN BONDE
(nærmer sig).
Nu kan der blæses til våbenlegen nede på volden, hvis det lyster eder, herre. 
DAGFINN
nähert sich. Zum Waffenspiel drunten auf der Wiese kann jetzt geblasen werden, wenn’s Euch beliebt, Herr. 
HÅKON.
Godt. Idag vil vi tage al glæde med; imorgen får vi begynde igen at tænke på Ribbungerne og Orknøjarlen. 
HÅKON.
Wohlan! Heut wollen wir noch jedwede Freude mitnehmen – morgen werden wir wieder anfangen, an die Ribbunger und an den Jarl von Orknö zu denken. 
BISP NIKOLAS.
Ja, han nægter jo at svare skatten? 
BISCHOF NIKOLAS.
Ja so, der weigert sich ja, die Steuer zu zahlen? 
HÅKON.
Havde jeg Ribbungerne vel fra halsen, så foer jeg selv vestover.
(Håkon går op mod forhøjningen, rækker Margrete hånden og fører hende ud til højre; lidt efter lidt følger de øvrige efter.)  
HÅKON.
Hätt’ ich nur die Ribbunger vom Halse, so zög’ ich selbst hinüber westwärts.
Håkon geht hinauf zur Erhöhung, reicht Margrete die Hand und führt sie rechts hinaus; nach und nach folgen die andern. 
BISP NIKOLAS
(til Ivar Bodde).
Hør lidt her. Hvem er den mand, som heder Jostejn Tamb? 
BISCHOF NIKOLAS
zu Ivar Bodde. Auf ein Wort. Wer ist der Mann, der Jostejn Tamb heißt? 
IVAR BODDE.
Her er en farmand fra Orknø, som heder slig. 
IVAR BODDE.
Es ist ein Schiffersmann von Orknö hier, der so heißt. 
BISP NIKOLAS.
Fra Orknø? Ja så. Og nu sejler han hjem? 
BISCHOF NIKOLAS.
Von Orknö? Hm! Und jetzt segelt er heim? 
IVAR BODDE.
Ja, han gør nok det. 
IVAR BODDE.
Ja, das mag er wohl. 
BISP NIKOLAS
(sagtere).
Med dyr ladning, Ivar Bodde! 
BISCHOF NIKOLAS
leiser. Mit kostbarer Ladung, Ivar Bodde! 
IVAR BODDE.
Korn og klæde, tror jeg. 
IVAR BODDE.
Mit Korn und Webereien, glaub’ ich. 
BISP NIKOLAS.
Og et brev fra Skule jarl. 
BISCHOF NIKOLAS.
Und mit einem Briefe vom Jarl Skule. 
IVAR BODDE
(studser).
Til hvem? 
IVAR BODDE
stutzig. An wen? 
BISP NIKOLAS.
Véd ikke; – der var kongssegl for – 
BISCHOF NIKOLAS.
Weiß nicht – das Königssiegel war dran – 
IVAR BODDE
(griber ham om armen).
Herre bisp, – er det som I siger! 
IVAR BODDE
packt ihn am Arme.
Herr Bischof, – ist das wahr, was Ihr sagt? 
BISP NIKOLAS.
Hys, bland ikke mig op i den sag.
(fjerner sig.)  
BISCHOF NIKOLAS.
Pst! Bringt mich nicht in diese Geschichte hinein.
Er entfernt sich von ihm. 
IVAR BODDE.
Da må jeg straks –! Dagfinn Bonde! Dagfinn, Dagfinn –!
(trænger sig gennem mængden ved udgangsdøren.)  
IVAR BODDE.
Da muß ich doch gleich –! Dagfinn! Dagfinn, Dagfinn –!
Drängt sich durch die Menge an der Ausgangstür. 
BISP NIKOLAS
(deltagende til Gregorius Jonssøn).
Ingen dag uden en eller anden fanger ulempe på gods og frihed! 
BISCHOF NIKOLAS
teilnahmsvoll zu Gregorius Jonsson.
Kein Tag, da nicht dieser oder jener Schaden litte an Hab’ und Gut und Freiheit. 
GREGORIUS JONSSØN.
Hvem gælder det nu? 
GREGORIUS JONSSON.
Wer ist denn nun daran? 
BISP NIKOLAS.
En stakkels farmand, – Jostejn Tamb synes jeg de kaldte ham. 
BISCHOF NIKOLAS.
Ein armer Schiffer, – Jostejn Tamb, dünkt mich, nannten sie ihn. 
GREGORIUS JONSSØN.
Jostejn –? 
GREGORIUS JONSSON.
Jostejn –? 
BISP NIKOLAS.
Dagfinn Bonde vil nægte ham at sejle. 
BISCHOF NIKOLAS.
Dagfinn der Bauer will ihn an der Abfahrt hindern. 
GREGORIUS JONSSØN.
Vil Dagfinn nægte ham, siger I? 
GREGORIUS JONSSON.
Dagfinn will ihn hindern, sagt Ihr? 
BISP NIKOLAS.
Ret nu gik han. 
BISCHOF NIKOLAS.
Gerade eben ging er fort. 
GREGORIUS JONSSØN.
Tilgiv, herre, jeg må skynde mig – 
GREGORIUS JONSSON.
Verzeiht, Herr, ich muß mich beeilen – 
BISP NIKOLAS.
Ja, gør det, gode lendermand; – Dagfinn Bonde er så ilsindet.
(Gregorius Jonssøn iler ud til højre blandt resten af de tilstedeværende; kun Skule jarl og bisp Nikolas bliver tilbage i hallen.)  
BISCHOF NIKOLAS.
Ja, tut das, wackerer Lehnsmann – Dagfinn ist so arglistig.
Gregorius Jonsson eilt mit den übrigen Anwesenden rechts hinaus; nur Jarl Skule und Bischof Nikolas bleiben zurück in der Halle. 
SKULE JARL
(går tankefuld op og ned; pludselig er det ligesom han vågner; han ser sig om og siger):
Hvor stilt her blev med engang. 
JARL SKULE
geht nachdenklich auf und ab; plötzlich ist’s, wie wenn er erwache; er blickt sich um und sagt:
Wie still ward es hier mit einem Mal! 
BISP NIKOLAS.
Kongen gik. 
BISCHOF NIKOLAS.
Der König ging. 
SKULE JARL.
Og alle mænd fulgte ham efter. 
JARL SKULE.
Und alle folgten ihm. 
BISP NIKOLAS.
Alle, undtagen vi. 
BISCHOF NIKOLAS.
Alle, bis auf uns. 
SKULE JARL.
Det er noget stort, det, at være konge. 
JARL SKULE.
Es ist doch etwas Großes, König zu sein. 
BISP NIKOLAS
(forsigtig).
Gad I prøve det, jarl? 
BISCHOF NIKOLAS
ausholend.
Möchtet Ihr’s erproben, Jarl? 
SKULE JARL
(smiler alvorligt).
Jeg har prøvet det; hver søvnsvanger nat er jeg konge i Norge. 
JARL SKULE
ernsthaft lächelnd.
Ich hab’s erprobt – jede schlummermüde Nacht bin ich König in Norwegen. 
BISP NIKOLAS.
Drømme varsler. 
BISCHOF NIKOLAS.
Träume sind Wahrzeichen. 
SKULE JARL.
De frister også? 
JARL SKULE.
Nicht auch Versuchungen? 
BISP NIKOLAS.
Neppe jer. Før i tiden, det kan jeg skønne; – men nu, da I har tredjedelen af riget, råder som første mand i landet og er dronningens fader – 
BISCHOF NIKOLAS.
Die Euren kaum. In früherer Zeit, ja, das kann ich mir denken; – aber jetzt, da Ihr den dritten Teil des Reiches besitzt, als der erste Mann im Lande regiert und Vater der Königin seid – 
SKULE JARL.
Mest nu, – mest nu. 
JARL SKULE.
Jetzt mehr denn je, – jetzt mehr denn je. 
BISP NIKOLAS.
Dølg intet! Skrift; thi I bærer visselig på en stor kval. 
BISCHOF NIKOLAS.
Verhehlt mir nichts! Beichtet – denn Ihr leidet gewißlich große Qual. 
SKULE JARL.
Mest nu, som jeg siger. Det er den store forbandelse, som ligger over alt mit liv, dette, at stå det højeste så nær – bare et slug imellem – et spring over, – på den anden side er kongsnavn og purpurkåbe og trone og magt og alt; daglig har jeg det for øje – men vinder aldrig over. 
JARL SKULE.
Jetzt mehr denn je, wie gesagt. Das ist der große Fluch, der auf meinem ganzen Leben liegt: – dem Höchsten so nahe zu stehen – nur eine Kluft dazwischen – ein Sprung – drüben ist der Königsname, der Purpurmantel, der Königssitz, die Macht und alles! Täglich hab’ ich’s vor Augen – aber nie komm’ ich hinüber. 
BISP NIKOLAS.
Sandt, sandt, jarl. 
BISCHOF NIKOLAS.
Sehr wahr, Jarl. 
SKULE JARL.
Da de tog Guthorm Sigurdssøn til konge, stod jeg i min ungdoms fuldeste kraft; da var det som det skreg lydt i mig: væk med barnet, – jeg er den voksne, stærke mand! – men Guthorm var kongssøn; der lå et slug mellem mig og tronen. 
JARL SKULE.
Als sie Guthorm Sigurdsson zum König machten, stand ich in meiner Jugend vollster Kraft; da war’s, als schrie es laut in mir: Weg mit dem Kinde, – ich bin der erwachsene, der starke Mann! – Aber Guthorm war Königssohn; es lag eine Kluft zwischen mir und dem Königssitz. 
BISP NIKOLAS.
Og I vovede ikke – 
BISCHOF NIKOLAS.
Und Ihr wagtet nicht – 
SKULE JARL.
Så blev Erling Stejnvæg hyldet af Slittungerne. Da skreg det i mig igen: Skule er en større høvding end Erling Stejnvæg! Men jeg måtte brudt med Birkebejnerne, – det var sluget dengang. 
JARL SKULE.
Dann ward dem Erling Stejnväg von den Slittungern gehuldigt. Da schrie es wieder in mir: Skule ist ein größerer Häuptling als Erling Stejnväg! Aber ich hätte mit den Birkebeinern brechen müssen, – das war damals die Kluft. 
BISP NIKOLAS.
Og Erling blev konge for Slittungerne, og for Ribbungerne siden, og I ventede! 
BISCHOF NIKOLAS.
Und Erling ward König der Slittunger und nachmals der Ribbunger, und Ihr wartetet! 
SKULE JARL.
