KONG SKULE
(efter et ophold).
Islændingen er visselig skald. Han taler Guds dybeste sandhed og véd det ikke. – Jeg er som en ufrugtbar kvinde. Derfor elsker jeg Håkons kongelige tankebarn, elsker det med min sjæls hedeste kærlighed. O, kunde jeg også knæsætte det! Det vilde dø i mine hænder. Hvad er bedst, enten at det dør i mine hænder, eller at det vokser sig stort i hans? Får jeg fred i sjælen, hvis det sker? Kan jeg forsage? Kan jeg se på, at Håkon sætter sig sligt eftermæle! – Hvor det er dødt og tomt indeni mig, – og rundt om. Ingen ven –; Islændingen! (går til døren og råber ud:) Er skalden gået fra kongsgården?
KÖNIG SKULE
nach einer Pause.
Dieser Isländer ist gewißlich ein Skalde. Er spricht Gottes tiefste Wahrheit aus und weiß es nicht – Ich bin wie ein unfruchtbares Weib. Deshalb lieb’ ich Håkons königliches Gedankenkind, lieb’ es mit meiner Seele heißester Liebe. O, könnt’ ich es doch an Kindesstatt annehmen! Doch es würde sterben unter meinen Händen. Was ist besser: es stirbt unter meinen Händen, oder es wächst unter den seinen herrlich empor? Find’ ich Frieden in der Seele, wenn das geschieht? Kann ich entsagen? Kann ich es mitansehen, daß Håkon sich solch einen Ruhm erwirbt! – Wie tot und leer ist’s in mir, – und rings um mich her. Kein Freund – der Isländer! Er geht an die Tür und ruft hinaus: Hat der Skalde schon das Königsschloß verlassen?
