You are here: BP HOME > MI > Kongs-emnerne (The Pretenders) > fulltext
Kongs-emnerne (The Pretenders)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Click to Expand/Collapse OptionACT V
BISP NIKOLAS.
Jeg har for meget ugjort, Peter. Livet er altfor kort; – desuden så vil nok kongen tilgive mig, når han kommer – (farer sammen i smerte).  
BISCHOF NIKOLAS.
Es ist noch zu vieles ungetan, Peter. Das Leben ist gar zu kurz – und überdies wird der König mir wohl vergeben, wenn er kommt –
Er zuckt vor Schmerz zusammen. 
PETER.
I lider visst? 
PETER.
Ihr leidet gewiß sehr! 
BISP NIKOLAS.
Jeg lider ikke; men det ringer for mine øren; det lyser og blinker for øjnene – 
BISCHOF NIKOLAS.
Ich leide nicht; aber es klingt mir vor den Ohren; es blitzt und funkelt mir vor den Augen – 
PETER.
Det er de himmelske klokker, som ringer eder hjem; – det, som blinker, er alterlysene, dem Guds engle har tændt for eder. 
PETER.
Es sind die himmlischen Glocken, die Euch heimrufen – was da blitzt und funkelt, das sind die Altarkerzen, die Gottes Engel für Euch angezündet haben. 
BISP NIKOLAS.
Ja visst er det så; – det har ingen fare, når de kun holder godt ud i bøn derinde. – Farvel, rejs straks med brevet. 
BISCHOF NIKOLAS.
Ja, gewiß, gewiß – es hat keine Gefahr, wenn sie da drinnen nur wacker im Gebet aushalten –. Lebwohl, mach’ Dich sofort auf den Weg mit dem Briefe! 
PETER.
Skal jeg ikke først –? 
PETER.
Soll ich nicht erst –? 
BISP NIKOLAS.
Nej, gå; jeg er ikke ræd for at være alene. 
BISCHOF NIKOLAS.
Nein, geh; ich fürchte mich nicht, allein zu sein. 
PETER.
Vel mødt igen da, når de himmelske klokker engang har lyd for mig også.
(går ud til højre.)  
PETER.
Auf Wiedersehen denn dort oben, wenn die himmlischen Glocken einst auch mir läuten!
Ab nach rechts. 
BISP NIKOLAS.
De himmelske klokker, – ja, sligt siges så let, når en går om på to friske ben. – Så meget ugjort! Men der vil leve mangt efter mig alligevel. Jeg lovede hertugen ved min sjæls salighed, at give ham Trond prests skriftemål, hvis det kom mig ihænde; – godt, at jeg ikke har fået det. Havde han visshed, så vilde han sejre eller falde; da blev en af dem den mægtigste mand, som nogensinde havde levet i Norge. Nej, nej, – hvad jeg ikke kunde nå, skal ingen anden nå. Det er bedst med uvissheden; sålænge hertugen tynges af den, vil de to ødelægge hinanden, hvor de kan komme til; byer vil brændes, bygder hærges, – ingen af dem vinder ved den andens tab – – (forfærdet.) Nåde, forbarmelse! Det er jo mig, som bærer skylden – mig, som fra første færd gav stødet til det hele! (beroligende sig.) Ja, ja, ja! men nu kommer kongen, – det er jo ham, det mest går ud over, – han tilgiver mig nok – der skal læses bønner og messer; det har ingen nød; – jeg er jo bisp, og jeg har aldrig dræbt nogen med egen hånd. – Godt er det, at Trond prests skriftemål ikke kom; de hellige er med mig, de vil ikke friste mig til at bryde mit løfte. – Hvem banker på døren? Det må være hertugen! (gnider sig fornøjet i hænderne.) Han vil trygle om beviser for kongsretten, – og jeg har ingen beviser at give ham!
(Inga fra Vartejg kommer ind; hun er sortklædt, med kåbe og hætte.)  
BISCHOF NIKOLAS.