Jeg ventede på Guthorms død. 
JARL SKULE.
Ich wartete auf Guthorms Tod. 
BISP NIKOLAS.
Og Guthorm døde, og Inge Bårdssøn, eders broder, blev konge. 
BISCHOF NIKOLAS.
Und Guthorm starb, und Inge Bårdsson, Euer Bruder, ward König. 
SKULE JARL.
Så ventede jeg på min broders død. Han var syg fra første færd af; hver morgen, når vi mødtes i den hellige messe, sad jeg og skottede efter, om ikke sotten tog til. Hvert drag af smerte, som strøg over hans ansigt, var mig som et vindpust i sejlet og bar mig nærmere mod tronen. Hvert suk, han lettede sin ve og vånde i, lød for mig, som horn og lur langt bortunder liderne, som sendebud, der kom langvejs fra for at melde, at nu fik jeg snart tage rigsstyret. Slig rykkede jeg hver kærlig brodertanke op med rod og trevler; og Inge døde og Håkon kom, – og Birkebejnerne tog ham til konge. 
JARL SKULE.
Nun wartete ich auf meines Bruders Tod. Er war krank vom ersten Tag an; jeden Morgen, wenn wir uns bei der heiligen Messe trafen, saß ich da und schielte hinüber, ob die Krankheit nicht zunähme. Jeder Schmerzenszug, der über sein Gesicht flog, war wie ein Windstoß in mein Segel und trug mich dem Königssitze näher. Jeder Seufzer, durch den er Weh und Qual sich erleichterte, klang mir wie Posaunenton fern unten auf der Halde, wie eines Sendboten Hörn, der weither gezogen kam, mir zu melden, daß ich nun bald das Steuer des Reichs ergreifen würde. So riß ich jeden zärtlichen Brudergedanken heraus mit Wurzel und Fasern; und Inge starb und Håkon kam, – und die Birkebeiner machten ihn zum König. 
BISP NIKOLAS.
Og I ventede. 
BISCHOF NIKOLAS.
Und Ihr wartetet. 
SKULE JARL.
Mig tykkedes der måtte komme hjælp ovenfra. Jeg kendte kongskraften i mig, og jeg ældedes; hver dag, der gik, var en dag, som toges bort fra min livsgerning. Hver kveld tænkte jeg: imorgen sker der et jertegn, som fælder ham og sætter mig på det tomme sæde. 
JARL SKULE.
Mir war’s, als müßte Hilfe von dort oben kommen. Ich fühlte die Königskraft in mir, und ich alterte; jeder Tag, der verstrich, war ein Tag, der meinem Lebenswerk genommen ward. Jeden Abend dachte ich: morgen geschieht ein Wunder, das ihn erschlägt und mich auf den leeren Sitz erhebt. 
BISP NIKOLAS.
Ringe var Håkons magt dengang; han var kun et barn; det galdt ikke andet, end et skridt af eder, men I tog det ikke. 
BISCHOF NIKOLAS.
Gering war damals Håkons Macht; er war ein Kind noch; es galt bloß einen Schritt von Eurer Seite, aber Ihr tatet ihn nicht. 
SKULE JARL.
Det skridt var svært at tage; det havde skilt mig fra al min slægt og fra alle venner. 
JARL SKULE.
Den Schritt zu tun war schwer; er hätte mich von all meinen Verwandten und Freunden geschieden. 
BISP NIKOLAS.
Ja, der er sagen, Skule jarl, – der er forbandelsen, som har ligget over eders liv. I vil vide hver vej åben i nødsfald, – I vover ikke at bryde alle broer af og kun beholde én igen, værge den alene, og sejre eller falde der. I stiller snarer for eders uven, I bygger fælde for hans fod og hænger hvasse sværd over hans hoved, I strør gift i alle fade og I har hundrede garn ude; men vil han ind i et af dem, så vover I ikke at trække i tråden; griber han efter giften, så tykkes det jer tryggere, at han falder for sværd; er han ved at lade sig fange om morgenen, så finder I det bedre, at det sker ved kveldstid. 
BISCHOF NIKOLAS.
Ja, das ist die Sache, Jarl Skule, – das ist der Fluch, der auf Eurem Leben lag. Ihr wollt jeden Weg offen wissen für den Notfall, – Ihr wagt nicht, alle Brücken abzubrechen und nur eine zu behalten, die allein zu verteidigen, und da zu siegen oder zu fallen. Ihr legt Schlingen Eurem Feind, Ihr stellt Fallen seinem Fuß und hängt ein scharfes Schwert über sein Haupt, Ihr streut Gift in alle Schüsseln und spannt hundert Netze aus: aber will er in eins davon hinein, so wagt Ihr nicht den Faden anzuziehen; greift er nach dem Gifte, so dünkt es Euch sicherer, daß er durch das Schwert falle; steht er im Begriff, sich am Morgen fangen zu lassen, so findet Ihr’s besser, daß es zur Abendzeit geschehe. 
SKULE JARL
(ser alvorligt på ham).
Og hvad vilde I gøre, herre bisp? 
JARL SKULE.
blickt ihn ernst an.
Und was würdet Ihr tun, Herr Bischof? 
BISP NIKOLAS.
Tal ikke om mig; min gerning er at tømre kongsstolene i dette land, ikke at sidde deroppe og styre folk og rige. 
BISCHOF NIKOLAS.
Sprecht nicht von mir; mein Geschäft ist, die Königssitze in diesem Lande zu zimmern, nicht darauf zu sitzen und Volk und Reich zu regieren. 
SKULE JARL
(efter et kort ophold).
Svar mig på ét, ærværdige herre, men svar mig med al sandhed. Hvorfor går Håkon så uryggelig frem på den lige vej? Han er ikke kløgtigere end I, ikke djærvere end jeg. 
JARL SKULE.
nach einer kurzen Pause.
Antwortet mir auf Eins, ehrwürdiger Herr, – aber antwortet mir mit voller Wahrheit. Weshalb geht Håkon so unerschütterlich vorwärts auf dem geraden Wege? Er ist nicht klüger als Ihr, nicht kühner als ich. 
BISP NIKOLAS.
Hvem gør den største gerning i verden? 
BISCHOF NIKOLAS.
Wer vollbringt die größte Tat in der Welt? 
SKULE JARL.
Det gør den største mand. 
JARL SKULE.
Die vollbringt der größte Mann. 
BISP NIKOLAS.
Men hvem er den største mand? 
BISCHOF NIKOLAS.
Aber wer ist der größte Mann? 
SKULE JARL.
Den modigste. 
JARL SKULE.
Der mutigste. 
BISP NIKOLAS.
Så siger høvdingen. En prest vilde sige, det er den mest troende, – en vismand, at det er den kyndigste. Men det er ingen af dem, jarl. Den lykkeligste mand er den største mand. Den lykkeligste er det, som gør de største gerninger, han, hvem tidens krav kommer over ligesom i brynde, avler tanker, dem han ikke selv fatter, og som peger for ham på den vej, han ikke selv véd hvor bær hen, men som han dog går og må gå, til han hører folket skrige i glæde, og han ser sig om med spilte øjne og undrer sig og skønner, at han har gjort et storværk. 
BISCHOF NIKOLAS.
So spricht der Kriegshauptmann. Ein Priester würde sagen: der gläubigste; – ein Weiser: der erfahrenste. Aber von ihnen ist es keiner, Jarl. Der glücklichste Mann ist der größte Mann. Der glücklichste vollbringt die größten Taten, – er, über den die Forderungen der Zeit wie ein Brand kommen: sie erzeugen ihm Gedanken, die er selbst nicht faßt, weisen ihm den Weg, dessen Ziel er selbst nicht kennt, den er aber wandelt und wandeln muß , bis er den Jubelschrei des Volkes hört – und mit weit aufgerissenen Augen sieht er sich um und erkennt voll Verwunderung, daß er ein großes Werk vollbracht hat. 
SKULE JARL.
Ja, der er dette uryggelig sikre ved Håkon. 
JARL SKULE.
Ja, Håkon hat etwas so unerschütterlich Sicheres. 
BISP NIKOLAS.
Det er det, som Romerne kaldte ingenium. – Jeg er ikke stiv i latinen forresten; men det kaldtes ingenium. 
BISCHOF NIKOLAS.
Er hat das, was die Römer ingenium nannten –. Ich bin sonst nicht der beste Lateiner: aber das hieß ingenium. 
SKULE JARL
(først tankefuld, siden i stigende bevægelse).
Håkon skulde være skabt af et andet stof end jeg? Være af de lykkelige? – Ja, trives ikke alting for ham? Føjer ikke alting sig til det bedste, når det gælder ham? Selve bonden mærker det; han siger, at træerne bær togange frugt, og fuglene ruger æg togange hver sommer, mens Håkon er konge. Vermelandsbygden, som han brændte og hærgede, den står og lyser med tømrede huse igen, og alle akre svinger tungt for vinden. Det er som blodet og asken gødsler, der Håkon farer frem i hærfærd; det er som Herren dækker over med grøde, hvad Håkon tramper ned; det er som de hellige magter skynder sig at slette ud hver skyld efter ham. Og hvor let gik han ikke til at blive konge! Han trængte til at Inge skulde dø tidligt, og Inge døde; han trængte til værn og værge, og hans mænd værnede og værgede ham; han trængte til jernbyrd, og hans moder kom og bar den for ham. 
JARL SKULE.
zuerst gedankenvoll, dann in wachsender Erregung.
Håkon sollte aus andrem Stoffe geschaffen sein als ich? Der Glücklichen einer? – Ja, gelingt ihm nicht alles? Schlägt nicht alles zum besten aus, wenn es ihn betrifft? Selbst der Bauer spürt das; er sagt, die Bäume trügen zweimal Früchte, und die Vögel brüteten zweimal in jedem Sommer, seit Håkon König ist. Varmeland, das er niederbrannte und verheerte, steht wieder da blitzblank mit seinen neugezimmerten Häusern, und alle Äcker wallen schwer von Ähren im Winde. Es ist, als ob Blut und Asche das Land düngten, das Håkon mit Krieg überzieht; es ist, als ob der Herr mit Wachstum segnete, was Håkon niedertritt; es ist, ob als die heiligen Mächte sich beeilten, jede Schuld hinter ihm her auszutilgen. Und wie leicht gelang es ihm nicht, König zu werden! Er hatte Inges frühzeitigen Tod nötig, und Inge starb; Schutz und Schirm hatte er nötig, und seine Mannen schützten und schirmten ihn; er hatte die Eisenprobe nötig, und seine Mutter kam und bestand sie für ihn. 
