You are here: BP HOME > MI > Kongs-emnerne (The Pretenders) > fulltext
Kongs-emnerne (The Pretenders)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Kongs-emnerne (The Pretenders)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Click to Expand/Collapse OptionACT V
Back to library
GREGORIUS JONSSØN.
Gud give jeg var det. 
GREGORIUS JONSSON.
Gäbe Gott, ich wär’s. 
HÅKON.
Uhørt! det kan ikke være så! 
HÅKON.
Unerhört! Nein, das kann nicht sein! 
GREGORIUS JONSSØN.
Ved Kristi dyre blod, det er så! 
GREGORIUS JONSSON.
Bei Christi teurem Blute, es ist so! 
HÅKON.
Gå, gå; lad blæse til hirdstævne; alle mine mænd skal samles.
(Gregorius Jonssøn går.)  
HÅKON.
Geht, geht! Laßt zum Aufmarsch blasen! All meine Mannen sollen sich zusammenscharen!
Gregorius Jonsson ab. 
HÅKON
(går nogle gange frem og tilbage, derpå nærmer han sig rask døren til Margretes kammer, banker på, vedbliver et par gange at gå op og ned, går atter til døren, banker og råber):
Margrete!
(vedbliver at gå frem og tilbage.)  
HÅKON
geht ein paarmal auf und ab, dann nähert er sich rasch der Tür von Margretens Kammer, klopft an, geht wieder mehrmals auf und ab, geht abermals an die Tür, klopft und ruft:
Margrete!
Er geht wieder hin und her. 
MARGRETE
(i døren, natklædt, med udslået hår; om skuldrene har hun en rød snørekåbe, som hun holder tæt sammen over brystet).
Håkon! Er det dig? 
MARGRETE
in der Tür, im Nachtkleid, mit aufgelöstem Haar; um die Schultern trägt sie eine rote Schnürjacke, die sie dicht über der Brust zusammenhält.
Håkon! Bist Du’s? 
HÅKON.
Ja, ja; du må komme herud. 
HÅKON.
Ja, ja – Du mußt herauskommen! 
MARGRETE.
O, men så må du ikke se på mig; jeg var alt gået tilsengs. 
MARGRETE.
Dann darfst Du mich aber nicht ansehen – ich war schon im Bett. 
HÅKON.
Andet har jeg nu at tænke på. 
HÅKON.
Ich habe jetzt an anderes zu denken. 
MARGRETE.
Hvad er der hændt? 
MARGRETE.
Was ist denn geschehen? 
HÅKON.
Giv mig et godt råd! Nys bragtes mig den værste af alle tidender. 
HÅKON.
Gib mir einen guten Rat! Eben wurde mir die schlimmste aller Botschaften überbracht. 
MARGRETE
(angst).
Hvilken tidende, Håkon? 
MARGRETE
ängstlich.
Was für eine Botschaft, Håkon? 
HÅKON.
At der er to konger i Norge nu. 
HÅKON.
Daß jetzt zwei Könige in Norwegen sind. 
MARGRETE.
To konger i Norge! – Håkon, hvor er min fader? 
MARGRETE.
Zwei Könige in Norwegen! – Håkon, wo ist mein Vater? 
HÅKON.
Han tog kongsnavn ombord; nu sejler han til Nidaros for at lade sig krone. 
HÅKON.
Er nahm an Bord den Königsnamen an; jetzt segelt er gen Nidaros, um sich krönen zu lassen. 
MARGRETE.
O, Gud, du almægtigste –!
(synker ned på bænken, bedækker ansigtet med sine hænder og græder.)  
MARGRETE.
O Du allmächtiger Gott –!
Sie sinkt auf die Bank, bedeckt ihr Gesicht mit den Händen und weint. 
HÅKON.
To konger i landet! 
HÅKON.
Zwei Könige im Lande! 
MARGRETE.
Min husbond den ene, – og min fader den anden! 
MARGRETE.
Mein Eheherr der eine, – und mein Vater der andere! 
HÅKON
(går uroligt frem og tilbage).
Giv mig et godt råd, Margrete! Skulde jeg gå over Oplandene, komme først til Trøndelagen og hindre kroningen? Nej, ugørligt; jeg har for ringe stridsmagt samlet; der nordpå er han mægtigere end jeg. – Giv mig råd; hvorledes skal jeg få hertugen dræbt, før han kommer til Nidaros? 
HÅKON
geht unruhig auf und nieder.
Gib mir einen guten Rat, Margrete! Soll ich durchs Oberland ziehen, zuerst in die Gegend von Trondhjem gehen und die Krönung verhindern? Nein – unmöglich; ich habe zu geringe Streitkräfte um mich; dort im Norden ist er mächtiger als ich. – Gib mir einen Rat; wie soll ich den Herzog verderben, eh’ er nach Nidaros kommt? 
MARGRETE
(bønligt, med foldede hænder).
Håkon, Håkon! 
MARGRETE
flehend, mit gefalteten Händen.
Håkon, Håkon! 
HÅKON.
Kan du ikke finde på et kløgtigt råd til at få hertugen dræbt, siger jeg! 
HÅKON.
Weißt Du keinen vernünftigen Rat, den Herzog zu verderben, frag’ ich! 
MARGRETE
(synker i smerte ned fra bænken og ligger knælende).
O, glemmer du da så rent, at han er min fader! 
