You are here: BP HOME > MI > Kongs-emnerne (The Pretenders) > fulltext
Kongs-emnerne (The Pretenders)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Kongs-emnerne (The Pretenders)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Click to Expand/Collapse OptionACT V
Back to library
KONG SKULE.
Det lover og sværger jeg dig! 
KÖNIG SKULE.
Das gelob’ und schwör’ ich Dir. 
INGEBJØRG
(griber hans arm).
Fra første færd du skønner, at han lider skade på sin sjæl, så lad ham heller dø! 
INGEBJÖRG
ergreift seinen Arm.
In dem Augenblick, da Du gewahrst, daß er Schaden an seiner Seele nimmt, laß ihn lieber sterben! 
KONG SKULE.
Heller dø! Det lover og sværger jeg! 
KÖNIG SKULE.
Lieber sterben! Das gelob’ und schwör’ ich! 
INGEBJØRG.
Så farer jeg trøstig nord til Hålogaland. 
INGEBJÖRG.
So fahr’ ich getrost heim nach Hålogaland. 
KONG SKULE.
Ja, du kan trøstig fare. 
KÖNIG SKULE.
Ja, – Du kannst getrost von hinnen fahren. 
INGEBJØRG.
Der vil jeg angre og bede, til Herren kalder mig. Og når vi mødes hos Gud, kommer han ren og skyldfri til sin moder! 
INGEBJÖRG.
Dort will ich büßen und beten, bis der Herr mich ruft. Und wenn wir uns vor Gott wiedersehen, kehrt er rein und schuldlos zu seiner Mutter zurück. 
KONG SKULE.
Ren og skyldfri! (vender sig til Peter.) Lad mig se på dig! Ja, det er din moders træk og mine; du er den, jeg har længtes så sårt efter. 
KÖNIG SKULE.
Rein und schuldlos! Er wendet sich zu Peter. Laß mich Dich ansehen! Ja, das sind Deiner Mutter Züge und die meinen; Du bist der, nach dem ich mich so innig gesehnt habe. 
PETER.
Min fader, min store, herlige fader; lad mig leve og stride for dig! Lad din sag blive min, og lad så din sag være hvilken den vil, – jeg véd dog, at jeg strider for det rette! 
PETER.
Mein Vater, mein großer, herrlicher Vater, – laß mich leben und streiten für Dich! Laß Deine Sache die meine werden; und sei Deine Sache dann, welche sie wolle, – ich weiß doch: ich streite für das Rechte! 
KONG SKULE
(med et skrig af glæde).
Du tror på mig! Du tror på mig! 
KÖNIG SKULE
mit einem Freudenschrei.
Du glaubst an mich! Du glaubst an mich! 
PETER.
Uryggeligt! 
PETER.
Unerschütterlich! 
KONG SKULE.
Så er alt godt; så er jeg visselig frelst! Hør, du skal kaste prestekappen; erkebispen skal løse dig fra kirkeløftet; kongssønnen skal bære sværd, gå ustandselig frem til magt og hæder. 
KÖNIG SKULE.
Dann ist alles gut; dann bin ich gewißlich gerettet! Höre, Du sollst die Priesterkutte abtun – der Erzbischof soll Dich des Kirchengelübdes entbinden; der Königssohn soll das Schwert tragen, unaufhaltsam zu Macht und Ehren emporsteigen. 
PETER.
Sammen med dig, min høje fader! Sammen vil vi gå! 
PETER.
Zusammen mit Dir, mein hoher Vater! Hand in Hand mit Dir! 
KONG SKULE
(trykker ham ind til sig).
Ja, sammen, vi to alene! 
KÖNIG SKULE
drückt ihn ans Herz.
Ja, Hand in Hand – wir beide allein! 
INGEBJØRG
(for sig selv).
At elske, ofre alt og glemmes, det blev min saga.
(Går stille ud i baggrunden.)  
INGEBJÖRG
für sich.
Zu lieben, alles zu opfern und vergessen zu werden, das ward meine Saga.
Geht still durch die Mitte ab. 
KONG SKULE.
Et stort kongsværk skal gøres i Norge nu! Peter, min søn, hør! Alt folket vil vi vække og samle til et; Vikværing og Trønder, Hålogalænding og Agdeværing, Oplænding og Sogndøl, alt skal være som én stor slægt, – da kan du tro, landet vil tage vækst! 
KÖNIG SKULE.
Ein großes Königswerk soll jetzt in Norwegen getan werden! Peter, mein Sohn, höre mich! Alles Volk wollen wir wecken und zu einem Ganzen sammeln; den Vikväringer und den Trondhjemer, den Hålogaländer und den Agdeväringer, den Oberländer und den Sogndöller, – alles soll sein wie ein großes Geschlecht: da – glaube nur, wird das Land wachsen und gedeihen! 
