You are here: BP HOME > MI > Kongs-emnerne (The Pretenders) > fulltext
Kongs-emnerne (The Pretenders)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Click to Expand/Collapse OptionACT V
MÆNDENE
(i munden på hverandre):
Og jeg vil have – jeg vil have –
(resten bliver utydeligt i larmen.)  
DIE MANNEN
durcheinander schreiend.
Und ich will – und ich will –
Das Weitere wird undeutlich im Lärm. 
PÅL FLIDA.
Afsted, hver til sit herberge; kom ihug, at I er i kongens hal. 
PAUL FLIDA.
Auf jetzt, jeder nach seiner Herberge – bedenkt, daß Ihr in der Königshalle seid! 
MÆNDENE.
Ja, ja, – hil kongen, hil kong Skule! 
DIE MANNEN.
Ja, ja, – Heil dem König, Heil König Skule! 
KONG SKULE.
Tilsengs nu, I gode mænd! Vi har siddet længe ved drikkebordet inat. 
KÖNIG SKULE.
Zu Bette nun, Ihr wackren Mannen! Wir haben heut lange am Zechtisch gesessen. 
EN HIRDMAND
(idet flokken holder på at gå).
Imorgen trækker vi lod om Birkebejnernes gods. 
EINER VOM GEFOLGE.
indem der Schwarm sich zu entfernen beginnt. Morgen ziehen wir das Los um der Birkebeiner Hab’ und Gut. 
EN ANDEN.
Lad heller tilfældet råde! 
EIN ANDRER.
Laßt lieber den Zufall entscheiden! 
NOGLE.
Nej, nej! 
EINIGE.
Nein, nein! 
ANDRE.
Jo, jo! 
ANDRE.
Ja, ja! 
BÅRD BRATTE.
Nu slås Vargbælgerne om bjørnefellen. 
BÅRD BRATTE.
Da streiten sich die Wolfsbälge um das Bärenfell. 
PÅL FLIDA.
Og bagefter fælder de bjørnen.
(Alle går ud i baggrunden.)  
PAUL FLIDA.
Und hinterdrein erlegen sie den Bären.
Alle ab durch den Hintergrund. 
KONG SKULE
(venter til mændene er borte; spændingen i hans træk slappes, han synker ned på en af bænkene).
Hvor jeg er træt, dødsens træt. Dag ud og dag ind at stå midt i denne sværm, se smilende fremad, som om jeg var så uryggelig viss på retten og sejren og lykken. Ikke have et menneske, jeg kan tale med om det, der gnager mig så sårt. (Rejser sig med et udtryk af skræk.) Og så slaget ved Låka! At jeg sejrede der! Håkon sendte sin hær mod mig; Gud skulde skifte og dele mellem de to konger, – og jeg sejrede, sejrede, som aldrig nogen har sejret over Birkebejnerne før! Skjoldene stod fast i sneen, men der var ingen bagved dem; – Birkebejnerne satte tilskogs, over vidder og moer og bakker, sålangt benene vilde bære dem. Det utrolige skede; Håkon tabte og jeg vandt. Der er en lønlig rædsel i den sejr. Du store himmelens Gud, der er altså ingen sikker lov deroppe, som alt skal gå efter? Der ligger ingen sejrende magt i det, at have ret? (vildt afbrydende.) Jeg er syg, jeg er syg! – Hvorfor skulde ikke retten være på min side? Er det ikke ligesom Gud selv vilde gøre mig viss på det, siden han lod mig sejre? (grublende.)  
Muligheden er lige; – ikke en fjær mere på den ene side, end på den anden, og dog – (ryster på hovedet.) dog tynger vægten for Håkon. Jeg har had og hede ønsker at kaste i min skål, og dog tynger vægten for Håkon. Kommer tanken om kongsretten uforvarende over mig, da er det altid ham, aldrig mig, som er den sande konge. Skal jeg se mig selv som den rette, da må det gøres med kunst, jeg må rejse en sindrig bygning, et værk af kløgt; jeg må jage mindelser fra mig, og tage troen med magt. Slig var det aldrig før. Hvad er der da hændt, som har gjort mig så tvivlende siden? At bispen brændte brevet? Nej, – derved blev uvissheden evig; men den blev ikke større. Har da Håkon gjort nogen stor kongelig gerning på den sidste tid? Nej, sine største gerninger øvede han, da jeg mindst troede på ham. (sætter sig ned på højre side.) Hvad er det? Ha, det er sælsomt; det kommer og svinder som et blålys; det danser mig på tungespidsen, ligesom når en har mistet et ord og ikke kan finde det igen. (springer op.) Ha! Nu har jeg det! Nej –! Jo, jo! nu har jeg det! – „Norge var et rige; det skal blive et folk; alle skal blive ét, og alle skal vide med sig selv, at de er ét!“ Siden Håkon talte disse galmandsord, står han stadigt for mig som den rette konge. – (Ser angst frem for sig og hvisker:) Om der glimtede et Guds kald i disse sælsomme ord? Om Gud havde siddet inde med tanken til nu, og vil strø den ud – og har kåret Håkon til såmand? 
