BISP NIKOLAS.
De himmelske klokker, – ja, sligt siges så let, når en går om på to friske ben. – Så meget ugjort! Men der vil leve mangt efter mig alligevel. Jeg lovede hertugen ved min sjæls salighed, at give ham Trond prests skriftemål, hvis det kom mig ihænde; – godt, at jeg ikke har fået det. Havde han visshed, så vilde han sejre eller falde; da blev en af dem den mægtigste mand, som nogensinde havde levet i Norge. Nej, nej, – hvad jeg ikke kunde nå, skal ingen anden nå. Det er bedst med uvissheden; sålænge hertugen tynges af den, vil de to ødelægge hinanden, hvor de kan komme til; byer vil brændes, bygder hærges, – ingen af dem vinder ved den andens tab – – (forfærdet.) Nåde, forbarmelse! Det er jo mig, som bærer skylden – mig, som fra første færd gav stødet til det hele! (beroligende sig.) Ja, ja, ja! men nu kommer kongen, – det er jo ham, det mest går ud over, – han tilgiver mig nok – der skal læses bønner og messer; det har ingen nød; – jeg er jo bisp, og jeg har aldrig dræbt nogen med egen hånd. – Godt er det, at Trond prests skriftemål ikke kom; de hellige er med mig, de vil ikke friste mig til at bryde mit løfte. – Hvem banker på døren? Det må være hertugen! (gnider sig fornøjet i hænderne.) Han vil trygle om beviser for kongsretten, – og jeg har ingen beviser at give ham!
(Inga fra Vartejg kommer ind; hun er sortklædt, med kåbe og hætte.)
BISCHOF NIKOLAS.
Die himmlischen Glocken, – ja, das sagt sich so leicht, wenn man auf zwei flinken Beinen herumläuft. – So vieles ungetan! Aber dennoch wird manches nach meinem Tode fortwirken. Ich gelobte dem Herzog bei meiner Seele Seligkeit, ihm die Beichte des Pfarrers Trond zu geben, wenn sie in meine Hände käme; – gut, daß ich sie nicht bekommen habe. Hätte er Gewißheit, so würde er siegen oder fallen; dann würde einer von ihnen der mächtigste Mann, der je in Norwegen gelebt hätte. Nein, nein, – was ich nicht erreichen konnte, soll auch kein andrer erreichen. Die Ungewißheit ist das Beste; solange sie auf dem Herzog lastet, werden die beiden einander auf Tod und Leben befehden, wo sie nur können; Städte werden brennen, Dörfer verheert, – keiner von ihnen gewinnt durch des andern Verlust – – Entsetzt. Gnade, Erbarmen! Ich bin es ja, der die Schuld trägt – ich, der von Anbeginn den Anstoß zu der ganzen Sache gegeben hat! Sich beruhigend. Ja, ja, ja! aber jetzt kommt der König, – er ist’s ja, den es am schwersten trifft, – er vergibt mir schon – man soll Gebete lesen und Messen; es hat keine Not; – ich bin ja Bischof, und ich habe nie einen mit eigener Hand getötet. – Gut ist’s, daß Pfarrer Tronds Beichte nicht gekommen ist; die Heiligen sind mit mir, sie wollen mich nicht in Versuchung führen, mein Gelübde zu brechen. – Wer klopft an die Tür? Es muß der Herzog sein! Reibt sich vergnügt die Hände. Er wird mich quälen um Beweise für das Königsrecht, – und ich habe keine Beweise, die ich ihm geben kann!
INGA VON VARTEJG tritt ein; sie ist schwarz gekleidet, mit Mantel und Kapuze.
