You are here: BP HOME > MI > Kongs-emnerne (The Pretenders) > fulltext
Kongs-emnerne (The Pretenders)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Kongs-emnerne (The Pretenders)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Click to Expand/Collapse OptionACT V
Back to library
BISP NIKOLAS.
Kongen har rejst sig.
(Håkon kommer nedover; alle mænd står op fra bordene.)  
BISCHOF NIKOLAS.
Der König ist aufgestanden.
Håkon kommt herunter; alle Mannen erheben sich von den Tischen. 
HÅKON
(til bispen).
Højlig må det glæde os, hvor frisk og stærk I har holdt ud i alle disse lystige dage. 
HÅKON
zum Bischof.
Es muß uns höchlich erfreuen, wie frisch und wacker Ihr in all diesen lustigen Tagen ausgehalten habt. 
BISP NIKOLAS.
Det blaffrer op engang imellem, herre konge; men længe varer det nok ikke. Jeg har ligget syg hele vinteren udover. 
BISCHOF NIKOLAS.
Es flackert noch dann und wann einmal auf, Herr König. Aber lange dauert’s wohl nicht mehr. Ich hab’ den ganzen Winter krank gelegen. 
HÅKON.
Ja, ja, – I har levet et stærkt liv, rigt på mangen rygtbar gerning. 
HÅKON.
Ja, ja, – Ihr habt ein kraftvoll Leben gelebt, reich an mancher rühmlichen Tat. 
BISP NIKOLAS
(ryster på hovedet).
Å, der er måde med det; jeg har mangt ugjort endnu. Den som vidste, om en fik tid til det altsammen. 
BISCHOF NIKOLAS
schüttelnd den Kopf.
Ach, damit ist’s so weit nicht her – viel bleibt noch ungetan. Wer nur wüßte, ob man für das alles noch Zeit hat! 
HÅKON.
De levende får tage arv efter dem, som går bort, ærværdige herre; alle vil vi jo det bedste for land og folk. (vender sig til jarlen.) Et undrer mig højlig; ingen af vore sysselmænd på Hålogaland er mødt frem til bryllupet. 
HÅKON.
Die Lebenden müssen die Erbschaft derer übernehmen, die abtreten, ehrwürdiger Herr; wir alle wollen ja das Beste für Land und Volk. Er wendet sich zum Jarl. Eins wundert mich höchlich: keiner von unseren Vögten auf Hålogaland hat sich zur Hochzeit eingestellt. 
SKULE JARL.
Sandt nok; Andres Skjaldarband havde jeg så sikkert ventet. 
JARL SKULE.
Wohl wahr – Andres Skjaldarband hatt’ ich ganz sicher erwartet. 
HÅKON
(smilende).
Og Vegard Væradal også. 
HÅKON
lächelnd.
Und Vegard Väradal auch. 
SKULE JARL.
Også Vegard, ja. 
JARL SKULE.
Auch Vegard, ja. 
HÅKON
(spøgende).
Og jeg håber, I havde taget bedre imod min gamle ven nu, end for syv år siden på Oslo brygge, da I stak ham i kinden, så sværdet skar sig selv ud. 
HÅKON
scherzend.
Und ich hoffe, Ihr hättet meinen alten Freund jetzt besser aufgenommen als vor sieben Jahren auf der Brücke von Oslo, wo Ihr ihn so in die Wange stacht, daß das Schwert sich selbst herausschnitt. 
SKULE JARL
(ler tvungent).
Ja, dengang Gunnulf, eders morbroder, hug højre hånd af Sira Ejliv, min bedste ven og rådgiver. 
JARL SKULE
mit erzwungenem Lachen. Ja, damals, als Gunnulf, Euer Ohm, meinem besten Freund und Ratgeber Sira Ejlif die rechte Hand herunterhieb. 
BISP NIKOLAS
(muntert).
Og da Dagfinn Bonde og hirdmændene satte stærk nattevagt på kongsskibet, og sagde, at kongen var utryg i jarlens værge! 
BISCHOF NIKOLAS
munter. Und als Dagfinn der Bauer und die Hofmannen eine starke Nachtwache auf das Königsschiff sandten und sagten, der König wäre nicht sicher im Schutz des Jarls! 
