You are here: BP HOME > MI > Kongs-emnerne (The Pretenders) > fulltext
Kongs-emnerne (The Pretenders)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Click to Expand/Collapse OptionACT V
BISP NIKOLAS.
Møde, herre? 
BISCHOF NIKOLAS.
Begegnung, Herr? 
HERTUG SKULE.
Det er mig, kongen sigter til. Vil I, herre bisp, forsikre kong Håkon, ved min tro og ære, at jeg intet vidste om hans komme, før jeg satte foden på Oslo brygge. 
HERZOG SKULE.
Ich bin’s, auf den der König anspielt. Wollt Ihr, Herr Bischof, König Håkon bei meiner Treu’ und Ehre versichern, daß ich nichts von seinem Kommen gewußt habe, eh’ ich meinen Fuß auf die Brücke von Oslo setzte? 
BISP NIKOLAS.
Ak, ak; al skyld hviler på mig! Jeg har været en sygelig, sengeliggende mand hele det sidste år; jeg har lidet eller intet spurgt til landets sager; jeg tænkte, det var godt og vel mellem de høje frænder nu! 
BISCHOF NIKOLAS.
Ach, ach; alle Schuld ruht auf mir! Ich bin ein kränkelnder, bettlägeriger Mann das ganze letzte Jahr gewesen; ich habe mich wenig oder gar nicht um die Angelegenheiten des Landes gekümmert; ich habe geglaubt, alles wäre jetzt in schönster Ordnung zwischen den hohen Verwandten! 
HÅKON.
Jeg har mærket, at venskabet mellem hertugen og mig trives bedst, når vi holder os fra hinanden; derfor farvel, bisp Nikolas, og Gud være med eder, der I nu går hen.
(vil gå.)  
HÅKON.
Ich habe die Erfahrung gemacht, daß die Freundschaft zwischen dem Herzog und mir am besten gedeiht, wenn wir einander fern bleiben; drum lebt wohl, Bischof Nikolas, und Gott sei mit Euch dorten, wohin Ihr jetzt gehet.
Er will sich entfernen. 
HERTUG SKULE
(sagte og urolig).
Bisp, bisp; han går! 
HERZOG SKULE
leise und unruhig.
Bischof, Bischof; er geht! 
BISP NIKOLAS
(pludselig og med vild kraft).
Bliv, kong Håkon! 
BISCHOF NIKOLAS
plötzlich und mit Leidenschaft.
Bleibt, König Håkon! 
HÅKON
(standser).
Hvad nu? 
HÅKON
stutzt.
Nun? 
BISP NIKOLAS.
I får ikke gå ud af denne stue, før gamle bisp Nikolas har talt sit sidste ord! 
BISCHOF NIKOLAS.
Ihr sollt diese Stube nicht verlassen, bis der alte Bischof Nikolas sein letztes Wort gesprochen hat! 
HÅKON
(lægger uvilkårlig hånden på sværdet).
Er I kanske kommen mandstærk til Viken, hertug? 
HÅKON
legt unwillkürlich die Hand ans Schwert.
Seid Ihr vielleicht mit Heeresmacht nach Vike gekommen, Herzog ? 
HERTUG SKULE.
Jeg har ingen del i dette. 
HERZOG SKULE.
Ich habe nicht teil an all dem. 
BISP NIKOLAS.
Det er med ordets magt, jeg skal vide at holde jer. Hvor der er ligfærd i huset, der er den døde første mand i laget; han kan gøre og lade, hvad han vil – så langt hans evne strækker. Derfor vil jeg holde min egen ligtale nu; før i tiden var jeg altid så ræd for at kong Sverre skulde komme til at holde den – 
BISCHOF NIKOLAS.
Mit der Macht des Wortes allein werde ich Euch zu halten wissen. Wo ein Begräbnis im Hause ist, da ist ja der Tote die Hauptperson; er kann tun und lassen, was er will, – soweit seine Kräfte reichen. Deshalb will ich jetzt meine eigene Grabrede halten; in früherer Zeit fürchtete ich immer, daß König Sverre sie mir halten würde – 
HÅKON.
Tal ikke så vildt, herre! 
HÅKON.
Sprecht nicht so wüst, Herr! 
HERTUG SKULE.
I knapper af den dyre stund, I har igen! 
HERZOG SKULE.
Ihr schmälert die kostbare Zeit, die Ihr noch habt! 
HÅKON.
Eders øje er alt sløvt! 
HÅKON.
Euer Aug’ ist schon trübe! 
BISP NIKOLAS.
