You are here: BP HOME > MI > Kongs-emnerne (The Pretenders) > fulltext
Kongs-emnerne (The Pretenders)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Click to Expand/Collapse OptionACT V
KORSBRODEREN.
Ja, jeg kommer fra riget dernede;
fra riget, som altid så stygt blir malt.
Å, du kan tro, der er ikke så galt;
det har ingen nød med den svare hede. 
DER KREUZBRUDER.
Vom Reiche dort unten, vom Flammensitze,
Der so furchtbar stets scheint Eurer Oberwelt.
Pah, glaub’ mir, es ist so schlimm nicht bestellt;
Es hat keine Not mit der argen Hitze. 
KONG SKULE.
Og så hører jeg, du har lært skaldskab, gamle Baglerhøvding! 
KÖNIG SKULE.
Und Du hast, wie ich sehe, die Skaldenkunst erlernt, alter Baglerhäuptling! 
KORSBRODEREN.
Skaldskab? Ja, og en mængde latin!
Før var jeg ingen stiv latiner, som du mindes;
nu tvivler jeg på, at en stivere findes.
For at række dernede et passeligt trin,
ja, næsten bare for at slippe derind,
er det hardtad nødvendigt at lære latin.
Og en må jo gå fremad, når til gæstebudsbord
en sidder hver dag med slig lærdom stor, –
halvhundred, som her lod sig paver kalde,
femhundred kardinaler og syvtusend skalde. 
DER KREUZBRUDER.
Die Skaldenkunst und sehr viel Latein!
Du weißt, sonst war ich kein guter Lateiner;
Jetzt bin ich schier der vorzüglichsten einer.
Denn um sich Ansehn dort zu verleihn,
Ja, schon um nur durch die Pforte zu gehn,
Muß man notwendig Latein verstehn.
Und das macht sich ja leicht, wenn man jederzeit
Verkehrt mit so großer Gelehrsamkeit, –
Mit Päpsten schockweis, mit Ärzten und Richtern,
Fünfhundert Kardinälen und sechstausend Dichtern. 
KONG SKULE.
Hils din herre, og tak ham for godt venskab. Du kan sige, han er den eneste konge, som skikker hjælp til Skule den første af Norge! 
KÖNIG SKULE.
Grüss’ Deinen Herrn und dank’ ihm für seine Freundschaft. Du kannst ihm sagen, er wäre der einzige König, der Skule dem Ersten von Norwegen Hilfe sende! 
KORSBRODEREN.
Hør nu, kong Skule, hvi hid jeg er sendt.
Han har mange tjenere, han dernede,
og hver har sit strøg i verden at frede;
jeg fik Norge, thi her er jeg kendt.
Håkon Håkonssøn er ingen mand for os,
vi liker ham ikke, han byder os trods;
se, han må falde og du skal styre,
som eneste ejer af kronen den dyre. 
DER KREUZBRUDER.
Vernimm jetzt, weshalb ich hieher gesandt.
Er hat viele Diener, die für ihn schalten,
Und jeder hat sein Gebiet zu verwalten;
Norwegen ward mir, denn hier bin ich bekannt.
Håkon Håkonsson ist für uns nicht der Mann,
Er bietet uns Trotz, er steht uns nicht an;
Sieh, er muß fallen, gestürzt vom Throne,
Du einzig sollst herrschen als Erbe der Krone. 
KONG SKULE.
Ja, giv mig kronen! Har jeg den, så skal jeg nok styre slig, at jeg kan købe mig løs igen. 
KÖNIG SKULE.
Ja, gib mir die Krone! Hab’ ich die, so werde ich schon so regieren, daß ich mich wieder loskaufen kann! 
KORSBRODEREN.
Ja, det kan vi altid snakkes om siden.
Inat det gælder at nytte tiden.
På Elgesæter sover kong Håkons barn; –
fanger du det i dødsens garn,
da hvirvles hver modstand som fnug for vejret,
da er du konge, da har du sejret! 
DER KREUZBRUDER.
Hm, davon können wir später sprechen.
Jetzt gilt’s, die Frucht vom Baume zu brechen.