Die himmlischen Glocken, – ja, das sagt sich so leicht, wenn man auf zwei flinken Beinen herumläuft. – So vieles ungetan! Aber dennoch wird manches nach meinem Tode fortwirken. Ich gelobte dem Herzog bei meiner Seele Seligkeit, ihm die Beichte des Pfarrers Trond zu geben, wenn sie in meine Hände käme; – gut, daß ich sie nicht bekommen habe. Hätte er Gewißheit, so würde er siegen oder fallen; dann würde einer von ihnen der mächtigste Mann, der je in Norwegen gelebt hätte. Nein, nein, – was ich nicht erreichen konnte, soll auch kein andrer erreichen. Die Ungewißheit ist das Beste; solange sie auf dem Herzog lastet, werden die beiden einander auf Tod und Leben befehden, wo sie nur können; Städte werden brennen, Dörfer verheert, – keiner von ihnen gewinnt durch des andern Verlust – – Entsetzt. Gnade, Erbarmen! Ich bin es ja, der die Schuld trägt – ich, der von Anbeginn den Anstoß zu der ganzen Sache gegeben hat! Sich beruhigend. Ja, ja, ja! aber jetzt kommt der König, – er ist’s ja, den es am schwersten trifft, – er vergibt mir schon – man soll Gebete lesen und Messen; es hat keine Not; – ich bin ja Bischof, und ich habe nie einen mit eigener Hand getötet. – Gut ist’s, daß Pfarrer Tronds Beichte nicht gekommen ist; die Heiligen sind mit mir, sie wollen mich nicht in Versuchung führen, mein Gelübde zu brechen. – Wer klopft an die Tür? Es muß der Herzog sein! Reibt sich vergnügt die Hände. Er wird mich quälen um Beweise für das Königsrecht, – und ich habe keine Beweise, die ich ihm geben kann!
INGA VON VARTEJG tritt ein; sie ist schwarz gekleidet, mit Mantel und Kapuze. 
BISP NIKOLAS
(farer sammen).
Hvem er det? 
BISCHOF NIKOLAS
schrickt zusammen.
Wer ist das? 
INGA.
En kone fra Vartejg i Borgasyssel, ærværdige herre. 
INGA.
Ein Weib aus Vartejg in Borgasyssel, ehrwürdiger Herr. 
BISP NIKOLAS.
Kongsmoderen! 
BISCHOF NIKOLAS.
Die Königsmutter! 
INGA.
Så kaldtes jeg engang. 
INGA.
So hieß ich einstmals. 
BISP NIKOLAS.
Gå, gå! Jeg rådede ikke Håkon til at skille sig af med jer! 
BISCHOF NIKOLAS.
Geht, geht! Ich riet Håkon nicht, sich von Euch zu trennen! 
INGA.
Hvad kongen gør, er velgjort! det er ikke derfor jeg kommer. 
INGA.
Was der König tut, das ist wohlgetan; nicht deshalb komme ich. 
BISP NIKOLAS.
Og hvorfor da? 
BISCHOF NIKOLAS.
Weshalb denn? 
INGA.
Gunnulf, min broder, er kommen hjem fra Englandsfærden – 
INGA.
Gunnulf, mein Bruder, ist von der Fahrt nach England heimgekehrt – 
BISP NIKOLAS.
Fra Englandsfærden –! 
BISCHOF NIKOLAS.
Von der Fahrt nach England –! 
INGA.
Han har været borte i mange år, som I véd, og flakket vidt omkring; nu førte han brev hjem – 
INGA.
Er ist lange Jahre fortgewesen, wie Ihr wißt, und weit herumgekommen; jetzt hat er einen Brief heimgebracht – 
BISP NIKOLAS
(åndeløs).
Brev –? 
BISCHOF NIKOLAS
atemlos.
Einen Brief –? 
INGA.
Fra Trond prest. Det er til eder, herre.
(rækker ham det.)  
INGA.
Vom Pfarrer Trond. Er ist für Euch, Herr.
Sie überreicht ihn. 
BISP NIKOLAS.
Ja så; – og I bringer det? 
BISCHOF NIKOLAS.
Ja so; – und Ihr bringt ihn? 
INGA.