MARGRETE
sinkt vor Schmerz von der Bank herab auf die Knie.
O, vergißt Du denn so ganz, daß er mein Vater ist! 
HÅKON.
Din fader –; ja, ja, det er sandt; det glemte jeg. (løfter hende op.) Sæt dig, Margrete; du får være trøstig; græd ikke; du har jo ingen skyld i dette. (går over mod vinduet.) Hertug Skule bliver mig værre end alle andre fiender! – Gud, Gud, – hvorfor slår du mig så hårdt, mig, som intet har forbrudt! (det banker i baggrunden; han farer sammen, lytter og råber:) Hvem banker derude så sent på kvelden? 
HÅKON.
Dein Vater –; ja, ja, das ist wahr; das hab’ ich vergessen. Er hebt sie auf. Setz’ Dich, Margrete; tröste Dich; weine nicht; Du trägst ja keine Schuld daran. Er tritt ans Fenster. Herzog Skule wird mir gefährlicher als alle anderen Feinde! – Gott, Gott, – warum schlägst Du mich so hart, mich, der nichts verbrochen hat! Es klopft an der Mitteltür; er fährt zusammen, horcht und ruft: Wer klopft draußen so spät am Abend? 
INGAS STEMME
(udenfor).
En som fryser, Håkon! 
INGAS STIMME
von draußen.
Eine, die da friert, Håkon! 
HÅKON
(med et skrig).
Min moder! 
HÅKON
mit einem Aufschrei.
Meine Mutter! 
MARGRETE
(springer op).
Inga! 
MARGRETE
springt empor.
Inga! 
HÅKON
(iler til døren og lukker op; Inga sidder på dørtrinet).
Min moder! Siddende som en hund udenfor sin søns dør! Og jeg spørger, hvi Gud slår mig! 
HÅKON
eilt an die Tür und schließt auf; Inga sitzt auf der Türschwelle.
Meine Mutter! Sitzt wie ein Hund vor ihres Sohnes Tür! Und ich frage, warum Gott mich schlägt! 
INGA
(strækker armene mod ham).
Håkon, mit barn! Velsignelse over dig! 
INGA
streckt die Arme ihm entgegen.
Håkon, mein Kind! Segen über Dich! 
HÅKON
(løfter hende op).
Kom – kom herind; her er lyst og varmt! 
HÅKON
richtet sie auf.
Komm, – komm herein. Hier ist’s hell und warm! 
INGA.
Må jeg komme ind til dig? 
INGA.
Darf
ich zu Dir hinein? 
HÅKON.
Vi skal aldrig skilles mere. 
HÅKON.
Wir werden uns nie mehr trennen. 
INGA.
Min søn – min konge, – o, hvor du er god og kærlig! Jeg stod i en krog og så dig, da du gik fra bispegården; du så så sorgfuld ud; jeg kunde ikke skilles fra dig på slig vis! 
INGA.
Mein Sohn – mein König, – o, wie gut und lieb Du bist! Ich stand in einem Winkel und sah Dich, als Du aus dem Bischofshofe kamst; Du sahst so sorgenvoll aus; ich konnte so nicht von Dir scheiden! 
HÅKON.
Gud være takket for det. Du var visselig den bedste, som kunde komme nu! Margrete, – min moder, – jeg har syndet svarligen; jeg har stængt mit hjerte for eder to, som er så rige på kærlighed. 
HÅKON.
Gott sei gedankt dafür. Du warst gewißlich die Beste, die jetzt kommen konnte! Margrete, – Mutter, – ich habe schwer gesündigt; ich habe mein Herz wider Euch beide verschlossen, die Ihr so reich an Liebe seid. 
MARGRETE
(kaster sig om hans hals).
O, Håkon, min elskede husbond; står jeg dig da nu nær? 
MARGRETE
fällt ihm um den Hals.
O, Håkon, mein geliebter Mann – bin ich denn nun Deinem Herzen nahe? 
HÅKON.
Ja, ja; det gør du; ikke for at give mig kloge råd, men for at lyse og skinne på min vej. Lad komme hvad der vil, jeg kender Herrens styrke i mig! 
HÅKON.
Ja, ja, das bist Du; nicht, um mir klugen Rat zu geben, sondern um meinen Pfad leuchtend zu erhellen. Komme was da wolle, – ich fühle die Stärke des Herrn in mir! 
DAGFINN BONDE
(kommer ilsomt fra baggrunden).
Herre, herre! Nu er det værste hændt! 
DAGFINN
kommt eilig durch die Mitte.
Herr, Herr! Nun ist das Schlimmste geschehen! 
HÅKON
(smiler tillidsfuldt, idet han trykker Margrete og Inga tæt op til sig).
Jeg véd det; men det har ingen nød, gamle Dagfinn! Er der end to konger i Norge, så er der kun én i himlen, – og han grejder det nok! 
HÅKON
lächelt zuversichtlich, indem er Margrete und Inga fest an sich drückt.
Ich weiß – aber es hat keine Not, alter Dagfinn! Sind auch zwei Könige in Norwegen, so ist doch nur einer im Himmel, – und der wird’s schon recht machen!
 
Teppet faller.


 
Der Vorhang fällt.


 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login