Auf Elgesäter schläft Håkons Kind; –
Fängst Du das in des Todes Netz geschwind,
Dann zerstiebt jedes Hemmnis, wie Spreu verfliegt,
Dann bist Du König, dann hast Du gesiegt! 
KONG SKULE.
Tror du så visst, at jeg da har sejret! 
KÖNIG SKULE.
Glaubst Du sicher, daß ich dann gesiegt habe? 
KORSBRODEREN.
Hver mand i Norge sukker om fred;
kongen må eje et kongs-emne med,
en ætling, som arver sin faders rige;
thi folket er træt af de hundredårskrige.
Rejs dig, kong Skule, inat det gælder;
nu eller aldrig du fienden fælder!
Se hvor det lysner, der langt mod nord,
ser du hvor skodden letter derude, –
der slutter sig lydløst skude til skude, –
og hør så hvor hult det dønner i jord!
Alt skal du få mod et bindende ord,
tusende stridsmænd i stormgang på jorden,
tusende skinnende sejl på fjorden! 
DER KREUZBRUDER.
Es seufzt nach Frieden ja Groß und Klein.
Der König darf nicht ohne Thronerbe sein,
Dem nach ihm der Kronreif ums Haupt sich schmiege;
Denn das Volk ist müde der langen Kriege.
Steh auf, König Skule! Triff heut ins Ziel!
Jetzt oder niemals gewinnst Du Dein Spiel!
Siehst Du: wo’s hell wird, drüben gen Nord,
Wo draußen die Nebel sich heben fort,
Da schließt sich geräuschlos Nachen an Nachen; –
Und hörst Du donnernd die Erde krachen?
Alles sei Dein für ein bindendes Wort:
Tausend Streiter voll stürmischer Wucht, .
Tausend Segel in blinkender Bucht! 
KONG SKULE.
Så nævn da ordet! 
KÖNIG SKULE.
So nenne das Wort! 
KORSBRODEREN.
For at stille dig højest på verdensstigen,
jeg vil kun du føjer din egen higen;
landet du får med byer og borge,
hvis din søn efter dig bliver konge i Norge! 
DER KREUZBRUDER.
Die höchste Staffel der Welt zu ersteigen,
Sollst Du nur dem eignen Verlangen Dich neigen;
Ich gebe Dir Land und Reich zum Lohn,
Wenn als Norwegs König Dir folgt Dein Sohn! 
KONG SKULE
(løfter hånden, som til ed).
Min søn skal – (holder pludselig inde og udbryder forfærdet). Kirkeraneren! Al magten til ham! Ha! nu skønner jeg dig; – du vil hans sjæls fortabelse! Vig fra mig, vig fra mig! (strækker armene mod himlen.) Og forbarm dig over mig, du, som jeg nu skriger til om hjælp i min højeste nød!
(Styrter til jorden.)  
KÖNIG SKULE
erhebt die Hand wie zum Schwure.
Mein Sohn soll –! Er hält plötzlich inne und ruft entsetzt aus: Der Kirchenräuber! Ihm alle Macht? Ha, jetzt durchschau’ ich Dich – Du willst das Verderben seiner Seele! Weiche von mir, weiche von mir! Streckt die Arme gen Himmel. Und erbarme Dich meiner, Du, zu dem ich jetzt um Hilfe schreie in meiner höchsten Not!
Er stürzt zur Erde. 
KORSBRODEREN.
Forbandet! Nu gik dog det hele så glat;
jeg tænkte så visst, jeg havde ham fat;
men lyset har gjort et kærligt træk,
som jeg ikke kendte, – og spillet er væk.
Lad gå; til hast har jeg ingen trang;
perpetuum mobile er jo igang;
jeg har brev på min magt langt ud gennem slægterne,
brev på min magt over lysfornægterne;
dem skal i Norge jeg styre og råde,
er min magt end dem selv en uløselig gåde!
(længere fremme.)