BISP NIKOLAS
(i uvilkårligt udbrud).
Men vi – vi to –! 
BISCHOF NIKOLAS
bricht unwillkürlich in die Worte aus:
Aber wir – wir beiden –! 
SKULE JARL.
Vi? 
JARL SKULE.
Wir? 
BISP NIKOLAS.
Ja I – I da! 
BISCHOF NIKOLAS.
Ja, Ihr – Ihr! 
SKULE JARL.
Håkon har retten, bisp. 
JARL SKULE.
Håkon hat das Recht, Bischof. 
BISP NIKOLAS.
Har han retten, fordi han er den lykkelige; – den største lykke er den, at have retten. Men med hvilken ret fik Håkon retten og ikke I? 
BISCHOF NIKOLAS.
Er hat das Recht, weil er der Glückliche ist – das größte Glück ist, das Recht zu haben. Aber mit welchem Recht hat Håkon das Recht, und nicht Ihr? 
SKULE JARL
(efter et kort ophold).
Der er ting, som jeg vil bede Gud frelse mig fra at tænke på. 
JARL SKULE
nach einer kurzen Pause.
Es gibt Dinge, an die zu denken Gott mich gnädig bewahren wolle. 
BISP NIKOLAS.
Så I aldrig et gammelt billede i Nidaros kristkirke? Det viser syndfloden, som vokser og højner sig op over alle berge, så der kun er en eneste tind igen. Opover der klyver en hel slægt, fader og moder og søn og søns hustru og børn; – og sønnen river faderen ned i vandflommen for at vinde bedre fæste, og han vil rive moderen med, og hustru og alle børn, for at vinde op til toppen selv; – thi deroppe er en fodsbred land, der kan han holde sig en time. – Det, jarl, det er visdommens saga og hver vismands saga. 
BISCHOF NIKOLAS.
Saht Ihr nie ein altes Bild in der Christkirche zu Nidaros? Es stellt die Sintflut dar, die steigt und über alle Berge hinaufschwillt, so daß nur noch eine einzige Zinne emporragt. Diese klimmt ein ganzes Geschlecht hinan, Vater und Mutter und Sohn und des Sohnes Weib und Kinder; – und der Sohn zerrt den Vater in die Wasserflut hinab, um besseren Halt zu gewinnen, und er wird die Mutter hinabreißen und sein Weib und all seine Kinder, um selbst den Gipfel zu gewinnen – denn droben ist ein Fußbreit Land, da kann er sich eine Zeitlang halten – das, Jarl, das ist der Weisheit Saga und jedes Weisen Saga. 
SKULE JARL.
Men retten! 
JARL SKULE.
Aber das Recht! 
BISP NIKOLAS.
Sønnen havde retten. Han havde styrke og lyst til livet; – føj din lyst og brug din evne, den ret har hvermand. 
BISCHOF NIKOLAS.
Der Sohn hatte das Recht. Er hatte Kraft und Lust, zu leben, – folge deiner Lust und nütze deine Gaben: das Recht hat ein jeglicher. 
SKULE JARL.
Til det, som godt er, ja. 
JARL SKULE.
Zu dem, was gut ist, ja. 
BISP NIKOLAS.
Leg og spil med ord! Der gives ikke godt og ondt, ikke op og ned, ikke højt og lavt. Slige ord må I glemme, ellers gør I aldrig det sidste skridt, sætter aldrig over sluget. (dæmpet og indtrængende.) I skal ikke hade flok eller sag, fordi flokken eller sagen vil dette og ikke hint; men I skal hade hver mand i flokken, fordi han er eder imod, og I skal hade hver den, som står rundt om en sag, fordi sagen ikke fremmer eders vilje. Alt det, som I kan bruge, det er godt, – alt det, som lægger bråte på eders vej, det er ondt. 
BISCHOF NIKOLAS.
Spielt und tändelt mit Worten! Es gibt weder Gutes noch Böses, weder Oben noch Unten, weder Hoch noch Niedrig. Solche Worte müßt Ihr vergessen, sonst tut Ihr nie den letzten Schritt, setzt Ihr nie über die Kluft! Leise und eindringlich: Ihr sollt die Menge oder die Sache nicht hassen, weil die Menge oder die Sache dies und nicht jenes verlangt; aber Ihr sollt in der Menge jeden Menschen hassen, weil er Euch widerstrebt, und Ihr sollt einen jeden hassen, der eine Sache vertritt, weil die Sache Euren Willen nicht fördert. Alles, was Euch nützen kann, ist gut; – alles, was Euch Dornen in den Weg legt, ist böse. 
SKULE JARL
(ser grublende frem for sig).
Hvad har ikke jeg kostet på den kongsstol, som jeg dog ikke rak op til; – og hvad har Håkon kostet på den, han, som nu sidder der så tryg! Jeg var ung og slap min fagre lønlige kærlighed, for at gifte mig ind i en mægtig æt. Jeg bad til de hellige, at der måtte skænkes mig en søn, – jeg fik kun døtre. 
JARL SKULE
blickt grübelnd vor sich hin.
Was hat mich nicht der Königssitz gekostet, zu dem ich doch nicht hinaufreichte – und was hat er Håkon gekostet, ihn, der jetzt so sicher darauf sitzt! Ich war jung und opferte meine holde heimliche Liebe, um in ein mächtiges Geschlecht hineinzuheiraten. Ich betete zu den Heiligen, mir möchte ein Sohn geschenkt werden, – ich bekam nur Töchter. 
BISP NIKOLAS.
Håkon får sønner, jarl, – se til! 
BISCHOF NIKOLAS.
Håkon bekommt Söhne, Jarl, – verlaßt Euch drauf! 
SKULE JARL
(går over mod vinduet til højre).
Ja, – alt føjer sig for Håkon. 
JARL SKULE
tritt an das Fenster rechts.
Ja, – für Håkon wendet sich alles zum besten. 
BISP NIKOLAS
(følger efter ham).
Og I, I vil lade jer jage fredløs fra lykken alt eders liv igennem! Er I da blind? Ser I ikke, at det er en stærkere magt end Birkebejnerflokken, som står bagved Håkon og fremmer al hans gerning? Han får hjælpen deroppefra, fra dem – dem, som står eder imod – fra dem, som var eders avindsmænd fra fødselen af! Og for disse avindsmænd bøjer I eder! Rejs jer, mand; skyd ryg! Hvad fik I ellers eders ubændige sjæl til? Kom ihug, at det første storværk i verden blev øvet af en, som rejste sig mod et stærkt rige! 
BISCHOF NIKOLAS
ihm nachgehend.
Und Ihr, Ihr wollt Euch Euer ganzes Leben lang friedlos vom Glücke jagen lassen! Seid Ihr denn blind? Seht Ihr nicht, daß eine stärkere Macht als die Schar Birkebeiner hinter Håkon steht und all sein Tun fördert? Er bekommt Hilfe von dort oben, von denen – denen, die wider Euch stehen, von denen, die Eure Feinde waren von Eurer Geburt an! Und vor diesen Feinden beugt Ihr Euch! Richtet Euch auf, Mann – werft den Nacken empor! Wozu ward Euch sonst Eure unbändige Seele? Denkt daran, daß die erste große Tat der Welt von Einem vollführt wurde, der sich wider ein gewaltiges Reich erhob! 
SKULE JARL.
Hvem? 
JARL SKULE.
Wen meint Ihr? 
BISP NIKOLAS.
Engelen, som rejste sig mod lyset! 
BISCHOF NIKOLAS.
Den Engel, der sich wider das Licht erhob! 
SKULE JARL.
Og som blev slængt i afgrundens gab – 
JARL SKULE.
Und der in den tiefsten Abgrund geschleudert wurde – 
BISP NIKOLAS
(vildt).
Og skabte et rige der, og blev konge, en mægtig konge, – mægtigere end nogen af de titusende – jarler deroppe!
(synker ned på bænken ved drikkebordet.)  
BISCHOF NIKOLAS
leidenschaftlich.
Und da ein Reich erschuf und König wurde, ein mächtiger König, – mächtiger als einer der zehntausend – Jarle dort oben!
Er sinkt auf eine Bank am Zechtische. 
SKULE JARL
(ser længe på ham og siger):
Bisp Nikolas, er I noget mere eller noget mindre end et menneske? 
JARL SKULE
blickt ihn lange an und spricht:
Bischof Nikolas, seid Ihr mehr oder seid Ihr weniger als ein Mensch? 
BISP NIKOLAS
(smiler).
Jeg er i uskyldighedsstand: jeg kender ikke forskel mellem godt og ondt. 
BISCHOF NIKOLAS
lächelt.
Ich bin im Unschuldsstand: ich kenne nicht den Unterschied zwischen gut und böse. 
SKULE JARL
(halvt til sig selv).
Hvorfor satte de mig ind i verden, når de ikke vilde stelle det bedre for mig? Håkon har så fast og uryggelig en tro på sig selv, – alle hans mænd har så fast og uryggelig en tro på ham – 
JARL SKULE
halb für sich.
Weshalb setzten sie mich in die Welt, wenn sie für mich kein besseres Los bereit hatten? Håkon hat einen so festen und unerschütterlichen Glauben an sich selbst, – all seine Mannen haben einen so festen und unerschütterlichen Glauben an ihn – 
BISP NIKOLAS.
Dølg, at I ikke har slig tro på eder selv! Tal, som om I havde den; sværg højt og dyrt på, at I har den, – og alle vil tro på jer. 
BISCHOF NIKOLAS.
Verbergt, daß Ihr keinen solchen Glauben an Euch selber habt. Redet, als hättet Ihr ihn; schwört hoch und teuer, daß Ihr ihn habt, – und alle werden an Euch glauben. 
SKULE JARL.
Havde jeg en søn! Havde jeg en søn, som kunde tage al den store arv efter mig! 
JARL SKULE.
Hätt’ ich einen Sohn! Hätt’ ich einen Sohn, der bei meinem Tode das große Erbe antreten könnte! 
BISP NIKOLAS
(livfuldt).
Jarl – hvis I havde en søn? 
BISCHOF NIKOLAS
lebhaft.
Jarl, – und wenn Ihr einen Sohn hättet? 
SKULE JARL.
Jeg har ingen. 
JARL SKULE.
Ich habe keinen. 
BISP NIKOLAS.
Håkon får sønner. 
BISCHOF NIKOLAS.
Håkon bekommt Söhne. 
SKULE JARL
(knuger hænderne).
Og er kongefødt! 
JARL SKULE
ballt die Hände.
Und ist von königlicher Geburt! 
BISP NIKOLAS
(rejser sig).
