You are here: BP HOME > MI > Kongs-emnerne (The Pretenders) > fulltext
Kongs-emnerne (The Pretenders)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Kongs-emnerne (The Pretenders)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Click to Expand/Collapse OptionACT V
Back to library
HÅKON
(ser op og lader pennen synke).
Herre jarl, véd I hvad jeg her skriver! (Jarlen nærmer sig.) Det er til min moder; jeg takker hende for alt godt og kysser hende tusende gange – her i brevet, forstår I. Hun skal sendes øster til Borgasyssel og leve der med al kongelig ære. 
HÅKON
blickt auf und läßt die Feder sinken.
Herr Jarl, wißt Ihr, was ich hier schreibe? Der Jarl kommt näher. Ich schreibe an meine Mutter; ich danke ihr für alles Gute und küsse sie tausendmal – auf dem Papier, versteht sich. Ich schicke sie ostwärts nach Borgasyssel, und dort soll sie mit allen königlichen Ehren leben. 
SKULE JARL.
I vil ikke beholde hende i kongsgården? 
JARL SKULE.
Ihr wollt sie nicht bei Hof behalten? 
HÅKON.
Hun er mig altfor kær, jarl; – en konge må ikke have nogen om sig, som er ham altfor kær; en konge må handle med frie hænder, stå alene, ikke ledes, ikke lokkes. Her er så meget at bøde på i Norge.
(vedbliver at skrive.)  
HÅKON.
Sie ist mir allzu teuer, Jarl. – Ein König darf keinen um sich haben, der ihm allzu teuer ist; ein König muß mit freien Händen handeln können, muß allein stehen, sich nicht locken und nicht leiten lassen. Hier in Norwegen gibt es so viel zu sühnen.
Schreibt weiter. 
VEGARD VÆRADAL
(sagte til bisp Nikolas).
Det var mit råd, dette med Inga kongsmoder. 
VEGARD VÄRADAL
leise zu Bischof Nikolas.
Das war mein Rat, – die Sache mit der Königsmutter. 
BISP NIKOLAS.
Jeg kendte jer straks på rådet. 
BISCHOF NIKOLAS.
Ich erkannte Euch sogleich an dem Rat. 
VEGARD VÆRADAL.
Men lige for lige nu. 
VEGARD VÄRADAL.
Nun aber Gleiches für Gleiches! 
BISP NIKOLAS.
Vent. Jeg holder det jeg lovede. 
BISCHOF NIKOLAS.
Wartet! Ich halte, was ich versprach. 
HÅKON
(giver pergamentet til Ivar Bodde).
Læg det sammen og bring hende det selv med mange kærlige hilsninger – 
HÅKON
gibt Ivar Bodde das Pergament.
Falt’ es zusammen und überbring es ihr selbst mit vielen zärtlichen Grüßen – 
IVAR BODDE
(som har kastet et øje i pergamentet).
Herre – allerede idag, skriver I –! 
IVAR BODDE.
der einen Blick in das Pergament geworfen hat. Herr – noch heute, schreibt Ihr –! 
HÅKON.
Nu er vinden god, den stryger leden nedover. 
HÅKON.
Der Wind ist jetzt gut, – er streicht südwärts durch die Inseln. 
DAGFINN BONDE
(langsomt).
Kom ihug, herre konge, at hun har ligget natten over på altertrinet i bøn og faste. 
DAGFINN
langsam.
Bedenket, Herr König, daß sie die Nacht hindurch in Fasten und Gebet auf den Altarstufen gelegen hat. 
IVAR BODDE.
Og det turde hænde hun var træt efter jernbyrden. 
IVAR BODDE.
Und es könnte sein, daß sie müde ist nach der Eisenprobe. 
HÅKON.
Sandt nok, sandt nok; – min gode kærlige moder –! (tar sig sammen.) Ja, er hun altfor træt, så venter hun til imorgen. 
HÅKON.
Wohl wahr, wohl wahr – meine gute, zärtliche Mutter –! Sich fassend. Ja, wenn sie allzu müde ist, soll sie bis morgen warten. 
IVAR BODDE.