Går til sin gerning de norske mænd
viljeløst vimrende, véd ej hvorhen, –
skrukker sig hjerterne, smyger sig sindene,
veke, som vaggende vidjer for vindene, –
kan kun om én ting i verden de enes,
den, at hver storhed skal styrtes og stenes, –
hejses som mærke usseldoms klude,
sætter de æren i flugt og i fald, –
da er det bisp Nikolas som er ude,
Bagler-bispen, som røgter sit kald!
(Han bliver borte i skodden mellem træerne.)  
DER KREUZBRUDER.
Verwünscht! Es schien doch so prächtig zu gehn;
Ich glaubt’ ihn so sicher im Garn schon zu sehn;
Da kehrte das Licht einen Trumpf heraus,
Den ich nicht gekannt, – und das Spiel ist aus.
Gleichviel! zur Eile verspür’ ich nicht Drang;
Das perpetuum mobile ist ja in Gang;
Die Macht ist verbrieft mir durch viele Geschlechter,
Die Macht über Zweifler und Lichtesverächter;
Die werd’ ich in Norwegen leiten und lenken,
So wenig sie selber vielleicht an mich denken!
Weiter entfernt.
Beugt sich in Nordlands Männern der Sinn,
Willenlos taumelnd, er weiß nicht wohin; –
Herrscht in dem Herzen die Selbstsucht, die blinde,
Schwach, wie das schwankende Rohr in dem Winde; –
Können sie einzig sich darüber einigen,
Jegliche Größe zu stürzen und steinigen; –
Stoßen die Ehre sie über die Schwelle,
Während das Banner der Schändlichkeit flammt:
Dann ist der Baglerbischof zur Stelle, –
Bischof Nikolas wartet sein Amt!
Er verschwindet im Nebel zwischen den Bäumen. 
KONG SKULE
(rejser sig, efter et kort ophold, halvt ivejret og ser sig om).
Hvor er han, den sorte? (springer op.) Vejviser, vejviser, hvor er du? Væk! – Ligegodt; nu véd jeg vejen selv, både til Elgesæter og længere frem.
(Går ud til højre.)



 
KÖNIG SKULE
richtet sich nach einer kurzen Pause halb auf und sieht sich um.
Wo ist er, der Schwarze? Springt auf. Wegweiser, Wegweiser, wo bist Du? Fort! – Gleichviel; jetzt kenn’ ich selbst den Weg nach Elgesäter – und noch weiter!
Rechts ab.



 
Klostergården på Elgesæter.
 
(På venstre side ligger kapellet med indgang fra gården; vinduerne er oplyste. Langsmed den modsatte side af klostergården strækker sig nogle lavere bygninger; i baggrunden klostermuren med en stærk port, som er stængt. Det er klar måneskinsnat. Tre Birkebejnerhøvdinger står ved porten; Margrete, Fru Ragnhild og Dagfinn Bonde kommer ud fra kapellet.)  
Der Klosterhof zu Elgesäter.   Links liegt die Kapelle mit dem Eingangstor vom Hofe; die Fenster sind erleuchtet. An der entgegengesetzten Seite des Klosterhofs ziehen sich einige niedrigere Gebäude entlang; im Hintergrunde die Klostermauer mit einer starken Pforte, die verriegelt ist. Helle Mondnacht. Drei Häuptlinge der Birkebeiner stehen an der Pforte. MARGRETE, FRAU RAGNHILD und DAGFINN kommen aus der Kapelle. 
FRU RAGNHILD
(halvt fra sig selv).
Kong Skule måtte flygte ind i kirken, siger du! Han, han, flygtende, tryglende om fred for altret, – tryglende om livet kanhænde – o nej, nej, det har han ikke gjort; men Gud vil straffe jer, som vovede at lade det komme så vidt! 
FRAU RAGNHILD
wie außer sich.
König Skule mußte in die Kirche fliehen, sagst Du, – er, er flüchtig, um Frieden bettelnd am Altare, – vielleicht um das Leben bettelnd – o nein, nein, das hat er nicht getan! Aber Gott wird Euch strafen, daß Ihr wagtet, es so weit kommen zu lassen! 
MARGRETE.
Min gode elskede moder, styr dig; du véd ikke hvad du siger; det er sorgen som taler. 
MARGRETE.