HÅKON
(alvorligt).
De dage er gamle og glemte. 
HÅKON
ernst. Die Tage sind vorbei und vergessen. 
DAGFINN BONDE
(nærmer sig).
Nu kan der blæses til våbenlegen nede på volden, hvis det lyster eder, herre. 
DAGFINN
nähert sich. Zum Waffenspiel drunten auf der Wiese kann jetzt geblasen werden, wenn’s Euch beliebt, Herr. 
HÅKON.
Godt. Idag vil vi tage al glæde med; imorgen får vi begynde igen at tænke på Ribbungerne og Orknøjarlen. 
HÅKON.
Wohlan! Heut wollen wir noch jedwede Freude mitnehmen – morgen werden wir wieder anfangen, an die Ribbunger und an den Jarl von Orknö zu denken. 
BISP NIKOLAS.
Ja, han nægter jo at svare skatten? 
BISCHOF NIKOLAS.
Ja so, der weigert sich ja, die Steuer zu zahlen? 
HÅKON.
Havde jeg Ribbungerne vel fra halsen, så foer jeg selv vestover.
(Håkon går op mod forhøjningen, rækker Margrete hånden og fører hende ud til højre; lidt efter lidt følger de øvrige efter.)  
HÅKON.
Hätt’ ich nur die Ribbunger vom Halse, so zög’ ich selbst hinüber westwärts.
Håkon geht hinauf zur Erhöhung, reicht Margrete die Hand und führt sie rechts hinaus; nach und nach folgen die andern. 
BISP NIKOLAS
(til Ivar Bodde).
Hør lidt her. Hvem er den mand, som heder Jostejn Tamb? 
BISCHOF NIKOLAS
zu Ivar Bodde. Auf ein Wort. Wer ist der Mann, der Jostejn Tamb heißt? 
IVAR BODDE.
Her er en farmand fra Orknø, som heder slig. 
IVAR BODDE.
Es ist ein Schiffersmann von Orknö hier, der so heißt. 
BISP NIKOLAS.
Fra Orknø? Ja så. Og nu sejler han hjem? 
BISCHOF NIKOLAS.
Von Orknö? Hm! Und jetzt segelt er heim? 
IVAR BODDE.
Ja, han gør nok det. 
IVAR BODDE.
Ja, das mag er wohl. 
BISP NIKOLAS
(sagtere).
Med dyr ladning, Ivar Bodde! 
BISCHOF NIKOLAS
leiser. Mit kostbarer Ladung, Ivar Bodde! 
IVAR BODDE.
Korn og klæde, tror jeg. 
IVAR BODDE.
Mit Korn und Webereien, glaub’ ich. 
BISP NIKOLAS.
Og et brev fra Skule jarl. 
BISCHOF NIKOLAS.
Und mit einem Briefe vom Jarl Skule. 
IVAR BODDE
(studser).
Til hvem? 
IVAR BODDE
stutzig. An wen? 
BISP NIKOLAS.
Véd ikke; – der var kongssegl for – 
BISCHOF NIKOLAS.
Weiß nicht – das Königssiegel war dran – 
IVAR BODDE
(griber ham om armen).
Herre bisp, – er det som I siger! 
IVAR BODDE
packt ihn am Arme.
Herr Bischof, – ist das wahr, was Ihr sagt? 
BISP NIKOLAS.
Hys, bland ikke mig op i den sag.
(fjerner sig.)  
BISCHOF NIKOLAS.
Pst! Bringt mich nicht in diese Geschichte hinein.
Er entfernt sich von ihm. 
IVAR BODDE.
Da må jeg straks –! Dagfinn Bonde! Dagfinn, Dagfinn –!
(trænger sig gennem mængden ved udgangsdøren.)  
IVAR BODDE.
Da muß ich doch gleich –! Dagfinn! Dagfinn, Dagfinn –!
Drängt sich durch die Menge an der Ausgangstür. 
BISP NIKOLAS
(deltagende til Gregorius Jonssøn).
Ingen dag uden en eller anden fanger ulempe på gods og frihed! 
BISCHOF NIKOLAS
teilnahmsvoll zu Gregorius Jonsson.
Kein Tag, da nicht dieser oder jener Schaden litte an Hab’ und Gut und Freiheit. 