KÖNIG SKULE
wartet, bis die Mannen sich entfernt haben; die Spannung in seinen Zügen läßt nach; er sinkt nieder auf eine Bank.
Wie bin ich müde, totmüde! Tagaus und tagein inmitten dieses Schwarms zu stehen, lächelnd vorwärts zu blicken, als sei ich des Rechtes und des Sieges und des Glückes so unerschütterlich gewiß! Nicht einen Menschen zu haben, mit dem ich über das reden kann, was so schmerzhaft mich quält! Er springt mit einem Ausdruck des Entsetzens empor. Und dann die Schlacht bei Låka! Daß ich dort siegte! Håkon sandte sein Heer gegen mich; Gott sollte zwischen den beiden Königen richten und entscheiden, – und ich siegte, siegte, wie noch nie einer über die Birkebeiner gesiegt hat! Die Schilde standen fest im Schnee, aber keiner war dahinter; – die Birkebeiner rannten zum Walde, über Hochebenen und Forsten und Hügel, so weit die Füße sie tragen wollten. Das Unglaubliche geschah; Håkon verlor, und ich gewann. In diesem Sieg ist ein geheimes Grauen. Du großer Gott des Himmels, es gibt also kein sicheres Gesetz da oben, nach dem alles sich vollziehen muß? Recht zu haben, darin liegt keine siegende Macht? Leidenschaftlich abbrechend. Ich bin krank, ich bin krank! – Warum sollte das Recht nicht auf meiner Seite sein? Ist es nicht, als wollte Gott selber mich gewissermaßen davon überzeugen, da er mich siegen ließ? Grübelnd.  
Die Möglichkeiten sind gleich; – nicht einer Feder Schwere mehr auf der einen Seite als auf der andern, und doch – schüttelt den Kopf – doch neigt sich die Wage für Håkon. Ich habe Haß und heiße Wünsche in meine Schale zu werfen, und doch neigt sich die Wage für Håkon. Kommt mir unversehens der Gedanke an das Königsrecht, so ist immer er, niemals ich, der wahre König. Soll ich mich selbst als den rechten ansehen, so bedarf es künstlicher Mittel; ich muß ein sinnreiches Gebäude, ein Werk des Verstandes errichten; ich muß die Erinnerungen verscheuchen und mich mit Gewalt zwingen zum Glauben. So war es nie zuvor. Was ist denn geschehen, daß mich fortan so zweifeln gemacht hat? Daß der Bischof den Brief verbrannte? Nein, – dadurch wurde die Ungewißheit ewig; aber sie wurde nicht größer. Hat denn Håkon in der letzten Zeit irgend eine große königliche Tat vollbracht? Nein, seine größten Taten vollführte er, als ich am wenigsten an ihn glaubte. Er setzt sich an der rechten Seite nieder. Was ist es? Ha, es ist seltsam; es kommt und schwindet wie ein Irrwisch; es tanzt mir auf der Zungenspitze, wie wenn man ein Wort verloren hat und es nicht wiederfinden kann. Springt auf. Ha! Nun hab’ ich’s! Nein –! Ja, ja! Nun hab’ ich’s! – »Norwegen war ein Reich; es soll ein Volk werden; alle sollen eins werden, und sollen sich dessen bewußt sein, daß sie eins sind!« Seit Håkon diese wahnwitzigen Worte gesprochen hat, steht er allezeit vor mir als der rechte König. – Er sieht sich ängstlich um und flüstert: Wenn nun eine Gottesstimme aus diesen seltsamen Worten tönte? Wenn nun Gott diesen Gedanken bis jetzt bei sich bewahrt hätte und ihn nun ausstreuen wollte – und Håkon zu seinem Sämann erkoren hätte? 