Eders vilje skal ske. (lægger et nyt pergament frem.) Men så det andet, herre. 
IVAR BODDE.
Euer Wille geschehe. Er legt ihm ein anderes Pergament vor. Und nun das andere, Herr! 
HÅKON.
Det andet? – Ivar Bodde, jeg kan ikke. 
HÅKON.
Das andere? – Ivar Bodde, ich kann nicht. 
DAGFINN BONDE
(peger på brevet til Inga).
I kunde dog hint. 
DAGFINN
deutet auf den Brief an Inga.
Ihr konntet doch das da. 
IVAR BODDE.
Alt, hvad syndigt er, må brydes. 
IVAR BODDE.
Mit allem, was sündhaft ist, müsset Ihr brechen. 
BISP NIKOLAS
(som imidlertid har nærmet sig).
Bind jarlens hænder nu, kong Håkon. 
BISCHOF NIKOLAS.
der sich mittlerweile genähert hat.
Bindet dem Jarl jetzt die Hände, König Håkon. 
HÅKON
(dæmpet).
Mener I det trænges? 
HÅKON
mit gedämpfter Stimme.
Meint Ihr, das sei nötig? 
BISP NIKOLAS.
I får aldrig købt landets fred på billigere vilkår. 
BISCHOF NIKOLAS.
Ihr werdet den Frieden des Landes um billigeren Preis niemals erkaufen. 
HÅKON.
Så kan jeg. Hid med pennen!
(skriver.)  
HÅKON.
So kann ich’s. Her mit der Feder!
Er schreibt. 
SKULE JARL
(til bispen, der går over til højre).
I har kongens øre, som det lader. 
JARL SKULE
zum Bischof, der nach rechts hinübergeht.
Ihr habt das Ohr des Königs, wie es scheint. 
BISP NIKOLAS.
Til gavn for jer. 
BISCHOF NIKOLAS.
Zu Eurem Frommen. 
SKULE JARL.
Siger I det? 
JARL SKULE.
Ist das wahr? 
BISP NIKOLAS.
Før kveld vil I takke mig.
(han fjerner sig.)  
BISCHOF NIKOLAS.
Vor Abend noch werdet Ihr mir danken.
Er entfernt sich. 
HÅKON
(rækker pergamentet frem).
Læs dette, jarl. 
HÅKON
reicht das Pergament hin.
Lest das, Jarl. 
SKULE JARL
(læser, ser forbauset på kongen og siger med halv stemme):
I bryder alt forhold til Kanga hin unge? 
JARL SKULE
liest, sieht den König erstaunt an und sagt mit halber Stimme:
Ihr gebt jeden Umgang auf mit Kanga, der jungen? 
HÅKON.
Til Kanga, som jeg har elsket over alt i verden. Fra idag af tør hun aldrig træffes på den vej, hvor kongen går frem. 
HÅKON.
Mit Kanga, die ich über alles in der Welt geliebt habe. Von heut an darf sie sich nie auf dem Wege betreffen lassen, den der König wandelt. 
SKULE JARL.
Stort er det, som I der gør, Håkon; – jeg véd godt fra mig selv, hvad det må koste – 
JARL SKULE.
Groß ist, was Ihr da tut, Håkon – ich weiß aus eigener Erfahrung, was es Euch kosten muß – 
HÅKON.
Bort må hver den, som er kongen altfor kær. – Bind brevet sammen.
(giver det til Ivar Bodde.)  
HÅKON.
Fort muß jeder, der dem König allzu teuer ist. – Binde den Brief zu.
Er gibt ihn Ivar Bodde. 
BISP NIKOLAS
(bøjer sig over stolen).
Herre konge, nu vandt I langt frem mod jarlens venskab. 
BISCHOF NIKOLAS
beugt sich über den Stuhl.
Herr König, da habt Ihr einen großen Schritt vorwärts getan in der Freundschaft des Jarls. 
HÅKON
(rækker ham hånden).
Tak, bisp Nikolas; I rådede mig til det bedste. Bed om en nåde, og den skal vises jer. 
HÅKON
reicht ihm die Hand.