Meine gute, geliebte Mutter, – beherrsche Dich, Du weißt nicht, was Du redest; es ist das Leid, das aus Dir spricht. 
FRU RAGNHILD.
Hør, I Birkebejnere! Håkon Håkonssøn var det, som skulde ligge inde for alteret og trygle kong Skule om liv og fred! 
FRAU RAGNHILD.
Hört, Ihr Birkebeiner! Håkon Håkonsson, der sollte vor dem Altar liegen und von König Skule Leben und Frieden erbetteln! 
EN BIRKEBEJNER.
Usømmeligt er det for trofaste mænd at høre på slige ord. 
EIN BIRKEBEINER.
Solche Worte anzuhören, ist treuen Mannen zuwider. 
MARGRETE.
Hatten af for en hustrus sorg! 
MARGRETE.
Den Hut ab vor der Trauer einer Gattin! 
FRU RAGNHILD.
Kong Skule dømt! Vogt jer, vogt jer allesammen, når han får magten igen! 
FRAU RAGNHILD.
König Skule geächtet! Hütet Euch, hütet Euch alle zusammen, wenn er wieder zur Macht gelangt! 
DAGFINN BONDE.
Den får han aldrig mere, fru Ragnhild. 
DAGFINN.
Zu der gelangt er nie mehr, Frau Ragnhild. 
MARGRETE.
Ti, ti! 
MARGRETE.
Schweig, schweig! 
FRU RAGNHILD.
Tror du, at Håkon Håkonssøn tør lade dommen sættes i værk, om han fanger kongen? 
FRAU RAGNHILD.
Glaubst Du, daß Håkon Håkonsson wagt, das Urteil vollstrecken zu lassen, wenn er den König dingfest macht? 
DAGFINN BONDE.
Kong Håkon véd selv bedst om en kongs-ed kan brydes. 
DAGFINN.
König Håkon weiß selbst am besten, ob ein Königsschwur gebrochen werden darf. 
FRU RAGNHILD
(til Margrete).
Og slig blodmand har du fulgt i tro og kærlighed! Er du din faders barn! Gid straffen ramme –! Gå fra mig, gå fra mig! 
FRAU RAGNHILD
zu Margrete.
Und solch einem Blutmenschen bist Du in Treue und Liebe gefolgt! Bist Du Deines Vaters Kind? Möge die Strafe des Herrn –! Fort, fort von mir! 
MARGRETE.
Velsignet være din mund, skøndt du bander mig nu. 
MARGRETE.
Gesegnet sei Dein Mund, obschon Du jetzt mir fluchst! 
FRU RAGNHILD.
Jeg må ned til Nidaros, ind i kirken og finde kong Skule. Han skikkede mig fra sig, da han sad i lykken; da trængte han mig jo heller ikke; – nu vil han ikke vredes, fordi jeg kommer. Luk porten op for mig, lad mig komme til Nidaros! 
FRAU RAGNHILD.
Ich muß nach Nidaros hinunter – in die Kirche, König Skule erkunden. Er hat mich entlassen, als er im Glücke saß; da bedurfte er meiner ja nicht; – jetzt wird er nicht zürnen, wenn ich komme. Schließt mir die Pforte auf, laßt mich nach Nidaros! 
MARGRETE.
Min moder, for Guds barmhjertigheds skyld –
(Det banker stærkt på klosterporten.)  
MARGRETE.
Meine Mutter, um Gottes Barmherzigkeit willen –!
Es pocht laut an der Klosterpforte. 
DAGFINN BONDE.
Hvem banker? 
DAGFINN.
Wer klopft? 
KONG SKULE
(udenfor).
En konge. 
KÖNIG SKULE
draußen.
Ein König. 
DAGFINN BONDE.
Skule Bårdssøn! 
DAGFINN.
Skule Bårdsson! 
FRU RAGNHILD.
Kong Skule! 
FRAU RAGNHILD.
König Skule! 
MARGRETE.
Min fader! 
MARGRETE.
Mein Vater! 
KONG SKULE.
Luk op, luk op! 
KÖNIG SKULE.
Macht auf, macht auf! 
DAGFINN BONDE.