Så var Tronds ønske. Stor tak skylder jeg ham fra den tid, han fostrede Håkon. Jeg fik spurgt, at I var syg; derfor gav jeg mig straks på rejsen; jeg har gået hid på min fod – 
INGA.
Das ist Tronds Wunsch. Großen Dank schulde ich ihm von der Zeit, da er Håkon auferzog. Ich hab’ erfahren, daß Ihr krank seid; deshalb machte ich mich gleich auf die Reise. Ich bin zu Fuß hieher gekommen – 
BISP NIKOLAS.
Det havde ikke hastet så bråt, Inga! 
BISCHOF NIKOLAS.
Es hätte nicht so große Eile gehabt, Inga! 
DAGFINN BONDE
(kommer ind fra højre).
Guds fred, ærværdige herre! 
DAGFINN
von rechts eintretend.
Gottes Frieden, ehrwürdiger Herr! 
BISP NIKOLAS.
Kommer kongen? 
BISCHOF NIKOLAS.
Kommt der König? 
DAGFINN BONDE.
Nu rider han Ryenbergene nedover med dronningen og kongsbarnet og stort følge. 
DAGFINN.
Er reitet eben die Ryenberge herab mit der Königin und dem Königskinde und großem Gefolge. 
INGA
(iler frem mod Dagfinn).
Kongen, – kongen! kommer han hid? 
INGA
auf Dagfinn zueilend.
Der König, – der König! er kommt hieher? 
DAGFINN BONDE.
Inga! Er I her, I hårdt prøvede kvinde? 
DAGFINN.
Inga! Ihr seid da, Ihr hartgeprüftes Weib? 
INGA.
Den er ikke hårdt prøvet, som har så stor en søn. 
INGA.
Wer einen so herrlichen Sohn hat, der ist nicht hartgeprüft. 
DAGFINN BONDE.
Nu skal hans hårde hjerte smeltes. 
DAGFINN.
Jetzt
muß sein hartes Herz schmelzen. 
INGA.
Ikke et ord til kongen om mig. O, men se ham må jeg dog; – hør, – kommer han hid? 
INGA.
Kein Wort zum König von mir! O, aber sehen muß ich ihn doch – sagt, – kommt er hieher? 
DAGFINN BONDE.
Ja, snart. 
DAGFINN.
Ja, bald. 
INGA.
Og det er mørk kveld. Kongen skal vel lyses frem med fakler. 
INGA.
Und es ist dunkler Abend. Man wird dem Könige wohl mit Fackeln voranleuchten? 
DAGFINN BONDE.
Ja. 
DAGFINN.
Ja. 
INGA.
Så vil jeg stille mig i et bislag, hvor han går forbi; – og så hjemover til Vartejg. Men først ind i Hallvards kirke; der brænder lys inat; der vil jeg bede godt for kongen, for min fagre søn.
(Går ud til højre.)  
INGA.
So will ich mich in einen Beischlag stellen, wo er vorüber muß – und dann heimwärts nach Vartejg! Aber zuerst nach Hallwards Kirche; da brennen Lichter diese Nacht; da will ich inbrünstig beten für den König, für meinen herrlichen Sohn.
Ab nach rechts. 
DAGFINN BONDE.
Jeg har røgtet mit ærinde; jeg går for at møde kongen. 
DAGFINN.
Ich hab’ mich meines Auftrags entledigt; nun geh’ ich dem König entgegen. 
BISP NIKOLAS.
Hils ham kærligst, gode Dagfinn! 
BISCHOF NIKOLAS.
Grüßt ihn herzlichst, guter Dagfinn! 
DAGFINN BONDE
(idet han går ud til højre).
Ikke vilde jeg være bisp Nikolas imorgen. 
DAGFINN.
indem er rechts abgeht.
Ich möchte morgen nicht Bischof Nikolas sein. 
BISP NIKOLAS.