Ja, mit syn er sløvt; jeg kan knapt se jer, der I står; men indeni mig drager mit liv lysende klart forbi. Jeg ser syner der –; hør og lær, konge! – Min æt var den mægtigste i landet; mange store høvdinger gik ud fra den; jeg vilde være den største af dem alle. Jeg var ikke mere end gut, da jeg begyndte at hungre efter storværk; jeg tyktes, jeg umuligt kunde vente til jeg blev voksen; – der rejste sig konger med mindre ret end jeg, – Magnus Erlingssøn, Sverre prest –; jeg vilde også være konge; men høvding først, – det var nødvendigt. Så skulde slaget stå på Ilevoldene; der var det førstegang jeg var med. Solen randt, og der gik glitrende lyn fra tusende blanke våben. Magnus og alle hans mænd gik frem, som til en leg; jeg alene kendte mig klemt om hjertet. Hårdt foer vor fylking frem; men jeg kunde ikke vinde med – jeg var ræd! 
Alle Magnus’s andre høvdinger stred mandelig, og mange faldt, der de stred; men jeg flygtede stenberget opover, løb og løb, og stansede ikke før jeg kom ned til fjorden igen, langt ude. Mangen mand måtte vaske sine blodige klæder i Trondhjemsfjorden den kveld; – jeg måtte også vaske mine, men det var ikke for blod. Ja, konge, jeg var ræd; skabt til høvding – og ræd! Det slog ned som et lyn i mig; jeg blev hver mand ond fra den time; jeg bad lønligt i kirkerne, jeg græd og knælte for altrene, jeg gav rige gaver, gjorde hellige løfter; jeg fristede og prøvede i slag efter slag, ved Saltøsund, på Jonsvoldene den sommer Baglerne lå i Bergen, – altid fåfængt. Sverre var den, som skønte det først, han talte det højt ud og med spot, og fra den dag lo hver mand i flokken, når Nikolas Arnessøn gik frem i hærklæder. – Ræd, ræd –, og endda vilde jeg være høvding, vilde være konge, følte mig skabt til konge forresten, kunde fremmet Guds rige på jorden; men det var de hellige selv, som stængte bommen for mig. 
BISCHOF NIKOLAS.
Ja, mein Blick ist trübe; ich vermag kaum Euch zu sehen, die Ihr vor mir steht; aber in meinem Innern zieht mein Leben mit lichter Klarheit an mir vorüber. Da hab’ ich Gesichte – höret und wisset, König! – Mein Geschlecht war das mächtigste im Lande; viele große Häuptlinge gingen aus ihm hervor; ich wollte der größte von ihnen allen sein. Ich war fast noch ein Knabe, als es mich schon nach Großtaten dürstete; ich glaubte, unmöglich warten zu können, bis ich erwachsen wäre; – da erstanden Könige mit geringerem Recht als ich, – Magnus Erlingsson, der Priester Sverre –; ich wollte auch König werden; aber Kriegshauptmann erst, – das war notwendig. Die Schlacht auf den Ilewällen sollte geschlagen werden; es war das erste Mal, daß ich mit war. Die Sonne stieg empor, und von tausend blanken Waffen gab’s einen blitzenden Widerschein. Magnus und all seine Mannen rückten vor wie zum Spiele; mir allein war es beklommen ums Herz. Kühn drang unsere Schar vorwärts; aber ich konnte den Sieg nicht mit erfechten, – ich war feig! 
Alle anderen Häuptlinge des Königs Magnus stritten mannhaft, und manch Streiter fiel, ich aber floh über den Felsenhang, ich lief und lief und blieb nicht eher stehen, als bis ich wieder weit draußen am Fjord war. Mancher Mann mußte an jenem Abend seine blutigen Kleider im Fjord von Tronthjem waschen; – auch meine mußt’ ich rein waschen, aber nicht von Blut. Ja, König, ich war feig; zum Häuptling geboren – und feig! Das traf mich wie ein Blitzstrahl; ich war von Stund an jedem Manne feind; ich betete heimlich in den Kirchen, ich weinte und kniete vor den Altären, ich gab reiche Geschenke, tat heilige Gelübde; ich versuchte und probierte mein Herz in einer Schlacht nach der andern, bei Saltösund, auf den Jonswällen in jenem Sommer, als die Bagler in Bergen lagen, – alles umsonst! Sverre war’s, der es zuerst bemerkte; er erzählte es laut und mit Spott, und von dem Tag an lachte ein jeder im Heere, wenn Nikolas Arnesson in Kriegskleidern einherging. – Feig, feig –, und doch wollt’ ich Häuptling sein, wollte König sein, fühlte mich in allem andern zum König geschaffen, hätte Gottes Reich auf Erden fördern können – aber die Heiligen selbst waren es, die mir den Schlagbaum schlossen. 