Jarl, – hvis han ikke var det? 
BISCHOF NIKOLAS
steht auf.
Jarl, – wenn er’s nicht wäre? 
SKULE JARL.
Han har jo godtgjort det; jernbyrden – 
JARL SKULE.
Er hat’s ja erhärtet –; die Eisenprobe – 
BISP NIKOLAS.
Og hvis han ikke var det – trods jernbyrden? 
BISCHOF NIKOLAS.
Und wenn er’s nicht wäre, – trotz der Eisenprobe? 
SKULE JARL.
Vil I sige, at Gud løj, da han lod jernbyrden lykkes? 
JARL SKULE.
Wollt Ihr sagen, Gott habe gelogen, als er die Eisenprobe gelingen ließ? 
BISP NIKOLAS.
Hvad var det Inga fra Vartejg trøstede sig til at æske Gudsdom for? 
BISCHOF NIKOLAS.
Wofür getraute sich Inga von Vartejg das Gottesurteil anzurufen? 
SKULE JARL.
At det barn, hun fødte øster i Borgasyssel, var Håkon Sverressøns søn. 
JARL SKULE.
Daß das Kind, das sie in Borgasyssel geboren, Håkon Sverressons Sohn wäre. 
BISP NIKOLAS
(nikker, ser sig om og siger sagte):
Og hvis nu kong Håkon ikke var dette barn? 
BISCHOF NIKOLAS
nickt, sieht sich um und sagt leise:
Und wenn nun König Håkon nicht dieses Kind wäre? 
SKULE JARL
(farer et skridt tilbage).
Almægtige –! (fatter sig.) Det er utænkeligt. 
JARL SKULE
fährt einen Schritt zurück.
Allmächtiger –! Faßt sich. Das ist undenkbar. 
BISP NIKOLAS.
Hør mig, jarl. Jeg er seks og syvti år; det tar til at bære brat nedover bakke nu, og denne sag drister jeg mig ikke til at tage med derover – 
BISCHOF NIKOLAS.
Hört mich an, Jarl. Ich bin sechsundsiebenzig Jahr alt; immer rascher geht’s nun mit mir bergab, und diese Sache wage ich nicht mit dahinüber zu nehmen – 
SKULE JARL.
Tal, tal! Er han ikke Håkon Sverressøns søn? 
JARL SKULE.
Sprecht, sprecht! Ist er nicht Håkon Sverressons Sohn? 
BISP NIKOLAS.
Hør mig. Det gjordes ikke vitterligt for nogen, den tid Inga var med barn. Håkon Sverressøn var nylig død, og sagtens frygtede hun for Inge Bårdssøn, som da var konge, og for eder, – nå ja, for Baglerne med, kan jeg tænke. Hun fødte lønligt i Trond prests hus, øster i Heggen herred, og ni dage efter rejste hun hjem; men kongsbarnet blev et helt år hos presten, uden at hun turde se til det, og uden at nogen vidste det, undtagen Trond og hans to sønner. 
BISCHOF NIKOLAS.
Hört mich an. Es wurde damals niemand kund gemacht, daß Inga eines Kindes genesen sollte. Håkon Sverresson war eben gestorben, und wahrscheinlich fürchtete sie sich vor Inge Bårdsson, der jetzt König war, und vor Euch, – nun ja, auch wohl vor den Baglern. In aller Stille kam sie nieder im Haus des Pfarrers Trond, ostwärts in der Heggenharde, und neun Tage darauf reiste sie heim; aber das Königskind blieb ein ganzes Jahr bei dem Pfarrer, ohne daß sie es sehen durfte, und ohne daß einer darum wußte, ausgenommen Trond und seine beiden Söhne. 
SKULE JARL.
Ja, ja, – og så? 
JARL SKULE.
Ja, ja, – und weiter? 
BISP NIKOLAS.
Da barnet var årsgammelt kunde det ikke godt dølges længere. Inga røbede da sagen for Erlend af Huseby, – en gammel Birkebejner fra Sverres tider – véd I. 
BISCHOF NIKOLAS.
Als das Kind ein Jahr alt war, konnte die Sache nicht gut länger verheimlicht werden. Inga vertraute sich also Erlend von Huseby an, – einem alten Birkebeiner aus Sverres Zeit – wißt Ihr. 
SKULE JARL.
Nu? 
JARL SKULE.
Nun
BISP NIKOLAS.
Han og andre høvdinger fra Oplandene tog barnet, rejste midtvinters over fjeldet med det, og bragte det til kongen, som den tid sad i Nidaros. 
BISCHOF NIKOLAS.
Der und ein paar andere Häuptlinge ans den Oberlanden holten das Kind, fuhren mitten im Winter übers Gebirge mit ihm und brachten es zum König, der damals in Nidaros saß. 
SKULE JARL.
Og endda kan I sige, at –? 
JARL SKULE.
Und doch könnt Ihr sagen, daß –? 
BISP NIKOLAS.
Stor fare kan I vel skønne det måtte være for en ringe prest at fostre et kongsbarn. Straks barnet var født, skriftede han derfor for en af sine overmænd i kirken og spurgte om hans råd. Denne hans overmand bød da Trond lønligt at forbytte barnet, sende den rette kongssøn til et trygt sted og give Inga den urette, om hun eller Birkebejnerne siden krævede kongssønnen. 
BISCHOF NIKOLAS.
Eine große Gefahr, könnt Ihr wohl denken, mußt’ es für einen geringen Priester sein, ein Königskind großzuziehen. Gleich nach des Kindes Geburt beichtete er daher einem seiner Kirchenoberen und erbat sich dessen Rat. Dieser sein Oberer gebot Trond, das Kind heimlich zu vertauschen, den rechten Königssohn an einen sicheren Ort zu bringen und Inga den falschen zu übergeben, wenn sie oder die Birkebeiner später das Kind begehrten. 
SKULE JARL
(oprørt).
Og hvem var den hund, som rådede til sligt? 
JARL SKULE
empört.
Und wer war der Schurke, der solches riet? 
BISP NIKOLAS.
Det var mig. 
BISCHOF NIKOLAS.
Das war ich. 
SKULE JARL.
I? Ja, I har altid hadet Sverres æt. 
JARL SKULE.
Ihr? Ja, Ihr habt immer Sverres Geschlecht gehaßt. 
BISP NIKOLAS.
Utrygt tyktes det mig for kongssønnen at komme i eders hænder. 
BISCHOF NIKOLAS.
Unsicher schien mir’s, den Königssohn in Eure Hände zu geben. 
SKULE JARL.
Men presten? 
JARL SKULE.
Der Priester aber? 
BISP NIKOLAS.
Lovede at gøre, som jeg bød. 
BISCHOF NIKOLAS.
Gelobte zu tun, wie ich befohlen hatte. 
SKULE JARL
(griber ham om armen).
Og Håkon er den urette? 
JARL SKULE
packt ihn am Arm.
Und Håkon ist das falsche Kind? 
BISP NIKOLAS.
Hvis presten har holdt sit løfte. 
BISCHOF NIKOLAS.
Wenn der Priester sein Gelübde gehalten hat. 
SKULE JARL.
Hvis han har holdt det? 
JARL SKULE.
Wenn
er’s gehalten hat? 
BISP NIKOLAS.
Trond prest rejste fra landet samme vinter barnet kom til kong Inge. Han foer til Thomas Becketts grav, og blev siden i England til han døde. 
BISCHOF NIKOLAS.
Der Pfarrer Trond verließ das Land im selben Winter, als das Kind zu König Inge kam. Er wallte nach Thomas Becketts Grab und blieb dann in England bis zu seinem Tode. 
SKULE JARL.
Han rejste fra landet, siger I! Da har han forbyttet barnet og frygtet hævn af Birkebejnerne. 
JARL SKULE.
Er verließ das Land, sagt Ihr! So hat er das Kind vertauscht und die Rache der Birkebeiner gefürchtet. 
BISP NIKOLAS.
Eller han har ikke forbyttet det, og frygtet hævn af mig. 
BISCHOF NIKOLAS.
Oder er hat es nicht vertauscht, und meine Rache gefürchtet. 
SKULE JARL.
Hvilken af delene tror I? 
JARL SKULE.
Und was glaubt Ihr
BISP NIKOLAS.
Begge dele er lige trolige. 
BISCHOF NIKOLAS.
Das eine ist eben so glaubhaft wie das andere. 
SKULE JARL.
Men prestesønnerne, som I nævnte? 
JARL SKULE.
Aber die Pfarrerssöhne, die Ihr erwähntet? 
BISP NIKOLAS.
De gik med korsfarerne til det hellige land. 
BISCHOF NIKOLAS.
Sie zogen mit den Kreuzfahrern ins heilige Land. 
SKULE JARL.
Og ingen har spurgt til dem siden? 
JARL SKULE.
Und hat niemand seit der Zeit etwas von ihnen gehört? 
BISP NIKOLAS.
Jo. 
BISCHOF NIKOLAS.
Ja. 
SKULE JARL.
Hvor er de? 
JARL SKULE.
Wo sind sie? 
BISP NIKOLAS.
De druknede i Grækerhavet på udrejsen. 
BISCHOF NIKOLAS.
Sie ertranken im griechischen Meer auf der Hinfahrt. 
SKULE JARL.
Og Inga –? 
JARL SKULE.
Und Inga –? 
BISP NIKOLAS.
Véd intet, hverken om prestens skrifte eller om mit råd. 
BISCHOF NIKOLAS.
Weiß nichts – weder von der Beichte des Pfarrers noch von meinem Rat. 
SKULE JARL.
Hendes barn var kun ni dage, da hun rejste, sagde I? 
JARL SKULE.
Ihr Kind, sagtet Ihr, war erst neun Tage alt, da sie aufbrach? 
BISP NIKOLAS.
Ja; og det barn, hun så igen, var over årsgammelt – 
BISCHOF NIKOLAS.
Ja; und das Kind, das sie wiedersah, war über ein volles Jahr – 
SKULE JARL.
Så er der ingen i verden, som kan lyse op her! (går nogle gange stærkt op og ned.) Almægtige Gud, kan dette være sandhed? Håkon – kongen – han, som styrer over alt land og rige, han skulde ikke være den odelsbårne! – Og hvorfor er det ikke rimeligt nok? Har ikke alt held vidunderligt fulgt ham, – – hvorfor da ikke også det, at tages som barn ud af en fattig kotkarls hus og lægges i kongsbarnets vugge – 
JARL SKULE.