Trond prests skriftemål –! Altså kom det da alligevel; – her holder jeg det i min hånd. (grubler og stirrer ud for sig.) – En skulde aldrig love noget på sin sjæls salighed, når en er så gammel som jeg. Havde jeg år igen, så skulde jeg altid vride mig fra sligt et løfte; men ikveld, den sidste kveld, – nej, det er ikke rådeligt. – Kan jeg da holde det? Er det ikke at sætte på spil alt det, jeg har virket for hele mit liv igennem? – (hviskende.) O, kunde jeg snyde den onde, bare denne eneste gang til! (lytter.) Hvad er det? (råber:) Viljam, Viljam! 
BISCHOF NIKOLAS.
Pfarrer Tronds Beichte –! Also ist sie doch gekommen – da halt’ ich sie in meiner Hand. Er starrt grübelnd vor sich hin. Nie sollte man etwas bei seiner Seele Seligkeit geloben, wenn man so alt ist wie ich. Hätt’ ich noch Jahre vor mir, so würd’ ich mich schon um ein solches Gelübde herumzudrücken wissen; aber heut, am letzten Abend, – nein, das ist nicht ratsam. – Kann ich es denn halten? Heißt das nicht alles aufs Spiel setzen, wofür ich mein ganzes Leben lang gewirkt habe? Wispernd. O, könnt’ ich den Bösen nur noch dies einzige Mal prellen! Lauscht. Was ist das? Ruft. Viljam! Viljam! 
SIRA VILJAM
(kommer ind fra højre).
 
SIRA VILJAM
tritt von rechts ein. 
BISP NIKOLAS.
Hvad er det, som suser og tuder så stygt? 
BISCHOF NIKOLAS.
Was saust und heult da so furchtbar? 
SIRA VILJAM.
Det er uvejret, som tager til. 
SIRA VILJAM.
Das Unwetter ist’s, das zunimmt. 
BISP NIKOLAS.
Tager uvejret til! – Jo visst vil jeg holde mit løfte! Uvejret, siger du –? Synger de derinde? 
BISCHOF NIKOLAS.
Das Unwetter nimmt zu! – Ja, mein Gelübde, das werd’ ich sicher halten! Das Unwetter, sagst Du –? Singen sie drinnen? 
SIRA VILJAM.
Ja, herre. 
SIRA VILJAM.
Ja, Herr. 
BISP NIKOLAS.
Sig, de skal gøre sig al flid; – broder Aslak især; han gør altid så stutte bønner; han kniber undaf, når han kan komme til; han springer over, den hund! (slår i gulvet med bispestaven.) Gå ind og sig ham, det er den sidste nat, jeg har igen; han skal gøre sig flid, ellers kommer jeg over ham og spøger! 
BISCHOF NIKOLAS.
Sag’ ihnen, sie sollten sich alle Mühe geben; – Bruder Aslak besonders; er spricht immer so kurze Gebete; er knappt, wo er nur kann; er überschlägt, der Hund! Er stößt mit dem Bischofsstab auf die Diele. Geh hinein und sag’ ihm, es wäre die letzte Nacht, die ich noch habe; er solle sich Mühe geben, sonst käm’ ich zu ihm als Gespenst! 
SIRA VILJAM.
Herre, skal jeg ikke hente mester Sigard? 
SIRA VILJAM.
Herr, soll ich nicht Meister Sigard holen? 
BISP NIKOLAS.
Gå ind, siger jeg! (Viljam går ind i kapellet.) Det må visselig være himlens vilje, at jeg skal forlige kongen og hertugen, siden den sender mig Trond prests brev nu. Dette er hårdt at gå på, Nikolas; rive ned med et eneste ryk, hvad du har brugt hele dit liv til at bygge. Men der er ikke andet for; jeg får gøre himlens vilje denne gang. – Dersom jeg endda bare kunde læse, hvad der står i brevet; men jeg kan ikke se et ord! Der driver tåger for mine øjne, det gnistrer og sprætter –; og ingen anden tør jeg lade læse det for mig! At love sligt –! Er menneskets kløgt da så ussel, at det ikke mægter råde over andet og tredje led af sin egen gerning? Jeg talte så længe og så indtrængende til Vegard Væradal om at få kongen til at sende Inga fra sig, at det omsider skede. Den gerning var klog i første led; men havde jeg ikke rådet slig, så havde ikke Inga været på Vartejg nu, brevet var ikke kommet tidsnok i mine hænder, og jeg havde ikke havt noget løfte at holde, – altså uklog i andet led. 