HÅKON.
Før ikke klage over himlen, bisp! I har hadet meget! 
HÅKON.
Klagt nicht den Himmel an, Bischof! Ihr habt viel gehaßt! 
BISP NIKOLAS.
Ja, jeg har hadet meget; hadet hvert hoved i dette land, som højnede sig op over mængden. Men jeg hadede, fordi jeg ikke kunde elske. Fagre kvinder, – o, jeg kunde sluge dem med gnistrende øjne endnu! Jeg er otti år, og endnu står min hug til at fælde mænd og favne kvinder; – men det gik mig der, som i slaget; bare vilje og begær, magtstjålen fra fødselen af; – lystens sydende gave – og dog krøbling! Så blev jeg da prest; konge eller prest må den mand være, som vil råde for al magten. (ler.) Jeg prest! Jeg en kirkelig mand! Jo, én kirkelig gerning havde himlen særligt skabt mig til, – den, at tage de høje toner, – synge med kvinderøst på de store kirkefester. Og endda kræver de deroppe af mig – halvmanden –, hvad de har ret til at kræve af hver den, der fik evnen fuldt ud til sin livsgerning! Der har været tider, da det tyktes mig, sligt krav kunde være billigt; her har jeg ligget på sottesengen slagen af rædsel for straf og dom! Nu er det over; jeg har marg i sjælsknoklerne igen! Jeg har intet forbrudt; det er mig uretten er øvet imod; jeg er klageren! 
BISCHOF NIKOLAS.
Ja, ich habe viel gehaßt – jedes Haupt in diesem Lande gehaßt, das sich über die Menge erhob. Aber ich haßte, weil ich nicht lieben konnte. Holde Frauen, – o, ich könnte sie noch jetzt mit glühenden Augen verschlingen! Ich zähle achtzig Jahr, und noch immer lechze ich danach, Männer zu erschlagen und Weiber zu umfahn; – aber es erging mir auch hier, wie in der Schlacht; nur Wille und Begier, entmannt von Geburt an; – heißes Lustverlangen – und doch ein Krüppel! So wurde ich denn Priester; König oder Priester muß der Mann sein, der über alle Macht gebieten will. Lacht. Ich Priester! Ich ein Mann der Kirche! Ja, für eine kirchliche Handlung hatte der Himmel mich besonders geschaffen, – dafür, die hohen Diskanttöne anzugeben, – mit Weiberstimme bei hohen Kirchenfesten zu singen. Und doch begehren die da oben von mir, – dem Halbmann, – was sie das Recht haben von jedem zu begehren, der die volle Kraft für sein Lebenswerk empfangen hat! Es hat Zeiten gegeben, da ein solcher Anspruch mir billig erschien; ich habe hier auf dem Krankenbette gelegen voll grausiger Angst vor Strafe und Gericht! Nun ist das vorüber; ich fühle wieder Mark in den Knochen der Seele! Ich habe nichts verbrochen; an mir wurde das Unrecht verübt; ich bin der Kläger! 
HERTUG SKULE
(dæmpet).
Herre – brevet! I har ikke langt igen! 
HERZOG SKULE
mit gedämpfter Stimme.
Herr – den Brief! Ihr habt nicht viel Zeit mehr! 
HÅKON.
Tænk på eders sjæl og ydmyg eder! 
HÅKON.
Denkt an Euer Seelenheil und demütigt Euch! 
BISP NIKOLAS.
En mands gerning er hans sjæl, og min gerning skal blive ved at leve på jorden. Men I, kong Håkon, I skulde vogte jer; thi ligesom himlen har stået mig imod og fanget skade til løn, således står I den mand imod, der holder landets lykke i sin hånd – 
BISCHOF NIKOLAS.
Eines Mannes Tat ist seine Seele, und meine Tat soll auf Erden fortleben. Aber Ihr, König Håkon, Ihr solltet Euch hüten; denn wie der Himmel mir entgegen war und Schaden erntete als Lohn, so seid Ihr dem Manne entgegen, der das Glück des Landes in seiner Hand hält – 
HÅKON.
Ha – hertug, hertug! Nu skønner jeg mødet her! 
HÅKON.
Ha – Herzog, Herzog! Jetzt versteh’ ich die Begegnung hier! 