So gibt es auf der Welt keinen, der in diese Sache Licht bringen könnte! Er geht mehrmals heftig auf und nieder. Allmächtiger Gott, kann das Wahrheit sein? Håkon, – der König, – er, der Land und Reich regiert, er sollte nicht der Erbgeborene sein! – Und warum wäre das so unwahrscheinlich? Hat ihn nicht jegliches Glück wunderbar begleitet? – warum denn nicht auch das Glück, als Kind aus der Hütte eines armen Kätners genommen und in die Wiege des Königskindes gelegt zu werden – 
BISP NIKOLAS.
Mens hele folket tror, han er kongens søn – 
BISCHOF NIKOLAS.
Während das ganze Volk glaubt, er sei der Königssohn – 
SKULE JARL.
Mens han selv tror det, bisp, – det er det meste af lykken, det er styrkebeltet! (går til vinduet.) Se, hvor fager han sidder på hesten. Ingen sidder som han. Det ler og glitrer som solskin i hans øjne, han ser udad i dagen, som om han vidste sig skabt til at gå fremad, altid fremad. (vender sig om mod bispen.) Jeg er en kongsarm, kan hænde et kongshoved også; men han er den hele konge. 
JARL SKULE.
Während er selbst es glaubt, Bischof, – das ist das wesentliche des Glückes, das ist der Stärkegürtel! Tritt ans Fenster. Seht nur, wie schön er zu Rosse sitzt! Keiner tut’s ihm gleich. Es lacht und blitzt wie Sonnenschein aus seinen Augen – er schaut in den Tag hinein, als fühle er sich dazu geschaffen, vorwärts, immer vorwärts zu schreiten. Sich zum Bischof umwendend. Ich bin ein Königsarm, allenfalls auch ein Königshaupt, er aber ist der ganze König. 
BISP NIKOLAS.
Og er det kanske endda ikke. 
BISCHOF NIKOLAS.
Und ist es vielleicht doch nicht. 
SKULE JARL.
Nej, – kanske endda ikke. 
JARL SKULE.
Ja, vielleicht doch nicht –. 
BISP NIKOLAS
(lægger hånden på hans skulder).
Jarl, hør mig – 
BISCHOF NIKOLAS
legt ihm die Hand auf die Schulter.
Jarl, hört mich an – 
SKULE JARL
(vedbliver at se ud).
Der sidder dronningen. Håkon taler mildt til hende; hun blir rød og bleg af glæde. Han tog hende til hustru, fordi det var klogt at kåre datteren af den mægtigste mand i landet. Der var ikke en varm tanke i hans hjerte for hende dengang; – men det vil komme; Håkon har lykken med sig. Hun vil lyse over hans liv – (standser og udbryder forundret:) Hvad er det? 
JARL SKULE
fährt fort, hinauszublicken.
Da sitzt die Königin. Håkon spricht sanft mit ihr; sie wird rot und blaß vor Freude. Er nahm sie zum Weibe, weil es klug war, die Tochter des mächtigsten Mannes im Reich zu wählen. Keine Spur von Wärme war damals für sie in seinem Herzen – aber das wird kommen; das Glück ist mit Håkon. Sie wird ihm sein Leben erhellen – Er stockt, und ruft verwundert aus. Was ist das
BISP NIKOLAS.
Hvilket? 
BISCHOF NIKOLAS.
Was? 
SKULE JARL.
Dagfinn Bonde brød voldsomt gennem flokken, som står rundt om. Nu melder han noget for kongen. 
JARL SKULE.
Dagfinn der Bauer drängt sich mit Gewalt durch die Menge, die ringsum steht. Jetzt meldet er dem König etwas. 
BISP NIKOLAS
(ser ud bag ved jarlen).
Håkon tykkes at blive vred; – gør han ikke? Han knytter hånden – 
BISCHOF NIKOLAS
schaut hinter dem Jarl durchs Fenster.
Håkon scheint zornig zu werden, – nicht wahr? Er ballt die Faust – 
SKULE JARL.
Han ser herop, – hvad kan det være?
(vil gå.)  
JARL SKULE.
Er blickt hier herauf – was kann das sein?
Will gehen. 
BISP NIKOLAS
(holder ham tilbage).
Jarl, hør mig, – der turde findes et middel til at blive viss på Håkons ret. 
BISCHOF NIKOLAS
hält ihn zurück.
Jarl, hört mich, – es dürfte ein Mittel geben, über Håkons Recht ins Klare zu kommen. 
SKULE JARL.
Et middel, siger I? 
JARL SKULE.
Ein Mittel, sagt Ihr? 
BISP NIKOLAS.
Trond prest har før han døde opsat et brev om sin fremfærd og taget sakramentet på, at det han der skriver, er sandt. 
BISCHOF NIKOLAS.
Der Pfarrer Trond hat vor seinem Tode einen Brief über sein Verfahren aufgesetzt und das Sakrament darauf genommen, daß er die Wahrheit geschrieben hat. 
SKULE JARL.
Og dette brev, – for Guds barmhjertigheds skyld, – hvor er det? 
JARL SKULE.
Und dieser Brief, – um Gottes Barmherzigkeit willen, – wo ist er? 
BISP NIKOLAS.
I må da vide, at – (ser mod døren.) Hys, kongen kommer! 
BISCHOF NIKOLAS.
So erfahrt denn, daß – Er blickt nach der Tür. Still, der König kommt! 
SKULE JARL.
Brevet, bisp, – brevet! 
JARL SKULE.
Der Brief, Bischof, – der Brief! 
BISP NIKOLAS.
Der er kongen.
(Håkon kommer ind, fulgt af sin hird og mange gæster. Straks derefter viser Margrete sig; hun er i ængstelig bevægelse og vil ile frem til kongen, men hindres af Fru Ragnhild, som med flere kvinder har fulgt hende. Sigrid holder sig lidt for sig selv opimod baggrunden. Jarlens mænd synes urolige og samler sig i flok på højre side, hvor Skule står, men noget tilbage.)  
BISCHOF NIKOLAS.
Da ist der König.
HÅKON tritt ein, begleitet von seinem Gefolge und zahlreichen Gästen. Gleich darauf erscheint MARGRETE; sie ist in ängstlicher Aufregung und will zum Könige hineilen, wird aber daran gehindert von FRAU RAGNHILD, die ihr mit mehreren Frauen gefolgt ist. SIGRID hält sich ein wenig abgesondert im Hintergrunde. Die Mannen des Jarls scheinen beunruhigt und scharen sich auf der rechten Seite, in geschlossener Masse, wo Skule steht, jedoch etwas weiter zurück. 
HÅKON
(i stærkt indre oprør).
Skule jarl, hvem er konge i dette land? 
HÅKON
in starker innerer Aufregung.
Jarl Skule, wer ist König in diesem Lande? 
SKULE JARL.
Hvem der er konge? 
JARL SKULE.
Wer da König ist? 
HÅKON.
Så spurgte jeg. Jeg har kongsnavnet, men hvem har kongsmagten? 
HÅKON.
So fragt’ ich. Ich führe den Königsnamen, aber wer hat die Königsgewalt? 
SKULE JARL.
Kongsmagten bør være der, hvor kongsretten er. 
JARL SKULE.
Die Königsgewalt muß da sein, wo das Königsrecht ist. 
HÅKON.
Så burde det være; men er det så? 
HÅKON.
So müßt’ es sein – aber ist es so? 
SKULE JARL.
Stævner I mig her tildoms? 
JARL SKULE.
Ladet Ihr mich hier vor Gericht? 
HÅKON.
Det gør jeg; thi den ret har jeg mod hver mand i riget. 
HÅKON.
Das tu’ ich – denn das Recht steht mir gegen jedermann im Reiche zu. 
SKULE JARL.
Jeg trøster mig til at svare for mine gerninger. 
JARL SKULE.
Ich getraue mir, meine Handlungen zu verantworten. 
HÅKON.
Godt for os alle, hvis så er. (stiger et trin op hvor kongestolen står, og støtter sig til stolarmen.) Her står jeg som eders konge og spørger: véd I, at Jon jarl på Orknø har rejst sig mod mig? 
HÅKON.
Gut für uns alle, wenn dem so ist. Er steigt eine Stufe zum Königsstuhl hinan und stützt sich auf die Armlehne. Hier steh’ ich als Euer König und frage: wißt Ihr, daß sich der Jarl Jon auf Orknö wider mich erhoben hat? 
SKULE JARL.
Ja. 
JARL SKULE.
Ja. 
HÅKON.
At han nægter at betale mig skatten? 
HÅKON.
Daß er sich weigert, mir den Zins zu zahlen? 
SKULE JARL.
Ja. 
JARL SKULE.
Ja. 
HÅKON.
Og er det sandt, at I, herre jarl, idag har skikket brev til ham? 
HÅKON.
Und ist es wahr, daß Ihr, Herr Jarl, heut an ihn einen Brief geschickt habt? 
SKULE JARL.
Hvem siger så? 
JARL SKULE.
Wer sagt das? 
IVAR BODDE.
Så siger jeg. 
IVAR BODDE.
Das sag’ ich. 
DAGFINN BONDE.
Jostejn Tamb turde ikke nægte at tage det med, siden kongens segl var for. 
DAGFINN.
Jostejn Tamb durfte sich nicht weigern, ihn mitzunehmen, da das Königssiegel dran war. 
HÅKON.
I skriver til kongens uvenner og sætter kongens segl for, skjønt kongen ikke véd, hvad der står skrevet! 
HÅKON.
Ihr schreibt an die Feinde des Königs und drückt des Königs Siegel darauf, obschon der König nicht weiß, was Ihr geschrieben habt! 
SKULE JARL.
Så har jeg gjort i mange år med eders minde. 
JARL SKULE.
Das hab’ ich mit Eurer Einwilligung manches Jahr getan. 
HÅKON.
Ja, den tid, I førte værgemålet for mig. 
HÅKON.
Ja, zu der Zeit, als Ihr die Vormundschaft für mich führtet. 
SKULE JARL.
Aldrig har I havt skade deraf. Jon jarl skrev mig til og bad om min mellemkomst; han bød forlig, men på uhæderlige vilkår for kongen. Vermelandstoget har sært trykket eders sind; havde I selv fået handle nu, så var Jon jarl sluppet for let, – jeg kan grejde sagen bedre. 
JARL SKULE.
Nie habt Ihr Schaden davon gehabt. Der Jarl Jon schrieb mir und bat um meine Vermittlung; er bot einen Vergleich an, doch unter wenig ehrenvollen Bedingungen für den König. Der Zug gegen Varmeland lastete besonders schwer auf Eurer Seele; hättet Ihr jetzt selber handeln sollen, so wäre der Jarl Jon zu leicht davongekommen; – ich kann die Sache besser ordnen. 