PETER.
Hvilken stor og svimlende tanke det er –! 
PETER.
Welch ein großer und schwindelerregender Gedanke ist das –! 
KONG SKULE.
Fatter du den? 
KÖNIG SKULE.
Fassest Du ihn? 
PETER.
Ja – ja! – Klart –! 
PETER.
Ja – ja! – Ganz klar –! 
KONG SKULE.
Og tror du på den? 
KÖNIG SKULE.
Und Du glaubst an ihn? 
PETER.
Ja, ja; thi jeg tror på dig! 
PETER.
Ja, ja – denn ich glaube an Dich! 
KONG SKULE
(vildt).
Håkon Håkonssøn må falde! 
KÖNIG SKULE
außer sich.
Håkon Håkonsson muß fallen! 
PETER.
Når du vil det, så er det ret, at han falder. 
PETER.
Wenn Du es willst, so ist’s recht, daß er falle. 
KONG SKULE.
Det vil koste blod; men det får ikke hjælpe. 
KÖNIG SKULE.
Es wird Blut kosten – aber das hilft nichts. 
PETER.
Det er ikke spildt, det blod, som flyder for din sag. 
PETER.
Das Blut, das für Deine Sache fließt, nicht unnütz ist es vergossen. 
KONG SKULE.
Din skal al magten være, når jeg får fæstnet riget. Du skal sidde i kongssædet, med ring om panden, med purpurkåben flømmende vid over dine skuldre; alle mænd i landet skal bøje sig for dig – (lurtoner høres langt borte). Ha! hvad er det! (med et skrig.) Birkebejnerhæren! Hvad var det Pål Flida sagde –?
(iler mod baggrunden.)  
KÖNIG SKULE.
Dein soll alle Macht sein, wenn ich das Reich gefestigt habe. Du sollst auf dem Königsstuhle sitzen, mit dem Reif um die Stirn und mit dem weitwallenden Purpurmantel um die Schultern; alle Männer im Lande sollen sich vor Dir beugen – Lurenklang in weiter Ferne. Ha! Was ist das! Mit einem Aufschrei. Das Heer der Birkebeiner! Was sagte doch Paul Flida –?
Eilt zum Hintergrunde. 
PÅL FLIDA
(kommer ind og råber):
Nu er timen over os, kong Skule! 
PAUL FLIDA
tritt ein und ruft:
Nun ist unsere Stunde da, König Skule! 
KONG SKULE
(forvildet).
Birkebejnerne! Kong Håkons hær! Hvor er de? 
KÖNIG SKULE
verstört.
Die Birkebeiner! König Håkons Heer! Wo sind sie? 
PÅL FLIDA.
De myldrer i tusendvis ned over Ekeberg. 
PAUL FLIDA.
Sie kommen zu Tausenden über Ekeberg herab. 
KONG SKULE.
Blæs til våben! Blæs, blæs! Giv råd; hvor skal vi møde dem? 
KÖNIG SKULE.
Blast zu den Waffen! Blast, blast! Deinen Rat! Wie wollen wir ihnen begegnen? 
PÅL FLIDA.
Alle kirker står åbne for os. 
PAUL FLIDA.
Alle Kirchen stehen uns offen. 
KONG SKULE.
Birkebejnerne, spørger jeg –! 
KÖNIG SKULE.
Die Birkebeiner, frag’ ich –! 
PÅL FLIDA.
For dem står alle broer åbne. 
PAUL FLIDA.
Für die sind alle Brücken frei. 
KONG SKULE.
Usalige mand, hvad har du gjort! 
KÖNIG SKULE.
Unseliger, was hast Du getan! 
PÅL FLIDA.
Lystret min konge. 
PAUL FLIDA.
Meinem König gehorcht. 
KONG SKULE.
Min søn! Min søn! Ve mig; jeg har forspildt dit kongerige! 
KÖNIG SKULE.
Mein Sohn! Mein Sohn! Weh mir! Ich habe Dein Königreich verspielt! 
PETER.
Nej, du vil sejre! Så stor en kongstanke dør ikke! 
PETER.
Nein, Du wirst siegen! Ein so großer Königsgedanke stirbt nicht! 
KONG SKULE.
Ti, ti! (lurtoner og råb høres nærmere.) Til hest; til våben! Det gælder mere end mænds liv og død her!
(iler ud i baggrunden; de øvrige følger efter.)


 
KÖNIG SKULE.
