BISP NIKOLAS
(ivrig).
Ja, han må være god; tag ham! (Viljam går ind i kapellet igen.) Inden en time! (tørrer sveden af panden.) Puh, hvor her er varmt! – Den usle hund, – hvad hjælper al hans lærdom, når han ikke kan lægge en time til. Der sidder han dagstødt i sin stue og sætter kunstige hjul og lodder og løftestænger sammen; han vil skabe et værk, som skal gå og gå, og aldrig standse, – perpetuum mobile kalder han det. Hvorfor øver han ikke heller sin kunst og sin kløgt på at gøre mennesket til sligt perpetuum mobile –? (standser og tænker; det lysner i hans øjne.) Perpetuum mobile, – jeg er ikke stiv i latinen, – men det betyder noget, som har evnen til at virke evigt, udover gennem alle tider. Om jeg nu selv kunde –?
Det var en gerning at ende med, det! Det var at gøre sin største gerning i sin sidste stund! At sætte igang hjul og lodder og løftestænger i kongens og hertugens sjæle; sætte dem slig igang, at ingen magt på jorden kan standse dem; kan jeg det, da bliver jeg jo ved at leve, leve i mit værk, – og når det kommer til stykket, så er det kanske det, som kaldes udødelighed. – Trøstelige, svalende tanker, hvor I gør den gamle mand godt! (puster ud og strækker sig behageligt på bænken.) Diabolus har været hårdt efter mig ikveld. Det er følgen af at ligge ledig; otium est pulvis – pulveris – nå, ligegodt med latinen, – Diabolus skal ikke få magt over mig mere; jeg vil være virksom til det sidste; jeg vil –; hvor de belger derinde – (banker; Viljam kommer ud.) Sig dem, de skal tie, de forstyrrer mig. Kongen og hertugen kommer snart, jeg har store ting at tænke på.
BISCHOF NIKOLAS
eifrig.
Ja, der muß gut sein – nimm ihn! Viljam geht wieder in die Kapelle. Binnen einer Stunde! Wischt sich den Schweiß von der Stirn. Puh, wie warm das hier ist! – Der elende Hund, – was nützt all seine Gelehrsamkeit, wenn er nicht eine Stunde zulegen kann. Da sitzt er Tag für Tag in seiner Stube und fügt künstliche Räder und Gewichte und Hebel zusammen; er will ein Werk schaffen, das gehen, gehen und nie stille stehen soll, – perpetuum mobile nennt er’s. Weshalb setzt er nicht lieber seine Kunst und seinen Witz daran, den Menschen zu solch einem perpetuum mobile zu machen –? Er hält inne und sinnt nach; es blitzt in seinen Augen. Perpetuum mobile, – ich bin nicht fest im Latein, – aber das bedeutet etwas, was die Fähigkeit hat, ewig zu wirken, durch alle Zeiten hindurch. Könnt’ ich wohl selber gar –?
Das wär’ eine Tat, damit zu enden! Das hieße: seine größte Tat in seiner letzten Stunde tun! Räder und Gewichte und Hebel in der Seele des Königs und des Herzogs in Gang setzen; sie derart in Gang setzen, daß keine Macht der Erden sie zu hemmen vermag; – kann ich das, so leb’ ich ja fort, lebe fort in meinem Werk, – und vielleicht läuft das, was man Unsterblichkeit nennt, darauf hinaus. – Tröstliche, erquickende Gedanken, wie wohl tut ihr dem alten Manne! Er atmet auf und streckt sich behaglich auf die Ruhebank. Diabolus hat mir heut abend schlimm mitgespielt. Das kommt davon, wenn man müßig liegt; otium est pulvis – pulveris – na, Latein hin, Latein her, – Diabolus soll keine Macht mehr über mich bekommen; ich will bis zum letzten Augenblicke tätig sein; ich will – Wie sie da drin blöken –! Er stößt mit dem Stabe auf; Sira Viljam tritt ein. Sag’ ihnen, sie sollen schweigen; sie stören mich. Der König und der Herzog kommen bald, – ich habe große Dinge zu bedenken.