HÅKON.
Vi ønskede helst at grejde sagen selv. – Og hvad har I svaret? 
HÅKON.
Wir zögen es vor, die Sache selber zu ordnen. – Und was habt Ihr geantwortet? 
SKULE JARL.
Læs mit brev. 
JARL SKULE.
Lest meinen Brief. 
HÅKON.
Giv hid! 
HÅKON.
Gebt her! 
SKULE JARL.
Jeg tænkte I havde det? 
JARL SKULE.
Ich dachte, Ihr hättet ihn? 
DAGFINN BONDE.
I véd visst bedre end så. Gregorius Jonssøn var rappere på foden; da vi kom ombord, var brevet borte. 
DAGFINN.
Ihr wißt das gewiß besser. Gregorius Jonsson hatte schnellere Beine. Als wir an Bord kamen, war der Brief weg. 
SKULE JARL
(vender sig til Gregorius Jonssøn).
Herr lendermand, giv kongen brevet. 
JARL SKULE
wendet sich zu Gregorius Jonsson.
Herr Lehnsmann, gebt dem Könige den Brief. 
GREGORIUS JONSSØN
(nærmer sig urolig).
Hør mig –! 
GREGORIUS JONSSON
nähert sich unruhig.
Hört mich –! 
SKULE JARL.
Hvad nu? 
JARL SKULE.
Nun? 
GREGORIUS JONSSØN
(dæmpet).
I vil mindes, der stod skrevet hvasse ord om kongen. 
GREGORIUS JONSSON
im Flüstertone.
Ihr werdet Euch entsinnen, es standen scharfe Worte über den König darin. 
SKULE JARL.
Dem skal jeg vide at svare for. Brevet! 
JARL SKULE.
Die werd’ ich zu vertreten wissen. Den Brief! 
GREGORIUS JONSSØN.
Jeg har det ikke. 
GREGORIUS JONSSON.
Ich hab’ ihn nicht. 
SKULE JARL.
I har det ikke! 
JARL SKULE.
Ihr habt ihn nicht! 
GREGORIUS JONSSØN.
Dagfinn Bonde var i hælene på os. Jeg greb brevet fra Jostejn Tamb, bandt en sten til det – 
GREGORIUS JONSSON.
Dagfinn war uns auf den Fersen. Ich entriß Jostejn Tamb den Brief, band einen Stein daran – 
SKULE JARL.
Nu? 
JARL SKULE.
Nun? 
GREGORIUS JONSSØN.
Det ligger på bunden af fjorden. 
GREGORIUS JONSSON.
Er liegt auf dem Grund des Meeres. 
SKULE JARL.
Ilde – ilde har I der handlet. 
JARL SKULE.
Arg, – arg habt Ihr da gehandelt. 
HÅKON.
Jeg venter på brevet, herre jarl! 
HÅKON.
Ich warte auf den Brief, Herr Jarl! 
SKULE JARL.
Jeg kan ikke lægge det frem. 
JARL SKULE.
Ich kann ihn nicht vorlegen. 
HÅKON.
I kan ikke? 
HÅKON.
Ihr könnt nicht? 
SKULE JARL
(går et skridt nærmere mod kongen).
Jeg er for stolt til at skyde mig ind under, hvad I og eders mænd vilde kalde for udflugter – 
JARL SKULE
geht einen Schritt auf den König zu.
Ich bin zu stolz, mich hinter dem zu verstecken, was Ihr samt Euren Leuten Ausflüchte nennen würdet – 
HÅKON
(tvinger sin opbrusende vrede).
Og så –? 
HÅKON
beherrscht seinen hervorbrechenden Zorn.
Und so –? 
SKULE JARL.
Kort og godt; – jeg lægger det ikke frem; – jeg vil ikke lægge det frem! 
JARL SKULE.
Kurz und gut, – ich lege ihn nicht vor; – ich will ihn nicht vorlegen! 
HÅKON.
I trodser mig altså! 
HÅKON.
Ihr trotzt mir also! 
SKULE JARL.
Hvis det ikke kan være andet, – nu ja, jeg trodser eder. 
JARL SKULE.
Wenn es nicht anders sein kann – nun ja, ich trotze Euch. 
IVAR BODDE
(stærkt).
Nu, herre konge, nu tænker jeg ikke nogen mand har mere vidnesbyrd behov! 
IVAR BODDE
kraftvoll. Jetzt, Herr König, jetzt, denk’ ich, bedarf es für keinen des Beweises mehr! 
DAGFINN BONDE.
Nej, nu tænker jeg, vi kender jarlens sindelag. 
DAGFINN.
Nein, jetzt, denk’ ich, kennen wir die Gesinnung des Jarls. 
HÅKON
(koldt til jarlen).
Vil I give kongsseglet til Ivar Bodde. 
HÅKON
kalt zum Jarl. Wollt Ihr das Königssiegel Ivar Bodde geben! 
MARGRETE
(iler med foldede hænder frem mod forhøjningen, hvor kongen står).
Håkon, vær mig en mild og nådig husbond! 
MARGRETE
eilt mit gefalteten Händen auf die Erhöhung zu, wo der König steht.
Håkon, sei mir ein milder und gnädiger Gemahl! 
HÅKON
(gør en bydende armbevægelse mod hende; hun skjuler ansigtet i sit slør og går opover mod moderen igen.)  
HÅKON
macht eine abwehrende Handbewegung zu ihr hin; sie verbirgt das Gesicht in ihrem Schleier und geht zu ihrer Mutter zurück. 
SKULE JARL
(til Ivar Bodde).
Her er kongsseglet. 
JARL SKULE
zu Ivar Bodde.
Hier ist das Königssiegel. 
IVAR BODDE.
Dette skulde være gildets sidste kveld. Det endte med en tung sorg for kongen; men det måtte komme slig engang, og jeg mener, hver trofast mand må glæde sig ved, at det kom. 
IVAR BODDE.
Es sollte der letzte Abend des Festes sein. Er endet mit einer schweren Sorge für den König; aber es mußte doch einmal so kommen, und ich meine, jeder treue Mann muß froh sein, daß es so gekommen ist. 
SKULE JARL.
Og jeg mener, hver trofast mand må harmes dybt over, at en prest på slig vis stiller sig mellem os Birkebejnere; – ja, jeg siger Birkebejnere, thi jeg er Birkebejner fuldt så godt som kongen og hans mænd. Jeg er af samme æt, Sverres æt, kongsætten, – men I, prest, I har bygget en mur af mistro rundt om kongen og stængt mig ude fra ham; det har været eders gerning i mange år. 
JARL SKULE.
Und ich meine, jeder treue Mann muß sich tief dadurch gekränkt fühlen, daß ein Priester sich solchermaßen zwischen uns Birkebeiner stellt – ja, ich sage: Birkebeiner, denn ich bin ein Birkebeiner – gerade so gut wie der König und seine Mannen. Ich bin aus demselben Geschlecht, Sverres Geschlecht, dem Königsgeschlecht – aber Ihr, Priester, Ihr habt einen Wall des Mißtrauens um den König gezogen und mich von ihm abgesperrt: das war Euer Werk seit vielen Jahren. 
PÅL FLIDA
(opægget til de omstående).
Jarlsmænd! Skal vi tåle sligt længere? 
PAUL FLIDA
gereizt zu den Umstehenden.
Jarlsmannen! Wollen wir dergleichen länger dulden? 
GREGORIUS JONSSØN
(træder frem).
Nej, vi kan ikke og vil ikke tåle det længer. Her må det siges lydt, – ingen af jarlens mænd kan tjene kongen med fuld tro og kærlighed, sålænge Ivar Bodde går ind og ud i kongsgården og lægger ondt for os. 
GREGORIUS JONSSON
tritt vor.
Nein, wir können’s und wollen’s nicht länger dulden. Laut sei’s hier gesagt – keiner von den Mannen des Jarls kann mit voller Treue und Liebe dem Könige dienen, so lange Ivar Bodde im Königsschloß ein- und ausgeht und uns Böses spinnt. 
PÅL FLIDA.
Prest! Jeg undsiger dig på liv og lemmer, hvor jeg træffer dig, på fri mark, ombord, eller i uhelligt hus! 
PAUL FLIDA.
Priester! Ich künde Dir Fehde an auf Leib und Leben, wo ich Dich treffe, auf freiem Felde, zu Schiffe oder in ungeweihtem Hause! 
MANGE JARLSMÆND.
Jeg også! Jeg også! Du skal være fredløs for os! 
VIELE JARLSMANNEN.
Ich auch! Ich auch! Du sollst friedlos sein für uns! 
IVAR BODDE.
Gud forbyde, at jeg skulde stå mellem kongen og så mange mægtige høvdinger. – Håkon, min høje herre, jeg véd med mig selv, at jeg har tjent eder med al troskab. Jarlen har jeg varet jer imod, det er sandt; men hvis jeg nogen tid gjorde ham uret, da får Gud forlade mig det. Nu er der ikke mere for mig at gøre i kongsgården; her er eders segl; tag det i egne hænder; for længe siden skulde det ligget der. 
IVAR BODDE.
Gott verhüte, daß ich zwischen den König und so viele mächtige Häuptlinge treten sollte! – Håkon, mein hoher Herr, ich bin mir bewußt, Euch in aller Treue gedient zu haben. Ich war gegen den Jarl, das ist wahr; aber wenn ich ihm jemals unrecht getan habe, so wird mir das Gott vergeben. Jetzt hab’ ich nichts mehr im Königsschlosse zu schaffen; hier ist Euer Siegel; nehmt es in Eure eigene Hand; dort hätt’ es schon längst sein sollen. 
HÅKON
(der er stegen ned fra forhøjningen).
I bliver! 
HÅKON.
der von der Erhöhung herabgestiegen ist. Ihr bleibt! 
IVAR BODDE.
Jeg kan ikke. Samvittigheden vilde bide og nage mig nat og dag, om jeg gjorde det. Større ulykke kan ingen mand volde i disse tider, end at stille sig mellem kongen og jarlen. 
IVAR BODDE.
Ich kann nicht. Tag und Nacht hätt’ ich Gewissensbisse, wenn ich das täte. Größeres Unheil kann niemand in diesen Zeiten anrichten, als wenn er sich zwischen den König und den Jarl stellt. 
HÅKON.
Ivar Bodde, jeg byder dig at blive! 
HÅKON.
Ivar Bodde, ich gebiete Dir zu bleiben! 
IVAR BODDE.
Om den hellige kong Olaf stod op af sølvkisten og bød mig blive, så måtte jeg dog gå nu. (lægger seglet i kongens hånd.) Farvel, min ædle herre! Gud fremme og signe al eders gerning!