HERTUG SKULE
(heftigt til bispen).
Ikke et ord mere af sligt! 
HERZOG SKULE
heftig zum Bischof.
Kein Wort mehr von dergleichen! 
BISP NIKOLAS
(til Håkon).
Han vil stå jer imod sålænge hans hoved sidder fast på akslerne. Del med ham! Jeg får ikke fred i kisten, jeg kommer igen, hvis ikke I to deler! Ingen af jer skal lægge den andens højde til sin egen vækst; her blev en kæmpe i landet, hvis det skede, og her skal ingen kæmpe være; thi jeg var aldrig nogen kæmpe!
(synker mat tilbage på bænken.)  
BISCHOF NIKOLAS
u Håkon.
Er wird wider Euch sein, solange sein Haupt fest auf den Schultern sitzt. Teilt mit ihm! Ich finde nicht Frieden im Sarge, ich kehre wieder, wenn Ihr beide nicht miteinander teilt! Keiner von Euch soll des andern Höhe seinem eigenen Wuchse zulegen; es gäbe einen Hünen hier im Lande, wenn das geschähe, und es soll hier keinen Hünen geben; denn ich war nie ein Hüne!
Er sinkt matt auf die Ruhebank zurück. 
HERTUG SKULE
(kaster sig på knæ ned ved bænken og råber til Håkon):
Skaf hjælp! For Guds barmhjertigheds skyld, bispen må ikke dø endnu! 
HERZOG SKULE
wirft sich neben der Bank aufs Knie und ruft Håkon zu:
Schafft Hilfe! Um Gottes Barmherzigkeit willen, der Bischof darf noch nicht sterben! 
BISP NIKOLAS.
Hvor det tager til at skumre for mine øjne! – Konge, for sidste gang, – vil I dele med hertugen? 
BISCHOF NIKOLAS.
Wie es düster wird und düstrer vor meinen Augen! – König, zum letzten Mal, – wollt Ihr mit dem Herzog teilen? 
HÅKON.
Ikke en skærv skænker jeg bort af det, som Gud gav mig! 
HÅKON.
Kein Scherflein schenke ich weg von dem, was mir Gott gegeben hat! 
BISP NIKOLAS.
Godt og vel. (dæmpet.) Troen skal I ialfald miste. (råber:) Viljam! 
BISCHOF NIKOLAS.
Gut denn, gut! Leise. Den Glauben soll er auf jeden Fall verlieren. Er ruft. Viljam! 
HERTUG SKULE
(dæmpet).
Brevet! brevet! 
HERZOG SKULE
flüsternd.
Den Brief! den Brief! 
BISP NIKOLAS
(uden at høre på ham).
Viljam! (Viljam kommer; bispen trækker ham tæt hen til sig og hvisker:) Da jeg fik den sidste olje, så blev jo alle mine synder mig forladte? 
BISCHOF NIKOLAS
ohne auf ihn zu hören.
Viljam! Viljam tritt ein; der Bischof zieht ihn dicht zu sich heran und flüstert. Als ich die letzte Ölung empfing, da wurden mir doch alle Sünden vergeben! 
SIRA VILJAM.
Alle synder, fra eders fødsel og til den stund, I fik oljen. 
SIRA VILJAM.
Alle Sünden, von Eurer Geburt an bis zu dem Augenblicke, da Ihr die Ölung empfingt. 
BISP NIKOLAS.
Ikke længer? Ikke helt til jeg går bort? 
BISCHOF NIKOLAS.
Nicht länger? Nicht ganz bis in meinem Tod? 
SIRA VILJAM.
Herre, I synder ikke inat. 
SIRA VILJAM.
Herr, Ihr sündigt nicht diese Nacht. 
BISP NIKOLAS.
Hm, ingen kan vide –; tag guldbægret, jeg fik efter bisp Absalon, – giv det til kirken – og læs syv store kirkebønner til. 
BISCHOF NIKOLAS.
Hm, man kann nicht wissen –; nimm den Goldbecher, den ich vom Bischof Absalon erbte, – gib ihn der Kirche, – und laß noch sieben große Kirchengebete für mich lesen. 
SIRA VILJAM.
Herre, Gud vil være eder nådig! 
SIRA VILJAM.
Herr, Gott wird Euch gnädig sein! 
BISP NIKOLAS.
Syv bønner til, siger jeg – for hvad jeg synder inat! Gå, gå! (Viljam går; bispen vender sig til Skule.) Hertug, om I engang læser Trond prests brev, og det muligt skulde vise sig, at Håkon var den rette, – hvad vil I så gøre? 