GREGORIUS JONSSØN.
Hvem gælder det nu? 
GREGORIUS JONSSON.
Wer ist denn nun daran? 
BISP NIKOLAS.
En stakkels farmand, – Jostejn Tamb synes jeg de kaldte ham. 
BISCHOF NIKOLAS.
Ein armer Schiffer, – Jostejn Tamb, dünkt mich, nannten sie ihn. 
GREGORIUS JONSSØN.
Jostejn –? 
GREGORIUS JONSSON.
Jostejn –? 
BISP NIKOLAS.
Dagfinn Bonde vil nægte ham at sejle. 
BISCHOF NIKOLAS.
Dagfinn der Bauer will ihn an der Abfahrt hindern. 
GREGORIUS JONSSØN.
Vil Dagfinn nægte ham, siger I? 
GREGORIUS JONSSON.
Dagfinn will ihn hindern, sagt Ihr? 
BISP NIKOLAS.
Ret nu gik han. 
BISCHOF NIKOLAS.
Gerade eben ging er fort. 
GREGORIUS JONSSØN.
Tilgiv, herre, jeg må skynde mig – 
GREGORIUS JONSSON.
Verzeiht, Herr, ich muß mich beeilen – 
BISP NIKOLAS.
Ja, gør det, gode lendermand; – Dagfinn Bonde er så ilsindet.
(Gregorius Jonssøn iler ud til højre blandt resten af de tilstedeværende; kun Skule jarl og bisp Nikolas bliver tilbage i hallen.)  
BISCHOF NIKOLAS.
Ja, tut das, wackerer Lehnsmann – Dagfinn ist so arglistig.
Gregorius Jonsson eilt mit den übrigen Anwesenden rechts hinaus; nur Jarl Skule und Bischof Nikolas bleiben zurück in der Halle. 
SKULE JARL
(går tankefuld op og ned; pludselig er det ligesom han vågner; han ser sig om og siger):
Hvor stilt her blev med engang. 
JARL SKULE
geht nachdenklich auf und ab; plötzlich ist’s, wie wenn er erwache; er blickt sich um und sagt:
Wie still ward es hier mit einem Mal! 
BISP NIKOLAS.
Kongen gik. 
BISCHOF NIKOLAS.
Der König ging. 
SKULE JARL.
Og alle mænd fulgte ham efter. 
JARL SKULE.
Und alle folgten ihm. 
BISP NIKOLAS.
Alle, undtagen vi. 
BISCHOF NIKOLAS.
Alle, bis auf uns. 
SKULE JARL.
Det er noget stort, det, at være konge. 
JARL SKULE.
Es ist doch etwas Großes, König zu sein. 
BISP NIKOLAS
(forsigtig).
Gad I prøve det, jarl? 
BISCHOF NIKOLAS
ausholend.
Möchtet Ihr’s erproben, Jarl? 
SKULE JARL
(smiler alvorligt).
Jeg har prøvet det; hver søvnsvanger nat er jeg konge i Norge. 
JARL SKULE
ernsthaft lächelnd.
Ich hab’s erprobt – jede schlummermüde Nacht bin ich König in Norwegen. 
BISP NIKOLAS.
Drømme varsler. 
BISCHOF NIKOLAS.
Träume sind Wahrzeichen. 
SKULE JARL.
De frister også? 
JARL SKULE.
Nicht auch Versuchungen? 
BISP NIKOLAS.
Neppe jer. Før i tiden, det kan jeg skønne; – men nu, da I har tredjedelen af riget, råder som første mand i landet og er dronningens fader – 
BISCHOF NIKOLAS.
Die Euren kaum. In früherer Zeit, ja, das kann ich mir denken; – aber jetzt, da Ihr den dritten Teil des Reiches besitzt, als der erste Mann im Lande regiert und Vater der Königin seid – 
SKULE JARL.
Mest nu, – mest nu. 
JARL SKULE.
Jetzt mehr denn je, – jetzt mehr denn je. 
BISP NIKOLAS.
Dølg intet! Skrift; thi I bærer visselig på en stor kval. 
BISCHOF NIKOLAS.
Verhehlt mir nichts! Beichtet – denn Ihr leidet gewißlich große Qual. 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login