(Går mellem mængden ud til højre.)  
IVAR BODDE.
Und wenn der heilige König Olaf aus seinem Silbersarg erstünde und mir geböte, zu bleiben, so müßt’ ich jetzt doch von hinnen. Er legt das Siegel in die Hand des Königs. Lebt wohl, mein edler Herr! Gott fördere und segne all Euer Tun!
Er geht durch die Menge rechts ab. 
HÅKON
(mørk, til jarlen og hans mænd).
Der mistede jeg en trofast ven for eders skyld; stort vederlag må I byde, skal I veje tabet op. 
HÅKON
finster, zum Jarl und dessen Mannen.
Da verlor ich um Euretwillen einen treuen Freund; großen Ersatz müßt Ihr mir bieten, wenn Ihr den Verlust aufwiegen wollt. 
SKULE JARL.
Jeg byder mig selv og alle mine. 
JARL SKULE.
Ich biete mich selbst und all die Meinen. 
HÅKON.
Næsten er jeg ræd der må mere til. Jeg trænger nu til at samle om mig alle dem, som jeg fuldt kan lide på. Dagfinn Bonde, lad straks gå bud nordover til Hålogaland; Vegard Væradal skal kaldes her ned igen. 
HÅKON.
Fast fürcht’ ich, daß es noch mehr bedarf. Ich muß jetzt all die um mich sammeln, auf die ich mich fest verlassen kann. Dagfinn, sende gleich Botschaft nordwärts nach Hålogaland; Vegard Väradal soll wieder herkommen. 
DAGFINN BONDE
(der har stået noget tilbage i samtale med en rejseklædt mand, som er trådt ind i hallen, nærmer sig og siger rystet):
Vegard kan ikke komme, herre. 
DAGFINN.
der etwas abseits gestanden und sich mit einem Manne im Reisegewand unterhalten hat, der in die Halle getreten ist, nähert sich jetzt und sagt erschüttert: Vegard kann nicht kommen, Herr. 
HÅKON.
Hvoraf véd du det? 
HÅKON.
Woher weißt Du das? 
DAGFINN BONDE.
Ret nu er her bud om ham. 
DAGFINN.
Soeben trifft Kunde ein über ihn. 
HÅKON.
Hvad melder det? 
HÅKON.
Was meldet sie? 
DAGFINN BONDE.
At Vegard Væradal er dræbt. 
DAGFINN.
Daß Vegard Väradal erschlagen ward. 
MANGE STEMMER.
Dræbt! 
VIELE STIMMEN.
Erschlagen! 
HÅKON.
Hvem dræbte ham? 
HÅKON.
Wer hat ihn erschlagen? 
DAGFINN BONDE.
Andres Skjaldarband, jarlens ven.
(Kort ophold; mændene hvisker uroligt indbyrdes.)  
DAGFINN.
Andres Skjaldarband, des Jarls Freund.
Kurze Pause. Die Mannen murmeln unruhig untereinander. 
HÅKON.
Hvor er budet? 
HÅKON.
Wo ist der Bote? 
DAGFINN BONDE
(fører manden frem).
Her, herre konge. 
DAGFINN
führt den Mann herbei.
Hier, Herr König. 
HÅKON.
Hvad årsag var der til drabet? 
HÅKON.
Was war des Mordes Ursache? 
BUDET.
Det véd nok ingen. De taltes ved om finneskatten og med ét sprang Andres op og gav ham banesår. 
DER BOTE.
Das weiß wohl niemand. Sie sprachen miteinander über den Finnenzins, und plötzlich sprang Anders auf und versetzte ihm den Todesstreich. 
HÅKON.
Og havde der før været trætte mellem dem? 
HÅKON.
Und war früher schon Hader zwischen ihnen gewesen? 
BUDET.
Stundom. Andres sagde tidt, at en klog rådgiver her sørfra havde skrevet ham til, at han skulde være som fjeld og flint mod Vegard Væradal. 
DER BOTE.
Bisweilen. Andres sagte oft, ein kluger Ratgeber hier aus dem Süden habe ihm geschrieben, er möge wie Fels und Kiesel gegen Vegard Väradal sein. 
DAGFINN BONDE.
Sælsomt nok; – før Vegard rejste, fortalte han mig, at en klog rådgiver havde sagt, han skulde være som fjeld og flint mod Andres Skjaldarband. 
DAGFINN.
Höchst seltsam! – Ehe Vegard aufbrach, erzählte er mir, ein kluger Ratgeber habe ihm gesagt, er möge wie Fels und Kiesel gegen Andres Skjaldarband sein. 
BISP NIKOLAS
(spytter).
Tvi vorde slige rådgivere! 
BISCHOF NIKOLAS
ausspuckend.
Pfui über solche Ratgeber! 
HÅKON.
Vi vil ikke nøjere granske, hvad rod dette stammer fra. To trofaste sjæle har jeg mistet idag. Jeg kunde græde for Vegard; men her skal mere end gråd til; her får det gælde liv for liv. Herre jarl, Andres Skjaldarband er eders håndgangne mand; I bød mig al hjælp, som vederlag for Ivar Bodde. Jeg tager jer på ordet og venter I vil virke for, at straffen fremmes over denne ugerning. 
HÅKON.
Wir wollen nicht genauer untersuchen, von welcher Wurzel all das stammt. Zwei treue Seelen hab’ ich heut verloren. Ich könnte um Vegard weinen; aber hier gibt es mehr als Tränen; hier gilt es Leib und Leben. Herr Jarl, Andres Skjaldarband ist Euer Vasall; Ihr botet mir jegliche Hilfe als Ersatz für Ivar Bodde an. Ich nehme Euch beim Wort und erwarte, daß Ihr an der Ahndung dieser Untat mitwirken werdet. 
SKULE JARL.
Onde engle stiller sig visselig mellem os to idag. På hversomhelst anden af mine mænd skulde jeg tilstedet, at I lod drabet hævne – 
JARL SKULE.
Wahrlich, böse Engel stellen sich heute zwischen uns beide. Bei jedem anderen meiner Mannen hätte ich zugegeben, daß Ihr den Mord ahnden ließet – 
HÅKON
(spændt).
Nu? 
HÅKON
mit Spannung.
Nun? 
SKULE JARL.
Men ikke på Andres Skjaldarband. 
JARL SKULE.
Aber nicht bei Andres Skjaldarband. 
HÅKON
(opbrusende).
Vil I værge om drabsmanden! 
HÅKON
auffahrend.
Wollt Ihr den Mörder schützen ? 
SKULE JARL.
Om denne drabsmand må jeg værge. 
JARL SKULE.
Diesen
Mörder muß ich schützen. 
HÅKON.
Og årsagen –? 
HÅKON.
Und der Grund –? 
SKULE JARL.
Den får ingen vide uden Gud i himlen. 
JARL SKULE.
Den erfährt keiner als Gott im Himmel. 
BISP NIKOLAS
(sagte til Dagfinn).
Jeg véd den. 
BISCHOF NIKOLAS
leise zu Dagfinn.
Ich weiß ihn. 
DAGFINN BONDE.
Og jeg aner den. 
DAGFINN.
Und ich ahne ihn. 
BISP NIKOLAS.
Sig ingenting, gode Dagfinn! 
BISCHOF NIKOLAS.
Sagt nichts, guter Dagfinn! 
HÅKON.
Jarl, jeg vil tro i det længste, at det ikke er alvor, det I her siger mig – 
HÅKON.
Jarl, ich will nicht hoffen, daß es Ernst ist, was Ihr mir da sagt – 
SKULE JARL.
Var det min egen fader, Andres Skjaldarband havde dræbt, – han skulde endda gå fri. I må ikke spørge mere. 
JARL SKULE.
Und hätte Andres Skjaldarband mir meinen eigenen Vater erschlagen, – er müßte doch frei ausgehen. Mehr dürft Ihr nicht fragen. 
HÅKON.
Godt. Så får vi selv tage os tilrette! 
HÅKON.
Gut. So werden wir uns selbst Recht verschaffen! 
SKULE JARL
(med et udtryk af angst).
Konge! det blir blodværk på begge sider! 
JARL SKULE
mit einem Ausdruck der Angst.
König! Das wird ein blutig Werk für uns alle! 
HÅKON.
Lad gå; straffen skal dog fremmes. 
HÅKON.
Mag sein – die Strafe soll doch vollzogen werden. 
SKULE JARL.
Den skal ikke fremmes! – Den kan ikke fremmes! 
JARL SKULE.
Sie soll nicht vollzogen werden! – Sie kann nicht vollzogen werden! 
BISP NIKOLAS.
Nej, der har jarlen ret. 
BISCHOF NIKOLAS.
Nein, da hat der Jarl recht. 
HÅKON.
Og det siger I, ærværdige herre? 
HÅKON.
Und das sagt Ihr, ehrwürdiger Herr!? 
BISP NIKOLAS.
Andres Skjaldarband har taget korset. 
BISCHOF NIKOLAS.
Andres Skjaldarband hat das Kreuz genommen. 
HÅKON OG SKULE JARL.
Taget korset! 
HÅKON UND JARL SKULE.
Das Kreuz genommen! 
BISP NIKOLAS.
Og er alt faret fra landet. 
BISCHOF NIKOLAS.
Und ist schon aus dem Lande. 
SKULE JARL.
Godt var det for os alle. 
JARL SKULE.
Das wäre gut für uns alle. 
HÅKON.
Dagen helder; bryllupsgildet får nu være endt. Jeg takker eder, herre jarl, for al ære, som er mig vist i denne tid. – I drager til Nidaros, kan jeg tænke? 
HÅKON.
Der Tag neigt sich; das Hochzeitsfest muß nun enden. Ich dank’ Euch, Herr Jarl, für alle Ehre, die mir in dieser Zeit erwiesen ward, – Ihr zieht vermutlich gen Nidaros? 
SKULE JARL.
Det er så min agt. 
JARL SKULE.
Das ist meine Absicht. 
HÅKON.
Og jeg til Viken. – Hvis du, Margrete, heller ønsker at blive her i Bergen, så gør det. 
HÅKON.
Und ich nach Vike. – Wenn Du, Margrete, lieber hier in den Bergen bleiben willst, so tu’ das. 
MARGRETE.
Hvor du farer, vil jeg følge, indtil du forbyder mig det. 
MARGRETE.
Wohin Du fährst, will ich folgen, bis Du es mir verbietest. 
HÅKON.
Godt, så følg. 
HÅKON.
Gut, so komm mit. 
SIGRID.