PÅL FLIDA
(kommer ind fra baggrunden).
Herre konge, jeg har nyt at melde. 
PAUL FLIDA
tritt durch die Mitte ein.
Herr König, ich hab’ was Neues zu melden. 
KONG SKULE.
Nyt? 
KÖNIG SKULE.
Neues? 
PÅL FLIDA.
En mand, som kommer nedenfra fjorden, fortæller, at Birkebejnerne i Tunsberg har sat sine skibe på vandet, og at der har stævnet mange mænd sammen til byen i de sidste dage. 
PAUL FLIDA.
Ein Mann, der vom Fjord heraufkommt, erzählt, die Birkebeiner hätten ihre Schiffe bei Tunsberg auslaufen lassen, und in den letzten Tagen hätten sich viele Mannen dort bei der Stadt versammelt. 
KONG SKULE.
Godt, vi vil møde dem – imorgen, eller så. 
KÖNIG SKULE.
Gut, wir wollen sie angreifen – morgen oder übermorgen. 
PÅL FLIDA.
Herre, det kunde hænde, Birkebejnerne tænkte på at møde os først. 
PAUL FLIDA.
Herr, es wäre nicht unmöglich, daß die Birkebeiner mit dem Angriff uns zuvorkämen. 
KONG SKULE.
Det har de ikke skibe nok til, og ikke mandskab heller. 
KÖNIG SKULE.
Dazu haben sie weder Schiffe noch Mannschaften genug. 
PÅL FLIDA.
Men Arnbjørn Jonssøn samler både mandskab og skibe rundt om i Viken. 
PAUL FLIDA.
Aber Arnbjörn Jonsson sammelt Schiffe wie Mannschaften rings um Vike. 
KONG SKULE.
Desbedre; så slår vi dem allesammen, ligesom ved Låka. 
KÖNIG SKULE.
Desto besser – so schlagen wir sie alle miteinander – wie bei Låka. 
PÅL FLIDA.
Herre, det går ikke så let, at slå Birkebejnerne to gange itræk. 
PAUL FLIDA.
Herr, es ist nicht so leicht, die Birkebeiner zweimal hintereinander zu schlagen. 
KONG SKULE.
Og hvorfor ikke det? 
KÖNIG SKULE.
Und warum nicht? 
PÅL FLIDA.
Fordi Norges saga ikke melder, at sligt er hændt før i tiden. – Skal jeg ikke skikke spejdere ud til Hovedø? 
PAUL FLIDA.
Weil Norwegens Saga nicht meldet, daß solches jemals zuvor geschehen ist. – Soll ich nicht Späher nach Hovedö aussenden? 
KONG SKULE.
Det trænges ikke; det er mørk nat, og skodde til. 
KÖNIG SKULE.
Das tut nicht not; ’s ist dunkle Nacht und neblig dazu. 
PÅL FLIDA.
Ja, ja, kongen skønner det bedst; men kom ihug, herre, at alle er jer imod her i Viken. Bymændene i Oslo hader jer, og kommer Birkebejnerne, så gør de fælles sag med dem. 
PAUL FLIDA.
Ja, ja, – der König muß das am besten wissen – aber bedenkt, Herr, daß alle hier in Vike Euch feindlich sind. Die Städter von Oslo hassen Euch, und kommen die Birkebeiner, so machen sie gemeinsame Sache mit ihnen. 
KONG SKULE
(med liv).
Pål Flida, skulde det ikke være tænkeligt, at jeg kunde få Vikværingerne på min side? 
KÖNIG SKULE
lebhaft.
Paul Flida, wär’ es nicht denkbar, daß ich die Vikväringer auf meine Seite brächte? 
PÅL FLIDA
(ser forundret på ham og ryster på hovedet).
Nej, herre, det er ikke tænkeligt. 
PAUL FLIDA
blickt ihn verwundert an und schüttelt den Kopf.
Nein, Herr, das ist nicht denkbar. 
KONG SKULE.
Og hvorfor ikke? 
KÖNIG SKULE.
Und warum nicht? 
PÅL FLIDA.
Nej, for I har jo Trønderne på eders side. 
PAUL FLIDA.
Nein, denn Ihr habt ja die Trondhjemer auf Eurer Seite. 