Her lukkes ikke op for fredløse. 
DAGFINN.
Den Vogelfreien wird hier nicht aufgemacht. 
KONG SKULE.
Det er en konge, som banker, siger jeg; en konge, som ikke har tag over hovedet; en konge, som trænger hellig grund, for at være tryg på sit liv. 
KÖNIG SKULE.
Es ist ein König, der anklopft, sag’ ich; ein König, der kein Dach über dem Kopfe hat, – ein König, der heiligen Boden suchen muß, um seines Lebens sicher zu sein. 
MARGRETE.
Dagfinn, Dagfinn, det er min fader! 
MARGRETE.
Dagfinn, Dagfinn, es ist mein Vater! 
DAGFINN BONDE
(går hen til porten og åbner en liden luge).
Kommer I med mange mænd til klostret? 
DAGFINN
geht an die Pforte und öffnet eine kleine Schiebetür.
Kommt Ihr zum Kloster mit vielen Mannen? 
KONG SKULE.
Med alle de mænd, som blev mig tro i nøden. 
KÖNIG SKULE.
Mit allen den Mannen, die mir in der Not treu geblieben sind. 
DAGFINN BONDE.
Og hvormange er det? 
DAGFINN.
Und wie viele sind das? 
KONG SKULE.
Færre end én. 
KÖNIG SKULE.
Weniger als einer
MARGRETE.
Han er alene, Dagfinn! 
MARGRETE.
Er ist allein, Dagfinn! 
FRU RAGNHILD.
Himlens vrede ramme dig, om du nægter ham vigslet grund! 
FRAU RAGNHILD.
Der Zorn des Himmels treffe Dich, wenn Du ihm geweihten Boden versagst! 
DAGFINN BONDE.
I Guds navn da!
(Lukker op; Birkebejnerne blotter ærbødigt sine hoveder; kong Skule kommer ind i klostergården.)  
DAGFINN.
In Gottes Namen denn!
Schließt auf; die Birkebeiner entblößen ehrerbietig ihr Haupt; König Skule tritt in den Klosterhof. 
MARGRETE
(om hans hals).
Min fader! Min velsignede ulykkelige fader! 
MARGRETE
an seinem Halse.
Mein Vater! Mein lieber, unglücklicher Vater! 
FRU RAGNHILD
(stiller sig vildt mellem ham og Birkebejnerne).
I hykler ærefrygt for ham, I vil svige ham, som Judas. Vov ikke at komme ham nær! I skal ikke røre ham, sålænge jeg er ilive! 
FRAU RAGNHILD
stellt sich empört zwischen ihn und die Birkebeiner.
Ihr heuchelt Ehrfurcht vor ihm, – Ihr wollt ihn verraten wie Judas! Wagt nicht, ihm nahe zu kommen! Ihr sollt ihn nicht anrühren, solang’ ich am Leben bin! 
DAGFINN BONDE.
Her er han tryg, thi han er på vigslet grund. 
DAGFINN.
Hier ist er sicher, denn er steht auf geweihtem Grunde. 
MARGRETE.
Og ikke én af alle dine mænd havde mod til at følge dig inat! 
MARGRETE.
Und nicht einer von allen Deinen Mannen hatte den Mut, Dir diese Nacht zu folgen! 
KONG SKULE.
Både korsbrødre og krigsmænd fulgte mig på vejen; men de smøg fra mig, en for en, fordi de vidste der var Birkebejnere på Elgesæter. Pål Flida var den, som slap mig sidst; han fulgte mig til klosterporten; der gav han mig det sidste håndslag og takkede for den tid, der fandtes Vargbælger i Norge. 
KÖNIG SKULE.
Kreuzbrüder wie Kriegsmannen folgten mir auf dem Wege; aber sie schlichen sich fort von mir, einer nach dem andern, weil sie wußten, daß Birkebeiner auf Elgesäter wären. Als letzter hat mich Paul Flida verlassen; er folgte mir bis zur Klosterpforte – da drückte er mir zum letzten Mal die Hand und dankte mir für die Zeit, da es Wolfsbälge gab in Norwegen. 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login