Havde jeg endda tiden for mig; men kun denne ene nat tilende, og knapt nok det. Jeg må, jeg vil leve længer! (banker med staven; en prest træder ind fra højre.) Mester Sigard skal komme! (presten går; bispen knuger brevet i hænderne.) Her, indenfor dette tynde segl ligger Norges saga for hundrede år! Den ligger og drømmer, som fugleungen i ægget! O, den, som nu havde flere end én sjæl – eller også ingen! (trykker brevet vildt op til sit bryst.) O, var ikke enden så rap over mig, – og dommen og straffen, – jeg skulde ruge dig ud til en høg, som skulde kaste skyggende rædsel over alt landet og hugge sine hvasse kløer i hver mands hjerte! (farer sammen.) Men den sidste time er nær! (skrigende.) Nej, nej, – du skal blive til en svane, en hvid svane! (kaster brevet bortover gulvet og råber:) Mester Sigard, mester Sigard! 
BISCHOF NIKOLAS.
Geh hinein, sag’ ich! Viljam ab in die Kapelle. Es muß gewißlich des Himmels Wille sein, daß ich den König und den Herzog versöhnen soll, da er mir den Brief des Pfarrers Trond jetzt sendet. Ein hartes Stück, Nikolas; mit einem einzigen Ruck alles niederzureißen, was aufzubauen Du Dein ganzes Leben gebraucht hast. Aber es bleibt keine Wahl; den Willen des Himmels muß ich diesmal erfüllen – Könnt’ ich nur noch lesen, was in dem Brief steht. Aber ich kann kein Wort mehr sehen! Nebel flattern vor meinen Augen, es flammt und flirrt –; und von keinem andern darf ich es mir vorlesen lassen! So etwas zu geloben –! Ist der Witz des Menschen denn so jämmerlich, daß er über das zweite und dritte Glied seiner eigenen Tat keine Gewalt mehr hat? Ich sprach so lange und so eindringlich zu Vegard Väradal, um den König zu veranlassen, Inga wegzuschicken, bis es schließlich geschah. Die Tat war klug im ersten Gliede; aber hätt’ ich nicht diesen Rat gegeben, so wäre Inga jetzt nicht in Vartejg gewesen, der Brief wäre nicht früh genug in meine Hände gelangt, und ich hätte kein Gelübde zu halten gehabt, – also unklug im zweiten Gliede. 
Hätte ich wenigstens Zeit vor mir; aber nur diese eine Nacht noch, und kaum die ganz! Ich muß, ich will länger leben! Er stößt mit dem Stabe auf; ein Priester tritt von rechts ein. Meister Sigard soll kommen! Der Priester geht; der Bischof zerknittert den Brief in den Händen. Hier, hinter diesem dünnen Siegel liegt Norwegens Geschichte für hundert Jahre! Sie liegt und träumt, wie das Vogeljunge im Ei! O, wer jetzt mehr als Eine Seele hätte, – oder auch keine! Er drückt den Brief wild an seine Brust. O, wäre das Ende nicht so jäh über mir, – und das Gericht und die Strafe, – ich wollte dich ausbrüten zu einem Geier, der grausige Schatten über das ganze Land werfen und seine scharfen Krallen in alle Herzen bohren sollte! Zuckt zusammen. Aber die letzte Stunde ist nah! Aufkreischend. Nein, nein, – du sollst ein Schwan werden, ein weißer Schwan! Wirft den Brief zur Erde und ruft: Meister Sigard, Meister Sigard! 
MESTER SIGARD
(fra højre).
Hvorledes går det, ærværdige herre? 
MEISTER SIGARD
von rechts.
Wie geht’s, ehrwürdiger Herr? 
BISP NIKOLAS.
Mester Sigard, – sælg mig tre dages liv! 
BISCHOF NIKOLAS.
Meister Sigard, – verkauft mir drei Tage Leben! 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login