Dank, Bischof Nikolas; Ihr habt mir zum besten geraten. Bittet Euch eine Gnade aus, sie soll Euch gewährt sein. 
BISP NIKOLAS.
Vil I? 
BISCHOF NIKOLAS.
Gewiß? 
HÅKON.
Det tilsiger jeg eder med mit kongeord. 
HÅKON
Ich gelob’ es Euch mit meinem Königsworte. 
BISP NIKOLAS.
Så gør Vegard Væradal til sysselmand på Hålogaland. 
BISCHOF NIKOLAS.
So ernennt Vegard Väradal zum Vogt auf Hålogaland. 
HÅKON.
Vegard? Han er fast den troeste ven jeg har; nødig skikkede jeg ham så langt fra mig. 
HÅKON.
Vegard? Er ist der treueste Freund fast, den ich habe; ungern lass’ ich ihn so weit fort von mir. 
BISP NIKOLAS.
Kongens ven bør kongeligt lønnes. Bind jarlen på den vis, som jeg har rådet til, så er I tryg for alle tider. 
BISCHOF NIKOLAS.
Des Königs Freund verdient königlichen Lohn. Bindet den Jarl auf die Art, wie ich Euch geraten habe, dann seid Ihr für alle Zeiten sicher. 
HÅKON
(tager et pergamentblad).
Vegard skal have syssel på Hålogaland. (skrivende.) Her giver jeg ham mit kongelige brev derpå.
(Bispen fjerner sig.)  
HÅKON
ergreift ein Pergamentblatt.
Vegard soll die Vogtei auf Hålogaland erhalten. Er schreibt. Hier geb’ ich’s ihm königlich verbrieft.
Der Bischof tritt zurück. 
SKULE JARL
(nærmer sig bordet).
Hvad skriver I der? 
JARL SKULE
nähert sich dem Tische.
Was schreibt Ihr da? 
HÅKON
(rækker ham bladet).
Læs. 
HÅKON
reicht ihm das Blatt.
Lest! 
SKULE JARL
(læser og ser visst på kongen).
Vegard Væradal? På Hålogaland? 
JARL SKULE
liest und blickt den König fest an.
Vegard Väradal? Auf Hålogaland? 
HÅKON.
På det nordre, som er ledigt. 
HÅKON.
Im nördlichen Amte, das erledigt ist. 
SKULE JARL.
I mindes da ikke, at Andres Skjaldarband også har syssel der nord? De to er bittre avindsmænd; – Andres Skjaldarband holder sig til mig – 
JARL SKULE.
Bedenkt Ihr denn nicht, daß Andres Skjaldarband auch ein Amt dort im Norden hat? Die beiden sind erbitterte Feinde – Andres Skjaldarband hält zu mir – 
HÅKON
(smiler og rejser sig).
Og Vegard Væradal til mig. Derfor må de se til at blive forligte jo før jo heller. Der må ingen splid være mellem kongens og jarlens mænd herefterdags. 
HÅKON
lächelt und steht auf.
Und Vegard Väradal zu mir. Darum müssen sie sehen, sich je eher je lieber zu vertragen. Zwischen den Mannen des Königs und des Jarls darf hinfort kein Zwist mehr sein. 
BISP NIKOLAS.
Hm, dette her turde snart gå galt!
(nærmer sig urolig.)  
BISCHOF NIKOLAS.
Hm, das könnte doch am Ende schlimm ablaufen!
Nähert sich unruhig. 
SKULE JARL.
I tænker klogt og dybt, Håkon. 
JARL SKULE.
Ihr denkt klug und tief, Håkon. 
HÅKON
(varm).
Skule jarl, jeg tog riget fra jer idag, – men lad eders datter dele det med mig! 
HÅKON
mit Wärme.
Jarl Skule, ich nahm Euch heute das Reich, – aber laßt Eure Tochter es mit mir teilen! 
SKULE JARL.
Min datter! 
JARL SKULE.
Meine Tochter! 
MARGRETE.
Gud! 
MARGRETE.
Gott! 
HÅKON.
Margrete, – vil I være dronning? 
HÅKON.
Margrete, – wollt Ihr Königin sein? 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login