KONG SKULE.
Både Trøndere og Vikværinger vil jeg have! 
KÖNIG SKULE.
Beide, die Trondhjemer und die Vikväringer will ich haben! 
PÅL FLIDA.
Nej, herre, det er ikke gørligt. 
PAUL FLIDA.
Nein, Herr, das ist nicht möglich. 
KONG SKULE.
Ikke tænkeligt; ikke gørligt! Og hvorfor – hvorfor ikke? 
KÖNIG SKULE.
Nicht denkbar – nicht möglich! Und warum – warum nicht? 
PÅL FLIDA.
Fordi Vikværingen er Vikværing og Trønderen Trønder, og fordi sagaen ikke melder om andet, og fordi det altid har været slig. 
PAUL FLIDA.
Weil der Vikväringer ein Vikväringer und der Trondhjemer ein Trondhjemer ist, und weil die Saga nichts anderes meldet, und weil es immer so gewesen ist. 
KONG SKULE.
Ja, ja, – du har ret. Gå. 
KÖNIG SKULE.
Ja, ja, – Du hast recht. Geh! 
PÅL FLIDA.
Og jeg skal ingen spejdere sende? 
PAUL FLIDA.
Und ich soll keine Späher aussenden? 
KONG SKULE.
Vent til daggry. (Pål Flida går.) Norges saga melder ikke om sligt; det har aldrig været så før. Pål Flida svarer mig, som jeg svarede Håkon. Er der da trappetrin både over og under? Højner Håkon sig ligeså højt over mig, som jeg højner mig over Pål Flida? Skulde Håkon have fået syn for de ufødte tanker, og ikke jeg? Hvem var jevnhøj med Harald Hårfager, den tid der sad en konge på hvert næss, og han sagde: nu får de falde, herefter skal der kun være én. Han kastede den gamle saga overende, skabte en ny saga. (Ophold; han går grundende frem og tilbage; derpå standser han.) Kan en mand tage Guds kaldelse fra en anden, således som han kan tage våben og guld fra sin fældte fiende? Kan et kongsemne tage kongsgerningen på sig, således som han kan tage kongskåben på? Egen, som fældes til skibstømmer, kan den sige: jeg vil være masten i skibet, jeg vil tage furuens gerning, pege rank og skinnende opad, bære gylden fløj på toppen, slå med hvide, bugnende sejl i solskinnet og synes for folket langt, langt borte? – Nej, nej, du tunge, knudrede egestamme, din plads er under kølen; der skal du ligge og gøre nytte, stilt og usét af hvert øje oppe i dagen; – dig er det, som skal hindre skibet fra at kantre i uvejret; masten med guldfløj og med bugnende sejl skal føre det frem mod det nye, mod det ukendte, mod de fremmede strande og mod den vordende saga! (heftigt.) Siden Håkon talte sin store kongstanke ud, ser jeg ingen anden tanke i verden, end den ene. Kan jeg ikke tage den og gøre den til sandhed, så øjner jeg ingen tanke at stride for. (tankefuld.) Og kan jeg det da ikke? Hvis jeg ikke kunde, hvorfor elsker jeg da Håkons tanke? 
KÖNIG SKULE.