BISCHOF NIKOLAS.
Noch sieben Gebete, sag’ ich – für das, was ich heut nacht sündige! Geh, geh! Viljam ab; der Bischof wendet sich zu Skule. Herzog, wenn Ihr einmal Pfarrer Tronds Brief lest, und es sich vielleicht erweisen sollte, daß Håkon der rechte ist, – was werdet Ihr dann tun? 
HERTUG SKULE.
I Guds navn, – da skal han også være konge. 
HERZOG SKULE.
In Gottes Namen, – dann soll er auch König sein. 
BISP NIKOLAS.
Tænk jer om; det gælder meget her. Gransk hver fold i eders hjerte; svar, som om I stod tildoms! Hvad vil I gøre, hvis han er den rette? 
BISCHOF NIKOLAS.
Überlegt’s Euch – es gilt hier viel. Prüft jede Falte Eures Herzens; antwortet, als ob Ihr vor Eurem Richter stündet. Was wollt Ihr tun, wenn er der rechte ist? ’ 
HERTUG SKULE.
Bøje mig og tjene ham. 
HERZOG SKULE.
Mich beugen und ihm dienen. 
BISP NIKOLAS
(mumler).
Ja, ja, tag så følgerne. (til Skule.) Hertug, jeg er svag og træt; det kommer så mildt og forsonligt over mig – 
BISCHOF NIKOLAS
vor sich hinmurmelnd.
Ja, ja, – so trage denn die Folgen! u Skule. Herzog, ich bin schwach und müde; es überkommt mich so milde und versöhnlich – 
HERTUG SKULE.
Det er døden! Trond prests brev! Hvor er det? 
HERZOG SKULE.
Das ist der Tod! Pfarrer Tronds Brief! Wo ist er? 
BISP NIKOLAS.
Først en anden sag; – jeg gav jer listen over mine uvenner – 
BISCHOF NIKOLAS.
Erst etwas anderes – ich gab Euch die Liste meiner Feinde – 
HERTUG SKULE
(utålmodig).
Ja, ja; jeg skal hævne alt på dem – 
HERZOG SKULE
ungeduldig.
Ja, ja; ich werde an ihnen Rache nehmen für alles – 
BISP NIKOLAS.
Nej, jeg er så mild nu; jeg vil tilgive, som skrevet står. Ligesom I forsager magten, således vil jeg forsage hævnen. Brænd listen. 
BISCHOF NIKOLAS.
Nein, gar mild ist nun mein Sinn; ich will ihnen vergeben, wie geschrieben steht. Gleichwie Ihr der Macht entsagt, so will ich der Rache entsagen. Verbrennt die Liste! 
HERTUG SKULE.
Godt, godt; som I vil. 
HERZOG SKULE.
Gut, gut – wie Ihr wollt! 
BISP NIKOLAS.
Her i fyrfadet, så jeg ser på det – 
BISCHOF NIKOLAS.
Hier im Kohlenbecken, daß ich’s sehen kann – 
HERTUG SKULE
(kaster papiret i ilden).
Se så, nu brænder den! Og nu, tal, tal! Det gælder tusenders liv, dersom I ikke taler nu. 
HERZOG SKULE
wirft das Papier ins Feuer.
So, – da brennt sie! Und nun redet, redet! Es gilt das Leben Tausender, wenn Ihr jetzt nicht redet! 
BISP NIKOLAS
(med funklende øjne).
Tusenders liv! (skriger:) Lys! luft! 
BISCHOF NIKOLAS
mit funkelnden Augen.
Das Leben Tausender! Schreit auf. Licht! Luft! 
HÅKON
(iler til døren og råber):
Til hjælp! Bispen dør!
(Sira Viljam og flere af bispens folk kommer ind.)  
HÅKON
eilt zur Tür und ruft:
Zu Hilfe! Der Bischof stirbt!
SIRA VILJAM und mehrere Diener des Bischofs kommen herein. 
HERTUG SKULE
(ryster bispens arm).
Norges lykke gennem hundrede år, dets storhed for evige tider kanhænde! 
HERZOG SKULE
schüttelt den Arm des Bischofs.
Norwegens Glück für Jahrhunderte – seine Größe vielleicht für ewige Zeiten! 
BISP NIKOLAS.
Evige tider! (triumferende:) Perpetuum mobile! 
BISCHOF NIKOLAS.
Ewige Zeiten! Triumphierend. Perpetuum mobile! 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login