Vidt spredes ætten nu. (knæler for Håkon.) Vis mig en nåde, herre konge! 
SIGRID.
Weithin wird jetzt unser Geschlecht versprengt. Sie kniet vor Håkon. Erweist mir eine Gnade, Herr König. 
HÅKON.
Rejs eder, fru Sigrid; hvad I beder om, skal ske. 
HÅKON.
Erhebt Euch, Frau Sigrid – was Ihr bitten mögt, es sei gewährt. 
SIGRID.
Jeg kan ikke følge jarlen til Nidaros. Nonneklostret på Rejn skal indvies; skriv til erkebispen, – virk for, at jeg bliver abbedisse der. 
SIGRID.
Ich kann dem Jarl nicht nach Nidaros folgen. Das Nonnenkloster zu Rejn soll geweiht werden; schreibt an den Erzbischof – wirket dahin, daß ich dort Äbtissin werde. 
SKULE JARL.
Du, min søster? 
JARL SKULE.
Du, meine Schwester? 
HÅKON.
I vil gå i kloster! 
HÅKON.
Ihr wollt ins Kloster gehen? 
SIGRID
(rejser sig).
Siden blodnatten i Nidaros, da mit bryllup stod, og Baglerne kom og hug min brudgom ned, og mange hundrede med ham, mens byen brandt i alle hjørner, – da var det ligesom blodet og branden gjorde mit syn sløvt og slukt for verden udenom. Men jeg fik kraft til at skimte det, som ingen anden øjner, – og ét ser jeg nu – en stor skrækkens tid for landet! 
SIGRID
erhebt sich.
Seit der Blutnacht von Nidaros, da meine Hochzeit war, und die Bagler kamen und meinen Bräutigam erschlugen und viele Hunderte mit ihm, während die Stadt an allen Ecken brannte – seitdem war es, als hätten das Blut und der Brand mein Auge stumpf gemacht und es für die Welt um mich her ertötet. Allein ich empfing die Kraft, zu schauen, was niemand gewahrt – und eins sehe ich jetzt –: eine große Schreckenszeit für das Land! 
SKULE JARL
(heftigt).
Hun er syg! Agt ikke på hende! 
JARL SKULE
heftig.
Sie ist krank! Achtet ihrer nicht! 
SIGRID.
Rig grøde vil modnes for ham, som høster i mørke. Alle kvinder i Norge skulle kun have én gerning nu, – knæle i klostre og kirker, og bede – bede ved dag og nat! 
SIGRID.
Reiche Saat wird reifen für den, der im Dunkeln erntet. Alle Frauen in Norwegen sollten jetzt nur ein Werk üben, – in Klöstern und Kirchen knien und beten – beten bei Tag und Nacht! 
HÅKON
(rystet).
Er det spådomsgave eller sjælesot, som taler så? 
HÅKON
erschüttert.
Ist es Sehergabe oder Seelensiechtum, was also spricht? 
SIGRID.
Farvel, min broder, – vi mødes engang til. 
SIGRID.
Lebewohl, Bruder, – wir sehen uns noch einmal wieder. 
SKULE JARL
(uvilkårligt).
Når? 
JARL SKULE
unwillkürlich.
Wann? 
SIGRID
(sagte).
Når du tager kronen; når der er al fare, – når du trænger mig i din højeste nød!
(Går ud til højre med Margrete, Fru Ragnhild og kvinderne.)  
SIGRID
leise.
Wenn Du nach der Krone greifst – wenn höchste Gefahr ist, – wenn Du mein bedarfst in Deiner höchsten Not!
Sie geht rechts hinaus mit Margrete, Frau Ragnhild und den übrigen Frauen. 
HÅKON
(efter et kort ophold, drager sværdet og siger med fast og rolig bestemthed):
Alle jarlens mænd skal tages i ed. 
HÅKON
zieht nach einer kurzen Pause das Schwert und sagt mit fester, ruhiger Entschlossenheit.
Alle Jarlsmannen sollen mir den Eid leisten. 
SKULE JARL
(heftigt).
Er det eders fulde agt! (næsten bedende.) Kong Håkon, gør det ikke! 
JARL SKULE
heftig.
Ist das Euer ernstlicher Wille? Fast bittend: König Håkon, tut das nicht! 
HÅKON.
Ingen jarlsmand slipper fra Bergen, før han har svoret kongen troskab.
(Går med sin hird. Alle, undtagen bispen og jarlen, følger efter.)  
HÅKON.
Kein Jarlsmanne verläßt Bergen, ehe er dem König Treue geschworen hat.
Ab mit seinem Gefolge. Alle, mit Ausnahme des Bischofs und des Jarls, gehen ihnen nach. 
BISP NIKOLAS.
Han har taget på jer med hårde hænder idag. 
BISCHOF NIKOLAS.
Er hat Euch heute mit harter Hand angepackt. 
SKULE JARL
(tier og ser målløs efter kongen).
 
JARL SKULE
schweigt und blickt sprachlos dem Könige nach. 
BISP NIKOLAS
(stærkere).
Og er kanske endda ikke kongefødt. 
BISCHOF NIKOLAS
mit stärkerer Betonung.
Und ist vielleicht doch nicht von königlicher Geburt. 
SKULE JARL
(vender sig pludselig i stærk bevægelse og griber bispens arm).
Trond prests skriftemål – hvor er det? 
JARL SKULE
wendet sich plötzlich in starker Erregung um und packt den Bischof am Arm.
Des Pfarrers Trond Beichte – wo ist sie? 
BISP NIKOLAS.
Han sendte mig det fra England, før han døde; jeg véd ikke med hvem, – og jeg har ikke fået det. 
BISCHOF NIKOLAS.
Er hat sie mir aus England gesandt, eh’ er starb; ich weiß nicht, durch wen, – und ich habe sie nicht erhalten. 
SKULE JARL.
Men det må findes! 
JARL SKULE.
Aber sie muß sich finden lassen! 
BISP NIKOLAS.
Det tror jeg fuldt og fast. 
BISCHOF NIKOLAS.
Das glaub’ ich fest und bestimmt. 
SKULE JARL.
Og finder I det, da vil I give det i mine hænder? 
JARL SKULE.
Und wenn Ihr sie findet, wollt Ihr sie mir dann aushändigen. 
BISP NIKOLAS.
Det lover jeg. 
BISCHOF NIKOLAS.
Das gelob’ ich. 
SKULE JARL.
Det sværger I ved eders sjæls salighed? 
JARL SKULE.
Schwört Ihr’s bei Eurer Seele Seligkeit? 
BISP NIKOLAS.
Det sværger jeg ved min sjæls salighed! 
BISCHOF NIKOLAS.
Das schwör’ ich bei meiner Seele Seligkeit. 
SKULE JARL.
Godt; til den tid vil jeg stå Håkon imod, hvor det kan ske stilt og i løndom. Det må hindres, at han er mægtigere end jeg, når kampen skal begynde. 
JARL SKULE.
Gut; – bis dahin will ich Håkon im Wege stehen wo es im stillen und geheimen geschehen kann. Es muß verhütet werden, daß er mächtiger ist als ich, wenn der Kampf beginnen soll. 
BISP NIKOLAS.
Men hvis det viser sig, at han er den rette kongssøn, – hvad så? 
BISCHOF NIKOLAS.
Aber wenn es sich zeigt, daß er der rechte Königssohn ist, – was dann? 
SKULE JARL.
Så får jeg prøve på at bede – bede om ydmygt sind til at tjene ham som ærlig høvding og af al min evne 
JARL SKULE.
Dann will ich versuchen zu beten, – zu beten um demütigen Sinn ihm als ehrlicher Häuptling und nach all meinen Kräften zu dienen. 
BISP NIKOLAS.
Og hvis han er den urette? 
BISCHOF NIKOLAS.
Und wenn er der falsche ist? 
SKULE JARL.
Da skal han vige for mig! Kongsnavn og kongsstol, hird og hær, skat og flåde, byer og borge, alt vil jeg have! 
JARL SKULE.
Dann soll er mir weichen! Königsnamen und Königsstuhl, Gefolgschaft und Heer, Schatz und Flotte, Städte und Burgen, alles will ich haben! 
BISP NIKOLAS.
Han vil ty til Viken – 
BISCHOF NIKOLAS.
Er wird sich nach Vike retten – 
SKULE JARL.
Jeg jager ham fra Viken! 
JARL SKULE.
Ich jage ihn aus Vike fort! 
BISP NIKOLAS.
Så sætter han sig fast i Nidaros. 
BISCHOF NIKOLAS.
So setzt er sich in Nidaros fest. 
SKULE JARL.
Jeg stormer Nidaros! 
JARL SKULE.
Ich stürme Nidaros! 
BISP NIKOLAS.
Han stænger sig inde i Olafs hellige kirke – 
BISCHOF NIKOLAS.
Er sperrt sich ein in Olafs heiliger Kirche – 
SKULE JARL.
Jeg bryder kirkefreden – 
JARL SKULE.
Ich breche den Kirchenfrieden! 
BISP NIKOLAS.
Han flygter op på højalteret og hænger sig fast ved Olafs skrin – 
BISCHOF NIKOLAS.
Er flüchtet sich auf den Hochaltar und klammert sich an Olafs Schrein – 
SKULE JARL.
Jeg trækker ham ned fra alteret, om jeg så skal trække helgenskrinet med – 
JARL SKULE.
Ich reiße ihn herunter vom Altar, und müßte ich den Heiligenschrein mitreißen – 
BISP NIKOLAS.
Men han har endda kronen på hovedet, jarl! 
BISCHOF NIKOLAS.
Er hat aber doch die Krone noch auf dem Haupte, Jarl! 
SKULE JARL.
Jeg slår kronen af med mit sværd! 
JARL SKULE.
Ich schlage die Krone herunter mit meinem Schwerte! 
BISP NIKOLAS.
Men dersom den sidder altfor fast –? 
BISCHOF NIKOLAS.
Doch wenn sie zu fest sitzt –? 
SKULE JARL.
Nu da, i Guds eller Satans navn – da slår jeg hovedet med!
(går ud til højre.)  
JARL SKULE.
Nun denn, in Gottes oder des Satans Namen – so schlag’ ich das Haupt mit herunter!
Ab rechts. 
BISP NIKOLAS
(ser efter ham, nikker langsomt og siger):
Ja – ja; – slig kan jeg like jarlen! 
BISCHOF NIKOLAS
schaut ihm nach, nickt langsam und spricht:
Ja – ja; – so gefällt mir der Jarl!
 
Teppet faller.



 
Der Vorhang fällt.



 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login