Wart’ bis zum Tagesgrauen. Paul Flida ab. Norwegens Saga meldet nichts dergleichen; es ist immer so gewesen. Paul Flida antwortet mir, wie ich Håkon geantwortet habe. Gibt’s denn eine Stufenleiter nach oben und nach unten? Ist Håkon eben so hoch über mich erhöht, wie ich erhöht bin über Paul Flida? Sähe Håkons Auge die ungeborenen Gedanken, und meines nicht? Wer stand auf gleicher Höhe mit Harald Hårfager zu der Zeit, als ein König auf jeder Landspitze saß, und Harald sprach: »Jetzt sollen sie fallen, fortan soll nur einer sein!« Er warf die alte Saga über den Haufen, – er schuf eine neue Saga. Pause; er schreitet brütend auf und ab; dann bleibt er stehen. Kann ein Mensch dem andern den Gottesruf abnehmen, wie er seinem erschlagenen Feinde Waffen und Gold abnehmen kann? Kann ein Thronforderer das Königswerk auf sich nehmen, wie er den Königsmantel umnehmen kann? Die Eiche, die als Schiffsbauholz gefällt wird, kann sie sagen: ich will der Mast im Schiffe sein, ich will das Amt der Tanne übernehmen, schlank und leuchtend empordeuten, einen güldenen Wimpel auf der Spitze tragen, mit weißen, schwellenden Segeln im Sonnenschein blinken und in weiter, weiter Ferne von den Leuten gesehen werden? – Nein, nein, du schwerer, knorriger Eichenstamm, dein Platz ist unter dem Kiele; dort sollst du liegen und Nutzen schaffen, still und von keinem Auge droben im Licht gesehen; – du sollst verhindern, daß das Schiff im Sturm kentert; der Mast mit dem Goldwimpel und den schwellenden Segeln aber soll es hinführen zu dem Neuen, zu dem Unbekannten, zu fremden Küsten und zur werdenden Saga! Heftig. Seit Håkon seinen großen Königsgedanken aussprach, seh’ ich keinen Gedanken mehr in der Welt als den einen. Kann ich ihn mir nicht zu eigen und zur Wahrheit machen, so sehe ich keinen Gedanken, für den es sich zu streiten lohnt. Gedankenvoll. Und kann ich das denn nicht? Wenn ich’s nicht könnte, weshalb liebe ich denn Håkons Gedanken! 
JATGEJR
(kommer ind fra baggrunden).
Tilgiv, herre konge, at jeg kommer – 
JATGJER
tritt durch die Mitte ein.
Verzeiht, Herr König, daß – ich komme – 
KONG SKULE.
Godt at du kommer, skald! 
KÖNIG SKULE.
Gut, daß Du kommst, Skalde! 
JATGEJR.
Jeg hørte bymændene tale gådefuldt i herberget om at – 
JATGJER.
Ich hörte die Stadtleute in der Herberge geheimnisvoll davon reden, daß – 
KONG SKULE.
Vent med det. Sig mig, skald; du, som har faret vidt om i fremmede lande, har du nogentid set en kvinde elske et fremmed barn? Ikke blot have det kær, – det mener jeg ikke; men elske det, elske det med sin sjæls hedeste kærlighed? 
KÖNIG SKULE.
Hernach davon! Sag’ mir, Skalde: Du, der weit umhergefahren ist in fremden Landen, hast Du je gesehen, daß ein Weib ein fremdes Kind liebte? Es nicht bloß lieb hatte, – das mein’ ich nicht; sondern es liebte, liebte mit ihrer Seele heißester Liebe? 
JATGEJR.
Det gør kun de kvinder, som ikke har egne børn at elske. 
JATGJER.
Das tun nur die Weiber, die keine eigenen Kinder haben, die sie lieben könnten. 
KONG SKULE.
Kun de kvinder –? 
KÖNIG SKULE.
Nur die Weiber –? 
JATGEJR.
Og helst de kvinder, som er ufrugtbare. 
JATGJER.
Und zumeist die Weiber, die unfruchtbar sind. 
KONG SKULE.
Helst de ufrugtbare –? De elsker de andres børn med al sin hedeste kærlighed? 
KÖNIG SKULE.
Zumeist die unfruchtbaren –? Die lieben die Kinder andrer mit ihrer allerheißesten Liebe? 
JATGEJR.
Det hænder ofte. 
JATGJER.
Das kommt häufig vor. 
KONG SKULE.
Og hænder det ikke også stundom, at slig ufrugtbar kvinde dræber en andens barn, fordi hun selv intet har? 
KÖNIG SKULE.
Und kommt es nicht auch zuweilen vor, daß solch ein unfruchtbar Weib das Kind einer anderen tötet, weil sie selbst keines hat? 
JATGEJR.
Å jo; men hun gør ikke klogt i det. 
JATGJER.
O ja, – allein daran handelt sie nicht klug. 
KONG SKULE.
Klogt? 
KÖNIG SKULE.
Klug? 
JATGEJR.
Nej, thi hun giver sorgens gave til den, hvis barn hun dræber. 
JATGJER.
Nein, – denn sie verleiht der, deren Kind sie tötet, die Gabe des Leids. 
KONG SKULE.
Tror du, at sorgens gave er så meget god? 
KÖNIG SKULE.
Glaubst Du, daß die Gabe des Leids etwas so Gutes ist? 
JATGEJR.
Ja, herre. 
JATGJER.
Ja, Herr. 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login