Schweig, schweig! Die Lurenklänge und Feldrufe tönen näher. Zu Pferd! Zu den Waffen! Es gilt hier mehr als der Mannen Leben und Tod!
Eilt durch die Mitte hinaus; die andern folgen.


 
En gade i Oslo.
  (Lave træhuse med bislag på begge sider. I baggrunden St. Hallvards kirkegård, indelukt af en høj mur med port. På venstre side ved enden af muren ses kirken, hvis hovedindgang står åben. Det er endnu nat; lidt efter begynder dagen at gry. Stormklokken går; langt borte til højre høres fjerne hærskrig og forvirret larm.)  
Eine Straße in Oslo.
  Niedrige Holzhäuser mit Beischlägen auf beiden Seiten. Im Hintergrunde St. Hallvards-Kirchhof, der von einer hohen Mauer mit einer Pforte umschlossen ist. Links am Ende der Mauer gewahrt man die Kirche, deren Haupteingang offen steht. Es ist noch Nacht; allmählich graut der Tag. Die Sturmglocke läutet; rechts ganz in der Ferne hört man Kriegslärm und wirres Getöse. 
KONG SKULES LURSVEND
(kommer fra højre, blæser i luren og råber):
Til våben! Til våben, alle kong Skules mænd!
(blæser igen og går videre; om lidt hører man ham blæse og råbe i næste gade.)  
DER LURENBLÄSER KÖNIG SKULES
erscheint von rechts, bläst und ruft:
Zu den Waffen! Zu den Waffen, alle Mannen König Skules!
Er bläst abermals und geht weiter; gleich darauf hört man ihn in der nächsten Gasse blasen und rufen. 
EN KVINDE
(kommer ud i en husdør til højre).
Du store barmhjertige Gud, hvad er det? 
EIN WEIB
tritt rechts aus einer Haustür.
Du großer barmherziger Gott, was ist das? 
EN BYMAND
(som er kommen halvt påklædt ud fra et hus på den anden side af gaden).
Birkebejnerne er i byen! Nu får Skule løn for alle sine ugerninger. 
EIN STÄDTER.
der halb angekleidet aus einem gegenüberliegenden Hause kommt. Die Birkebeiner sind in der Stadt! Jetzt kriegt Skule den Lohn für alle seine Untaten! 
EN AF SKULES MÆND
(kommer med nogle andre, bærende kapper og våben på armene, ind fra en sidegade til venstre).
Hvor er Birkebejnerne? 
EINER VON SKULES MANNEN
tritt mit einigen andern, die Mäntel und Waffen auf den Armen tragen, aus einer Seitengasse links.
Wo sind die Birkebeiner? 
EN ANDEN AF SKULES MÆND
(fra et hus til højre).
Jeg véd ikke! 
EIN ANDRER VON SKULES MANNEN
aus einem Hause rechts.
Ich weiß nicht! 
FØRSTE.
Hys! Hør! – De må være nede ved Gejtebroen. 
DER ERSTE.
Pst! Hört! – Sie müssen unten an der Gejtebrücke sein. 
ANDEN.
Ned til Gejtebroen da!
(Alle iler ud til højre; en bymand kommer løbende fra samme side.)  
DER ZWEITE.
Dann ’nunter zur Gejtebrücke.
Alle rasch ab nach rechts; ein Städter kommt von derselben Seite hergerannt. 
FØRSTE BYMAND.
Hej, grande, hvor kommer I fra? 
ERSTER STÄDTER.
He, Nachbar, wo kommt Ihr her? 
ANDEN BYMAND.
Nede fra Loelven; der går det stygt til. 
ZWEITER STÄDTER.
Vom Lofluß herauf; dort geht es böse zu. 
KVINDEN.
Sankt Olaf og Sankt Hallvard! Er det Birkebejnerne, eller hvem er det? 
DIE FRAU.
Sankt Olaf und Sankt Hallvard! Sind’s die Birkebeiner – oder wer sonst? 
ANDEN BYMAND.
Ja visst er det Birkebejnerne; kong Håkon er med; hele flåden lægger ind til bryggerne; men selv gik han iland med sine bedste mænd ude ved Ekebergstøen. 
ZWEITER STÄDTER.
Ja, gewiß sind’s die Birkebeiner. König Håkon ist mit; die ganze Flotte legt bei den Brücken an; aber er selbst ging mit seinen besten Mannen draußen bei Ekeberg an Land. 
FØRSTE BYMAND.
Så tager han hævn for mandefaldet ved Låka! 
ERSTER STÄDTER.
So nimmt er Rache für den Mannenmord von Låka! 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login